Blandt oldtidens fund i Danmark hører bronzealderens helleristninger til de sjældne. Fra Fyns land kendes således kun nogle få, et par sten med håndlignende figurer fra Tåstruplund og Torup Mensalgård nordvest for Odense, en sten med en økselignende figur fra Lundsgård øst for samme by og et par meget forvitrede skibsbilleder på en sten fra Billeshave ved Middelfart. Dertil kan nu føjes et skibsbillede med soltegn fremkommet sommeren 1955 i en mur bag huset Fruestræde 4 i Svendborg (fig. 1). Denne mur er i sin tid opført som støtte mod den lodrette jordvæg, der opstod, da man gravede af Frue kirkebankes vestside for at skaffe plads til huset. Mellem huset og muren har der i hele husets længde været en 1 m bred gårdsplads, og muren var gennembrudt af en 1 × 1 m stor åbning, som sidst har været brugt som kulrum.
Da huset var nedrevet, bemærkede man, at der fandtes indhugninger i en af stenene midt for siden af åbningen til hulrummet og læste forskellige bogstaver. Det var først, da Svendborg amts museums leder, fhv. viceskoleinspektør Ove Marcussen kom til stede, at det blev erkendt, at stenen bar et helleristningsbillede, et skib, der stod vendt skråt på hovedet (fig. 2). Stenen blev da på Marcussens foranledning udtaget og ført til Svendborg amts museum.
Stenen er af naturform, kun lidet afhugget i den ene ende og af den slags, som stenhuggere kalder »kagesten«, fordi den på grund af lagdeling let flækker i skiver. Den er 0,62 m lang, 0,32 m høj og 0,54 m tyk, stærkt tilspidsende bagtil. Selve billedfeltet, stenens planeste side, måler 0,55 × 0,25 m. Her findes et skib med højtrejste stævne, og det er indhugget således, at man har benyttet en naturlig revne som køllinie og fra den udhugget de svungne stævne, 8 »mandskabsstreger«, samt en rundbuet figur på hvis top en linie udgår til en kreds, solens tegn (fig. 1).
I forhold til de fleste andre danske helleristninger er Fruestrædestenen indhugget med ganske smalle linier, ca. 2-3 mm brede og 1-1,5 mm dybe. Den er derfor utvivlsomt udført med metalværktøj, virkeligt ristet og ikke som de øvrige hugget med en sten i en fure, vanligvis ca. 2 cm bred. Der er dog et par andre billedsten, som er udført med så smalle furer, at de utvivlsomt også er udført med metalværktøj som eksempelvis den smukke helleristning fra Engelstrup med skibsbilleder og menneskefigurer. At stenen på grund af denne særlige teknik skulle være af ny dato er lidet sandsynligt. Dels ligger dens tegning så nær andre af bronzealderens skibsbilleder, at den kun kan være lavet af een med særligt kendskab til bronzealderens billedstil, dels må den være indhugget før stenen anbragtes i muren, der efter museumsinspektør Marcussens udsagn må være opført for 150-200 år siden og således på et tidspunkt, hvor helleristninger ikke var almindelig kendt i Danmark.
Selve skibet, der er 34 cm langt, er fremstillet med en enkelt køllinie, hvorfra stævnene rejser sig. Forstavnen er ikke som vanligt på bronzealderens skibsbilleder forsynet med et stødhorn eller dobbeltstævn, men ender i en fremadbøjet stævn, der måske er et stiliseret dyrehoved, som vi bl.a. kender det fra samtidige rageknive. Bagstavnen er fremadkrummet og forsynet med en lille krølle. Den cirkelformede figur viser, at det er et solbærende skib, og den buede figur derunder må tolkes som solgudens kahyt, der ofte er fremstillet på ægyptiske solbåde og kendes i lignende tegning fra flere svenske helleristninger, men her for første gang er påtruffet i Danmark.
At solen har været dyrket som guddom i bronzealderen har vi et synligt bevis på i den guldbelagte, hestetrukne solskive fra Trundholm i Odsherred. Fra andre danske helleristninger og rageknivenes billeder kendes det sejlende solbillede, i enkelte tilfælde også med hesten ombord. Man har i disse to forskellige transportmidler set en afspejling af bronzealderfolkets dobbelte rod, hvoraf den ene gren peger mod Asiens sletter, hvor en hestetrukken solgud naturligt hører hjemme, medens den anden knyttes til Vesteuropas søfarende handelsfolk.
Fruestrædestenens alder kan ikke nøjere angives, men dens hele stil peger mod yngre bronzealder og billedets teknik mod dette afsnits slutning, så den rundt regnet bliver 2500 år gammel. Oprindeligt har den vel ligget i en solhelligdom og er måske ikke fjernet langt fra denne siden da. Frue kirkebakke kan med sin beliggenhed højt over sundet udmærket have været et solbjerg, og Fruestrædestenen er ikke den eneste helligsten fra bronzealderen på bakken, idet der herfra kendes endnu to sten, der bærer indhuggede skålgruber, tidens enkle frugtbarhedstegn. Den ene af disse sten sidder indmuret i kirketårnets vestgavl og var synlig i mangfoldige år, men er nu dækket af et udhængsskab for kirkebladet. Den anden helligsten, der kun er et brudstykke af en større stenblok, fandtes ved oprømningen på pladsen bag Fruestræde 4.
De tre helligsten fra bronzealderen kan selvfølgelig være bragt langvejs fra til Vor Frue kirkebakke, men lige så sandsynligt er det, at de har hørt til der, og at den kristne kirke er lagt på en oldtidshelligdom, som vi også kender det andre steder i Danmark.
