Under overskriften innovative satsninger og netværk besluttede Odense Bys Museer i 2007 at give museumsarbejdet en ekstra dimension. I årene forinden havde der været satset intensivt på at bringe orden i samlinger og arkiver, at udvikle nye formidlingsformer og at tilpasse den interne organisation til kommende krav i arbejdet med forvaltning af kulturarven og med at gøre historien umiddelbart tilgængelig. I modsætning til tidligere tiders mere opdelte organisering udviklede Odense Bys Museer en arbejdsform, hvor langt de fleste projekter og opgaver løses på tværs af organisationen i et ikke-hierarkisk system. Formålet hermed og forløbet heraf er indgående beskrevet i Fynske Minder 2008.[1]
Med innovative satsninger og netværk ønskedes den tværgående og åbne arbejdsform udbredt til også at ske i samspillet med en række eksterne samarbejdspartnere. I det hele taget så Odense Bys Museer med dette initiativ ikke blot chancen for at forøge egne muligheder, men i vid udstrækning også en anledning til at kunne medvirke til, at der på nationalt plan og gerne i internationalt samspil udvikledes en kultur, hvor institutioner samarbejder og herigennem skaber nye og bedre resultater. Merværdien i samarbejde er helt åbenlys, blot det sker på den rette måde. Erfaringer fra tidligere tider, hvor samarbejde skabtes inden for hierarkisk opbyggede og formelt nedsatte organer, viste, at disse sjældent gav merværdi og ofte udmøntede sig i nulsumsspil. Undertegnede gjorde sig allerede i 1995 til talsmand for dette synspunkt i forbindelse med museumsarbejdet.[2] Lovbestemte samarbejdsfora som eksempelvis museumsråd viste ofte trods forbrug af megen mødetid ikke at føre til et reelt samarbejde. Samme erfaring nåede man frem til i en udredning fra 1990’erne om det svenske museumssystem, hvor det på grundlag af forskning påpegedes, at man i videst muligt omfang skulle lade samordningen ske inden for ikke-hierarkiske og uformelle systemer.[3] Med Odense Bys Museers definition på begrebet ‘netværk’ menes samarbejder, der skabes af interesse mellem relevante aktører og det i en uformel form, hvor aktørerne medvirker, så længe hver enkelt får noget ud af samarbejdet og bidrager hertil. Naturligvis vil der i sådanne netværk fra tid til anden udvikle sig projekter, som kræver, at partnerne indgår skriftlige aftale for at sikre overholdelse af økonomi, tidsplan og leverancer. Disse skriftlige aftaler er alene delelementer i samarbejdet, ikke den bærende kraft i udvikling af netværket.
Umiddelbart kan det med nutidens øre lyde helt oplagt med netværk, og mange vil sikkert mene, at sådanne altid har eksisteret. Det er dog langtfra tilfældet, hvis man kigger hen over det danske museumslandskab. Møder, puljer m.m. har naturligvis eksisteret, men netværk, der går på tværs af institutioner, sektorer og geografiske områder, har ikke været så udbredte. I alt fald må man konstatere, at mange museumsopgaver, uanset om det er indsamling, undersøgelser, forskning eller formidling, er foregået mere eller mindre inden for egen institutions rammer og med begrænset samarbejde i form af lån af genstande eller udstyr hos andre. Ikke mindst inden for forskningsområdet har der i den humanistiske verden været en tradition for, at man som forsker – på universitet, arkiv eller museum – oftest formulerede sit eget forskningsområde og gennemførte større eller mindre projekter på egen hånd. Naturligvis er der eksempler på større, tværgående projekter, men set i forhold til antallet af museer og ansatte med en forskningsmæssig baggrund har andelen været begrænset. Nærværende forfatter blev – hvis jeg ikke allerede var det i forvejen – meget opmærksom på den særlige danske enmandstradition under et forskningsophold i USA. Mit eget flerårige forskningsprojekt byggede videre på en tidligere dansk forskers resultater, fremlagt i en doktordisputats i 1971. Vedkommende fastholdt i nogle år efter disputatsen forskningsfeltet, men efterhånden gled interessen ud, og andre emner kom på banen. De studenter og andre forskere, der i samme periode havde haft fokus på forskningsfeltet, sprang til nye områder i løbet af 1980’erne. Da jeg skulle opdyrke min særlige side af emnet -de danske udvandreres og deres efterkommeres liv i USA – havde jeg ikke mulighed for at bygge på et eksisterende forskningsmiljø og måtte hente viden alene fra de publikationer, som var udgivet i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. Forskningsfeltet var på grund af enmandstraditionen ikke holdt ved lige. Under et forskningsophold på et stort