Enhver, der biograferer en berømthed, er fascineret af hans eller hendes begyndertid, uanset hvor tidligt eller sent evnerne har udfoldet sig. Man ønsker at finde kimen, der senere sætter blomst. Det tidspunkt af en kunstners liv, da han er „på vej“ og står til livet i hindringer og besværligheder, men også med brændende tro på at kunne overvinde dem, er i reglen mere interessant og vanskelig for forskeren end den fuldt færdige mesters epoke, da han har nået mål og berømmelse. Andersen er i denne henseende ingen undtagelse. Vel er han den danske kunstner af alle, der er blevet mest og grundigst kommenteret, men opgaven synes uudtømmelig og usvækket fristende.
Grunden hertil er ikke blot, at hans sind og væremåde er så aldeles „aparte“. Hans kamp for at hæve sig fra samfundets laveste lag til almen „Erkendelse“ er enestående ihærdig, fatalistisk og målbevidst. Den fanatiske kærlighed til teatrets verden, som jo i virkeligheden aldrig gav ham noget reelt statsborgerskab, er opstået i den tidlige barndom og må formodentlig ses som en ubekæmpelig trang til at undfly jordisk elendighed til fordel for en idealverden; som et forsøg på at maskere sit eget jeg og som et tilfældig valgt middel til at tilfredsstille en ubændig forfængelighed.
Havde Andersen ikke forud vidst, hvor uheldigt hans udseende var og hvor uskikket for scenen, fik han det til overflod at høre, da han et års tid efter ankomsten til København nåede ind bag kulisserne på Det kgl. Teater. Legemlig opløben som en voksen, barnlig umoden som en dreng var denne 15årige aspirant en ret bemærkelsesværdig fremtoning, der nok kunne forlede kammeraterne til drillerier. En for teatret vanskeligt anvendelig lemmedasker, radmager, med store hænder og fødder, en slags forsulten gorillaunge, hvis væsen var den særeste blanding af skyhed og pågåenhed.
Og dog lader dette ydre eller omtalen af det ikke til at have bekymret Andersen. Endnu er han i pubertetsalderen, enhver erotisk tanke er ham aldeles fjern, og med sin urokkelige gudstro er han en indgroet optimist selv i mørke vinterdage, da skuffelserne melder sig, sulten nager, og han fryser i sine utætte støvler. At han har humor nok til at komme folk i forkøbet og selv drive spøg med sit udseende, ser man flere gange i det følgende (samtaler med Holstein og Lindgreen), og først da hans komiske ydre ikke engang lader til at kunne befordre en dertil ved teatret svarende karriere, synes alt at styrte sammen. Da det endelig går op for ham i en nødsituation, at han kan digte, er de tidligere anfægtelser med eet slag forbi. Hans legemlige mangler bliver underordnede, hans tilknytning til teatret trods alt bevaret, ja han opnår endda en velvilje hos direktionen, som hans hidtidige efemere færden ikke har kunnet aflokke den. Hans glæde over direktionens tilbud om at anbefale hans studier på statens regning viser, at han med let hjerte kan forlade teatrets forjættede paradis, blot han ser ny vej banet til at komme frem. I sin overvættes godhed og/eller forfængelighed er det ham magtpåliggende at meddele moderen sin fremgang, mindre midlerne om at gøre end målet. Og det er i sandhed ikke uanseligt: han vil være berømt!
Andersens små to år ved Det kgl. Teater fra sept. 1820 til maj 1822, som han har kaldt sin „Fornedrelsestid“, har en vis analogi med Oehlenschlägers 1797-1800. Ingen af dem „duede“ i skuespillerfaget, begge forlod det for at vinde kundskaber. Som sin forgænger nåede Andersen langt fra at se sit ønske opfyldt om debut, men begge har de måttet døje den trælse teatertjeneste som korist og statist, der har stjålet kostbar tid og været usselt lønnet.
Vor viden om Andersens år på Kgs. Nytorv har vi væsentlig bygget på hans egne udsagn, i første række den såkaldte „teaterdagbog“, som sine unøjagtigheder til trods er et samtidigt og autentisk dokument. Det er en rent praktisk optegnelse af teaterrepertoiret fra 4. sept. 1820 til 22. nov. 1821 til brug for hans teatertjeneste. Heri angiver dels stjerner, dels understregninger eller lige frem tilføjelse af „rollens“ art Andersens medvirken.
I sine tre erindringsbøger Levnedsbogen, Mit eget Eventyr uden Digtning og Mit Livs Eventyr, skrevet henholdsvis 10, 24 og 33 år efter teaterårenes ophør, har Andersen taget det let med kronologien, ikke fordi hukommelsen har svigtet, men det har passet ham som kunstner at „gruppere“ (hans eget udtryk) sit stof efter andre kriterier end det systematiske. Af indlysende grunde er den første bog mest præcis. I den næste er stoffet mere sammentrængt og homogent i stilen, og den tredie, der er komponeret om den hovedtanke, at hans skæbne ligger i Guds hånd, tager mere sigte på medleven og medfølelse, mindre på nøjagtighed. Andersens lykkeprincip er blevet det alt overvejende, hvorved han giver afkald på detaljeret og kronologisk præcision.
En sådan er vi i dag, hvad hans rollerepertoire angår, blevet i stand til at nærme os. I et upåagtet rum på Det kgl. Teater, der er forbeholdt rekvisitter til et inaktuelt repertoire, har jeg fundet en kostumeprotokol, der omfatter tiden 1819-1822. Det er kun en torso, sammenstykket af spredte blade i et antal af 134, pagineret indtil 360. Hvad de udrevne blade kunne fortælle, er det forstemmende at tænke på, da de aldrig vil komme for lyset, og vi må konstatere, at den viden, protokollen yder, ikke er fuldstændig. Alligevel betyder den et afgørende fremskridt, da den ikke blot bekræfter Andersens egen omtale af sine „roller“, men føjer nye til. Hans navn er optegnet 7 gange, mens et halvt afrevet blad lader ane den ottende. Det er mig bekendt teatrets eneste kostumeprotokol, der specificerer danseres og koristers navne, så at vi nu ikke blot kan se antallet af det kontentum, hvori Andersen deltager, navnene på hans kolleger, men — hvad der især er nyt i billedet: hans kostumer nøjagtig beskrevet.
Efter denne tilvækst af kildematerialet, som herefter næppe kan ventes øget, ser det således ud i sin helhed med tilføjede forkortelser:
Hertil kommer uforligneligt notemateriale i de af dr. phil. H. Topsøe-Jensen foretagne udgivelser.
Om den i T.D. hyppigt forekommende *, der dels er anbragt ved forestillinger, Andersen notorisk var med i, dels ved sådanne, hvorom han og vort øvrige materiale intet nævner, har man længe gisnet. Den ses bl.a. ved forestillinger, der på forhånd skulle synes at udelukke kontentum, da deres rollelister intet har derom, men det er ikke ensbetydende med, at ingen statister har medvirket. Den antagelse, som fremsættes i Anderseniana (2. rk. bd. II, 1.), at * betegner stykker, som gjorde særlig indtryk på Andersen, kan ikke godtages. Hans appetit som tilskuer, navnlig i begyndelsen, var så glubende, at han, som han siger i MLE 46, aldrig forsømte at stå i parterret, når der ikke var udsolgt. På den måde vil antallet af * blive alt for lille, og den omstændighed, at man som regel finder den ved forestillinger, hvor han selv var med, og gentagne gange ved samme forestilling, må aflive hypotesen.
At samme * skulle have mere end een betydning, forekommer urimeligt. Når den f.eks. træffes ved Maskeraden således: (* en Page), kan der ikke være tvivl om, at Andersen har været page i denne holbergske komedies intermedium. Der er ingen grund til at mistænke Andersen for manglende logik, og følgen må da blive generelt, at * betyder medvirken. For nogle tilfældes vedkommende som Lanassa og Zoraime og Zulnar bekræftes dette af N.K.P. Står * ved et forstykke, f.eks. Den Stundesløse 29/12 1820, men ikke ved den påfølgende ballet Nina, hvor vi ved, han var med, gør det intet skår i princippet.
Tyder vi stjerne som medvirken, og deri bestyrkes vi yderligere ved den stjerne, Andersen har sat ved sit navn i tekstbogen til balletten Armide (Universitetsbibl.), inddrages rigtignok 12 nye forestillinger i Andersens rollerepertoire, som hverken han selv eller nogen anden omtaler. Det drejer sig om Sovedrikken, Dyveke, Don Juan, Landsby-Theatret, Det hemmelige Vindue, Adolf og Clara, Falsk Undseelse, Skuespilleren mod sin Villie, Sargino, Mand og Kone, Markedet i Nabo-Landsbyen og Det sidste Middel, og listen kunne muligvis øges med stykker, der falder uden for T.D. Det synes måske overvældende for den, der ikke er fortrolig med teatrets praksis, men lader sig nemt forklare. I T.D. står der ikke konsekvent * ved hver gentagelse af den samme forestilling; således står den ved Sargino 12/5 og 16/5 1821 (T.D. har fejlagtigt 15/5), men ikke ved gentagelserne 21/5 og 22/5. Andersen synes at være gået ind for en anden på de bestjernede dage, mens den anden er gået ind på de ubestjernede. Det lod sig sagtens gøre, da statisttjeneste dengang som langt ind i vort århundrede bestod i simpelt hen at gå ind og „stå“ uden at foretage sig andet. I N.K.P. ser vi netop under Figaros Givtermaal, hvorledes en af de 6 tjenere (Meyer) er overstreget og Andersen tilføjet forneden. Når samme protokol omtaler 8 statister i Montano og Stephanie uden specifikation, kan Andersen godt have været en af dem uden derfor at finde det umagen værd at notere det. Teatret brugte i vid udstrækning sine elever til statisttjeneste, så at de dog, ulønnede som de var, kunne have en smule fortjeneste. Når N.K.P. skelner mellem notering af navne og det kollektive „statister“ og enten har en af delene eller begge ved samme forestilling, betyder det rimeligvis en økonomisk rangforordning eller teaterteknisk prestige, idet statister i almindelighed hentedes udefra og tilhørte skuepladsens laveste kaste.
Når vi i N.K.P. til stadighed træffer de samme navne på figuranter, korister og elever ved alle forestillinger, der krævede kontentum, er det meget sandsynligt, at Andersen har været endnu oftere i ilden, end vi i dag har mulighed for at konstatere. F.eks. ser vi eleven Overskou figurere tidlig og silde i et sådant omfang, at man skulle synes, det stakkels menneske var blevet misbrugt. Havde N.K.P. været intakt, havde vi utvivlsomt mødt Andersens navn adskillig oftere, end det nu er tilfældet.
At Andersen efter 14/9 1821 ophører med at sætte stjerne, skønt dagbogen fortsætter til 22/11 og han stadig medvirker iflg. N.K.P., kan måske forklares ved, at han ganske simpelt fra nu af skifter system og understreger forestillingens titel og/eller tilføjer sin rolle i parentes.
Den mulighed, at han kan have deltaget i balletter i sæsonen 1821—1822, skønt han da tilhørte syngeskolen, kan ikke udelukkes. Han siger i Levnedsbog 77: „Saaledes blev jeg nu deelt mellem Dandsen og Sangen“, idet han en tid gik på begge skoler; hvor længe ved vi ikke nøjagtigt.
Man kan gå ud fra, at Andersens navn i N.K.P. borger for, at han tilhører forestillingen og passer samtlige opførelser. Erindringsbøgerne nævner intet om, at han sin elendige forfatning til trods har været sygemeldt på noget tidspunkt; heller ikke R.J. har nogen notits desangående. Skjuler han sig derimod blandt statisterne, har vi ingen anden garanti for hyppigheden af hans optræden end stjerne i T.D., og den er som nævnt skrøbelig.
Man kunne ret naturligt nære den mistanke mod forfatteren af disse linier, hvor vidt forekomsten af Andersens navn i N.K.P. nu også betød den rigtige Andersen, da navnet er så almindeligt. Mistanken kan tilbagevises. Der er på dette tidspunkt to damer af navnet ved Det kgl. Teater, den kendte skuespillerinde Birgitte Elisabeth Andersen (1791—1875), der uden undtagelse noteres Mad. A. (sammenlign teaterplakaterne), samt balletbarnet Ida Andersen, der begynder at forekomme i N.K.P. og på plakater fra okt. 1819. Hvad herrer angår, er der, bortset fra de to brødre kapelmusici og en „Obercontrolleur“ i forhuset, der naturligvis ikke kan forstyrre billedet, kun een Hr. Andersen, hvilket må kaldes et virkeligt held.
Hvornår Andersen har aflagt sin mærkbare fynske accent, er vanskeligt at sige. Så sent som 6-7 år efter afskeden med teatret driller Charlotte Oehlenschläger ham med den. Måske den aldrig helt forsvandt. At dømme efter hans skriftsprog i den her omhandlede epoke, som har stor lighed med moderens i hendes breve til ham (se Hans Brix: H.C. Andersen og hans Eventyr. Kbhn. 1907, s. 60-61), og som ofte er en fonetisk gengivelse af hans tale, har han under hele teatertiden talt udpræget fynsk dialekt. Men sin fynske karakter aflagde han i hvert fald ingensinde. I disse hans barndoms sidste år er den mere uforvekslelig end nogensinde. Man har skrevet om Andersen som dansk digter i modsætning til kolleger i brodernationerne; man har skildret hans psyke som kunstner på det internationale plan; men det mest nærliggende: at måle hans karakter med den typiske fynbo’s, har man tilsyneladende ladet ligge. En undersøgelse af denne art hører ikke hjemme i denne fremstilling og ville absolut heller ikke have fristet mig til den blotte omtale, hvis ikke netop Andersens fynske tilhørsforhold rummede kriterier for hele hans adfærdsmønster, og dette i sin fynske afhængighed aldrig kommer klarere for dagen end i disse hans første år i hovedstaden.
Ser man bort fra Andersens patologiske arv, er det berettiget at kalde ham en typisk repræsentant for sin hjemø. I Københavntiden 1819— 1822 er han uanfægtet åben og ubetinget tillidsfuld. Han ejer den karakteristisk naive sødhed, der hos fynboen er overordentlig vindende, men som på ingen måde behøver at være kongruent med billedet af hans indre egenskaber. I modsætning til den stoute jyde og den magelige sjællænder er fynboen en kompliceret natur, der som regel følger to parallelt løbende bevidsthedsbaner: en ydre præsentabel og en indre derfra afvigende og konfliktbetonet. Hans smil, hans sprog og hele væremåde er lyrisk, mens hans tanker gerne er påfaldende nøgterne og bevæger sig i krumme linier. Vedel Simonsen taler om fynbolist. Andersen besidder udpræget diplomati, smidighed, sans for at udnytte sine medmennesker med kold beregning, og han er ofte lidt af en tyran. Gravlund tilføjer, at „fynboen ikke bøjer så meget af, som hans væsen lader formode, at han er undvigende i fortrolighed“, at han med andre ord er varsom og vovsom på samme tid. Det genfindes nøjagtig hos Andersen, endog med hans egne ord. På et blad i Collinske Saml. 8, 4° (D.kgl.Bibl.) har han optegnet sine karakteregenskaber i form af et spørgeskema. Med stor åbenhjertighed besvarer han spørgsmål som „1) Kjønsdrift – liden; 2) Børnekjærlighed – stor; 3) (et ubekjendt Organ) – stort; 4) Hengivenhed – stor; 5) [ulæselig] – meget liden; 6) Ødelæggelsesdrift – liden; 7) Erhvervslyst – liden; 8) Mekanisk Kunstsand [s] – liden; 9) Dölge-Atraa (som bevirker det Humoristiske) – stor; etc.“ Med dette selvopfundne ord mener han forstillelse, godtgør at den er ham bevidst, og at han har den i rigt mål. (Smlgn. Aug. Bournonvilles udtalelser s. 152).
