Studiet af fynske grave bygget af store sten – de såkaldte »megalithgrave« med de gode gamle navne dysser og jættestuer – er ikke ligefrem nogen fynsk specialitet, når bortses fra Langelands Museums undersøgelser (Berg 1974, Skaarup 1982). Udelader vi Langeland og Ærø, har Nationalmuseet i tidens løb undersøgt 10 dysser og 13 jættestuer på Fyn, de fleste dog udelukkende som restaureringer eller i tilknytning til restaureringer. Stiftsmuseet har, bortset fra en gravning i Ullerslev 2.-3. juni 1868 og deltagelse i tømningen af Dræby-jættestuen i 1927 (Petersen 1928), ikke foretaget undersøgelser før 1940. Efter den tid er det også mest restaureringer (Albrectsen 1955a) og udgravninger af selve gravkamrene det er blevet til – nemlig 5 dysser og 6 jættestuer. Kun undersøgelserne af Orelund (Albrectsen 1955b) og Gåsestenen (Albrectsen 1962) omfattede hele anlæggene.
På denne baggrund er det ganske voldsomt, at tre langdysser er blevet totaludgravede og tre dyssekamre undersøgt i løbet af de sidste 6 år. Tilmed er de alle lokaliserede inden for et mindre område, nemlig Sydvestfyn. De fire af dysserne ligger endog inden for en lille del af dette område. Denne betydelige overvægt fra et hjørne af Fyn skal ses på baggrund af den intensive landskabsundersøgelse, som siden 1973 foretages på Sydvestfyn (Thrane 1978, 1981). Et af målene er at supplere overfladerekognosceringerne med udgravninger af pladser, der kan give en sikrere og dybere viden om bestemte dele af bebyggelsen.
Da yngre stenalders gravmonumenter navnlig i form af fredede dysser endnu præger landskabet på Horne land, i Damsboskovene, Alléskoven og Pipstorn (Albrectsen 1955a, Ebbesen 1975, 155 ff), må studiet af denne periode på Sydvestfyn også omfatte nye gravninger i disse gravtyper.
Der er såmænd nok at tage af. Alene i den gamle registrering, der bygger på herredsrejserne fra 1884 til 1898, findes oplysninger om 164 sydvestfynske dysser og jættestuer. Hertil kommer så foreløbig 74 nye eksempler fra de sogne, hvor der er rekognosceret siden 1973. Alene i Dreslette sogn er tallet steget fra 5 til 36, en stigning på 600%.
Et enkelt eksempel kan belyse, hvorfor det er sådan. Syd for Dreslette by – på sletten – ligger i dag et pænt fritstående dyssekammer i fredet tilstand og splendid isolation ude på en jævn mark (fig. 1). Ser man situationen lidt fra oven, aftegner dyssens oprindelige form sig tydeligt som en langdysse i midsommerkornet. Dyrkningen har blot næsten totalt udjævnet højen uden om kammeret (fig. 2). På luftfotografiet ses også andre spor på marken. Dem kan vi tolke takket være det fremragende udskiftningskort over Dreslette fra 1784-85. Det viser nemlig ikke blot langdyssen som en tydelig langhøj, men også en klynge rund- og langdysser på markens østlige del (fig. 3). Der var ikke mindre end 9 dysser her i begyndelsen af 1800-tallet, nu er der én maltrakteret tilbage (Rasmussen 1977)! Vi ved oven i købet, hvem vi kan »takke« for ødelæggelsen, lokal tradition vil vide, at det var provst Seidelin i Dreslette, der brugte stenene til den fine bygning »Solhøj«. Min sympati for denne pæne klassiske bygning er dalet stærkt efter denne oplysning.
Disse dysser er i dag kun kendelige som ganske uanselige højninger uden synderlige spor af stengravene på overfladen.
Ingeshøj og Carstenshøj er andre gode eksempler på nedslidningen af dysserne i løbet af de sidste 200 år, og på hvor svært det kan være at erkende dysserne nu.
