Dette studie af guldsmeden Poul Jensen Theilgaards liv og arbejde må ikke betragtes som det endelige resultat af en gennemgang af alt bevaret relevant kildemateriale. Det er et arkivstudie, som hovedsagelig knytter sig til de i det kulturhistoriske museum i Møntestræde samlede arbejder fra hans hånd og værksted. På grund af denne tvedeling har det desværre ikke været muligt at bringe illustrationerne i tilknytning til den tekst, de hører til.
I løbet af foråret og sommeren 1967 blev museets betydelige samling af sølvgenstande gennemgået, og der blev udarbejdet et specialkartotek over alle stemplede ting. Denne nye katalogisering gav som resultat, at der fandtes lidt over 500 stemplede genstande fra hele landet. Omkring 350 stykker sølv var fra guldsmedeværksteder i Odense by. Disse arbejder repræsenterer ialt 45 mestres værksteder. De kvantitativt bedst repræsenterede virksomheder nåede op på tal mellem 25 og 35 stykker sølv. En af de mest varierede og bedst daterede grupper er de 22 arbejder med guldsmed Poul Jensen Theilgaards stempler.
Theilgaard var et medlem af en større guldsmedeslægt, som oprindelig havde hjemme i Fredericia. Han var søn af guldsmed Jens Nielsen Theilgaard og Maren Hansdatter Bull. Foruden Poul blev endnu to af deres børn guldsmede, nemlig Niels Jensen Theilgaard, der blev faderens efterfølger i Fredericia og Hans Bull Theilgaard, der var mester i Odense 1800-11.[1]
Poul Jensen Theilgaard rejste et par måneder efter sin konfirmation til Odense.[2] Han havde formentlig allerede i sin faders værksted gjort sig bekendt med fagets grundlæggende teknik. Den 15. februar 1781 blev hans lærekontrakt fremlagt på et møde i guldsmedelauget i Odense.[3] Læretiden havde taget sin begyndelse Skt. Hansdag 1780, og skulle, som laugsartiklerne foreskrev det, være afsluttet fem år senere.[4] Kontrakten var underskrevet af hans fader samt af læremesteren guldsmed Peder Jørgensen i Odense. Denne var blevet optaget i lauget i 1779, men havde dog først løst borgerskab i 1782.[5] Han var i de mellemliggende år sikkert knyttet til en anden guldsmeds værksted. Drengen Poul blev således sat i lære i et nyetableret værksted, han var Peder Jørgensens første læredreng. I 1785 var læretiden overstået og på laugs-mødet den 10. oktober blev han frigivet som svend og fik sit lærebrev.[6]
I de næste to år arbejdede Poul Theilgaard som svend i Odense.[7] Så sent som i juli 1787 var han endnu hos sin læremester i Vestergade.[8] I dette værksted arbejdede foruden guldsmeden selv også en læredreng. Herefter følger et par år, hvor Theilgaards færden endnu ikke er kendt. Vi ved ikke om han stadig arbejdede i Odense, eller om han har benyttet sin ugifte stand til at søge arbejde i fremmede værksteder for at udvide sin horisont og opøve sine færdigheder inden for faget.[9] Man må forestille sig, at Theilgaard i Peder Jørgensens værksted er blevet helt fortrolig med fagets teknik og tidens kunstneriske udtryksmåder. Guldsmed Jørgensens produktion er, som den kendes fra litteraturen og fra museets samling, præget af rokokoens form og stil. Fra Theilgaards læretid kendes en spiseske med violinformet skaft (fig. 10). På bagsiden er skaftet dekoreret med en djærv rocaille, således som man endnu kan se det på Peder Jørgensens arbejder fra begyndelsen af 1790erne.[10]
Fra og med tiden omkring nytår 1792 kan vi atter følge Poul Jensen Theilgaard. På dette tidspunkt var han svend i den daværende oldermand, guldsmedemester Rasmus Rasmussen Møllers værksted. Denne virksomhed må karakteriseres som den førende i Odense på den tid. Rasmus Møller havde lært sit fag i tiden 1745-50 hos guldsmedemester Friedrich Wissing.[11] Han tilbragte sit mesterår hos guldsmed Jørgen Olufsen Lunds enke, men måtte afbryde det i december 1756 på grund af for beskedne arbejdsforhold.[12] Omsider blev han mester i 1760.[13] Året efter købte han en gård i Vestergade og i 1762 blev han gift med Ingeborg Hansdatter Lund, en slagterdatter fra Nedergade.[14] I 1763 blev ægteparrets første datter Anna Kirstina født og i 1771 deres anden datter Maren.[15] Fadderne ved Anna Kirstinas døb var bedsteforældrene, slagtermester Hans Pedersen Lund og hustru, deres søn Hans Hansen Lund samt parykmager Flemmers hustru, hun hørte til familiens gamle bekendtskabskreds.[16] Hvis man tør dømme efter de faddere, der overværede Marens dåb i Skt. Knuds kirke otte år senere, må guldsmed Møller være blevet en ganske velanskrevet borger. Der nævnes lægen Johan Eichels hustru, jomfru Borring, borgmester Michael Seidelin, rådmand Mathias Kurrelbaum og købmand Eilschou.
I 1762 kom den første dreng i lære i Rasmus Møllers værksted, og indtil år 1800 uddannede han ikke mindre end tolv svende.[17] I 1787 arbejdede der foruden Møller selv to svende og to læredrenge i værkstedet.[18] I enkelte perioder var antallet af læredrenge helt oppe på fire. Mens læredrengenes tal kan opgives med stor nøjagtighed ud fra notater om lærekontrakter i laugsbogen, er det vanskeligere at fastslå hvor mange og hvilke svende, der gennem årene havde arbejde i virksomheden. Foruden de nævnte vides det dog, at svendene Peder Jørgensen og Henrik Johansen Weis i 1772 og 1775-76 tilbragte deres mesterår hos guldsmed Møller.[19] Peder Jørgensen blev som nævnt Theilgaards læremester.
Rasmus Møller var to gange oldermand for guldsmedelauget i Odense. Første gang i en normal treårig periode 1772-75 og dernæst igen 1784-87 og på genvalg indtil 1794.[20] Fire år senere blev han syg, og den 8. juli 1800 blev han befriet for borgerlige og byens tyngde, det vil sige at magistraten godkendte hans opsigelse af borgerskabet.[21] Som grund til sin tilbagetræden gav han sin høje alder og sygdommen samt det forhold, at han havde afhændet sin ejendom med værkstedet.[22] Samme år løsgav han sine to sidste læredrenge, den ene endog nogle måneder for tidligt.[23] Møllers boede derefter i et hus i Nørregade. Rasmus Rasmussen Møller døde i 1806, hans enke fire år senere.[24] Guldsmeden blev, som det var skik og brug for hans stand, begravet fra Skt. Knuds kirke med klokkeringning. Der blev til hver begravelse bevilget et økonomisk tilskud på otte rigsdaler fra guldsmedelaugets kasse. Møller og hans hustru havde iøvrigt været medlemmer af lauget og betalt tidepenge indtil deres død.[25]
Under Poul Jensen Theilgaards arbejde i værkstedet i Vestergade og hans ophold hos familien Møller havde han knyttet et varmt forhold til sin mesters yngste datter. Den 12. juli 1792 fik de kongelig bevilling på at blive gift uden lysning.[26] Inden vielsen lykkedes det for hendes fader, at få gennemført, at den vordende svigersøn blev optaget i guldsmedelauget som mester. Ved laugsmødet den 21. juli fik Poul Theilgaard lov til at begynde på sit mesterstykke uden at have været ansat i et almindeligt mesterår.[27] Han havde dog været svend i de fem år, der i laugsartiklerne nævnes som mindstemålet. Hans mesterstykke skulle bestå i forarbejdelsen af en sølvdåse efter en tegning, som han fik tilladelse til at forevise ved laugsmødet. De fremmødte mestre og oldermanden, Rasmus Møller, havde intet andet at bemærke hertil, end at de mente, at detaljerne i dåsens udsmykning burde udføres lidt finere end Theilgaards tegning viste.
