Christian Voigt hører til en gammel købmandsfamilie i Faaborg.[1] Både faderen Laurits (Lars) Peter Voigt (1779—1859) og farfaderen Christian Voigt (1744—1805) havde drevet købmandsforretning i den store købmandsgård ud mod Vestergade, der i det væsentlige ligger uforandret endnu. En lang en-etages bindingsværksbygning med høj kvist og karnap på midten; bag den ned mod havnen store gårde med alle de mange bygninger, der hørte til en gammeldags købmandsforretning: Pakhuse, stalde, kornlofter, brænderi, en stor have, der også strækker sig ned mod havnen.
Slægten hørte til byens patriciat; foruden den store forretning havde den, også efter den florisante handelstid, skibe i søen og sad i byens råd. Hjemmet var rigt; H.C. Andersen fortæller, hvorledes man i et af Voigts små skibe foretog sejlture til skove på den anden side af fjorden, og mange vogne sammen kørte man til en herregård, der var forpagtet af en af disse familier; om aftenen var der gilde og bal.[2] Der var også interesse for musik og litteratur. I købmandsgårdens smukke have har Laurits Voigt sat sine forældre et mindesmærke i antik stil[3]: Et slags alter hvorpå en urne; det bærer følgende indskrift i det 18de århundredes ånd, der bærer vidnesbyrd både om et inderligt forhold til forældrene[4] og om en følsom litterær sans:
De elskte, som mig Livet gav,
Her sattes dette Minde,
Hvor Billedet paa Død og Grav,
Paa Liv og Død vi finde.
Til Jorden falder Grenens Løv
Dets Sted et nyskabt pryder;
I Graven giemmes Hyttens Støv
Hist Livets Morgen bryder.
O salig Trøst i sønlig Barm:
Ja helligt dette Minde:
Her skal min Aand, min trætte Arm,
Sin Ro, sin Hvile finde.
Her skal mit Hjertes fulde Tak,
Min Bøn til Himlen stige,
Her skal hvert længselsblandet Ak
For Haabets Straaler vige.
Ja svinder brat min Lykkes Tid
For Hær af mørke Dage,
Vil ingen Magt, kan ei min Flid
Adsprede Kummers Klage,
Da iiler jeg til elskte Lund
Hvor Fædres Skygger svæve,
De trøste mig i Modgangs Stund
Til Kraft min Svaghed hæve.
Hør Efterslægt en kierlig Bøn
Qvæl ei mit svage Mæle Thi viid:
at hver en ædel Søn
Kan her med Tryghed dvæle.
Faaborg 1805. L.P. Voigt.
Agent Laurits Voigt, som Andersen besøgte, havde med sin hustru Anne Christine f. Brandt (1785—1861) flere børn. Den ældste var datteren Riborg Kjerstine f. 1806, derefter Frederikke f. 1807, så brødrene Christian f. 1809, Johan Peter f. 1810, der 1844—64 var brændevinsbrænder i Odense, hvor han ejede en gård på Fisketorvet nr. 386, død sst. 1865, og den yngste datter Laura f. 1817.
Christian Voigt, til hvem de følgende breve af Andersen er rettet, er født 13. febr. 1809, han var altså henved fire år yngre end Andersen. Han boede, da han 1824 blev konfirmeret, hos præsten i Gamtofte, uvist hvorfor. 1828, samme år som Andersen, blev han student fra Nyborg Skole, ligesom han med haud illaud. Artium blev dengang taget på universitetet; ved denne lejlighed har han måske lært Andersen at kende, som »imellem besøgte ham og kunde lide ham for hans Godmodighed«.[5] Det første tegn på en forbindelse mellem dem finder vi allerede i efteråret 1828, hvor stud. theol. Christian Voigts navn træffes på en subskriptionsplan til H.C. Andersens »Fodreise«. Han boede dengang i Hestemølle-stræde nr. 123, 1. sal.[6] I 1830 havde Andersen for nogle af de penge, han havde tjent på sin »Fodreise«, foretaget sin første større udflugt til Jylland og Fyn, og han aflagde på den også besøg hos sin kammerat i Faaborg; fra gæstgivergården »sendte jeg strax mit vesitkort til studenten, da jeg var for træt til selv at komme, han besøgte mig da strax med en venlig indbydelse fra forældrene, at tilbringe næste dag hos dem«. Han gør visit næste morgen tidlig og modtages af vennens søster Riborg, der er optaget af broderens fine digterbekendtskab og viser hans digte interesse, »viiste saa megen Aand og Lune at jeg ogsaa fik Lyst at gjøre mig interessant… og jeg havde den hele Dag saadan en Glæde ved at behage den unge Pige«. Han feteres på en sejltur af damerne; »om Aftenen var jeg i et sjeldent godt Lune; jeg følte mig virkelig saa opvagt, og Unge og Gamle hørte da paa mig med Lyst og Interesse, jeg har aldrig siden følt mig saa sjælesund, saa riig paa Lune og jeg saae hvor glad, hvor søsterligt hun tilsmilede mig«. Han hører på gæstgivergården, at hun har kærlighed til apotekerens søn, forstkandidat Poul Bøving, men at forældrene sætter sig derimod. Næste dag er der udflugt og bal; Riborg underholder Andersen, der ikke danser, og beder ham om en afskrift af et af hans digte. Men der sker da det mærkelige, at da Andersen kommer til sit »Logie og vilde reflectere derover, kommer der ingen Resultat, men en underlig Angest; jeg følte mig saa vel her og dog fik jeg en Higen efter at komme bort, jeg maatte — jeg vilde«; og skønt Voigts beder ham blive, tager han bort næste middag; »jeg havde en underlig Sjæleuroe«; han forærer før afrejsen hende ét og søsteren et andet af sine digte i afskrift, det »var mig ikke mueligt at digte to nye Linier«, og får til gengæld en buket af Riborg og en blomst deri af søsteren.
Først da Andersen kommer til Odense og i bogtrykker Iversens familie fortæller »om den -s Familie og Hende« og de unge damer driller ham med, at han »nu endelig var bleven forelsket«, går det op for ham, at det må være således, og han »begyndte at længes«.
Men »jeg fandt det selv laterlig, at jeg der altid havde spottet over Kjærlighed og Sværmerie, nu selv skulde forfalde dertil«, og »at det desuden var en Taabelighed i min Stilling, hvor jeg havde nok at gjøre med mig selv og mit Udkomne … Jeg fik mig saaledes i Ligevægt igjen … Der var virkelig endnu ikke Tanke om Lidenskab, der var mig kun en behagelig Fornemmelse at tilbagekalde de enkelte Gange jeg var sammen med hende og hvad vi havde talt om«.
Om efteråret kommer Riborg til København med en syg veninde; han besøger hende og træffer hende hos broderen; læser sin operatekst »Ravnen« op for hende og den syge veninde; han synes, at alt i teksten passer på ham og hende. Hun rækker ham hånden til tak for oplæsningen, han kysser den. »Nu først blev det mig klart, at jeg elskede hende, elskede hende af mit Hele Hjerte … Med hele min Sjæl klyngede jeg mig til Gud (!) og følte at jeg havde Kraft og Mod til Alt for at besidde hende«. Han forærer hende afskrift af sine digte, bl.a. fire linjer af »Bruden fra Lammermoor«: »Min Tankes Tanke ene Du er vorden — Du er mit Hjertes første Kjærlighed; — Jeg elsker Dig, som ingen her på Jorden, — Jeg elsker Dig i Tid og Evighed«. Han besøger oftere broderen. »En Aften traf jeg ham ene hjemme! Han var saa godmodig, havde inderlig Hengivenhed for mig, ja ydede mig virkelig en Art Beundring som Digter. Jeg havde just »Uhlands Gedichte« med, vi læste nogle Stykker sammen; jeg valgte »Dichterlieben«, hvorved vi kom ind paa Kjærligheds-Kapitlet hos Digtere; før jeg ret vidste det, havde jeg betroet ham mit Hjertes Hemmelighed«. Han beder broderen skaffe ham at vide, om hun virkelig elsker »den anden«; »jeg bestemte, at jeg vilde læse til Embeds-Examen, gjøre Alt hvad hun og hendes Forældre kunne forlange af mig«. Sindsbevægelsen har været så stor, at Andersen på hjemvejen overfaldes af skælven, græden og svimmelhed — »fra hiin Aften har jeg faaet et Slags Skræk for at gaae ene en lang Vei om Aftenen« — da han kommer hjem besvimer han. Han undgår vel nærmest at træffe Riborg ene; »jeg var fortvivlet, der blev ikke andet Middel end at skrive et Brev(!)«. Han skriver hende da d. 30. octbr. 1830 et brev til, som han forlanger tilbage, og som han to år efter kan afskrive i sin levnedsskildring. Han skriver heri, at han ikke i sommerferien har vidst, at hun var forlovet, men han beder hende undersøge sine følelser. »Elsker De virkelig den Anden?«, så vil han resignere. Hvis ikke, »saa gjør ikke mig ulykkelig! Alt kan jeg blive ved Dem! jeg vil arbeide og gjøre Alt, hvad De og Deres Forældre kan forlange af mig! De er min eneste Tanke, mit Alt, og et Digterhjerte banker dybere, end noget andet«. Men mærkelig nok slutter brevet ikke her, han svækker det ved at tage temaet fra den første del op: Elsker hun den anden, så tilgiv ham, gid de må blive lykkelige; hvis brevet ikke har fornærmet hende, »saa tillad mig endnu een eneste Gang at see Dem, og jeg vil da læse min Bestemmelse i enhver af Deres Miner«. Hun vil imidlertid være »den Anden« tro; Andersen ser hende i teatret til Scribes »Christen og Christine« (30. oktober 1830, altså samme dag han skrev sit Brev). »Det hele Stykke forekom mig vor Historie; thi jeg tænkte mig selv som den ædle Stanislaus; Forfængelighed midt i min Smerte.« De vil sige hinanden farvel; »vi tænkte paa Maaden, men det lod sig ikke gjøre«. Den sidste aften hun er i byen, stiller han sig udenfor teatret; han modtager indbydelse af faderen for næste sommer; hun saae »med vaade Øine mig ind i Ansigtet idet hun vidskede Lev vel for altid! Jeg styrtede ud — og har aldrig seet hende siden« (8. november 1830).
Andersen holdt ikke sin ulykkelige kærlighed skjult, men omtalte den i breve til Ingemann; Fru Læssøe, hans moderlige veninde, som tog sagen helt alvorligt, kunde hverken finde ud eller ind: »Hvad er Deres Hensigt med saa ofte, saa tydeligt at sige Riborg Voigt, at De elsker hende? … Hvad vil De? Vil De opnaae Deres Ønske — gjøre Pigen utro … Eller vil De blot, hun skal føle Medlidenhed med Dem? Det er umandigt og ubarmhjertigt … Med hvert Digt hvori De føler Dem lettet, kaster De sikkert en Braad i hendes Hjerte, som De ikke formaaer igjen at udrive, og naar De om kort eller længe, ved at have lettet Dem i Deres Digte, som bringe Dem Beundring, ganske har glemt hende, er maaskee hendes hele Liv forbittret … Elsker De virkelig, saa er Riborgs Lykke Deres Haab — derfor maa De tie. Er der mindste Tvivl hos Dem, at Deres Følelse ikke er den ægte Kjærlighed, men kan atter tabe sig, saa skam Dem og ti!«[7] I digtsamlingen »Phantasier og Skizzer« udnytter han sine smertelige oplevelser; »de udtalte saa ganske min hele Sjælstilstand, at selv uindviede maatte ane det; ja jeg begik hvirkelig en Synd imod hende ved altfor tydeligt at pege paa hende«. Ingemann beklager ham i et brev af 9. januar 1831, men finder sig beføjet til at bemærke, at det forekommer ham, »som De iler vel meget med at give enhver Følelse Luft i poetiske Udbrud«, advarer ham mod at opsøge »poetiske Ulykker, de kan før De veed af det, blive virkelige«.
I »Maanedsskriftet«s anmeldelse af »Phantasier og Skizzer« fremsættes den antagelse, at forelskelsen i dette værk er rent litterær. Ogsaa Henriette Hanck har 1830 antydet, at han indbilder sig at være ulykkelig. Og i et par breve til Edv. Collin og Ingemann fra eftersommeren 1831 imødegaar Andersen den antagelse, at han »har villet efterligne Heine« — som han den gang dyrkede og som jo havde gjort den ulykkelige kærlighed til et poetisk arbejdsmotiv —; »gid det var sandt«.[8]
Hvorledes det egentlig har forholdt sig er ikke let at afgøre kategorisk; mange sider spillede vel ind her. Hans Brix skriver i forordet til »Levnedsbogen«:
»Man tør vistnok paa Grundlag af Fremstillingen (af Kærlighedshistorien med Riborg Voigt) udtale, at Digteren virkelig paa et givet Tidspunkt havde al mulig Udsigt til at vinde Pigen; men at den Fremgangsmaade, som han i det afgørende Øjeblik fulgte, med matematisk Nøjagtighed maatte lede til det modsatte Resultat. Digterens Frierbrev er i Virkeligheden en Advarsel mod Tanken om deres Forbindelse; og et personligt Møde med hende lykkedes det ham i de paafølgende Dage, ikke uden Anstrengelse, at undgaa. Han afskærer hende kort sagt enhver Lejlighed til at udtale det Ja, som hun synes at have haft paa Læben. Hans Tilstaaelse af sin Kærlighed overfor Broderen og det paafølgende Tilfælde af en uhørt nervøs Panik er et ualmindeligt sjæleligt Særsyn, der bevæger sig paa Grænsen af det Groteske. At Andersens Fremstilling af Riborgs Bedaaringskraft er givet i fuldkommen god Tro er klart… I Virkeligheden var den ulykkelige Kærlighed ham saa langt fra nogen Ulykke; den var ham tværtimod en kærkommen poetisk Tilskyndelse og bragte ham Fordelen af at kunne smykke sig med Tidens højeste litterære Mode: det knuste Hjerte. Hans Opførsel under hele Krisen er forresten udpræget sekstenaars; og han har under og efter den Glæderne af en fortsat lyrisk Selvspejling — Ingemann gennemskuede ham. Alligevel — lad det ikke blive glemt — har den lille Sommerferieidyl og paafølgende Efteraarselegi inderst for Digteren en sødtsmertelig Betoning; thi bagved Dramaet ligger den afgørende Ting, at Andersen — som Søren Kierkegaard — var undtaget ved en højeste Udvægelse fra Familiestiftelsens Kald og Glæder«.[9]
Den litterære side af sagen udelukker jo imidlertid ikke, at Andersen har følt sig virkelig erotisk draget til frøken Voigt. Han har som en dagbogsoptegnelse fra 5. aug. 1830 viser følt et savn af en elsket kvinde: »Almægtige Gud… Giv mig Udkomme! Giv mig en Brud, mit Blod vil Kjærlighed, som mit Hjerte vil det!«[10] Han møder Riborg Voigt og indtages af hende; men besiddelsen af hende er ham ikke så meget værd, at han sætter sig ud over alt andet for at opnå hende.
Den lille forelskelseshistorie bragte imidlertid Andersen i nært forhold til Riborgs broder, stud. theol. Christian. I et brev til Ingemann fra 18. januar 1831 skriver han:
»Dog een Trøst har jeg, hendes Broder har jeg vundet … han … føler og lider med os, han holder saa inderlig af os begge To, gennem ham kan jeg dog høre om hende, men aldrig fra hende, hun har sagt mig Lev vel!«.[11] Og hurtig optog samværet med ham Andersen aldeles, saa at han tilbragte hele dage i hans selskab. »Snart skal hun have Bryllup … At vide hende leve for en anden Mand … Jeg kan kun ret tænke paa hende, paa hende alene … Daglig kommer jeg hen til min kjære Christian Voigt, Den jeg af alle føler mig mest bunden til. Jeg mærker ikke engang, Tiden gaaer, skiøndt jeg næsten altid føler mig saa vemodig, saa dybt stemt. Det er som han har forhexset mig; jeg veed ikke, hvorfor jeg kan holde saa meget af ham«.[12] Signe Læssøe klager over, at han helt forsømmer sine venner for det nye bekendtskab: »Den ene Postdag gaaer efter den anden, og jeg hører aldrig Noget. Fortjener jeg da slet ikke mere at dele Deres Fortrolighed … Fyldestgjør Christian Dem saa ganske, at De slet ikke trænger til andre, saa lad mig sige Dem det rent ud — min Aand trænger til at holdes opreist uden fra«.[13]
I et dedikationsdigt foran i et eksemplar af »Phantasier og Skizzer« fra juleaften 1830[14] skriver Andersen:
Alt hvad der dybest greb i Kjærlighed,
Det saae jeg altid snart som Boblen briste,
Du er mig kjær! Og derfor klart jeg veed,
At ogsaa dig, jeg derfor her vil miste.
O vær mig tro, i hvad der end skal skee,
Thi du, kun du forstaaer min bitre Vee.
Min Tro paa Mennesker i Fryd og Smerte
Staaer mægtig bygget paa dit Broder-Hjærte.[15]
27. april 1831 blev Riborg Voigt viet til Poul Jacob Bøving (1799— 1885), der var blevet skovrider under Brahesminde med bolig på »Hanneslund«, en mils vej fra Faaborg. H.C. Andersen, der trængte til at komme bort, skrev allerede 18. april til Ingemann, at han næste måned agtede sig ud på en udenlandsrejse på egen bekostning. »Det er mig utaaleligt her hjemme, jeg er bleven en sygelig Skrantning, maaskee en lille Reise kan bringe lidt Ligevægt i mit aandelige Jeg«. Han udvikler planen for rejsen og tilføjer:
»Maaskee kan jeg faae Student Voigt med; jeg har i det mindste faaet ham til at skrive Faderen til derom, og det vilde da blive endnu herligere«.[16]
Christian har sikkert syntes udmærket om ideen, men det gjorde agenten ikke. Mellem Andersens papirer findes følgende karakteristiske brev fra ham, der giver et smukt og værdigt indtryk af den brave provinskøbmand:
Høystærede Herr Andersen!
Ved Nytaarstid og i forrige Uge glædede mig Deres 2de ærede og venskabelige Skrivelser af Juleaften og 19de ds., for hvilke Begge jeg aflægger Dem min mest forbindtlige Taksigelse.Det er os her i min Familiekreds saa saare behageligt at være saa venlig erindret af Dem, og det vil være os endnu kjerere at see Dem her igien naar der gives Leilighed dertil; og De vil være os hiertelig velkommen naar De paa en Vandring til eller igiennem Deres Fødeøe seer ind til os. Jeg haaber at De ikke er vred, fordi jeg saa længe har udsat Besvarelsen af Deres førstnævnte ærede Brev, men skulde De være det en lille Smule, da beder jeg om Deres venlige Tilgivelse derfor, og haaber at De erindrer Dem Forskiellen mellem en Digter og en upoetisk Mand. Deres Digte[17] have baade vi og Mange læst gierne og med megen Behag, Deres Forfatter ønske vi lykkelig og heldig Fremgang i sine Studier og paa den Bane paa hvilken han sikkert, egentlig efter Kyndigeres Dom end min, i Forening med hine vil giøre store Fremskridt.
Hvad der tildrog sig i Studenterforeningen[18] med Hensyn til Deres Digte læste vi med særdeles Glæde baade af Deres og mine Sønners Beretninger; og ikke mindre glæder os Optagelsen af Deres Stykker[19] af Theaterdirectionen.
Min Kone, mine Døttre og jeg glæde os Alle over de os tilkomne Foræringer dem vi bevare som kiere Minder af Dem.
Min Handelsven Hr. Agent Hammerich[20] har i sin Tid indbetalt Beløbet af de mig til Uddeeling sendte Exemplarer af Deres Digte og hvormed denne Gienstand er afgiordt.Med Hensyn til Deres venskabelige Valg af min Christian til Reisefælle paa den interessante Vandring som De agter at foretage over Lübeck, Hamborg, giennem det hanoverske, en Deel af Sachsen og Brandenborg, da fortiener De min særdeles forbindtlige Tak derfor og jeg yder Dem den herved af ganske Hierte. Men ligesom det — De tilgiver at jeg uden Omsvøb siger det reent ud — inderlig vil glæde mig at høre Dem nævne som Candidat saaledes er det ogsaa mit Ønske at Christian bestræber sig for at naae dette Maal saa hastig som han dertil kan blive forberedet, og saa gierne som jeg virkelig undte ham den Glæde at see sig om i fremmede Lande, og blandt saa mange forskiellige Mennesker at tumle sig igiennem og derved uddanne sit Ydre især, samt modtage for sit indre Væsen hvad slig Omgang ogsaa derfor kan lade falde af, saa meget maa jeg befrygte Muligheden af at en slig 6 Ugers Afstikker, i godt og behageligt Selskab, i den skiønneste Aarstid, i saa skiønne, inter-ressante Egne og Stæder; at Alt dette Fortrinlige og Herlige ei alleene for Øieblikket kunde bevirke for stor en Adspredelse men endogsaa efter Hiemkomsten, eller til næste Aar, kunde bevirke en Attraae og Længsel efter Gientagelse, og giøre ham mindre eller aldeeles uskikket til at arbeide sig frem i de tørre Studier, med den Kraft som er nødvendig for ham for at kunne blive, hvilket jo er og maa være hans ivrige Ønske som det er mit, en duelig Embedsmand i Staten som forstaar hvad han bør med Hensyn til sin Bog. Lever jeg naar min gode Dræng, med god Carakteer, bliver Candidat og min Formuestilstand tillader det da vil jeg slaa paa andre Strænge end de jeg nu føler det at være min Pligt at lade lyde, thi jeg ønsker gierne at han i Tiden, naar han meere endnu kan profitere deraf og mindre være udsat for et virkeligt Tab, lærer Lande og Folk at kiende uden for Danmark. Men nu er det nok rigtigst at opsætte.
Synes De ikke ogsaa høystærede Herr Andersen! at det er bedst at lade Christian blive lidt længere hiemme inden han kommer uden for?
Jeg er iøvrigt eenig med Dem i, at den kiere Sønnechen nok kunde vinde saa mange Timer fra Søvnen[21] som 6 Uger indeholde, NB paa 2 á 3 Aar, idet mindste som han sover her og jeg vil inderlig ønske at han vil vinde dem uden at kunde benytte dem til Reisen.Nu maa De ei ilde optage Kiøbmanden sit tørre Raisonnement som vist nok er grundet paa idel Beregning men søge at undskylde ham saa upartisk og saa godt som De formaar. Min Kone, mine Døttre og jeg ønske Dem paa det hierteligste en lykkelig, nyttig og behagelig Reise og at De paa den maa uafbrudt være i Besiddelse af et godt Helbred og et muntert Lune; dernæst hilse vi Dem paa det venligste ved Deres ærbødig Forbundne
Lauritz Peter Voigt.
Faaborg, 26. April 1831.
Indtil Andersens rejse til Italien 1833 fortsattes samværet: »I tre Aar« — skriver Christian Voigt — »har jeg seet Dig næsten daglig og altid længtes saa inderligt efter Dig, naar jeg et Par Dage ikke har seet Dig«. I Voigt havde Andersen en beundrende ven, overfor hvem han trygt kunde stille sig i poetisk positur og snakke løs om alt, løst og fast, uden at behøve at være bange for at trætte. Brevene hjem til ham er lange og hjertelige. Men efter hjemkomsten er forbindelsen mellem dem åbenbart mindre levende end før. H.C. Andersen havde forvundet sin hjertesorg, og med den svandt også interessen for Riborgs broder. Christian fik aldrig sin theologiske embedseksamen og vendte i løbet af 1830erne tilbage til Faaborg og til faderens forretning.
