En tåget, råkold vinterdag i februar 2019, nogenlunde samtidig med at vintergækker og krokus tittede frem fra den kolde jord med løfter om et snarligt forår, forberedte arkæologer fra Odense Bys Museer sig på at skulle afslutte en større forundersøgelse øst for Odense. Ugers regn og slud havde gjort den lerede, klæge jord til ankelhøjt klistret mudder, så selv de mindste skridt krævede store anstrengelser.
I de mange forudgående måneder havde vi vandret kilometer efter kilometer i de lange søgerender i utrættelig søgen efter spor fra fortidens mennesker. Et stort arbejde, der undervejs havde krævet både våde sokker og sved på panden. Men den systematiske og grundige indsats viste sig at være det hele værd.
På store dele af arealerne væltede det nemlig frem med spor efter områdets tidligere beboere. Stolpehuller og gruber afslørede store bopladser med huse og hegn fra romersk- og germansk jernalder (ca. 1-500 e.Kr.) og helt tilbage til yngre bronzealder (ca. 1100-500 f.Kr.). Områder med ildgruber på de omkringliggende engområder afslørede datidens religiøse ritualer, og som prikken over i’et fandtes der i flere tilfælde direkte spor af områdets jernalderbeboere begravet i fortidens fine urner.[1]
Men nu lakkede forundersøgelsen mod enden. På denne kolde februardag manglede kun at blive registreret nogle få urnegrave, der var dukket op den foregående dag. Urnerne var blevet fundet mellem stolpehuller og gruber fra jernalderbopladsen, og alt tydede umiddelbart på, at der var tale om jævne begravelser, der mindede om flere andre små jernaldergravpladser i området. Det skulle dog snart vise sig, at denne lille gravplads var noget helt specielt.
Gravpladsen bestod af seks urnegrave, der var anlagt inden for et område på omtrent 5 x 5 meter. Flere af urnerne var delvist ødelagt af moderne pløjning, og forventningerne til deres indhold var derfor ikke høje til at begynde med. Men allerede ved udgravningen af den første urne viste det sig, at de lave forventninger blev gjort til skamme. Der var nemlig tale om en våbengrav, hvor et sværd eller en stor kniv var blevet bukket sammen og lagt ned ved siden af urnen som en del af den afdødes gravudstyr. Graven kunne dateres til ældre romersk jernalder (1. årh. e.Kr.), og ved den efterfølgende udgravning af urnen fandtes desuden en lansespids, en dragtnål og en del mindre jerngenstande. Selv om våbengrave ikke er ukendte fra denne periode af forhistorien, er de langt fra almindelige, og der er ingen tvivl om, at det er en højtstående kriger og hans våben, der er blevet begravet her.
Ved den fortsatte registrering af en af de meget nedbrudte urner på gravpladsen var der pludselig noget, der fangede en af arkæologernes opmærksomhed. I den oppløjede jord ud for urnen tittede en lille genstand frem fra den brune muld. Med en forsigtighed, der kun forstyrredes af den støt stigende puls, stod det ved nærmere eftersyn klart, at der var tale om et særdeles velbevaret lille guldsmykke med et utal af skønne detaljer – nemlig en såkaldt berlok fra romersk jernalder (ca. 1-200 e.Kr.), der fremstod fuldstændig upåvirket af tidens skarpe tand (figur 1-3 og 7-10).
De øvrige urner blev herefter taget med ind på museet til udgravning under mere kontrollerede forhold af museets konservator. I en af de velbevarede urner fandtes flere fibler og mindre jerngenstande samt en lille, kugleformet guldberlok, en såkaldt bulla (figur 4).[2]
Samlet set er der altså tale om en lille, velafgrænset gravplads med blot seks bevarede urnegrave, hvoraf mindst tre har indeholdt personer med et ekstraordinært gravudstyr, der vidner om de gravlagtes rigdom, magt og status (se figur 5). De øvrige grave var desværre for dårligt bevarede, til at det med sikkerhed kan siges, hvilke gravgaver de oprindelig har indeholdt.
