Siden arkæologiens barndom i forrige århundrede har den videnskabelige udforskning af Danmarks fortid nydt godt af et nært og udbytterigt samarbejde mellem amatørarkæologer og fagfolk. En række af dansk arkæologis fineste resultater skyldes denne frugtbare tradition, der stadig er levende og til stor nytte for begge parter. Påvisningen af den første, sikre senglaciale boplads på Fyn (og i øvrigt vest for Storebælt) er således et resultat af dette samarbejde mellem læg og lærd.
I det følgende skal der kun gives en kort, foreløbig orientering om de hidtidige resultater af de igangværende undersøgelser i området ved landsbyen Bro, nord for Brenderup. Til trods for at udgravningerne i marken langtfra er afsluttede, og mange vigtige spørgsmål af den grund endnu er uafklarede, er de hidtidige resultater – deres ufuldstændighed til trods – dog så spændende og lærerige, at en videre kreds af interesserede bør have del i dem.
Vor viden om senglaciale jægeres ophold og færden på Fyn har hidtil udelukkende været baseret på en række spredte enkeltfund af skafttunge-pile af flint[1] – såkaldte Lyngbypile – og de velkendte slagvåben af rentak fra Odense Kanal[2] og Løgeskov[3]. Hertil kommer yderligere det store toradede rentakspyd, der er opfisket i Lillebælt ud for Føns[4], samt enkelte løsfund af eenradede, stortandede benharpuner, der formodentlig også hører hjemme i tiden umiddelbart efter istidens slutning.
Bopladserne har vi hidtil med sikkerhed kun kendt fra en række mindre lokaliteter på Sjælland, af hvilke Bromme er den største og bedst kendte[5]. Yderligere kendes tre små bopladser i Åmosen[6] samt en lille lokalitet ved Segebro nær Malmo i Skåne[7].
Antallet af bopladser i Danmark er yderst ringe, og de undersøgte lokaliteter er meget små sammenlignet med tilsvarende bopladser i Slesvig-Holsten, hvor Meindorf og Stellmoor er eksempler på store, fundrige istidsjæger-bopladser[8].
I foråret 1969 påbegyndtes en større topografisk-arkæologisk undersøgelse af Vends herred på Vestfyn, bl.a. med det formål at registrere stenalderbopladser, der kunne være egnede til fremtidige udgravninger[9]. I forbindelse med denne omfattende registrering blev der etableret kontakt med amatørarkæologen, postbud Anders Jæger, Bogense, hvis oldsagssamling blev gennemset og registreret. På sine daglige postture ude på landet havde Jæger jævnligt opsamlet flintaffald og redskaber forskellige steder på overfladen af de nypløjede marker. Ved gennemgang af en kasse flintaffald opsamlet i et område ca. 200 m vest for gården Broholm 1,4 km nnv for landsbyen Bro fandtes – sammen med en del typiske meso- og neolitiske oldsagsformer – bl.a. en fuldstændig bevaret skafttungepil, samt tangen af yderligere én, foruden enkelte andre flintredskaber af mulig senglacial oprindelse[10]. Skafttungepilene kunne på grund af deres type med sikkerhed henføres til istidens slutning, mens en nøjere kulturhistorisk og kronologisk bestemmelse af en del af de øvrige redskaber var mere vanskelig, fordi der fandtes spor af både mesolitiske og neolitiske bebyggelser på stedet, og de pågældende redskaber ikke alene ud fra deres form entydigt lod sig henføre til den ene eller anden bosætning.
Muligheden for, at der her virkelig kunne være tale om spor efter en af de sjældne senglaciale jægerbopladser, var imidlertid så nærliggende, at det øjeblikkelig blev besluttet, dels at forsøge at stedfæste det nøjagtige findested for skafttungepilene, dels at foretage en prøvegravning på lokaliteten for at undersøge, hvorvidt der var urørte kulturlag til stede, og i bekræftende fald fra hvilken periode af stenalderen det (disse) stammede.
En omhyggelig afsøgning af markoverfladen i det område, hvor skafttungepilene var fundet, viste, at der over et stort areal kunne opsamles flintaffald og redskaber fra mange forskellige perioder af både ældre og yngre stenalder. Dette stemte således godt overens med det resultat, der var opnået ved gennemgangen af A. Jægers flintaffald fra området. Det lykkedes imidlertid ret hurtigt at udskille en række mindre, afgrænsede „pletter“, indenfor hvilke flintaffald og redskaber havde sit enhedspræg.