Den 14. august 1792 godkendte lauget det færdige mesterstykke og den 22. i samme måned blev „Guldsmed Ung-Karl Velædle Hr: Poul Theilgaard og Velædle Jomfrue Maren Møller“ viet i hendes hjem.[28] En halv snes dage senere, den 8. september, fødte Maren Theilgaard en søn, der blev hjemmedøbt og efter hendes fader opkaldt Rasmus Møller Theilgaard. Den 11. oktober blev barnet fremstillet i Skt. Knuds kirke. Ved denne lejlighed optrådte der ikke standspersoner i samme mål som i 1771. De fremmødte faddere var foruden sognepræsten i Dalum, Christian Ditlev Ammentorp, alle barnets nærmeste slægtninge.[29]
I de følgende år har Poul Jensen Theilgaard rimeligvis arbejdet som mester i svigerfaderens værksted. Han blev først borger i Odense den 8. april 1795.[30] Den 17. juli 1794 købte han ejendommen nr. 188 af Vester kvarter i Korsgaden på den tredje auktion efter den afdøde provstinde Dorthe Margrethe Westergaard. Købesummen, 600 rigsdaler sølvmønt, blev den 16. december betalt af guldsmed Møller til arvingernes repræsentant. Theilgaard lånte senere pengene hos købmand Hans Philipsen mod at denne fik pant i ejendommen, i øvrigt trådte svigerfaderen igen til som kautionist.[31]
De vigtigste bygninger i gården, den senere Vestergade 4, var dengang et toetages gadehus på ti fag samt et sidehus mod øst på tolv fag med halvtag og et tværhus mod syd på tre fag med halvtag, alt opført af mur- og bindingsværk. Der var adgang til gårdspladsen fra Albanitorv gennem en port på to fag mellem to ejendomme i Skomagerstræde. Theilgaards naboer var i 1795 på den ene side rådmand Bjørnsen og på den anden side, på hjørnet af Vestergade og Skomagerstræde feltskærer Stützer.[32] I 1801 afrundede Theilgaard sin ejendom ved at købe et stykke af hjørnegrunden samt to fag lade.[33]
Fra 1795 og til sin død i 1820 uddannede Theilgaard ikke færre end femten læredrenge i sit værksted.[34] Blandt dem var hans søn Rasmus Møller samt brodersønnen Jens Buhl Theilgaard. Den første læredreng begyndte sin lære til Mikkelsdag 1795 og blev svend fem år senere. Den anden dreng begyndte til påske 1797 og den tredje til nytår 1799. Den 1. februar 1801 arbejdede der ikke færre end fire svende hos Theilgaard, nemlig Haagen Dahlberg, Jens Boyesen, Jens Peter Wedsted og Niels Ebbesen. Den sidstnævnte var fra Kolding og havde været hans første læredreng.[35] Dahlberg rejste til København den 21. marts og Jens Peter Wedsted fulgte efter den 10. september. I 1801 var der desuden to læredrenge, Martin Böttern og Johan Poul Struntze. Den første rejste kort efter sin løsgivelse som svend til Skt. Petersborg, den anden kendes senere som en dygtig guldsmed i København.[36] Denne opgørelse over de ansatte læredrenge og svende i det betydelige værksted i et enkelt år kan tages som et eksempel på tilstanden i virksomheden gennem det meste af Theilgaards levetid. Da han døde, arbejdede der dog kun fem mand i værkstedet, nemlig mester selv og hans søn, en svend ved navn C.A. Jørgensen samt to læredrenge.[37]
I 1813 blev Rasmus Møller Theilgaard optaget som mester i lauget knap 21 år gammel. Han arbejdede i de følgende år i faderens værksted til trods for, at han samme år løste borgerskab.[38] En anden mester, hvis tilknytning til værkstedet også kendes var Johan Frederik Neumann. Han havde lært hos Hans Bull Theilgaard og blev samme år som Rasmus Theilgaard optaget i lauget. Tre år senere fik han dog sin afsked fra Theilgaard. Man havde opdaget, at han stjal sølvstumper og filing i værkstedet og gemte det i en kasse under sin seng.[39] Neumann blev senere guldsmed i Horsens.
Poul Theilgaards læredrenge blev for størstedelen senere selvstændige mestre. Af de femten kendes det senere opholdssted for de ni. Det er et betydelig større tal end for svigerfaderens læredrenge. Af dem kendes nemlig kun karrieren for to.[40] Theilgaards udlærte svende nedsatte sig i følgende byer. To blev mester i København, én i Nykøbing F., to i Odense, én i Nyborg og én i Rudkøbing.[41] Desuden rejste to svende til Jylland, hvor den ene blev mester først i Århus og siden i Horsens, den anden nedsatte sig i Fredericia.[42] En trediedel af de udlærte svende havde i forvejen tilknytning til hovedlandet. En af dem kom som nævnt fra Kolding, to ligesom Theilgaard selv fra Fredericia og en fjerde fra Haderslev.[43] Én dreng havde påbegyndt sin læretid i Vejle og en anden afsluttede, efter Theilgaards død sin uddannelse i samme by.[44] Det synes som om Theilgaard havde en større kontakt med de nærmeste jyske købstæder end andre håndværkere i Odense. Måske har hans familiemæssige kontakter været af betydning for dette forhold.
Inden for guldsmedelauget spillede Poul Theilgaard ligesom sin svigerfader en betydelig rolle. Han var ligesom Rasmus Møller oldermand i to perioder. Første gang fra den 31. marts 1796 til den 20. januar 1802. Indtil 1806 var guldsmed Johan Frederik Schytte oldermand og derefter Hans Bull Theilgaard. Efter dennes død i 1811 overtog broderen atter oldermandshvervet til den 20. januar 1815.[45] Foruden dette hverv med tilknytning til håndværket bestred han flere offentlige hverv. I 1805 var han således oldermand for Odense Skyttelaug.[46] Tolv år senere var han en af initiativtagerne ved oprettelsen af Odense Forenede Skydeselskab.[47] I 1813 blev han udnævnt til kirkeværge for Skt. Knuds Kirke, han blev dog afskediget i slutningen af juni 1819.[48] Theilgaard nævnes tillige som en af fattigfogederne i sognet.[49] Endelig kaldes han gentagne gange for eligeret borger.[50]
Guldsmed Theilgaards hustru døde den 10. november 1814 kun 43 år gammel. Der blev efter dødsfaldet besluttet at enkemanden skulle overtage boet i fuld overensstemmelse med sønnen og dennes kurator, Theilgaards svoger, forhenværende proprietær Johan Ludvig Carl Ammentorp.[51] Denne, der var en broder til sognepræsten i Dalum, var i 1795 blevet gift med Anna Kirstine Møller.[52] Ægteparret Theilgaard fik ikke andre arvinger end sønnen Rasmus. Denne blev i 1819 gift med guldsmedemester Bonne Rasmussen Bonnesens datter Juliane Kirstine Marie Bonnesen.[53] Ved dette ægteskab knyttedes familien nært til en anden udbredt guldsmedefamilie af fynsk herkomst.[54]
Guldsmed Theilgaards økonomi var særdeles god i begyndelsen af århundredet. I 1806 arvede han fire mindre ejendomme efter svigerfaderen. Han kunne således betale sin prioritetsgæld i Vestergade 4.[55] Det ser dog ud til, at hans økonomiske forhold har været noget vanskeligere i hans sidste leveår. I årene 1817-19 belånte han sine ejendomme og sit indbo meget kraftigt og optog adskillige pengelån og kreditter.[56] Pengeforlegenheden skyldtes formentlig de dårlige tider for landet som helhed, og vel nok i særdeleshed, at det tidligere købedygtige publikum blandt den fynske landadel i de år ikke mere var i stand til at anskaffe sig sådanne luksusgenstande, som de store arbejder vi netop kender fra værkstedet. Måske skyldes hans nedgang også et vaklende helbred.[57] Poul Jensen Theilgaard døde i en relativt ung alder den 28. februar 1820.[58]
Behandlingen af hans efterladte bo viste sig at være så kompliceret, at det tog meget lang tid inden den kunne afsluttes. Skifteretten i Odense afholdt ikke mindre end 122 møder om sagen og til skifteprotokollen blev der efterhånden samlet 193 bilag.[59] Et af sagens problemer var Theilgaards embede som kirkeværge. I 1820 mødte Skt. Knuds kirke op med et krav på lidt over 5024 rigsbankdaler i seddelmønt. Til sammenligning kan tjene, at hans fem ejendomme på auktioner samme år indbragte 4431 rigsbankdaler. Boets aktiver kunne vanskeligt opveje dets passiver. Det hjalp meget, at en særdeles kompliceret arvestrid efter Theilgaards faster Mette Gjørup i Viborg omsider blev vundet. Men end ikke denne sum, knap 6500 rigsdaler, viste sig at være helt tilstrækkelig til at betale alle kreditorernes forlangender. Efter at skiftesagen havde løbet i tolv år lykkedes det dog at få den afsluttet.[60]
Rasmus Møller Theilgaard købte i 1821 en gård i Nedergade og ti år senere en gård i Vestergade, i 1831 erhvervede han Anna Kathrine Ammentorps hus på hjørnet af Gråbrødrestræde og Stålstræde og samtidig arvede han efter hende 3312 rigsdaler.[61] Han døde imidlertid allerede to år efter, hans enke blev i 1837 gift med en sadelmager.[62]
Familien Theilgaards gård i Vestergade 4 var i 1820 indrettet som en betydelig håndværker kunne tillade sig det. De øverste fire værelser med køkken var lejet ud til en skolelærer Meier.[63] I 1801 nævnes som lejer en ugift kammerjunker, Jens Wilhelm Sehested.[64] I samme år havde Theilgaards én tjenestepige, men i 1820 var der to. Den ældste, jomfru Johanna Bareisen, har sikkert fungeret som husholderske for den ældre guldsmed Theilgaard.