universitet i USA i 2003-04 bemærkede jeg, at der også her fandtes individuelle projekter inden for såvel humanistisk som samfundsvidenskabelig forskning, men i forbindelse med større og centrale emner samledes forskerne i større projekter. Samarbejde giver ikke alene en merviden, men vidensudviklingen skærpes gennem de udfordringer, som det større forskningsmiljø fører med sig. Der er ofte tale om, at én plus én ikke blot giver to, men tre. Og hertil sikres det, at viden og erfaringer videregives til næste generation. Herved undgås det videnstab, som enmandstraditionen i Danmark fører til. Naturligvis bliver forskningsresultater fremlagt i skriftlig form, hvorved videreformidlingen sikres, men når man bearbejder et komplekst emne baseret på et mangfoldigt kildemateriale, er det yderst væsentligt, at også al den ikke-nedskrevne erfaring, metodik og specialviden, som forskere har opbygget gennem en lang indsats, videreføres umiddelbart. Under mit forskningsophold landsatte rumforskere i USA to ‘rovere’ (specialkøretøjer) på Mars, som skulle køre rundt på planeten, fotografere, måle og grave i overfladen og sende resultaterne til jorden. Dette fantastiske stykke forskningsarbejde kunne alene gennemføres, fordi man kombinerede størrelse og bredde i sammensætningen af forskerholdet, og fordi man umiddelbart byggede videre på viden, som forgængere havde udviklet. På baggrund af den erfaring drog jeg min egen konklusion, nemlig at humanistiske forskere i Danmark med den individuelle organisering ikke vil være i stand til at ‘landsætte rovere’ på de humanistiske felter. Dette er en stor skam. Naturligvis går jeg ikke ind for, at man skal dræbe al individualitet og dermed en særlig personbåren kreativitet, ved at alle forskningsområder skal være store og kontinuerlige projekter. Der skal være plads også til små og nye ting, men den eksisterende form med udpræget individuelle satsninger og tidsbegrænsede projekter svækker den humanistiske forsknings potentiale set i forhold til at markere sig som et uundværligt forskningsfelt til gavn for den menneskelige forståelse og indsigt. Hvis humaniora skal kunne ‘landsætte rovere’, skal vi lære at samarbejde meget mere, løfte større og centrale problemstillinger og dermed skabe en ny viden, som er essentiel for den menneskelige forståelse. Nutidens markante landvindinger inden for den teknologiske, medicinske og biologiske forskning gør, at der i dag i endnu højere grad er behov for at nytænke og styrke den humanistiske forskningsdimension. Hvis ikke det sker, vil humaniora kunne risikere at miste sin anseelse eller endog status som egentlig videnskab. Dermed vil samfundet miste en utrolig væsentlig indsigt og forståelsesramme.
Det var mange ord om forskningsfeltet, men ovenstående giver en tankemæssig baggrund for, at Odense Bys Museer fremover vil satse på netværk – ikke alene på forskningsområdet, men i vid udstrækning på alle felter inden for museumsarbejdet. Netværk skal naturligvis ikke tage overhånd. Man kan hurtigt bruge megen tid på at mødes og drøfte nye muligheder. Ved indtræden i ethvert netværk skal man være meget opmærksom på, hvad dette kan give af resultater, hvad man selv kan bidrage med, og hvorledes samspillet kan give en merværdi for det samfund, vi tjener.
Satsning på den ekstra organisatoriske dimension i form af netværk blev i 2008 indarbejdet i Odense Bys Museers vision 2015.
Ifølge denne er det ønsket, at senest i 2015 sker forskning, vidensproduktion og formidling primært i nationale og internationale samarbejder og netværk. Dette har ført til indtræden i flere netværk. Heldigvis fører langt de fleste op til de ønskede resultater, men naturligvis skal hvert netværk vurderes og med mellemrum evalueres. Det har dog været Odense Bys Museers mål at afprøve samarbejdsformen relativt bredt, og dermed har vi også været åbne for flest mulige initiativer hertil. Gennem det seneste års tid er vi dog erfaringsmæssigt nået så langt, at vi er blevet grundigere i vores vurdering af, hvorvidt vi reelt har mulighed for at bidrage tilstrækkeligt til et konkret netværk, og hvorvidt dette kan give tilstrækkeligt udbytte i forhold til indsatsen. Det er dog helt givet, at der gennem deltagelse i netværkene allerede er opnået betydelige gevinster både i forhold til at få skabt et stærkt samspil med nye parter – også i høj grad uden for museumsverdenen – og i forhold til opnåelse af konkrete resultater. På det internationale plan er skabt nogle kontakter, men vi ser frem til, at dette felt vil blive styrket væsentligt i de kommende år.