Carstenshøj blev først opdaget i vinteren 1981 af Arne Aakjær Rasmussen, da han fandt et stykke bronce på størrelse med en femogtyveøre på overfladen. Selve højningen var så uanselig, at den var undgået såvel ham som en stribe af arkæologer, der har gravet hundrede meter derfra i flere år! Kun de sparsomste spor i form af en skraber, en håndfuld stenfliser (fra tørmur) og flint (noget af den ildskørnet), viste, at det nok var en megalithgrav (fig. 4). Ved udgravningen viste kammerbunden sig at være så vidt intakt, at den kunne opmåles (fig. 5). Dyssen har haft store bæresten med udmuringer af de ret store mellemrum med stabler af fliser (tørmur). Bunden var stedvis endnu intakt med en brolægning af flint. På det urørte stykke stod et lerkar og lå en stridsøkse, et køllehoved er vel fra samme fase – enkeltgravstid, længe efter at dyssen var blevet opført. Fine flækker, ravperler og potteskår er rester af de ældre begravelser, knogler var ikke bevaret.
En jernkile stammer nok fra ødelæggelsen – i forbindelse med opførelsen af gården, der blev oprettet 1866.
Ødelæggelsen må være sket så tidligt, at der allerede ved herredsrejserne 1897 ikke mere var noget at se, ihvertfald ikke nok til at den meget ferme, men også meget hurtigtarbejdende kaptajn A.P. Madsen fandt dem registreringsværdige til sognebeskrivelsen. Der kan nævnes stribevis af lignende eksempler, og de skræmmer rent ud sagt. Når man, så kort før landet blev arkæologisk kikket efter i sømmene, kunne fjerne det ene stenmonument efter det andet, uden at noget blev noteret, hvad er der så ikke sket i de foregående århundreder, uden at vi har skygge af chance for at kontrollere det? Antydninger af en tidlig ødelæggelsesaktivitet kendes også fra Fyn (Ebbesen og Tanderup 1978). Sydvestfynsrekognosceringen viser entydigt, hvor ukomplet vor ellers så berømte sognebeskrivelse kan være.
Medens det i de gode gamle dage var god udgravningsmetode alene at udgrave selve gravkamrene, tvinger nutidens forhold os til totalundersøgelse. Alle de nye gravninger er nemlig foretaget som nødgravninger – for at redde blot nogen viden inden anlæggene blev fuldstændigt ødelagt af nutidens højt mekaniserede landbrug. Udgravningerne falder således alle inden for naturfredningslovens § 49.
To af gravningerne har dog en lidt speciel og særlig trist årsag. De er foretaget for at komme en ødelæggelse i forkøbet, idet man havde en til en vis grad begrundet tro på, at uvidende gæster fra nærliggende sommerhusområder kunne finde på at rode kamrene igennem for at få tiden til at gå, i den åbenbart for lange ferie. Når man ser, hvad Klokkehøj på Horne rummede af oplysninger, trods tidligere plyndringstilløb, kan man i hvert fald glæde sig over, at en planløs ødelæggelse blev undgået (Thorsen 1981). At det i et højt oplyst land som vort skal være nødvendigt at gå så radikalt til værks for at sikre de i fredningslovene beskyttede monumenter mod plyndring, synes derimod noget af en falliterklæring for alle de kræfter, der har prøvet at sikre fortidsminderne til den senere generations glæde. Men stedet her er ikke til yderligere jeremiader.
Ved lidt dybere pløjning i foråret 1973, dukkede mange sten op på en mark på Sandhavegård i Enemærket, nord for Helnæsbugten. På en udpløjet højning, der målte 0,5 × 15 m lå bl.a. stenfliser, og en kværnsten var tidligere pløjet op. Igennem 10 år havde højen være under asparges. Sjovt nok er højen på udskiftningskortet fra 1785 markeret som en udyrket firkant. Højen blev udgravet for Stiftsmuseets midler i efterårene 1973 og 1974. Det lange forløb skyldtes museets slunkne kasse. Højen anså vi for normal rund og udgravningen blev lagt til rette herefter, men den viste sig at være aflang og at dække en ikke mindre end 45 m lang dysse i SV-NØ og 11-12 m bred, markeret af en næsten 2 m bred stenlægning, der formentlig er den stærkt ødelagte indramning af dyssens jordhøj. (Fig.7).