Mens Poul Theilgaards økonomiske forhold i 1820 må betegnes som kaotiske, har hans hjem og værksted næppe været så stærkt præget af tilbagegangen. Lejligheden bar dog i sin indretning præg af, at den siden 1814 beboedes af en enkemand med en voksen søn og siden 1819 tilmed også af en svigerdatter. I 1820 var begge forhusets etager indrettet udelukkende til beboelse. Sidehuset havde kamre, køkken og hestestald i den nederste etage og kamre i den øverste etage.[65] Nogen helt nøjagtig orientering om rumfordelingen er det vanskeligt at give, beskrivelserne fra samtiden er på dette punkt meget summariske. Værkstedet må have været i kamrene i sidehusets stueetage.
I forhusets nederste etage fandtes tre stuer, en dagligstue, et sovekammer, som også blev kaldt øverstestuen samt endnu et sovekammer der tillige kaldtes salen til gaden.[66] I dagligstuen, der var tæt møbleret, fandtes en del sølvgenstande og en sølvvægt. Sølvvægten stod på et lille natbord. Stuen har antagelig sammen med værkstedet tjent som salgslokale, hvor varen kunne blive forevist og guldsmeden modtage råvarer til forarbejdning. Bestilte arbejder kunne her blive vejet i kundens påsyn og den korrekte betaling regnes ud. Her har guldsmed Theilgaard måske modtaget et stykke sølv som en fabriksdreng fra Hirschfeldts klædefabrik havde stjålet i 1818.[67] Normalt modtog guldsmeden dog sine råvarer på mere hæderlig vis i form af slidt og umoderne sølvtøj, der skulle gøres om til moderne varer. Ofte købte guldsmedene sølv på dødsboauktioner og lignende steder. I 1820 havde til eksempel guldsmed Bonnesen købt sølv for Theilgaard på to auktioner.[68]
I dagligstuen og i øverstestuen fandtes en del styksølv og filing samt et par gamle filingsburser. Guldsmedene var meget omhyggeligt med deres råvarer, selv det mindste sølvkorn blev samlet op og gemt, i dette tilfælde under lås og slå i mesters sovekammer. I rummet var desuden en dåse med sølv, glas og sten, en æske med sten samt mange dåser, kasser, æsker og æskelåg med „adskilligt“. Af regulært guldsmedeværktøj nævnes fem modelstamper, hvis specielle anvendelse man desværre ikke dengang har noteret.
I en liste over guld, sølv og andet i de to stuer nævnes også to galanterikasser, som guldsmeden vel har brugt til udstilling af varer for eksempel på markeder. De odenseanske guldsmede var i forhold til andre håndværkere ikke særlig aktive på torvepladserne.[69] Dog fandtes der ikke desto mindre i Theilgaards bo et markedstelt med tilbehør, som han havde lånt af guldsmedelauget.[70] I de dele af perioden 1795-1820 hvorfra vi har kendskab til markedsvirksomheden rejste kun fire guldsmede fra Odense til nabokøbstædernes markeder.[71] I en trediedel af dette tidsrum faldbød derimod omtrent dobbelt så mange fremmede guldsmede deres varer på markederne i Odense. Mellem 1798 og 1810 nævnes kun en guldsmed i markedspasprotokollerne, nemlig Johan Frederik Schytte, der to gange besøgte Egeskovmarkedet. Rasmus Møller Theilgaard rejste til markederne i Nyborg og Kerteminde 1817 samt til Fåborg i 1818. Efter den sidste tur blev teltet forsynet med 24 nye binderemme.[72] Til det første marked rejste Theilgaard sammen med Andreas Jørgensen Hoff og til de andre markeder sammen med sin svigerfader, Bonne Bonnesen. Sidstnævnte modtog i sin egenskab af oldermand teltet til opbevaring efter Poul Theilgaards død. Han rejste i efteråret 1820 alene til Svendborg og Egeskov markeder.
I sidehusets første etage nævnes en gang, et spisekammer og et køkken. Dernæst beskrives svendenes kammer, hvor der foruden et sengested fandtes et bord, tre almindelige stole og tre simestole. I resten af sidehusets kamre må værkstedet have været indrettet.
Det vil her føre for vidt at komme ind på hver enkelt redskabsart, der omtales i den bevarede „Fortegnelse over Guldsmed Poul Theilgaards Stervboes tilhorende Guldsmed = Værktöj“. I denne liste, som er affattet af Bonne Bonnesen og Rasmus Møller Theilgaard opregnes ikke mindre end 216 poster.[73] Hvert punkt indeholder almindeligvis flere stykker værktøj. Der findes fra samtidens Odense flere skifter efter guldsmede.[74] Sammen med ældre værkstedsbeskrivelser måtte en detaljeret gennemgang synes rimelig, men i denne forbindelse skal dog kun hovedtrækkene gengives.
Bygningsbeskrivelserne giver os som nævnt ingen underretninger om de lokaler, hvori guldsmedevirksomheden var indrettet. Værktøjsfortegnelsen er derimod muligvis inddelt efter rum i et egentligt værkstedsrum og et drejekammer. I værkstedsrummet har arbejdsprocesserne samlet sig omkring essen, ambolterne og arbejdsbordene. Der nævnes i 1820 en større samt en mindre blæsebælg. Den ene af dem er sikkert identisk med den store blæsebælg, som i august 1815 blev forsynet med et langt rør, „hvor igiennem Winden ledes ud i Værkstedet“.[75] Selve ovnen eller essen må være blevet betragtet som fast inventar, den nævnes ikke i værktøjslisten. Brændsel til smedning fik Theilgaard fra Rasmus Rasmussen i Ågerup i Espe sogn. Denne mand havde i 1820 otte rigsdaler til gode for levering af trækul.[76]
I værkstedet fandtes fire værkbrætter, et stort, et mindre, et lille og et gammelt. Disse arbejdsborde har formentlig været indrettet således, som man kender dem fra gamle værkstedsbilleder, nemlig bestående af en tyk træplade med et indhak til hver arbejder. Under indhakket hang almindeligvis et stykke skind, som kunne opfange sølvstykker og filing, der faldt fra under arbejdet. I nærheden af arbejdsbordene var opstillet tre slemmetrug, hvori de allermindste stykker ædelt metal kunne opsamles. Til bordene hørte fem træstole samt en højrygget stol. Man kan forestille sig mester eller eventuelt en køber siddende i den bedre stol. Ved arbejdsstederne var der forskellige belysningslegemer. Der nævnes to lamper med skærm, to lamper med glaskugler til at samle lyset, en bliklampe samt to lyseplader og en profit. Lysene købte Theilgaard forøvrigt i Christiansfeld, kort før 1820 havde han fået leveret to lispund.[77]
En del af værktøjet må have været anbragt på essen, bordene, gulvet, i vindueskarmene og lignende steder. Andre grupper fandtes i forbindelse med forskellige opbevaringsmøbler. Der nævnes ikke mindre end tre værktøjsbrætter, en hammerræk med reoler og skuffer, tre reoler, et lille skab og et gammelt chatol med opsats.