Det er klart, at hans barnlige sind ved mødet med kulde og spot eller, lad os sige det rent ud: når det ikke ser sig accepteret, indkapsler sig på naturens vis. Han bliver vagtsom. Fra nu af tager beregningen overhånd, smilet træder i udnyttelsens tjeneste. I brevet til Ingemann kalder Andersen sig „Ustuderet“; han kunne uden at forandre fortegn kalde sig „Udstuderet“, det ville lyde ens og betyde det samme. Han lærer at bruge maske, indtil han i sine selvbiografier er et sammensurium af forstillelse. Lige så omhyggelig han blev med sin person, lige så omsorgsfuld for at flattere sin personlighed.
Fra hvilken side man end vil betragte Andersen, et uudtømmeligt emne vil han altid udgøre, det være sig for psykologen, neurologen, litteraturforskeren, teaterhistorikeren eller blot menneskekenderen. Teaterårene viser ham i hans fulde særprægethed, endnu umaskeret, men allerede neurotisk og egocentrisk.
Netop fordi Andersen i sine erindringsbøger med fuldt overlæg udsletter al kronologisk orden, er det her forsøgt med god vilje, men mangelfuld viden, at sammenstille en dagbog, hvor hidtil kendte brudstykker er bragt i relation til hinanden, suppleret med hidtil ukendte, for det meste med dokumentarisk datering.
Kronologisk oversigt.
Fra dec. 1814 til febr. 1815 giver Giuseppe Casorti pantomimiske forestillinger i Odense. Andersen ser Harlequin Formand for Tærskerne, som han danser og mimer hjemme til rædsel for moderen.
I 1816 har teatret i Odense ingen offentlige forestillinger. I marts lejer „Det Odenseer dramatiske Selskab“ teatret på Sortebrødretorv og giver i denne vinter dramatiske dilettantforestillinger.
Fr. 26. april dør Andersens fader, friskomager Hans Andersen, som har læst komedier for ham og lavet hans dukketeater.
I 1817 får Andersen gennem sin barndomsven, korporal ved dragonerne og plakatombærer ved komediehuset, Peter Junker, indpas bag teatrets kulisser, hvor han ser Das Donauweibchen, romantisk-komisk trylleopera i 3 akter af Ferd. Kauer m. musik af Fr. Hensler, samt Den politiske Kandestøber som opera (d.v.s. vaudeville). I hjemmets små stuer i Munkemøllestræde øver Andersen sig på at spille komedie.
O. 11. febr. Et selskab af Det kgl. Teaters skuespilpersonale får bevilling til i 5 år i sommermånederne at opføre skuespil og syngespil i Nordjylland.
Fr. 1. maj udvides bevillingen til på gennemrejse gennem Fyn at give forestillinger i øens købstæder imod en afgift til de respektive byers fattigvæsen.
Fr. 5. juni. Iversens Fyenske Avis nr. 72 annoncerer skuespil af „den Kongelige Theater-Etat i Kiøbenhavn“ med nedenstående program.
Ma. 8. juni. Fyens Stifts kgl. all. privil. Adresse-Avis meddeler under overskriften Beltpassage fra Sjælland til Fyen mellem 31/5 og 7/6: „kongelige Skuespillere HH. B. [Hans Bull] Rind, G.-J. [Georg Julius] Liebe, L. P. [Lorentz Peter] Enholm, A. [August] Haack, C. [Carl] Winslöw samt Souffleur C. [Carl] Eisen; kongelige Skuespillerinder Madamerne [Anna Dorothea] Liebe, [Marie Elisabeth] Zinck og [Caroline Amalie] Rind; Jomfruerne [Sophie Amalie] Clausen og P. Toam [?]“.
Sø. 7. juni. „Prolog forfattet af Hr. N. T. Bruun; fremsiges af Hr. Rind; derefter Cendrillon eller Den lille grønne Skoe, lyrisk Tryllespil i 5 Akter m. Musik af Isouard.“ Forestillingerne begynder kl. 7.
Takket være bekendtskabet med Peter Junker kommer Andersen med i forestillingen som En Page og må som sådan iflg. rollelisten have stået på det trykte program. I MLE 27 siger Andersen, at han havde et par replikker, men han havde kun denne ene (akt II, sc. 3):
„Allernaadigste Frue! Deres Vaabendragere, Deres Pager og hele Deres Følge ere i dette Øieblik komne til Slottet.“
Man tænke sig disse vanskelige ord i snublende fart og krydret med fynsk tonefald!
Dragt: røde silkeklæder.
Denne rolle var Andersens provinsdebut som skuespiller.
Ti. 9. juni. „Apothekeren og Doctoren, Syngestykke i 3 Akter af Stephanie den Yngre m. Musik af Dittersdorff.“
Andersen står i kulissen.
To. 11. juni. „Hagbarth og Signe, Tragedie i 5 Acter af Hr. Professor, Ridder Oehlenschläger.“
Andersens første møde (fra kulissen) med et oehlenschlägersk værk.
Fr. 12. juni. „Bortførelsen af Serailet eller Constance og Belmonte, Syngestykke i 3 Akter efter Bretzner til Musik af Mozart.“
A. i kulissen.
Fr. 12. juni. Annonceret i Iversens Fyenske Avis nr. 74 for 9/6 under overskrift Skuespil i Odense: „Azemia eller De Vilde, Syngestykke i tre Akter.“
A. i kulissen.
Sø. 14. juni. „Bortførelsen af Serailet, Syngestykke i tre Akter.“
A. som før.
Ma. 15. juni. Avisen har fejlagtig 14/6: „Kjerlighed paa Landet, Syngestykke i tre Akter“ af Weisze m. musik af Kunzen. Da Andersen i MLE 27 siger, at han under gæstespillet optrådte som hyrde, har det formodentlig været som En bonde denne aften.
Dragt: K. P. (listen nr. 4) har: „4 grønne og hvide Mands Bønderdragter af Schalong med blaae Baand.“
Ti. 16. juni. Cendrillon blev aflyst (markeret ved tankestreger i ovennævnte avis.)
To. 18. juni. Axel og Valborg, tragedie o.s.v.
Andersen i kulissen.
Sø. 21. juni. „Marionetterne eller Lykkens Griller, Comedie i 5 Acter af Picard.“
A. i kulissen.
Ma. 22. juni. „Cendrillon eller Den lille grønne Skoe. NB Denne Forestilling tilfalder Odense Byes Fattige; Billetter faaes hos Hr. Casserer Hansen ved Indgangen.“
Andersen gentager sin replik som Page.
Ti. 23. juni. „Ungdom og Galskab, Syngestykke i to Acter med Musik af Du Puy. NB Sidste Forestilling i Odense. Epilog af Hr. Elmqvist, fremsagt af Hr. Liebe.“
Musikken blev udført af „det grevelige Ahlefeldtske Capell“ i forbindelse med „de Odenseer Dilettanter“ og ledet af prof. og ridder Schall, som også må formodes at have dirigeret de foregående syngestykker.[3]
Andersen i kulissen. Når han i Levnedsbog 46 nævner Zemire og Azor som opført under gæstespillet, beror det på fejlhuskning.
O. 1. juli. Andersen skriver liste over de skuespil, han agter at digte (Hans Brix: Det første Skridt. Kbhn. 1943. 23 f.). Han er inspireret af sin plakatsamling og det nylig overståede gæstespil.
On. 8. juli. Andersens moder gifter sig med friskomager Niels Jørgensen Gundersøe.
On. 7. oktober. Baron, kammerherre Wedel Jarlsberg overtager teatret i Odense.
Fr. 1. januar. Efter engagement i St. Petersborg kommer den italienske tenor Giuseppe Siboni (1780-1839) til København og ansættes som kgl. første kammersanger og direktør for Det kgl. Teaters syngeskole.
Direktør Gørbing Francks selskab giver forestillinger på tysk i Odense. Sø. 18. april. Andersen bliver konfirmeret i St. Knuds kirke i Odense af stiftsprovst Stephan Tetens.
Ti. 20. april. Andersen flytter med sin moder og stedfader fra barndomshjemmet på Klingenberg længere ud i Munkemøllestræde.
Ma. 2. august. Det kgl. Teater åbner sin syngeskole under Sibonis ledelse.
Sø. 8. august. En skuespillerinde og sangerinde jomfru Helene Hammer, der har tilhørt Wedel Jarlsbergs „Kongelig privilegerede Skuespillerstab fra Nestved“, giver i forbindelse med Det dramatiske Selskab i Odense en opførelse på teatret af Holbergs Den pantsatte Bondedreng.
Skriver på amtmandens kontor (senere på Det kgl. Teater benævnt „Comptoristen“) Christen Martin Foersom (1794-1850) spiller titelrollen. Takket være sit flerårige bekendtskab med ham kommer Andersen til at spille En Postkarl og har således tre replikker (akt I, se. 2):
Postkarlen
„Om Forladelse, I gode Venner! Her skulde logere i dette Kvarteer en fornemme Mand fra Landet.Pernille
Hvad er hans Navn?Postkarlen
Han hedder Hr. Leerbeutel.Pernille
jeg kjender ham.Postkarlen
Det skal vist være en fornemme Banqverotterer.“Dragt: rød postillon-mundering.
Også her må Andersen have stået på program og plakat, men Odense-arkiverne melder pas.
I august får Andersen en anbefalingsskrivelse af bogtrykker Iversen (Fyens Avis) til solodanserinden md. Schall i København. Iversen fraråder Andersens rejseplan og hans stædige forsæt at blive skuespiller.
Lø. 4. september om eftermiddagen forlader Andersen Odense, fulgt til byporten af sin moder og farmoder. Hans rejsepas, som er udstedt på politimesterkontoret i Odense samme dag, „gjör vitterligt, at Drengen Hans Christian Andersen, 14 Aar gammel, föd i Odense – agter nu at reise herfra Staden til Kjöbenhavn over Land. Min tjenstlige Begjering er til alle og enhver, som bemeldte H.C. Andersen maatte forekomme, at de ham paa denne Reise ubehindret vilde lade passere. – Her paa Stedet hersker ingen smitsom Sygdom. — Odense Politiekammer den 4de September 1819 Kl. 9 Formiddag.“
Som blind passager på dagvognen kommer han om aftenen til Nyborg. Sø. 5. september. Andersens pas viseres i Nyborg og Korsør. Han knæler bag et skur i Korsør havn og beder Gud om hjælp.
Ma. 6. september. Andersen kommer om morgenen til hovedstaden med 13 rdl. i lommen og tager ophold i „Gardergaarden“, et mindre hotel i Vestergade 18, hvor han afleverer sit pas. Straks styrer han sine skridt gennem Vimmelskaftet til Kongens Nytorv, hvor Det kgl. Teater samme aften åbner sæsonen med Munterheds Triumf eller Lee naar du kan!, komedie i 5 akter af Reynolds. Han går flere gange rundt om bygningen og betragter den som sit fremtidige hjem.
Direktionen for „Det kgl. kjøbenhavnske Theater“, „Den kgl. danske Skueplads“, „Det kgl. danske Theater“ etc. (kært barn havde mange navne) består i 1819 af kammerherre F.v. Holstein, prof. K. L. Rahbek og etatsråd, notarius publicus G. H. Olsen.
Ti. 7. september. Uden at spilde tiden møder Andersen op i Bredgade (Norgesgade) på solodanserinden Anna Margrethe Schalls (1775— 1852) adresse for at præsentere sit anbefalingsbrev. I konfirmationstøjet knæler han på trappen uden for døren og beder Gud om beskyttelse. Da han efter en evig venten får adgang og trods danserindens modvilje skal aflægge prøve på talentet, vælger han Anines (Askepots) dansescene i 2. akts finale af Cendrillon, synger og deklamerer og må for bedre at kunne danse stille støvlerne fra sig. Resultatet er nedslående. Skønt hun er overbevist om, at Andersen er gal, lover hun dog at tale med balletmester Antoine Bournonville.
On. 8. september. Andersen opsøger prof. Rahbek på Bakkehuset, til hvem bogtrykker Iversen har sendt anbefalingsskrivelse. Han opnår dog kun en henvisning til kammerherre Holstein.
To. 9. september. Han går til teaterchefen for at tilbyde sig som skuespiller. Et halvt år før har hans velynder i Odense, oberst Høegh-Guldberg, tilskrevet teaterchefen og anbefalet Andersen til hans bevågenhed. Ved synet af den unge mand fælder chefen straks den dom, at han er for mager, hvortil Andersen svarer, at „hvis han kun bliver engageret, skal han nok blive fed.“ Det rappe svar irriterer Holstein, som lader ham vide, at man kun ønsker folk med dannelse, hvorefter han vinker ham ud.
To. 16. september. For dog een gang i sit liv at se skuepladsen indvendig køber den slukørede Andersen for sine få skilling en galleribillet til Paul og Virginie, syngestykke i 3 akter m. musik af Rodolphe Kreutzer. Skønt han står opstillet ved indgangen i 3 timer, får han kun plads på 2. række. Herfra ser han den nylig genindsatte inskription over prosceniet: „Ey blot til Lyst.“ Stykket griber ham så voldsomt, at da Paul i 2. akt rives fra sin elskede, er det for Andersen, som han selv rives fra sit elskede teater. Han bryder ud i heftig gråd og må trøstes af en madam i logen med et stykke rullepølsemad. Stykket ender godt, og hans livsmod vender tilbage.
Fr. 17. september. Andersen aflægger nyt besøg hos kammerherre Holstein og anmoder nu om at „komme til Dandsen“, men får det svar, at der først er optagelsesprøve til maj; desuden vil han ingen gage kunne opnå i begyndelsen, da han endnu er uanvendelig. Også md. Schall må påny høre om hans genvordigheder, men til ingen nytte. Da hans beslutning står fast, ikke at vende tilbage til Odense, hvor han alligevel vil komme i lære, mener han det lige så godt kan ske i København og finder i Adresseavisen dags dato en snedkermester Johannes Madsen i Borgergade 104, der averterer efter en læredreng.
Lø. 18. september. Andersen har imidlertid betalt sin regning i „Gardergaarden“, da opholdet her overstiger hans beskedne budget. Hos en medpassager fra rejsen, md. Hermansen, finder han midlertidig husly og mad. Han opsøger snedkermesteren, beder om antagelse og må gå ind på 9 års læretid, såfremt han kan skaffe behørige attester. Kan han det, kan han flytte ind straks.
Sø. 19. september. Andersen bor hos md. Hermansen.
Ma. 20. september. Andersen stiller kl. 6 morgen på værkstedet, hvor svendene straks driller ham for hans undselige væsen og fører rå og uanstændig tale. Han må bære stole i byen hele dagen, føler sin ydmygelse og sine bristende forhåbninger og tilstår grædende for sin mester, at han hverken føler sig egnet til arbejdet eller kan udholde den rå tone. Han vil nu sejle til Odense i det håb, at skibet forliser og han selv omkommer.
