Da H.C. Andersen udgav sine første eventyr i 1835, blev det bemærket, at de rummede en foruroligende mangel på moral. I allerførste eventyr, ”Fyrtøjet”, udstillede H.C. Andersen samfundshierarkiet ved at påpege, at det næppe var et resultat af en gudgiven naturlov, men nok snarere handlede om, hvem der havde magt. Og blot to eventyr senere er det galt igen – denne gang i ”Prinsessen paa Ærten”: Her insisteres på en royal særlighed, der nok hæver kongemagten over resten af samfundet, men samtidig er lattervækkende og latterliggørende. ”Farligt”, noterede en af datidens anmeldere, som savnede opbyggelighed.[1] Men H.C. Andersens eventyrlige univers har aldrig handlet om opbyggelighed. Tværtimod handler det om at fremstille en flerstemmig verden, hvor det ikke kun er autoriteten, som kommer til orde, hvor der er blik for det oversete eller det, som er lige ved at forsvinde, og hvor fortællingerne netop ikke kommer med afsluttende moraler, men tværtimod får læseren til at undre sig over, hvad meningen egentlig er. Når ”Prinsessen paa Ærten” eksempelvis slutter med ”Se, det var en rigtig Historie!”, må læseren selv finde ud af, om det så betyder, at der er tale om en sand historie eller en røverhistorie – alt afhængigt af om trykket lægges på “rigtig” eller på “Historie”. Sådan er det overalt i Andersens forfatterskab.
Samtidig findes der ikke mange forfattere, hvor liv og værk synes så tæt sammenvævede, som det er tilfældet hos H.C. Andersen. Ydermere har han, ud over sine værker, overladt et meget rigt biografisk materiale til eftertiden bestående af mere end 10.000 breve, dagbøger, en række selvbiografier og andet.
Derfor er det måske ikke underligt, at forskningen og formidlingen af kunstneren H.C. Andersen i høj grad har været en bevægelse fra værk til liv, fra eventyr til biografi. Det er forståeligt, for den fortolkningsmæssige åbenhed i værkerne kombineret med et rigt biografisk materiale tigger nærmest om, at vi søger efter svar i biografien.
Men retningen mod det biografiske udgør samtidig et problem, når det bliver en endestation for forskerne. For mens Andersens eventyrunivers, bl.a. som følge af deres fortolkningsmæssige åbenhed, til stadighed finder læsere overalt i verden, er der tale om en reduktion og forfladigelse af eventyrenes udtrykspotentiale, når de reduceres til at være resultatet af en biografisk hændelse. En sådan bevægelse afviser eller overser, at værkerne selv nødvendigvis må indeholde materiale, som forbinder sig til deres læsere, uagtet deres manglende kendskab til manden H.C. Andersen (ellers ville der jo ikke være mange læsere til dem). Ikke nok med det, forskernes søgen efter de bagvedliggende sandheder – som endegyldig forklaringsmodel for hvad værkerne handler om – er samtidig udtryk for en idealisme-tænkning, som værkerne selv modarbejder gennem deres flertydighed. Ved at søge efter oprindelsen bag eventyrenes fremtrædelsesformer postuleres en endegyldig sandhed, som dermed kan overleveres og indgå i en opbyggelig fortælling. Og det er lige netop dét, H.C. Andersens værker ikke gør – som eksemplificeret i ”Prinsessen paa Ærten” ovenfor.
Der går med andre ord noget tabt, når man reducerer H.C. Andersens værker til biografiske anekdoter – både i forhold til værkerne selv og i forhold til relationen mellem værk og læser. Ydermere bliver også selve fremstillingen af det biografiske problematisk! For dykker man ned i den rige mængde dagbogsnotater, breve og selvbiografier for at finde H.C. Andersen, opdager man hurtigt, at det er, som om han glider én af hænde, jo mere man prøver at fastholde ham. Eller som H.C. Andersen-forsker og professor Johan de Mylius noterer: ”[…] at hans liv først og sidst var litteratur, at hans personlige identitet blev opsuget i en fiktiv identitet, en fortsat fortælling, en udtryksproces”.[2] I stedet for at finde frem til den egentlige Andersen, møder læseren måder, han præsenterer sig på. I stedet for at finde frem til Sandheden med stort S, finder vi Andersens kontinuerlige narrative arbejde på at blive til og blive synlig over for sin omverden.
