Den ældste ting i Odense Bys Museers store samling af lavsting fra byen er skomagernes brevlade. Den nævnes første gang i samlingen i 1885.[1] Den uanseelige metalkasse blev første gang udførligt publiceret i 1888.[2] Siden den tid har den været omtalt og gengivet adskillige steder. Det er imidlertid sket, uden at nogen har gjort forsøg på at nytolke kassens indskrifter eller iøvrigt placere den i skomagerlavets historie.[3]
Brevladens mål er uregelmæssige. Den største udvendige længde er 44,5 cm, bredden er 11,5 og højden 6,5 cm. Bunden og de to lange sidestykker er bøjet af ét stykke messingplade. Endefladerne består af to løse stykker, der er bøjet ind over bund og sider med en fals på halvanden cm. Falsene holdes sammen af talrige rørformede nitter.
Alle frie kanter med undtagelse af bagsidens overkant og lågets forkant er bukket om. Bagsidens kant er endvidere lappet på indersiden med en halvanden cm bred messingstrimmel, der er gjort fast med fire nitter. Lappen skjuler tre mindre brud på kanten.
Låget er sat fast på kassens bagkant med tre hængsler. Ud over de nuværende beslag synes der ikke at have været andre på bagsiden. Alle faste beslag er ligesom kassen af messing. Overfaldet midt på forsiden er derimod af jern. Her har man kunnet fastgøre en hængelås. Hvad de to defekte beslag på lågets forkant har været brugt til, er ikke helt klart. De følger imidlertid nøje to tapformede beslag på forsiden. Måske har de også været brugt til en eller anden form for lukning?
Messingpladerne er hamret ud. Der er tydelige spor efter redskaber på indersiden. Kassens yderside er glattere. Den har oprindeligt været behandlet med en fernis, således at overfladen har været guldskinnende som de gyldne altre. Fernissen er siden gulnet og blevet så mørk, at mange fejlagtigt har betegnet materialet som kobber. Indskrifterne er udført med trambulerstik. De er frembragt ved hjælp af en skarp eller spids punsel, der i vrikkende bevægelse er ført langs linierne. Bogstaverne består derfor ikke af skarpt afgrænsede streger, men af en række regelmæssige hak.[4]
Før iagttagelsen af indskrifterne fortsættes, er det nødvendigt at se lidt på lavets historie. Skomagerlavet er antagelig byens ældste faglige forening. Allerede i 1402 fik skomagersvendene lov til at deltage i gråbrødrenes kristelige liv og nyde godt af klostrets religiøse goder.[5] Det nævnes ikke med ord, at svendene var samlet i et lav eller gilde, men man må nok kunne slutte sig til det ud fra den omstændighed, at de optrådte som en gruppe overfor klostret i så vigtig en sag. I 1516 fik skomagerlavets medlemmer, både unge og gamle, lov til at begrave deres døde i en del af klostrets kirkegård.[6] Lavet kaldes ved denne lejlighed „Vor Frue Gilde“. Det samme navn bruges imidlertid om skrædderlavet i 1579.[7]
Om skomagernes kontakter med Gråbrødreklostret har været yderligere udbygget, kan ikke klarlægges. Man ved til eksempel ikke nøjagtigt, i hvilken kirke de havde deres alter. I Gråbrødrekirken, der var indviet Jomfru Maria (og sankt Katarina?), fandtes fem altre: For den hellige trefoldighed, sankt Laurentius, sankt Jacob, sankt Anna og et Kalente alter.[8] Det må i den forbindelse nævnes, at smedene i 1487 anvendte et Vor Frue alter i sankt Albani kirke.[9] Skrædderne havde fra 1480 til 1524 et Vor Frue alter i sankt Knuds kirke.[10] Skinderlavet tilbad fra 1492 Jomfru Maria foran et sankt Anna alter i Vor Frue kirke.[11] De fire håndværkslav deltog altså ivrigt i den stærke dyrkelse af Maria, der fandt sted i senmiddelalderen.