Ti. 21. september. Igen sidder Andersen i „Gardergaarden“, skønt pungen er tom. Han falder på sine knæ og beder fortvivlet Gud om bistand. Da mindes han, at han i en Odenseavis har læst om Sibonis ansættelse som direktør ved Det kgl. Teaters syngeskole, og da han samtidig husker, hvor højt man i hjembyen har rost hans stemme, fatter han et sidste håb.
On. 22. september. Han finder Sibonis adresse, Vingaardsstræde 134 (nuværende nr. 5) på hjørnet af Asylgade bag Hotel du Nord, møder frem kl. 4 om eftermiddagen, knæler i bøn på trappen og fortæller husjomfruen sin lidelseshistorie, som denne bringer videre ind til sit herskab. Der er stort selskab, bl.a. Baggesen og Weyse. Andersen trækkes ind til bordet og synger på opfordring en arie af Kjerlighed paa Landet, som han havde set i Odense og lært af jomfru Hammer, samt deklamerer holbergske scener. Baggesen profeterer, at han vil blive til noget, men tilføjer: „bliv nu ikke forfængelig, naar hele Publicum tilklapper Dig Bifald!“ Siboni lover at uddanne hans stemme, mens Weyse sætter en indsamling i gang.
To. 23. september. I Kronprinsessegade 386 (nu nr. 8) besøger Andersen Weyse, der har samlet 70 rdl. ind til ham, hvoraf Andersen hver måned kan hente 10 rdl.
For at forstå Siboni lærer Andersen tysk hos en sproglærer Ole Worm Bruun i Farvergade. Han bor om dagen hos Siboni, får mad, løber ærinder, står model i italienerens kostumer til hans søsterdatters tegninger og kan overvære operapersonalets sangøvelser. Et par gange om måneden synger han selv skalaer hos sin lærer, men er ellers mest henvist til husets tyende og et pigekammer på loftet, hvor han kan opholde sig om dagen.
Natlogi får han hos en enkemadam Thorgesen i Ulkegade (Bremerholm, Holmensgade) 108, 2. sal til gaden.
Oktober. Bertel Thorvaldsen er første gang siden sin afrejse fra København i 1796 igen i hjemlandet. Andersen møder ham på gaden og ved, han er en stor og betydelig kunstner; han standser derfor op, ser på ham og hilser. Thorvaldsen går videre, men vender om og spørger: „Hvor har jeg set Dem før? Jeg synes, vi to skulle kende hinanden!“ Andersen svarer, at de slet ikke kender hinanden (MLE 165). De mindes episoden, da de ved nytår 1834 træffes i Rom.
Maj. Siboni erklærer, at hans elev har „Udvortes og Manerer“ imod sig, ingen dannelse, kun en stemme i overgang, så at undervisningen må ophøre. Andersen mener selv, det dårlige fodtøj i vinterens løb har skadet stemmen. Han går til Weyse, hvem han grædende beder om at skaffe sig i urmagerlære.
Derefter opsøger han prof. Fr. Høegh-Guldberg (broder til obersten i Odense) og opnår hos ham 80 rdl. i understøttelse foruden løfte om undervisning i dansk, tysk og skrivning. Professoren vil tale med skuespilleren Lindgreen om at tage sig af Andersens dramatiske uddannelse.
Andersen henvender sig endelig til balletmester Antoine Bournonville. Da dennes søn, den berømte August Bournonville, året før sin død udsender sidste del af sine erindringer, mindes han endnu dette besøg af Andersen: „Hans ivrigste Attraa, da han som 13-aarig Yngling ankom til Kjøbenhavn, var at blive antaget ved Theatret, ligemeget i hvilket Fag, og han mødte derfor hjemme hos mine Forældre [Vingaardsstræde 19] og presenteredes for min Fader som Aspirant til Balletten; hans ranglede Figur og kantede Bevægelser syntes imidlertid mindre skikkede til Dandsen og min Fader spurgte ham derfor, om han ikke skulde foretrække det reciterende Skuespil, hvorpaa den unge Fyr udbad sig Tilladelse til at fremsige et af sine Digte. Dets Indhold mindes jeg ikke, men saameget er vist, at jeg strax fik Indtrykket af noget Genialt og langtfra at finde ham latterlig, forekom det mig, som om han snarere vilde have os tilbedste, end vi ham.“ (A.B.: Mit Theaterliv. III. Kbhn. 1878, afsn. 3, s. 249 f.).
Umiddelbart efter rejser balletmesteren med sin søn på studierejse til Paris. I hans fravær fungerer solodanser Carl Dahlén som balletleder, og han anbringer Andersen på danseskolen på Hofteatret.
Da Hans Christian fortæller sin værtinde i Ulkegade, enkemadam Maren Sophie Thorgesen, om de 80 rdl. fra Høegh-Guldberg, forlanger hun straks 20 rdl. mdl. for mad og logi (et spisekammer uden vindue). Hendes pensionær ser sig da nødsaget til at gå tiggergang. Han får igen lidt hos Weyse og hos en ung dame fra Odense, Laura Tønder Lund, med hvem han har gået til præsten. Hans hele håb står nu til dansen, hvor han i hvert fald vil få strømper og sko gratis – tror han. Det kgl. Teaters regulativ i R.J. siger det modsatte, hvilket bekræftes af N.K.P.
Juni. J. M. Thiele, hvis sørgespil Pilegrimen var blevet opført d. 13/3 dette år, fortæller i Af mit Livs Aarbøger. Kbhn. 1873, at han en formiddag, formentlig i juni, sidder ved sit skrivebord, da det banker på døren. Han overraskes ved at se en opløben dreng af et ganske besynderligt udseende stå ved døren med et dybt teatralsk buk ned mod gulvet; „sin Kaskjet havde han allerede kastet fra sig ved Døren, og da han reiste sin lange Figur i en forslidt graa Frakke, hvis Ærmer ikke kunde naae de udmagrede Haandled, mødte mig et Par smaa, chinesiske Øine, der trængte til en chirurgisk Operation, for at faa fri Udsigt, bagved en stor fremragende Næse. Om Halsen havde han et broget Kattuns Tørklæde, saa fast snøret, at den lange Hals ligesom bestræbte sig for at undslippe, kort sagt, en overraskende Skikkelse, der blev endmere paafaldende, da han med et Par Skridt fremad og et gjentaget Buk, begyndte sin pathetiske Tale saaledes: „Maa jeg have den Ære, at udtale mine Følelser for Skuepladsen i et Digt, som jeg selv har skrevet?“
I min Overraskelse indlod jeg mig ikke engang paa en Bevægelse, førend han var midt inde i Deklamationen, og da han havde sluttet med en anden Bukning, fulgte umiddelbart Anmeldelsen af en Scene af Hagbarth og Signe, en Forestilling, hvori han overtog alle Rollerne.
Jeg sad stum og ventede paa en Mellemakt, der kunde skaffe mig Leilighed til et Spørgsmaal og et Svar. Men forgjæves; Forestillingen førte mig fra den ene Scene i den Tragedie til en anden Scene i den Comedie, og da han tilsidst var kommen til en Epilog, som han ogsaa selv havde skrevet, sluttede han med adskillige theatralske Buk, greb sin Kaskjet, der laa som en gabende Tilskuer ved Døren, og – væk var han ned ad Trapperne!“
Også B. S. Ingemann (1789-1862), der boede på Halmtorvet 45 (nu Rådhuspl.) fik formodentlig hans besøg. I et af Andersen udateret brev til Ingemann (Breve fra H. C. A., udg. af C. Bille og N. Bøgh. Kbhn. 1878, 1.1.) hedder det: „Hr. Iingemann i Kjöbenhavn … vis det var Dem til Fornöielse vilde jeg Declamere nogle Scener og Digte for Dem. Jeg har ogsaa vovet at skrive nogle Vers og Tragedier vis de vilde see disse da jeg veed man maae være Overbærende med en Ustuderet Begynder.“
På denne måde gik Andersen omkring og enten takkede sine velgørere eller prøvede at skaffe sig nye. Da han hører H. C. Ørsted omtale som en elskelig mand, er det anledning nok for Andersen til at besøge ham. Han går opmuntret derfra med lånte bøger under armen.
Alligevel er han i yderste pengeforlegenhed, da pengene fra Weyse er spist op. Derfor må han
Sø. 3. juli udsende et nyt bønskrift (efter et første forsøg kort tid forinden):
„For en Tid tvinger min Trang mig til at anbefale min Skjæbne i ædelmodige Menneskevenners Hænder, Da jeg nære den inderligste Tilböielighed for Skuespillerkonsten og föler mig ene födt til Thalias tjeneste. – Jeg har nu havt den Lykke efter omtrent eet Aars ophold her i Staden (hvilket er gjordt mig muelig ved Hr. Profes. Weise, Siboni og flere ædelmodiges Understøttelse) at blive for det förste [d.v.s.: midlertidig] antaget som Danse-Eelev for siden at blive Skuespiller (som jeg haaber at blive Indstruxert i i denne Saison). Blottet for alt vovede jeg mig til Hovedstaden da mine Forældre (vis Opholdsted er i Odense) formiddels Deres Fatigdom intet kan bidrage til min Understöttelse nödes jeg til at henvænde mig til ædelmodige Mennesker om en liden enten Maanlig eller Quartalier Understöttelse (uden vilken jeg ej kan naae Maalet for mit inderligste Ønske) saa længe til jeg selv kan leve af Teateret da naar jeg har henimod 200 Rbdlr. jeg godt kan leve endnu nyder jeg intet derfra, men Haaber snart lidet. – Jeg beder hver ædeltænkende Menneske at tage i gunstigst Overveielse hvor nær jeg er min Lykke og hvor lidet der kan skille mig derfra. — Evig skal jeg söge at vise mig Taknemlig.
underdanigst
Hans Christian Andersen
Kiöbenhavn den 3 July 1820.“
Lø. 5. august. Teatrets prøver og skoler begynder.
Efter balletkomponisten Vincenzo Galeottis død 1816 bliver Antoine Bournonville „Dandsedirecteur“. De kommende syv år betegner en nedgang for Den kgl. Ballet, da den nye balletmester sin tekniske perfektibilitet til trods ikke på noget punkt lever op til den svundne glanstid, der var præget af de store mimiske balletter. Man hjælper sig med hyppig indkaldelse af franske og svenske virtuoser, der optræder i de såkaldte „entréer“, dem Andersen omhyggeligt optegner i T.D., mens Overskou principielt ignorerer dem i sine repertoireoversigter. Da samme „entréer“ i hovedsagen går ud på teknisk færdighed, føler publikum sig snydt og udvandrer, idet det giver dem spottenavnet „sorti’er“. Bournonville var en skuffet mand, der indså sin afmagt og ofte lod sit hidsige temperament få frit løb. Hans væsentlige indsats gjaldt danseskolen og diverse balletindslag i opera og skuespil. Intriger og chikane trives i rigt mål under hans ægide.
Solodanser Carl Dahlén, der var balletmesterens medhjælper og lærer på balletskolen, var forlængst ophørt som danser og var nu en ret svær mand med „et fedt ansigt“, som Overskou udtrykker det. Også han var en skuffet mand, hvis tro på egen balletdigterisk genialitet blev holdt nede under Galeotti. Da han under Bournonvilles Pariserrejse bliver hans stedfortræder, får han endelig luft og komponerer sin ballet Armida, der straks indstuderes. Som man vil se længere fremme, bliver den en fiasko.
Mens Andersen får timer hos den førnævnte lærer Bruun, der boede i Farvergade i baghuset af en gammel gård, i hvis forhus den jødiske drengeskole havde til huse, traf N. C. L. Abrahams (1798-1870), Bruuns fætter, Andersen, af hvem han giver følgende beskrivelse (Meddelelser af mit Liv. Kbhn. 1876 s. 149): „. . . en underlig, langbenet, keitet Dreng, paa en 14-15 Aar, der undertiden kom stormende ind med det Spørgsmaal: „Maa jeg læse Noget for Dem?“ … og han foredrog da enten nogle selvgjorte Vers eller en Tirade af en Tragoedie. Hans hele Optræden var vistnok latterlig, undertiden besværlig, men der var dog bagved denne Underlighed et Vidnesbyrd om, at denne Dreng vilde Noget, og stundom var der i hans vistnok umodne Vers Et eller Andet, der endda ikke var saa tosset.“
Sø. 6. august. Andersen retter bønskrift til kongen [citeret efter A&C]:
„En ubegrændset Lyst til Theaterfaget, hvorfor jeg ene føler mig bestemt, har drevet mig til Hovedstaden for, om muligt at blive ansat ved det Kongl. Theater. Kun udrustet med min heftige Lyst og Haab til ædle Mennesker traadte jeg ud i den store Verden, thi min Fader, en fattig Skomager i Odense kunde Intet give mig. Professor Weyse samt ogsaa Hr. Siboni ere de ædle, hvem jeg skylder mit Underhold i de 3/4 Aar jeg har været her i Staden. Men da jeg kun med Smerte kan modtage Velgjerninger af Professor Weyse, der maae falde ham tunge under de trykkende Tider, og jeg, uagtet jeg nu er ansat ved Dandseskolen, indtil jeg kan erholde Plads som Sanger og Skuespiller, ikke saasnart kan haabe et selvstændigt Udkomme, saa anraaber jeg all. Deres Majestæt om en Understøttelse for mit Ophold; en Naade, jeg skal søge at gjøre mig værdig til, ved tro at uddanne det Talent, som jeg efter Mænds Dom, hvilke jeg ærer og elsker, smigrer mig med at besidde.
allerunderdanigst Christian Andersen.“
(Brevet, hvortil A. utvivlsomt har fået hjælp, og som af Edvard Collin gengives med uoriginal ortografi, citeres fra hans bog (se s. 140 nr. 14).
To. 24. august. Som svar afgiver teaterdirektionen på kongens vegne følgende betænkning [citeret efter A&C]:
„Da Supplicanten for omtrent 3/4 Aar siden meldte sig for Directionen med Ønske om Ansættelse ved Theatret, fandt den efter de aflagte Prøver, at han manglede saavel Talent som Udvortes for Scenen. – Ikke destomindre havde Hr. Siboni den Godhed frivillig at give ham Underviisning i Sang i det Haab at kunne for det første danne ham til Chor-tjenesten ved Theatret, men selv dette saae han sig nødt til at opgive. Han tog derpaa sin Tilflugt til Hr. Solodanser Dahléns Dandseskole for at oplæres i dette Fag, hvortil han efter Hr. Dahléns Erklæring ligeledes mangler Anlæg og Udvortes. –
Ligesom Dir. altsaa anseer det for sin all. Pligt at fraraade hans Ansættelse i nogetsomhelst Fag ved Theatret, saaledes tør den heller ikke anbefale ham til nogen Pengeunderstøttelse af Theaterkassen, der lettelig kunde drages til Følge for andre paa kort Tid antagne Elever og saaledes paabyrde Kassen en ny Udgift i Fremtiden.
Holstein. Rahbek. G. H. Olsen.“
Andersen træner nu hver formiddag ved stangen på Hofteatret og gør „Basdement“. Han konkurrerer med den lille 8årige Andrea Møller (senere fru Kretzschmer) om, hvem der kan gøre flest. Man havde dengang som helt op til vort århundrede kun en violin som akkompagnement både ved skoler og prøver. Antoine Bournonville (1760—1843) var en hård negl med uforløste komplekser, der ikke undser sig for at tildele lussinger og bruge fornærmelig tiltale, hvorfor han 19/11 1821 modtager direktionens irettesættelse.