Især eet sted tiltrak sig opmærksomheden, dels fordi der her kunne opsamles flintaffald af en type, der ikke viste slægtskab med hidtil kendt affald fra de gængse meso- og neolitiske (og bronzealder!) miljøer, dels svarede denne plet nogenlunde til det område, hvor skafttungepilene var opsamlet.
Det besluttedes at foretage en prøvegravning på denne plet, der lå omtrent midt på sydsiden af en 14,3 m høj morænebakke, der skrånede forholdsvis stejlt ned mod et lille mosehul. Her var der fundet en koncentreret plet med flintaffald beliggende på en lille terrasse eller „hylde“ omtrent midtvejs mellem bakkens top og den tilgrænsende mose. Den pågældende terrasse, der havde et nogenlunde vandret forløb, kunne kun følges på en ca. 20 m lang strækning af bakkesiden; bredden svingede mellem 5-8 m.
Dette sted måtte på forhånd anses for at være mest velegnet til bosætning, dels på grund af sin placering på den solbeskinnede, sydvendte læside, dels fordi det frembød den eneste nogenlunde plane flade i det ellers stærkt kuperede terrain.
Af forskellige årsager blev prøveudgravningen imidlertid udskudt og kom først i gang i efteråret 1970.
Lokaliteten er beliggende på siden af en ssv-vendt, stejl morænebakke ved den nordlige ende af en ca. 200 m lang og ca. 100 m bred tørvefyldt lavning – formodentlig et dødishul – der på alle sider er omgivet af stejle bakker bestående af tung moræneler.
Bopladsen ligger i dag kun ca. 200 m syd for kysten, men har i forhistorisk tid ligget langt inde i landet fjernt fra de datidige strande.
Egnen omkring Bro er både i topografisk og geologisk henseende meget særpræget. Landskabet veksler mellem åbne, plane flader bestående af fint smeltevandssand og høje, stejle bakker af tungt moræneler. Overalt ses talrige dødishuller, der giver området et stærkt kuperet terrain. Alle større vandløb har retningen sø-nv og udmunder i dag omtrent vinkelret på kysten. Umiddelbart omkring bopladsen består undergrunden af hvidgult moræneler, men blot 100-200 m derfra ses morænegrus og smeltevandssand i overfladen.
Ved prøveudgravningens begyndelse udmåltes et system af een kvadratmeter store prøvehuller, der anlagdes således, at disse strakte sig ned over bakkesiden og henover den føromtalte terrasse, hvor der yderligere udgravedes et felt på 14 kvadratmeter.
Ved undersøgelsen konstateredes der intet sted noget egentligt kulturlag i gængs forstand. Med undtagelse af felterne på terrassen havde markredskaberne overalt været helt nede i undergrunden og dyrkningslaget hvilede direkte på moræneoverfladen.
På den omtalte afsats eller terrasse påvistes der en 18 m lang, 14 m bred og ca. 30 cm, dyb trugformet sænkning, der havde nogenlunde samme udstrækning som terrassen. Lavningen var opfyldt med gult-rødbrunt, rustfarvet, homogent sand, der nedefter blev mere rustfarvet samtidig med, at der fandtes mindre klumper af al. Dette sandlag hvilede direkte på undergrundens overflade og grænsen mellem de to lag var skarp. Opefter gik sandlaget over i et 20-30 cm tykt muldlag; grænsen mellem de to lag var tydelig, og sandlagets overflade viste furer efter markredskaberne, der sandsynligvis har fjernet en del af dette. Det er således umuligt at sige, hvor tykt laget oprindelig har været.
Sandlaget konstateredes kun i den pågældende lavning, hvor det har været beskyttet mod fuldstændig bortpløjning.
Foreløbige geologiske analyser tyder på, at laget er aflejret af vand under rolige forhold; formodentlig er der tale om en brednær aflejring i en ferskvandssø.
I de nordligste felter på terrassen bemærkedes en sekundær nedgravning af uregelmæssigt omrids. Gruben var opfyldt med sortgråt, stærkt trækulholdigt sand med mange ildskørnede, nævestore marksten. De foreløbige undersøgelser tyder på, at denne nedgravning er yngre end sandlaget og må tilskrives en senere bebyggelse på stedet.
