I dagene 16.-21. oktober 1961 assisterede jeg inspektør ved Nationalmuseet, cand. mag. Olaf Olsen med afdækningen og optagelsen af en gruppe skeletter i Skt. Jørgens kirke i Svendborg. Gennem denne undersøgelse ville man ad osteo-arkæologisk vej søge at klarlægge Skt. Jørgens kirkens forhold til Svendborgs gamle Skt. Jørgenshospital, der var byens og de omliggende herreders spedalskhedshospital i middelalderen.
Der kunne være tale om to muligheder:
Disse to spørgsmål er først søgt besvarede dels gennem studiet af kirkens og Skt. Jørgenshospitalets akter og dels gennem bygningshistoriske undersøgelser. Herved har man søgt at fastslå kronologien i kirkens bygningshistorie for derefter at stille denne tidstabel i relation til spedalskhedens (lepraens) historie på Fyn. Disse undersøgelser fortæller dog intet konkret om selve lepraproblemet. Dette kan kun belyses ad osteo-arkæologisk vej ved ganske enkelt at undersøge, om der findes skeletter med lepraforandringer blandt de ældste begravelser i kirkebygningen, og om disse skeletter i kronologisk henseende svarer til kirkens bygningshistorie. Dette vil i praksis sige, om man kan bevise, at der har været begravet leprapatienter dels på kirkegården og dels inde i den del af kirken, der stammer fra middelalderen. Det var for at få disse spørgsmål belyst, at Nationalmuseet – gennem museumsinspektøren – overdrog mig at undersøge det afsnit af kirken, der ligger imellem dennes ældste kærne og det senere tilbyggede tårn.
De spørgsmål, der herefter skal besvares, er følgende:
I det undersøgte afsnit af kirken fandtes ialt ti urørte eller delvis urørte grave samt kranier og kraniedele af yderligere seks personer, der skønnedes at tilhøre middelalderbegravelserne. Skeletterne er indtegnede på arkitekt Mogens Brahde’s opmålningsplan – fig. 1 A og B.
Skeletterne lå – som det fremgår af fig. 1 og 2 – alle i rygleje og med armene strakt således, at hænderne fandtes nedenfor hofteleddene. Det var påfaldende, at samtlige skeletter lå i denne stilling. Herved afviger de fra den almindelige middelalderbegravelsestradition, hvor netop armstillingen er forskellig, og hvor kun ca. 10 pct. af skeletterne har armene strakt langs siden af kroppen (3,139 ff.). Man kender endnu intet tilfælde, hvor samtlige skeletter fra et gravefelt, der repræsenterer flere århundreder, ligger med helt strakte arme. Dette forhold i Svendborg Skt. Jørgens kirke kan skyldes enten en lokal skik, eller at ligene har været snørede eller syede ind i et liglagen eller lignende, hvorved hænderne naturligt vil få deres plads nedenfor hofteleddene.
De ældste af gravene synes at have været kisteløse. I en af disse – fra det sydlige udgravningsfelt – en ca. 40 år gammel mand (ark. nr. 4, reg. nr. 2), fandt man, at der som støtte for kraniet var anbragt to dobbelt-knytnæve-store runde marksten, en på hver side, således som man undertiden finder det ved meget gamle kisteløse middelalderbegravelser (3, 132 fig. 38). Det er derfor sandsynligt, at denne grav er en oprindelig kirkegårdsbegravelse, og at den stammer fra tiden før kirken fik sin vestforlængelse.
Nogle af de yngre middelalderbegravelser har derimod været kistegrave. Dette fremgår tydeligt af fundet af kistesøm i oprindeligt leje (ark. nr. 102, reg. nr. 4 og ark. nr. 201, reg. nr. 6). Fig. 3 viser to kistesøm med rester af træ i rustklumpen (ark. nr. 102, reg. nr. 4). Denne grav med skelettet af en ca. 25 år gammel kvinde har særlig interesse, fordi den rummede så mange detaljer, at man både kunne få et indtryk af kistens størrelse samt udregne den begravedes legemshøjde.