30. juli 1836 havde Andersen fra herregården Lykkesholm skrevet til Louise Collin: »Jeg har fra Agent Voigts i Faaborg fået en Indbydelse, men jeg afslog den. Nu hører jeg siden, at de rimeligviis Alle af Familien, kommer til Concert i Svendborg og mener da nok at overtale mig«. Sandsynligvis har han opgivet at tage til koncerten.[22]
Christian Voigt forærede han den første række »Eventyr, fortalte for Børn«, da den var afsluttet 1837; eksemplaret findes i Faaborg Museum og bærer følgende tilegnelse:
Til min trofaste Christian Voigt.
Mit Hjertes Eventyr var — Kjærlighed Min Tankes — Digterære Mit Livs — kun eet jeg veed:
Italia, du maa det være.
Din broderlige Ven
H.C. Andersen.
Bogen var udkommet i april 1837; den foregående sommer havde Andersen med Jonas og Edvard Collin drøftet mulighederne for et nyt rejsestipendium og en ny Italienstur. Fra 1838 er den første af hans almanakker med indførsel af hver dags begivenheder bevaret; vi ser heraf, at Christian Voigt har besøgt ham om aftenen d. 3. april.
Endelig 1840 fik han lejlighed til at gense Faaborg. Han var denne sommer på besøg hos grev Gebhard Moltke-Hvitfeldt på Glorup og havde 2. august været til middag på Holstenshus. Samme dag hedder det i almanaken: »Paa Kellermanns Koncert i Faaborg, traf alle Voigts, saae Riborgs Mand, det er nu 11 Aar siden jeg var der«. Han kørte samme nat tilbage til Glorup, og almanaken fra denne måned indeholder endnu to optegnelser af interesse for vort emne: »Skrevet til Chr. Voigt. Kamp med mig selv om at tage til Faaborg« (4. august). — »Tidlig oppe for at reise til Faaborg, stor Ulyst, blev og skrev Brev efter en skrækkelig Kamp« (9. august). Næste dag vendte han tilbage til København.
Disse breve er desværre ikke bevaret. Men en kommentar til situationen afgiver et samtidigt meget udførligt brev til Edvard Collin. Det er skrevet 3.—4. august; heri hedder det[23]:
»Det var en underlig Følelse for mig nu første Gang efter elleve Aar at nærme mig Faaborg, den By De nok veed spiller en Rolle i Digterens »Leben und Lieben«, — mine Phantasier og Skizzer ere jo alle Blomster fra denne Jordbund, jeg havde en Følelse af en Sammentræffen, som — dog dette mit Brev maa De naturligviis ikke vise til Enhver! — Kellermann gav just Consert samme Aften i Faaborg, Baronen [på Holstenshus] indviterede os derhen og vi skulde da herfra om Natten kjøre til Glorup. Vi kom da til Byen. Lige fra Gaden traadte vi ind i Consert Salen, hvor Luften smagte, som Pest, og hvor Kellermann og [Operasanger] Faaborg i overnaturlig Størrelse stod klinet op paa den bageste Væg. Her var skrækkeligt! Baronessen besvimede. Jeg traadte lige ind i den Familie, som interesserer mig meest i Faaborg — hun var der imidlertid ikke; man sagde mig, den ene af Sønnerne, en særdeles Ven af mig, at der netop igaar var afgaaet Brev til mig, at jeg maatte komme til ham og blive nogle Dage og gjorte jeg det ikke, var det Tegn paa at jeg havde brudt alt Venskab. — Vi vare nu sammen i Conserten, man viiste mig Ægtemanden, han var ikke smuk! feed og lidt skallet! — Erindringen er igrunden meget liig med Ravperlerne, gnider man paa dem, kommer den gamle Duft! . . . Da jeg imorges træt og udaset kom til Glorup, laae der paa mit Skrivebord, Brevet fra min Ven i Faaborg, det er saa stærkt og afgjørende skrevet om at komme til ham, der er udtalt en saadan Mismod hvis jeg ikke gjør det, at jeg føler jeg maa, skjøndt jeg ikke holder af Gjensyns Scener, i hvor lette de end blive, og nu kommer det til, at jeg kun ved Grevens Opmærksomhed kan komme der hen og det er fem Mile, altsaa ti for Hestene, sligt kan jeg ikke forlange, og tager jeg over Nyborg og Odense med Posten, da er det elleve Miil; desuden kommer en anden meget prosaisk Grund, jeg har ikke længer end denne Uge ud reent Tøi, og jeg kan da ikke træde op i Faaborg med: »vil De vadske!« — ja nu maa jeg speculere her paa«.
Resultatet blev da også, at han sendte afbud.
Riborg selv skulde han først se tre år senere — og for sidste gang. I sommeren 1843 var han gæst på Langesø hos baron Adam Christoffer Holsten-Charisius (1793 —1879). Han fulgte med familien til slægtens anden besiddelse Holstenshus ved Faaborg, og her har almanaken for 9. juli følgende betydningsfulde optegnelse: »Folkefest ved Holstenshuus traf sammen med Riborg hendes Mand og Børn (det er 13 Aar)«. — 10. juli: »Kjørt til Faaborg til Voigts«. — 22. juli: »Besøgt Voigt i Faaborg«. 14. juli fortælles i et brev til Henriette Wulff[24]: »Dagen efter vor Ankomst var der her paa »Holstenhuus« en Slags Folkefest; et Par Hundrede Mennesker fra Svendborg og Faaborg vare samlede for at see lidt ud i Verden; de havde en skrækkelig Mængde Mad med, hele Kurve fulde; det var en Nydelse! — Her traf jeg Deres Broder Peter [Kaptajnløjtnant, senere admiral, 1842—45 kst. krydstoldinspektør på østkysten], hvis Fartøi nu laae i Faaborg Fjord; han var i Selskab med Agent Voigts; jeg traf den hele Familie; de Fleste af den havde jeg ikke seet i 13 Aar; ja, saa længe er det siden, jeg som ung Student fløi igiennem Landet med Hjertet fuldt af Sange! … I Mandags skulde jeg have tilbragt hele Dagen inde i Faaborg hos Voigts; men den gamle Excellense fra Glorup kom med Et jagende til »Holstenhuus« for at hente mig hjem til sig; jeg tog strax med den gamle Mand, da han syntes at sætte saa stor Priis derpaa«. Af et utrykt brev af 11. juli til Jonna Drewsen[25] fremgår, at han lige nåede at spise frokost hos Voigts, inden han måtte »jage tilbage« for at følge med gamle excellense. Men han kom altså igen d. 22.
Om hans følelser ved dette gensyn tier brevene. Men samme sommer skrev han eventyret om Toppen og Boldten, »Kjæreste-folkene«, og det kan kun opfattes som et overgivent farvel til hans ulykkelige ungdomskærlighed.[26] Den havde allerede for år tilbage tabt sin magt over ham, og synet af den fordums elskede kaldte den ikke til live igen. Allerede 4. august 1836 havde han i et brev til Edvard Collin betegnet sin kærlighedshistorie som »Selvskuffelse«.[27] Da han tre år efter gensynet arbejdede på den selvbiografi, som skulde indlede den tyske samlede udgave af hans skrifter — »Mit eget Eventyr uden Digtning« — anvender han det samme udtryk og tilføjer: »først mange aar efter har jeg erkjendt og følt, at ogsaa her skete det bedste for mig, det bedste for hende; hun anede maaskee ikke engang hvor dyb min følelse var, hvilken indvirkning den havde paa mig« — dette havde Andersen dog på ingen måde undladt at forklare hende! — »Hun blev en brav Mands fortræffelige Hustru, en lykkelig Moder. Guds Velsignelse over dem!«[28]
Som gammel mand sagde han til Nikolaj Bøgh, »at hans Følelse for Riborg havde været meget heftig; men det var saadan en Ungdomsforelskelse, som i Aarenes Løb bortdunstede, og som i Grundighed og Varighed ikke kunde sammenlignes med den, han følte for Jenny Lind«.[29]
Riborg Bøving døde først 98. november 1883; hendes mand overlevede hende i godt et aar; han døde 95. januar 1885. Som vi saa, har Andersen tilbagekaldt sin oprindelige haarde og uretfærdige dom over Bøving (»en Mand, der allene tog hende for hendes Formue«),[30] en udtalelse, som unægtelig først og fremmest røber den forsmaaede bejler. alt tyder paa, at Ægteskabet har været lykkeligt. For alvor har hun næppe nogensinde tænkt sig at foretrække digteren for den ungdomskærlighed, hun flere aar igennem havde maattet kæmpe for. En forestilling om hendes følelser giver et udateret brev til broderen Christian, som Nikolaj Bøgh har meddelt; heri skriver hun[31]:
»Hvor kan den gode Andersen troe, han er mig aldeles ligegyldig? Engang mente han, jeg gjorde mere af ham, end jeg maatte, og jeg kan ikke give ham hele Skylden. Det gik her som jeg før har sagt dig: Jeg lader mig ret henrive af det Ualmindelige. Han er Digter og udmærkede mig meest her; kunde det ikke nok smigre en forfængelig Pige? Imidlertid haaber jeg paa hans Helbredelse, ellers maa jeg jo bestandig angre min Uforsigtighed.
Min Kærlighed kan jeg jo ikke skænke ham, da den alt længe tilhører En, som fuldkomment fortjener den, men mit Venskab; jeg er med Glæde hans Søster, hans Veninde, naar han anser mig værdig dertil; det maa han jo, siden han har tænkt paa Mere. Jeg var jo død; hvorfor skulde jeg saa komme til Live igjen? Men lad saa være! Jeg er jo nu hans Veninde og han ærer mig som saadan.
Min venligste Hilsen til min nye Broder!
Din Riborg«.
At blive betragtet som en broder, det var nu engang her i livet H.C. Andersens skæbne hos det smukke køn.
Christian Voigt slap H.C. Andersen dog ikke for bestandig af syne. Juni 1848 var digteren på Glorup, hvorfra han d. 5. sendte »Brev til Chr. Voigt i Faaborg, som jeg igjen om Aftenen fik Svar fra« (Dagbogen), men ingen af brevene synes mere at eksistere. 4. september 1855 viser hans almanak og dagbog, at han fra Weimar har sendt ham et (nu tabt) brev, og da han på hjemrejsen fra samme udenlandstur 21. september sejlede fra Flensborg til Svendborg, sendte han »med en Faaborg Madam Hilsen til Christian Voigt« (Dagbogen). Voigt, der hidtil havde været ungkarl, blev 18. juni 1853 gift med en købmandsdatter fra Faaborg Jensine Frederikke Auguste Hansen (1831—54), men hun døde allerede 12. juli 1854 i barselseng efter at have bragt et dødfødt drengebarn til verden. 8 år senere ægtede han 25. oktober 1862 hendes søster Charlotte Emilie Hansen, f. 1838. Som nygift flyttede han en kort tid til København, hvor han ifølge vejviseren 1863 og 1864 boede i Stormgaden nr. 51; han kaldes her fhv. købmand. 16. april 1864 fortæller H.C. Andersens dagbog:
»Igaar var Christian Voigt hos mig, bad mig med en utrolig Beskedenhed og Forlegenhed, som troede han at jeg ikke vilde, at staae Fadder til hans første Søn. Riborgs Broder har ikke glemt sit gamle Sind for mig.«
5. maj blev Andersen hentet i karet til Frue Kirke til lille Lauritz Peter Voigts dåb, hvor han stod fadder sammen med grosserer Ole Suhr; bagefter var der elegant frokost i hjemmet i Stormgade. Fredag 21. december 1866, Andersen var den Dag »lynende gal« i anledning af Philip Weilbachs omtale i »Berlingske Tidende« af hans digt »Danske Digtere i Bouquet«, fik han besøg af Voigt, som åbenbart var flyttet tilbage til Faaborg. Det var vist sidste gang, de så hinanden.
Hans navn forekommer endnu en gang i dagbogen. H.C. Andersen var på vej fra Holsteinborg til Glorup efter den store fest i København på 50 års dagen for hans ankomst til staden. Han sejler 23. september 1869 over Storebælt med dampskibet »Eideren«; der var mange rejsende ombord, »mellem disse en Kjøbmand fra Faaborg, som boer i Agent Voigts Gård og på hvis Comtoir Christian Voigt er«.
Hertil var han da vendt tilbage, og her døde enkemand, cand. phil. fhv. kjøbmand Christian Voigt 21. februar 1888 79 år gl.; døds-årsagen var »Bronchitis chronica cum Bronchiectasi«. Han blev begravet i familiegravstedet på Faaborg kirkegård.
Uden at bringe meget, som ikke kendes fra hans skrivelser til andre korrespondenter, hører H.C. Andersens breve til ungdomsvennen fra hans to første udenlandsrejser til hans smukkeste og mest levende. Den lille korrespondance har endvidere interesse som vidnesbyrd om en hidtil ukendt af de mange, indbyrdes ret uafhængige kredse, hvori H.C. Andersen færdedes i sin første ungdom. Bortset fra Christian bevarede han senere kun forbindelse (og ikke meget levende) med et af dens medlemmer, nemlig hans studenterkammerat A. L. Arnesen, »Capriciosa«s forfatter.
Men sin særlige tone får vor brevsamling ved hemmeligheden mellem de to, som ligger bag det hele: H.C. Andersens forelskelse i de to brune Øjne; den romantiske kærlighedshistorie, som den store digter trods alt aldrig glemte helt. Den Besøgende i H.C. Andersens Hus i Odense plejer med særlig andagt at standse ved en uanselig genstand i en af montrerne i den rige samling. Det er en skindpose, som efter H.C. Andersens død fandtes på hans bryst. Den har indeholdt et brev fra Riborg Voigt, som Jonas Collin d.Y. brændte ulæst.[32]
H.C. Andersens bittertsøde kærlighedshistorie er kun en lille episode i hans livs eventyr, men den har bevaret sin magt over følsomme hjerter. Når lyset falder over den unge fynske piges yndige skikkelse, kan strålerne også nå hendes vege, elskværdige og beskedne broder, der just fordi han var hendes broder, i nogle bevægede ungdomsår var den store kunstners og det usædvanlige menneskes fortrolige og ven.
Leipsig den 31. Mai 1831.
Kjære, kjære Christian!
Igaar ankom jeg her til,1 og min første Beskjeftigelse er at begynde paa det Brev du skal have fra mig fra Dresden. — O, hvor meget underdeiligt af Guds store Natur, har jeg dog seet siden jeg sidst skrev! Onsdagen den 25 Maj tog jeg med Snellpost fra Braunsweig til Goslar. Her var jeg første Gang imellem Bjerge, o havde du været her! min kjære, kjære Broder! De ligne ikke Skyer, ikke Havet, nei det er en Natur man maa see, men dog ikke kan fortælle; et svulmende Steenhav, en Kjæmperuin, der synes afbrændt, og nu pyntet med dunkle Graner. Jeg var inde i Bergværket. Gangen glindsede af Kobber og Sølv. Vandet bruste over mit Hoved med saadan en Larm at jeg knugede mig fast til min Fører. — Fra Goslar begyndte min Fodtour der i 4 Dage omtrent var 16 Mile, maa-skee mere. — Jeg besteeg Brocken fra Ilse. 3 Stunde gik det immer »Berg auf«, jeg blev saa træt og hungrig, at jeg maatte hvile flere Gange. Ilsefloden styrtede i prægtige Vandfald over de store Klippeblokke, kridthvidt Støv foer over de sorte Afgrunde og altid blev det koldere, nu saae vi Sneen og jeg var paa Bjergtoppen, men Alt var »Nebel«. Vi sad alle i en ækel Sky, der vist nedenfra kunde see meget poetisk ud, men her oppe var kold og mørk; jeg havde Ild i Kakelovnen og maatte drikke 2 Glas Puns, før jeg kunde finde mig i det. — Længerud paa Aftenen begyndte det at blæse; Skyerne foer som lette Taager tæt forbi mit Vindue. Blandt de mange Reisende der, var ogsaa 30 i et Selskab, der alle havde Musik med (i 10 Aar havde der ei været Musik paa Brocken). Disse spillede, toge Koste-skafter og Ildklemmer og dandsede en Hexedands idet Maanen brød frem. — Om Morgenen Klokken 3, blev der kaldt paa os, og tænk dig min Lykke, det var klart; (noget som er sjeldent!). Dybt under os var Alt Skyer; i Dalen har man ikke kunde seet Solen for den graae Himmel. O, det er et underligt Syn, kun at see Skyer dybt under sig. Det var et uhyre Hav, hvor de hvide Bølger vare forstenede. Snart dampede nogle bort og vi saa Bjerge en 12 Mile borte. I Brocken-Bogen, hvor man skriver, sædvanlig et lille Vers, skrev jeg det første paa min Reise:
»Høit over Skyen staaer jeg her,
dog, Hjertet maae bekjende:
du var dog Himlen meere nær,
den Gang du var hos hende!«
Fra Brocken besøgte jeg Baumanns Høle2, den er saa dyb, siger man, at, om man endog gik 14 Dage derinde, fandt man dog ei den ydderste Grændse. — De forunderligste Figurer har Drypsteenen dannet, og jeg var her flere 1000 Fod under Jorden. Du kan troe, at jeg klattrede lidt ængstelig ned af de lange smalle Stiger, med min Lampe i Haanden. — I Blankenburg var jeg en Nat over og saae her, første Gang, Ruiner af en Borg, der var hukket ind i Klippen, denne var lodret ned paa den eene Side og vi talte derfra 10 à 12 Kjøbsteder med Magdeburg i Spidsen. — Dog noget af det Skjønne-ste paa Harzen saae jeg siden, samme Eftermiddag, nemlig »Rosz-träppe«, en romantisk vild Fjeldegn, hvor en Flod bruuste under os; man skjød en lille Pistol af, og den dundrede som Kanoner mellem de stolte Fjelde. Her drak jeg »Bergwasser«, et Slags Viin, man præsser af Bøgetræerne, det smagte som Champagne. — I Alexisbad3 vare kun faae Gjæster, jeg drak af Brønden, men det smagte som Blæk. Her i Leipsig saae jeg i Aftes italiensk Opera, Wilhelm Tell, af Rosini; Stykket er saa stort, at hverken Sangere, Orkester eller Publicum kan see det Hele paa eengang, derfor fik jeg kun de 2 første Acter i Aftes og skal nu i Aften see de to andre. Theatret er ikke ganske saa stort som vort. I heele Stykket bliver ikke talt et Ord, alt er Recitativ hvor der ellers skulde tales. Jeg var hos Brockhaus4 igaar for at hilse paa Lotte Oehlenschlæger, hun blev uhyre overrasket over at see mig her, og skabede sig da saa grausomt, at det var en Skam. Jeg har ellers her fundet en Dansk, der strax idag besøgte mig, en riig Boghandler fra Christiania Hoppe5, vi gaae i Aften i Operahuset, erste Rang, for at lade os see. — Mig tage de alle for en Engelænder, og her i Hotellet har man sagt til de flere der have spurgt om mig, som Dansk, at her ingen var. — Men nu lev vel! i Dresden mere! Din Christian.
Dresden den 3 Juni.
I Dag har jeg været paa det store Billedgallerie, havde vor berømte Landsmand Dahl6 ikke ført mig derhen, havde jeg ikke kommet der, eftersom Galleriet i denne Tid er lukket, da man ordner Malerierne. O Raphaels Madonna og Corregio[s] Nat, er det allene værd, at reise til Dresden for! — Jeg kom her igaar Middags, og var alt om Aftenen til Thee hos Tieck7; her var en Fiinlænder, der havde reist Verden rundt med Krusenstern8, samt to Nordmænd, foruden Dahl. Tieck underholdt sig længe med mig, og overtydede mig om det feilagtige i Oehlenschlægers Coreggio. Siden læste han 2den Deel af Schackspears Hendrik den 4de for os og en udvalgt Kreds; det var noget ganske underdeiligt. Jeg har ellers en slem Tandpine, der følger med mig paa min hele Reise, og gjør, at jeg ikke ret kan tumle mig, som jeg vilde. — Jeg har da allerede givet flere Penge ud end jeg havde bestemt, her til Dresden. — Du skal see, hvilke Regninger jeg har faaet! men jeg har ogsaa brilliant Opvartning, en 3 à fire der løbe om mig, saa det i Førstningen generede mig, nu kan jeg bedre tee mig, som en fornem Herre! —
den 4. Juni.
Igaar da jeg spadserede paa de brühlske Therasser, mødte jeg vor Landsmand Fröhlig9, der kommer nu hjem fra Neapel, vi have i Dag været i Katholsk Kirke sammen og hørt Kastraterne10, jeg blev ganske veemodig derved, der ligger saadant noget dybt, smerteligt i deres Sang, at Hjertet maa svulme derved. Veiret er ellers daarligt, men det er første Gang paa min Reise. Det regner og er koldt som i Kjøbenhavn! O gid jeg kunde flyve længere mod Syden, der føler jeg mig hjemme; jeg har slet ingen Hjemvee efter Kjøbenhavn, der er heller intet der, intet i Danmark, jeg med hele min Sjæl kan hænge ved; aldrig vil mit Hjerte mere komme til at elske, jeg er skuffet i min første, varme Tiltroe; o jeg frygter nu at blive kold, kold mod Alt i den vide Verden, uden Verden selv; Guds store, herlige Natur; Ene er jeg bestemt til at spadsere om i den, intet Hjerte elsker mig ret! — men det er nu min Bestemmelse, og jeg er jo meget lykkelig! —
Dresden den 9de Juni.
I Aftes kom jeg her tilbage fra min Udflugt til det saxiske Schveits og de bøhmiske Bjerge, strax tilmorgen løb jeg paa Posthuset, hvor jeg alt flere Gange har spurgt om Brev fra dig, og blev da, naturligviis saare lykkelig ved at finde dit kjære, kjære Brev. Du har sendt det den 31 Mai, altsaa den samme Dag, jeg i Leipsig begyndte paa Dit. — Vore Tanker have mødt hinanden. — Du siger mig saa lidet om Riborg11, men du veed da heller ikke meget, kan jeg nok vide! — Hver Gang jeg tænker paa hende, føler jeg en Smerte saa usigelig dyb, men jeg kan ikke græde, jeg elsker hende heller ikke mere, det er vist, men jeg lider nu mere ved Erindringen om hende, jeg har en Tomhed — O Gud, Christian, gid du aldrig føle hvad jeg føler; — Min Reise bringer mig ikke til at glemme hende, nei, jeg kommer ikke helbredet tilbage, maaskee roligere, mere forstilt, min Smerte er ikke for de kjedelige Hverdags Mennesker, med dem maa jeg lee og slaae Koldbøtter for ikke at gjælde for en føelsom Nar. — Jeg bør ikke bede dig at hilse hende, hun har det jo ogsaa godt i det smukke lille Huus hos ham, hun ret elsker; — men lee af mine Følelser, kan hun dog ikke, det er en djævelsk Tanke, og jeg kan ret ved den føle, at jeg har sydlig Blod i mine Aarer, o, havde jeg dog dig her! du er mig jo tro? — Du kjære, kjære Menneske! — men ikke mere! jeg vil ikke slutte mit Brev i Dag; mit Humeur er sat lidt i Bevægelse. — Vi sees snart. — Cholera12 er nu kun fire Mile fra Berlin, derhen gaaer jeg med Posten imorgen, der er slaaet en Cordon tæt ved, hvor vi skal forbi, men jeg er slet ikke bange, hvad godt skal vel jeg gjøre i denne Verden!
din Christian!