Hos md. Thorgesen går Andersen ofte i seng kl. 6 om eftermiddagen, da hans kammer ikke levner plads til at stå eller sidde. Det har intet vindue, kun to lufthuller i døren. Her syr han dukketøj til sit selvlavede teater.
Lø. 2. september. Frederik VI resolverer på Frederiksberg slot, at Andersens ansøgning af 6/8 efter omstændighederne må bortfalde.
Ma. 4. september. Teatret åbner sæsonen. Når dette sker på skiftende datoer, hænger det sammen med afslutningen af kongeparrets sommerophold på Frederiksberg slot. Andersen har nu fri adgang til bageste bænk i figurantindelogen i 3. etage (figurant = medlem af balletkorpset). Han begynder at føre liste over repertoiret (T.D.).
Hans dansekolleger i balletkorpset, optegnet efter N.K.P. og D.P. med forbehold over for oprykninger, er følgende:
Figurantinder. Madamer: Henriette Bechmann, Degen, Diderichsen, Freymann, Schou. Jomfruer: A. Bruun, St. Bruun, L. Høyer, Johnsen, Juliane Knub, Elisabeth Larcher, Louise Petersen, Anne Poulsen, Reuter, Sannes, Schaarup, Sophie Frederikke Svanemann, Volstrup, Marie Werning, Weyle. Figuranter. Aagaard, Ferd. Bentzen, Bruun, J. Fredstrup (regissør), Hammer, Handberg, Hinck, Holm, Jacobsen, Niels Sørensen Nehm, Peter Petersen, W. Petersen, Chr. Poulsen, P. Poulsen, Vilh. Scharff, A. Schrøder, Johan Stramboe, Thron, Charl. Villeneuve, Carl Weyle. Aspiranter. Jfr. Anne Abildgaard, Boline Abrahamsen, Ida Andersen, Antoinette Block, Adelaide Børresen, Josephine Fredstrup, Andrea Møller, Sophie Møller, M. Olsen, Amalie Pätges, Johanne Luise Pätges, Henriette Schumann, Uttenreiter, Jensine Weiner. – August Bournonville, Henri Charpentier, J. Friis, Andr. Füssel, Holm, C. Lund, Lundgreen, Ludv. Phister, Theodor Scharff, Schmidt, Thomsen, Tillemand, F. Werligh, Wolberg.
Ma. 11. september. Røverborgen, syngespil af Oehlenschläger (24.g.) og en entré. Da Andersen i MLE 46 omtaler, at han var Hyrde i dette syngespil, og da T.D. har stjerne ved denne forestilling for første gang overhovedet, må det have været hans debut i kostume på den kongelige scene, skønt han ikke nævner det. Han har øjensynlig „glemt“ det til fordel for den efterfølgende episode.
To. 14. september. På plakaten står: Tro Ingen for vel, komedie i 5 akter af J. C. Brandes, og De to smaa Savoyarder (33.g.), syngestykke i 1 akt m. musik af d’Alayrac, samt et divertissement af Mlle St. Clair. Andersen er bag kulissen og hører, at det i efterstykkets markedsscene er tilladt alle, også maskinfolkene, at gå ind på scenen i deres eget tøj for at fylde op, blot de sminker ansigtet. Andersen mener (Levnedsbog 78), at det er første gang, han betræder scenen. Han er lykkelig og har hjertebanken, skønt hans hat falder ham ned over øjnene, hans støvlehæle er skæve, og han ikke tør ranke sig, fordi vesten er for kort. Da træder den unge Johan Daniel Bauer, der er blevet kgl. skuespiller 1819, hen og tager Andersen ved hånden, trækker ham ned til rampen og siger med en flot gestus: „Maa jeg præsentere Dem for det danske Folk og gratulere til Deres Debut!“ Andersen vrider sig løs, forlader scenen og græder sine modige tårer bag kulissen. Syngestykket gik kun 1 gang i denne sæson. T.D. har: „En af Markeds Folkene.“
Fr. 6. oktober. Sovedrikken, syngespil af Oehlenschläger (23.g.) og en entré. T.D. har stjerne. Formodentlig har Andersen været En møllerkarl.
Sø. 8. oktober. Ved koncerten på Det kgl. Teater, hvor Carl Maria von Webers ouverture til Jægerbruden, dirigeret af komponisten, første gang opføres i København, er Andersen utvivlsomt tilstede.
I denne måned sender han tiggerbrev og digt til N. F. S. Grundtvig, (udg. af H. Haar i Gads danske Magasin 1911-12, s. 126-128.)
To. 26. oktober. Dyveke, et sørgespil i 5 akter af O. J. Samsøe (48.g.) T.D. har stjerne. Andersen er formodentlig blandt kongens folk i 5. akt.
Fr. 10. november. Don Juan, opera af Mozart (30.g.) og en entré. Da T.D. har stjerne, er Andersen formod. En bonde.
I november vender balletmester Bournonville og sønnen August hjem fra studierejsen til Paris. Dermed er det forbi med Dahléns direktørtid.
Den i begyndelsen af sæsonen som 2. syngemester ansatte Peter Caspar Krossing (1793-1838) er i lighed med flere andre ved teatret modstander af Sibonis rigoristiske væsen og nye ideer. Da han hører, at Siboni har afskediget Andersen, finder han det uretfærdigt, idet hans stemme netop har vundet i fylde, og tilbyder at tage ham ind på korskolen uden løn, hvilket vil give Andersen lejlighed til medvirken i flere forestillinger.
To. 30. november. Sovedrikken (24.g.) og en entré. T.D. har stjerne. Andersen er da igen En møllerkarl.
Ma. 4. december. Landsbytheatret eller De forvirrede Planer, skuespil i 5 akter af Reynolds (19.g.). T.D. har stjerne. Andersen er formodentlig En tjener. Dragt iflg. N.K.P.: „Blaa liverie kiole og Röd Vest alt med Hvide Snorre Sorte Klædes Buxer egne hvide Strömper og Skoe. Hatt. flad.“
On. 6. december. Som eksempel på det almindelige arbejdsklima ved teatrets prøver tjener følgende optegnelse af danseregissør Fredstrup i D.P.(P.):
„Ærbödigst Pro Memoria.
Paa nogen Tiid har en usömmelig Uorden hærsket under Dandsepröverne, som foraarsages af selve Dandseselskabet især den yngre Deel; denne Uorden er undertiden saa stor, at ieg forgiæves flere Gange maae Ringe til Prövernes Begyndelse og omsider maae hente hvert enkelt Person omkring i Theatret; naar saa endelig Pröverne er begyndt, forsætter igien Deres Leeg og Samtaler, undertiden i den Grad, at Repetiteuren ikke kan höres; da hermed foraarsages meget Tiidsspilde og forstyrrer saavel Componisten som den rolige Deel af Selskabet, saa har Hr. Dahlen og ieg Paabudet dem Taushed, men forgiæves; thi de Elev-Entréer som Hr. Bournonville har comp. til Søndags Forestillingerne, er den förste Aarsag til denne Uorden, for under Hr. Bournonvilles Sygdom eller Fraværelse ere Eleverne ved disse Pröver ganske overlat til dem selv, og da den nu stedse tiltager, saa seer ieg mig nødt til af Frygt for at ieg til Slutningen ikke skulde være istand til at opfylde mine Pligter som Regissør at Tilmelde Hr. Kammerherren det og udbede mig Deres høie Assistance.
Hoftheatret d. o.s.v. ærbødigst Fredstrup“
(se i øvrigt 6/10 og 12/10 1821)
Ti. 19. december. Røverborgen (25.g.) og en entré. T.D. har stjerne. R.J.: „Hyrder – 12 af Choret“. Andersen er igen Hyrde.
Fr. 29. december. Den Stundesløse (105.g.) og Nina eller den Vanvittige af Kierlighed (54.g.), ballet i 2 akter af Vincenzo Galeotti. I forbindelse med denne forestilling omtaler Andersen (Levnedsbog 78) sin sceniske debut i kostume (hvilket som det ses er urigtigt) som den ene af to violinspillende Tjenere i 2. akt: „Allerede Kl. 4re om Eftermiddagen var jeg derover, og blev klædt paa. – I Balletten bleve vi to Spillemænd posterede forrest . . . Madam Schall dandsede Ninas Partie, og det frydede mig at hun gav sig mest af med mig, (rimeligviis har jeg gjort en meget komisk Figur).“ T.D. har stjerne ved forstykket, ikke ved balletten. – At Andersen mødte kl. 4, har sine gode grunde. Iflg. regulativ af 15/11 1813 (D.kgl.T.’s journal 1807-1814) var de optrædende pligtige at møde i kostume i foyer’en en hel time før tæppegang, hvis de ville undgå bøde.
I vinterens løb gennemgår skuespiller Ferdinand Ludvig Vilhelm Lindgreen (1770-1842), opfordret af teaterdirektionen som følge af Andersens bønskrift til kongen af 6/8 1820 og efter anbefaling fra professor Høegh-Guldberg, følgende roller med ham: Peter (eller, som det hedder i A’s brev til teaterdirektionen af 22/9 s.å.: Claus) i Viinhøsten, syngestykke i 3 akter m. musik af Kunzen; Jacquinot i De to Grenaderer, komedie i 3 akter af Patrat (som Lindgreen udfører 7/4 s.å.), samt flere af Holbergs Henrik’er og Arv’er, da Lindgreen mener, han har mest talent for det komiske. På Andersens egen bøn, da han på „ægte“ skuespilleres vis foretrækker de roller, han ikke egner sig til, og da hans hang står til det følelsesfulde, får han lov at spille titelfiguren i Oehlenschlägers Correggio, skønt læreren ler og siger: „Herre Gud, kjære Barn, Deres Udvortes er Dem imod, saadan en lang, mager Helt leer saa Gud, Folk af! men lær kun Rollen!“ (Levnedsbog 79). Da Andersen otte dage efter fremsiger monologen i billedgalleriet i Parma (4. handling) og brister i virkelig gråd, trykker Lindgreen hans hånd og siger: „Hjerte har De, og saa Gud Hovede med, De maa ikke løbe om her og spilde Deres Tid; De skulde studere; til Skuespiller duer De ikke; men der er ogsaa andre herlige, store Ting uden denne Kunst! Vor Herre veed, hvad det er, De skal blive. Tal med Guldberg om at faae lært noget Latin! det fører altid paa Vei til Studenten!“ (Levnedsbog 79 og MLE 42).
Ti. 9. januar. Figaros Givtermaal (l.g.). Første opførelse i Danmark af Mozarts opera (N.K.P. har: „Söngestökke“). T.D. har hverken stjerne eller notat, derimod har N.K.P. s. 257: „6 Thiener“. Da en af dem (Meyer) er overstreget, er Andersen tilføjet forneden. Han er altså reserve. Det kan ikke ses, hvor mange gange han har medvirket i denne forestilling, men da samme Meyer først dukker op igen i slutningen af året, er der grund til at tro, at Andersen har beholdt sin tjenerrolle.
Dragt (efter N.K.P.): „Haardnet. Spanske Kraver. Tröyer. Benklæder af forskiellig farver fra Migel Angilo [Michel Angelo, syngestykke af Isouard, der opførtes i beg. af 1820] med tilhörende Skiærf. hvide Strömper og Sorte Skoe. Fakler.“ I N.K.P. s. 295: „4 Thienner. blaa Spanske Tammes Dragter med hvide Puffer. Sorte Hetter.
Ma. 15. januar. Figaros Givtermaal (2.g.). T.D. har hverken notat eller stjerne.
Lø. 20. januar. Figaros Givtermaal (3.g.). Ingen stjerne eller notat.
To. 25. januar. Den letsindige Løgner, lystspil i 3 akter (efter Goldonis Il bugiardo) af Fr. L. Schmidt (6.g.). Balletten Nina (56.g.). Skønt T.D. er begyndt 4. september, nævner Andersen først her: „Musicerende Tiener.“ Ingen stjerne.
Fr. 26. januar. Figaros Givtermaal (4.g.). T.D. ingen betegnelser.
Ma. 29. januar. (T.D.: „for Kongens Fødselsdag“) Zoraime og Zulnar, syngestykke i 3 akter m. musik af Boieldieu (1 -g.) T-D. har ikke stjerne. Se 12. november s. 174.
Ti. 30. januar. I anledning af kongens fødselsdag holder Høegh-Guldberg tale ved artillerikorpsets borgerfest på Gjethuset (tidl. støberi, nabo til D. kgl. T.). Adresseavisen annoncerer med sange og tale ved denne fest, som „faaes heftet for 2 Mark Tegn i Hr. Boghandler Brummers Boglade. Overskuddet tilfalder en haabfuld ung og hartad af al anden Understøttelse forladt Videnskabsdyrker, hvem jeg, selv mindre end formuende, ei paa nogen anden Maade kan hjælpe. Desaarsag findes i Bogladen et af mig paategnet Ark, paa hvilket Enhver, som maatte ville række Ynglingen en Broderhaand, bedes at anføre, hvad der gives over den fastsatte Priis. Til sin Tid skal efter Skyldighed jeg bekjendtgjøre Udfaldet. – Fr. Høegh-Guldberg“
(H. Topsøe-Jensen i Levnedsbog s. 247 f.)
To. 1. februar. Etatsråd og finansdeputeret Jonas Collin bliver økonomisk direktør ved Det kgl. Teater. På prof. Høegh-Guldbergs råd aflægger Andersen sin første visit hos Collin og beder ham interessere sig for ham.
Ti. 6. februar. Barberen i Sevilla, komedie i 4 akter af Beaumarchais (61.g.). Balletten Nina. (57.g.). T.D. har både stjerne og tilføjelsen: „en musicerende Tiener“.
To. 8. februar. Figaros Givtermaal (5.g.). TD. hverken stjerne ell. note.
Lø. 10. februar. Dyveke (49.g.) T.D. har stjerne. Andersen er formod, bl. kongens folk.
Fr. 16. februar. Dyveke (50.g.) T.D. har stjerne.
Ma. 19. februar. Figaros Givtermaal (6.g.) T.D. uden stjerne og notat.
Lø. 24. februar. Sovedrikken (25.g.) og entré. T.D. har stjerne.
Ti. 27. februar. Adolf og Clara eller De to Arrestanter, syngestykke i 1 akt m. musik af d’Alayrac (23.g.). Balletten Lagertha, pantomimisk sørgespil i 3 akter af Galeotti, musik af Claus Schall. Da T.D. har stjerne ved syngestykket, har Andersen formodentlig været Soldat eller Betjent.
To. 1. marts. Falsk Undseelse, komedie i 4 akter af Kotzebue (23.g.). Balletten Zephyr og Flora, divertissement af P. Funck (4.g.). Da T.D. har stjerne ved forstykket, har Andersen formod. været En bonde i 4. akt, hvad personlisten dog ikke foreskriver.
Fr. 2. marts. Figaros Givtermaal (7.g.) Ingen betegn.