Gravpladsen er blevet anlagt i et område med tæt bebyggelse fra flere perioder af forhistorien, og den udgør sandsynligvis en lille familiegravplads. Fremtidige undersøgelser kan forhåbentlig give flere vidnesbyrd om, hvem de brændte knogler i urnerne stammer fra. Er der tale om børn, voksne, mænd eller kvinder? Hvor gamle blev de, og hvordan døde de?
At der må være tale om en af de rigere familier på stedet, er der nok ingen tvivl om. Gravgaverne taler i den forbindelse deres tydelige sprog. Ikke alle og enhver har haft mulighed for at besidde fornemme guldsmykker og våben som en del af deres personlige ejendele. Det har kun været de mest indflydelsesrige personer forundt.
Men lad os nu dvæle lidt ved den fornemme guldberlok fra den lille gravplads (figur 7-10).
Overordnet set er guldberlokker en velkendt smykketype fra romersk jernalder (ca. 1-200 e.Kr.), hvor de kan knyttes til de rigeste miljøer i de højeste sociale lag i store dele af Nordeuropa. Berlokkerne er hule indeni og har formentlig været brugt til opbevaring af aromatiske dufte efter romersk forbillede – en slags fortidens parfume om man vil – og har på den måde understreget ejernes kendskab til den romerske kultur. De er fremstillet efter inspiration fra lignende smykker fra Romerriget og vidner om et højt specialiseret håndværk, hvor imponerende pragtgenstande med en stor detaljerigdom har kunnet produceres til glæde for tidens mest indflydelsesrige personer.[3]
Kun datidens mest fornemme kvinder har haft mulighed for at have et sådant håndværksmæssigt mesterværk hængende om halsen. Fra Fyn kendes ca. 30 guldberlokker, der har en overordnet østlig orientering med en tydelig fundkoncentration på Sydøstfyn.[4] Det er helt tydeligt, at de har tilknytning til de højeste sociale samfundslag, hvor rigdom og magt var centreret, og hvor mulighederne for kontakt til både nær og fjern var størst. For selv om guldberlokkerne er fremstillet af hjemlige guldsmede, findes de ofte sammen med importerede luksusgenstande fra det romerske rige. Flere af dem er fundet på den store og rige gravplads Møllegårdsmarken ved Gudme. Et område, der betragtes som et af de vigtigste centre både lokalt og regionalt i århundrederne efter Kristi fødsel.
En af guldberlokkerne fra det 1.- 2. århundrede e.Kr. på Møllegårdsmarken har desuden et meget nært formmæssigt slægtskab med ‘vores’ guldberlok (se figur 6 og 7).[5] Det betyder ikke nødvendigvis, at de er fremstillet af samme guldsmed, men det understreger, hvordan tidens smykkemode ikke kun har været lokal, men har været underlagt helt faste rammer – præcis som modefænomener er det den dag i dag.
Formen på guldberlokkerne er pæreformede, og de kan være op til omtrent fire cm lange. De består af tyndt guldblik, der med deres varierede mønster af sirlige guldtråde og guldkugler fremstår som ypperlige guldsmedearbejder, der på ingen måde står tilbage for nutidens guldsmedekunst.
Det har uden tvivl krævet en højt specialiseret teknik og en stor håndværksmæssig kunnen at fremstille smykkerne. Man fristes næsten til at tro, at de små fine detaljer, hvis sirlighed faktisk bedst kommer til udtryk under mikroskop, må have krævet en form for synshandicap. Måske har en ekstrem nærsynethed ligefrem været en forudsætning for at kunne frembringe de små detaljer, der pryder guldberlokkerne. En sådan nærsynethed – kombineret med et stort håndværksmæssigt talent – har sikkert ikke været almindeligt forekommende, og man må nok tænke sig, at dygtige guldsmedehåndværkere har været højt skattede personer i datidens samfund. Måske har de endda været direkte tilknyttet de mest indflydelsesrige stormænds husholdning som en slags levende bevis på et overdådigt økonomisk overskud. Og når man står med et af de fornemme guldsmykker i hånden og giver sig tid til at dvæle ved det, fornemmer man virkelig den enkelte guldsmeds dygtighed, der i koncentreret form ses helt ned i de mange imponerende detaljer, der dårligt kan ses med det blotte øje (figur 8-10).