Dresden den 10 Juni.
I Aften Kl. 6 flyver jeg med Iilvognen herfra; jeg har i Dag faaet nogle ret kjære Erindringer fra vor berømte Dahl, nogle Skizzer; jeg har nu sagt Tieck Farvel, han trykkede mig til sit Hjerte, kyssede mig paa Kinden og bad mig have Mod til at gaae den herlige Vei, Gud havde aabnet for mig, jeg maatte græde, som et Barn, jeg følte, at jeg var ham kjær, at han erkjendte mit Digterværd, han bad mig endelig love at skrive Tydsk. — O, hvor det bedrøver mig at sige Farvel til de kjære, stolte Bjerge, nu gaaer det til det fornemme Berlin og derfra over den flade Sandørken, til Havet bærer mig til Danmark. — Ja, jeg elsker Bjergene, jeg elskede dem før jeg saae dem, og dog ere de ganske anderledes end vi drømme det der hjemme. Dunkelblaae, med sorte Graner, og hvidblaae Nebel stige de op mod Guds Himmel! jeg seer dem vist aldrig meer! — dette er det sidste fra Dresden!
Berlin den 11 Juni.
For en Time siden ankom jeg her, efter at have kjørt hele Dagen og Natten. Ja, dette er en By! Pallai ved Pallais! Alt er Pragt. Jeg boer i Hotel de Russie hos Vaudevilledigteren Angely13, der ogsaa er Gjæstgiver, her er saa elegant, at det er en Lyst. Jeg har et deiligt Sovekammer med en Balkon, og en stor Sal, med røde Silkegardiner, en Tjener i Liberie sidder udenfor Døren og venter paa mine Befalinger; man tænder i dette Øieblik Voxlys i min Lysekrone, og Tjeneren siger: jeg kan faae Alt hvad jeg ønsker mig (?). — Det er vist en Forfører! — Men nu er her ikke Plads til mere! jeg maa da sige dig lev vel! fra dig faaer jeg vel ingen Brev i Hamborg? Jeg kommer der om 6 Dage. Imorgen er jeg saa heldig at faae Oberon14 at see paa det store Operahuus, men jeg maae da ogsaa give det dobbelte af hvad vort Parquette koster. I Aften spille de »Fra Diavolo«15, men det er nu forsildig for mig, jeg skal strække mig lidt og spise Steeg, Fisk og Jordbær og prøve deres Viin; jeg er temmelig træt, og nogle nye Støvler fra Dresden jeg havde paa har klemt mig grusom. Hils fremfor alle Johan, dem hjemme, Graae, Jacobæus, Ærreboe16 o.s.v. o.s.v. — Snart har du mig! i det seneste om 14 Dage, rimeligviis kommer jeg med Wilhelmine17. Jeg længes efter dig, du kjære Væsen, dog i Tankerne er jeg hos dig.
Din Christian.
I Margen: Tjeneren fortæller, at Choleraen kun er 14 Miil her fra; vær ikke bange! jeg er rolig.
Udskrift:
Dem Herrn Studiosus Theologiæ
C. Voigt. Hestemøllestræde No 123 1 Sahl
in Copenhagen
(Segl) H.C.A.
fr. Hamburg
Kjøbenhavn den 8 August 1831.
I Fredags (den 5te August) var der endnu intet Brev kommen fra dig; igaar Formiddags (den 7 August) traf jeg Kaalund1; han fortalte mig, at Johan havde skrevet Jørgensen2 til; hvad maatte jeg tænke om dig? Jeg havde ganske opgivet dig! Ja jeg vil tilstaae dig det aabenhjertigt, jeg begyndte at forsøge om jeg kunde glemme dig; jeg maa jo glemme saa meget i denne Verden, altsaa ogsaa dig. — Jeg kunde ikke undskylde din utilgivelige Ligegyldighed; jeg maatte tro, at du ikke vilde have med mig at gjøre, og visse Folk, der spurgte mig om du skrev mig til, og jeg maatte benægte det, gav mig intet Haab. — De sidste 8 Dage har jeg været i et ulykkeligt Humeur, thi jeg holder af dig, og jeg var nu fast bestemt, aldrig at komme mere til dig, i hvor smerteligt det vilde have været mig. — O Christian, mon du nogensinde gjør mig saa glad, som du har gjort mig bitter mod Menneskene! — I Aftes (Søndag den 7 August) var jeg i Selskab hos Agent Zint’s3, der var en Student, der fortalte mig, at paa Regentsen flagrede et Brev om, hvorpaa stod mit Navn; det var for sildig da, at løbe paa Regentsen, jeg maatte vente til i Dag, og har neppe kunde sove denne Nat, thi det forekom mig det var slemt Brev, jeg kunde ikke begribe fra hvem et Brev kunde komme til mig, med en halv Adresse; imorges, eller rettere for en Time siden løb jeg derhen og finder et Brev fra dig! Menneske, veed du da ikke min Adresse?, du har sagt ja; der var jo mange Maader at faae det i mine Hænder, nu har det en 8 Dage løbet om der. — Jeg kan ikke ret fatte mig, jeg skriver strax nu jeg har læst det, det er fra den 26 Juli, altsaa kunde jeg have faaet det i Fredags 8te Dage; — Nu Gud skee Lov, det er saaledes, men du kan tænke dig, hvad jeg maatte dømme om dig, hvad jeg kunde falde paa. O Gud, Christian, du veed ikke hvilken Bitterhed du har vakt i min Sjel. — Det er jo en 3 Uger siden du reiste; om 8te Dage kommer du jo her; jeg ventede altsaa nu ikke mere Brev fra dig, haabede aldrig mere at see dig, som min kjære, broderlige Christian! — O, hvor det er mig underlig nu at vende tilbage til denne Tanke igjen. — Du har det godt og lykkeligt hjemme; Alle hilse mig, nu det glæder mig ret, gid jeg kunde være der, eller rettere gid den samme Tid vilde vende tilbage jeg nød der ifjor. Hvordan lever din gode Moder? Er hun ligesaa munter, som da jeg saae hende; mon hun husker mig, den lystige, blege Person, der sang og gjorte Løier; jeg er ikke saa lystig nu, thi jeg er bleven ældre, meget ældre. — Vi to faae da aldrig hinanden at se, uden hun vilde smukt komme herover til Kjøbenhavn. Hvad siger Faderen? Hils ham ret inderlig fra mig! han kan jo godt lide mig? Rikke og Laura4 kommer vel til Vinteren herover, saa kan de faae mine 2 Stykker5 at see, og det vil ret glæde mig, om jeg som Forfatteren, de Aftner kunde sidde hos dem og forklare hvad der var dem fremmed. — Hils dem smukt fra mig. I Tankerne seer jeg tidt Rikke lee og neie for mig, omtrent som sidste Gang da vi saaes i »Hotel Royal«. Lad mig ikke glemme Johan! ja han lapser nok ikke lidt, og spadserer forbi Fru Martens6, Masse7 o.s.v.; siig ham, jeg længes ret efter at see hans brune Ansigt og høre noget om Jane Braah etc. etc. — Hils ogsaa Plougs8, og de andre unge Damer, der kom Fremmede den Aften jeg var hos Eder. — Dersom du, som jeg troer, kommer her om 8te Dage, saa skal du ikke skrive mig til, imodsatte Tilfælde gjør du det vel af dig selv, efter som det er gaaet med dit sidste Brev. Jeg har ikke været paa Landet, jeg kunde ikke, mit Humeur var ikke der til, og nu er det saa seent; altsaa bliver jeg her, kommer du om 8te Dage, da er dette mit sidste Brev, derfor hils dem ret alle hjemme, ogsaa din gifte Søster, Du seer hende vel? Hun lever jo ret lykkeligt i sit smukke Huus? Det maae være behageligt! Mon hun har glemt den snorrige, lykkelige Andersen fra ifjor. Hils! Men nu nogle af de sidste nye Digte i min Lanterna magica9:
Kulbrænderen
(dette Digt kommer ved Harzen)
Mellem Skovens Graner her
Skinner Ildens røde Skær.
Kulsort Røg fra Hytten gaaer,
Foran Ilden Svenden staaer,
Og belyst af Træets Glød,
Seer Han ud, halv sort, halv rød;
Han de store Masser vender,
Dybere det brænder.
Lenet til sin Løfte-Stang,
Nynner han en gammel Sang:
»Granen voxer Aar for Aar,
Altid lige grøn den staaer,
Som min Kjærlighed, saa skjøn,
Altid grøn, men dunkel grøn!«
Sangen ingen Trøst ham sender. —
Dybere det brænder.
Lottoriet
Et Kys, som Indsats, gav jeg nys,
Og bad, som Udtræk, om det samme,
Men fik en Ambe, tvende Kys,
Mit unge Hjerte stod i Flamme;
Nu blev min Tanke Jernen viet,
Jeg satte Liv og Haab paa Spil,
Og tænk, jeg sprængte Lottoriet,
Nu faaer jeg Udtræk naar jeg vil,
Og Kys, især i Ungdoms Alder,
Dog staae, om ogsaa Coursen falder!
Ved Slottet i Pilnits kommer følgende Vers, men det forstaaer du da ikke, thi det er Chinesisk:
Kong-Hi, Hoangho, Kong — Feil-Thse
Quang — tschu, Mandschu, — Ma-Ka-O-The!
Det har jeg selv gjort!
Men der er saa mange Nyheder, Digtene kan du altid faae! Enken Fru Therbork, en Datter af Præsten Bull, er bleven forlovet med Stage10. Heiberg havde Bryllup med Jomfru Pätges (Søndag den 31 Juli), de ligge paa Postgaarden i Lyngby. En Underofficeer Hoff, der af sin Captain Sponeck2 havde faaet Skjænd for sit Gevær, der ikke var reent maatte møde hos denne hver Morgen og fremvise det; i Dag var det 3die Gang, da havde han Geværet ladet og skjød Sponeck. — Theatret aabnes med »Don Carlos«. Holst12 (triste dictu) spiller Don Carlos. — Men nu lev vel! Hils smukt fra mig.
Din Christian.
Jeg boer i STORE KONGENSGADE NO 33.
S.T.
Hr. Studiosus Theologiæ
C. Voigt
i
Faaborg.
frit.
(Sort Segl)
Kjære, kjære Christian A!
Dersom Du min bedste Ven! ved at see dette Brev fra mig skulde sige, at det var et Skjændebrev, saa taler din Samvittighed ud af din Mund. Du maa dog tilstaae mig, at Du ei har handlet smukt imod mig. Det er nu over en Maaned siden, Du reiste fra Kjøbenhavn3, dengang lovede Du mig, at saasnart Du kom til Odense vilde Du skrive mig til, jeg har hver Postdag ventet (»langen und bangen«).2 Men de gjør vel saa meget af dig, at Du ei kan faae Tid at skrive en gammel, maaskee snart halvglemt Ven til; gjør Du ogsaa det, saa kunde mit inderlige stille Venskab dog ogsaa have sin Fordringer, jeg giør dem ei store, men det gjør, som Du ofte har sagt mig, Hiertet ondt heelt at oversees.
Men det er sandt; da jeg begyndte at skrive beslutte(de) jeg ei at sige et Ord derom, nu fortryder det mig, at jeg har gjort det; du bliver vel ei vreed paa din inderligste og oprigtigste Ven? Du veed ei hvorledes jeg har længtes efter at vide hvorledes du har moret Dig i Sorøe og Odense, hvorledes dit Humeur er, hvad Du bestiller, om Du skriver noget, hvorledes Du seer ud, om Du er rask, alt hvad der angaaer Dig, den kjære Digter interesserer mig ligesaameget som om det var mig selv; det behøver jeg dog ei at sige Dig? Jeg kunde let giøre Dig tusinde Spørgsmaal Dig selv angaaende, men dem leer Du jo af, og Du fortæller mig dog vist saa meget i dit første Brev om Dig selv, og saa seer jeg Dig om en Maaned.
Min Fader, min Søster Rikke og Betty Ploug3 er, som Du maaskee veed, herovre, og vi gjør mange smaae Toure, morer os godt, men længes efter Faaborg, jeg reiser da ogsaa hjem paa Løverdag, alene; Papa bliver endnu ei færdig i 2 à 3 Uger, han kan ei undvære Johan, som er hans Secretair og Commissionair; Rikke bruger russiske Dampbade; derfor maa jeg reise ene. I Faaborg faaer jeg vel Brev fra Dig?
Du har vel saa mange Correspondenter herfra, at de ubetydelige Nyheder, som her kunde være, ei kan interessere Dig at høre fra mig.
Mine Breve ere aldrig lange eller interessante, men jeg veed, at Du ei maaler Dine derefter: i mit Liv forekommer sjeldent eller aldrig noget Nyt, som er værdt at høre; det er ganske anderledes med Dig, ethvert Ord fra Dig er mig kjært, helligt.
Min Fader, Rikke, Johan etc bede at hilse Dig, fremfor alle Din
længselsfuldt ventende
Christian Voigt.
Taler du med Stee[n]buch4 og andre Venner, saa beder jeg at hilse dem.
C.
Kjøbenhavn d. 31 Juli 1832.
Udskrift: Herr Cand. phil. H.C. Andersen
Add: (?) Høivelbaarne Herr Oberst Guldberg
fr.
Odense
Odense den 2den August 1832.
Kjære, kjære Ven!
Der kan du nu see, hvorledes det er at længes efter Brev! Der gik jeg ifjor ligesaadan, jeg vilde at du skulde prøve det; dog ærligt talt, jeg har været doven, jeg gad ikke skrive og mit Humeur har været saa daarlig her i Fyen, at du neppe kan tænke dig det! — Da jeg igaar fik dit oprigtige, kjære Brev, blev jeg usigelig bedrøvet ved at see, at du havde længtes efter mig; jeg havde nu den Idee, han har jo Faderen og Søsteren, saa savner han ikke mig. Du har saa meget, der klynger sig til dig, jeg — ingen! Men bort med Griller! naar [du faar] dette Brev er jeg i Sjælland, maaskee have vi…….[Hul i Papiret] den paa Veien, jeg glæder mig til det — Mit Ophold i Sorøe1 var ret behageligt, kun var der ikke meere Solskin, end der omtrent er faldet i mit Liv, een smuk Eftermiddag. Denne benyttede vi ogsaa, 30 Vogne i Følge, gjorte vi en Skovtour til Slagelse Omegn, dandsede derpaa om Aftenen paa Academiet o.s.v. — Bredahl har jeg gjort Bekjendtskab med. — Hauck gjorte et lille Selskab for mig, jeg fik Vesitter af alle Professores etc. — I Fyen har jeg som sagt ikke følt mig vel, jeg længes efter Sjælland, længes efter — ja, Gud veed hvad; derovre længes jeg jo efter Fyen! — Jeg har været paa Lykkesholm2 nogle Dage; man gjorte virkelig for meget af mig, propede mig med Alt hvad jeg pegede paa, saa jeg ordenlig blev syg; der er meget at fortælle. — Paa Bramstrup3 var jeg nogle Dage sammen med min Bucklaw-Waltz4, vi spillede Comedie, der kom jeg i godt Humeur, blev igjen den gamle Andersen, men nu er det forbi! — Waltz betroede mig mangt et Træk af hans Vita, og jeg veed ikke selv, det bedrøvede mig næsten at jeg saa lidt kjender Verden; andre unge Mennesker veed bedre at nyde den, min Ungdom flyver bort, ja er det allerede og jeg staaer som en Sancta simplicitas, der drømmer og samler Blomster, men kjender slet ikke til det virkelige Liv og dets Frugter; man kan dog leve saa lykkeligt, naar man kun ikke som jeg, selv skabte sig Sorger. — Paa Hoffmanns Gave5 har jeg fundet mig meget vel, vi spillede Rasmus Montanus, jeg var Rasmus. Vi vare een Dag ude paa Hals (3: Tangen der danner Odense Fjord) vi kogte os Caffe i Lyngen, krøb paa Hænder og Fødder, Damer og Herrer, men med Klæderne paa, saa langt vi kunne, ud i Kattegat [vi vare ret] kindische, nu er det ogsaa forbi. — Idag gaaer Touren til Sanderumgaard6, i Grunden lever jeg som en Prinds, men som Horatz siger »de sorte Bekymringer stige med paa Skibet og paa Hesten«7, siden kommer vel Choleraen og saa er da det hele forbi. »Das ist das Leben, das ist das Glück«! — Iaftes gav Nielsen8 en Aftenunderholdning, min »Hjertetyv«9 gjorte megen Lykke; jeg har ogsaa gjort et lille Digt, som jeg troer jeg vil lægge de fynske Piger i Munden:
»O, gid jeg var af Jern og Staal,
mit Hjerte let kan faae det!
Det er mig ligesom en Aal,
Jeg kan ei holde paa det! —
Kirchheiner10 har ogsaa givet en Aftenunderholdning, Waltz hjalp ham og gjorte især Lykke. — Jeg føler mig syg; paa Løverdag reiser jeg til Kammeraad Bang11 i Sjælland, bliver der 8te Dage, maaske 12, flyver saa til Kjøbenhavn og — saa er det forbi! — Hils din gode Moder ret fra mig, siig at det ordentlig bedrøver mig, at vi ikke oftere skal mødes! Hils den lille Laura, der nu vist er stor, og alle andre Bekjendte, Plauens12 og Jomf: Clausen ikke at forglemme; Sparevurm 13 talte jeg igaar med; Steenbuch14 har hædret mig med en Vesit og jeg — gjengjældt den. — Jeg har gjort mange nye Bekjendtskaber, dog længes jeg saa meget efter Kjøbenhavn, efter alle Collins! Luise er i Jylland, Gottlieb ogsaa, de andre ligge paa Landet, men den vigtigste, Eduard, er hjemme15. Han har kun faaet et Brev fra mig, det er skjændigt! jeg veed ikke, hvad jeg bestiller! Skriv til mig paa Nørager, men i de første 8te Dage; du adresserer til »Hr. Kammeraad Bang paa Nørager pr. Slagelse«.
(Nogle Linjer udklippet.)
Din
Christian.
Udskr.: S. T.
Hr. Studiosus Theologiæ [C. Vo]igt
Hos Hr. Agent Voigt
frit
Faaborg
Kjøbenhavn d. 25 April 1833.
Nu kjæreste, bedste Ven! er Du da borte1, og allerede langt borte, skjøndt det kun er 2 Dage siden Du reiste; Gud veed naar jeg seer Dig igjen. Jeg kan ikke rigtigt giøre mig fortrolig med den Tanke, at jeg i 2 maaskee flere Aar ikke skal see den kjære Digter, som jeg nu i 3 Aar næsten har seet dagligt, og som jeg altid har længtes saa inderligt efter, naar jeg i et Par Dage ikke saae ham. Jeg lider et stort, dobbelt Tab, ikke alene Vennen, men tillige Digteren og det aandrige Mske, og efter begge vil jeg længes meget, men saa faaer jeg jo Breve, og Dine Breve pleier at tale ligesom H.C. Andersen i levende Live. Gid jeg nu var med Dig paa Veien til Paris og kunde flagre Verden rundt ved Din Side og give Examen og alt dette Stads her en god Dag, men desværre, jeg maa blive og nøies med at glæde mig ved Tanken om, at Du morer Dig, og ved dine Breve som ogsaa lader mig nyde Dine Fornøielser. Da Du kun har været borte 2 Dage, kan her naturligviis ikke være meget at fortælle; dog hører jeg, at der i Iversens Avis staaer talt om Dig: »vort Byesbarn, den aand-rige Digter og det gode Mske2«, fremdeles, at Du har faaet 1200 Daler Sølv i Reisestipendier, er det sandt? Hempel har i sin Avis ladet aftrykke en Stump af et Brev til ham, hvor Du fortæller om Din Reise og Din litteraire Virksomhed3. 1ste Bind af de meget omtalte Noveller af Forfat: til en Hverdagshistorie er udkommet og indeholder foruden 3 gamle kun 1 nye: »Drøm og Virkelighed«, som er meget smuk, omtrent som Hverdagshistorien selv; nu begynder man igien at bryde Hovederne med at udfinde, hvo der er Forfatteren, mange gjette nu paa den lille tykke Jacobsen4 men det synes mig dog lidt utroeligt. Maanedsskrig mod Litteratur5 er udkommet, men indeholder intet, der vilde interessere Dig uden om »Thortsens Metrik«6, der bliver roest overmaade stærkt; den anbefales til alle endog Digterne skjøndt han siger, at han haaber Danmarks Digtere ikke behøver at studere den. Du kan vel tænke, at mange misunde Dig, at Du er kommet til at reise, og saa ærgrer jeg mig over at høre: »hvorfor rejser A? har han nu studeret noget? kan han Sprogene? Det havde været bedre han var blevet et Par Aar endnu« og andet saadant Sludder; men mange glæde sig ogsaa derved og haabe, at man snart faaer Frugter at see. Nu har jeg skrevet næsten en heel Side om ingen Ting, fald nu ikke i Søvn ved at læse det. à revoir.
d. 2 Maj.
Bedste Ven! I Gaar fik jeg Dit kjære Brev No 1, hvorved jeg blev særdeles glad og overrasket. Jeg drømte aldrig om at faae Brev saa hurtigt, det var jo kun 10 Dage efter at Du var reist fra os; derfor takker jeg Dig ogsaa inderligt, at Du ikke har glemt Din gamle Ven. Det var kjedeligt, at den første Deel af din Reise ikke var heldig: jeg glædede mig, da jeg var om Bord hos Dig, at Veiret var saa godt; men jeg har rigtigt nok længe ikke seet dig saa veemodig og alvorligængstelig stemt, det er vel ogsaa meest Tanken om det Du forlader, der har gjort at Du endnu ikke har moret Dig. I Hamburg var Du formodentlig hos Arenz7, siden Du hørte og saae saa megen Liderlighed? Titus8 morede dog vel? I alt Fald mener jeg det maa være interessant at see en By som Hamburg efter 2 Aars Forløb igjen; men naar man er i daarligt Humeur morer jo Intet; desuden antager jeg, at Du har kjedet dig i Haarburg og derfor er alt bleven skildret med mørke Farver. Du seer, jeg ønsker at Du havde moret Dig og derfor forklarer jeg alt paa det Bedste. L. Müller9 fik Brevet i Gaar. Du spørger om min Familie og navnlig om min gifte Søster: De leve alle ret godt og fornøiet i det lille stille uskyldige (!) Faaborg. Nu er hun ogsaa ret fornøiet; jeg troer vist, at Du med Rolighed kan høre om hende, især da Du nu d.v.s. naar Du faaer dette Brev er i Paris; dersom jeg troede at det kunde more Dig, saa vilde jeg gjerne fortælle Dig noget; dog vil jeg hellere indskrænke mig til lidt; Hun har været temmelig sygelig i den Tid hun har været gift, hvori vel hendes Hjertes-Lidelser har havt deres Deel; hun har faaet 2 Børn, hvoraf det første var dødfødt, det andet — en Pige — fik hun kort førend jeg reiste hjem; det er en rask Unge, som tildeels har forskaffet hende det gamle Humeur igjen. Nu nok om det. Du spørger ogsaa om Laura; ja hun har forandret sig meget til sin Fordeel; i Forstand og Vid staaer hun vistnok over begge sine ældre Søstre; derimod mangler hun dette Naive, Barnlige, som har fortryllet flere end mig [evt: dig] hos hendes ældste Søster. Men jeg frygter jeg har talt mere om denne Materie end Du ønskede at høre, hvis saa er, da beder jeg om Tilgivelse og dermed basta! Johan lever ret godt og sværmer inde hos de smukke Frøkener10, som beder Dig ret kjærligt hilset. Noget interessant Nyt veed jeg ikke at fortælle Dig; her er meget roligt baade i Literaturen og det øvrige Liv. Din »Dronning«11 har jeg seet og moret mig ganske fortræffeligt; det er et ypperligt Stykke, som bliver godt udført. Farvel til næste Gang.
d. 17 Mai.