Med undtagelse af denne grube fandtes der ikke spor af andre typer af forhistoriske anlæg, og sandlaget viste intet sted tegn på sekundære forstyrrelser. I dette lag fandtes der affald og redskaber af flint på primært leje. Der konstateredes ikke trækul eller spor af organiske stoffer i laget, og der er derfor ikke tale om et kulturlag i sædvanlig forstand; snarere må laget karakteriseres som et ferskvands-sandlag med indlejret flintaffald og flintredskaber. Ildskørnet flintaffald viser dog, at der har været anvendt ild på bopladsen.
Udgravningen godtgjorde, at kulturlevnene især var koncentreret indenfor et ovalt, 10 × 13 m stort område på terrassen. Her fandtes der mange kulturlevn både i pløjelaget og sandlaget. Udenfor dette tydeligt afgrænsede område faldt intensiteten af oldsager brat, hvilket stemte udmærket overens med de iagttagelser, der var gjort af flintaffaldets spredning på markoverfladen før udgravningen begyndte.
Den topografiske placering af lokaliteten sammenholdt med den tydelige afgrænsning af kulturlevnene tyder på, at der er tale om en lille boplads, af hvilken en del er bortpløjet i nyere tid. Formodentlig er der tale om spor af en bosættelse bestående af en enkelt hytte, hvilket vil stemme godt overens med terrassens størrelse og afgrænsningen af kulturlevn på denne.
Sammenlignet med andre stenalderbopladser var mængden af flintaffald i hvert felt sparsom: Intet sted konstateredes mere end 52 stk. pr. kvadratmeter.
Flintaffald og redskaber fra sandlaget var for hovedpartens vedkommende gulhvidt med lidt omdannet overflade og ganske svage spor af vandrulning; en mindre del var grå-sort med helt primær overflade og uden ringeste spor af overfladeomdannelse eller anden kemisk-fysisk påvirkning. Flint med begge former for farve og overflade fandtes side om side; hverken i vandret eller lodret plan kunne der iagttages nogen fordeling efter flintaffaldets overflade-omdannelse. Hvad angår flint-affald og redskaber fra pløjelaget, viste det nøjagtig den samme art overflade-omdannelse og farve som materialet, der er fundet primært i sandlaget. Det er derfor nærliggende at antage, at affald og redskaber i pløjelaget og på overfladen stammer fra dette sandlag. At den begyndende oppløjning af sandlaget er af meget ny dato, dokumenteres bl.a. af den kendsgerning, at det flintaffald og de redskaber, der er opsamlet på overfladen og i pløjelaget så godt som ikke viser spor af plovrust, recente brud eller afstødninger.
Ved prøvegravningen blev det endvidere godtgjort, at der intet sted i de udgravede felter fandtes redskabstyper fra yngre, sekundære bebyggelser. Med forsigtighed kan man hævde, at der indenfor et snævert afgrænset område på terrassen, synes at være tale om et kulturhistorisk set „rent“ miljø, stammende fra en enkel, senglacial bebyggelse på stedet.
Oldsagsmateriale: Trods sit ringe omfang er det muligt at fremsætte visse betragtninger over det hidtil tilvejebragte oldsagsmateriale. Som råmateriale er der især anvendt en karakteristisk kornet, stærkt bryozoholdig flinttype, der muligvis stammer fra dan-aflejringer; kun en mindre del af kulturlevnene er fremstillet af homogen flint af senonisk oprindelse.
Flintaffaldet består for størstedelens vedkommende af meget irregulære afslag. Regelmæssige flækker og skiver forekommer så godt som ikke. Særlig karakteristisk er aflange, uregelmæssige flækkelignende afslag, der især udmærker sig ved deres bredde og tykkelse. Disse stykker er ca. 8-14 cm lange, 4-5 cm brede og 2-3 cm tykke. En betydelig del af materialet viser, at blokkene ikke har været trimmede inden afhugningen af afslag er begyndt. Affaldsmaterialet fra Bro er karakteristisk ved den næsten totale mangel på både stor- og småflækker samt blokkant og -bund afslag.
Flækkeblokke er fundet i et antal af 10 stk. Deraf er 7 af konisk form med een slagflade, mens een blok har to parallelle slagflader. (Fig. 2).