Skomagerne anvendte ved udgangen af middelalderen et spidsovalt segl med et billede af apostlen Peters nøgle. Seglets latinske indskrift fortæller, at det er „den hellige Peters gildes segl i Odense.“ Der kendes aftryk af det gamle signet fra tiden 1555-1655. I 1668 afløstes det af et nyt, der som hovedfigur mellem en langstøvle og en „bielmesser“ (skomagerkniv) atter viste petersnøglen.[12]
Omkring 1470 nævnes skomagernes lavshus som den nordlige nabo til en ejendom, der tilhørte munkene i Sankt Knuds kloster.[13] De har antagelig dengang blot været lejere af huset. Først i 1517 modtog de skøde fra byen på deres hus.[14] Tretten år senere lejede de et stykke jord syd for lavshuset af klostret, og i 1582 afrundede de deres besiddelse ved at leje et stykke af skolemesterboligens grund nord for huset.[15] I 1630 tillod skomagerne dog biskoppen, at han måtte anbringe den østlige væg af nogle boder til skoleelever på deres grund.[16] Til gengæld fik håndværkerne lov til at bruge én af de fire lejligheder som bolig for „en af skomagernes børn her udi byen som går til skole her sammesteds og er af en god forhåbning.“
1 1544 fik skrædderlavet ejendommen syd for skomagerne.[17] De havde tidligere haft til huse på den anden side af strædet, hvor deres lavshus nævnes som nabo til smedelavets hus i 1488.[18] I ældre tid hed gaden derfor „Smedestræde“, mens den i nyere tid kaldes „Skomagerstræde“ efter det længstlevende lavshus. I middelalderen var strædet iøvrigt opkaldt efter Sankt Albani kirke, der lå syd for det.[19]
Skomagersvendenes ældste skrevne love er bevaret i et håndskrift, der desværre ikke er dateret.[20] Det består af ti pergamentblade, der er syet sammen til en bog, der omsluttes af et pergamentbind. Skråen dateres traditionelt til 1405/06. Efter skriften og ordvalget at dømme er der dog ikke nogen rimelig grund til at føre den så langt tilbage i tiden. Der er større sandsynlighed for at placere den i slutningen af 1400-årene.[21] På omslagets inderside findes en enkelt paragraf, der er dateret til den 4. september 1519. Disse linier er vanskelige at læse på grund af stærk blegning. Indholdet må imidlertid tolkes som en almindelig bestemmelse om, at den, der brød disse gældende love, skulle give en tønde øl og to mark voks i bøde. Om der er særlige forhold, der har givet anledning til denne påmindelse, er desværre ikke nævnt.
Mestrenes ældste skrå er givet af kong Hans i 1508.[22] Når tidligere vedtægter er forsvundet, skyldes det sikkert forbudet mod skomagerlavene i hele landet året før.[23] Kong Hans’ skrå blev bekræftet af enkedronning Christina i 1521.[24] Skomagerne lovede ved den lejlighed, at de stedse ville holde messe og gudstjeneste til dronningens ære og frelse foran Sankt Knuds alter ved kordøren i Sankt Knuds kirke.
Ovenfor er nævnt syv middelalderlige dokumenter fra skomagerlavet og desuden to efterreformatoriske ejendomsdokumenter. Af dem er endnu syv i behold i skomagerlavets arkiv. Nyrop udgav dem alle med undtagelse af ejendomsdokumenterne fra 1517 og 1530 samt naturligvis de to fra 1582 og 1630.[25] De tabte breve er de to fra Gråbrødreklostret. De fandtes i slutningen af 1600årene i „skomagernes lavsgemme“.[26] Den udaterede svendeskrå og dronning Christinas konfirmation af mestrenes skrå lå fra ældre tid sammen med en del andre lavsvedtægter fra middelalder og nyere tid i magistratens arkiv.[27] De er sikkert opbevaret dér som en følge af én af de omfattende lavsreformer, der fandt sted i 1600-årene. Mestrenes skrå har Nyrop læst i en afskrift i Odense Museum. I 1885 gemtes som nævnt i note 1 dokumenter med vokssegl i brevladen på museet.[28] Foruden skråen må det også have været de fire ejendomsdokumenter. De er senere afleveret til Landsarkivet for Fyn.