Nu er det allerede en god Tid siden jeg sidst skrev i dette Brev, og endskjøndt her just ikke er meget at skrive om, saa begynder jeg dog at længes svarligen efter at tale lidt med min elskede Digter (hellere hørte jeg rigtignok ham tale). Nu tænker jeg mig, at Du sværmer i Paris; paa Comedie, paa Cafféerne etc. etc., jeg sidder her og tænker paa Dig; mon Du tænker paa mig? udenfor tordner og lyner det og er meget varmt. — Skoven er nu nydelig grøn, jeg har gjort et Par Smaatoure. — Erreboe12 har for nyligt været oppe til chirurgisk Examen og faaet bedste Charakteer, han er meget lykkelig. Et Par literaire Nyheder: Hertz har udgivet en Bog, som han kalder »Foraarets Nytaarsgave«, den indeholder en ubetydelig Novelle, anden Deel af Natur og Kunst13 og en Deel smaae Digte, hvoraf de fleste er noget af det Sletteste jeg har seet paa Tryk, især et »en Nat i en Jolle paa Havet«; det er en meget grausam Ge-schichte om en Matros, der er sat ud i en Jolle fordi han kom Captainens Kone for nær; her overfalder en Haifisk ham og bider Haanden af ham og han døer; jeg har været nær ved at lee mig fordærvet af denne furchterlige Historie. Hertz har tabt meget i PublicumsGunst14. 2 Hæfter af »Prometheus«15 ere udkomne og indeholder foruden en Deel andet Gods en net lille Afhandling om den nyere danske Poesie af Wilster; men han er meget streng mod de yngre Poeter; det gaaer dog især ud over Hertz, alt hvad han siger om Dig skal Du efter Løfte faae: Han er vreed fordi man giør for lidt af smaae lyriske Digte, han sætter det, siger han, langt over middelmaadige Skuespil og Romaner, »jeg tilstaaer, at jeg langt hellere vilde have skrevet A.s »Det dø: Barn«, et lille Digt, som vist vil holde sig ilive til den danske Litteraturs Dommedag, end baade Kjærlighed paa Nikolai16 og Brud: f: Lammerm: og adskilligt andet iberegnet. Han klager nu over at der mangler de yngre Digtere paa Originalitet og Begeistring, Anelse om deres høie hellige Kald, kort sagt Genie. Dette gjelder vel ikke uden Indskrænkning eller i lige Grad om And: Hertz og Overskou, dog tildeels: »Gid [Andersen aldrig havde] læst Heine! Hans Aand har ikke været stærk og sund nok til at modstaae den skadelige Indflydelse af de næsten averniske17 Dunster, som opstige af H.s Poesier, hvori Genialitet, Sværmerie, Ynde og Vittighed paa den barokkeste Maade ere blandede med Affectation, Blasphemie, Frækhed og Gemeenhed; derfor er selv den bedre Deel af A.s Poesier ofte feberagtig. Den originale Digter tilgiver man let en Deel Capricer og Unoder, fordi der er saa meget hvorfor man maa vide ham inderlig Tak, men Efterlignernes Forkertheder have kun lidet Krav paa Tilgivelse. Desuden er A:s Hukommelse stærkere end hans Opfindelsesevne, og hvor flygtigt han behandler sin Kunst, lære hans Operaer.« Dernæst faaer Hertz sin Text læst: han er egentlig ikke Digter etc. Bliv nu ikke alt for ærgerlig; naar Critici sige noget godt, saa bør man jo rette sig derefter, ere de bittre, haanende, smaalige, saa kan man let hæve sig over dem. I »Pumpen«18 stod for nogen Tid siden »Farvel til Andersen« fra Frithiof19, en ung Jyde, det var ikke meget værd, men da det var til min kjære Digter, glædede det mig alligevel; en skammelig Parodie kom kort efter, som ret viser hvad for en Mudderkasse den Pumpe er, det har vakt almindelig Indignation. Et nyt Stykke: »Navnet el. det hurtige Frierie«20 efter Baggesens bekjendte Fortælling saae jeg forleden Aften, det er en ret net lille morsom Ubetydelighed. Nu har jeg snart fyldt Brevet og endnu kan det maaskee vare en Tid inden de gode Skuespillere21 reise, hvad giør jeg saa? Jeg begynder snart at længes efter Brev fra Dig, men det er vel for tidligt.
d. 25 Mai.
Da jeg ikke kjender de 2 Skuespillere, saa har Arnesen22 lovet at besørge Brevet, det bliver derfor sluttet temmelig tidlig; han skal have det idag. Noget synderlig Nyt er ikke forefaldet. H. P. Holsts Digte23 ere udkomne, det er jo noget jammerligt Gods. I Aften skal »Brahma og Bajadere«24 for første Gang opføres; men da jeg i Eftermiddag drager paa Landet for at blive i Morgen over, saa kan jeg ikke faae det at see; vi ere i fuld Exerceren25. Paa Tirsdag siges skal vor Constitution26 komme. Bliv nu bedste Digter i Paris ikke altfor stor Friheds Helt, ikke saaledes som Börne og Heine. Jeg har naturligvis umaadelig mange Hilsener til min kjære Andersen fra Jacobæus, Graae, Erreboe etc. Johan har lovet at lægge et lille Brev inden i.
Vi har her saa nydeligt Veir, at jeg ikke erindrer en lignende Mai, saa jeg vilde ret ønske, at Du havde faaet det med inden Du reiste, Du har bestandig saa meget paa vort Clima at udsætte. »Maaneds-skrig« er endnu ikke udkommet. Lad mig nu endelig faae at vide, hvor længe Du bliver i Paris og hvorhen Du saa reiser. Man siger, Lemann27 reiser til Paris, maaskee Du kunde faae et lille Brev med ham fra mig.
Nu er her kun een lille Stribe til min elskede Ven! og jeg vilde saa gjerne sige meget endnu. Skulde her i dette Brev findes et og andet, som har stødt Dig, saa bliv dog ikke vred. Det har da været af Iver for at fortælle Dig alt, hvad paa nogen Maade kunde interessere Dig. Lev nu ret vel! Skriv mig snart til og glem aldrig Din trofaste Ven og Beundrer
Christian Voigt
29 Mai.
Arnesen fortæller mig at Schwartzen først reiser paa Mandag; jeg kan derfor endnu fortælle Dig, at Ingemann har udgivet en lille Bog: »Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog«; jeg har ikke læst den, heller intet hørt om den. Det er bare smaae Digte. Maaneds-skrift for Lit. er udkommet og indeholder blandt andet en Recension af Hertzes 3 Lystspil28, han bliver vel meget rost, dog gjennemgaaes hans Stykker ordentligt. »Herr Burchardt« er en temmelig maadelig Copie af Holberg, »Flyttedagen« af de gamle franske Comedier, »Emma« derimod er temmelig originalt med en Del gode Skildringer. Recensenten glæder sig ved, at han bestandig gaaer fremad. Dine Digte29 ere endnu ikke komne.
Herr H.C. Andersen
Paris
[Ved] Godhed
Paris den 26 Juni 18331
Du tænker paa mig! Du ene af dem allesammen, trofaste Sjæl! I to Maaneder har jeg været fra Danmark, men ikke faaet et eneste Brev, naar jeg undtager et, der alt laae her ved min Ankomst, fra Jette Wulff2. — Tænk Dig at være saa langt borte, i et fremmed Land, glemt af alle man holder af. Eduard har ikke sendt mig et Ord, ingen, slet ingen, uden Du. Det har ret grebet mig, ret rørt mig i Sjælen! Ja, Du er min trofaste Ven! — Jeg har forlænge siden skrevet Dig til fra Paris, Du maatte næsten have faaet det, før Du afsendte Dit, men det lader ikke der til, jeg havde adresseret det til Ludvig Møller, eftersom jeg ikke vidste Din Adresse. Hver Dag gik jeg med Længsel efter Breve, endelig, for en 3 Uger siden, da jeg kommer hjem, ligger der et til mig, det første; jeg greb det med Glæde, aabnede og fandt kun en trykt Kjøbenhavns Post deri, det var det uforskammede Digt til mig3, som Forfatteren havde frygtet for, Ingen skulde meddele mig. Der stod ikke et Ord i Omslaget; det var ene det usle Smørerie, frankeret kun til Hamborg. — Det greb mig dybt, at man kunde være saa ond at sende mig det i et fremmed Land, forfølge mig uden for Hjemmet; min Vrede gik over til Foragt og jeg beklager kun at han ikke har sendt mig det paa noget blødere Papir, for at det kunne værdigt opnaae sin Bestemmelse. — See det var det eneste Brev jeg har faaet; nu ventede jeg da med Skuespillerne4, som først i forgaars indtraf, de havde kun eet med og de sagde det var fra Arnesen; jeg blev ganske forbauset, men saae da at det var fra Dig, Du kjære Menneske. Strax i Dag griber jeg Pennen for at takke Dig ret broderligt! Jeg har fire Gange læst det igjennem, det var mig saa kjært, saa interessant, saa elskeligt, det fik min Bitterhed over dem hjemme jeg elsker og som glemme mig, til at gaae over i Veemod. — Om 9 Dage har Du da dette Brev, jeg er da jo, som hos Dig! vi sidde i Sophaen, bag de røde Gardiner, tale aabent sammen som i gamle Dage, før der gik saa mange Skyer over mit Hjerte. Jeg har forandret mig meget, sige alle. Skuespillerne finde mig noget mere bleg, men mere Gentelmann.
Man pudses jo lidt op i Paris, selv i Holdningen, og den var slem hjemme. Lidt mere Dristighed har jeg nok ogsaa faaet og en bestem-tere Villie, men i Hjertet er jeg vist nok endnu den samme. Du kan ellers troe — (jeg stoler paa at ingen Fremmede læse mit Brev) — Paris er den liderligste By under Solen, jeg troer ikke, der er et uskyldigt Væsen der, det gaaer til en Grad Du ikke kan troe, offentligt paa Gaden har man om Dagen i de reeleste Gader tilbudt mig »en smuk Pige paa 16 Aar«, en ung Dame med det uskyldigste Ansigt, det nydeligste Væsen, standsede mig og Schwartsen4 igaar og bad os med saa yndigt et Væsen at besøge sig, at hun vilde underkaste sig enhver Undersøgelse først, at hun var aldeles frisk osv; overalt er der vellystige Billeder, overalt omtales Vellyst, som noget, der fordres af Naturen osv, saa at man næsten sløves for Blue-færdighed; alligevel tør jeg oprigtig sige, at jeg endnu er uskyldig, skjøndt neppe nogen troer det, der kjender Paris. — Det er en farlig, meget farlig By for et ungt, bevægeligt Gemyt. — Hvorledes skal jeg nu give Dig en lille Idee om mit Liv her? Nu da! jeg vil fortælle Dig een Dags Leven og Omtumlen. I Søndags spadserede jeg hele Dagen i Gaderne, jeg vil skildre denne Dag. Du er nu hos mig, høit oppe i mit store Værelse, med Flise Gulv, hvide Omhæng om Sengen, to Komoder, Sopha, Lenestol etc. etc., vi gaae nu ned af Trappen, men hold fast ved Rækværket, thi hvert Trin er belagt med glatte Fliser, man glider let. — Vi ere nu nede, den gamle Portner siger bon jour! og vi træde ud fra Hotellet i rue Vivienne. Boutik ved Boutik, Stads og Malerier, Pølser og Kjødmad i Festons, (i hvert Huus handles der i hele Paris). Vi træde nu ind i en Passage, det vil sige Gader med Flise-Gulv og Glas-Tag over; (som om Østergade havde en Glas Hvælving over sig og Peermadsens Gang5 havde Gulv og Tag); her er nu nydelige Boutikker, med Alt hvad Hjertet kan forlange, lige ned til den ikke platoniske Kjærlighed. — Vi træde nu igjen ud i en Gade for at komme over i en mindre Passage der fører til Palais royal. Dette er et smukt Slot med glimrende Boutikker i Søilegangene; midt i Gaarden er Have-Anlæg med Springvand, her spadserer, ja vrimler det af Mennesker. Dette var nu min Morgen-Vandring til Caffeen, hvor jeg læste i Bladene, og vandrede saa afsted gjennem et halvhundrede Gader med Boutikker, omtrent som fire Gange Kjøbenhavn igjennem; nu stod jeg paa Bastil-Pladsen, her er opført en uhyre Elephant6, som Model for en større der skal reises op i Juli-Dagene. — Her fra vandrede jeg gjennem et nyt Qvarteer »St Antoine« hvor der i denne Tid har fundet flere Overfald Sted, (to ere myrde[de] og kastede i Seinen) jeg var nu paa Pont d’Austerlitz, hvorfra jeg endnu ikke øinede Ende paa Byen, traadte nu ind i Jardin des plantes, hvor der er et kosteligt Menagerie, som man frit beseer, Løver og Tigre; Bjørne midt inde i Haven i dybe Grave. Elephanten som spadserer omkring, Giraffer som æde af Trætoppene, kort en heel Noa Ark. — Herfra gik jeg ind i en Labyrinth af Gader, hvor Husene stod op paa hinanden. Skidne Drenge laae paa Jorden og spillede Kort, raae Karle og vilde Fruentimmer spillede Boldt; det er en hæslig Classe Folk, Victor Hugo skal mesterligt have skildret dem; endelig bøiede jeg da ind over Seinen paa Øen, det egentlige gamle Paris og besøgte Notre Dame-Kirken, den mest imponerende Bygning jeg kjender, brogede Glasruder, høie Hvælvinger og stolte Billeder. Her gik vist over 60 Præster fra 18 til 70 Aar og skabede dem. Folk løb ud og ind. Nu var Klokken alt 2, jeg travede hjemad, omtrent som fra Vester-broe til Toldboden, og nød min Frokost; nu gik Touren til Boulevarden men jeg seer nok at jeg ikke faaer Plads til mere end den halve Dag af min Omflakken, og det giver Dig dog ingen ret klar Idee om den utroelige Storhed Paris har; dens Afvexling og Interesse. — Jeg er blevet indført i »Europe littéraire« et Slags Atheneum7 for Paris’s skjønne Aander; jeg havde besluttet, ikke at opsøge Heine, men Skjæbnen vilde at han var den første jeg her traf paa, han kom mig ret venlig imøde og omtalte vor Litteratur meget hæderlig og sagde høit for alle at Øehlenschlæger vist var Europas første Digter. Jeg er blevet anmodet om at give en Udsigt over vor Litteratur, Øhlenschlæger især, samt de yngere Digtere, det oversættes nu paa Fransk og trykkes, men Du skal ikke fortælle det til nogen der snakke derom igjen8. — Heine har besøgt mig, eller rettere Portneren, jeg har kun hans Kort, dog vil jeg ikke give mig af med ham, jeg troer man bør tage sig særdeles i Agt for ham. — Den 29 Juli skal da Napoleons Støtten9 sættes op! hvilken Fest. Det er da en historisk Mærkværdighed jeg oplever. — Jeg har bestemt min Afreise til den 10 August, skriv mig endelig til før den Tid, Du kan bede Arnesen at besørge det ved Skrikke10 gjennem Departementet for de udenlandske Sager, det koster da slet intet, og det er Skik saaledes at sende sine Breve; dette kommer paa denne Maade gjennem Legationen. Giv mig din Adresse; min er: Hotel Vivienne, rue vivienne No 14. — Her ere mange Landsmænd, den som behager mig mest er Artillerielieutenant Dinesen11, et brillant Hovede. — Han besøger mig tidt! — Kammerjunker Carstenskjold12 er meget godmodig, og han tager sig af mine mange Breve, thi tænk, jeg har skrevet nu 21 til Kjøbenhavn, til forskjellige, (Collins have alle tilsammen faaet 9) Du har nu to og Fru Lessøe 1. Ludvig Møller 1. Og slet intet Svar. Dog Du er mig trofast! Jeg glemmer det aldrig. — Hertz13 er jo endnu ikke reist? Han skal vel have større Stipendium. Han fik 400 Specier, jeg 300, jeg har lagt selv 100 til det første Aar, men maa have 50 endnu og det holder knap ud i 11 Maaneder i det Hele. Jeg har ellers været meget syg. Fremmede kan ikke taale Seinevandet og det forandrede Climat; jeg fik det med de voldsomste Brækninger der varede ved i 16 Timer, jeg troede jeg skulde døe; siden har jeg havdt det to Gange endnu, men kun om Aftenen; jeg har maatte søge Apotheket og været slemt angrebet; nu haaber jeg at det er forbi. — Jeg har været flittig med mit store Digt »Agnete«14, tænk Dig, det halve af første Deel er færdig og godt! Du vil glæde Dig, det er lykkedes mig, vor Herre hjælper mig nok til Resten. Det Arbeide vil vist stoppe Munden paa Mange. Med Guds Hjælp kommer det hjem i December dette Aar. — Tak for Alt om Din Søster; hun er dog ikke vred paa mig? — Hils Johan, lad ham læse dette Brev, dersom han er hjemme, ellers hils ham. — Hils Ærreboe, Graae, Jakobæus, Arnesen, Din Frue15 og Frøknerne fra Din oprigt[ig]e Ven
Andersen.
[I Marginen]
Skriv snart!
Vil Du ikke, med mig medens jeg er borte, holde de danske Comedieplacater (de smaae). Du benytter dem og jeg faaer dem alle ved min Hjemkomst og betaler da det halve Honorar. Jeg har de to sidste Aargange.
Udskr:
Til
Studiosus theologiæ C. Voigt
boendes paa Nørregade No 23(?) (første Port fra gammel Torv, høire Side). Kan ogsaa afleveres i Studenterforeningen til Tjeneren Poul, som besørger det.
Kjøbenhavn.
Genua den 30 Sept. 1833.
Først i Rom vil jeg ende dette Brev, men det kan vel more dig at faae lidt fra enhver af de italienske Byer; jeg havde alt tænkt derpaa i Milano, men nu begynder jeg dog først i Genua. Middelhavet vælter Bølger mod Muren under mit Vindue; kastede jeg mit Brev derned vel gjemt i en Flaske, maaskee drev det da til Danmark; jeg synes ordentligt ved Havet at være kommen dig langt nærmere. Hør nu min Flugt! — De gamle Tanter i Locle1 dægede ordentligt for mig, og de smaae Børn græde, da vi skildtes ad, jeg lærte en Deel Fransk der i Huset, hvilket hjælper mig godt i Italien, hvor jeg overalt taler det. — Den 14 September gik jeg over Neufchatel og saae den hele Alpekjæde, som uhyre Vinger halv løftede mod Himlen, en kulsort Sky laae midt paa Søen som en stor Rovfugl og skjulede mig snart med sin Hale de stolte Bjerge. I Lausanne lynede den hele Aften over Genfersøen, og da jeg kom til Martinach var det saadan en Regn og hele Dalen laae skjult med høi Snee, saa det var umueligt at bestige St. Bernhard. Det var ret uheldigt. — Skyerne kyssede Vandfaldet Pischevache i det de fløi forbi, jeg satte mig oven paa Dilegencen og foer langs med Afgrunden; Rhonefloden brusede tæt ved og inde mellem Bjergene tordnede en styrtende Lavine. — For slet Veir laae jeg paa 3die Dag i Brieg, hvor der er et Jesuitercollegium, det var unge venlige Mennesker, der var en Vrimmel af dem; i Nonneklostret vilde jeg ind, men Portnersken gav et Skrig, da jeg satte Foden paa Dørtrinet og raabte »Anglais«! Den 19 Sept: gik jeg over Simplon! hvilken Vei! Dybt under mig gik Skyerne og over mig spadserede de i 3 a fire Afdelinger. Øverst var Iis og Snee. Gletscherne saae ud som grønt Glas. En Lavine havde revet et Stykke af Veien bort, saa vi maatte over en gyngende Bjelkebroe; flere Ørne fløi forbi. — Vi kjørte gjennem sprængte Klipper, Vandfald bruste ved Vandfald og hver faldt de høiere en 20 a 30 Gange Runde-Taarn hjemme, see det er da noget! Ved Isella kom vi ind i Italien; med eet var Naturen anderledes, Luften saa mild; tæt ved Veien groede Kastanier og Figen, deilige Børn laae paa Knæ foran de smaa Kapeller, Druerne hang i store Klasser fra Mark til Mark, et heelt Fadfuldt kostede en 6 Skilling dansk. — Næste Morgen leiede jeg fra Baveno en Baad for den skjændige Priis 8 Frank, (næsten 3½ Rdlr) og roede ud paa Lago Magiore, saae Isola bella, hvor der var en Marmor-Venus, der nær havde smeltet mit Hjerte; her gik jeg under Laurbærtræer og hørte Fiskerne synge saa harmonisk smukt, det var noget andet end naar de hjemme jolle fra Dyrehaven og skrige som Hottentotter. — Lago magiore er ellers slet ikke det, man siger; vi have Søer, lige saa smukke hjemme! Genfersøen er ganske anderledes deilig! Lago magiore med sine boromæiske Øer maae have sin Berømthed fra gamle Dage, da Folk ikke reiste saa meget og saae hvad jeg allerede har seet. Det er smukke, frodige flade Kyster, hjemme mangler vi kun Bjergene; midt ude i Søen besteeg jeg et Dampskib til Sesto, talede Latin (Mirabile dictu) med en Præst, der kunde det omtrent lige saa godt som jeg, og rullede saa samme Aften til Milano, hvor en Vogn med et Selskab en halv Time før os blev overfaldet af 10 a 12 Røvere og mistede Alt! — I Milano var jeg hele 6 Dage, eftersom jeg ventede paa Lieutenant Dinesen og Kammerjunker Neergaard2, med hvem jeg nu reiser hele Italien igjennem. — I Milano er meget sikkert, paa alle Gader gik Soldater, jeg travede ganske ene fra Comedie Klokken 1 om Natten uden at see andet end nogle lurvede Lazaroni der sov paa Kirketrappen. Theatret La Scala3 er det næst største der existerer. 6 Etager Loger, Folk see ud som Myrer der. — Men Operaen og Baletten er mageløs slet; paa det andet Teater saae jeg »Landsbysangerinderne«4. — Domkirken, veed du er heelt af Marmor og er et sandt Bjerg, uendelig stor, jeg var i det øverste Taarn, mod Norden laae Alperne, mod Syden de lave grønne Apeniner. Den 27de tog vi med en Veturin her til Genua og nu maatte vi da prøve det italienske Kjæltringsvæsen, det var rene Carnalier næsten alle sammen, vi havde saa meget Vrøvl, Alt gik ud paa at bedrage os og vi skiftedes til at sidde paa Udkik efter vort Tøi; Snavs og Meister Floher5 fandt vi over alt til det Grændse-løse! Gud skee Lov vi igjen ere i en stor By! Apeninerne er smukke og frugtbare, Figen og Kastanier voxe overalt, Druerne koste næsten intet og smage guddommeligt. Luften drikker jeg i store Drag, det er noget man ikke kan gjøre sig Begreb om hjemme! Havet er som farvet, saa blaat og Himlen 3 Gange saa høi som i Norden. — I Kirkerne hvoraf der ere over 40, finder man herlige Malerier af Raphael, Coreggio, Guido Reni o.s.v. — (Genua den 1ste October) Jeg har været i Dogens herlige Slot her i Genua, Palais ligger ved Palais, en Bro Carignano forbinder to Gader og gaaer høit over de 6 Etages Huse, eet paa 10 Etager, stod kun lidt over Broen. Theatret er næsten som La Scala, jeg saae Elskovsdrikken6 med ny italiensk Musik. — I Palazzo Durazo7 nød jeg en Udsigt over det sortblaae Hav og den hele Omegn med sine begsorte Olivenskove. — Admiralen af Genua gav mig og mine to Reisefæller Tilladelse til at see Arsenalet. Vi kom her ind til 600 Galeislaver, det vare de afskyeligste Ansigter jeg har seet, to og to vare lænkede sammen, som var det kun et Legeme. — Vi bleve laasede ind hos dem; langs med Væggen lænkede fast sove de om Natten; vi vare i Sygestuen, een droges med Døden, Øinene vare brustne, han var næsten grøn i Ansigtet, det gjorte saa frygteligt et Indtryk paa mig, at jeg nær havde faaet ondt, jeg præssede mine Øine til; een af Kjæltringerne, der saae det, loe ganske afskyeligt og rystede med Jernlænkerne. Jeg har gaaet i Gruset af Fjeskos Huus8; deilige gule Citroner hang over Havemuren, barbenede Kapuciner gik forbi og en Dame kyssede Christus-billedet paa dets Fødder. — De stolte Genuesere gaae med røde Huer, om Aftenen synge de saa smukt og Søen ruller tæt op under mit Vindue. Efter Paris er Genua den første By jeg kjender, den hedder og La superba og det med Rette!