Ti. 6. marts. Falsk Undseelse (24.g.) Balletten Zigøjnernes Lejr i 4 akter af Galeotti (122.g.). T.D. har stjerne ved forstykket og tilføjelsen: „Jomfru Brenøe Emy.“
To. 8. marts. Den nye Jordegodseier, syngestykke i 1 akt m. musik af Boieldieu. En entré. Skuespilleren imod sin Villie eller Komedien paa Landet, komedie i 1 akt af Dorvigny (29.g.) [1839-1840 bearbejdet af H.C. Andersen under titlen En Komedie i det Grønnej]. T.D. har stjerne ved efterstykket, hvorfor Andersen rimeligvis har været En statist i komedien.
Ma. 12. marts. Gevinsten i Classelotteriet, komedie i 1 akt af Hage-meister (33.g.). Et divertissement. Adolf og Clara. T.D. har stjerne ved efterstykket. (24.g.)
Ti. 13. marts. Dyveke. (52.g.) T.D.: stjerne.
To. 22. marts. Den lige Vei er den bedste, komedie i 1 akt af Kotzebue (8.g.). Maskeraden af Holberg (85.g.). T.D. har: „med tilhörende Intermedium (* en Page).“ R.J.: „ikkun 14 Statister, da de 6 Statister, der ellers vare i Stykket, tillige skal omklædte gaae ind i Intermedium.“ Iflg. S.K.L. danser Andersen engelskdans og vals med jfr. Volstrup som partner.
Fr. 30. marts. Falsk Undseelse (25.g.). T.D.: „og et Div. af Bournonville“. Stjerne ved komedien.
Ma. 2. april. På sin 16 års fødselsdag sender Andersen et versificeret bønskrift til „Etasraad Kolin.“ 42 urimede linier. (Aftr. i H. G. Olrik: H.C. Andersen. Kbhn. 1945).
Fr. 6. april. Didrik Menschenskræk, af Holberg (49.g.). Høstgildet, syngespil i 1 akt af Thaarup (52.g.). T.D. har intet.
Ti. 10. april. Maskeraden (86.g.). Operetten, syngespil i 1 akt m. musik af Domenico della Maria. (18.g.). T.D. noterer Page i forstykket, men har ingen stjerne.
To. 12. april. Den vovelige Prøve eller Den skinsyge Mand, komedie i 1 akt af Roger (25.g.). Armida, heroisk ballet i 4 akter af Carl Dahlén m. musik af Claus Schall (l.g.). T.D. har (fejlagtigt 11/4) stjerne ved balletten og tilføjelsen: „(en af Armidas Trolde)“. Da Andersen har dagligt tilholdssted i Dahléns hus, hvor han navnlig slutter sig til fruen, skuespillerinden Johanne Elisabeth D., f. Morthorst, og ægteparrets to unge døtre, bliver han valgt til den syvende af otte trolde og får sit højeste ønske opfyldt — og for eneste gang i sin teatertilværelse – at se sit navn på tryk i tekstbogens rolleliste. Når han i MeE 41 og MLE 44 siger, at han stod på programmet eller balletprogrammet, har det medført den udbredte formodning, at han også stod på plakaten. Han har aldrig stået på plakaten i København i teaterårene. I sit eksemplar af rollelisten, det han af henrykkelse kyssede, når han kom i seng om eftermiddagen eller aftenen, har han formodentlig sat den fra T.D. kendte stjerne ved sit navn. Dette eksemplar synes tabt; men langt senere har Andersen fundet et andet, for i dagbogen for 15/9 (d.v.s. 12/9) 1861 står at læse: „Foræret Edvard [Collin] Programmet til Armida med mit Navn første Gang trykt.“ I dette eksemplar, som ikke bærer ringeste mærke af kærtegn eller slid, og som findes på Universitetsbiblioteket, har han i hvert fald anbragt stjernen ved sit navn, som han øjensynlig har erindret fra teaterdagbogen, og egenhændig tilføjet et H.C. efter det trykte efternavn. Stjernen synes at bekræfte dens betydning i T.D. (Se tillige Anderseniana, rk. II, bd. 2, s. 211). R.P.f.B. har den fuldstændige rolleliste, som er gengivet af Torben Krogh og Frederic J. Marker.
Af D.P. fremgår det, at teatret fra okt. 1820 til april 1821 afholdt 91 prøver på balletten, hvortil kommer talrige repetitioner efter premieren.
Andersens ansigt „sad i Gabet af en frygtelig Maske“ (MLE 44). I Mit Theaterliv (III, 2. afsnit, 48) fortæller August Bournonville:
„Blandt . . . Troldene var Ingen mere iøinefaldende end en ung Fyr, der nylig var kommen fra Odense, og hvis Debut i Balletten skulde foregaae i sidste Akts Finale ved at styrte hovedkulds ud af en Klipperevne. Det var hverken meer eller mindre end H.C. Andersen, hvem en eventyrlig Skjæbne havde anviist denne Indgang som Veien til Verdensnavn-kundighed som Digter og til et høit Numer i Rangforordningen!“
Det er troligt nok en selvoplevelse, når Andersen i Lykke-Peer lader dennes trikot revne, da det er alt for snævert.
Fr. 13. april. Den bogstavelige Udtydning, komedie i 1 akt af W. H. Bromel (44.g.). Armida (2.g.). T.D. har stjerne ved balletten og tilføjelsen: „(en af Armidas Trolde)“.
T.D.: „Den stille Uge fölger.“
On. 25. april. Den paadigtede Galskab, komedie i 1 akt af J. A. Charlemagne (15.g.). Armida (3.g.). T.D. har stjerne ved balletten og samme tilføjelse: „(en af Armidas Trolde)“, samt „(for Löverdagen den 14. April)“; (se 16. maj.)
On. 2. maj. De pudseerlige Arvinger eller De Ulykkelige, komedie i 1 akt af Kotzebue (37.g.). Armida (4.g.). T.D. har ingen stjerne, men tilføjelsen: „(som tilforn)“.
Lø. 12. maj. Sargino eller Kierligheds Lærling, syngestykke i 2 akter m. musik af Ferdinando Paër (5.g.). T.D. har stjerne. Andersen har formod. været En bonde.
Ma. 14. maj. Hyrden af Tolosa, tragedie i 5 akter af Ingemann (eneste g.). T.D. tier. N.K.P. har: „Maurer. 7 fra Dandsen“. Navnene ikke angivet. T.D. har fejlagtig 13. maj.
Ti. 15. maj. Erasmus Montanus af Holberg (33.g.). Armida (5.g.). T.D. har fejlagtig 14/5; stjerne ved forstykket og efter balletten: „(som tilforn)“.
On. 16. maj. Sargino (6.g.). T.D.: har stjerne; fejlagtig 15/5; tilføjelsen: „for Fredag d. 17. Mai“ kan ikke med sikkerhed tydes. 17. maj var en torsdag, og hverken den eller den følgende aften blev der givet nogen forestilling. Måske betyder de under 25/4 og 16/5 „anførte“ datoer, at Andersen indtil disse har hævet betaling ved kassen for sin statisttjeneste.
Ma. 21. maj. Sargino (7.g.). Ingen stjerne i T.D.
Ti. 22. maj. Sargino (8.g.). Ingen stjerne i T.D.
To. 24. maj. Teaterdirektionens deliberationsprotokol (Rigsarkivet) meddeler: „Syngemester Krossing indberettede at Jfr. Wilhelmine Modest har meldt sig paa Syngeskolen som Choristinde og at han troer at kunne anbefale hende som Sopranist. Ogsaa Dandseeleven Andersen har meldt sig; om ham kan endnu intet bestemt siges.“
Ma. 4. juni. Andersens farfader dør.
On. 13. juni. Brev fra teaterdirektionen til syngemestrene Zinck og Krossing (Protokol over afgåede breve fra skuespilbestyrelsen 1820-1823. Rigsarkivet.):
„Da det er höist nödvendigt at indeværende Sommer flittigen benyttes for at sætte Choret ved det Kongelige Theater i forsvarlig Stand til næste Vinter, maa Directionen herved giöre d’Herrer Syngemestere til Pligt fra nu af dagligen at give Underviisning til den Deel af Chorpersonalet, som De, efter samvittighedsfuld Prövelse, finde med Nytte at kunde nyde Underviisning i Sang, og uopholdeligen indberette til Directionen i aldeles bestemte og utvetydige Udtryk, hvem de finde uduelige, samt indsende til Directionens Giennemsyn den Bekiendtgiörelse, som De i Fölge Directionens Bemyndigelse have at udstæde for at forsöge om ny duelige Subjecter med musicalske Anlæg kunne erholdes for Choret.
I denne Indberetning venter man tillige at erfare Deres Dom over de i Fior paa Pröve antagne Jfr. Smith og Nielsen, og de i Aar anmeldte Jfr. Modest og Kölle.“
Andersen er ikke nævnt og interesserer åbenbart ikke teaterdirektionen. Men at han i de to sommermåneder har måttet møde hos Krossing til almindelig musikundervisning og indstudering af de kor, der vil blive brug for i næste sæson, er utvivlsomt, da brevet slutter:
„De nye paa Pröve ansatte pröves i de denne Sommer indstuderede Chor, ligesom de alt ansatte, for at see, hvad Nytte de i Choret kunne giöre.“
Lø. 16. juni. Direktionen vedtager (iflg. deliberationsprotokollen) at annoncere i Adresse Comptoirets Efterretninger for at få unge mennesker til at melde sig som korsangere. Man er altså i bekneb, og det giver Andersen en chance.
Fr. 29. juni. I Det kgl. Teaters R.J. læses: „Følgende af Skuespiller-personalet ere med kongelig Resolution af 23/6 d.A. entledigede fra Theatrets Tjeneste: 1) Skuespiller Kruse, 2) Skuespillerinde Mad. Foersom, 3) Skuespillerinde Mad. Petersen, 4) O’Donnel, 5) Schwarz, 6) Brandt, 7) Jfr. Sannes, 8) Jfr. Abildgaard, 9) Mad. Haack, 10) Bekman, 11) Choristinde Jfr. Löffler, 12) Choristinde Jfr. Smith, 13) Chorist Meyer (vedbliver som Statist og Formand), 14) Chorist Laglade, 15) Skuespillerinde Jfr. Nielsen. 16) Skuespiller Hr. Jordhøj (vedbliver at giöre Tjeneste i Choret).“
Af disse 16 fortsætter de fleste mærkeligt nok teatertjenesten og opnoteres i N.K.P. Denne åreladning skulle yderligere synes gunstig for Andersen.
On. 4. juli. D.P.: „Etatsraad Collin forelagde et af ham redigeret Regulativ for Sangunderviisningen og Syngepersonalet efter de af Musikdirecteuren Prof. Schall, Kammersanger Siboni og begge Syngemestre Zinck og Krossing meddeelte Forslag og Bemærkninger.“
I denne sommer skriver Andersen efter en tysk fortælling i Rosenkildes ugeskrift Brevduen (1819, nr. 19-20) sit sørgespil i 5 akter på urimede vers Skovcapellet. Han læser det op, hvor han kan komme til det, endda hos Oehlenschläger, som er meget venlig og roser versene. På manuskriptets titelblad står: (D.kgl. Bibl. Collinske Saml. 18.7.4.°) „Skovcapellet, Sørgespil i fem Acter af Hans Christian Andersen, Elev ved det Kgl. Theater 1821.“ Høegh-Guldberg forbyder ham at indsende det til teatret, bruger det som undervisningsmateriale og retter stil på det.
Lø. 11. august. Teatrets prøver begynder.
Ti. 14. august. Plakatbærer Peter Junker dør i Odense 41 år gl.
Lø. 18. august. Der afholdes (iflg. D.P.) koristeksamen på teatret, hvorved hver eksaminand sorteres efter tre karakterer: „de bedste, de gode, og de temmelig gode, saaledes at en fierde karakteer betegnede dem, som man endnu nogen Tid kunde beholde paa Pröve, og en femte, dem, der som aldeles ubrugelige maatte afskediges.“
To. 30. august. D.P.: vedtages at overdrage Hr. Heinsvig [Peder Heinsvig (1774-1822), kgl. skuespiller 1797], som Skuespillerpersonalets Dandseunderviisning denne Sommer [!] har været betroet, at give de nyantagne Chorister og Chorelever af begge Kön den fornödne foreløbige Underviisning til at kunne gaae, staae, hilse o.s.v. anstændig paa Scenen.“ Som det bekræftes af det senere anførte regulativ for syngeskolen, arbejdede de stakkels korister hele sommeren.
Fr. 31. august. Det kgl. Teaters regijournal bemærker: „Fölgende ere tilladte indtil videre at freqventere Skolen [d.v.s. syngeskolen]: Hr. Pelt, Hr. Möller, Hr. Andersen.“ Disse tre herrer har åbenbart bestået eksamen efter 4. kategori og er antaget på prøve uden ringeste krav på løn og kun „indtil videre.“
I august er Andersen flyttet til en ny værtinde i samme hus i Ulkegade 108, mad. Caroline Henckel, der er veninde af mad. Thorgesen, gift med en styrmand og bor 2. sal til gaden. Også her er hans værelse kun et minimalt rum uden vindue.
Nu da Andersen for en tid kan hellige sig arbejdet uden overhængende fare for afskedigelse, en skæbne der dengang som senere har redet alle ansatte som en mare, vil det have interesse at se, hvorledes hans dagligdag på teatret formede sig og hans arbejde var fordelt. Hvor mange prøver han har deltaget i på scenen, kan vi næsten gætte os til. Man var ikke forvænt i de tider med prøver på selve scenen. Repertoiret var uforholdsmæssigt stort, og som følge heraf blev der ofte kun råd til et par enkelte tutti-prøver inden premiererne, ja selv om et stykke havde hvilet et halvt år eller mere, nøjedes man gerne med en gennemløbningsprøve samme dag inden opførelsen. Sangsolister og skuespillere øvede den meste tid uden for scenen, på teatret eller hjemme, og det var egentlig kun større arrangementer, der krævede scenebrug. Som statist og af og til korist var det netop de fuldstændige prøver, Andersen deltog i, og man gætter næppe galt, når man sætter hans medvirken til 2 eller 3 prøver forud for hver premiere. Nye skuespil krævede i reglen mindst 5 sceneprøver, ja til Lanassa, som var et udstyrsstykke, medgik helt op til 12. Repertoirets kolossale omfang medførte, at der kunne gå hele år mellem opførelserne af det enkelte skuespil, og skønt det således blev for en nyindstudering at regne, afviklede man med en eller to prøver dets genoptagelse. R.J. har ofte bemærkningen: „opført efter foregaaende Pröve“, hvilket vil sige, at man om eftermiddagen holdt repetitionsprøve og lod tæppet gå kl. 6. Andersens „roller“ var som regel ikke mere indviklede, end at de kunne udføres efter en kort forklaring og efter to gentagelser var præsentable. Men det må stadig erindres i denne dagbog, at prøverne uden for scenen, på skole eller prøvesal, har slugt betydelig tid, så man kan regne med, at Andersen har tilbragt hovedparten af sine dage bag eller foran kulisserne.
Hvad nu hans arbejde på selve syngeskolen angår, er vi så heldige i regijournalen 1815—1825 at finde det under 4. juli 1821 forelagte regulativ for sangundervisningen. Dets 25 paragraffer kaster klart lys over hele indretningen og dermed over Andersens rutinemæssige gøremål.