På stenlægningen går vi ud fra at de store sten har stået, som nu fandtes gravet ned i undergrunden. De lå, hvor de engang var væltet ud fra stenlægningen i de dertil forberedte huller. Nogle af stenene havde man søgt at sprænge ved indhuggede render og ved borehuller, men uden held. Andre havde spor af ildpåvirkning, vel med det samme formål – at få bugt med stenene. De bevarede sten var op til 1,55 m lange og 0,9-1,25 m brede. Selvom ikke alle sten er bevaret, er der næppe tvivl om, at der har stået sten med regelmæssige mellemrum hele vejen rundt om dyssen, som det f.eks. kendes fra Alléskovens dysser. (Fig. 8).
Gravene var særdeles mishandlede; det formodede centrale kammer var en 4,4 m bred stenlægning. Formen var nu firkantet, og bevaret var kun indramningen af flintblokke og kampesten pakket med ler og flintskærver. Rester af bundlaget er vel de stykker brændt flint, der lå i bunden sammen med skår og flintafslag. Det meste var ødelagt af en udgravning, der ved bevarede jernstumper er kendetegnet som ret ny. En anden grav 1,2 m bred med et lille kistelignende gravrum var tilsyneladende indbygget i dyssens østside. Et tredie sted fandtes en kammerbund af knust ildskørnet flint, hvori der midt i var et rødt lag fra varmepåvirkning. En flække og et enkelt lerkarskår fandtes i kammeret. Dets omrids var markeret af hovedstore sten, men det har formentlig været bygget af store sten, hvor mellemrummene har været udfyldt med tørmur. Tørmursfliser af granit og rød sandsten var pløjet op og lå tilbage her. Kammeret må have været anbragt uden for dyssens oprindelige østside, men en nærmere undersøgelse af eventuelle tilbygninger var der ikke råd til.
Det meget sparsomme skårmateriale tillader ikke nogen nærmere datering af dyssens opførelse.
En af Stiftsmuseets trofaste kontakter gennem mange år, gårdejer Thorvald Balle, gjorde i 1973 opmærksom på en lav højning 0,3 × 20 m i hans jordbærmark, hvor en stenkiste og en 10 m stor stencirkel tidligere var fundet. Ud fra den antagelse, at det var en broncealdergrav, ligesom flere andre på ejendommen, udgravedes højen i 1976-77 som beskæftigelsesforanstaltning. Også denne høj viste sig at dække en langdysse, 32 m lang Ø-V og 8,5-10 m bred. Grænserne markeredes af en tæt stenlægning langs siderne. (Fig. 9).
Navnlig mod syd var det tydeligt, at der var gravet af for at markere dyssen mod det ellers flade terræn, stenene stod her som en beklædning af den derved opnåede skrænt i 60 cm’s højde.
På den 1½ m brede stenbræmme har med mellemrum store, rejste sten knejset, ligesom på Ingeshøj og Snavedyssen. En enkelt var væltet ud og gravet ned, den målte 1,45 m i længden og var 0,95 m bred, den har raget 70 cm op af dyssehøjen. De øvrige randsten er formentlig sprængt ved hjælp af ild.
Takket være en række stratigrafiske iagttagelser kunne dyssens bygningshistorie klarlægges, til trods for at alle sten over jordsmonnet var fjernet. Først byggedes kammer G med indgang fra syd gennem en lille gang til det pæreformede kammer på 2 × 3 m. Kammeret havde haft 5 bæresten med tørmursfliser omhyggeligt stablet i mellemrummene. Gravkammeret var gravet ned i sandet og om bærestenene var et bælte ler fyldt på. Kammeret var omgivet af 2 stenkredse, den ydre 10 m i diam., lagt oven på leret. I kammerets midte var dele af gulvlaget med knogler og oldsager urørt, ellers var det forstyrret ved opgravningen af bærestenene. (Fig. 10).
