Gå langs Prinsengracht i Amsterdam; kanalens vand ligger grønt og stille i den lune aften og spejler de storskårne barokgavle. Varer hejses op fra de bredbugede både og forsvinder gennem lugerne ind i lagrene, der i århundreder har duftet af Ostindiens krydderier og Nordens korndynger. De har formidlet Europas handel og betinget byens velstand.
Over broerne ved Leidschestraat og Rosengracht bruser den moderne trafik uden at skade den gamle bykærne. Med fremsyn og kultur er de problemer løst, som den moderne teknik skabte.
Eller gå en tur i Gamla Stan i Stockholm. Følg Österlånggatan, der engang var en hovedfærdselsåre, drej ned ad en af gränderna til Skeppsbroen, klem dig frem mellem de gamle husmure. Brostenene er blankslidte af de tusinder, der gik der før dig; se, hvorledes bystyret snildt har ledet den moderne trafik uden om den gamle kærne, har bevaret gadebilledet og dog skabt moderne og sunde boliger her i Stockholms hjerte.
Intet er så knugende som at vandre i Rotterdam. Hvor man før havde følelsen af at være i et centrum i nederlandsk og europæisk kultur, dækker et endeløst græstæppe al den elendighed, som et par krigsnætters bombardement skabte. De brede veje, der skærer sig gennem græsset, de susende biler og klemtende sporvogne virker meningsløse i det døde land, og de moderne kæmpebygninger, der skyder op, formår ikke at døve fortidens tale.
Eller Lübeck – engang brændpunktet for Nordens handelsforbindelse med udlandet, hvor krigen har hærget Mariakirkens dristige hvælvinger og dens kunstværker er vansirede af krigens hæslige træk, hvor Mengstrasses skønne rækker af blændingsprydede gavle fra gotik og renæssance har gabende huller – og hvor man med alle midler stræber at genskabe billedet af den svundne tid – det billede som ikke kan genskabes.
Ja, du kan gå fra by til by i det krigshærgede Europa, og du vil se, hvor meget man ofrer på at opsamle splinterne af den svundne kultur i Europas ruindynger. Så stor betydning tillægges dette arbejde, at det gøres uanset at millioner mangler boliger og dagligt brød.
Hvor må vi være rige i dette land. Der arbejdes med byplaner i danske byer. Teknikere og statistikere tumler med færdselsproblemer. Man slår streger, lægger nye, brede gader gennem gamle bykærner, og man synes at glemme, at der er andre og lige så vigtige problemer som afvikling af færdsel. Teknikerne er bleven kulturens herrer, ikke dens tjenere.
Man fratager en gammel herregård dens jord, man afskærer den fra at leve og værne som før om århundreders kultur.
Thi folket tror på tallenes magi.
Det er så let på et magtbud at fjerne et gammelt hus eller at sønderbryde en by, fordi vi taler om værdier, der ikke kan tælles, måles eller vejes. Man tror, at man er fremsynet, når man ser et halvt århundrede frem i tiden, men man glemmer, at nutiden kun er krusninger på tidens hav, og at eftertiden drager os til ansvar for vore handlinger.
Vor kulturarv er vel fattig sammenlignet med Europas rigdomme, men den er dog en lille sten i den store mosaik. Måtte vi forstå, at vi alle arbejder ud fra evighedens synspunkt – sub specie æternitatis.