Om en sådan guldsmed ligefrem har været til stede på bopladsen øst for det nuværende Odense i tiden efter Kristi fødsel, kan vi indtil videre kun gisne om. Men uanset om guldberlokken fra den lille gravplads er produceret i området øst for Odense eller et andet sted i nærheden, kan dets formfuldendte skønhed stadig få hjertet til at slå et ekstra slag. På trods af den store tidsmæssige afstand er det let at forestille sig ejerkvindens glæde og stolthed over sit fornemme guldsmykke. Et sådant smykke har ikke kun haft en værdi som symbol på bærerens position i samfundet, men har, dengang som nu, været en prydgenstand, der udstråler en egen skønhed via sit graciøse men alligevel enkle formudtryk.
Der er nok ingen tvivl om, at smykket har været en meget personlig ejendel. Det har ganske givet haft en særlig plads hos den gravlagte kvinde og har måske fulgt hende gennem det meste af (voksen)livet. Efter kvindens død har de efterladte givet hende det med i graven, så hun kunne beholde sit pragtfulde guldsmykke for evigt. Sådan skulle det som bekendt ikke gå. For efter først en hårdhændet behandling af moderne pløjning og derefter en mere nænsom arkæologisk udgravning fandt guldsmykket igen sin vej til dagens lys.
Som altid, når man står med en personlig genstand, der har ligget skjult i jorden igennem så mange år, sætter det tankerne i gang. Hvem var kvinden, der ejede et sådant smykke? Hvad hed hun? Hvordan var hun, og hvor kom hun fra?
Det er selvfølgelig spørgsmål, der ikke umiddelbart kan besvares. Alligevel står man med en naturlig ærefrygt og respekt for det menneske, der levede sit liv øst for Odense i en tid, hvor romerske kejsere stadig regerede over det meste af Europa. Selve kvinden er selvfølgelig væk og glemt for evigt, men hvis man giver sig selv lov, kan den fornemme guldberlok stadig skabe et personligt bånd til en kvinde, der levede og døde for næsten to tusind år siden.
Og sådan var det, da et fornemt guldsmykke en kold og tåget formiddag i februar blev videregivet fra én hånd til en anden med næsten to tusind års forsinkelse og for en stund udglattede det store tidsrum mellem dengang og nu.
Endnu mangler der at blive foretaget en regulær udgravning af det forundersøgte område øst for Odense. Forhåbentlig kan kommende undersøgelser kaste lys over, hvilket miljø den lille gravplads er blevet anlagt i. Måske kan det endda lykkes at finde den bebyggelse, hvor den gravlagte kvinde har boet, mens hun endnu levede.
Talrige metalfund fra de omkringliggende områder vidner om et lokalt højstatusmiljø i århundrederne efter Kristi fødsel. Spredt på det store areal er der nemlig fundet både romerske sølvmønter (denarer), fragmenter af fibler (dragtnåle) og afklip fra et romersk sølvkar. Som en pendant til guldfundene fra den lille gravplads er der desuden fundet et kapselformet guldhængesmykke, der er beslægtet med berlokkerne, ca. 250 meter fra gravpladsen.[6]
I samme forbindelse skal nævnes, at der ca. 500 meter nord for det store forundersøgelsesområde er blevet undersøgt en boplads, der er et par århundreder yngre end nærværende fund. Her blev der i et stolpehul fra et af bopladsens markante huse gjort et skattefund, der indeholdt både en romersk guldmønt, afklip fra romersk sølvservice, flere sølvbarrer samt en guldbelagt pragtfibel.[7]
Dette skattefund blev efterladt omkring 500 e.Kr., og dets rige indhold understreger en lokal rigdom gennem århundreder. Her har fornemme slægter haft deres daglige gang gennem flere hundrede år.