Ca. 10 m øst for dette kammer i den lille runddysse, var kammer F bygget på samme måde. Dog var ikke alle de 6 sidesten bærende, der har været en slags vægnicher dannet af noget mindre fliseformede, stående sten. Kammeret målte 2 × 2,25 m og havde urørte steder midt i, hvor der bl.a. lå knogler af flere individer tæt pakkede. Knogler er C 14-dateret til 1940 f.Kr., hvilket regnet om efter gældende normer svarer til 2440 f.Kr.f., altså enkeltgravstid (K 3491). En ulykke er formentlig sket allerede i oldtiden, idet en vestlig bæresten brød sammen, hvorved hele vestsiden af kammeret væltede ind over gravlaget og beskyttede dette til nutiden. Efter at dette østlige kammer var rejst, anlagdes langdyssen uden om de to kamre, og grus fyldtes på. Mod syd repræsenterer to flintøkser og flere lerkar ofringer i løbet af stenalderen.
Fund daterer dyssens opførelse til den såkaldte Fuchsbergfase, d.v.s. samtidigt med Sarupanlæggets første og største byggeri (Andersen 1981). Andre fund, samt den omtalte Kulstof 14-datering viser, at dyssen var i brug i flere hundrede år. (Fig. 11).
Dyssen lå 1,5 km vest for Sarupanlægget og er således den nærmeste megalitgrav (hidtil).
I 1897 må dyssen have været så vidt sløjfet, at den ikke blev registreret ved Nationalmuseets herredsberejsning.
Det dyssekammer, som museet i maj 1975 udgravede i Horne Næs skov, var beskadiget ved utidige sommergæsters graveri og blev derfor tømt, inden flere ulykker kunne ske. Kammeret var gravet ned i en lille højning og sat af 6 store, til dels kløvede sidesten. Det målte 2 × 1 m i bunden, hvor der var en brolægning af ret grove flintskærver, til dels brændte, nogle dog kun hvidbrændte på undersiden. I mellemrummene mellem de enkelte bæresten var tørmursfliser bevaret i det lerlag, der nu udfyldte de nederste 30 cm af kammeret. Dette lag var gulbrunt, sandet ler og indeholdt lidt trækulsstumper, enkelte stykker ildskørnet flint og lidt flintafslag, samt i vestenden en del lerkarskår. På og i bundbrolægningen var der enkelte knoglespor, samt en tværpil; andet gravgods var ikke bevaret. Kammerets højde var indvendigt 65 cm, i østenden har indgangen formentlig været. Her var endestenen lavere end de øvrige sidesten, (42 cm dybere end den højeste sidesten). (Fig. 12).
Efter endt undersøgelse blev kammeret fyldt op med jord igen for at bevare tørmurskonstruktionen. Dyssekammeret lå på tværs i en lav, oval højning på ca. 11 × 7 m; seks m syd for kammeret, ragede nogle større sten op af skovbunden, de kan være rester af randstensindhegningen. I øvrigt er dyssen indrammet af højryggede agre, så dyssehøjens form kan meget vel være beskåret af dette senere marksystem.
Udgravningen gav ikke daterende fund, men kammertypen opfattes almindeligvis som den ældste dyssetype.
Amatørarkæologen Arne Aakjær Rasmussen fandt i vinteren 1974-75 oppløjede sten, skår og brændte ben på en indtil da ukendt, overpløjet høj på toppen af en bakket mark, syd for Snave. Højen bedømtes ud fra det fundne til at være broncealder og blev udgravet som nødundersøgelse 1976-77, med arbejdsstyrke betalt af det fynske arbejdsmarkedsnævn, for at hjælpe egnens arbejdsløse.
Noget overraskende endte gravningen med en 45 m lang dyssetomt lagt SV-NØ. Dyssen var 6 m bred i Ø og 8 m bred i V, hvor den formentlig har stået åben med en slags forgård. En stor sten synes fjernet midt fra det åbne parti, hvor den formentlig har stået lodret. Af randstenene var kun en enkelt bevaret i nedgravet tilstand (ligesom i Ingeshøj), den målte 1,48 × 0,67 m. Vi går ud fra, at der har stået tilsvarende store sten lodret med 80 cm mellemrum, hele vejen langs dyssens langsider og østende på den stenlægning, der nu var det eneste middel til at afgrænse dyssen. Stenlægningen formodedes at have ligget som en kantning og beklædning af jordhøjens sider (fig. 13). Dækket af jordhøjen har en række sten ligget ad dyssens længdeakse, måske en rest af et ældre anlæg?