I fortegnelsens begyndelse nævnes 47 spærhager, jern og ambolte af forskellig slags. De mest beskrivende navne er bægerjernet, spandambolten og korpusjernet. Sådanne jernambolte blev brugt som underlag ved opdrivningen af en sølvgenstand fra et støbt råmateriale. Desuden fandtes der de såkaldte snarrejern, en slags jernfjeder, som blev brugt til udbankning af en genstands sider. Efter jernene nævnes forskellige stamper til formning af sølvvarer. Der fandtes tre spiseskestamper, fire teskestamper, fire messingstamper til „køretøj“, to til urbåndhager, tre til hovedvandsæg, en til kramper og to til lysestager. Til disse stamper af hårdt metal hørte underlag af forskellig art. Kandestøber Søren Peter Sørensen omsmeltede i årene 1810-19 Theilgaards blystamper mindst fire gange hvert år.[78] Dernæst nævnes fyrre stempler, fjorten knopstempler, seks udhakkere og nitten forskellige stempler.
Til at holde på smeltedigler og sølvgenstande under arbejdet anvendtes mange forskellige slags tænger. I fortegnelsen nævnes bøjtænger, fladtænger, smedetænger, giestænger, klufter og skruetænger. Til smedningen fandtes 32 hammere, de navngivne er plandse-, span-, knop-, fod- og dybhammere. Til bearbejdning af støbte ting fandtes save, løvsave, mange file og rasper samt skarere og mejsler. Til at fastholde emnerne var der blandt andet tre skruestikker. Til måltagning brugtes cirkler og vinkler og til polering fandtes fjorten polerstål i en pose.
En del redskaber var til støbning og formning. En stor og tre små smeltedigler blev i 1818 leveret af apotekeren i Løve Apoteket.[79] Der nævnes formflasker af kobber, messing og jern samt mange andre metalbeholdere til forskellige formål. En del af disse skåle, gryder og potter havde Theilgaard købt hos kobbersmedemester Lauritz Palme Tydsk.[80] Ved støbning anvendtes en formlade med skuffer og formsand. Et par træhammere har sikkert kunnet bruges til sammenpresning af sandet.
Til lodning fandtes en stor loddelampe samt boraks i en kande. Forgyldning af sølvarbejder blev foretaget ved hjælp af guld i forbindelse med kviksølv. Denne væske hørte til de ting som guldsmedelauget havde deponeret.[81] Laugets kviksølv var opbevaret i en halvotting i et stykke skind samt i en krukke. Noget af stoffet havde Theilgaard dog selv købt på apoteket.
Inden vi når til drejekammeret skal nævnes, at der i værkstedsrummet fandtes to træbænke til trådtrækning samt et gammelt drejelad. I selve drejekammeret stod en ny drejebænk med patroner, fem rouletter og ti drejejern. Efter disse redskaber nævnes mindre genstande og så igen en stor og en mindre reol samt et skab. De sidste genstande bekræfter, at vi befinder os i et særskilt rum, ellers ville de formentlig være nævnt sammen med de øvrige værkstedsmøbler. I drejekammeret stod desuden en stor vægt med kobberskåle.
Bestemmelsen af sølvets lødighed foregik i en proberovn. Heri kunne man sammenligne kendte og ukendte sølvprøvers opførsel, når de først smeltede og siden størknede. Til proberekunsten hørte en særdeles nøjagtig vægt.[82] I Theilgaards bo nævnes ikke proberesten og proberenåle, som også kunne anvendes ved lødighedsbestemmelse. Man sammenlignede sølvprøvens afsmitning på stenen med en streg af en proberenål, hvis sølvindhold var kendt. Det bør her nævnes, at Theilgaard havde en ældre kasseret probereovn stående på loftet. Brugen af den avancerede prøvemetode var ikke noget ekstraordinært i hans virksomhed.
Til sidst i den lange liste over værktøjet nævnes en skuffe og tre kasser med modeller. Med disse desværre uspecificerede modeller er vi nået til det interessante spørgsmål om forbilleder og impulser for værkstedets produktion. Der nævnes desværre ingen arbejdstegninger, skabeloner, ornamentstik eller varekataloger i værkstedet eller i guldsmedens hjem iøvrigt. På dette område er vi helt overladt til slutninger ud fra de bevarede arbejder fra virksomheden.
Som en indledning til gennemgangen af Theilgaards kendte arbejder skal opridses, hvorledes disse sølvgenstande almindeligvis blev firmastemplet og altså kan erkendes som sølvvarer fra værkstedet i Vestergade. Lektor Bøje anfører i sin store sølvmærkekatalog tre mesterstempler, nemlig numrene 2312 og 2313 i hovedværket og 3471 i tillægget.[83] Almindeligvis anvender Theilgaard mesterstemplet i forbindelse med et liljestempel som betegnelse for Odense by. Desuden forekommer almindeligt et årstalsstempel enten med de to sidste cifre eller hele årstallet (fig. 15). Theilgaards årstalsstempler kendes fra årene 1795, 1796, 1798, 1803, 1804, 1806, 1807, 1808, 1809 og 1810. Stempler med fire cifre kendes kun fra 1800årene. Mesterstemplet og bymærket doubleres ofte, mens dette ikke ses at være tilfældet med årstalsstemplet.
Fra 1807 kendes to genstande, der næsten synes stemplet til overmål. Foruden de tre nævnte arter af stempler findes et særdeles smukt udarbejdet bymærke, der yderligere er forsynet med cifrene 07 for årstallet. Desuden ses Bonne Rasmussen Bonnesens guardeinstempel, et stort antikva „B“ i en perlekrans (Bøje 2324). Endelig er de to sølvgenstande stemplet med et månedsmærke. Det på fig. 15 gengivne må tydes som vægtens tegn, brugt mellem den 23. september og den 23. oktober. Det andet mærke, under kalkens fod (fig. 9) erkendes ganske tydeligt som tegnet „69“, krebsens tegn, brugt mellem den 21. juni og den 22. juli. Det forskønnede bymærke, guardeinstemplet og månedsstemplerne skyldes sikkert direkte medvirken eller impulser fra den nysudnævnte guardein og probemester, der tidligere i sin karriere havde fået kendskab til hovedstadens stemplingspraksis.[84] På en del større genstande ses indprikket en vægtangivelse, altid med den samme skrifttype. Dette arbejde har Theilgaard sikkert ikke betroet andre end sig selv.
Her skal ikke forsøges nogen ny nummerering af mesterstemplerne, dertil er kendskabet til Theilgaards produktion ikke nær omfattende nok. Et par tilføjelser til Bøjes klassifikation vil dog være på sin plads. Det tidligst anvendte mestermærke ligner Bøje 3471. I det viste eksempel fra 1795 ses det som et stort kursiv „P“ sammenslynget med et stort kursiv „T“. Begge bogstaver er smykket med små opadvendte flige på begge sider af skafterne.
Fra årene 1796 og 1798 kendes et lignende mærke, omtrent identisk med Bøje 3471. Det har lidt lavere bogstaver og knap så sirlige flige på skafterne. Det er til eksempel anvendt under bunden af den på fig. 3 gengivne terrin. På lågets kant findes et tredie mestermærke, svarende til Bøje 2313 (fig. 15). Dette mærke består af et stort antikva „P", som er indskrevet i et stort kursiv „T“.[85] Hvis Theilgaard har anvendt sine mesterstempler efter hinanden og ikke i flæng, har vi her en påvisning af skelsåret mellem brugen af to stempler. De daterede sølvgenstande tyder iøvrigt på, at han anvendte mærkerne efter hinanden. Mesterstemplet Bøje 2313 er det eneste stempel, hvori Theilgaard har anvendt en kombination af to forskellige skrifttyper. Det kan sammenlignes med Peder Jørgensens stempler og iøvrigt også med Theilgaard-eleven Hans Adolf Pedersens. Ellers kendes sådanne stempler ikke fra Odense.