Det hedder i regulativets § 1: „Den hele Sangunderviisning ved Theatret besörges af Kammersanger Siboni som Directeur, af Syngemester L. Zinck som förste Lærer og af Syngemester Krossing, som anden Lærer.“
Siboni indstuderer hovedsagelig solopartier. Zinck har sangere og sangelever. Med de første indstuderer han dels solopartier, dels „combineerte Nummere“, mens han med eleverne har syngeøvelser, stemmedannelse, solfeggio og intonation.
Det er naturligvis navnlig Krossings skole, der interesserer os i denne forbindelse. § 11 siger: „Under anden Syngemester hörer den hele Elementar-Underviisning og Underviisningen for Choret.“ § 12: „Chorpersonalet er inddeelt i to Klasser. Den anden eller nederste er for Chor-Eleverne, som nyde Elementarunderviisning om Reglerne, öves i Scala, Springen med Stemmen, Solfeggering, efter enhvers Fremskridt, samt i Syllabering og Vocalisation o.s.v. indtil fleerstemmig Choralsang. Den förste eller överste Klasse er for Chorsangerne, der færdigen kunne læse fra Bladet, Fugaer iberegnede . . .“
Det er i skolens nederste klasse, vi skal finde Andersen. At dømme efter regulativets § 14 har han haft fuldt op at gøre: „Hver Sognedag i Theatersaisonen gives Chor-Eleverne [og deres undervisning må Andersen jo have overværet eller deltaget i, da Krossing ikke kan være to steder på samme tid] to Underviisningstimer fra 9-11. I de fölgende Timer skal hele Choret, dem undtagne der maatte være paa Theaterpröverne, möde hos Syngemesteren, 2 til 3 Gange for at öve Chorene af de Syngespil, der staae paa Ugerepertoiret . .
Det indskærpes alle, også eleverne, at tage deres partier med hjem til indstudering og lære dem udenad, så fejlene kan rettes i næste syngetime. De skal øve sig i at kopiere deres sangnoder, først paa tavlen, siden på nodepapir.
Disse daglige øvelser i forbindelse med prøver om eftermiddagen og forestillinger kl. 6 giver tilsyneladende nok at bestille. Men rent ud brutalt forekommer det krav os i dag, der fremsættes i § 19: „Saa længe Theatret om Sommeren er lukket, skulle samtlige Chor-Elever dagligen forsamles paa Syngeskolen hos anden Syngelærer fra 9-12, den Fritid undtagen, Directionen maatte tilstaae.“ § 20: „I disse Theaterferier [!] maae Chorene flittig öves i de Syngespil, som til næste Saison ere bestemte, med det hele Chorpersonale, enten Stykkerne ere nye eller allerede opförte i afvigte Saison.“ Og endelig hedder det i § 21: „Naar og til hvad Tid Syngemesteren lader Chorpersonalet tilsige, er det forpligtet til, at möde paa Skolen.“
Man forestille sig, at Siboni imens ligger på landet!
Disse forhold taget i betragtning, er det forbavsende, at Andersen får tid til skoleundervisning hos Guldberg, latin hos student Bentzien, dramatik hos Lindgreen – for slet ikke at tale om den rivende dramatiske produktion af 3 tragedier. Samtidig har vi forklaringen på, at Andersen i MeE kan skrive: „Siden jeg kom til Kjøbenhavn havde jeg i de to Aar ikke været i Skoven, kun een Dag var jeg gaaet i Dyrehaven . . .“ Intet under at han overvældes af solskin, udsprungne bøge, duft af græs og af fuglesang, da det endelig times ham i foråret 1822.
Det er desuden værd at bemærke sig regulativets § 23: „Engang aarligen i August Maaned, holdes Examen over Syngepersonalet /: Solosangere og Solosangerinder undtagen :/ i Overværelse af Theaterdirectionen, Musikdirecteuren, Syngedirecteuren og Syngemestrene, da Enhver har at gjöre rede for sin Fremgang i theoretisk som praktisk Henseende, og bestemmes efter denne Examens Udfald og Vedkommendes derover afgivne Betænkning saavel Ansættelse som Opflytning fra een Klasse til en anden.“
Andersen noterer ikke i sine erindringsböger nogen eksamen, men det er efter regulativet at dømme uden for al tvivl, at han maatte gennem den skærsild. Han har vel ikke fundet resultatet alt for flatterende. At han var musikalsk, vil ingen idag tvivle om, dels var han jo søn af en piber ved Odense frivillige korps, gjorde som barn lykke med sin smukke stemme og fik i Slagelse ug i sang; senere skrev han genialt om musik, var en ivrig operagænger og en for tiden usædvanlig smagsdommer på musikkens område. Men hvad forhold kunne han have til noder på dette tidspunkt, og hvad viden om musikteori? Hans indstilling til en nodestemme har ganske sikkert svaret til hans forhold til bogstavering, altså hvad man kalder „efter gehør“. Synge har han kunnet, men uden evne til at gøre rede for, hvad han foretog sig, lige som han kunne skrive uden bekymring om bogstavering. Det var imidlertid typisk for tiden. Formodentlig har han været ordblind. (Oplysningen skyldes dr. phil. H. Topsøe-Jensen). Hele livet lod han sig nøje med en fonetisk retskrivning, der vel beviser det gode øre, men skal man til eksamen i musikteori, er det ikke nok at kunne frembringe toner. At direktionen har været af samme mening, ses af dens brev af 24/8 1820. Man har så sent som i vor tid truffet skuespillere, der sang opera fortræffeligt uden at kunne noderne, men Siboni var en streng herre, og skolemesteriet var en af datidens skødesynder.
Det er ved elementarundervisningen i 2. klasse hos syngemester Krossing, at Andersen fortrinsvis er placeret. At de tre herrer Pelt, Møller og Andersen, som er antaget på prøve, ikke blot er stumme eller passive elever, beviser N.K.P., hvori deres navne forekommer som deltagere i koret. De måtte som de andre indstudere deres stemmer til samtlige musikforestillinger, hvad der for Andersen må have været et gigantisk slid, når man ser, hvor mange syngestykker den tids repertoire vrimlede med.
Til alt det øvrige kom deltagelse i kirkesang, da koret forlangtes anvendt, hvor kongehuset gik i kirke. Denne funktion administreredes også af syngemester Krossing, og deltagelse var obligatorisk.
Om Andersen frekventerede fægteskolen, der fungerede sommer som vinter under skuespiller Christian Lunds ledelse, vides ikke. Det ville have været nærliggende at sende ham derhen.
Andersens kolleger på syngeskolen, dels „antagne at vedblive, deels nu antagne“ findes nøjagtig opnoteret i Det kgl. Teaters repertoireprotokol 1814-1827 (Rigsarkivet) med vedføjelse af deres gage efter anciennitetseller kvalitetsbedømmelse. Her figurerer 17 korsangere: „Dölling (200 rdl. sölv), Hybner (do), Keil (do), Dütsch (do), Jordhöy (100), Bruun (150), Holst (do), Hammer (do), Dahl (do), Smith (100), Lustig (150), Becker (100), Werligh (do), Brandt (do), Möllendorff (do), Falck (do), Kiefer (50).“ 9 korsangerinder: „Jfr. Buurmann (120 rdl. sölv), Md. Möller (150), Md. Arnesen (do), Jfr. Knob [Knub], tillige dramat. elev (do), Jfr. Olding (do), Jfr. Irgang (100), Jfr. Modest (do), Jfr. Sørensen (do), [Jfr. Rongsted og Jfr. Kölle].“ Dramatiske elever: (lige som skuespillerne sang operapartier, deltog de dramatiske elever i korøvelserne) herrerne: „Overskou (150 rdl. sölv), Foersom (200), Smith (50), Phister (do), Wolberg (do)“ og damerne: „Jfr. Flindt (200), Jfr. Flamand (do), Jfr. Rongsted (150). Koraspiranter: Jfr. Dyrstedt, Jfr. Nielsen, Christine og Emma Smith [Jfr. Paust og Md. Ekstrand].“ Hertil kommer de samtidig med Andersen på prøve optagne Pelt og Møller. I MLE 43 nævnes Ida Wulff som sangelev.
Ma. 3. september. Sæsonen åbnes på teatret. Andersen har nu adgang til ståparterret, når der ikke er udsolgt. (Om dettes indretning se P. Hansen: Den danske Skueplads. Kbhn. u.å. bd. II. 24 f.)
På plakaten står Mand og Kone eller Flere Hemmeligheder end een, komedie i 5 akter af S. J. Arnold (l.g.). T.D. har stjerne. Andersen er muligvis Matros.
Fr. 7. september. Markedet i Nabo-Landsbyen, komisk syngestykke i 3 akter m. musik af Boieldieu (l.g.). T.D. har stjerne. Andersen er formod. En bonde. Det er sidste gang, der sættes stjerne i T.D.
Lø. 8. september. Markedet i Nabo-Landsbyen. (2.g.) Titlen understreget i T.D. som en undtagelse.
Ti. 11. september. Mand og Kone. (2.g.) Ingen antegnelser i T.D.
To. 13. september. Markedet i Nabo-Landsbyen. (3.g.) T.D. tier.
Fr. 14. september. Det sidste Middel, lystspil i 4 akter af J.F.v. Weissenthurn (l.g.). Balletten Zephyr og Flora (5.g.). I T.D. er forstykket understreget. Andersen er formod. En tjener.
Lø. 15. september. Tro ingen for vel, lystspil i 1 akt af Carl Schall (7.g.). Høstgildet. (53.g.) Epilog til Thaarups Minde. T.D. har understregning af forstykket. Efterstykket fejlagtig anbragt under 14/9, men med tilføjelsen „(En Bondeknös)“, hvilket er første gang ved Høstgildet.
S.K.L. har Andersens navn mellem 8 bønder i lyse, landlige dragter, forskelligfarvede skærfer, blå og hvide uldne strømper og bondestøvler.
Ma. 24. september. Markedet i Nabo-Landsbyen (4.g.). T.D. tier.
To. 27. september. Det deelte Hjerte, lystspil i 1 akt af Kotzebue (l.g.). Den lille Matros eller Det pludselige Giftermaal, syngestykke i 1 akt m. musik af Gaveaux (29.g.). T.D. tier. Da Andersen i MLE 46 siger, han har været matros, kan det enten have været her eller i Mand og Kone.
Andersen skriver:
„Til Theater-Directionen. [citeret efter A&C].
Jeg vover her, skriftligt at anmode den høie Theaterdirection om at opfylde mit inderligste Ønske! nemlig at faae Jaquinots Rolle i de 2 Grenadere, og da jeg har havd den Ære, som ellers kun faae tillades, at recitere den for Directionen og Hr. Lindgreen siger, at den ikke anderledes kan spilles en jeg spiller den, nærer jeg det Haab at faae den – i denne Saison og vis muligt, ogsaa Claus i Viinhøsten, den sidste har H. E. Herr Kammerherre Holstein alt forrige Aar lovet mig, men sagde dengang, det ikke kunde skee før jeg kunde Musik o.desl. Nu, da jeg som Elev ved Syngeskolen er antagen, er fra denne Side intet i Veien.
Forsømme mine Studier kan jeg ikke for at spille 1 eller 2 smaa Roller. Det vil snarere opflamme mig mere. To skjønne Søstere, som Minerva og Thalia, kan gjerne vandre Haand i Haand. Som Skuespiller, forlanger jeg aldeles ikke at træde frem, kun som Elev! Da, som jeg ved af de Hrr Directører selv, at de Alle Interessere Dem for mig, haaber jeg De vil tage i gunstigst Overveielse, hvad jeg har anmodet Dem om. Man kan jo give mig den, og see hvorledes jeg seer ud paa Theatret. Jeg nærer det Haab at see mit Ønske opfyldt, da ellers den høie Direction ikke har vilde seet mig prøve for den.
Underdanigst
Hans Christian Andersen
Elev ved det Kgl. Theater.“
Modtagelsen af brevet bekræftes 27/9 i teatrets protokol over indkomne breve (Rigsarkivet).
Det kan undre, at Andersen i sin underordnede stilling overhovedet vover at skrive til den ophøjede direktion og ikke undser sig for at give den gode råd. Men dels er han allerede forvænt med al den „interesse“, han selv har udæsket, dels fremgår det af D.P. som en daglig foreteelse, at den arme direktion er overrendt med skrivelser af enhver art fra personalet, for en stor del anmodninger om forskud, men også besværinger over alt mellem himmel og jord. Andersens anmodning ma siges at være meget fredelig.
Ti. 2. oktober. Axel og Valborg (22.g.). I T.D. noterer Andersen: „Biarkebeiner“. Desværre er det pågældende blad i N.K.P. læderet; men ved hjælp af K.P. (kostumeprotokol over nyanskaffelser 1818-1822) kan dragten sammenstykkes: „Ryg-, Bryst- og Laarskjold af Træ med Snore. Hielm. Röd Lærreds Tunik med sort Sværdbelte.“ Der har været 13 Biarkebeinere i alt fra koret og balletten. R.J. tilføjer: „med lange Stænger“ og „omklædes fra 3. til 4. Akt“.
On. 3. oktober. Teaterdirektionen besvarer Andersens brev af 27/9:
„Directionen finder sig foranlediget at tilkiendegive Dem, at der for det förste i indeværende Saison ikke vil gives Leilighed for Dem til at udföre nogen Rolle paa det Kongelige Theater.
Directionen for de Kongelige Skuespil den 3de Oct. 1821.
Holstein. K. L. Rahbek. G. H. Olsen. Collin.“
Lø. 6. oktober. Det er stadig galt med disciplinen blandt eleverne. Regissør Fredstrup noterer i D.P.: „Ved Opførelsen af Balletten Biergböndernes Börn og Speilet [komisk ballet i 2 akter af Galeotti m. musik af Claus Schall] udebleve i 2den Act af Speilet flere elever Jacob Friis, Fisther og Caroline Petersen; denne Udeblivelse foraarsagede en stor Uorden, da man seer de tre Speile sig uden at see deres Skygger i Speilet, hvilket opvagte blant Publicum en stor Latter, af den Aarsag blev intet Bifaldt i heele Balletten uden Md. Schalls Solo . . .“
Fr. 12. oktober. Igen må Fredstrup rykke ud med „Underdanigst Pro Memoria.
Hr. Solodandser Funck har anmodet mig, at tilmelde Directionen at under Forestillingen af Zephyr og Flora d. 8° Octbr. har fölgende Personer: Dhr. Poulsen, Stramboe og Lundgreen, Jfrne Volstrup, Reuther og Skaarup ved Latter og Spög bragt Forvirring iblandt de øvrige Dandsende at flere Steder i Divertissementet bleve forfeilede. Da ovenmeldte Personer eftergive sig skyldige i denne Forseelse, saa udbad Hr. Funck sig af Directionen at De maatte vorde Tiltalte . . .“
Man vil huske, at Andersen endnu har forbindelse med danseskolen.
On. 17. oktober. Andersen sender Oehlenschläger sit første (bevarede) hyldestdigt. Det er skrevet i Bjarkemål-stil, har til overskrift: „Min
Velgjører Hr. Professor Oehlenschlæger“ og til underskrift: „erbødigst Hans Christian Andersen, Eelev ved det kongelige Theater.“ (Trykt i H. Topsøe-Jensen: H.C. Andersen og andre Studier. Odense Bys Museer. 1966.)