Gravkammeret tolkes som femkantet, indvendigt 2,20 m bredt med svage spor af 8 bæresten. Den bevarede del af kammerbunden dannede et tæt lag nøddesten, imod SØ brudt af en yngre gravlæggelse uden fund. Nogle få skår og ravperler fandtes i kammeret og i den yngre gravs omrodede jord. Ligesom i Ingeshøj har flintøkser været ofret ved at stikke dem ind imellem randstenene (jvf. Albrectsen 1955a).
Det sparsomme fundmateriale fra dyssen omfatter heldigvis enkelte skår fra den såkaldte Fuchsbergfase, d.v.s. samtidig med Sarup-anlæggets første fase (Andersen 1981, 76).
Under dyssen fandtes spor af dyrkning i form af den sorte jord fra det gamle marklag, som af arden var slidt ned i furer i undergrunden. Den svære lerjord forekommer ikke ideel til denne lette plov, men fænomenet er langt fra enestående. De 230 m2 pløjet jord er det største og ældste fynske oldtidsagerfelt, som er undersøgt (fig. 15). Desværre var der ikke ret meget i de gruber, som arden var trukket igennem, det havde ellers været rart af få dem dateret, så ardsporenes datering kunne indsnævres. Så længe vi kender så umådelig lidt til stenalderens agerbrug, er ethvert nyt bidrag velkomment. Det er spændende, at det også på Fyn nu kan dokumenteres, at man så tidligt har haft et regulært plovbrugende landbrug (Thrane 1982).
Gravanlæggene er selvfølgelig blot en enkelt del af stenalderbebyggelsen, men de har alt for længe været de eneste kilder til studiet af denne bebyggelse. Indtil 1980 kendte vi f.eks. ingen samtidig boplads i Fåborg – Katterød-området, hvor der er ikke mindre end 12 dysser!
Netop de store megalithgrave rummer oplysninger om en lang række sider af datidens samfund, lige fra teknologi til social og økonomisk struktur. Disse sider skal vi imidlertid lade ligge i denne artikel, hvor det er bebyggelsesproblemerne, der interesserer.
Et af formålene med en undersøgelse som Sydvestfynsprojektet er, at finde de bopladser, der hører til stengravene, for at få et samlet billede af bebyggelsens karakter, udstrækning og struktur. I de områder, som er gennemrekognosceret, er der da også kommet et væld af yngre stenalders bopladser. Hvis vi skal jævnføre dem med de kronologiske faser, som nu bruges (Andersen 1981, Nielsen 1981), kræves imidlertid keramik, og den skrøbelige stenalderkeramik er desværre ikke særlig modstandsdygtig over for vind og vejr og derfor meget ofte ødelagt, inden rekognosceringen foretages. Da et studium af en periodes bebyggelsesstruktur forudsætter, at de undersøgte levn er samtidige, er der altså her et svagt punkt, som kun kan afhjælpes ved fornyet rekognoscering på de bopladser, hvor flintsagerne i forvejen har vist, at de hører til yngre stenalder. Den etablerede flintøkse-kronologi hjælper dog godt på vej (Nielsen 1978 og 1979). Indtil keramikdateringen er sikret, kan de fulde konsekvenser dog ikke drages af det indsamlede fundmateriale.
Det skal ikke hindre os i at lave en bebyggelsesmodel, et forsøg på at skitsere bebyggelsens struktur ud fra de forhåndenværende iagttagelser på en måde, der fortæller noget væsentligt om datidens samfund og således at de svage punkter kan styrkes ved kommende undersøgelser.