Mestermærket Bøje 2312 kendes indtil videre i fire lidt forskellige størrelser. Disse mærker mangler alle bogstavernes pynteflige, men er iøvrigt som de ældste stempler. På fig. 15 gengives daterede eksempler fra 1804, 1806, 1807 og 1809. Den sidste variant findes også fra årene 1808 og 1810 (fig. 14 og 5). Med erkendelsen af disse småvarianter opstår spørgsmålet om, hvor mange stempler guldsmed Theilgaard egentlig har anvendt gennem sin fem- og tyveårige produktionstid. Et sådant spørgsmål kan dog næppe nogensinde besvares entydigt. Sliddet på et stempel må have betinget anskaffelse af et nyt. Dog kunne en ydre impuls eller et teknisk problem for eksempel i forbindelse med anbringelsen på en sølvting også forårsage en nyanskaffelse. I et stort og produktivt værksted som Theilgaards har stempelskifte været en ofte tilbagevendende begivenhed. Vigtigt er det imidlertid, at den relative kronolgi mellem de tre af Bøje anførte mærker nu synes fastlagt, paradoksalt netop i omvendt rækkefølge. Og så må det fremhæves, at der efter 1810 endnu ikke kendes daterede arbejder fra værkstedet.
Theilgaard-værkstedets produktionstid ligger ulige fordelt på begge sider af år 1800. Den tids herskende modestilarter var først Louis Seizen og dernæst empiren. Regnet med en ideel målestok falder de tidlige års produktion i den første stilarts allersidste år og resten i empirens tid.
Det skulle synes naturligt at gennemgå Theilgaard-sølvet i kronologisk orden og reservere en saglig gruppering til en større behandling af fynsk sølv eller sølv fra Odense. Her skal dog alligevel gøres et forsøg på at beskrive arbejderne i en tilnærmelsesvis saglig eller funktionel orden. Tyngdepunktet i produktionen ligger i bordsølv, der her bliver ordnet således, at de større arbejder, korpusarbejderne, tages først. Så behandles spiseredskaber og andre mindre produkter. Til sidst vil vi se på de oplysninger, der eksisterer om værkstedets seneste produktion. Her vil også samarbejdet med andre håndværkere på det rent varemæssige område blive berørt.
Et par genstande til mere officielt brug vil dog blive nævnt i anden sammenhæng, det gælder de to eksempler på laugs- og kirkesølv som kendes med Theilgaards stempler. Den ene ting er det ældste arbejde vi kender fra værkstedet, nemlig det sølvskilt der er gengivet på fig. 1. Det findes sammen med 24 lignende skilte og 19 store sølvmønter på bødkernes tinvelkomst fra 1741.[86] Skiltene fra og med 1792 har klassicistisk stilpræg. I årene indtil 1805 er skiltene normalt ovale og smykket med udstandset perlekant. På skiltenes midterfeldt er indgraveret en fremstilling af en bødkersvend stående ved en tønde. I den ene hånd holder han en tengsel og i den anden en passer.
Fra denne gruppe skiller Theilgaards sølvplade sig ret stærkt ud.
Mens de øvrige skilte gruppevis bærer præg af traditionsbundet og ensartet efterligning må hans skilt karakteriseres som et stykke individuelt arbejde. Skiltets form og dets ornamentik er udformet i overensstemmelse med Louis Seizestilens idealer. Det graverede midterfelt er indfattet i et par forgyldte laurbærguirlander og ophængt i en sløjfe. Fremstillingen af bødkersvenden er frigjort fra traditionen. Man ser ham under arbejdet i værkstedet, tidligere poserede han for gravøren, her anvender han sine redskaber til at samle tønden. På bagsiden har Theilgaard to gange stemplet sit pyntelige firmamærke (fig. 15). Skiltet blev fremstillet til bødkersvend Peder Christian Frederik Kock, der blev løsgivet på bødkernes laugsmøde den 19. september 1795.[87] Ved denne lejlighed har svenden under tilbørligt ceremoniel fået lov til at hænge sin gave på laugets drikkepokal. På skiltet er indgraveret svendens forbogstaver og årstallet.
Theilgaards største korpusarbejder findes på herregården Margård. I 1798 fik han den opgave, at supplere en ældre terrin med én mage til, samt forsyne begge terriner med fade (plateauer) hvorpå de kunne stå.[88] Den ældste terrin bærer våbner for familierne Schøller og Grüner. Den har tilhørt generalmajor Christian Schøller og dennes hustru Ebba Ovidia Grüner. Dette ægtepar blev viet på Kronborg den 3. januar 1749.[89] Under bunden har terrinen to sølvmærker, en lilje i et ovalt felt samt et mærke med bogstaverne „IOL“ (Bøje 2281). Tidligere har dette mærke ikke kunnet henføres til nogen bestemt mester. Hvis terrinen imidlertid er fremstillet til det nævnte ægtepar, kan stemplet kun høre til guldsmed Jørgen Olufsen Lunds værksted.[90] Han døde i 1755 og værkstedet blev som nævnt videreført af enken ved hjælp af svenden Rasmus Rasmussen Møller.[91] Der er derfor en overvejende sandsynlighed for, at terrinen er fremstillet i tiden 1749-56. Stilmæssigt er der intet i vejen for denne datering, kroppen er ligeknækket og de påsatte hanke og ører samt den overdådige lågknop er udformet med rokokoens stilelementer. De øverste to fotografier på fig. 2 viser detaljer fra denne terrin.
Den nye terrin og de to platauer bærer alle Theilgaards stempel foruden bymærke og et stempel med årstallet 1798. Begge terriner har indprikket vægtangivelse.[92] Det yngste terrinsæt har indgraverede våbner for familierne Schøller og Trolle. Terrinen og de to fade blev leveret til generalmajor Gustav Grüner Schøller og hans hustru Wibecke Elisabeth Trolle. Theilgaard anfører i sin regning, hvor meget sølv han havde modtaget fra køberen, og hvor meget han selv havde lagt til. Der var anvendt for knap 235 rigsdaler sølv til de nye ting. Den gamle terrin var ved samme lejlighed blevet forgyldt og oppudset for 12 rigsdaler. Terrinen er forgyldt indvendig, således at den kunne anvendes uden indlæg. Den nye skål blev forgyldt for 28 rigsdaler. For bearbejdningen af sølvet beregnede Theilgaard sig 70 rigsdaler 5 mark og 13 skilling i arbejdsløn. På fig. 2 er nederst vist to detaljer fra Theilgaards terrin. Det er her muligt at konstatere hvor nøjagtigt kopien er udført i forhold til originalen. Hankens rocaille er en smule mere spændstig på den gamle terrin og baggrundspunslingen mere regelmæssig end på den nye. Til gengæld er grebet på den sidste udarbejdet med et indbuet stykke, så at man bedre kan tage fat i det. For benenes vedkommende ses forskelle i den øverste del.