Lø. 27. oktober. Axel og Valborg (23.g.) T.D.: „En Bjarkebeiner“
I vinterens løb får Andersen undervisning i latin hos en bekendt af prof. Høegh-Guldberg, student Bentzien. Kammeraterne på teatret driller ham med, at latin ikke er nødvendig for at synge i kor. Ofte udebliver han fra timerne for at gå i teatret og pådrager sig derved Guldbergs vrede. Den gør så stærkt indtryk på ham, at han vandrer i selvmordstanker ved Peblingesøen.
Ma. 29. oktober. Lanassa, syngestykke i 3 akter m. musik af Simone Mayr (l.g.). I anledning af dronningens fødselsdag. I T.D. noterer Andersen sig for „En Bramin“. I Levnedsbog 84 hedder det: „Nielsen, Frydendal[4] og nogle faae af Choret, hvoriblandt jeg blev udvalgt, traadte op som Braminer.“ N.K.P. har: af 7 braminer Andersen som nr. 5.
Dragt: „Röde Pantalongs Tröyer og Beenklæder. Guulbr. Tunikker. Gule Draperier. Skoe af ufarvet Læder. Gule Turbaner. Gule Liv Baand.“ Hertil Andersens egen beskrivelse (Levnedsbog 84): „Vi var frygteligt klædte. Snevert kjødfarvet Töi over hele Kroppen, kun et lille Belte, ellers hele Ryg og Bryst nøgent. Haaret afraget paa en lille Pidsk nær. Vi saae skrækkelige ud. Folk loe og hyssede. Jeg var nu saa uhyre mager, jeg skammede mig ordenligt og dette gjorde mig ganske komisk. – Da jeg en kort Tid derefter talede med Kronprindsessen [på Frederiksberg slot], sagde hun mig, at jeg havde lignet en flaat Kat og Nielsen et stort, skaallet Sviin
Ti. 30. oktober. Lanassa (2.g.). T.D. har tilføjelsen: „(som tilforn)“. Andersen siger (Levnedsbog 84): „Ved næste [d.v.s. denne] Forestilling bleve vi alle mere bedækkede.“
Lø. 3. november. Lanassa (3.g.). T.D.: „(som tilforn)“.
Ma. 3. november. Bonden som Dommer, skuespil i 5 akter af Collot d’Herbois efter Calderon (18.g. – eneste g. i denne sæson) og et divertissement af Funck. T.D. har: „(Lindgren) (Bonde)“, hvoraf det næppe lader sig konstatere, om sidste parentes gælder Lindgreen eller Andersen.
Fr. 9. november. Lanassa (4.g.). T.D.: „(som før)“.
Ma. 12. november. Zoraime og Zulnar, syngestykke i 3 akter m. musik af Boieldieu (5.g. – l.g. i denne sæson). Andersen noterer sig i T.D. for „En Draband“ og skriver (Levnedsbog 84): „. . . snart Kriger i Zuraime og
Zulnar (jeg trak Triumph-Vognen).“ N.K.P. har: 11 drabanter og 12 krigere, men Andersen er ikke nævnt. Han er altså kommet til efter premieren d. 29/1 1821.
Dragt: (for krigere) „Turbaner med Röde Pulle, Röde Spensrer, gule Undertröyer. Röde Skiærffer. Hvide Beenklæder. Charmois Strömper Röde Pampusser. Alt fra Salomon [Salomons Dom, skuespil i 3 akter m. kor af Caignez, musik af Kunzen, opf. 1818-19]. Sorte Sværbelter med lange Remmer. Sabler med Jern Haangreb.“ Stykket hedder i N.K.P. Zorannie og Solnar.
On. 14. november. Andersen skriver
„Til den hdie Direction for den Kongelige Skueplads.
Jeg seer mig, skjøndt ugjerne, nødsaget til at bebyrdige Dem med Klage over Hr. Chorist Brandt! men da alle tilstedeværende paa Syngeskolen veed Hr. Brandts Fornærmelser imod mig, og Hr. Krossing som min Syngelærer har paa det eftertrykkeligste ønsket, jeg skulde underrette de Hr. Directeure derom. Jeg ønsker ikke at Hr. Brandt skal komme i nogen Ubehagelighed for min Skyld, kun han vil lade mig i Ro for Fremtiden. For at kunne gjøre de Hr. Directeure deelagtig i Sagen, maa jeg i Korthed fortælle hele Sagen.
I hele sidste Maanede har Hr. Brandt saavel paa Prøver samt Synge-øvelser bestandigt opvartet mig med Snuustobak saavel i Næse som Mund, samt viist mig andre Uartighed. Onsdagen den sidste (forrige Uge) ved Prøven paa Zuraime og Zulnar begyndte Hr. Brandt som sædvanlig med Uartigheder, og spurgte „om jeg havde anklaget ham for Directionen (som jeg Dagen iforud havde truet ham med, hvis han ei lod mig være) og da jeg svarede Nei, at jeg meget nødigt vilde føre Klage o. dsl., begyndte han da atter paa sit sædvanlige Spøg med Knæpsend paa min Næse og truede at knuse mig, hvis jeg sladrede, og begyndte herpaa med sine Uartighed tæmmeligt eftertrykkelig, hvorfor jeg sagde disse Ord: „Jeg har aldrig kjendt saa uartig Mosjø som Dem.“ Og næppe havde jeg sagt dette før han gav mig et stærk Ørefigen, som jeg rolig tog imod for det, jeg havde sagt. Derpaa begyndte han atter paa sit Spøg og tilføiede idet han gav mig nok eet Ørefigen „saaledes skulde jeg faae, hvis jeg anklagede ham for Directionen“ og skjældte mig derpaa Huden fuld. –
Dette er hele Sagen. Jeg ønsker ham ingen Ubehageligheder kun han vil lade mig i Ro, for Fremtiden.:
Jeg beder den höie Direction naadigst undskylde, hvis dette er ikke skrevet saaledes som det burde, da dette er min förste Klage i mit Liv, og jeg vil haabe ogsaa den sidste, da jeg ikke skriver den med bedste Villie.
underdanigst
H.C. Andersen.
Elev ved Syngeskolen.“ (Citeret efter A&C).
Når Oehlenschläger (Erindringer 1.120) og Andersen (Levnedsbog 72 f.) enslydende udtaler sig om den fordærvede tone mellem teaterpersonalets ungdom, bekræftes det af et Pro Memoria i Det kgl. Teaters R.J. for 17/12 1798:
„Adskillige Klager ere indlöbne over endeel af dem i Dandse Trouppen som henhöre under Skolarer og Elever, at de ey alleene fordriste dem til at være de Ordrer fra Directionen overhörige som dem ved Theatrets Betjente forkyndes men endog begegne disse med Grovhed, især at de som ere bestemte til at hjelpe dem med deres Paaklædning, ere udsatte for usædelig Behandling . . .“.
Derpå følger direktionens trussel om afskedigelser, og proklamationen opslås i de to påklædningskamre ved siden af statistkamret for „dem af Dandse Trouppen o.s.v. . . .“
Walterstorf f. Thaarup, Kierulf. Baggesen.“
To. 15. november. Lanassa (5.g.). T.D.: „(som tilforn)“.
Fr. 16. november. Ved direktionens møde tilføres deliberationsprotokollen: „Over Chorist Brandt [Frederik Christian Brandt, korist i maj 1820, afsked 1825] var fra Eleven Andersen, Choristen Holst og Choristinde Jfr. Kölle indlöbet tre forskiellige Klager over grov og uartig Behandling. Besluttet, at Brandt skulde tilskrives, at han offentlig paa Syngeskolen i Syngemesterens og Chorpersonalets Nærværelse havde at giöre alle trende Fornærmede Afbigt, da han i modsat Tilfælde, uden videre strax var afskediget; ligesom og denne Sag skulde staae ham aaben, hvis han nogensinde med Ord eller Gierning, fornærmede eller forulæmpede nogen af Chorets Personale eller forstyrrede övelsernes og Tienestens Fred.“
Mange blev med streng justits mulkteret efter udeblivelseslisterne, men Andersen figurerer ikke en eneste gang på dem.
Lø. 17. november. Lanassa (6. og sidste g.) T.D.: „(som tilforn)“.
To. 22. november. Andersens Teaterdagbog slutter for resten af hans teaterperiode.
Fr. 30. november. Brødrene i Leire, sørgespil i 5 akter af C. J. Boye (l.g.). N.K.P. har: af 6 „opvardende Trællre – Anderson“ som nr. 4.
Dragt: „Deels Sorte Deels Mörkegrönne Tuniker fra Klostret [sørgespil i 5 akter af L. Kruse, opf. 1819]. Chamois Strömper. Skoe af Ufarvet Læder Gule Halskraver Rode og Sorte flettede Livsnore“.
To. 7. december. Christen Martin Foersom, med hvem Andersen har spillet i Den pantsatte Bondedreng i Odense (se 1819), debuterer på Det kgl. Teater som Ducoutis i Fanchon.
Ti. 11. december. Brødrene i Leire (2.g.).
Lø. 22. december. Johanna Montfaucon (35. og sidste g.), sørgespil i 5 akter af Kotzebue, musik af Claus Schall. Andersen skriver (Levnedsbog 84 og MLE 46): „Hyrde i Johanna Montfaucon“. N.K.P. har: af 19 bønder Andersen som nr. 14.
Dragt: „egne Hatter Röde Böndertröyer med hvide Ærmer Sorte Seler Korte hvide Buxer hvide Strömper Sorte Skoe.“
To. 27. december. Figaros Givtermaal (8.g.).
Lø. 29. december. Geert Westphaler. Armida (6.g.).
Ma. 31. december. For sin teatertjeneste i det forløbne år modtager Andersen 25 rbdlr. Udbetalingen kan ikke dateres, og det ses ikke af teatrets regnskaber i Rigsarkivet, om beløbet er udbetalt samlet eller i småportioner. (Levnedsbog 87).
At Andersen stædig bevarer håbet om en skuespillerfremtid, skønt alle på og uden for teatret fraråder ham det, ses af Levnedsbog 88:
„Det var just Nytaars-Dag 1822; jeg troede fuldt og fast, at hvad der skete for Een, Nytaarsdag, maatte ogsaa skee for ham hele Aaret; kunde jeg altsaa komme paa Theatret denne Dag, da vilde jeg ogsaa komme der hele Aaret. Men til min Bedrøvelse blev der den Dag intet Skuespil givet; jeg listede mig derfor i den tidlige Morgenstund bag ind; ingen Mennesker var i det hele Huus; skjælvende, som om jeg begik en Synd, kom jeg hen hvor Lamperne er, her foldede jeg mine Hænder, læste et „Fadervor“; og sneeg mig nu lige saa sagte bort, overtydet i mit Hjerte om den sikkre Muelighed, at jeg nu nok kom til at spille i det nye Aar.“
Fr. 4. januar. Figaros Givtermaal (9.g.).
Ma. 14. januar. Brødrene i Leire (3.g.)
Ti. 15. januar. Figaros Givtermaal (10.g.)
Lø. 19. januar. Fugleskydningen, lystspil i 5 akter af H. Clauren (l.g.). N.K.P. har: „Lost Spil i 5 Act. – Folk af Mankönnet“ i et antal af 11 med Andersen som nr. 3. (På samme side blandt amoriner og genier: „Johanna Petger“)
Dragt: „Borgerlige Paaklædning Drakt som eldre deels som öngrer Personer.“ I samme protokol er et par sider senere anført: „en Möller Hr. Andersen.“ Dragt: „Hvid Valmes Tröye og Röd Klædes Vest. Lindgreen. Lange hvide Buxer röd Hue. Törklæde egne Stövler.“
Ti. 22. januar. F ugleskydningen (2.g.)
To. 24. januar. Figaros Givtermaal (ll.g.)
Fr. 25. januar. F ugleskydningen (3.g.)
Ti. 29. januar. Romilda og Constance, syngestykke i 4 akter m. musik af Meyerbeer (l.g.). Ikke nævnt af Andersen. N.K.P. har: „Syngende Bönder“ i et antal af 19 med Andersen som nr. 19.
Dragt: „Fuldstændige Bönder Dragter fra Den Lille Rödh.“ Om dette lyriske tryllespil i 3 akter m. musik af Boieldieu oplyser N.K.P.: „Unge Bönder. Perlefarvede Hetter, Skiorter og Belter Spandske Seler af Forskiellige Farver. Kolörte Pantalongs udfarvede Skoe. NB Haves samtlige saa skal gamle som unge Bönder omklædes til Skovhugrer. Da beholder de deres Pantalonger og Skoe.“
On. 30. januar. Fugleskydningen (4.g.)
Fr. 1. februar. Den paadigtede Galskab (17.g.). Høstgildet (54.g.)
To. 7. februar. Romilda og Constance (2.g.)
Lø. 9. februar. Figaros Givtermaal (12.g.)
Fr. 15. februar. Romilda og Constance (3.g.)
Lø. 16. februar. Brødrene i Leire (4.g.)
Lø. 23. februar. Romilda og Constance (4.g.)
Ma. 25. februar. Romilda og Constance (5. og sidste g.)
To. 28. februar. Fugleskydningen (5.g.)
Fr. 8. marts. Kong Valdemar, syngestykke i 1 akt m. musik af Weigl. Armida (7. og sidste g.)
Ma. 11. marts. Figaros Givtermaal (13.g.)
Ti. 19. marts. Andersen indsender sin tragedie Røverne i Wissenberg anonymt til teatret. Det er en „fædrelandsk Tragedie“, skrevet på 14 dage. Stoffet er (iflg. H. Topsøe-Jensen) hentet fra J. M. Thiele: Danske Folkesagn, 2. samling. 1819.11-14.
To. 21. marts. Brødrene i Leire (5.g.).
Lø. 23. marts. Fugleskydningen (6.g.)
Ma. 25. marts. Figaros Givtermaal (14.g.)
Fr. 29. marts. D.P.: „Fra en ubenævnt var indkommet en Skrivelse med Sørgespillet Röverne i Wissenberg. Tilstillet Censorerne.“
Til april flyttedag flytter Andersen med familien Henckel til Dybensgade 67 (nu nr. 20, hjørnet af Nikolajgade). Huset tilhører 1824— 1844 sømandsstiftelsen Bombebøssen. Det er følgelig hos mad. Henckel i Ulkegade 108, at tragedien er blevet til.
Fr. 26. april. Webers Jægerbruden opføres første gang i København til Sibonis ærgrelse. Han tåler ikke, at tysk musik fortrænger den italienske. Andersen har uden tvivl været tilstede.
To. 2. maj. D.P.: „Professor Rahbek afleverede Röverne af Wissenberg, Sörgespil i 5 Acter, til sin Medcensor“ [G. H. Olsen].
Fr. 10. maj. Figaros Givtermaal (15.g.)
D.P.: „Etatsraad Collin forelagde det lovede Forslag til Uddeling af Paaskedouceurerne mellem 4 Klasser, hvorefter de der sang Solo fik 18, de Chorsyngende Skuespillere og Skuespillerinder 13, Chorister og Choristinder 10 og Aspiranterne 6 rbd. hver…”
Andersen var blandt de sidste.