Første skridt i bebyggelsesanalysen er at lave et kort, der er renset for senere tiders ændringer i naturforholdene, så vi får et landskab, der nærmer sig forholdene i yngre stenalder. Det er naturligvis forbundet med store vanskeligheder, idet vi næsten intet ved om de ændringer i kystlinier og af vandløb og vandhuller på land, som er sket i tidens løb. Én ting er givet, landskabet dengang har kun i relieffet lignet det, vi kender. Bopladser og dysser ude i vandet viser, at kysten dengang lå længere ude, men hvor langt ude den lå omkring 3500 f.Kr., ved ingen i dag. Undervands-undersøgelser i Helnæs-, Å- og Åkrogbugterne skulle kunne hjælpe på vej, men de mangler endnu.
Det kort, jeg har lavet, er derfor kun et forsøg på en sådan rekonstruktion, men hvis ikke man forsøger, bliver udgangspunktet i hvert fald forkert. En ting, som ikke har ændret sig væsentligt, er de forskellige jordarter. Her er det nye jordbundskort lagt til grund (Landbrugsministeriet 1979), men man må være klar over, at i et landskab som det sydfynske, skabt af morænen ved indlandsisens luner under afsmeltningen, er virkeligheden meget mere afvekslende end jordbundskortet kan vise. Kortet er en noget grov model, der viser hovedlinier, ikke detailler. (Fig. 16).
På dette grundkort er da fordelingen af bopladser, grave og offerfund afsat. Kortene viser slående forskellen mellem de rekognoscerede områder, hvor bopladser og grave ligger tæt, og de traditionelt behandlede områder, hvor der vel kan være klynger af grave, men ingen bopladser er.
Første punkt er selve fordelingen. Dysserne ligger i bemærkelsesværdig nærhed af kysten; der er ingen stengrave længere væk fra den formodede datidige kyst end ca. 4 km. Behovet for byggematerialer fra stranden er næppe den væsentlige grund hertil (Thorsen 1981), snarere afspejler fænomenet, at bebyggelsen i sin helhed lå nær kysten. Det kan der være mange grunde til; en væsentlig kan være, at fiskeri spillede en væsentlig rolle for ernæringen (hvilket c-13 målingerne også tyder på (Tauber 1981)). Nu, hvor vi kender bopladserne, kan vi begynde at tolke gravenes beliggenhed i forhold til bopladserne. Det ser ud til at gravene ligger i samme område som bopladserne, og altså ikke blev lagt i udmarken eller ved det bebyggede områdes grænser. Dette er vigtigt, idet vi derfor kan bruge stengravene som bebyggelsesvejvisere andre steder, hvor bopladserne endnu ikke kendes. Ligeledes ser offerfundene ud til at være anbragt i nærheden af bopladserne og gravene, uanset hvilke motiver der lå bag nedlæggelsen (Ebbesen 1982). En yngre stenalders bebyggelse bestod med andre ord af et kompleks af sammenhørende bopladser, grave og offersteder.
Andet punkt er en forståelse af fordelingen, hvilken struktur afspejler den? Boede man i en sammenhængende, tæt bebyggelse eller spredt i isolerede bygder? Sydvestfynsundersøgelsen er et godt udgangspunkt. De mange grave ligger i klumper langs kysten med enkelte mere spredtliggende (hvoraf vi indtil nu kun kender et udpluk?). Ind imellem klumperne er der tomme områder. Markerer disse tomme steder på kortet manglende bebyggelse eller manglende viden? Med det intensivt afsøgte område som udgangspunkt ser det ud til at de tomme pletter er ægte, d.v.s. fundfattige. Grunden er vel at områderne ikke blev brugt på samme måde som de tæt belagte områder, men enten lå som udmarker eller som skov – til græsning og jagt eller uudnyttet urskov.
I undersøgelsesområdet er det karakteristisk, at der løber en række vandløb eller mosearealer, vinkelret på kysten, og at disse vandholdige områder skiller de enkelte klumper. Det har fået mig til at tænke, at de kan have fungeret som grænser mellem de enkelte bygder, og at vi derfor kan bruge vandområdene til at markere grænserne mellem bygderne. Det er forsøgt på kortet fig. 17. Her vil man se, at det ser meget pænt ud flere steder, nemlig de steder, hvor bebyggelsen ligger så tæt ved kysten, at der ikke er grænsedragningsproblemer ind i landet, hvor der tilsyneladende var ubebygget område. En måde at komme nærmere ind på dette problem kunne være pollenundersøgelser i små mosehuller, men i betragtning af vanskelighederne ved overhovedet at få lavet pollenanalyser, er det nok for langt ude.