Messingkassen nævnes sjældent i lavets arkivalier. I 1642 blev „laden“ den 6. februar åbnet i fire mænds nærværelse, for at man kunne se, hvilke breve skomagerne havde på deres lavshus.[29] Den 6. maj samme år begærede borgmestre og råd at se dokumenterne, og laden blev atter åbnet. Ti år senere blev Tønnis klejnsmed betalt for at levere en nøgle til laden.[30]
I skomagernes inventarium, der blev optegnet i 1729, nævnes i lavshuset „En Laugs-Casse hvorudi er Laugets Privilegier, og andre Breve, og Oldermændenes aflagde Regnschaber.“ Desværre mangler en materialebetegnelse.[31] Hos oldermanden gemte man et firkantet fyrretræsskrin med fire ligklæder, fire aktuelle protokoller, lavssignetet af stål og lavsartiklerne. I forbindelse med lavskassen må det nævnes, at oldermandsregnskaberne i 1600-årene blev skrevet i små hefter, der har været foldet til en bredde på 8,5 cm. løvrigt har alle de nævnte og endnu bevarede dokumenter med undtagelse af svendeskråen, der iøvrigt er ældre end brevladen, været foldet på en sådan måde, at deres størrelse ikke hindrede dem i at ligge i laden.
Indskrifterne er skrevet med store, skarpt tegnede gotiske minuskler, der dog i nogen grad er vanskelige at bestemme og oversætte. Ordene er stærkt præget af talrige forkortelser. Sproget er i almindelighed latin, men nogle af personnavnene er skrevet på dansk. Der findes kun ét helt overbevisende skilletegn, nemlig en rhombe. Det findes mellem de to dele af forsidens indskrift. På låget og på bagsiden ses desuden en lille figur, der kan minde om en grankvist. På låget er den mellem det sjette og syvende bogstav og på bagsiden mellem det andet og tredie. Det er vanskeligt at forklare nytten af disse tegn. De kunne opfattes som skilletegn, men jeg mener dog, at der snarere er tale om diskret rettede fejlskrivninger af stave, der ellers ville være anbragt for tæt på det foregående bogstav.
Tre bogstaver er besat med talrige småhak. Det første bogstav i lågets indskrift har vandrette, mens det tiende i lågets tredie linie og det sjette bogstav på bagsiden har skrå og lodrette hak. Måske er her igen tale om udglattede fejl? De kan dog ikke alle undværes ved de nedenfor refererede tolkninger.
Lågets indskrift står på hovedet i forhold til kassens åbning. På forsiden respekterer overfaldet og beslagene bogstaverne. På låget og bagsiden dækker beslagene derimod detaljer af indskrifterne. Lågets nitter har til eksempel udvisket lidt af bogstaverne i den nederste linie. Man kunne fristes til at foreslå, at låget først er monteret, efter at indskrifterne er gjort færdig. Måske har en ikke læsekyndig kobbersmed eller messingarbejder taget fejl og sat det omvendt på. Det ville iøvrigt være i god overensstemmelse med det forhold, at netop de to kanter, der ikke er bukket om, så ville støde sammen langs bagkanten.
Lågets midterste linie er skrevet med mindre bogstaver end de øvrige. Måske er der her tale om et indskud? I lågets tredie linie må endnu to særlige figurer fremhæves, nemlig to kroner. De er umiddelbart forståelige i sammenhæng med indskriften. Dog er det lidt inkonsekvent, at kun den ene er anbragt over det første bogstav i et navn, mens den anden findes over det sidste, der dog er fremhævet ved at være et stort bogstav. Dette lille træk tyder på, at den midterste linie måske alligevel ikke er et indskud, idet man så formentlig ville have beregnet bedre plads over det første bogstav i navnet.