Det er iflg. MeE 42 i maj måned dette år, at Andersen endelig kan unde sig en fridag. Han spadserer ud på Frederiksberg slot, hvor han ved introduktion af en hofdame, datter af fru Colbjørnsen, stedes for kronprinsessen. Da han efter besøget går gennem haven, synger han højt af glæde over de grønne, duftende, nyudsprungne bøge, taler til dem og improviserer til fugle og blomster. Der kommer (Levnedsbog 70) en staldknægt eller (MLE 42) en slotsbetjent og spørger, om han er gal, hvorefter Andersen forlegen og tavs lister bort. Når han i MeE og i MLE slynger armene om et træ og kysser barken – „Jeg var i dette Øjeblik ganske Natur-Menneske“, kan det være tildigtet efter bekendtskabet med Kotzebues komedie i 4 akter Falsk Undseelse, hvor der i akt IV, sc. 2 findes en mistænkelig lighed med situationen i Emmys monolog. I T.D. har han netop under 6/3 1821 mærket sig, at jomfru Brenøe spillede Emmy. Måske har Andersen virkelig ment, at denne gestus „hørte sig til.“
Lø. 11. maj. Christian den Fjerdes Dom, et fædrelandsk skuespil i 4 akter af Nikolai Søtoft (l.g.). I Det kgl. Teaters repertoireprotokol (Rigsarkivet) finder vi blandt Cathrina Juuls børn mellem andre overstregede navne (hvoriblandt Schall og Pätges) Andersen.
Ma. 13. maj. Barselstuen (81.g.). Nina (58.g.)
Fr. 17. maj. D.P.: „Etatsraad Olsen afleverede Röverne i Wissenberg forkastet af begge Censorerne med Ønske, at Forfatteren i Tilbagesendings Skrivelse maatte giöres opmærksom paa Nødvendigheden af, at erhverve mere Modenhed og Dannelse, inden han tænkte paa at vove sig frem for Publicum.“
Ti. 4. juni. Andersens stedfader i Odense dør.
Fr. 14. juni. D.P.: „Rahbek anmeldte, at han efter Anmodning fra sin Medcensor vilde lade circulere et Udkast til et Svar til Forfatteren af Röverne i Wissenberg, Choraspirant Andersen, for at giöre dette unge Menneske opmærksom paa sit fuldkomne Savn af fornödne Forkundskaber.“
Sø. 16. juni. Andersen modtager brev fra direktionen:
„Til Forfatteren af Stykket Røverne i Vissenberg.
Idet de anordnede Censorer tilbageskikke Stykket: Røverne i Vissenberg, som aldeles uskikket for Skuepladsen, ønske de, at det med Hensyn til Forfatterens personlige Stilling maatte fra Theaterdirectionen blive ham tilkjendegivet, at med den fuldkomne Mangel paa elementær Dannelse og alle uundværlige Forkundskaber, som dette Stykke paa hver Side viser, det endog for de allerypperste Anlæg vilde være umuligt at frembringe noget, der kunde fortjene at fremstilles for et dannet Publicum eller forelægges smagfulde og kyndige Læsere. Særdeles kjært vilde det være dem, hvis dette Vink maatte formaae det unge Menneske til at söge, og hans Venner og Velyndere til at forskaffe ham den Veiledning, uden hvilken den Bane, han saa ivrig søger at betræde, stedse maa og vil blive ham lukket. —
Dette skulde Directionen ved at tilbagesende Stykket ikke undlade at tilmelde Forfatteren.
Holstein. Rahbek. G. H. Olsen. Collin.“
(Citeret efter A&C.)
Lø. 29. juni. Andersen får igen brev fra direktionen, hvori han „ent-lediges fra Theatrets videre Tjeneste“. Ordlyden ses i R.J. som brev fra direktionen til regissør Clausen under samme dato:
„At Directionen ved denne Maaneds Udgang har entlediget Chorsangerne Möllendorff og Falck og Aspiranten Andersen fra Theatrets Tjeneste, meldes Dem herved. Directionen for de Kongelige Skuespil etc. Holstein. Rahbek. G. H. Olsen. Collin. / Printzlau.“ Andersen går til Collin og trygler om lov til at „deputere“, men får alvorligt afslag. På 14 dage skriver han en ny tragedie Alfsol efter en fortælling af Suhm, som han har læst i Harpen. Han læser den op, bl.a. for provst Gutfeldt, der med anbefalingsskrivelse indsender den til teatret. På samme tid skriver han efter læsning af Walter Scott fortællingen Gjenfærdet ved Palnatokes Grav.
Fr. 3. juli. D.P.: „Fra afskediget Choraspirant Andersen indkommen Begiering om at erholde Adgang i Parterret. Henlagt.“
Fr. 12. juli. I bladet Dagen, redigeret af Fr. Thaarup, skriver anmelderen H. C. G. Proft (på grundlag af Andersens egenhændige subskriptionsindbydelse): „I Slutningen af næste Maaned vil udkomme en Samling af Digtninger under Titel: Ungdoms-Forsøg, 1ste Deel, indeholdende Prolog, Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, en original fortælling, og Alfsol, original Tragedie . . . De, som ville fremme dette Foretagende ved Subscription paa den ovennævnte Samling, behage at tegne sig hos Kohens Enke i Pilestræde Nr. 105 . . .“
Fr. 9. august. Andersen får sit første arbejde trykt: „Scene af: Röverne i Vissenberg i Fyen. Et dramatisk Digt.“ Det står at læse i A. P. Liunges æstetiske tidsskrift Harpen, tredie årgang 1822, bd. I (jan.-juni) nr. 1-26 og bd. II (juli-dec.) nr. 27-52. Dette er det eneste bevarede af tragedien i 5 akter.
I august udkommer Ungdoms-Forsøg under pseudonymet Villiam Christian Walter, trykt på forfatterens forlag.
Fr. 16. august. D.P.: „Forrige Choraspirant Andersens Begiering om at erholde fri Entrée henlagdes.“
To. 29. august. Andersens farmoder, Anna Cathrine Nommensdatter, dør i Odense.
Fr. 30. august. D.P.: „Alfsol, Sörgespil, indsendt af en Ubenævnt med Brev, hvorinden fordeelagtig Attest fra Provst Gutfeld om Forfatt., indleveredes af Professor Rahbek.“
Ti. 3. september. Rahbeks censur af Alfsol (Rigsarkivet) lyder:
„Over Andersens Alfsol, som Drama er Dommen snart afsagt, det er en Samling af Ord og Tirader uden dramatisk Handling, uden Plan, uden Caracteer, fuldt af alskens Reminiscentser, Ewald og Oehlenschläger, islandsk og nytydsk imellem hinanden, hverdags Phraser i Hverdagsriim, kort det egner sig paa ingen Maade til Skuepladsen.
Naar man derimod tager Hensyn paa, at dette Stykke er et Product af et Menneske, der neppe kan skrive ordenlig Sammenskrift, intet kiænder til Ortographie, til dansk Grammatik, aldeles savner de første fornødigste Notioner, og ovenikiøbet har i sin Hierne et Pulterkammer af Godt og Ondt mellem hinanden, hvoraf han uden Valg tager i Flæng og for Fode, og man desuagtet i hans Arbeid finder enkelte Glimt, især i Volas første Scener, kan man ikke andet end ønske, at der maatte prøves, hvad af dette besynderlige Hoved med Dannelse kunde blive. Jeg veed ikke, hvorvidt mine mere formaaende Colleger tiltroe os at kunne skaffe ham enten umiddelbar kongelig eller anden offenlig Understøttelse til at studere, eller om det skulde ikke være bedre, som jeg for lang Tid siden har foreslaaet en af hans Velyndere, ved Privatsubskription hvortil jeg gierne vilde give min Skiærv, at bringe saa meget sammen, at han kunde holdes tre Aar i Latinskole, og et Aar her ved Universitetet, indtil man saae, hvad der da blev af ham. Men at der bør skee noget for ham, derom er jeg overbeviist, og anbefaler mit Ønske i saa Henseende til mine Hh Collegers nøiere Overveielse og formaaende Understøttelse.
Rahbek.“ (Citeret efter MeE s. 208)
Dr. phil. H. Topsøe-Jensen fremhæver i sine noter, at det således var Rahbek, der tog initiativet til at støtte Andersen, mens det var Collin, der realiserede det.
Fr. 6. september. D.P.: „Censorerne fremlagde Bedömmelse af Professor Rahbek over Sörgespillet Alfsol af forhenværende Elev Andersen, hvori han erklærede Stykket upassende for Skuepladsen, men androg paa, at dette unge Menneske maatte anbefales til saadan Understöttelse, hvorved hans umiskiendelige Anlæg kunde blive dyrket og dannet. Denne af begge Censorer understöttede Indstilling fandt de övrige Directorers Bifald, og vedtoges, at han i næste Directionsmöde skulde opkaldes og ham dette tilkiendegives, og derpaa de fornödne Skridt giöres til hans Anbefaling.“
Fr. 13. september. D.P.: „Forfatteren af Sörgespillet Alfsol, forrige dramatisk [!] Elev Andersen mödte efter Tilsigelse, og blev ham tilkiendegivet, at hans Stykke ikke var fundet passende for Skuepladsen, men at man i Betragtning af det Anlæg, hans Arbeide syntes at vise, vilde anbefale ham til Kongelig Understøttelse for at kunne studere, hvilket han med Taknemmelighed modtog.“
Lø. 14. september. Dr. phil. Simon Meisling, overlærer ved Metropolitanskolen i København, udnævnes til rektor ved Slagelse lærde skole.
I oktober får Collin kongelig tilsagn om støtte til Andersen.
Lø. 26. oktober. Andersen ankommer med postvognen til Slagelse og indlogerer sig i Mad. Kikkebusch’s kro „Lille Postgaard“. Fremmedbogen, som er bevaret, har: „Meget vel fornøiet med Opvartning og Logi. – H.C. Andersen fra Kjøbenhavn.“ (H.C. Andersens Hus, Odense)
Ma. 28. oktober. Andersen sætter sig på skolebænken i 2. klasse i Slagelse lærde skole.
Ma. 2. december. Teaterdirektionen skriver:
„Til Directionen for Fonden ad usus publicos.
I Aaret 1819 meldte sig ved Theaterdirectionen et ungt Menneske navnlig Hans Christian Andersen fra Odense for at vorde ansat som Skuespiller ved det Kongelige Theater, og ifølge allernaadigst Befaling maatte Directionen desangaaende afgive en all. Betænkning [se 24. august 1820]. Da hans Udvortes var ham aldeles imod til at komme frem paa den Bane, forsøgte han i et Par Aars Tid at gjøre Tjeneste som Chorsanger; dog uden at erholde nogen Løn derfor. Da han ogsaa dertil aldeles intet Anlæg havde, tilkjendegav man ham, at han ikke længere kunde deeltage i Øvelserne paa Syngeskolen. Hans Hang til Theatret bragte ham til, under hans Ophold her, at gjøre adskillige Forsøg som dramatisk Digter, Forsøg, som, skjøndt de allevegne røbede det unge Menneske, der var ganske blottet for Kundskaber, lige indtil Kundskab i Modersmaalet, dog tillige røbede umiskjendelige Digter-Anlæg. Et Par af disse dramatiske Stykker indsendte han til Directionen i Haab om at faae dem opførte.
Da bemeldte Andersen, der er aldeles blottet for Formue og lever kun af privat Godgjørenhed, som hans godmodige Charakteer forskaffede ham, vilde blive ulykkelig og tabt for det borgerlige Selskab, hvis han saaledes vedblev at hendøse sin Tid, og der tvertimod er grundet Haab om, at han, videnskabelig dannet, kunde vorde en nyttig Borger, opkaldte man ham i Directionen, forestillede ham den literaire Afvei, hvorpaa han var kommen, og lovede ham, at man vilde anbefale ham til allernaadigst Understøttelse for at kunne studere, hvis han udelukkende vilde anvende sin Tid og Flid paa de nødvendige Skolevidenskaber.
Han modtog Directionens Tilbud med Glæde, og paa Grund af Hs. Majestæts allernaadigste Yttring i den Anledning til mig, Collin, paa min foreløbige mundlige all. Beretning derom, have vi foranstaltet, at han sidst i October Maaned d.A. blev optaget i Slagelse lærde Skole, hvor han, ved Universitets-Directionens Medvirkning, nyder fri Underviisning.
Ifølge den fra Rector Meisling indhentede Underretning, formenes Husly, Kost, Vask, Klæder og Bøger etc. for ham idetmindste at medtage 350 Rdl. aarlig. Dersom Hs. Majestæt altsaa allern. vilde bevilge indtil 400 Sedler aarlig i 3 Aar, i hvilken Tid han i sin Alder (17 Aar) vel vil kunne vorde færdig til Academiet, haaber man at hans timelige Lykke derved er grundlagt.
I det Haab o.s.v.
Holstein. Rahbek. G. H. Olsen. Collin.“ (Citeret efter A&C.)
Lø. 28. december indløber fondens gunstige svar.
Ti. 31. december. Understøttelse bevilges. Andersen får 350 rdl. årlig på 3 år, som fornyes 1826 og 1828.
Det faktum, at Andersen i løbet af fire års teatertilværelse kun opnåede at sige i alt 4 replikker på en provinsscene og i forbindelse med en eneste forestilling på Det kgl. Teater at se sit navn på tryk i en tekstbogs rolleliste har forledt til den anskuelse, at hans teaterår var spildt tid. Man må betænke, hvor uendelig mange unge mennesker der har spildt meget længere tid i forfængeligt håb til Thalias gunst uden at opnå så meget. Snarere må det undre, at Andersen, der så at sige dumpede ind fra gaden på den kongelige scene og i så ung en alder, fik så meget at bestille, som der her er gjort rede for.
Men Andersens tilsyneladende ringe resultater skal ikke bedømmes efter det kvantitative indtryk af denne dagbog. Han fik glæde for livet af sine på Kongens Nytorv udfoldede anstrengelser. Ikke blot tilegnede han sig indblik i teatrets komplicerede verden, lærte en mængde litteratur og musik at kende og fik impulser til en lang række fremtidige digtninge. Han fik også øjet opladt for skuespilkunst og øret for det danske sprog, som det lød i hovedstaden, og som han endnu var langt fra at mestre. Men hvad der var mindst lige så vigtigt for ham på daværende tidspunkt – han lærte at omgås mennesker af alle afskygninger og at tilegne sig den optræden af disciplin og belevenhed, der skulle blive ham en uvurderlig hjælp, da han senere, først i Slagelse, så i København, derefter på godser i ind- og udland søgte de højere og allerhøjeste rangklassers selskab. Selv om det overvejende var bønder-, tjenereller drabantkostumer, han måtte springe i, havde han til stadighed de fornemme personer i stykkerne for øje og var med sin fremragende iagttagelsesevne ikke sen til at tage ved lære. Da han ombyttede scenen med skolestuen, medførte han en ikke ringe prestige over for sine kammerater i Slagelse. Efter hans eget udsagn vandt han straks indpas i provinsbyens notable cirkler.
Ingen kan bedre end Andersen selv bekræfte ovenstående. Han skriver i 1823 fra Slagelse til prof. og provst Rasmus Nyerup, St. Kannikestræde 49 i København (Teatermuseet):
„Dersom Nogen kan blive Digter, ved de Begivenheder som møde ham i hans Ungdom, saa maae jeg blive det; da jeg i disse 4re sidste Aar har havdt god Leilighed til at lære at kjende Menneskene.“
Den største betydning, hans statistgerning medførte, var naturligvis den, at det overhovedet var teatret, der førte ham ind på digterbanen. Det dybe spring fra figurantindelogen i 3. etage til digterfripladsen i parkettet mellem Oehlenschläger og Thorvaldsen er det klareste sindbillede på den flyvetur, hans mirakuløse karriere beskrev.