Antallet af redskaber er beskedent. Anførte liste giver et indtryk af hvilke typer, der er tilstede i fundstoffet.
| Skrabere af afslag……………. | 1 | |
| — — — ; med snude …. | 1 | fig. 3, nr. 1653 L. |
| — af flække……………. | 1 | fig. 3, nr. 1653 AE. |
| — — — ; med snude …. | 1 | |
| Skrabere ……………….. ialt | 4 | |
| Simpelt bor…………………. | 1 | fig. 4, nr. 1653 AR. |
| Midtstikler; eet stikkelslag ved brud | 1 | |
| to – ; …….. | 1 | |
| Kantstikler; eet stikkelslag ved brud | 2 | fig. 5, nr. 1653 C. |
| Kantstikler; med tværslag………. | 1 | fig. 5, nr. 1653 AB |
| Stikler…………………..ialt | 5 | |
| Skafttungepile ………………. | 7 | fig. 1 og 6. |
| Afslag med retoucheret hak …… | 3 | fig. 7, nr. 1653 BH. |
| Afslag med kontinuerlig retouche . . | 19 | fig. 7, nr. 1653 AL. |
I god overensstemmelse med den dårlige flintteknik er de fundne redskaber, der alle er meget uregelmæssige, (fig. 1 og fig. 3-7).
Skrabere, (fig. 3), forekommer i 4 eksemplarer. Råmaterialet er flækker og aflange afslag, i hvis distale ende der er tildannet en skraberæg. To af stykkerne (1653 AE og T) må betegnes som flækkeskrabere. Formodentlig har stykket 1653 X oprindelig også været en flækkeskraber, da en brudflade i proximal-enden viser, at stykket har været længere end det fremtræder idag. Der er grund til at bemærke, at to af skraberne viser en snudeformet udformning af skraberæggen. (fig. 3, 1653 L og T). Karakteristisk er endvidere den forholdsvis spidse vinkel som skraberæggen danner med afslagets plane bugside.
Bor, (fig. 4). Et enkelt bor forekommer i fundmaterialet. Det er fremstillet af et aflangt, uregelmæssigt afslag med en naturlig tilspidsning i hvis distale ende, der ved retouche er dannet en kort, simpel borespids.
Stikler, (fig. 5), er tilstede i 5 eksemplarer, hvoraf to er kantstikler dannet ved et enkelt stikkelslag på en brudflade, f. eks. fig. 5 nr. 1653 C, der er fremstillet af et blokafslag. De øvrige stykker er midtstikler dannet henholdsvis ved et stikkelslag på et diagonaltgående brud og to stikkelslag, der mødes i en spids vinkel. Fig. 5 nr. 1653 AB er en såkaldt tværstikkel. Alle de foreliggende stikler er fremstillet af uregelmæssige flækker eller afslag.
Skafttunge pile, (fig. 1 og 6), er den almindeligste type på Bro-bopladsen. Der kendes ialt 7 stk. (incl. fragmenter). Af hele eksemplarer foreligger to, fig. 1 og 6, nr. 1653 A. De øvrige er alle tangestykker med et større eller mindre parti af bladet bevaret, f. eks. fig. 1 og fig. 6, nr. 1653 M.
Såvidt det er muligt at erkende ud fra de foreliggende hele eksemplarer, er de fremstillet af flækker med en naturlig distal spids, der danner stykkets od. Der er udvalgt råemner, hvis længdesnit er så ret som muligt, mens omridset tilsyneladende har spillet en mindre rolle, jvnf. fig. 6, nr. 1653 A, der er meget krum i omrids, men fuldstændig ret i længdesnit. I intet tilfælde ses der retouche i stykkernes distale ende. Længden varierer mellem 8-10 cm og bredden mellem 2-3 cm. I råemnets proximale ende er der ved kantretouche fra bugsiden udarbejdet en tange, der kan være mere eller mindre skarpt afsat fra resten af stykket. Tangens længde varierer mellem 2-4 cm og bredden mellem 0,75-1,5 cm. To former for tangeretouche optræder i materialet: Enten er retouchen meget fin, 2-3 mm bred og tilsvarende høj og dækker kun et meget smalt bælte langs råemnets længdekanter, fig. 6 nr. 1653 A og S, eller der kan være tale om en kraftig stejlretouche med større fladedækkende afspaltninger, hvis bredde og højde (regnet fra bugsiden) er betydelig større end på de førstnævnte stykker (fig. 1). Den fine tangeretouche optræder på fem af fundets syv skafttungepile og må således siges at være et karakteristisk træk ved Bro-pilene. Særlig opmærksomhed fortjener stykket fig. 6, nr. 1653 A, hvis slagbule er fjernet ved en række mindre afspaltninger på stykkets bugside. Afspaltningerne udgår fra råemnets slagfladerest og strækker sig ca. 1 cm ind over bugsiden i stykkets længderetning. Denne tilhugning har formodentlig skulle lette en evt. skæftning. En sådan fladetilhugning af skafttungepilenes slagbule er ganske usædvanlig i det danske materiale og forekommer f. eks. ikke i materialet fra Bromme[11].