Pisa den 7de Oct 1833.
Kjære Ven! Hvilken Masse af Herligheder har jeg alt seet! Gid at du kunde dele det med mig. Den første Dagtour fra Genua var en sand Phantasieverden. Det er en Vei som er kun lidet besøgt, den ansees for meget usikker, vi mærkede intet! Vilde Fjelde hang ud over vort Hoved, under os var Pinie- og Cypres Skove og det uendelige blaae Middelhav, hvor Skibene fløi med snehvide Seil forbi de kulsorte Klipper, Klostre og Ruiner vexlede med hinanden; barfodede Capucinermunke travede forbi, gamle Bønderkoner med hvidt Haar og Haandteen sad som Parcer og spandt ved Husene under Madonnabilledet. — Viinrankerne ere ikke Stiklinger som i Tydskland, nei fra Træ til Træ hænge Rankerne og de tunge Druer ligge ud over Gjærdet. — Efter i tre Dage at have krydset Apeni-nerne kom vi her til Pisa, besteeg det skjæve Taarn og var i Campo Sancto, saae de smukke Frescomalerier og travede om i denne folketomme By, den synes uddød; igaar gjorte vi en Tour til Livorno, hvorfra vi idag er kommen tilbage. Denne gode Søstad behagede os ikke stort, den er mageløs skiden, men Udsigten over Havet til Elba og Corsika er fortryllende. Jødekirken er en sand Børs, skidne Jødeunger stode op [paa Bænkene] rundt om; de Gamle sladdrede i Munden paa hinanden, Spyt og Snavs saae man overalt, og det er jo Europas første Synagoge. Imorgen reise vi til Florents, der faaer jeg vel Tid at skrive lidt mere. Jo større den Masse er jeg seer, desmindre veed jeg at fortælle. Tiden flyver afsted, og min Dagbog maa jeg skrive i om Natten! adio!
Rom den 2den November.
I Florents fik jeg intet skrevet her til dig, og alt er jeg i Rom paa tredie Uge, jeg veed ikke, hvor Tiden bliver af! nu maa jeg dog ende dette Brev. Tænkt paa dig kan du troe jeg ret ofte har; tidligere havde jeg ogsaa sendt dette gamle Brev fra Rom, men jeg har gjort saa mange smaae Reiser og Udflugter til Omegnen, da vi maa benytte det smukke Veir. Men jeg vil begynde fra Florents. Byen saae saare skiden og uanseelig ud og de stolte Palaier ligge skjult i snevre, smudsige Gader, hvor der koges og steges under Guds blaae Himmel; men gaaer man til Kjernen, Kunstskattene, hvilken Verden! jeg var der kun en Uge og den svandt som en Drøm, men jeg kommer igjen til næste Aar og om jeg ikke kom, glemmer jeg dog aldrig de Herligheder jeg har seet. Jeg sad over en Time for den medicæiske Venus, det er Gudinden selv der i Marmoret er bunden her til Jorden; ja, nu har jeg seet en Udødelig! — Raphaels Madonnaer har smæltet mit Hjerte og Titians nøgne Venus grebet mit Kjød og Blod! o hvilke Malerier. Ved Dantes, Galilæi, Michel Angelos og de andre store Mænds Grav har jeg været, tabt mig i Henrykkelse over Madonna del la Granduca9. — O, det lader sig jo ikke fortælle! — Reisen fra Florents til Rom varede i 6 Dage. Det var de piinligste jeg har oplevet og mine to Reisekammerater reise til Søes fra Italien for ei at gjøre det anden Gang. — Italien er Phantasiens deilige Land, Alt er Malerie, men det er ogsaa en sand Svinestie; vi maatte tye ned i Staldene for ei at ædes op af Utøi i de første Gjæstgiverstæder. Vi bleve saaledes stukket af giftige Fluer, at vort Ansigt hovnede; jeg havde over 100 Stik paa den ene Haand, saa jeg vaandede mig i Smerte! Maden vi fik, svarede til dette. Tænk dig, Hanekamme stegt i Olie, raadne Æg og suur Viin; desuden havde vi den Fornøielse at see Bønderne, der traadte Druerne gaae med deres nøgne skidne Been, der vare røde af Druer. Men bort med Elendighederne. Hvor mange prægtige Malerier af Andrea del Sarto og min kjære Perugino saae jeg ikke i Perugia, og paa Veien mødte vi hele 4 Røvere lænket til en Vogn trukket af Stude; det var midt inde mellem Apeninerne; en Flok Gjeder stode i den lave Kratskov af Myrter, der duftede saa deiligt. Kastanier, Druer og Figen hang i Fylde rundt om. — I Terni saae jeg Italiens berømte Vandfald, men det er dog Intet mod de i Schweits; i en lille By hvor vi overnattede sidste Nat før vi kom til Rom, saae jeg udenfor en Pølse-boutik, en feed Munk stige op paa en Stol, to Drenge holdt hver sit Lys ved Siden af ham og nu brølede han en Præken frem, den varede næsten 7 Timer, da den var ude svingede Folk med Huerne og raabte »Viva Maria!« — Den 18 October Klokken 7 om Middagen kom vi til Rom, og jeg havde det Held, at jeg just kom til den store Raphaels Begravelse; det havde jeg mindst troet. Sagen er, at man har gjemt en Hjerneskal der blev udgivet for at være denne berømte Malers; for at forvisse sig om han virkelig laae hovedløs i sin Grav, lod man med Pavens Tilladelse, denne aabne og der laae han heel og holdende; Hjerneskallen var altsaa falsk, skjønt alle Phrænologer have den i Gibsaftryk; nu skulde da Raphael jordes igjen i Pantheon og jeg var heldig nok til at faae Billet; saae Thorvaldsen og Italiens første Mænd gaae i Prosession og hørte Castraterne synge. — Det første danske Menneske jeg ellers saae, idet jeg sprang af Reisevognen var den lille Don Juan, vor gode Ven Leth10; siden sees vi daglig, som det er Skik blandt de danske. Han har gjort Touren med til Æsels ud mellem Albanerbjergene, og jeg maa sige, han har vundet en Deel hos mig, ligesom de Andre synes ogsaa ret godt om ham; thi han er meget naturlig, siger reent ud! »Det forstaar jeg ikke!« »Det kan jeg ikke begribe! jeg er et reent Fæ!« Det er virkeligt meget fornuftigt at han ikke blærer sig, og han har virkeligt valgt det klogeste Partie til at behage. Han er ogsaa meget godmodig, og jeg troer bestemt var han kommet i [gode] Hænder lidt tidlig kunde der nok have blevet gjort noget af ham. — Han er bedre end Mange hjemme, der ikke snakkes det halve om, som om ham og jeg troer virkelig at han har noget Gavn af sin Reise. — (Lad ikke Fremmede læse min Yttring om ham, men siig kun høit det Gode.) — I 14 Dage boede jeg med Dinesen og Neergaard i et privathuus hvor vi for den korte Tid gav den skjændige Priis 21 Species, nu er jeg kommet i et billigere Logie, hvor jeg kun giver 5 Species om Maaneden, har rigtignok kun eet Værelse men med en smuk Altan og en stor Udsigt. — Hver Dag har jeg seet Noget, og dog har jeg kun seet meget lidt af Rom. — Peterskirken er uendelig stor; Høi-Alteret midt i Gangen, der kun naaer halv til Loftet, skal være som Runde Taarn i Høide. — Statuerne i Vaticanet har henrevet mig, Apollo er et Sidestykke til den medicæiske Venus, og du kan ikke tænke dig denne Kraft og Skjønhed. — Jeg har gaaet med Munkene, med mit Voxlys i Haanden, dybt nede under Rom, i de mørke Cathekomber, været i Fredens, Lykkens og JaniTempel. — Capitoliet forekom mig saa bekjendt, men Coloseum næsten overgik min Forventning. Du skulde see denne Kjæmperuin i Maaneskin, naar de Reisende føres om deroppe med Fakler. Det har jeg seet og glemmer det aldrig. — Medens jeg skriver dette, drager flere Hundrede Munke forbi mit Vindue og synge, de bære et Liig og har Voxkjærter i Hænderne11. Drengene samle Voxet op og Folk tage Hatten af. — Forleden gjorte vi en interessant Tour ud i Albanerbjergene, jeg har skrevet noget om den i dette indlagte, lille Brev til Fru Lessøe12, det er ikke forseglet, du kan derfor læse det og see noget om denne Tour, efter at det er læst, vil du da forsegle det, men forskaane Skriften saa meget som mueligt; gjør da den smukke Spadseretour over Volden og til Peblingesøen, giv hende sit Brev og du vil glæde hende og mig. Vil du ikke nok? Mit store Digt Agnete er alt sendt hjem fra Schweits, jeg lagde et Brev deri til dig, som Eduard13 skulde besørge; det har du dog faaet?
Du skylder mig altsaa dobbelt Brev og jeg venter med Længsel der-paa. Skriv ufortøvet og skriv meget! gid at dette og hvad du sender mig maa gaae rigtigt, thi her er meget usikkert med Breve i Italien ; sæt derfor et Nummer paa, for Ex. No 1; det er jo det første jeg faaer fra dig i Italien. Efter Carnevallet, der er i Februar, tager jeg til Neapel, men du hører fra mig strax naar dit Brev kommer. 3 Uger bruger et Brev fra Rom til Danmark og omvendt samme Tid. — Fra Neapel skulde jeg gjerne til Grækenland, men det lader sig neppe gjøre, selv Sicilien frygter jeg at maatte give slip paa og kun besøge Øerne ved Neapel. — Dersom mine Penge-Sager arangeres godt for mig, kommer jeg først hjem i Sommeren 1835, men forlader dog alt Italien i Juli 1834. — Paven har jeg seet, saa jeg kan ham udenad, derimod ikke Gallerierne, thi her er saa meget. Theatret er slet, forleden gav de Søvngjængersken14 som Opera, men de ædle Romerinder, der vare i Choret, vare væmmeligt Stykke; sande fyenske Malkepiger, ja een havde Hareskaar, een var blind og [med] en tredie var der noget galt i Næsen. — Zeuthen15 gaaer meget venligt og philosopherer, slænger med Armene og gnaver lidt, men er ellers ret elskværdigt; Æselet slog ham af i en Bondeby forleden da vi reed til Albano. Letb drillede ham med sin Genre. Maleren Jensen er her med sin elskværdige Kone16, hun spiser imellem med os paa Kneiperne, det er et underligt Liv. Midt inde i Stuen braser og koger man; Gentlemænd og skidne Bønder med Blomster paa Hatten sidde ved de lange Borde, Røgen bølger hen under Loftet. Paa Muren brænder Lampen for Madonnabilledet og udenfor er der næsten altid Prosessioner. — Pres[c]iutto, Geneali, ova og uva17 ere mine sædvanlige Retter tilligemed Parmasane og Vino. (Om disse Ord ere urigtigt skrevet, er der neppe Tvivl, derfor skal du ikke lade nogen Italiener see dem). Siig mig dog engang, hvem har givet »Dagen« de Efterretninger fra Paris, der skal see ud som de vare tagne af mine Breve18. Skriv mig hvad Bladene og Maanedsskriftet19 snakker om mig. (Kritikken, over mine Digte, i Kjøbenhavns-Posten20 har Eduard sendt mig). — Hvor jeg længes efter at høre hvad Indtryk min »Agnete«21 gjør paa dig, den maae jo snart komme ud; dog maae du endelig ikke opsætte det med at skrive til den er kommet ud. — Skriv fransk Adresse paa mine Breve; adresseer dem til Cafe greco i Rom, det er et Sted hvor vi Danske daglig komme og drikke god Caffe, men af store Ølglas. Das ist ein Leben! Dersom du selv taler med Fru Lessøe, da fortæl hende lidt mere end der staaer i hendes Brev; hils din Familie hjemme, glem ikke Johan, og bring Arnesen, Jacobæus, Graae22 og vore fælles Venner en hjertelig Hilsen; de have dog ikke glemt mig? Jeg længes endnu slet ikke; kjender ikke til Hjemvee, men ønsker at Du, og De jeg ret holde af kunde nyde noget af al den Herlighed der omgiver mig. — Om Morgenen er her meget koldt, men opad Dagen brændende Sommer og nu er vi dog i November. Fluerne ere slemme saa jeg maa ligge under et Flor og paa vor Landtour vare vi i større Uro for Skorpioner end for Røvere. — Rundt om Byen hænge deres hvide Been til Skræk og Advarsel, man hører sjeldent om Overfald i Rom, kun eengang i fjor blev en Engelænder overfaldet paa den spanske Trappe, der just fører til min Gade, men jeg gaaer ikke hjem ene, naar det er ud paa Natten. — Mit Brev er blevet meget langt og dog har jeg ikke fortalt dig noget! Verdens Herligheder maa man see! — Men du kommer jo snart, reiser mellem Oranger og Myrther, naar jeg skal lade mig nøie med Fælleden og Lange Linie. — Nu studerer jeg ret Livius og de Gamle, her have de først Interesse for mig! Alt hvad jeg seer lærer mig, hvor lidet jeg veed, hvor uendelig meget jeg maa vide; det og Penge er min tungeste Sorg! Jeg har endnu ikke Idee til at skrive noget, jeg maa først lære lidt; men saa kommer jeg vel nok, om ikke som Gjenganger23; men »det nattegamle Føl«, »det Slagelse Krik«, voxer til en Pegasus, der nok bringer mig til Maalet. Herts er endnu i Tydskland, han giver sig god Tid som sædvanlig; det synes ikke at de Danske sværme for ham her. Lev nu vel trofaste Ven. Altid er jeg din broderlige
Christian.
A Monsieur
Monsieur Chr. Voigt
Studiosus theologiæ
(Nørregade No 23 første Sal)
par
à Copenhague
Hamburg
Dannemark.
Rom den 21 Januar 1834.
Min kjære, kjære Ven!
Uagtet du ikke har svaret mig paa mit sidste Brev, som jeg afsendte Dagen før jeg modtog dit, og den der er ude mere kan trænge til Brev end den der er hjemme, maa jeg dog i Dag sladdre med dig, da Posten intet bringer mig. Det er som jeg var blevet nogle Aar ældre siden jeg sidst skrev; man siger jo ogsaa, at i Syden bliver Folk tidligt gamle, desuden kommer der i de enkelte Breve jeg faaer fra mit Fædreneland saa meget kold Luft at det nedbryder mere paa mit Legemlige end Italiens evige Sommer kan opbygge. Mine Venner have nu eengang den Troe, at jeg altid [skal] have nogle iblandt dem, der kun overøse mig med Kjælerie, og at jeg saaledes maa have strenge fornuftige Venner, der pege paa Pletterne i mit indbildte Blomster-Liv, men Ulykken er at de næsten alle forfalde til denne Stræben og saaledes bringe Alle mig kun Gift og Kulde samlet fra tomme Sladdrere og klygtige Hjerteløse. Du kjære Ven er virkelig een af de faae der ikke synes at sætte en Glæde i at bedrøve mig eller være den Belærende, som jeg ved min Godmodighed har ladet før Enkelte tillade sig. Molbeks Galskab1, som ogsaa Herts antager det for, ja tænk en Gang vil trøste mig [for], er mig bekjendt. Vor Herre veed hvor[for] de fornuftige af Medlemmerne for Maaneds-skriftet tillader denne Sammenskriver, der kun snakker efter Mode, føre Ordet; men hans Tid kommer ogsaa; det vilde see slemt ud, om man rørte op i hans Reise2 der er skrevet ud af Bøger, rørte ved Don Carlos3, Antikkerne og Theatervæsenet4. — Hertz er meget forbittret paa ham. Dog ikke hans Skriverier (Molbecks) gaaer mig til Hjertet, men den ukjærlige Maade man hos Venner5 optager Agnete paa. Denne Eftersnakken, denne mageløse Bitterhed og Fordømmelse af mit Arbeide har i Forening med Mere ret sønder-knuust mig. Alt kom paa samme Tid jeg var noget rystet over min gamle Moders Død6 og man havde nær bragt mig til Fortvivlelse, en lille Feber fulgte paa og nu har jeg mere vundet end tabt ved mine Fjenders Ubillighed. Man bruger her i Italien at lægge en tung Byrde paa Palmetræet for at det skal voxe kraftigt, det samme hændes omtrent med mig, jeg bliver klogere derved, skjønt det er en haard Cuur at komme til Erkjendelse med sig selv og Verden. Hvad jeg i mit stille Sind nu har besluttet veed kun Gud, der vil forunde mig Kraft; jeg er nu blevet et andet om ikke bedre Menneske, Mildhed kunde gjøre mig til det føieligste Barn, det frommeste Menneske; Ubillighed og Kulde føder Trods og Selvbevidsthed. Hvor deiligt er ikke Alt her i Italien, Vinteren var som en For-aarsdag hos os, Roserne have blomstret den hele Tid, Laurbæraleerne havde og har endnu det tætte Løv, Orangerne ere gule og Luften blaae og klar. I Dag har det været Sommer. Lazaronerne gik nøgne, kun med korte Buxer paa, i Gaderne; jeg lever mellem Oldtidens Skatte, mellem Raphaels og Domenichinos Mesterværker, disse Maa-neder komme aldrig meer; jeg kunde have været lykkelig men man har myrdet min Glæde ved bittert at udpege mig; det bittre og Alt — Alt kommer fra Hjemmet. Gud tilgive dem! Lad ingen af vore unge Venner læse eller høre dette paa denne Side, maaskee burde jeg ei engang have skrevet det, men mere end min Moders Død, mere end Molbeck, mere end Dommen over Agnete, er det [det], som har grebet mig. — Dog nok herom! Julen gik meget festligt, det gamle Roma forenede de tre nordiske Riger igjen. Danske, Norske og Svenske udgjorte et Folk; de tre Rigers Vaaben bleve ophængte. Salene vare smykkede med Laurbærgrene; et Granetræ kunde vi ikke faae, men et mægtigt Laurbærtræ. Som Kjættere kunde det ikke tillades os at være lystige inde i Pavens Stad, men vi fik et bedre Locale; 2 store Sale i Villa Borghese tæt udenfor Porten, det ligger mellem en Pinie og Cypresskov, som var ganske grøn; Varmen var saa stor, at vi gik sommerklædte; Alle havde vi Vedbend-Krandse om Hovedet og Damerne Rosenkrandse, thi vi havde danske og svenske Damer. Da de sammenskudte Penge udgjorte over 200 Rdlr. dansk og man desuden gav hver for 1 Rdlr. Presenter, vare der en stor Deel af Værdie, den kostbareste, kjøbt for den bestemte Pengesum til Presenter, var et Sølvbæger med Indskrift: »Juleaften i Rom 1833«. Ved Lykkespillet vilde min gode Stjerne, at det tilfaldt mig. (Det har kostet henved 7 Species). Hertz fik en Antik-Ring, men tabte den paa Hjemveien. Herts er jeg kommet til at omgaaes meget med, det store Roma lader glemme meget af hvad der skeer i det lille Kjøbenhavn, min Ven bliver han aldrig, men jeg har faaet megen Respekt for hans Aand, og vi spadsere tidt sammen, taler om Kunsten og Naturen i den virkelige Verden. Han viser megen Venlighed. Thorvaldsen hædrer mig imellem med sin Vesit, har to Gange hørt Agnete og sætter den lige saa høit, som Folk hjemme sætte den lavt; fornyeligt forærede han mig 30 Conturer af sine Basrelief. Han giver mit Talent megen Erkjendelse7. — Daglig bliver Rom mig interessantere, daglig seer jeg hvor lidet dog 4re Maaneder er her; hvilke Skatte, og hvilken Afvexling i Folkelivet! det er noget vi hjemme i Norden ikke kjender, saa lidet som det mageløse Klimat. Gud hvorledes skal det dog gaae mig, naar jeg kommer hjem til Taa-gen og den evige Vinter. I disse Dage er her en moersom Fest, nemlig St. Antonii, da bliver Dyrene velsignet. Alle Heste og Æsler ere pyntede med Silkebaand og Kanetæppe, Hale og Manke flættet; de føres hen for Kirkedøren, hvor en Fransiskanermunk læser over dem og en anden kaster Vievand paa dem. Alle Vinduer er opfyldte med Mennesker, Madonnabillederne og Korsene ere behængte med lasede Drenge der see til. Julenat saae jeg Christi Vugge, og Juledag kjørte Jesus i Kareth og Soldaterne presenterede. — I forgaars havde jeg et Eventyr med en Nonne; Hertz og jeg spadserede op til deres Kirke, men den var lukket, jeg var kjæk nok til at ringe paa Klosterdøren og nu aabnede en ung nydelig Nonne Døren. Hun skreeg slet ikke, thi Søstrene vare i Kirken, hun talte fransk til mig, havde et saa nydeligt Væsen, rødmede og var allerkjæreste, jeg gad nok have været hendes Søster. Skade vor Samtale var kun eet Minut, den dreiede sig om Kirken: hvor hun sagde der ingen Mallerier var. Siden jeg taler om Skjønhed, maa jeg dog mælde, at Romerinderne ikke gjøre stort Indtryk paa mig. Bønderpigerne fra Bjergene derimod ere ganske deilige og saa klæde de sig saa malerisk, gaae som de fineste Damer paa deres Been. Det er Øine! det er en Figur! Dog maa du nu ikke tro ilde om mine Udbrud; følgende Historie vil overtyde dig om mit gamle jeg. Man maler mig i denne Tid; da jeg forleden sad for Maleren kom en Moder med sin 17aarige Datter og spurgte om han vilde bruge hende til Model; ja sagde han, lad mig see hendes Bryst! — Jeg forstod ikke hvad de talte, da jeg ikke uden man taler meget langsomt kan udtyde det italienske Tungemaal; med eet klædte Moderen Datteren af, Særken faldt — og jeg fik en Rystelse af Undseelse — blev dødbleg, saa Kykler8 mærkede det og Historien om min Undseelse strax fortaltes de Andre. Ja man meente, at jeg burde males med Glorie for min Unbefangenheit. — Næste Gang bliver jeg vel ikke saa forskrækket for det Syn! Mit Portræt er færdigt, ligner ganske ypperligt og skal være mesterligt malet. Flere af Kunstnerne have været hos ham at see det. Jeg er godt og smukt opfattet; min lodne Krave hæver ypperligt Ansigtet. Du veed rimeligvis at for tre Aar siden var her ved Karnevalet megen Spænding, det blev derfor forbudt med Masker, men iaar har Hans Hellighed tilladt disse igjen, saa at Glæden er ualmindelig stor9. I 8 Dage vil nu alle Gader vrimle med Harlequiner, Pieroter etc., det vil blive glimrende som i Gøthes Tid. Jeg veed endnu ikke hvad Maske jeg tager, istedetfor altsaa at reise i disse Dage til Neapel, bliver jeg Karnevalet over og kommer omtrent den 12 Februar til Neapel, hvor Vesuv vist vil vise sig meget straalende, da det i den sidste Tid har været saa uroeligt. Jeg gjør da Udflugter til Salerno, Øen Capri og de græske Ruiner i Pestum, længer kommer jeg vist ikke. Ved Terracina som du kjender af Fra Diavolo er der i denne Tid en afskyelig Røverbande, der mishandler de Reisende; fornylig har de skaaret det mandlige Lem af en Præst; dog tænker jeg at slippe heelskindet igjennem, lidt Fare gjør Reisen interessantere! gjøre de Kaal paa mig, da faaer du i dette Brev det sidste jeg skriver til Danmark. laftes var her en stor Fest i Rom, der blev to Kardinaler valgte, den eene var Roms Politimester. Husene vare illuminerede med brogede Papirs Lykter (!) og paa Gaderne brændte Tjæretønder, der vare flere Musikchor og Drengene skjøde smaae Kanoner af paa Fortougene. Hver Dag er en Fest, og da her ere 366 Kirker og henved 100 Gallerier, seer du nok, man næsten aldrig bliver færdig med at see, især da hver Plet har sin Mærkværdighed. I disse Dage er det fuldkomment Sommer; jeg har slet ikke haft i Kakkelovn i denne Vinter. Det er et Klima imod vort barbariske med den evige Vinter, der i 6 Maaneder har Taage og i 6 iiskoldt Solskin, som kaldes Sommer! — Her er 6 Theatre men de ere alle middelmaadige saa at jeg i 3 Maaneder kun har været 4 Gange i Komedie. Rygtet siger at Siboni og Fonseca10 kommer hertil, er det sandt? Leth er rimeligviis nu i Paris. Hvorledes almindeligviis en Dag i Rom gaaer for mig, vil jeg skildre dig, maaskee kan det fløtte dig i Tankerne herhen. Mit Værelse er med Steengulv, min Overdyne et tyndt Teppe, mit eneste Vindue, skjønt Værelset er 4 Gange større end dit, er paa en Altan dør, som aabnes indad; udenfor voxe Blomster og Urter, og jeg seer over Naboens Orangehave til det ga[mle] Qvirinal. Klokken [Hul] gaaer jeg ud, forbi Thorvaldsen og ned af den uhyre høie spanske Trappe til Via Condotti for at drikke min Kaffe i Cafe greco11, her finder jeg Landsmænd og Engelændere, Grækere kort alle Nationer. Jeg læser i de italienske, engelske, franske og tydske Blade, thi det ene Sprog hjælper paa det andet, aftaler nu med nogen at gaae i et eller andet Billedgallerie, eller hører om der er en Kirkefest, i modsatte Tilfælde traver jeg ud til det gamle Rom, kravler om paa Keiserborgen eller gaaer til et eller andet nærliggende Kloster; Klokken 12 samles vi til Middag i Lepri, drikker vor Viin og spiser nogle italienske tynde Retter og flyver saa i Caffeen. Jeg gaaer nu hjem at arbeide eller vandrer om mellem Ruinerne; Klokken 24 efter romersk Benævnelse, men Klokken 5 efter Dansk, er jeg med de andre igjen i Caffeen et Qvarteers Tid, gaaer saa om og seer Folkelivet og tilbringer Resten af Aftenen i Kneipen = Osteria e Cusina, som det kaldes; her sidde gamle og unge Kunstnere, Tydske og Danske i lystig Forening; vi faae hver vor Viinflaske; nogle sidde i Skjorteærmer, Alt er saa frit som muligt; Sang og Vittighed vexler. Zeuthen kommer hver Aften i Schlaffrock og en frygtelig stor Stok i Haanden, han seer ganske ypperlig ud; en sand Philosoph. Han har ellers vundet os Alle ved sin Godmodighed. Efter Kneipen gaae vi tidt i Maaneskin til de gamle Ruiner eller jeg sidder og arbeider til ud paa Natten; seer jeg da ned fra Altanen, saa gaaer der enten en betænkelig Skikkelse, indsvøbt i Kappen og lurer, eller der kommer en lystig Ungersvend med Zitaren, som han spiller paa. Man synger hele Aftenen paa Gaden og naar mit Humeur er der til, traller jeg danske Viiser med saa høit som nogen Anden. Her er uhyre megen Frihed. Bæres Sacramentet om, da knæle alle Mennesker paa Gaden, den Fremmede behøver kun at tage Hatten af. — Saaledes som mine Pengesager nu staae, nødes jeg alt til at være hjemme i September; jeg kan græde, naar jeg tænker derpaa. Til Paaske er jeg alt fra Neapel igjen og her tilbage i Rom; men bliver kun her 3 Dage og reiser saa til Florents og Venedig; lad mig derfor finde et Brev fra dig her i Rom, men send det saaledes hjemme fra, at det kommer her til Cafe Greco før Paasken (18 Dage bruger det fra Danmark til Rom). I Neapel skal jeg begynde paa et Brev til dig, men som jeg først afsender fra Florents. Her følger et Brev til Collin12; det er aabent, da det saa ikke gjør dette Brev dyrere for dig. Vil du sætte en Oblat for og naar denne vel er tør, sende det til sin Bestemmelse; du seer det er af Vigtighed. Hils Arnesen, beed ham skrive et Par Ord i dit Brev, hils din Frue og hendes Døtre, Jacobæus, Graae og især din Familie.