Når netop netværk som samarbejdsform er blevet så udbredt i samfundet i dag, er der næppe tvivl om, at årsagen ligger i den generelle samfundsudvikling. Tidligere var samarbejdspartnere oftest at finde i det nære miljø og med begrænset og velafgrænset samarbejde. Den enkelte institution skulle for at sikre sin egen position markere sig selv og sin suverænitet i medier og næromgivelser. Dette er naturligvis også gældende i dag. Men i forhold til tidligere, hvor opfattelsen af nærområdet var mere snæver, og hvor kommunikationsmidlerne langt fra var så udbyggede, kræver nutiden en helt anden form for strategi for at overleve. I en stadig mere kompleks verden, hvor konkurrencen ikke blot nationalt, men også internationalt øges dag for dag, og hvor kommunikation og samspil kan ske ubegrænset og i real time, vokser kravene til stadighed. Professionalisme, kvalitet, produktivitet og innovation sætter ikke alene overliggeren højere. Der kræves også, at vi følger med, uanset om det er på museerne eller hos de andre forsknings- og formidlingsinstitutioner. Kun de færreste institutioner har så stor styrke og så mange ressourcer, at de i dette spil kan klare sig selv. Langt de fleste kan kun opnå en stærk position gennem netværk og samarbejde. Dette gælder ikke alene små institutioner som museer, men også store universiteter erkender, at samspillet med andre forsknings- og formidlingsinstitutioner – erhvervslivet og det omgivende samfund generelt – er en forudsætning. Nu om dage skabes synlighed oftere og oftere netop gennem samarbejde, en synlighed der forudsætter eller styrkes yderligere gennem nationale og internationale samarbejdspartnere. Netværk er blevet et ‘must’ også for en kulturinstitution. Det er en udvikling, som Odense Bys Museer hilser med glæde. Den giver mulighed for at udvikle museumsarbejdets kerneområder til et langt højere niveau, end det ellers ville have været muligt. Netværket er med til at skabe nye muligheder og interaktioner – og det med et nationalt og internationalt perspektiv.
Denne årgang af Fynske Minder er helliget udpluk af de netværk og samarbejder, som Odense Bys Museer er involveret i. Der skal derfor henvises til rækken af artikler, som følger denne. Her skal alene peges på nogle få udvalgte, som kan give en fornemmelse for bredden i netværkssamarbejdet. Et af de første større netværk blev skabt for nogle år siden mellem Syddansk Universitet, Statens Arkiver, Odense Stadsarkiv og Odense Bys Museer – under navnet MASKOT.[4] Dette indledtes med et særligt forskningsprogram med fokus på byudvikling og urbanitet. Inden for dette program er der p.t. knyttet to ph.d.-stipendier og en forskergruppe, hvor sidstnævnte er ved at lægge rammen for publicering af et by- og planlægningshistorisk perspektiv på de store forandringer, som i de kommende år skal realiseres i Odense bymidte. Under udvikling er tillige et interaktivt formidlingsprogram, der skal sikre samspillet mellem den forskningsmæssige indsats og den folkelige forståelse af omdannelsen af byrum og bystrukturer. Et markant mål for MASKOT-samarbejdet er netop at sikre dialogen mellem vidensproduktion og vidensforståelse og interaktionen mellem forsker og samfund.
Ud over fokus på byudvikling og urbanitet er netværket MASKOT tillige rammen om en række andre samarbejder mellem by og universitet på det historiske og kulturelle område. Blandt disse initiativer kan nævnes udforskning af brugen af frivillige på kulturinstitutioner, betydningen af H.C. Andersen i det 21. århundrede i Danmark og i Kina -sidstnævnte i samarbejde med Fudan Universitetet i Shanghai – og en bred formidling af byudviklingen i Odense under medvirken af Fynske Medier. Odense Bys Museer har haft en lang tradition for tætte kontakter til Syddansk Universitet, men etableringen af MASKOT har ført til, at der er en løbende dialog med universitetet på en række felter, også uden for det emneområde, som oprindeligt fastlagdes ved indgåelsen af netværksaftalen. Dette samarbejde – også med Statens Arkiver og Odense Stadsarkiv – har tillige ført til nye projekter, som løses i samarbejde med en eller flere af nævnte institutioner, f.eks. nyudvikling af skulpturguide i Odense og bevaring af gamle film.
Historisk Atlas er et helt specielt eksempel på netværk og samarbejde. Dette projekt er nærmere omtalt i en selvstændig artikel senere i denne årbog. Jeg skal derfor henvise til denne, men vil alligevel fremhæve, at dette netværk demonstrerer, hvorledes man kan skabe et samspil mellem rigtig mange deltagere og det i en form, hvor resultatet er mange gange større end summen af bidrag.
Historisk Atlas er et godt eksempel på, at der kan skabes nyudvikling i fællesskab også uden at have en formel hierarkisk struktur som grundlag. Her er vitterlig tale om at gå sammen for at bidrage til noget større og på samme tid fastholde sin egen institutions profil og identitet.