Skelettet i graven målte fra isse til hælben 150,5 cm. For at udregne legemshøjden adderer man nu 5 cm (3.138) og får 155,5 cm. Da der i denne grav fandtes 14 kistesøm på oprindelig plads i jorden, var det muligt at bestemme kistens længde og bredde. Sømmene, hvis længde varierede fra 6 til 8 cm, fandtes i en indbyrdes afstand af 15-20 cm, og stod alle med spidserne i vejret og repræsenterer således de søm, der gennem bundfjælen er hamret op i kistens side- og ende-fjæle. Det kunne dog ikke afgøres, om sidefjælene har stået lodret, eller om de har haft en svag hældning udad, dertil var rustklumperne omkring sømmene for massive, men derimod gav sømmene præcise oplysninger om bundfjælens størrelse. Den var rektangulær, 45 cm bred og 163 cm lang, og disse mål synes at harmonere med den begravede kvindes udregnede legemshøjde på 155,5 cm.
Kisten dækkede delvis et andet, stærkt formuldnet skelet af en ca. 40-årig mand (ark. nr. 3, reg. nr. 12), der lå i en kisteløs grav af umiskendeligt middelalderpræg, og som sandsynligvis stammer fra den oprindelige kirkegård. Da endvidere mandsskelettet fra kistegraven (ark. nr. 202, reg. nr. 5) med sin venstre arm hviler på kistegraven med de 14 søm, er denne grav (ark. nr. 102, reg. nr. 4) kronologisk bestemt til at ligge imellem disse to, uden at man derfor kan sige noget sikkert om selve begravelsestiden.
Foruden kistesømmene fandtes der af andet gravgods ved denne undersøgelse kun en mønt, en ubestembar hulpenning fra middelalderen. Denne mønt, der blot lå tilfældigt i jorden og ikke havde relation til noget af skeletterne, kan derfor ikke anvendes som dateringsobjekt.
Den eneste dateringsmulighed, der fandtes, var at bestemme skeletternes placering i forhold til nord- og sydmurens fundamentsten og fundamentgrøft, og det var ikke vanskeligt, fordi kirkerummets randbegravelser var pressede så tæt op imod ydermurene som overhovedet muligt, og da skeletterne dels lå meget tæt og ofte i flere lag, var det ikke vanskeligt at afgøre rækkefølgen, hvorefter de var blevet begravede. Man kunne således fastslå, at to kvindegrave (ark. nr. 1, reg. nr. 7 og ark. nr. 2, reg. nr. 1) er yngre end nordmurens fundament, idet de pågældende skeletter dels ligger ind over fundamentgrøften og dels hviler på fundamentets bundskifte.
Svaret på undersøgelsens første spørgsmål bliver derfor, at der findes urørte middelalderbegravelser i det undersøgte kirkerum, der dels stammer fra den oprindelige kirkegård, og som derfor er ældre end dette kirkeafsnit, og dels stammer fra selve kirken, og som derfor er yngre end denne.
På grund af svære angreb af træsvamp – fra ligkisterne – var alle skeletterne i en meget dårlig tilstand. Knoglevævet var ofte så destrueret, at skeletdelene efter vask og tørring faldt hen som et pulver og på denne måde „blev til støv“, men der var alligevel bevaret så mange hele enkelte skeletdele, at man i de fleste tilfælde kunne bestemme køn, alder og sygdomstegn.
I den nordre del af udgravningsfeltet fandtes tre skeletter af mænd, der alle var over 40 år gamle, samt fem skeletter af kvinder, hvoraf den ene var ca. 18 år, tre imellem 25 og 30 og en ca. 40 år. Desuden fandtes skeletter af to børn, et på 6 og et på 12 år, og endelig skeletdele af en person på ca. 20 år, hvis køn ikke kunne afgøres.
I det søndre udgravningsfelt fandtes skeletter af to mænd, der var ca. 40 år gamle, samt af to kvinder imellem 25 og 30 år og desuden skelettet af en jævnaldrende person, hvis køn ikke kunne afgøres.