Din broderlige
Andersen.
Kjøbenhavn d. 12 Febr. 1834.
Kjære, bedste Andersen!
Allerede for en Tid siden havde jeg begyndt paa et Brev til min kjære reisende Ven; jeg begyndte nemlig strax efter Nytaar, hvor haardt det end var mig dengang at skrive; det var nemlig opfyldt med et temmelig vidtløftigt Udtog af Molbechs Recension i Maaneds-skrig1, og jeg havde der paa Din Viis søgt at drage Honning ogsaa af giftige Blomster; om det nogenlunde var lykkedes mig, det veed jeg ikke, det er ogsaa ligegyldigt, da det nu er brændt, efterat jeg har faaet dit sidste Brev, der baade glædede og bedrøvede mig; skulde jeg slutte af det til Dit Humeur og Befindende overhovedet, da har jeg uddraget et meget sørgeligt Resultat; men jeg har paa den anden Side betænkt, at Du ofte har (om jeg saa maa sige) mørke Øieblikke, hvori Dit Humeur er meget slet; nu haaber jeg, at Du netop har skrevet i et saadant. Ei sandt, kjære Ven! Du er ikke altid saa fortvivlet, saa opbragt paa Dit Fædreland, fordi en enkelt gal Recensent er uretfærdig mod Dig? Du er ikke altid vreed paa Dine Venner, fordi nogle af dem ikke har forstaaet Din Agnete og Dig?
Det første Brev, jeg fik fra Dig fra Rom, er det interessanteste Brev, jeg har faaet fra Dig; hvor ofte har jeg ikke læst det! hvor inderligt har jeg ikke glædet og moret mig, hver Gang jeg har læst det, og hvor mange Andre har ikke det samme ved at høre det. Italien har aldrig forekommet mig saa bekjendt, og dog har jeg aldrig siden jeg var Barn, længtes saa stærkt efter at gjøre dets nærmere Bekjendtskab. Dit sidste Brev, som jeg fik i Forgaars, har jeg alt omtalt; det er jo da rigtigtnok kun den første Side der er saa haard, men den er og saa god som saa mange; det Øvrige er meget interessant, især, dersom der i det næste Brev kommer en Beskrivelse af Carnevallet som Supplement; efter den længes jeg meget. At Du omgaaes saa venskabeligt med Hertz morer og glæder mig. Det er jo interessant at see 7 litteraire Uvenner at være gode daglige Venner, han er vist et meget godt Mske, men noget sær. Din stærke Lovprisen af Italien paa Danmarks Bekostning skriver jeg paa den øvrige Bitterheds Regning: besynderligt om Du aldrig skulde føle nogen Slags Hjemvee. At det gjorde et stærkt Indtryk paa Dig, at Du paa eengang fik alle disse Efterretninger fra Hjemmet, kan jeg vel tænke; men det, at de alle kom paa eengang, har vistnok ogsaa bevirket, at Du har betragtet hver enkelt langt farligere end de virkelig vare. Det er sandt, Molbech har været grov, men netop det, at han har været saa overdreven uforskammet og grov har skadet hans Sag; der er ingen som jo finder, at han har været uretfærdig. Da hans Hensigt uden Tvivl er paa dine Skuldre at hæve Palludan-Møller2, saa troer jeg dog rigtigtnok, at han har fejlet i Middelet, hans uæsthetiske Hensigt og den uretfærdige Maade, hvorpaa han søger at naae den, har skadet Møller og jeg troer gavnet dig. Hvad nu din kjære Agnete angaaer, da maa jeg jo rigtignok tilstaae, at saavidt min Erfaring naaer, saa har hun ingen sønderlig Lykke gjort. Nogle sige, det er Emnets Skyld; dette er saa fuldkomment behandlet og afrundet i Kjæmpevisen, at det umuligt kan være dramatiskt, at de enkelte Figurer træde frem som Marionetter uden Nødvendighed og uden at virke paa det Hele. Poulsen (fra Odense)3 siger, at Digtets Idee egentlig ligger udenfor Digtet selv, og derfor vanskeligt vil findes af almindelige Læsere, men at Forfatteren med langt mere Fasthed og Udholdenhed end han havde ventet, har vedligeholdt den, og derved er den bleven mindre lyrisk smuk. Saaledes er vi kommet til det jeg har imod den; jeg indseer det, det er ingen Feil, vel snarere et Fortrin ved den, at det Lyriske er traadt tilbage for Digtets Eenhed, for at Ideen bedre kunde afrunde sig til noget Heelt; man seer, at det er intet Barn, der har skrevet den; dersom jeg ikke feiler, saa er det det første Digt, hvori (efter Heiberg4) det Umiddelbare ikke spiller Hovedrollen, hvor Du har stillet Dig udenfor og betragtet Forholdene. Men Du veed, hvormeget jeg har elsket det Barnlige, Dit eget elskværdige Jeg i Dine Digte, derfor maa det ikke undre Dig, at jeg først maa vænne mig til denne, jeg troer totale Forandring i dit Væsen.
Nu er det Sengetid (12½), snart faaer [Du] mere. Lev vel.
d. 1 Martz.
Forrige Gang jeg skrev, brød jeg temmelig pludselig af; jeg skal nu see at fortælle Dig lidt om Mskene her. Arnesen og Jacobæus have meget travelt, de gaae op denne Gang, tænk A gaaer op5!! Gud veed, hvorledes det vil gaae; en Poet, eller (dersom du nægter det) saa dog en vittig, morsom Person, kan vist ikke godt forenes med jus, han er ogsaa meget fortvivlet. Graae har antaget en Informator-Plads i Jylland, han reiser i Slutningen af denne Maaned. Johan og mine Kjære i Faaborg leve vel og bede dig hilset. Vore øvrige Venner leve vel. Med G. Collin6, der er blevet Kammerassessor, spiller jeg Dam hver Dag i Foreningen7. Det mærkværdigste i Litteraturen er »Amor og Psyche«, lyrisk Drama af Palludan-Møller, han har nu sat sit Navn paa; det er virkelig smukt, det overraskede mig meget, jeg havde ventet et Sidestykke til Danserinden, men dette staaer langt, langt over. Heiberg har begyndt igjen at udgive »Flyvende Post«8, der er en meget kjedelig Schweizer-Reise9, forresten har der været adskillige gode Stykker. Øhlenschlägers »Dronning Margarethe«10 finder jeg smuk, jeg troer den er bedre end »Tordenskjold«11. Paa Theatret skal opføres »Pharuk«12 paa nye, »Tempelherren og Jødinden«13 (den erindrer jeg, at Du siger at have seet i Paris) og »la Straniera«14; man siger, at Øhl. skriver paa en ny Tragedie: »Røverne i Terracina«15. Skuespiller H[olst] skal giftes i næste Maaned16. Nu falder det mig ind, jeg maae ikke glemme at sige Dig, at jeg bragte Frue Lesøe17 dit Brev i Vinter, at jeg talte temmelig længe med hende. Du har vist før omtalt mig for hende, hun tiltalte mig saa bekjendt, saa moderligt, jeg kunde meget godt lide hende, i alt Fald morede det mig at see en Frue, der af min kjære Andersen betragtes som hans Moder. Lev vel, om 8 Dage sender jeg Brevet.
d. 11 Martz.
Dersom nu dette Brev skulde komme for silde! Jeg vil haabe, at Du bliver Paasken over i Rom, hvis ikke, da frygter jeg, men det var dog for haardt at have skrevet alt dette til ingen Nytte. I Løverdags blev jeg forhindret. H. P. Holst har udgivet et Bind Noveller18, der er noget kjedeligt Hverdagssnak og en ynkelig Efterligning af Hverdagsforfatteren. W. Holst (Skuespilleren) har indgivet en Tragedie (Christian d. 2den), der er, saavidt jeg veed, temmelig maade-lig, den blev ikke antaget af Directionen. Du taler i Dit Brev slet ikke om, hvad Du nu skriver, eller om Du skriver noget, det længes jeg efter at vide. Agnete læste jeg i Aftes, og hver Gang jeg læser den, bliver den smukkere, jeg begynder alt at holde lige saa meget af den som af dine forrige Digte; fra L. Müller og Hillerup, samt alle Bekjendte skal jeg hilse.
Kjøbenhavn d. 11 Martz 1834
Din stedse trofaste
Cb. Voigt
Husk, at du lovede mig et Brev fra Florenz. Kommer Dit Portrait hertil og paa Udstillingen i Foraaret, eller hvor bliver det af? Jeg længes efter at see det.
Monsieur
Monsieur H.C. Andersen
Voyageur danois, Café Greco
via de’ Condotti
Rome.
Neapel den 18 Marts 1834.
Min kjære eiegode Ven!
Den sidste Dag jeg er her, maa jeg dog tale med dig om al den Herlighed, min Sjæl har inddrukket i dette sande Paradis. Men jeg maa knøtte Traaden fast til Rom, hvor jeg i mit sidste Brev forlod dig, og da løst skizzere den hensvundne Tid, hvori ligger et heelt Menneskeliv hjemme. — Gregoir XVI gav da de Fremmede og sine Romere Karneval. Tre Timer hver Eftermiddag var i 8 Dage Rom forvandlet til en Maskeradesal. Lystigheden begyndte med, at de stakkels Jøder maatte trave op paa Capitoliet og paa en ydmyg Maade bede om Tilladelse til at blive i Rom og istedetfor at løbe selv i Gaden at give en Pengesum og lade Heste træde i deres Sted. Korsoen dvs: Byens Hovedgade var opfyldt med Masker, Vogn kjørte ved Vogn, og Fodgjængerne snoede sig imellem. Fra alle Sider regnede Confetti ned, en Art Kalkkugler. Hele Kurve fulde hældtes ned paa os. — Den første Dag stødte jeg paa Herts, og nu kan du troe der begyndte en Kamp! Romerne toge Deel deri og raabte til ham: »Bravo Francese!« og til mig: »Bravo Inglese!« — Da min Confetti imidlertid slap [op] maatte jeg ind i en Sidegade at kjøbe for nogle Bajocci, idet jeg nu vil stikke Pengene i Lommen, der var 3½ Scucli (3½ Specier) deri, bliver den revet mig ud af Haanden, og jeg faaer Ansigtet fuldt af Confetti, mens Tyven løber; det ærgrede mig og spolerede mig Glæden den første Dag, det var som jeg i det nye Aar aldeles ingen Glæde maatte faae. — Men jeg vilde nu være glad og søgte at glemme det. Næste Dag var der en Kamp igjen med Herts, hvori jeg var den seirende, han flygtede ind i en Skomagers Boutik, tog et Par Støvler og truede mig med istedetfor den Confetti, han ikke havde. Et lille Eventyr havde jeg med nogle engelske Damer, der ideligt slog Confetti paa mig; jeg sprang da op paa Vognen og nu kastede den smukkeste en Blomsterbouket paa mig, som jeg gjemmer endnu. — Du skulde see denne brogede Vrimmel af Harlequiner, Pjeroter, Hyrdinder etc. og saa det lystige Væddeløb med Heste, som hver Dag endte Karnevalet. Hestene bleve gjort rasende ved at give dem brændende Ild paa Ryggen, de fløi afsted, og tænk dig, de løb midt igjennem Menneskevrimmelen uden at der var Skillerum i den lange ikke brede Gade, dog skete der ingen Ulykke, kun en Dreng blev traadt ihjel. Paa Theatrene var glimrende Festiner, jeg var en Aften i eet og Rygtet gik, at samme Nat blev Een myrdet oppe i en Loge under Musik og Dands, Polletiet søgte ivrigt efter Morderen. Karnevalet endte med Mukoli-festen1, Enhver løb med et brændende Lys i Haanden, som Modpartiet søgte at slukke. I Millionviis svævede Lys paa lange Stænger fra Vinduerne og Balloner med Voxstabler dalede ned fra de øverste Etager; du gjør dig intet Begreb om det glimrende Syn og den Skrigen, der var. — Dagen efter Karnevalet reiste Herts, Zeuthen og en Nordmand ved Navn Berg2 sammen til Neapel. Vi maatte betale Reisen meget dyrt, da alle vilde fra Rom, hvor Fasten begyndte. De Danske her, morede sig meget over det Tilfælde, at vi skulle reise sammen og spaaede os megen Morskab. Zeuthen, maa du vide, har paa sit lange Ophold i Rom lagt sig meget efter at ligne de gamle Philosoffer i deres Særhed og ved Mangel paa Fiinhed og almindelig Omgangs-Tone at være piquant. Det gik ellers mod Forventning godt den hele Reise. Paa Albanerbjergene fik vi Snee, men i Sumpene var alt deiligt Foraar. De vilde Bøfler gik i det høie Græs og pladskede i Vandet. Da vi kom til Terrazina, som du kjender fra Fra Diavolo3 var der ganske Sommer; det deilige blaa Hav hilsede os og vi spadserede under de smukke Palmetræer. Det var just din Gebursdag den Dag og da vi om Aftenen kom til Bords drak Herts og Jeg: Christian Voigts Skaal i rød Kalabreser-Viin og sang oven paa Visen af Fra Diavolo. Zeuthen var saa nobel at klinke med. — Da vi Dagen efter kom til Mola di Gaëta blev vi alle som ude af os selv af Henrykkelse over den rige deilige Natur. Træerne bugnede af Citroner og Oranger, der var en heel Skov af disse, og Havet laae saa uendelig blaat for os med sine Skibe og Øerne, der lignede svømmende Sommerskyer. Fjerde Dag kom vi til Neapel, der efter Paris er, som By, den herligste jeg kjender. Vi havde imidlertid det Uheld at de to første Vertshuse vi kjørte til vare opfyldte. Der holdt vi nu midt paa Torvet. En Mand tilbød os da privat Logie, og Herts og Berg gik for at see paa dette, idet de paalagte mig at sørge for at Veturinen blev paa samme Sted, til de kom tilbage, da de ellers ikke kunde finde ham. Neppe ere de borte, saa kjører han afsted, jeg raaber: han skal holde, og da han bliver ved, skriger jeg paa Zeuthen, som sad i Kabrioletten, at han skal faae Kudsken til at holde. Den gode Magister, som sad hensjunken i sig selv, foer op og spurgte, hvad det var. Jeg sagde, at Kudsken skulde holde o.s.v. — »Ja, svarede Zeuthen, der ere Ingen, som have sagt noget til mig, og [jeg har] ogsaa en Stemme, nu skal han kjøre!« — »Men vær dog fornuftig,« sagde jeg, og [raabte] til Kudsken: »holdt!« — Da begyndte Philosophen paa sin Maade at skrige, at jeg havde »en beskidt Kjæve!« og skældte mig saa nedrig ud, at jeg formeligt forsteenede og lod Kudsken kjøre med mig og den gale Mand hvor han vilde. Vi maatte da lade en Dreng gaae efter de Andre og saaledes kom vi til Ro hvor Herts efter at have hørt den Gales Opførsel [udstreget Paroxysme] tilbød mig at dele Værelse med mig, saaledes oplevede jeg noget lignende som Øehlenschlæger og Baggesen4, uden at jeg ligner mig med hiin, at min æsthetiske Uven og jeg bleve Stuekammerater. Herts viiste sig den hele Tid særdeles elskværdig og vi vare begge eenige i, at Zeuthen var et farligt Menneske at omgaaes, som det virkeligt rafler (!) imellem for. Neppe troer jeg ogsaa at det hede Klima og den italienske Viin, som han ikke taaler, virker godt paa hans aandelige Jeg. — Men nok om denne Ubetydelighed. — Vi fik ved vor danske Ministers5 Hjælp gode Værelser og er blevet indført i flere Huse, især har jeg været meget ude og det baade til Middagsgilde og Bal om Aftenen. — Hvilken Lykke for mig at Vesuv er saa uvenlig. Alt i 3 Maaneder før jeg kom havde det uafbrudt kastet Ild og Lava. Alt første Aften jeg kom saae jeg den røde Lava i tre Strømme, hver saa bred som Peblingesøen, slynge sig ned ad Bjerget og speile sig i den klare Bugt. — En 14 Dage efter vor Ankomst besteeg vi det. Vi kjørte til Herkulanum og saae her de øde Værelser under Aske-Dyngerne, toge nu Æsler og reed mod Aften opad Bjerget. Vi kom over en heel Lavamark, der lignede en udbrændt Verden. Al Vegetation ophørte, og da Æslerne ikke kunde stige længer gik vi med Føreren op ad den øverste Top, der bestaaer af kulsort Aske. Ved hvert Skridt glede vi ½ tilbage, det var særdeles trættende og Herts sank flere Gange udmattet om, vilde endogsaa have givet tabt og blevet tilbage, men Berg og jeg fik ham under Armen og saaledes kom vi efter i en Time hvert Øieblik at have sjunket i til Knæene, op til hvor selve Kjædelen staaer, eller rettere det sidste høie Punkt med Krateret. — Det var en Lava-Slette vi stode paa eller rettere, det var sønderknuste Lava-Klipper. Maanen stod op lige over Krateret og skjultes hvert Øieblik af den beegsorte Røg der hvirvlede op, det blev da sort Nat om os, vi maatte holde hinanden i Haanden indtil det atter lysnede. Grunden under os bævede, en uhyre Ildsøile steeg fra Krateret og gloende Stene faldt ned nogle Favne fra os. For nu at komme frem til Lavastrømmen maatte vi over een der for et Døgn siden havde været flydende, kun den øverste tynde Skorpe var sort men gjennem Spalterne skinnede den røde Ild; der maatte vi nu ud, dersom Skorpen var bristet havde vi sjunket i et Ildsvælg. Det brændte os saaledes under Fødderne at vore Støvler gik itu og vi kunne (!) kun nogle faae Minutter udholde Heden og Svovldampen; foran os strømmede den blodrøde Lava som en tyk Ild-Velling der farvede Skyerne røde. — Det var et Øieblik i mit Liv jeg aldrig vil kunne glemme. — Den største Udflugt jeg gjorte fra Neapel og som skulde erstatte mig Sicilien, var en Reise paa 5 Dage, hvor vi gik ind i Calabrien og saae de skjønne græske Templer ved Pestum der skal staae endnu fra den heroiske Tid. Jeg vil i Korthed fortælle dig lidt om al den Herlighed jeg her lærte at kjende. — Vi tog fra Neapel til Torre del Anunciata og vandrede derpaa gjennem Viinhaver op ad til Pompei. Hvilken forunderlig Følelse var det ikke at gaae i disse øde Gader, læse Navnene paa Muren af de som boede der, skrevet i hiin Tid. Jeg var i Diomedes Viinkjælder, hvor Viinkrukkerne endnu laae. Theatrene saae ud, som man endnu igaar havde spillet paa dem. Orchester, Scene, Alt var særdeles godt vedligeholdt. — Unge Grædepile stode skudt op mellem Marmor Templerne. Farverne paa Malerierne og Væggene i de enkelte Huse, vare saa friske, og de deilige Mosaikgulve saa lækkre at gaae paa, at det kildrede op i Hjertet. — Samme Dag kjørte vi til Salerno (du behager at følge mig paa Kortet); her var saa mange Betlere at vi eet Sted blev omringet af over 50, der tilsidst kastede Stene efter os, da vi Intet gav dem. Folkene inde i Calabrien er i det Hele som en Slags — Vilde. Vi saae i Salerno Gregoir VII Grav o.s.v. og foer næste Dag med fire Heste til Pestum. Hvilken stolt Natur. Tidsler og vilde Figen voxte over Templernes Gulv. Som Colosser stode de skjønne Søiler [Hul i Papiret], Oldtidens Roser som Sybariterne her samlede vare forsvundne, men [Hul i Papiret] et Violbed, Alt svømmede i Viol-Duft! Da man ikke kan overnatte her, maatte vi endnu samme Dag tilbage til Salerno. Morgenen efter leiede vi en Fiskerbaad og seilede paa det deilige blaae Middelhav, der seer ud som det var farvet. Da vi kom til Amalfi fandt vi det saa smukt, at vi bleve der. Man fortalte os, at i de sidste 4 Aar havde den strængeste Vinter været 8 Graders Varme. Her var ganske Sommer. Lazaronerne laae næsten nøgne i Sandet, skjøndt det kun var midt i Marts Maaned. Olietræerne vare hentørrede af Hede, og Solen brændte som i Afrika. Vi sad om Aftenen paa Altanen og saae paa det uendelige Hav, der var ganske melkehvidt, Himlen rosenrød og paa Strandbredden sang Fiskerne deres Aften-Psalme til Madonna. Afrikanske Baade laae trukket op paa Sandet og nogle Tunisere sad og røg Tobak paa Klippeskrænten. — Morgenen efter gik vi igjen ombord. Det hele Hav var som et hvaddret [a: vattret] Baand, saa svagt krusedes det af Luftningen. Blaaheden lader sig ikke beskrive. Middelhavet ligner slet ikke Vandene mod Norden, det seer ud som en ætherblaae feed Olie. Opad Dagen naaede vi Capri, den skjønne Ø, hvor Tiber svælgede i Vellyst. Søen begyndte imidlertid at gaae stærkt, og for at see den blaae Grotte, Capris første Mærkelighed, maatte vi i smaae Baade, som kun rummer to Personer. De vippede der som Nøddeskalle. Den blaae Grotte er først opdaget for 4 Aar siden af to Tydskere6, der svømmede ind i dette af Indvaanerne kaldte: Hexehul. Man maa næsten den halve Ø omkring for at naae derhen; Klipperne ere lodrette, saa at ei den bedste Svømmer kan rædde sig, kæntrede Baaden; desuden er her mange Haier. Min Roerkarl var en daarlig Makker; jeg kom en halv Time bag efter de Andre!