Glemslen var en del af H.C. Andersens fattige baggrund og opvækst. Folk levede og døde uden at have sat sig et aftryk på verden, og det synes at være en central drivkraft i Andersens liv at hæve sig ud af dette forhold. På rejser var han derfor ofte optaget af at besøge andre digteres gravsteder. Gennem værkerne og gennem hans levende optagethed af dem og deres gravsted levede de videre som fastholdt erindring. Omvendt var det med fattigfolk. Kort efter sin mors død drømmer H.C. Andersen om, hvordan hun opsluges af anonymitetens glemsel: ”Drømte i Nat at jeg gik i Odense og søgte min Moders Grav, men ingen vidste hvilken den var”.[3]
Intet bo at gøre op, intet liv folk følte værd at erindre, intet hjem at komme tilbage til for H.C. Andersen. Bemærkelsesværdigt er det derfor også, at Andersen igennem sin næste udgivelse forsøger at etablere fortællingen om et nyt hjem – denne gang i det københavnske borgerskab. I dedikationen lyder det:
Conferentsraad Collin
og
hans fortræffelige Hustru,
i hvem jeg fandt Forældre,
deres Børn,
i hvem jeg fandt Sødskende,
Hjemmets Hjem,
Bringer jeg, med sønligt og broderligt Hjerte,
dette,
det Bedste jeg eier.[4]
H.C. Andersen arbejdede på at finde et fast ståsted i livet – og hvor bedre end hos sin opdragende velynder Jonas Collin, der samtidig var Frederik den VI’s højre hånd og datidens svar på Statens Kunstfond. Dette var dog ikke første gang, H.C. Andersen forsøgte at gøre sine hoser grønne hos familien Collin. I 1832 havde den 27-årige digter nemlig nedskrevet sine barndomserindringer i håbet om at blive forstået af særligt Louise Collin, som han var forelsket i. I selvbiografiens første linjer ridses selvportrættet op på paradoksal vis:
Hvem jeg har seet og talt med en enkelt Gang, dens Ansigt husker jeg siden tydeligt, jeg har fuldkomment Speilbilledet i mig, derimod mit eget Ansigt, skjønt vor Herre og alle Folk veed at jeg speiler mig tidt nok, kan jeg slet ikke huske; det samme er ogsaa Tilfældet i aandelig Henseende. Jeg troer at have et Begreb, og det endogsaa, et temmeligt klart, om de fleste af mine Bekjendteres Characteer, derimod er min egen mig ganske uforklarlig. Jeg nedskriver her, alt hvad min Erindring indgiver mig, om mit Ungdomsliv, maaskee vil dette for den Fremmede, der staaer udenfor, samle sig til et Heelt og opklare, undskylde og tydeliggjøre meget i mine Digte, dersom Verden læser den efter min Død.[5]
H.C. Andersen præsenterer sig selvudslettende i sin anmodning til læseren om give den ansigtsløse identitet. Men samtidig er selve digtergerningen – den skriftlige fremstilling – et stykke veltilrettelagt identitetsarbejde. Efter den indledende anråbelse af læseren som motor for en selvforståelse er resten af selvbiografien nemlig en billedlig fortælling, der iscenesætter H.C. Andersen som eneren, der kæmper for at befri sig af sin fattige opvækst, stædigt arbejdende for at forløse sin poetiske bestemmelse, som han samtidig føler er styret af en ”usynlig, Kjærlig Haand”.[6] En udmærket strategi, når nu læserne i første omgang er den nøjsomme og konservative familie Collin. Professor i litteratur og pædagogik Klaus P. Mortensen bemærker da også skarpt, hvorledes ”både den jordiske digters poesi, og den livshistorie, som den indgår i, er komponeret af en overindividuel instans”.[7] Om denne overindividuelle instans er Guds usynlige, kærlige hånd, som leder alt til det bedste, eller om den i realiteten er den unge digters elegante selvfremstilling, er så spørgsmålet. Tydeligt er det i hvert fald, at Andersens selvfremstilling også bliver performativ. Skriften skriver også skriveren frem, og på den vis glider værk og liv sammen – ikke som en bevægelse fra værkernes repræsentation af liv til livet selv, men snarere i ét dynamisk billede, hvor værk og liv hele tiden fletter sig sammen i en identitetsskabende proces.