Når vandområderne er anset for grænsedannende, skyldes det de naturlige begrænsninger i bevægelsesfriheden, som moser og vandløb sætter, dels deres senere skelmarkerende brug.
Dette tilfælde af retrospektiv analogi er dog kun brugbart på et alment niveau, det ville være forkert at lede efter stenalderparalleller til de senere sogne- og ejerlaugsskel; forudsætningerne var for forskellige i de to perioder. Grænsedragningen bliver straks vanskeligere i de tilfælde, hvor bebyggelsen er trængt dybere ind i landet, som det var tilfældet nord for Helnæsbugten. Her ligger bebyggelsen tæt i et område, hvis fortidige skillelinier ikke blot kan søges i vandområderne; her kan højdeforskellene måske have haft betydning. Det kan være interessant at sammenligne de i denne metode udskilte bygder med dem, der er udskilt ved hjælp af den nyere geografis matematiske modeller (Andersen 1981 fig. 13). Det sjove ved sammenligningen er, at de to metoder giver meget lignende bygdestørrelser. De enkelte bygder dækker områder på mellem 4 og 6 km2. Der er betydelige forskelle i tætheden af storstensgravene inden for de enkelte bygder, men hvorfor skulle der ikke være det? Det ville næsten have været mærkeligere om alle havde været ens.
Hvad foregik der så i de enkelte bygder? Som vi har set ved Snavedyssen, blev jorden dyrket med ard. Selv om vi endnu kun kender ganske få eksempler på sådanne stenaldermarkspor (Thrane 1982), er det rimeligst at tro, at dyrkningsformen har været stort set den samme i alle bygder. Hvordan forholdet mellem agerbrug og kvægavl har været, er uvist. Hvede (og byg) blev dyrket, kvæg, svin og får holdt. Knoglefundene fra bopladserne viser os, at også jagtvildt fandt vej til kødgryderne, og at muslinger og formentlig også fisk nåede ind i landet fra kysten. Egentlige sæsonbeboede fangstpladser ved kysterne kendes både fra Fyn og andre steder (Skaarup 1973) og vi gør næppe fejl, når vi postulerer, at der også i det gode fiskevand på Sydfyn lå sådanne små fisker- og jægerbopladser ude ved kysten på de gode fiskesteder. Problemet er, at disse nu ligger på havets bund og kun kan findes ved undervandsarkæologi – en endnu utilstrækkeligt brugt metode, der givetvis gemmer mange overraskelser (f.eks. Andersen 1980). Hvordan disse fangststationer har fungeret i forhold til de bopladser, hvorfra man dyrkede jorden, fortæller rekognosceringsresultaterne ikke. Jeg forestiller mig et system af permanente bopladser, omgivet af marker og græsgange på engene og i skoven, suppleret af mindre fangstpladser, hvortil man på de rigtige årstider sendte en del af befolkningen for at skaffe supplerende mad, fisk, skaldyr og kød.
I foråret og sommerperioden, inden den nye høst var hjemme, kunne der nok være behov for animalsk føde. Det foreslåede system minder i strukturen om det norske og alpine sæterbrug. Hvor mange af de permanente bopladser hver bygd rummede, og hvor store de var, afhang vel af befolkningstallet og af områdets ressourcerigdom. Befolkningstallet i en bygd, der inden for hundrede (-200) år byggede 5-10 store stengrave, kan vel ikke have været helt uanseligt.