Foruden disse redskabsformer optræder der en række uregelmæssige afslag med indretoucheret hak og kontinuerlig længdekantretouche.
Sin lidenhed til trods viser fundet fra Bro dog et homogent billede af en lille jægerboplads – muligvis kun en enkelt familie – der engang i senglacialtiden har slået sig ned på den solbeskinnede, sydvendte terrasse ved bredden af en mindre sø. Sandlagets placering højt over den nuværende tørvedækkede moseflade viser, at vandstanden i søen ved istidens slutning må have været betydelig højere end senere i stenalderen.
Datering: Typologisk knytter Bro-fundet sig til de øvrige danske senglaciale-fund, f. eks. Bromme og Nr. Lyngby[12], der er dateret henholdsvis til allerødtid og yngre dryastid[13]. Der er endnu ikke foretaget naturvidenskabelige dateringer af Bro-bopladsen. En foreløbig sedimentologisk analyse af sandlaget tyder på, at dette må henføres til yngre dryastid, dvs. tiden mellem 9000-8400 f. Kr. Er dette korrekt, skulle bopladsen altså være jævngammel med den klassiske Lyngby-pil, evt. også Segebro-bopladsen i Skåne[14] og Ahrensburgkulturen i Holsten[15]. Kulturhistorisk må Bro-bopladsen henføres til Bromme-kulturen, således som denne kendes fra Sydskandinavien.
Skønt undersøgelserne endnu ikke er fuldført, har vi allerede lært meget af Bro-bopladsen. Vigtigst er nok, at det nu med sikkerhed er lykkedes at konstatere spor af de ældste fynboers liv og færden lige efter istidens slutning. Fremtidige udgravninger skal afgøre, om det er den egentlige boplads, der er konstateret ved den foreløbige prøvegravning eller det kun er en rest af en større boplads, hvis øvrige del evt. er dækket af nedflydt moræne.
Er der tale om en boplads, der ligger på sin primære plads i terrainet kan dens placering (højt over nærmeste vandløb), dens lidenhed, det grove og uregelmæssige flintaffald, de få og for hovedpartens vedkommende ukarakteristiske redskaber, give en forklaring på, at der hidtil er konstateret så få senglaciale bopladser i Danmark. Ved en „normal“ rekognoscering efter stenalderbopladser ville lokaliteten givetvis ikke være fundet, og det grove flintaffald samt de få redskaber ville ikke have fanget opmærksomheden.
På nuværende tidspunkt har vi allerede lært så meget, at det ved rekognosceringer i området omkring Bro er lykkedes at finde endnu en (formodentlig) senglacial boplads. Den nye lokalitet (Bro II) er fundet i foråret 1971 på en sandet bakkeskråning ca. 300 m syd for den første boplads (Bro I). På et mindre afgrænset område er der på markoverfladen opsamlet en større mængde flintaffald af samme karakteristiske type som ved den første boplads. Desuden er der fundet 3 skrabere, to midtstikler samt to kantstikler – alle af typer – der viser nær typologisk tilknytning til stykkerne fra Bro I (fig. 8). Desværre er der endnu ikke fundet skafttungepile på den ny lokalitet. En ganske lille prøvegravning har ikke vist urørte kulturlag, men derimod spor efter kraftige jordflydningsprocesser. Muligvis er evt. kulturlag dækkede eller omrodede af jordflydning. En nærmere afklaring af disse både omfattende og fascinerende problemer vil den tilstundende sommers udgravninger forhåbentlig give.