Endnu – i 1832 – var H.C. Andersen dog ikke ankommet til grundfortællingen om sit liv, og Levnedsbogen er derfor ovennævnte beskrivelse af, hvordan han arbejder hårdt for at komme frem til sin egentlige bestemmelse. Men i 1855 var han etableret kunstner i hele Europa som eventyrdigteren H.C. Andersen. Set fra dette karrieremæssige højdepunkt fremstår livet ifølge Andersen som et eventyr skabt af Gud:
Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt! havde jeg, som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee og hun havde sagt: “vælg din Bane og dit Maal, og da, efter din Aands Udvikling, og som det fornuftigviis maa gaae til i denne Verden, beskytter og fører jeg Dig!” min Skjebne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er. Mit Livs Historie vil sige Verden hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste.[8]
Når det går godt, er det dejligt at kunne henvise til, at det hele er Guds vilje – det forhindrer eventuel kritik. Men H.C. Andersen fortæller ikke blot, at hans liv er et eventyr. Han viser det også i selve fortællestilen:
I 1805 levede i Odense i en lille, fattig Stue et nygift Par, der holdt uendeligt meget af hinanden, en ung Skomager med sin Kone, han, neppe to og tyve Aar, et forunderligt begavet Menneske, en ægte poetisk Natur, hun, nogle Aar ældre, uvidende om Verden og Livet, men fuld af Hjerte. Nylig var Manden bleven ”Frimester” og havde selv tømret sammen sit Skomager værksted og sin Brudeseng; til denne havde han brugt Træ-Stilladset, der kort forud havde baaret Liigkisten med en afdød Grev Trampe, som laae udstillet paa Parade; de sorte Klædes Lister, der siden endnu altid sad paa Sengestedet, var en Erindring herom. I stedet for det grevelige Liig, omgivet af Flor og Candelabrer, laae her den anden April 1805, et levende, grædende Barn, det var mig Hans Christian Andersen.[9]
Fuldstændig blottet for ethvert spor af realistisk beskrivelse af fattigdommens vilkår i starten af 1800-tallet fremstår H.C. Andersen som resultatet af sammensmeltningen af ånd og følelse – faderens begavelse og moderens hjerte. Ikke nok med det: Fødselsmyten, om at hans seng er skabt af tømmeret fra en greves ligkiste, skaber oplevelsen af en kontinuitet, der bryder med den sociale arv. H.C. Andersen bruger da også gentagne gange forestillingen om en ”åndens adel” som modsvar til det herskende feudale samfundshierarki – og hvem bedre til at indgå i sådan en åndelig stand end digteren, som legemliggør foreningen af begavet ånd og følsomt hjerte. Forskere har i øvrigt påpeget, at fortællingen ikke er sand, men at familien muligvis har fået lavet omtalte seng, da de flytter til Munkemøllestræde i 1807, da drengen er to år gammel.[10] Den slags detaljer skal ikke stå i vejen for et godt eventyr! I såvel Levnedsbogen som i Mit Livs Eventyr kredser H.C. Andersen derfor også kontinuerligt om sig selv som et ”mærkeligt klogt Barn”,[11] der har et ”drømmende Væsen”,[12] og som orienterer sig mod sin egen indre verden frem for at lege med de andre børn. [13] Selv når han går omkring, bruger han ofte at lukke øjnene, så andre tror, at han har dårligt syn, uagtet at ”just dette var og er mærkeligt skarpt hos mig”,[14] og i øvrigt er hans øjne så små, at omgivelserne tror, at han er blind.[15] Med andre ord iscenesætter H.C. Andersen sig som outsideren, der er kendetegnet gennem en afvisning af den ydre verden og et samtidigt indre klarsyn: Han er seer frem for seende. Denne fortælling understøttes yderligere igennem en mytologisering af barndomsbegivenheder i både biografier og værker – eksempelvis bliver en harmonisk naturoplevelse ved Odense Å[16] til selve hans digteriske fødsel, når han gengiver den digterisk i Ungdoms-Forsøg:
Da treen en lille venlig Alfepige
Ned fra den gamle Nonnebakke; det
Var Phantasien, og hun trykkede
Sit hede Kys paa Drengens Stumme Læber
Og flagrede saa bort på lette Vinger.[17]
Den stumme dreng bliver til talende poet. På denne vis kan man følge, hvorledes H.C. Andersen kontinuerligt arbejder med en mytologisk fremstilling af sig selv i de forskellige biografier og sågar eventyr, digte og dramaer. Et væsentligt element i denne selvfremstilling er skæbnebestemmelsen, og derfor kredser Andersen også i flere gange om forskellige profetier, der understøtter fortællingen om hans særlighed. Allerede da han døbes, omfortolkes barnets gråd til profetisk at forudsige, at han vil blive noget særligt og få en smuk sangstemme senere i livet.[18] H.C. Andersen understøtter ydermere denne tanke ved at betone, hvorledes han som barn kaldes ”den lille fynske Nattergal”.[19] I den forbindelse må det retfærdighedsvis nævnes, at han sandsynligvis har haft en udmærket sangstemme, da det netop var denne, som i første omgang gav ham adgang til Det Kongelige Teater. Men det var også sangstemmen, som i to omgange senere blev afvist ved teateret. En anden profeti har han mere held med! En spåkone spår, at den unge Andersen vil nå vidt omkring: ”det bliver en vild Fugl, der flyve høit, stoer og fornem i Verden, – der skal engang blive illumineret i hele Odense for ham!” [20] I den senere udgivne Mit Livs Eventyr har han strammet fortællingen op. Nu er profetien ikke længere udsagt et udefinerbart tidspunkt længe før, H.C. Andersen rejste ud i verden for at blive berømt. Nu er den blevet selve grundlaget for, at han får lov til at rejse.[21]
På lignende vis har han øje for den gode og stramt fortalte historie, da han 48 år efter sin afrejse fra fødebyen bliver tildelt æresborgerskab i Odense. H.C. Andersen foreslår først at vente to år, så ville det nemlig være 50-års jubilæum, og fejringen i 1867 bliver derfor kun til noget ved venners mellemkomst.[22] Fejringen ender dog alligevel med at blive helt mytologisk, fordi fakkeltoget opfylder den gamle profeti om at illuminere byen – muligvis fordi Andersen på dette tidspunkt allerede har gjort byens borgere opmærksom på profetien i selvbiografien, som udkom 12 år tidligere! At der er tale om en selvopfyldende profeti skal naturligvis ikke stå i vejen for et godt eventyr, og H.C. Andersen får da også snart opdateret Mit Livs Eventyr i en ny udgave, der formfuldendt kulminerer med profetiens fuldbyrdelse i Odense i 1867.
Oplevelser, viden, fiktion og sanseindtryk bliver alt sammen til manipulerbare fragmenter i H.C. Andersens sprogligt-litterære kreative arbejde. Det er herigennem, H.C. Andersens erindringer og dermed også ham selv kommer til syne. Derved opstår der et spil mellem det, teksten siger, og måden teksten siger det på, der viser, hvordan H.C. Andersen – som demonstreret i ovenstående – orkestrerer og organiserer de mange forskellige fragmenter til en sammenhængende (delvist fiktiv) historie. Det er således ikke igennem H.C. Andersens mange selvbiografier og nærmest utallige andre værker, der har delvist selvbiografiske elementer, at læseren finder frem til manden H.C. Andersen – han er forsvundet ind i sin egen iscenesættelse: Der er ingen autentisk H.C. Andersen at finde tilbage til bag om skriften. Men der er den suveræne digter, der elegant skaber sig selv og sin egen persona.