Paa Klipperne voxte røde Søæbler, der i Brændingen saae ud, som Klippen blødte. Indgangen var saa lav at vi maatte sætte os paa Bunden af Baaden; nu kom vi ind i en Hule, hvor Søen var saa stille, som seilede vi paa en fast Masse; Hulen selv saa stor, at vore 6 Baade mageligt seilede bag efter hinanden i en Cirkel. Vandet saae ud som brændende Spiritus, det var som om vi seilede paa Ætheren, og naar vi slog deri, blev Draaberne ganske rosenrøde. Hvælvingen, Baaden, vi selv, Alt saae ud som blaae Æther. O! det var et Tryllerie, som ingen Digter kan besynge, ingen Maler give med jordiske Farver. Næste Dag besteeg vi Ruinerne af Tibers Villa, seilede derpaa til Sorent og gik den deilige Bjergvei, mellem Viinskove og Orange-Haver, langs med Havet, til Castelamare, hvorfra vi kjørte til Neapel. Min onde Stjerne vilde, at jeg skulde komme paa Vogn med Zeuthen denne Tour, men ved en aldeles Taushed søgte jeg at undgaa hans Udbrud; dog fik vi Leilighed til at see, at han ikke engang er godmodig. Vred over at jeg ikke vilde boe sammen med ham, eller Gud veed hvad, gjorte han Følgende. Herts sidder paa en anden Vogn og idet denne krydser vor, gjør Herts Tegn til mig og jeg kaster med Fingeren et Kys til ham. Nu bryder Zeuthen ud: »see hvor de to spiller Komedie! Ja Andersen vil vinde ham, og jeg troer det lykkes!« og nu fortæller han i min Nærværelse to Fremmede i Vognen, hvilket Forhold der havde været mellem os i Dannemark. Jeg sagde det ogsaa til Herts med det Tillæg, at da han behandlede mig med Venlighed, var det min Natur imod at være anderledes end jeg var, men at jeg slet ikke handlede af nogen Hensigt. Herts blev da meget vred, og Magisteren har neppe spundet Silke derved. Jeg vil slet ikke omtale, hvorledes han i Gjæstgiverstæderne gjorte sig til Nar ved sit Væsen, hvorledes han ved Bordet spottede, ræbe[de] etc. som den pantsatte Bondedreng blot for, som han troer, at være naturlig. — I en Kro tog han Viinflasken, som var tom, og vred derover kastede den i Steengulvet, men blev yderlig forknøt, da vi Alle loe ham ud, og Vertinden opløftede sit frygtelige Skriig. »Hvad koster den? Hvad koster den?« spurgte han i Hast og greb i Lommen. Tidt har han saaledes inderligt moret mig. Men nu nok herom, han fortjener for sit Galskab og sit onde Blod at gjøres latterlig, og jeg har Grund og Ret at gjøre mit dertil, hvilket jeg ogsaa har sagt ham. En meget interessant Tour gjorte jeg for nogle Dage siden til Øen Ischia. Vi kjørte ud gjennem Posylypgrotten7, der er en hulet Hvælving gjennem Bjerget og strækker sig næsten en dansk Fjerdingvej saa at den Dag og Nat er oplyst med Lamper. Tæt ved ligger Digteren Virgils Grav, hvorfra jeg her sender dig et Blad. Vi gik nu til Agnano-Søen8 og saae Hundegrotten, hvor en syndig Hund blev lagt og fik Krampetrækninger. Grotten selv seer ikke større ud end et Sandhul9 hjemme. Jeg var selv derinde og lugtede til Jorden, det var saa afskyelig en Stank, at Fanden ikke kan efterlade sig den bedre, og den Lugt maatte vi hver give 24 Skilling dansk for. — Derpaa saae vi Pozzuoli; vandrede i Gravgaden, i de gamle Templer, hvoriblandt Jupiter Serapis’s tiltalte mig. Søevandet stod over hele Gulvet, og Fiskene løb der over det hvide Marmor; som vor danske Poet i Rom: Bøtcher siger: »Aalen legede paa Gudindens hvide Marmorbryst10«. — Siden drog vi til Lucriner11 og Avernersøen, hvor vi kikkede ind i Underverdenen og kogte Æg i det kogende Vand, der strømmer ud af Nero’s Bade. Du skulde have kravlet med os omkring i Solfataras Svovlkrater, seet den grønne Røg piple ud af Fjældet og Svovlet koge ved dine Fødder, det var en sand Næse-Nydelse, men saa drak vi Falerner-Viin12 bag efter og tænkte paa Horatz, der havde besjunget den. I det gamle Bajæ staaer Veneris og Mercurs Templer endnu i god Stand, blomstrende Mandeltræer skyggede over de gamle Mure. Med en lille Baad seilede vi fra Bajæ om Kap Mysenum, men nu fik vi slig en Søegang, at vi maatte have Seilene ned og det var næsten umueligt for Roerkarlene at arbeide imod. Da vi kom forbi Procida, reiste der sig ude paa Søen, nede imod Gaeta, en Skypumpe, der som bekjendt trækker alt med sig eller hvirvler ned i Dybet. Nu kan du troe der blev roet, og jeg først blev let om Hjertet, da jeg var paa Klippegrund. Paa Ischia var ellers ganske Vinter, og her saae vi første Gang bladløse Træer og Sneen ligge nogle Tommer over Jorden. Vi besteeg Klipperne, gik i det udbrændte Krater og saae de velgjørende Bade. Hjemtouren var endnu ubehageligere. Søen var ganske seladongrøn og med Skum, og vi blev af Brændingen næsten kastet mod Klipperne; vi droge nu til de elysæiske Marker13, hvor vi med eet fandt Sommer og styrkede os med den deilige hvide Lacrymæ Christi, jeg troer Jordens bedste Viin. — Gid jeg kunde tydeliggjøre dig det ubegribelige Farvespil, som Naturen her fremviser. Hver Aften gik jeg ved Neapels Strandbred, og hvergang viiste sig en nye Scene. Du skulde see, hvorledes Luft, Hav og Bjerge smælte hen i det deiligste Lilla, de halv nøgne Fiskere med deres kraftige brune Lemmer trække Baadene op paa Land. Ofte er Vandet azurblaat, Bjergene ganske rosarøde, og Øerne svømme som Skyer paa Vandet. I de sidste Aftener har det været forunderligt gribende. Vesuv ligger med Snee, og henad denne løber den blodrøde Lavastrøm, der skinner ganske rød paa det mørke Vand. — Det er en sand Feeverden, jeg nu skal forlade! O Gud, imorgen er det Hele forbi for mig. Det var en Drøm, en smuk Drøm, som jeg aldrig drømmer meer. Fra Kunstens Side har jeg ogsaa været heldig ved at træffe her Verdens første Sangerinde: Mad. Mallibran14. Jeg har hørt hende i 3 Stykker, i Bellinis yndede Norma, i Il Barbiere di Seviglia og i La prouva d’un Opera Seria af Gnecco. Den berømte Lablache15 spilte Figaro, og det ganske mesterligt. Neapels Musæum er særdeles riigt, og der ere utrolige Skatte fra Pompei. Jeg har hvilet mig paa en Divan derfra, hvor endnu Lædder (!) og Fryndser vare hele. Deilige Tegninger paa Vaserne og smukke Malerier. — Den kongelige Familie har jeg i Dag, til St. Josephs Fest16, seet i Kirken; denne var overalt behængt med Buxer, Frakker, Fruentimmer-Kjoler, Klokker etc. etc., saa den havde Udseende af et mægtigt Klædeskab. Man giver nemlig paa Sanct Josephs Dag Klæder til 800 Fattige, og alle disse Klæder hænger under Loftet af Kirken og Pillerne om Altret. — Apelsinerne faaer man her 4 a 5 for en Skilling dansk. Lazaronerne spille nærmest til Væg med dem. Alle Folk koge og arbeide paa Gaden. Alt er Sang og Lystighed. Det er en herlig By, et Velsignelsens Land, o jeg kan græde ved at tænke paa, at imorgen gaaer det mod Norden, mod det ærlige, trofaste Norden, men hvor der er koldt, meget koldt. Taage er vor Sirocco, Pile vore Oliven og sure Skovæbler de gule, deilige Oranger. — Lev vel! Lev vel! imorgen skal jeg sige det samme til mit Sydens Paradiis, hvor Vandet er som Nordens Himmel og hvor Bjergets Ild skaber Skyer og koger Druer, hvor Marmor Guderne staae op fra de døde, og Oldtidens Byer voxe frem med det nye Grønne. Lev vel! Lev vel!
Florents den 9 April!
Hertil er jeg kommet. Altsaa et Stykke nærmere dig og Hjemmet end sidst, da jeg skrev. I Rom vilde jeg have fortsat Brevet, men da jeg kun var her 8 Dage og der var saa meget at see, maatte jeg opgive det. Altsaa begynde vi nu ved Reisen fra Neapel. Det var en frygtelig kold Morgen, Vesuv laae ganske hvid med Snee, Vinden var bidende og stærk, det var Italiens første Vinterdag, saa kold en Afsked havde jeg ikke troet at Neapel vilde tage med mig, men alt samme Eftermiddag, da jeg besaae Amphitheatret ved Capua, blev det Foraar; Mandeltræerne blomstrede i det varme Solskin. I Mola di Gaeta vare Apelsinerne plukkede af siden sidst, men nu bugnede Skoven med Citroner og Pomerantser. Et forunderligt Held følger mig hele min Reise, at jeg altid faaer det Interessanteste at see. Da hele Kongehuset fra Neapel var i Rom, gjorte Paven Paasken saa glimrende [som] mueligt. Du skulde Paaskesøndag have seet den herlige Peterskirke, der ved den uhyre Menneskevrimmel syntes at blive større, du skulde have hørt Basunernes Lyd, da det Helligste frem-viistes og seet fleere Tusinder synke paa Knæ, du havde vist knælet med dem. Peterspladsen var ikke halv opfyldt, skjøndt 2/3 af Roms Indbyggere og alle Fremmede var der; Paven gav os Syndsforladelse og Velsignelse; mit Øre inddrak den deilige Musik, og mit Øie saae paa den klare Himmel og de smukke Pige-Øine rundt om; for denne sidste Synd havde jeg Pavens Tilgivelse. — Anden Paaskedag var der stor Stads, som ret var mig væmmeligt. Det er nemligt Skik, at denne Dag døbes Jøder og Tyrker; iaar havde de kun faaet Fingre paa en lurvet Jødedreng paa 7 a 8 Aar. Drengen havde et skurvet Hoved, og da Vandet kom deri, klistrede de faae Haar sig fælt sammen paa det halvnøgne Hoved. Skidne Skoe og Strømper havde han da ogsaa, men oven paa Alt dette, havde Kirken givet ham en glimrende hvid Silkekjole. For dette lille Kræs Skyld gik Cardinaler og Præster i Procession, der blev sjunget og ryget, Peters og Pauli Hjerneskaller satte frem — O det var ækelt! — Heller vil jeg fortælle om den smukke Illumination Paaskeaften. Hele Architec-turen af Peterskirken var besat med Lamper, saa at man saae i Ild-Kontur den hele Kirke med sin mageløse Kuppel. I et Nu forvandlede det Hele sig! Hver Lampe blev et brændende Baal, og hele Forvandlingen skete ved Menneskehænder. Flere Hundrede ventede paa det afgjørende Signal. Anden-Paaskedag, den sidste jeg var i Rom, fik jeg mange smukke Tegninger til min Stambog, Thorvaldsen skrev nogle kjærlige Ord, trykkede mig i sine Arme og kyssede mig saa faderligt, idet han bad mig med Mod gaae min bestemte Vei og ikke bryde mig om Mængdens Skrig og alle deres usle Domme. Om Aftenen saae jeg det herlige Girandola17, som i flere Aar ikke har fundet Sted. Vel saae jeg i Paris, til Julifesten, Fyrværkerie; men dette overgik Alt af denne Slags. Ildfiske legede i Luften. Vesuv spruddede, Ildkaskader strømmede, og Flamme-Balonner tabte sig i det Uendelige. — Om Aftenen drak de Danske min Skaal og sang et Lev vel! Herts skrev i min Stambog noget morsomt Drillerie og tegnede et Billede dertil, som ret morer mig. Det var ret lystige Dage og jeg fik i disse dit kjære Brev, som glædede mig saa meget. Jeg vil nu tage det frem igjen og see, hvad det var, jeg har tænkt burde besvares. Du siger, at det første brev jeg sendte dig fra Rom var det interessanteste af alle de du har faaet! Nu, jeg troer dette er interessantere, i det mindste have de Ting, jeg har mældt dig i dette, været mig de interessanteste (Napoleons Støtten undtagen)18, jeg har nydt paa min Reise. Troe ikke at det er af Bitterhed jeg roser Italien paa Danmarks Bekostning. Kartofler er vel en herlig, velgjørende Frugt, men Oranger ere dog langt smukkere! Hvad Molbecks Kritik angaaer, da var jeg en Nar at jeg lagde den paa Hjertet, naar jeg kommer hjem vil jeg bruge den til min Bagdeel. Hvor kan det kolde, prosaiske Menneske, hvori der ikke er Gnist af lyrisk Følelse, bedømme en lyrisk Digter, fordi jeg ikke passer til hans trekantede Kiste, er jeg derfor ikke forkastelig. Det er en mageløs Egoisme at sige: det er galt og slet, som ikke behager mig. O hvor han skulde vadskes!!! Men Møllebækken19 kommer nok paa det Tørre, bene! Hvad min Virken som Digter ellers angaaer, da har jeg i Italien ikke skrevet et eneste Stykke. — Al min Lyst dertil er borte, man har overskaaret Svingfjederen og jeg har ikke isinde oftere at flyve mod Solen. Du veed ikke, hvad jeg har lidt og naar jeg tænker paa Hjemmet, paa al den Sorg og Lidelse som venter mig der, da kunde jeg tidt glemme, at man bør gaae Livet igjennem, selv om man ikke er til mindste Nytte! — Jeg tænker tidt paa, gid jeg dog var smuk eller riig og havde saa et lille Embede, saa giftede jeg mig, arbeidede, spiste og lagde mig tilsidst paa Kirke-gaarden, det kunde være et behageligt, et lykkeligt Liv, men da jeg er styg og bliver altid fattig, saa vil ingen have mig, thi det see Pigerne alene paa, veed du nok, og det er jo særdeles rigtigt; jeg vil da som en sølle Tidsel staae ene hele mit Liv og blive spøttet til, fordi det faldt i min Lod at faae Tornene. — Men bort med alle disse fornuftige Griller! Jeg er glad, jeg er saa lykkelig, som jeg kan blive det, men Digteren er død, ham har man myrdet, maaskee faaer jeg i den anden Verden det komiske Indfald at stævne mine Mordere, dog det er jo overspændt Sludder, som alle Hjertets gode Følelser naar de mangle Snørliv! — Til min Reise vil vi nu vende os, det er morsommere. Den første April forlod jeg Rom og valgte den øde Vei over Siena da jeg har rejst over Terni og Perugia før. Siena er den eneste By der er noget ved paa hele denne Fart og jeg vil derfor indskrænke mig til at meddele dig, hvorledes jeg havde det den anden Dag paa Reisen; da det var min Fødselsdag. Du har dog da tænkt paa mig? — Jeg laae Natten forud i en lille By Ronciglione20 og blev kaldt paa Klokken 4 om Morgenen. Kaffe fik jeg; men Mælk eller Fløde, sligt Slikkerie kjendte man ikke, selv et Stykke Brød kunde jeg ikke faae. Idet jeg reflecterede over denne slette Frokost, faldt det mig ind: det er jo min Fødselsdag, og saa gratulerede jeg mig til mig selv! — Hele mit Reiseselskab bestod i bare Italienere, jeg maatte da træde op i dette Sprog og traadte da, som en Høne i Blaar. Min Sidemand i Kabrioletten var en meget dum Præst, der, da han nok hørte at mit italienske ikke var saa ganske lignende hans og fik at vide at jeg var fra Norden, spurgte mig om jeg var en Milaneser. — Det var da saa hundekoldt oven paa Heden i Rom, og saa blæste det en Storm, saa en Pakvogn gik omkuld oppe paa Bjergene. Det sneede og haglede og jeg frøs lige ind til Hjertet. Henimod Middag efterat have paseret Viterbo, kom vi til Montefiascone21, berømt, som du veed, ved Fugger, der her drak sig ihjel i L’est, est, est, jeg havde besluttet at drikke mine Venners Skaal i denne Viin, men der var ingen at faae i hele Byen. Vi kom ind i et usselt Osterie, hvor Værtinden gav mig en Suppe kogt paa Vand, Salt og Ost og forlangte saa omtrent 3 M. dansk for en Tallerken af denne Kraft-Suppe. Jeg maatte da skjændes med hende, sige, at jeg ikke var nogen Engelænder, og sætte Armene i Siden, saa fik jeg den for 12 Skilling dansk, hvilket var 11 Gange mere end den var værd. Inde i Vognen sad en Signor Pierreboni med Kone og Svigerfader, de vare saa ædle at indvitere mig ind til sig, da jeg frøs saa stærkt. Nu sad jeg da ret luunt, medens Stormen ruskede i Vognen, men vi kom saa langsomt frem, at det blev Aften før vi kom forbi Bolsenasøen og Nat før vi naaede vort Qvarteer Aquapendente. Sig-nora var meget elendig for Røvere. Egnen er ogsaa særdeles vild, og skjøndt Skoven er brændt af langs med Veien for at der ikke skal være Smuthuller for disse godt Folk, bliver Egnen ikke sønderligt venligt ved disse sorte Træstubbe og ved de enkelte Kors man har opreist der antyde at her er en Reisende blevet myrdet. Forunderlig nok jeg havde ikke Tanke til Frygt, den forlod mig ved mit lange Ophold i Rom, hvor Alt var saa sikkert, og hvor jeg hjemme havde tænkt mig det saa forskrækkeligt. Folk snakke ogsaa formeget, man vil være interessant, og saa kommer de med deres Røvere. — Dog — lad mig tie, jeg er jo endnu ikke ude af Italien, og den Vei, jeg skal hjem ad, er ikke sikker. Aviserne mælder, at Postvognen er plyndret. Maaskee Veturinerne ere sikkrere. I Aquapendente fik jeg da est, est, est og drak nu mine Venners Skaal her blandt de fremmede Mennesker. Ved Bordet maatte jeg lære Signora nogle danske Ord, især fandt hun Ordet Lysesax yndigt, men hun udtalte det ogsaa Lusesax og gav Begyndelsen Fortrinet for sin Velklang; »Luse« sagde hun, »o molta bella!«« Fortæl Hillerup22 det, samt lidt mere af Brevet. Jeg tænker det vil more ham. Siig ham, at de Danske, han levede med i Rom, have ham i venlig Erindring, og at jeg tidt tænker paa ham og glæder mig til at slaae en Sladder af med ham om Caffe greco, Kneipen, Ponte molle, gamle Reinhard23 o.s.v. o.s.v., ikke at tale om alt Andet, der staaer i alle Reisebeskrivelser. — Det forbandede florentinske Blæk, jeg [kan] knap læse, hvad jeg selv skriver, gid det bare ikke bliver til hvidt Papir det Hele før det kommer over Alperne. Løverdagen den 5 April kom jeg her til Florents, og Dagen efter indtraf Magister Zeuthen, samme Tour som jeg, men du kan nok vide, at jeg heller altid var en Dag forud for ham. Ved min Ankomst her fandt jeg et meget interessant Brev fra Ørsted, en Slags Kritik over Agnete24, som var mig meget kjær, skjøndt som han selv siger, vi hver have vor forskjellige æsthetiske Religion, og altsaa dømme fra forskjellige Synspunkter. Ved et Brev fra Christ. Winther har jeg her i Florents gjort Lystspildigteren Berthis25 Bekjendtskab, han har besøgt mig og lovet mig sin bedste Komedie. — Seer du Chr. Winther da hils ham ret meget fra ham, han blev særdeles glad for Brevet. Siig til Winther, at jeg haaber han ligesaa venligt erindrer mig, som jeg tidt og inderligt tænker paa ham. Det er et herligt Menneske og en ægte Digter, hans Træsnit vil holde sig naar de Andres forlaarne (!) Marmor-Templer er gaaet over til Gruus og Nix! — Men for at gaae fra Zenith til Nadir, den anden Winter er jo død og Wosemose gaaet op i Raketten26? Men hvad har egentligt Tiber gjort, at han skal til det nordiske Capri? Er det for Hedetøi man bruger islandske kolde Omslag27? Det maa du endeligt fortælle mig noget om! Høren sie? Skriv bestemt til mig de første Dage af Mai og send dit Brev til München post restante. Det maa du, dersom dette Brev har moret dig og — Du holder noget af mig. (Send dit Brev bort før 8de Mai). — Nu veed jeg ellers ikke mere Nyt at fortælle, uden at Hertuginden af Toscana28 skal i Barselseng; jeg mødte hende igaar i Haven ved Palazzo del pitti29 og hun nærmede sig meget Skjønheds Linien i Rundhed. Damerne her ere slet ikke smukke, nei, Neapel, det var en By!!!!!! Dersom der kommer noget Sladder om Agnette eller noget Moral til mig, saa giv mig en Prøve deraf. Hils Arnesen ret meget, Jacobæus, Graae og alle vore fælles Venner. Bring din Frue og hendes Døttre min Compliment og det idag. Ret selv Skrivefejlene i dette Brev, thi det er for langt, til at jeg gidder læse det igjennem. Slaae en Konvolut om indlagte lille Lap, der, som du seer, indeholder nogle Notitser for Liunge30, og send ham det saa fra mig. — Fortæl mig noget om, hvorledes Ravnen31 tager sig ud med den nye Forandring. Bevar vel alle Placaterne, som du har lovet mig, siig mig om Skibet er givet og hvor ofte Dronningen paa de 16, Bruden fra L—32 og Sligt er givet eller om det hele Stads er lagt hen. Dersom jeg kommer hjem i September, vil jeg den lange Vinter ret savne min lykkelige Jette Wulff, der da er i Italien. Hun er vist, naar du faaer dette Brev, alt paa Veien hertil, men da hun holder sig til Søen og jeg til Landjorden, mødes vi desværre ikke. Du vil vist ogsaa have meget travlt med din Examen, naar jeg kommer — saa at jeg ogsaa maa undvære dig en stor Deel. Jeg er ellers blevet en lidenskabelig Skizzemager33, min Mappe er fuld af smaae Vuer her fra Italien, jeg puttede gjerne det hele Land i min Lomme. Hils dine gode Forældre og Sødskende fra mig, og naar du skriver Johan til, da fortæl ham lidt om mig og siig, at jeg venter til Efteraaret at møde ham i Hamborg. Gud bevares Hamborg! saa er man jo allerede hjemme. Jeg synes selv at Wien og München er som man havde det ene Been paa Dørtrinet. Europa er dog kun en lille Stump at bereise! Hvem der dog kunde komme til Amerika, det var noget! Lev nu vel! her har du haaber jeg en halv Times Læsning og det med Gammelt og Nyt. Lev vel.