Hos leprapatienter skelner man mellem to slags knogleforandringer:
Desuden finder man hos leprapatienter med sygdommens ondartede, lepromatøse type de af forfatteren beskrevne forandringer i ansigtsskelettet: facies leprosa (4,20 ff.). Da der mangler en udtømmende klinisk undersøgelse over facies leprosa hos nulevende patienter, ved man ikke, om disse forandringer er specifike eller blot karakteristiske. Men da der endnu ikke er iagttaget facies leprosa ved andre sygdomme end lepra, kan det betragtes som karakteristisk for spedalskhed.
Specifike lepraforandringer har kun kunnet påvises een gang i Svendborg-materialet, nemlig på en ca. 25-årig kvinde (ark. nr. 102, reg. nr. 4). Af skelettet, der også var stærkt ødelagt af træsvamp, lykkedes det at fremdrage venstre hånds I, II og III finger – fig. 4, og her ses på mellemstykket af II finger (pegefingeren) et tydeligt såkaldet „forstørret foramen nutricium“, der anses for at være en specifik knogleforandring ved lepra (4, PI. VI, 6; VII, 1, 2, 4). Der ses ligeledes forstørret foramen nutricium på mellemstykket af II finger, mens grundstykket af I finger har den for lepra karakteristiske timeglasform.
Af karakteristiske lepraforandringer på samme skelet skal man nævne forandringerne i ledhovedet af højre storetås mellemfodsben – fig. 5 (4, pl. XII, 7, 8) – samt de ejendommelige „karfurer“ på skinnebenenes for- og yder-flade, der vender imod lægbenet – fig. 6 (4,42 ff, Pl. XIII, 4-8).
Facies leprosa-forandringerne er lokaliserede til overkæbebenets centrale område og viser sig dels ved et centralt begyndende svind af knoglevævet omkring fortænderne og dels ved svind af spina nasalis anterior (næsetornen). Svindet af knoglevævet omkring fortænderne resulterer i, at disses tandhalse blottes. Herefter bliver tænderne løse, og til sidst falder de ud. Denne sygdomsproces standser af sig selv omkring hjørnetænderne; og den giver – ved maximal udvikling – overkæbebenet et meget karakteristisk udseende, således som det fremgår af kraniet fig. 7 (i midten). Kranierne fig. 7 (til højre) og fig. 8 (i midten) viser, at maximalt udviklet facies leprosa også findes i Svendborg-materialet.
Fig. 8 (t. venstre) viser et calvarium med 1° svind af knoglevævet imellem de centrale fortandsrødder (1 + 1), men samtidig fuldt udviklet (III°) svind af spina nasalis anterior. Fig. 7 (t. venstre) viser tydelig oprykning af Prosthion med løshed af de centrale overmundsfortænder. Foruden disse fire tilfælde fandtes der facies leprosa på endnu fem andre Svendborg-kranier. Karakteristiske, men ikke specifike lepra-forandringer i fødderne fandtes på skelettet af en ca. 20-årig kvinde (ark. nr. 2, reg. nr. 1) – fig. 9 (til højre). Fig. 9 (til venstre og i midten) viser de stærkt mutilerede fødder af Næstved reg. nr. 100 (kraniet fig. 7 i midten). Fig. 9 (til højre) viser den højre fod af en ca. 20 årig kvinde (ark. nr. 2, reg. nr. 1), der var begravet i det nordre udgravningsfelt efter kirkens opførelse. Mellemfodsknoglerne viser mutilationsforandringer i næsten samme grad og udstrækning som Næstved-skelettet (i midten).
Karakteristiske, men uspecifike lepra-forandringer på skinneben og lægben, der er omtalt foroven og afbildet fig. 6, viser sig på begyndelsesstadiet som næsten symmetrisk optrædende, skarpt markerede furer og knoglefortykkelser på skinnebenets forreste og udvendige imod lægbenet vendende flade – fig. 6 (i midten, kvinde ca. 40 år, Næstved reg. nr. 100). På billedet til højre ses tilsvarende forandringer på mand, ca. 40 år. (ark. nr. 103, reg. nr. 10) og til venstre den foroven omtalte kvinde, ca. 25 år (ark. nr. 102, reg. nr. 4). Ganske tilsvarende forandringer er påvist på tre andre skeletter samt på et løst fundet højre skinneben af en ca. 30-årig kvinde fra kirkens kor (rum 5) – fig. 10.