Det sker naturligvis først og fremmest i skriftarbejdet, men også igennem det, man i moderne sprog kunne kalde hans kontinuerlige brandingarbejde: H.C. Andersen er selv aktivt involveret i at finde oversættere og illustratorer til sine udgivelser. Han bruger fotografiet som signatur og arbejder også med det rette signaturlook, gerne med bog eller pen i hånd, for derved at signalere sin forfatterrolle. Og han er i øvrigt yderst generøs med at uddele sådanne memento. Et særligt eksempel på dette kom i museets besiddelse for en række år siden, da Arbejderforeningen af 1860 opløste sig selv. I den forbindelse overdrog de en buste af H.C. Andersen udført af H.W. Bissen, som Andersen angiveligt selv havde foræret dem. Og hvad opnår H.C. Andersen så ved alt dette arbejde? Han undgår at glide ud i glemslen. Han hæver sig over den sump, han kom fra. Han bliver reddet af sin selvfortælling. Men heri ligger imidlertid også et problem: Det er ved at rive sig selv op med rode; det er ved at gøre sit liv til et eventyr, at han kan komme til syne og få en plads i borgerskabet. Bagsiden af medaljen er, at når man – som H.C. Andersen – baserer sin identitet på, hvorledes man former sig selv og tager sig ud i andres øjne, bliver ens selvforståelse også samtidig dybt afhængig af omverdenens anerkendende blikke. Der ligger derfor en enorm skrøbelighed i Andersens identitetsarbejde, fordi hver anråbelse af en omverden – om det så er igennem det sociale liv, eller om det er igennem værkerne – rummer muligheden for en fatal afvisning i eksistentiel forstand. Værre endnu, kalkeret efter folkeeventyret bliver selvfremstillingen, på én gang mytologisk og en reduktion af det levede liv, en invitation til omverdenen om fortolkende at forsøge at gribe mennesket bag fremstillingen – oprindelsen bag ordene. Men Andersen er, når alt kommer til alt, som Klaus P. Mortensen præcist skriver, en ”no where man”, der kun findes i sin kunst, og leder man efter ham bag ordenes fremtrædelse, synes det oftest at være egne fordomme, der stilles til skue. Således har Andersen været udsat for at være kongesøn, homoseksuel, tragisk heteroseksuel, gluten-allergiker, stærkt kristen, socialist og meget andet – uden at en eneste af disse læsninger synes at kunne fastholde ham i et blivende billede: Andersen er ikke kendetegnet igennem en fast identitet, men snarere igennem sin flydende og bevægelige karakter og tilpasningsevne.
Når vi genåbner H.C. Andersens Hus i 2021, er museets biografiske udstilling derfor ikke endnu et forsøg på at præsentere den autoritative udlægning af, hvem H.C. Andersen var. I stedet for at søge bag om ordene til en forestillet autentisk Andersen er vi i stedet interesseret i den Andersen, som kommer til syne igennem ordene, hvordan han kreativt og legende gør dette, og sidst, men ikke mindst, den skrøbelighed det er at være menneske i en verden, hvor man blot er én stemme blandt stemmer, blot ét blik blandt blikke. Med andre ord handler den nye udstilling ikke så meget om, hvem H.C. Andersen var, men om hvordan han var og gerne ville være. Sidstnævnte kan vi faktisk spørge ham selv om. Han har nemlig udfyldt et spørgeskema, hvor han svarer, at han allerhelst vil være ”H.C. Andersen”. Tilbage står så blot spørgsmålet: Mener han, at han allerede er den, han vil være? Eller mener han, at han gerne vil være det billede af H.C. Andersen, han selv har konstrueret igennem sine fortællinger? Er hans liv et eventyr, eller er det efterligningen af et eventyr? Som altid, når det gælder H.C. Andersen, giver han os ikke svar. Men han får os til at tænke over spørgsmålene.