I 1888 blev indskrifterne tolket ved en anonym forskers hjælp. På låget læste han: „Anno do m ccccc &° XIX / IHS / per matrem eius mariam anna / sua cum pace servaret Knud.“ På højre side (set fra åbningssiden) og bagsiden: „dom/ina pia • nunc precibus nunc anna precibus.“ Venstre side og forsiden blev læst således: „helip / populum cristi nunc maria.“ Det blev frit oversat til: „I Herrens Aar 1519. Maatte Jesus ved Sin Moder Maria med Anna, med Sin fred bevare Knud! O fromme Frue! (Hjælp) nu med Dine Bønner! (Hjælp) nu Anna med dine Bønner! Hjælp nu Kristenfolket! (Hjælp) Maria!“
Ved denne tolkning blev den midterste linie på låget altså betragtet som et indskud, dog ikke ordet „IHS“, der tages med som indledning til den tredie linie. Læseren har glemt et par smådetaljer. I tredie linie det overskrevne „i“ over det gennemstregede „p“. Til gengæld har han et „i“ for meget i den lille indskrift på venstre side og har iøvrigt kørt lidt rundt i bogstaverne på forsidens ene halvdel.
Det stod således ret klart, at den gamle tolkning af den vanskelige tekst ikke var korrekt. Der er derfor gjort et forsøg på at samle gode råd med hensyn til en ny læsning og opløsning af indskrifterne. Den, der først og fremmest har rakt en hjælpende hånd, er redaktøren af Diplomatarium Danicum, C.A. Christensen. Hans tolkning refereres i det følgende.[32] Lågets indskrift: „Anno do mini x mccccc &° XIX / IHesuS sua cum pace servaret Knud / pie memoranda sanctæ mariæ annA.“ Venstre side: „hic habetur priuilegium." Forsiden og højre side: „Pouell maria / domini.“ Bagsiden: „uia x regia • enim priuilegium enim annæ priuilegium.“ De små x’er markerer de grankvistlignende tegn; prikken står for rhomben. En dansk oversættelse skulle lyde: „I det Herrens år 1519 / Måtte Jesus med sin fred bevare Knud / Fromt bør ihukommes sankt Marias [moder] Anna. Her haves privilegiet. [Hjælp] Povl, [Hjælp] Maria / vor Herres [moder]. [Dette er] den kongelige vej, nemlig privilegiet [for os skomagersvende], nemlig privilegiet for [sankt] Anna.“ Denne tolkning må indebære, at et af skomagernes gilder skulle være stærkt knyttet til sankt Anna. Der kan ved denne tolkning kun være tale om svendelavet.[33]
Begge forskere har stillet sig forbeholdne overfor tolkningerne, især på grund af ordenes stærkt forkortede form. Det er forfatterens ønske, at den detaljerede beskrivelse og fotograf Lennart Larsens mesterlige optagelser af brevladen vil gøre andre nysgerrige og medvirke til flere tolkningsforsøg.
Her i landet eksisterer formentlig ikke andre brevlader af metal. De nærmeste paralleller til indskrifterne er måske dem, der findes på de ganske få middelalderlige drikkehorn, der kendes fra nordiske gilder. I det sydlige udland kendes imidlertid brevlader af træ fra samtiden, dog uden indskrifter. I de danske håndværkerlav blev opbevaringsfunktionen overtaget af lader af træ. De ældste eksemplarer er dog et par generationer yngre end metalkassen. Odense skomagersvendes lade er iøvrigt en simpel egetræskasse, der næppe er ældre end 1700.[34]
De nævnte arkivalier findes alle i Landsarkivet for Fyn, Odense, for størstepartens vedkommende i Odense skomagerlavs arkiv (forkortet OSA).
Brevladen er fotograferet af Lennart Larsen, Nationalmuseet, seglene af Wermund Bendtsen, Odense. Det tyske resumé er oversat af lektor Maria Grandt, Gentofte.