Fra dette pompøse arbejde med forbillede i en tidligere generations pragtstykke vender vi os til en helt tidssvarende, mindre terrin (fig. 3). Den er fremstillet samme år som Margård-terrinen og kummen er forsynet med stempler af nøjagtig samme slags (fig. 15). Lågets mesterstempel er dog som nævnt forskellig fra fodens. Terrinen har også været en del af et større sæt. På kummens inderside og på lågets kant er indprikket betegnelsen „N° 2“ samt vægtangivelsen „V 55 lod – 1 ort“.[93]
Terrinen er vaseformet med en aflang, sekskantet fod og to spinkle hanke. Dele af låget, kummen og soklen er dekoreret ved rifling. De støbte hanke er smykket med perlestave, et af tidens typiske stiltræk. På lågets nederste del, under kummen og på fodens overdel ses spinkle graveringer. Udformningen af de blomsterguirlander, der forbinder cirklerne er karakteristiske for et par af Theilgaards arbejder. Under guirlandeborten er et glat felt, hvori der er indgraveret initialerne „C. B.“ På låget er med en skrue sat en plastisk udformet frugt som håndtag. Kummens inderside er ikke behandlet på nogen særlig måde, man må formode, at terrinen har skullet bruges med et indlæg. Dens forbillede må, som ved så mange af tidens sølvarbejder, søges blandt engelske sølv- og pletvarer.[94]
En af de guldsmedevarer, fra 1790ernes Odense vi har bedst repræsenteret, er sukkerspande. Der kendes ikke mindre end fire fra Theilgaards værksted og lige så mange fra hans svigerfaders. Eftersom der er nær sammenhæng mellem de to værksteders arbejder på dette punkt, skal de her behandles samlet. Rasmus Møllers sukkerspande består af to par, alle dateret med et firecifret årstalsstempel til 1792.[95] Sukkerspandene er de ældste arbejder fra dette værksted, der er udformet med klassicistisk form og stiltræk, og de hører til de ældste daterede eksempler på denne mode fra Odense. Alle fire spande er vaseformede og forsynet med en spinkel hank. Langs kummens kant og ved overgangen mellem kumme og fod samt på soklen og hanken er de dekoreret med perlestave. Det privatejede par er endvidere forsynet med et spinkelt, indgraveret våben for familien Rantzau.
Theilgaards ældste sukkerspande er fra 1795, de findes på herregården Langesø.[96] Den ene spand er stemplet og forsynet med vægtangivelse „V. 39 lod 2 q.“, den anden bærer ingen stempler og har indprikket en noget lavere vægt, den „Vog 33 lod“. Spandenes form er en lidt anden end Rasmus Møllers. Kummen er svagt udadsvejet for oven. Kroppen er dekoreret ved gennembrydninger, stilken og foden har enkle profileringer. Spandenes form og udsmykning ligger meget nær op ad nogle engelske sukkerspande, der findes gengivet i en katalog over pletvarer fra omkring 1785.[97] På Langesø findes iøvrigt en spand af plet på kobber. Den har samme form, samme hank og de samme perlestave som vi allerede kender fra Møllers fire arbejder.[98]
Den på fig. 4 viste sukkerspand er fra 1796. Ligesom de foregående findes den i privat eje på en fynsk herregård. Med hensyn til selve formen og de dekorative perlestave rundt omkring vasens forskellige led er den næsten som spandene fra 1792. Dog er hanken anderledes, idet den består af et bånd, hvori der er udsavet et mønster. På den glatte kumme ses ganske lette graveringer. Øverst en smal bort som minder om det klassiske motiv „løbende hund“. Derunder ses ovaler forbundet med samme slags blomsterguirlander, som vi allerede har set på den vaseformede terrin fra 1798. Lige over fodstykket er indgraveret en roset, hvis blade omslutter kummens nederste del. Man må formode, at også denne spand har haft en pendent. Stemplingen er vist på fig. 15.
Den fjerde sukkerspand findes formentlig også i privateje.[99] Dens mesterstempel er det samme, som Theilgaard anvender på låget af terrinen fra 1798. Grundformen er som de andre eksempler på sukkerspande, men udførelsen er dog en ganske anden. Kummen består af en ydre del, der er gennembrudt således, at den kun består af tynde lodrette ribber forbundet for oven og for neden. Sukkerskålen er ikke forsynet med en hank, men har to fastloddede ører. Disse er knækket og svunget på en måde, der leder ens tanker hen på engelsk og kinesisk kunsthåndværk. Indvendig findes en fast sølvindsats. Sølvstemplerne er indslået på soklens kant.
Sukkerspande som de her beskrevne blev moderne i slutningen af 1700årene, men jævnsides med dem brugtes dog stadig strøbøsser. I en liste over arbejdslønnen for almindeligt sølvarbejde i værkstedet fra 1813 nævnes både en sukkerbøsse og en sukkerspand.[100] Et par år senere, til påske 1817, udførte en læredreng hos Theilgaard en sukkerspand som svendestykke.[101] I de forskellige fortegnelser over Theilgaards indbo og værksted fra 1820 nævnes ingen sukkerspande, men der fandtes to glas til sukkerskåle. De har sikkert været brugt som indlæg i sukkerspande. Indersiden af kummen er almindeligvis ikke særlig behandlet, og til en sukkerspand med en gennembrudt krop har en glasindsats været en nødvendighed. Sukkerstrøskeer og -tænger kendes ikke fra virksomheden, de nævnes heller ikke i 1813. Derimod kendes en regning til en Hr. Holck på seks teskeer og en sukkertang, de har øjensynlig udgjort et sæt.[102]
På fig. 5 vises to sukkerbøsser fra værkstedet.[103] I hovedsagen er de to bøsser ens. Kroppen er ægformet og ender i en stilk på en korsformet fod. En tilsvarende sokkel kendes på et ejendommeligt bæger fra Møllers værksted fra tiden kort efter 1794.[104] Lignende fødder er iøvrigt almindeligt brugt i samtiden. Den øverste del af kroppen danner et låg som kan skrues af. Lågene er gennembrudt og begge sukkerbøsser har oprindelig haft en lågknop. Sukkerbøssen til venstre bærer to gange mestermærke og to gange bymærke stemplet under soklen med et stempel under hver korsarm. Mesterstemplet er identisk med det på fig. 15 viste stempel fra 1804. Den anden sukkerbøsse har ligeledes to mesterstempler, et liljestempel og et årstalsstempel for året 1810. Den yngste sukkerbøsse har graveringer både på låget og under sammenføjningen mellem låg og krop. Denne kant er stærkt markeret på begge sølvgenstandene. Sukkerbøsser nævnes flere gange som svendestykke fra værkstedet. I 1804, 1807 og 1810 måtte en læredreng vise sin duelighed ved at fremstille et eksemplar af denne vare. [105]
På fig. 6 vises to samtidige, mindre korpusarbejder, nemlig en sennepskande og en peberbøsse.[106] Begge stykker er stemplet på soklens ene side med bymærke og Theilgaards tredie mesterstempel. Ingen af tingene er dateret. Peberbøssen har dog indprikket initialerne „H. W.“ og „K. W.“ oven på fodstykket. Begge genstande har vaseformet krop og en enkelt profileret fod på en kvadratisk sokkel. Overdelen er naturligvis forskellig. Sennepskanden er forsynet med en spinkel hank smykket med en perlerække. Indvendig og langs kanterne mellem låg og krop er den forgyldt. Peberbøssens huller er ordnet i et graveret net.
Glas til sennepskander eller peberbøsser omtales ikke hos Poul Theilgaard, men derimod hos broderen Hans Bull Theilgaard. En af dennes læredrenge skulle i 1806 fremstille en peberbøsse og forsyne den med et indlæg af blåt glas.[107] Hos Poul Theilgaard skulle de udlærte drenge fremstille peberbøsser i 1807, 1811 og 1819.[108] Til sidst skal anføres, at saltkar ikke kendes fra værkstedet, men at glas til saltkar nævnes i boet i 1820.
Te- og kaffeservice blev også fremstillet i Theilgaards virksomhed.[109] På fig. 7 gengives en særdeles enkel tedåse med skydelåg fra 1807.[110] Dåsen har den mest fuldkomne stempling, man kan ønske sig på et stykke provinssølv (fig. 15). På begge sider er der indgraveret kraftige ejermonogrammer. På den ene side „W. v. B.“ som betegner Wolf von Buchwald til Neudorf og Farve i Holstein. Den anden side bærer navnetrækket „C. L. v. B.“, der betyder Charlotte Louise von Buchwald. Hun var født Sehestedt Juul og blev gift med Buchwald den 29. maj 1808 på Ravnholt.[111] Tedåsen har formentlig været en gave til brylluppet, den fulgte med parret til herregården Neudorf.
Tedåsen kunne hvad formen angår udmærket være et arbejde fra begyndelsen af 1700årene, men den særdeles omhyggelige stempling tyder ikke på, at der er tale om et repareret stykke. En kopiering af et ældre arbejde kan man med kendskab til Theilgaards produktion dog ikke lade ude af betragtning. Guldsmedens vægtangivelse er iøvrigt indprikket under bunden. Af yderligere service til tedrikning nævnes i listen fra 1813 en teske og en tesi.