Usura orbitae er en karakteristisk sygdomsforandring i kraniet, der er tydet som en reaktiv betændelsesproces, og som er lokaliseret symmetrisk til øjehuleloftets forreste og udvendige del. Usura orbitae findes på 69,7 % af lepra-skeletterne fra Næstved (4,29, PI. V, 1-9 incl.), og forandringen er påvist på 7 af skeletterne fra Svendborg, heriblandt på to løsfund – fig. 11. Øverst, kvinde ca. 20 år (løsfund fra rum nr. 28, reg. nr. 14) viser II° usura orbitae. Nederst, kvinde ca. 20 år (løsfund fra koret, rum nr. 5, reg. nr. 17) viser ligeledes usura orbitae II°.
Som et særligt unikum blandt de patologiske fund skal man til sidst beskrive et tilfælde af brud af den lukserede højre os lunatum (den halvmåneformede knogle i øverste række af håndrodsknogler) og samtidig afsprængning af den tilstødende spolebenledflades forkant – fig. 12.
Denne invaliderende lidelse i håndleddet er fundet på en ca. 40-årig mand (ark. nr. 103, reg. nr. 10) med tydelige lepraforandringer. Lidelsen i håndleddet, der intet har med lepra at gøre, er opstået ved, at patienten – sandsynligvis ved at falde – har fået et voldsomt stød på den i håndleddet stærkt bagud bøjede højre hånd. Herved er os lunatum dels brækket og dels blevet skubbet fremad og helt ud af sit leje samtidig med, at et 10-øre stort stykke af forreste del af spolebenets imod håndroden vendende ledflade er blevet sprængt fra. De ledforandringer, der nu kan konstateres, tyder på, at læsionen fandt sted adskillige år før døden indtraf, samt at håndens funktion har været stærkt nedsat. Denne form for håndledslæsion er ikke ualmindelig i dag, men tilfældet fra Svendborg Skt. Jørgens kirke er ubetinget det ældste kendte eksempel på denne lidelse. Derfor fortjener det en mere udførlig omtale, end der kan gives i denne artikel, og man vil henvise til en senere udførlig redegørelse i Acta radiologica.
Til slut skal man lade de fra Skt. Jørgens kirken opgravede og undersøgte skeletter selv besvare de i indledningen fremsatte spørgsmål. Svaret bliver, at der i det udgravede område af kirken fandtes 10 urørte eller næsten urørte middelalderbegravelser, der dels stammer fra den oprindelige kirkegård og dels er samtidige med eller yngre end selve kirken. Der blev desuden fremdraget 5 løstfundne kranier, der ligeledes stammer fra middelalderbegravelser.
Af det samlede skelet-materiale viste 9 personer tydelige tegn på lepra, mens det i de resterende 7 tilfælde – på grund af skeletternes dårlige bevaringstilstand – var umuligt at udtale sig om lepra-diagnose. Løstfundne skeletdele fra koret og den øvrige del af det ældste kirkeafsnit viste ligeledes sygdomsforandringer af samme karakter, som man ofte finder hos leprapatienter.
Det kan derfor anses for sandsynligt, at man i middelalderen har begravet lepra-patiener både på kirkegården og inde i selve kirken, der således får karakter af en regulær hospitalskirke.
Til slut en hjertelig tak, først til Nationalmuseets inspektør, cand. mag. Olaf Olsen for opgaven og samarbejdet, til arkitekt Mogens Brahde for opmålingsplanen samt til fotograf Lennart Larsen for artiklens fotografiske udstyr. Desuden tak til følgende svendborgensere: cand. mag. Aage Andersen, murermester Christoffersen, sognepræst Fog, overlæge, prosektor, dr. med. William Kiær, og reservekirurg Laurits Lauridsen og frue, der alle har ydet praktisk hjælp under udgravningsarbejdet. Og til sidst en tak til professor, dr. med. Gunnar Teilum for Københavns Universitets patologisk-anatomiske instituts hjælp med undersøgelsen af skelet-materialet.
