Hvorfor smide godt værktøj væk? Jeg tror, de fleste mænd kender ærgrelsen over at måtte kassere et godt stykke værktøj, og for nogle af os er øksen helt speciel. Der er noget oprindeligt og basalt over øksen. Måske fordi den har fulgt os i årtusinder, ikke kun som våben, men også som et uundværligt stykke værktøj. Derfor var min undren også stor, da jeg endnu engang i Odense Bys Museers samlinger stødte på en stor, flot økse, lavet på takken af en kronhjort, fra ældre stenalder, der hverken var skadet eller slidt op og alligevel var smidt ud i en mose for mere end 6000 år siden.
Jeg vendte og drejede hjortetaksøksen i hånden, så lidt på den skrå æg i den ene ende og det uregelmæssige hul til skaftet i den anden. Hjortetaksøksen var ganske skarp, og den har været et effektivt redskab. Hvilke tanker gjorde stenaldermanden sig, da han lavede hjortetaksøksen – og hvilke tanker gjorde han sig, da den blev efterladt i mosen?
Det har to drenge fra Sønder Broby nok også tænkt, da de i 1960 fandt to hjortetaksøkser liggende tæt sammen i opgravet mudder fra Odense Å ca. 400 meter nordvest for Sønder Broby kirke.[1] De to økser er helt nedslidte og har ikke været til at hugge ordentligt med til sidst. Ser man nærmere på økserne, er nakken på dem begge længere end æggen. Det rykker balancen væk fra æggen, og det får øksen til at "kæntre" ved hård hugning, sådan at nakken tipper ned imod det træ, der bearbejdes. Derfor er der ingen kraft i slaget.
De to økser er altså sandsynligvis kasseret i oldtiden, men efter museumsinspektør Albrectsens indberetning til Nationalmuseets landsdækkende sognebeskrivelse blev økserne klassificeret som offerfund. Men smed stenaldermenneskene økserne ud, fordi de var nedslidte, eller blev de henlagt som et offer til guderne?
Stenaldermenneskene, der engang fremstillede, brugte og til sidst efterlod disse hjortetaksøkser, ernærede sig ved jagt og indsamling. De levede i kernefamilier, der var samlet i en primitiv form for stammer, uden høvdinge. Mænd blev bedømt på deres evne til jagt, kvinder formodentlig på deres evne til at bearbejde de nedlagte dyr samt indsamle planter og rødder. Unge fødedygtige kvinder var i høj kurs, og ældre omkring de 60 år synes også at have haft en vis status, sikkert fordi de overlevede de fleste andre med mange årtier og derfor havde en "lang" hukommelse.
Det er en levevis, som er meget forskellig fra vores, og det er vanskeligt for os at forstå stenaldermenneskenes grunde til at efterlade de ofte meget flotte hjortetaksøkser i mosen. Hjortetaksøkserne findes fra den yngre del af jægerstenalderen, nemlig i Maglemosekultur (8900-6400 f. Kr.), Kongemosekultur (6400-5400 f. Kr.) og Ertebøllekultur (5400-3900 f. Kr.), og helt frem til bronzealderen. Her holder vi os til økserne fra den yngre del af jægerstenalderen. De findes ofte sammen med flintaffald og knogler fra slagtede dyr i affaldslag ud for bopladserne i moserne. Arkæologer er derfor normalt tilbageholdende med at tolke disse fund, dels fordi vi har meget vanskeligt ved at sætte os ind i stenaldermandens tanker, dels fordi det oftest ser ud som om, der er tale om affald.
Alligevel blev de to Sønder Brobyøkser som nævnt optaget i Nationalmuseets sognebeskrivelse som offerfund efter Albrectsens indberetning. Og det kan der være en vis fornuft i. For vi kender ikke bopladser umiddelbart i nærheden af fundstedet, som har smidt deres "affald" netop der. Økserne må være nedlagt sammen, hvilket tyder på en eller anden form for ceremoni, eller i hvert fald overlagt handling. Vi har i Odense Bys Museers øvrige beholdning af hjortetaksøkser fra jægerstenalderen ikke andre lignende tilfælde, hvor to eller flere økser er nedlagt sammen. Men forbavsende mange af hjortetaksøkserne er så store og fine, at de ikke kan siges at være nedslidte.[2]
En hjortetaksøkse bliver slidt under hugning, men den kan opskærpes med flintredskaber flere gange. Selve opskærpningen kan ofte iagttages ved dybe ridser fra flintredskaber på hjortetaksøksernes æg.[3] Hvor mange gange en økse kan opskærpes, afhænger selvfølgelig af øksens længde fra skafthul til æg; jo længere den er, ja jo flere gange kan man opskærpe sin økse. Af de undersøgte økser er 23 af hjortetaksøkserne så ophuggede og opskærpede, at de næppe har været brugbare, da de blev efterladt i mosen, og de synes altså at være "smidt ud" som affald. Men ikke mindre end 12 økser er så store, at de sagtens har kunnet opskærpes, bruges og opskærpes flere gange.[4] Så hvorfor smide dem væk? – Og hvor store skal de være for at kunne opskærpes?
Rasmus Christensen boede i starten af det forrige århundrede på Stokkebroe i Lungerne ved Aarup. En dag i 1918 skar han tørv i Langes Hoved Mose[5] og fandt i over 4 meters dybde en stor tværøkse af hjortetak, hvor der stadig sad en del af skaftet i hullet.[6]
Den store tørvedybde, øksen blev fundet i, mere end antyder, at tværøksen er fra den yngre del af jægerstenalderen og formodentlig fra Maglemosekulturen. Øksen er stadig skarp, og den har kunnet opskærpes mange gange endnu ved nedlæggelsen. Det taler for, at der er tale om et offerfund. Tværøksen har ikke været slidt op, men er nok ofret til guderne, netop fordi den var hel.