Af samme enkelhed som tedåsen fra 1807 findes en lille kaffekande på herregården Gavnø.[112] Kanden, der er fremstillet to år senere, ses gengivet på fig. 8. Dens sølvmærker ses til højre på fig. 15.[113] Sølvkanden er formentlig kommet i slægten Reedtz-Thotts besiddelse ved et ægteskab med et medlem af familien Fønss fra Hindsgavl.[114] Kaffekanden er cylinderformet og helt glat. Den er forarbejdet af en rektangulær plade som er loddet sammen langs en lodret knækket linie. Genstandens mest dekorerede del er låget. Det er rigt profileret og forsynet med en lågknop, der er drejet af en mørk træsort. Træknoppen holdes fast ved hjælp af en skrue og en graveret sølvroset. På lågets kant genfinder vi en punslet perlerække. Træhanken er drejet og smykket med en profilering, den afsluttes af en benknop. På kandens plane bund er anbragt mestermærke, bymærke og årstalsstemplet 1809.
Blandt de større arbejder til hjemmets brug må også nævnes lysestager. Der kendes et par kammerstager med påskruede lysepiber. De bærer stemplet Bøje 2313, de er altså fra tiden omkring 1800.[115] Som nævnt tidligere fandtes der to stamper til lysestager i værkstedet, det har formentlig været stamper til formning af lysestagernes fodstykke, piberne blev i reglen støbt.
På fig. 9 vises endnu et par større arbejder nemlig en hjemmeberettelseskalk med tilhørende disk. Dette altersæt findes i Odense Skt. Hans kirkes præstegård. Kalkens stempling er allerede beskrevet i forbindelse med gennemgangen af firmastemplerne. Begge dele er årstalsstemplet 1807. Den enkle udførelse falder godt i tråd med sølvarbejderne til verdsligt brug fra samme tid. Dog skal man formentlig ikke lægge alt for meget i dette forhold, der har ganske givet været forskellige smagsnormer på de to brugsområder. Kalken og disken er forgyldt indvendig. Træfoderalet er på indersiden beklædt med rødfarvet vaskeskind og på ydersiden med blankt sort læder smykket med guldtryk. Hylstrets hængsler og lukkehaspe er af sølv. Her har været et nært samarbejde mellem guldsmed og bogbinder.
Der kendes på indeværende tidspunkt ikke andre kirkelige arbejder fra værkstedet. Men at arbejderne fra 1807 måske ikke er et enestående eksempel viser en fordring i Theilgaards bo fra 1826.[116] Pastor Johan Wolfgang Hansen i Bording ved Ikast bad om betaling for 38 lod 3½ kvintin gammelt sølv, som Theilgaard havde haft til omarbejdning siden 1818. Der nævnes dog ikke udtrykkeligt, at ordren var til kirkeligt brug.
Blandt spiseredskaberne er skeerne de bedst overleverede. Fra Theilgaards værksted kendes to hovedtyper, spiseskeen med det violinformede skaft og skeen med spidst skaft og empiregravering. Den ældste type er skeen med det violinformede skaft. Den kunne udformes med glat, graveret eller riflet skaft. Fra Odense kendes skeer udført i denne franskinspirerede rokokofacon fra midten af 1770erne. Et eksemplar, som Theilgaard utvivlsomt har kendt fra sin læretid, er gengivet på fig. 10, yderst til venstre. Det er en spiseske fra Peder Jørgensens værksted 1782. Skaftets forside er glat, mens bagsiden er dekoreret med en rocaille.[117] Fra Rasmus Møllers produktion kendes lignende glatte spiseskeer fra tidsrummet 1775-91.[118] Den næste ske på fig. 10 er fra Møllers værksted 1791. Også den er en ting, som Theilgaard sikkert har set med egne øjne. De følgende eksempler fra 1798 og 1804 viser, at han har frembragt samme slags skeer i sit værksted.[119] Det er interessant at konstatere, at denne skemodel endnu kunne sælges så sent som i 1804. På det tidspunkt må empireskeen have været almindelig kendt og typen med det rundede skaft være betragtet som utidssvarende. Her er kundens smag og krav gået forud for tidens mode. Det samme kan måske siges om skeen fra 1798. Den er forsynet med en rød glasflus på skaftet. Dette træk er utypisk for Odense-sølv. Skeen kan kun betragtes som et kuriosum og måske slet og ret som et falskneri fra nyere tid. Den ville, hvis den ikke have haft Theilgaards tydelige stempler, kunne placeres i Sønderjylland, hvor brugen af farvet glas på sølvvarer var højeste mode på den tid. Spiseskeen kunne tænkes udført til en østjysk kunde, men påsætningen af stenen kan dog også skyldes en samlers eller ivrig handelsmands virksomhed i nyere tid.[120]
Skeer med riflet kant kendes ikke fra værkstedet, men der er bevaret knivskafter af denne model. Fra Rasmus Møllers virksomhed kendes både skeer, knive og gafler, de tidligste er fra 1770erne.[121] På fig. 11 vises en ske og to knive med dobbeltriflet sølvskaft. Skeen er udateret, knivene er fremstillet i 1790 og 1798. Den ene er fra Møllers værksted, den anden fra Theilgaards. De stammer formentlig fra samme sæt på seks stykker.[122] Vi har her et interessant eksempel på, at Theilgaard har fortsat en produktion af spiseredskaber, der tidligere var blevet solgt fra svigerfaderens virksomhed. Andre former for spiseredskaber med rundet skaft kendes ikke fra Theilgaards værksted.
På fig. 12 gengives for- og bagside af en kagespade fra 1793.[123] Dette spiseredskab er fremstillet i Rasmus Møllers værksted. Det er det tidligste kendte eksempel på bestik, hvis skaft ender i en spids. Ligeledes er den det ældste kendte eksempel på anvendelsen af den spinkle engelsk-inspirerede empiregravering fra Odense. Det er særlig interessant her at se nøje paralleller til de dekorationselementer, der brugtes i Theilgaards værksted i årene 1796 og 1798 (fig. 4 og 3). Kantdekorationen er også næsten identisk med den bort, der ses på sukkerspanden. På begge kageskeens sider ses endvidere den karakteristiske blomsterguirlande sammensat af tre blomster. Den midterste er gengivet med siden til og tydeligt tegnede støvdragere, de yderste med fem kronblade og markeret støvfang. Man er fristet til at tale om et ledemotiv. I samme åndedrag må man så videre antage, at Theilgaard i sin mestertid hos guldsmed Møller har udformet eller udført kagespadens dekoration. Måske er det netop svigersønnen, der har bragt den nye stil ind i Rasmus Møllers værksted? Det er måske netop grunden til, at vi kun kender eksempler på denne stil fra værkstedet i den periode hvor Theilgaard må formodes at have arbejdet dér?[124]
De karvsnitagtige dekorationer langs skaftets kant genfinder vi på de tre eksempler på empirespiseredskaber fra Theilgaards værksted på fig. 13. Til højre en udateret teske med det tredje mesterstempel.[125] I ovalen på skaftets forside er indgraveret bogstaverne „C C“, på bagsiden findes en nyere indgravering „KHS 16 August 1870“. Potageskeen i midten er ligeledes udateret.[126] Mesterstemplet er det samme som på skeen fra 1804. Til venstre gengives en spiseske af et sæt på seks fra 1806.[127] Dekorationerne på teskeen, potageskeen og spiseskeerne er alle variationer over det samme tema. Langs randen og i en spids oval på skeernes overside er indskåret „karvsnit“. På den nederste del af det spidse skaft er indgraveret spinkle blade og blomster. De samme motiver kendes fra større genstande kun på den cylinderformede dåse fra 1808 (fig. 14).[128]
Mens vi lejlighedsvis har oplysninger om bestilleren af de større genstande kendes meget få oprindelige ejere af spiseredskaberne. Et par supplerende oplysninger findes i skiftet fra 1820. Ifølge en opgørelse over sølvtøj under arbejde havde grevinde Scheel bestilt en potageske, seks spiseskeer, seks gafler og seks knive med sølvskafter. Endvidere havde Hr. Holck som nævnt samtidig seks teskeer, en flødeske og en sukkertang under arbejde.[129] Disse ordrer fortæller os om bestik i sæt på seks stykker, netop de tal vi allerede har fundet blandt de bevarede spiseredskaber. Det har tilsyneladende kun været de velhavende beskåret at eje sølvbestik i sådanne mængder. Dog må det alligevel have været ret gængse varer, idet der nævnes ikke mindre end 21 knivsblade blandt redskaberne i værkstedet.