Foruden et net af sådanne bygder, hver med en kompliceret struktur, må vi efter de seneste års forskning regne med et net af overordnede, samlende pladser af den type, som vi bedst kender fra den snart berømte Sarup »boplads« (Andersen 1981). Et omhyggeligt indhegnet areal på 9 ha. bygger man ikke uden en betydelig arbejdsindsats, alene de hundredvis af stolper til hegnet skulle fældes, tilhugges, transporteres på plads og graves ned. Hertil kommer så alt det andet, grave, gruber samt alt det, der ikke efterlod sig spor i jorden. Uden at gå for meget ind på tolkningen af »Sarupanlæggene«, kan det vist fastslås, at de ikke er normale bopladser, ikke befæstninger i den forstand vi bruger ordet, og for store til en enkelt bygds brug. Vi må se »Sarup’erne« som fællescentre for en endnu ikke nærmere afgrænset egns befolkning.
Det er tankevækkende, at Sarup ligger ved det største vandløb på Sydvestfyn, Hårby å, et vandløb, der må antages at skille snarere end at samle den fortidige bebyggelse. Når Sarup netop ligger ved et sådant skel (forudsat at min tanke er korrekt) kunne grunden være, at pladsen fungerede som samlingssted for bygderne øst og vest om Hårby å, måske to forskellige stammeområder. Sarup kunne være et sted, hvor man samledes jævnligt eller med års mellemrum, når der var behov for en særlig anstrengelse for at undgå eller begrænse konflikter. Sådanne sociale og politiske sikkerhedsventiler har der nok været rigeligt brug for i samfund af den type, som vores yngre stenalder havde, hvadenten vi kalder dem stammesamfund eller høvdingesamfund (Jensen 1979).
Dette billede afviger meget fra det, man ville have tegnet for blot få år siden; der er sket meget inden for studiet af yngre stenalder i den seneste tid, og ikke mindst har Sarup-udgravningen givet anledning til nyvurdering af stribevis af forhold. Jeg har prøvet at vise, at Sydvestfyns-undersøgelsen kan bidrage med nyt stof til eftertanke. Det sidste ord er ikke sagt, denne artikel er nærmest en slags undervejsrapport; de fortsatte undersøgelser på markoverflade og i dybden både til lands og til vands og ikke mindst de pollenanalyser, som vi håber snart at få lavet, vil forhåbentlig ændre meget. Forskning er jo en aldrig afsluttet proces.
I al korthed skal en tak rettes til de gårdejere, som har støttet os på mange måder på gravningerne, Carsten Jørgensen, Lars Rasmussen, Thorvald Balle, Preben Tuelund, Viggo Brandt og ikke mindst til deres koner. En særlig tak til Arne Rasmussen, hvis skarpe øjne vi også i fremtiden håber at få glæde af.
Udgraverne fortjener ros for deres indsats under vilkår, der ikke altid var ideelle – mildt udtrykt. Udover Claus Madsen, der har været med hver dag, skal Ejgil Nikolajsen og Jørgen Holm, samt Børge Rasmussen nævnes.
Til Sarupgård- og Snavedysserne modtog vi hjælp fra det fynske arbejdsmarkedsnævn i form af robuste arbejdsmænd, hvoraf navnlig Tage Nielsen og Gunner Aksel Pedersen skal nævnes.
Egense, Fåborg og Hårby kommuner har også bidraget med arbejdskraft til andre af undersøgelserne og til rekognosceringerne, hvortil også Statens humanistiske forskningsråd har bidraget. Supplerende materiale, navnlig om Sarupgårddyssen, kan findes i museets udstilling i Jernbanegade 13.
Udskiftningskortet fra Dreslette henledte familien Rasmussen, Åkjærgård, først min opmærksomhed på, originalen findes hos Hans Marius Petersen, Dreslette, og er benyttet ved andre studier.
Claus Madsens andel i disse undersøgelser er steget støt igennem årene, mens Henrik Thranes andel i feltarbejdet er dalet tilsvarende. Omend teksten er udformet af Henrik Thrane, er Claus Madsens andel i arbejdet i hvert fald så stor, at det synes rigtigt at sætte ham som medansvarlig for det. Udgravningerne har følgende journalnumre på Fyns Stiftsmuseum: 4091 Carstenshøj; 161 Ingeshøj; 264 Sarupgård; 293 Hornenæs skov; 2109 Snave.