Af andre typer netværk, som Odense Bys Museer er gået ind i med stort udbytte, kan nævnes samarbejdet med Statens Museum for Kunst. Dette samarbejde har allerede ført til konkrete aftaler om nyudvikling inden for flere felter og til særudstillingen ‘Et Håndtryk’, som åbnede i oktober 2010.1 de kommende år skal samarbejdet udvikles blandt andet på det digitale formidlingsområde. Også netværket Carl Nielsen 2015 bør nævnes. På initiativ af Det Kgl. Bibliotek og Odense Bys Museer skabtes for et års tid siden et samarbejde mellem større kulturinstitutioner, som planlægger en særlig indsats i anledning af 150-året for Carl Nielsens fødsel i 2015. Ud over initiativtagerne indgår i dette netværk Danmarks Radio, Det Kgl. Teater, Det Kgl. Musikkonservatorium, Dacapo, Odense Symfoniorkester og Det Fynske Musikkonservatorium. Netværket har opstillet tre strategier, inden for hvilke der vil blive satset i de kommende år: Carl Nielsen og verden – med det formål at få Carl Nielsen på repertoiret både nationalt og internationalt for dermed at skabe en fremadrettet udbredelse af kendskabet til Carl Nielsen. Kendskabet skal formidles gennem et samarbejde mellem danske og udenlandske ensembler og orkestre. Carl Nielsen for børn og unge – hvor indsatsen har til formål at sprede kendskabet til Carl Nielsen til børn og unge for herigennem at styrke udbredelsen og interessen for Carl Nielsens musik langt ud i fremtiden. Carl Nielsen skal i samarbejde med folkeskoler og uddannelsesinstitutioner fremstilles i en bredere musisk sammenhæng, der kan være med til at styrke interessen for den klassiske musik generelt. Carl Nielsen før, nu og i fremtiden – hvor Carl Nielsens betydning skal placeres i en større kulturhistorisk sammenhæng for dermed at sætte fokus på, hvilken betydning Nielsen har haft på hele det 20. århundredes danske musik og helt frem til i dag.
Mange flere igangværende og gryende netværk kunne fremdrages. Som nævnt byder denne årgang af Fynske Minder på eksempler på disse samarbejder lokalt, regionalt og nationalt. Nogle netværk er startet nationalt og har senere udviklet sig som ‘De Vilde Svaner’ – et film- og udstillingsprojekt skabt af H.M. Dronningen og JJ Film på grundlag af H.C. Andersens eventyr af samme navn. Odense Bys Museer blev partner i forbindelse med forberedelse og realisering af udstillingen. Samarbejdets første resultat var filmens ver-denspremiere i Odense i september 2009 og ved samme lejlighed åbning af den tilhørende udstilling i H.C. Andersens Hus af dronningens decoupager og dragter skabt til filmen. På grundlag heraf etableredes et stærkere netværk mellem JJ Film, hoffet repræsenteret ved hofmarskallen og Odense Bys Museer, og i 2010 er realiseret film- og udstillingspræsentationer i Mexico City, Washington DC og i Beijing. I 2011 planlægges præsentationer i Tokyo og i Rom. Aktuelt arbejdes der i netværket på at videreudvikle samarbejdet med skabelsen af en serie H.C. Andersen-film i 3D med fokus på digterens tanker og sind.
Der er næppe tvivl om, at internationale netværk inden for såvel forskning som digital formidling vil udvikle sig i de kommende år. Odense Bys Museer har allerede gjort sig nogle erfaringer fra EU-projekter om samarbejde om formidling af kulturarven og fra netværk inden for migrationsforskning. Naturligt nok kræver de internationale netværk større økonomiske ressourcer til deltagelse i møder, konferencer m.m., men de kræver også kapacitet med hensyn til kulturforståelse, sproglig kunnen og fagligt niveau, der kan modsvare de ofte større aktører på den internationale scene. I de kommende år vil der blive satset på at udbygge internationale netværk inden for arkæologisk forskning, udredning af H.C. Andersens betydning i Danmark, Kina og muligvis et eller flere lande yderligere, formidling af Carl Nielsens liv og værk samt migrations- og integrationshistorie. Disse satsninger vil kræve ressourcer og vil alene være mulige at realisere ved udnyttelse af samspillet inden for de nationale netværk, der allerede er skabt. Disse netværk vil være oplagte som afsæt for et mere globalt samarbejde – og det på et niveau, som danske kulturinstitutioner kun for de færrestes vedkommende vil være i stand til at løfte alene. Der er ingen tvivl om, at netværk og samarbejde er kommet for at blive. Og faktisk er det utroligt spændende, udviklende og givtigt at indgå i nye fællesskaber og på tværs af mere traditionelle faglige og geografiske opdelinger.