Theilgaards læredrenge har også fremstillet spiseredskaber som svendestykker. I årene 1800, 1802 og 1811 blev der gjort fiskeskeer.[130] I listen fra 1813 optræder følgende ting: Spiseske, teske, potageske, terrinske, fiskeske og puncheske. Terrinskeen kaldes hos de andre guldsmede kalotske. I Theilgaards værksted nævnes desuden i 1820 et par forskæreknive.
På de foregående sider er Theilgaards bevarede produkter behandlet. Ved sammenligning med skriftlige kilder ses det imidlertid, at vi kun har repræsentanter for den mindre del af de varegrupper, der kendes fra virksomheden. Ialt er nævnt omkring tyve forskellige varer. Tæller man de skriftlige oplysninger med, kommer man op på mere end det dobbelte. I listen fra 1813 optræder til eksempel både sølvbeslag til piber og sølvsporer. Andre genstandsgrupper som dragtsølv, smykker og andre ting til personligt brug er også rigt repræsenteret. De fleste oplysninger findes i skiftet fra 1820. Håndværkerregningerne blandt bilagene rækker, som eksempler allerede har vist, tilbage til tiden omkring 1815.
Sølvbeslag til piber var en stor salgsvare.[132] I boet nævnes fire sølvbeslåede piber med hoveder af træ, rav og merskum. I en liste over sølvting, som var bestilt eller sendt til reparation nævnes seks pibehoveder.[133] Kunderne var følgende: Rasmus Rasmussen i Marslev, Ole Hansen (indleveret ved slagter Hans Madsen i Vigerslev), Claus Andersen Bierregaard, Aagaard i Stenløse præstegård, smeden i Vasmark og pastor P.S. Monrath i Klinte. Det er interessant her at møde en så forskelligartet skare bestillere fra Odenses opland. Foruden pibebeslag produceredes en del andre ting som blev brugt i forbindelse med nydelse af tobak. Mon ikke den dåse, som Theilgaard i 1795 udførte som mesterstykke hos Rasmus Møller, har været en beholder til snustobak? I 1820 nævnes endvidere en tobakspung med en sølvkradser. Pibehovederne kunne guldsmeden naturligvis ikke selv fremstille. I 1818 havde han hos købmand Clemen Döcker købt et ægte merskumspibehoved for femten rigsdaler.[134] Året efter havde han hos blikkenslager Johan Christophersen Dindler fået „udbøstet“ fire pibehoveder.[135]
Med fremstillingen af sporer arbejdede han sammen med sadelmager Ole Hansen.[136] I tiden fra april 1818 til februar 1819 satte sadelmageren læder i elleve par sporer. Med hensyn til ure havde Theilgaard et samarbejde med urmager Andreas Jørgensen Schmidt.[137] I årene 1816-18 havde urmageren repareret følgende ure for guldsmeden: Et guld lommeur, et otte-dages stueur, et fireogtyve-timers stueur og et to-kasses sølv repetérur. Til gengæld havde Theilgaard loddet eller på anden måde istandsat femten ure og urfoderaler. Tre af urene var af guld, et fjerde blev forgyldt. Mens de første fire ure kan have været Theilgaards egne ting, er der ingen tvivl om, at de sidste femten er varer, som guldsmeden har repareret for urmagerens kunder. Desuden havde Theilgaard stukket en plade, det vil formentlig sige, graveret en urskive eller urkapsel til en af Schmidts kunder. I Theilgaards værksted nævnes stamper til urbåndshager og blandt sølv- og guldtingene nævnes et urbånd med guld. Skomagersvenden H. Petersen havde i 1820 bestilt et urbånd med sølv og forgyldt. Lars Hansen i Højrup skulle have en sølvurnøgle. Urkæder nævnes blandt varerne i kollegernes lister over arbejdslønnen i 1813.
Blandt Theilgaards personlige ejendele fandtes en sølvblyant og en tandstikker. Af dragtsølv nævnes knapper og knæspænder. Signeter og signetringe havde guldsmeden også både i sit hjem og i værkstedet. Desuden nævnes adskillige smykker. Rasmus Møller Theilgaard fremstillede i 1813 som mesterstykke efter en tegning et par øreringe og en brystnål af guld med en sten i midten og perler omkring.[138] I boet fandtes tre guldringe, en springring og en brystnål af guld samt et ravanker. Pastor Brink havde før Theilgaards død indleveret et par øreringe til reparation. Kammerherre Peter Ulrik Frederik Benzon på Christiansdal havde afleveret en diademkam som havde mistet en af sine røde perler.[139] Blandt genstandene til kvindeligt brug nævnes desuden tre strikkekugler af sølv. Rasmus Møller Theilgaard havde i 1810 som svendestykke fremstillet en strikkekugle af filigranarbejde.[140] I værkstedet var endvidere tre stamper til hovedvandsæg.[141]
Om arbejder udenfor guldsmedens egentlige arbejdsfelt vidner en post i en regning fra kandestøber Sørensen.[142] Han havde i 1817 leveret Theilgaard en støbt tinplade og i 1818 to støbte ligplader. Det drejer sig sikkert om tinplader, som guldsmeden har forsynet med indgraverede gravskrifter. Man ved, at også andre guldsmede har beskæftiget sig med at gravere plader af uædelt metal til anbringelse på ligkister.[143]
Blandt skiftebilagenes håndværkerregninger er én som endnu engang må påkalde sig opmærksomhed, nemlig regningen fra blikkenslageren Johan Christopher Dindler. I den optræder fra årene 1818-20 følgende poster: En plet tepotte, en plet lysestage med arme, et par plet lysestager med arme, en temaskine og en plet kaffekande. Alle tingene havde blikkenslageren repareret for guldsmeden. I Theilgaards bo nævnes kun en enkelt pletteret sukkerspand og en lysestage. Det har altså ikke været personlige ejendele, han har sendt til blikkenslageren. Pletvarerne har kunderne indleveret hos guldsmeden, og han har så sendt dem videre til det fremmede værksted for at få dem loddet. Måske har Theilgaard derefter foretaget mindre reparationer i sølvbelægningen eller i graveringen.
Vi har her en særdeles interessant påvisning af, at Theilgaard direkte har haft kendskab til pletvarer, der må formodes at være af udenlandsk oprindelse. Vi står her ved den sandsynligste kilde til værkstedets meget nære afhængighed af engelske sølvvarers form og udsmykning.
| i JanuariMaanet D(ansk] C[ourant] | i Februari Maanet i Januari Maanet D[ansk] C[ourant Daler] D[ansk] C[ourant] n[avne v[ærdi] | |
|---|---|---|
| For en Spiseskee | 6 | l r |
| For en Theskee | 23 | 2 8 |
| For en Potageskee | 18 | 3 |
| En Therinskee | 18 | 3 |
| En Sukkerbösse | 48 | 8 |
| En Peberbösse | 30 | 5 |
| Et Pibebeslag | 12 | 6 |
| En Sukker Spand | 72 | 12 |
| Et par Sporer | 18 | 3 |
| En Thesie | 12 | 2 |
| En Fiskeskee | 18 | 3 |
| En Puncheskee | 18 | 3 |
Foruden almindelige forkortelser anvendes her følgende: OBM (Odense Bys Museer, her Det kulturhistoriske Museum i Møntestræde), LA Od (Landsarkivet for Fyn, Odense), OGA (Odense guldsmedelaugs arkiv i LA Od), OBA (Odense byfogeds arkiv i LA Od), OMA (Odense magistrats arkiv i LA Od) og Lavsbog (Guldsmedenes Lavsbog 1664-1861 i OGA).