Din broderligt sindede
Andersen!
Wien den 26 Juni 1834.
Min kjære, fortræffelige Ven!
Hvad i al Verden gaaer der dog af dig, at du ikke skriver mig til! Nu har jeg Grund til at skjænde! Du er dog ikke traadt i din Faders Sted mellem de kloge Mænd1, at det er dette, som beskjæftiger dig! Eller troer du, at naar man er over Alperne, saa er man ikke længer i Udlandet, men saa godt som hjemme; ja, der er noget deri, Syd-tydskland er ikke meget forskjelligt fra Danmark, samme Natur, samme Mennesker; men, da vi to dog ikke kunne see hinanden endnu, saa kunde Herren gjerne skrive, og det hører jo selv til den almindelige Høflighed, at man svarer paa Breve, man faaer. Fra Florents sendte jeg dig et langt Brev og bad om Svar i München, men see om der kom! En heel Maaned ventede jeg, skrive vilde jeg ikke igjen, da jeg havde den Idee, at du maaskee af overdreven Forsigtighed havde sendt dit Brev til Wien, men her er heller ikke. Postdag kommer og Postdag gaaer, men uden at jeg hører fra dig. Nu burde du i Grunden intet Brev have, men jeg vil lade Naade gaae for Ret og dog skrive, skjøndt jeg nu intet Svar kan faae der-paa, naar jeg betænker, hvor langsommeligt din Pen løber; dog har du skrevet eller skriver just nu paa et Brev, da fuldend det og lad mig dog faae det, men det maa sendes fra Kjøbenhavn senest den 13 Juli og da til Berlin, poste restante, i August Maaned har du mig selv. — At du har faaet mit Brev fra Florentz, tvivler jeg ikke paa, men derimod betvivler jeg, at dit Svar har forfeilet mig. Du har nok været paa Reise til Fyen og slig en lille bitte, bitte Reise kan forhindre i at skrive; hvad skal da jeg sige, som flyver næsten Europa igjennem paa langs? — Men nu er jeg god igjen; nu skal du høre min Leven og Væren, siden jeg skrev det florentinske Brev. — Alle onde Aander sammensvoer sig for at gjøre Afreisen fra Italien utaalelig; o jeg kunde skrive en Jeremiade der over i 10 Bind; al det Pas-Vrøvl, Snyderie, ja — det bliver for vidløftigt at meddele i et Brev, Jeg saae da for sidste Gang de herlige Gallerier, min guddommelige medicæiske Venus, der lever i Marmoret og let kunde faae mig til at gaae over til Hedenskabet, Niobegruppen og Raphaels Madonna del granducca. — Digteren Berti viiste mig megen Opmærksomhed og forærede mig ved Afskeden sit nyeste Lystspil: Gli amanti sessagenari2. — Da jeg gik over Apeninerne blev jeg angrebet af en Mavekrampe, der, havde den steget en Potens høiere, havde gjort det af med min hele Person. Jeg foer afsted mellem Skyerne, under de meest jordiske Lidelser. Da jeg indtraf i Bologna, var den hele By i Bevægelse, Verdens berømte Madam Malibran gav Gjæsteroller, og derfor vare alle Hoteller overfyldte, saa jeg for et usselt Hul maatte give omtrent en Species for 20 Timer, og saa fik jeg ikke engang Madammen at høre; dog jeg var jo mellem de Lykkelige i Neapel, hørte hende der 4 Gange. Imidlertid saae jeg den prægtige Campo sancto3 (!) og Academiet med Raphaels hellige Cecilia. Her er desuden ypperlige Sager af Dominiquino og Guido, jeg inddrak i to Timer Skjønhed for flere Aar. Næste Dag holder min Veturin for Døren, i tre Dage skulde han bringe mig til Venedig, jeg vil stige ind og — hvem finder jeg! min forskruede, gale Landsmand, — Zeuthen, ham, som jeg just var reist tidligere fra Rom for at undgaae — ham som Landsmændene der i Spøg ønskede mig til et Reise-Onde! Jo det var ham! desuden to temmelig raae Tydskere, i hvis Selskab Z: følte sig meget hjemme. Jeg sprang da i første Forskrækkelse op til Kudsken, og saaledes rullede vi gjennem den grønne flade Lombarder Slette, som aldrig vil synes mig italiensk, nei først bag Appeninerne ligger Italien med Pinieskove og Oldtidsskatte og bag Sumpen, Hesperien med Guldæbler, Palmer, svømmende Øer og det ultramarinblaa Hav! I Ferrara overnattede jeg kun, men i Padua saae jeg et Par smukke Kirker, Europas største Sal med Livii Buste, Sanct Antonii Grav4 og — deilige Pigebørn! — Ved Fusina saae jeg de første Gondoler, de ere overtrukne med sort Klæde og ligner seilende Liigvogne; vi kom i een og glede nu hen mod den sælsomme Bæverstad Venedig. — Nei, nei det er ogsaa en alfor underlig By, den syntes mig ordentlig »schauderlich«; alle Huse stode lodrette op af Vandet, alle Døre og Porte vendte ud dertil, alle Trapper stege ned i Vandspeilet. Jeg blev ordentligt en halv Fisk. Stykke for Stykke synes de gamle Paladser at falde ned. Ikke en Lyd hørte man uden Aarenes Pladsken i Vandet, ikke et Menneske saae jeg, ikke en Fodbred Gade opdagede jeg det første Qvarteer; først da jeg kom paa den store Markusplads med sin sælsomme forgyldte Kirke, følte jeg mig bedre; dog de gaaelige Gader vare da ikke bredere, end naar jeg satte mine Hænder i Siden, saa var der ogsaa spærret. Rialtobroen over den store Kanal havde mig noget Interessant; det syntes mig Hjertet af den store døde Svane: Venedig. Jeg seilede ud til Lagunerne. Hvide Dødningebeen stak frem imod Brændingen. Her blive de ikke-Chatholske jordede, var jeg død her, da skulde ogsaa Bølgerne og Solen have bleget mine Been. Her vente Fiskerkonerne deres Mænd; mod Aften skal de synge Strofer af Tassos befriede Jerusalem, Mændene svarer da langt ude fra Havet; men har det stormet, da udebliver ofte Svaret; Bølgen har taget istedetfor at give, og Konen sidder i den tause Nat, venter forgjæves og seer paa det grændseløse Hav. — Den første Nat jeg sov i Venedig, blev jeg da stukket af en Skorpion, Stikket var ikke farligt, men jeg fik en Vundefeber, der holdt mig en halv Dag i Sengen, længer kunde jeg ikke udholde det. Jeg seilede omkring, bundet i Smerte, forstemt ved Naturen her, saae de øde Sale i Dogens Slot, besteeg Markustaarnet og leed ordentligt af Længsel efter at komme bort. Nu var der ingen anden Veturin, end den, mit gamle Selskab havde taget, jeg maatte enten blive eller bide i det sure Æble og reise med, — gjorte da det sidste, kun at jeg betingede mig Plads uden paa, skjøndt det var en langvarig gjennemblødende Støvregn. — Saaledes efter tre Dages Ophold i Venedig, vendte jeg tilbage over Padua til Vicenza, hvor jeg forgjæves søgte Bends’s Grav5. Jeg saae da i denne By de smagfulde Bygninger af Paladio, hans prægtige olympiske Theater og rullede saa mod Verona. Amphitheatret her er kun en Unge mod Colossæum, men særdeles interessant, jeg var ogsaa i Capulets Huus, saae der Salen, hvor Romeo dandsede med Julie; gamle Kalktønder, Viinflasker og Høe laae langs Væggene, hvor den Gang den Capuletske Slægt pyntet og fornemt paraderede. Adel og Rigdom døe dog hen, Kjærlighed og Kunst leve. Den mægtige Esti Familie i Ferrara, der dømte Tasso for vanvittig, fordi han — kun en Digter — turde forelske sig i Prindsessen6, er nu hendød, den lever kun ved Tasso; Tasso og Leonore ere forenede i Efterverdenens Erindring. Tassos Aands Adel har hævet Leonore. Hertugens Slot er Gruus og glemt, Tassos usle Fængsel er nu Ferraras eneste Mærkværdighed. I Verona fik jeg en ung Skotlænder7 til Reisekammerat, han havde ogsaa taget Plads inde i Vognen, men Selskabet der mishagede ham; Kudsken maatte da ride, og Skotlænderen og jeg havde hans Sæde. Hans Familie havde kommet meget sammen med Walter Skott, han fortalte mig om ham, sang skottske Viser, som han oversatte mig paa Fransk, og saaledes gik det lystigt over Trient til Botzen, bort fra mit egentlige Hjem, Kunstens og Naturens skjønne Land, mia bella Italia. — I Botzen blev Skottlænderen og jeg enige om at forlade vort Selskab endnu samme Nat og kjøre med Diligensen til Innspruck; jeg havde viist mere end menneskelig Taalmodighed mod Zeuthen, sagde ham nu ret venlig Levvel, men han viiste sig ved denne Leilighed som en raae Gadedreng — der altsaa ikke kunde fornærme mig. Prygl skulde han have! — Tyrols Bjerge bør man ikke see efter Schweitzes, men smukt er her, og Folket særdeles elskeligt, vilde de bare lade være at kysse saa meget den Reisende paa Haanden. I Innspruck levede Skotlænderen (Jameson) og jeg to Dage, saae det nye Monument over Andreas Hofer, besteeg Bjergene, hvor vi, ganske romantisk, fandt i en vild Fjeldkløft en Liigsteen med hebraiske Characterer, her var en Jøde bragt til Hvile.
Skottlænderen fandt den hele Natur saa skottsk, og da Klokkerne ringede i Dalen, brast han i Graad af Hjemvee. Og jeg har aldrig kjendt denne Følelse! overalt har jeg fundet et Hjem, hele Europa synes mig saa hjemligt, selv under de grønne Palmer i Calabrien; maaskee jeg i Amerika kunde føle Hjemvee, men jeg tvivler derpaa, jeg bliver strax hjemme med Naturen og Menneskene. — München var jeg en heel Maaned i, hvilket er omtrent tre Uger formeget, det er en By, der saa at sige endnu staar i Knop, om 10 Aar kan den være interessant at see, nu bygge de først paa den. Kunstskattene ere mange, kommer man fra Norden, men faae naar man har været i Italien. Det kongelige Slot bliver smukt, Schnorr maler deilige Fresco (!) og i Glyptotheket har Cornelius gjort sig udødelig ved sine Scener af Iliaden8. Her saae jeg da Corpus dominifesten9, hvor alle Laugene gik i Procession med deres Faner som i Hans Sachs10, men jeg har seet langt mere glimrende Sager i Rom. — Folkene selv vare ellers særdeles elskværdige, jeg kom til at kjende Componisten Lindpaitners11 Familie og Dr. Birk, som er gift med den berømte Madam Birk-Pfeiffer12, Digterinde og Skuespillerinde, havde mange behagelige Timer, og til Afsked sprudlede Champagne for den danske Digter. De unge Kunstnere indførte mig strax i det litheraire Selskab og Kunstforeningen, og da jeg reiste bort, fik jeg behageligt Selskab, Münchens bedste Skuespiller13, som gik til Gasteins Bade. — I Salzburg var jeg to Dage og boede ved Siden af det Huus, hvor Dr. Bombastus Theophrastus Parazelsus14 døde. Byen seer halv italiensk ud, flade Tage, Viinranker op ad Muren og rundt om staa Fjelde med Løvskov og Gran, der begrændses af høie sneedækte Alper. Jeg gjorte en Fodtour til Golling15 og saae det berømte Vandfald der, var i Pas Lueg og i Oefen, et ganske frapant Flodleie, Klipperne ere sprængte ved Vandets Kraft, her svimlede jeg ellers og havde nær staaet paa Hovedet nede i den skummende Struddel. Det havde været en brillant Bortgang. I Hallein blev jeg iført en hvid Bjergmandsdragt og steeg nu med Lampe i Haanden ned i Saltværket; var omtrent en dansk Fjerdingvei inde og saae dem arbeide i de dybe Schakter. Med en Bergknappe, som slaaer Fakkelen mod Muren, rutscher man gjennem Bjerget ned til Hallein16, hvor Saltet koges i en kjæmpestor Jernpande. — I Linz saae jeg første Gang Jernbaner17 og — Donau. Det var en smuk stor Flod, men ikke saa blaae som Rhone, ikke saa grøn som Caragliano, dog heller ei saa skiden som Tiberen, men snarere guulgraae som Elben eller Po. — Ja man har reist, hører du nok! Din Stakkel, du kjender jo ingen Floder uden — Odense Aae eller Faaborgs Grøfter! Men det kommer! nest pas? Monsieur18. Du lykkelige Menneske som nu snart kan flagre ud til Frankrig, Italien og al den Herlighed. Men du faaer bestemt Hjemvee, kjender jeg dig; thi Plager er der paa en Reise, langt fleere end Glæder. Dog gad jeg nok reise hele mit Liv. — I Kloster Molck19 saae jeg Napoleons Sovekammer og gjorte mig bekjendt med Terrainet for hans og Østerigernes Leir. Wien har meget tilfælleds med Kjøbenhavn, kun er det lidt livligere, selv i Sommeren. Jeg har herfra gjort flere Toure til Slottet Schönbrun20, Josephsdorf21, Kloster Neuburg etc., og det Hele er venligt, hyggeligt; Laxenburg23 endogsaa interessant, men det vilde have virket mere, var det seet paa Udreisen og ikke paa Hjemreisen, hvor endnu Italiens Kunst lever i min Sjæl, og dens Natur saa at sige er gaaet over i mit Blod. Regjeringsraad Deinhardstein24, der har skrevet Hans Sachs, er Directeur for det keiserlige Theater og saaledes har jeg af ham faaet fri Plads hver Aften i Parquettet, som baade smigrer min Forfængelighed og sparer paa min Pengepung. Grillparzer25, Forfatteren til »Ein treuer Diener seines Herrn«, »die Ahnfrau« etc. besøger mig imellem og er meget elskværdig, dog meest behager Digteren Castelli26 mig, der har foræret mig sine sidste Værker, og boer saa romantisk smukt i Hütteldorff, at det er en Lyst! forleden var jeg indviteret derud og nød et ret landligt Maaltid i hans Lysthuus, hvor Viinløvet hang over vort Hoved; han læste mig sit sidste Digt til den elskede Keiser Franz27, og det var hjerteligt smukt. Siden botaniserede vi paa Marken, og jeg lærte ham de danske Navne. Men nu maa jeg nok tænke paa at ende mit Brev. Her følger en lille Sæddel med til Kjøbenhavnspostens Udgiver28, vil du ikke nok slaae en Convolut derom og ret snart sende ham den? det er nogle Notitzer fra Udlandet! — I Begyndelsen af Juli reiser jeg til Prag, derfra til Tøplitz, hvor Carl X29 er, og vandrer til Fods gjen-nem det bøhmiske og saxiske Schweits, bliver nogle Dage i Dresden og flyver da med »Eilwagen« til det sandede Berlin, men hvor jeg hos Chamisso og Wilibald Alexis30 vist vil more mig. I August bringer Dampskibet min høie Person til Danimarca, men først skal i Hamburg mine Knebelsbarter falde, slig Skjønhed tør I ikke see hjemme. — Tro mig, kjære Ven, det er en ganske forunderlig, ængstelig Følelse, der griber mig ved Tanken om Hjemmet, om alle gamle Forhold, hvorledes mon det nu vil smage mig? Forandret mig meget har jeg ikke; men noget er vist skeet, og der behøver kun noget for at bringe min hele Sjæl i Bevægelse; jeg taaler nu mindre end før og veed jeg kommer hjem til faae Glæder, men uendelige Plager. — Havde jeg Penge, da blev jeg altid ude, kom aldrig hjem; kun i Syden kan jeg trives, og at vende der tilbage vil min hele Stræben gaae ud paa, det er mit Fremtids Maal. Spørge nogle Videbegjærlige dig, hvorfor jeg alt kommer nu hjem (det er kun 1½ Aar), da siig, at jeg har selv lagt ligesaa meget til, som mit Stipendium var, og nu har jeg ingen flere Penge, det er slet ikke af Længsel jeg kommer, nei det veed den gode Gud. Dog da jeg maa hjem, er der ogsaa Enkelte jeg ret inderlig glæder mig til at see, og der er du mellem de første, min eiegode, kjære Broder! Hils din Frue og hendes Frøken Døttre, naar jeg kommer, skal jeg have den Ære at aflægge en Vesit. Hils særdeles den vittige Arnesen, gid han maatte faae Leilighed til at see sig om, lidt herude! Jacobæus, Graae, din lille Doctor-Ven31 og alle gamle Bekjendtere og Venner hilses her skriftligt, snart mundtligt. Ak du hellige Chathrina, beed for mig! Hvorledes skal det dog gaae, naar man atter traver i det kolde Sneevand paa Østergade og spiser den lange Taage! ifior ved samme Tid gik jeg sommerklædt under Laurbærtræer og spiiste Oranger og tunge Druer. O dio mio! Nu er det forbi. — Lev ret glad og vel! skriv, er der Tid, men tænk altid kjærligt paa din broderligt hengivne (Hils dine Forældre og Johan.)
H.C. Andersen.
Idag fik jeg et særdeles kjærligt Brev fra Ingemann, han sætter Agnete øverst af hvad jeg har skrevet og lykønsker mig til et sandt poetisk Værk.
Kjøbenhavn 12 Marts 1837.
Kjære Ven!
Siden i Fredags otte Dage har jeg været meget syg, Feber og Halsen inflameret; Emil1 har daglig gaaet til mig og jeg har levet af Vandgrød og Mixtur. Du vidste det ikke, ellers havde jeg seet dig! selv den gamle Collin var for første Gang oppe hos mig. I Løverdagsmiddag fik jeg første Gang, (den 8de Dag) Lov til at gaae en Times Tid ud, igaar var jeg netop ligesaalænge ude og mere bliver det heller ei i Dag, jeg er ikke ret ved Kræfter, for Resten meget rask. Imorgen, din berømte 12de Marts2, kan jeg ikke komme at gratulere, du kan altsaa roligt blive din sædvanlige Tid i Sengen3, skriftligt skal du høre fra mig.
Lev nu vel
din trofaste broderlige Ven
H.C. Andersen.