En endnu større hjortetaksøkse blev fundet i 1941 ved vejarbejde på landevejen mellem Nyborg og Svendborg ud for Holckenhavn, omkring 3-4 meter under overfladen i et tørvelag.[7] Der er tale om en retøkse uden skader, som med en længde på 25,5 cm også kunne have været opskærpet mange gange. Holckenhavnøksen er efter fundoplysningerne at dømme fundet i den østlige del af en 200-350 meter bred tørveaflejring fra et tidligere søbassin, der nu løber langs hele sydsiden af Holckenhavn Fjord. Øksen kan være tabt, men det mest sandsynlige er, at den er deponeret med fuldt overlæg, altså en ofring.
Et tredje eksempel kommer fra Brahetrolleborg Sogn, hvor der i maj 1942 under tørveskæring blev fundet endnu en stor tværøkse i to meters dybde. Ligesom de to førnævnte kunne denne også have været opskærpet mange gange.[8] Når man har disse store eksemplarer i hånden, er det nærliggende at tænke: "Tak spids for en økse!". De er imponerende i deres form og størrelse.
Imponerende, om end på en noget anden måde, er en lille tværøkse fra Skelskov Mose ved Tommerup.[9] I fuldstændig modsætning til de ovennævnte store hjortetaksøkser er Skelskovøksen opskærpet til det imponerende. Æggen når langt op på siden af øksen, ja faktisk så langt, at slidsporerne er på højde med skafthullet. Der er ingen tvivl om, at Skelskovøksen var helt opslidt, da den blev lagt i mosen!
Der kan altså være en voldsom forskel på størrelsen af de helt opskærpede økser og økser, der er så store, at de har kunnet opskærpes mange gange endnu, og derfor må tolkes som offerfund i stedet for affald. Lad os derfor se på, om der er andre fund fra den yngre del af jægerstenalder, der må opfattes som offerfund. Som sådanne ofringer har elg-ofringerne fra Skottemarke på Lolland, Favrbo mellem Holbæk og Kalundborg, og senest Lundby på Sydsjælland længe været erkendt.[10] De daterer sig til tidlig Maglemosekultur, og i fundene er flere næsten hele elge nedlagt sammen. Zoologen Ulrik Møhl gjorde allerede i 1978 opmærksom på, at skulderbladene fra elgene i Skottemarke og Favrbo havde en række "skudskader", der var påført dyrene "indefra" og efter slagtning. Møhl kunne godtgøre, at der ikke var noget marv på dette sted, og at denne skik var kendt i andre samfund. Hullerne må opfattes som rituelle skudskader, fordi de sidder nøjagtigt de steder, hvor byttedyret hyppigt skades af en dræbende pil afgivet imod hjerte og lunger, men påviseligt er påført "indefra" efter slagtningen. Jægerne har efter endt jagt parteret dyret, og når de under middagen nåede til skulderbladet, ja så fik det et hug indefra, som om en pil havde gennemboret det ved et kraftigt skud.
Sådanne rituelle skudskader kendes imidlertid også fra deciderede udsmidslag i Maglemosefund på de yngre sjællandske bopladser Mullerup, Sværdborg og Holmegård, så rituelle skudskader påføres altså længere op i tiden. Der er dog den forskel, at skulderbladene med rituelt påførte skudskader i de yngre bopladsfund findes i udsmidslagene ud for bopladserne og ikke isoleret i moserne som de ældre ofringer af elge. Dermed synes udsmidslagene ikke alene at skulle opfattes som affaldspladser, men tillige som lag med en rituel betydning.
Kigger vi videre op i jægerstenalderen, til Ertebøllekulturen, er der iøjnefaldende fund af skulderblade fra bl.a. urokser med udskårne benringe. Her kan der være tale om en videreførelse af skikken med rituelle skudskader: De er ligefrem påført så sirligt, at man har kunnet pille "skudskaden" ud og bruge som smykke. Måske for at demonstrere ens dygtighed som jæger?
I det åbne magasin på Hollufgård står et stort Ertebøllekar fra Neverkær, der ligeledes kan opfattes som et offerfund. Ertebøllekarret synes at være nedsat i hel tilstand og kan derfor være en forløber for de senere så almindelige ofre af mad i lerkar, der henstilles i moserne. En skik, som bevares langt op i jernalderen.
Et andet fynsk mosefund, der ganske vist i sin helhed må dateres til bondestenalder, er Sludegård Sømose-fundet lidt syd for Nyborg. I dette fund indgår bl.a. fire kar fra henholdsvis tidlig og mellemste bondestenalder, men set under ét strækker fundet sig fra overgangen jægerstenalder/bondestenalder til sen bondestenalder. Kulstof 14-dateringer på vildsvineknogler fra Sludegård Sømosefundet viser, at ofringerne her starter allerede enten i Ertebøllekulturens absolut sidste del eller mere sandsynligt i bondestenalderens helt tidlige del.[11] I hvert fald er der i Sludegård Sømose ofret igen og igen i 2000 år.
Ringen er på sin vis sluttet: Vi kan finde indikatorer for ofringer i form af isolerede elg-ofre i den tidligste del af yngre jægerstenalder, altså tidlig Maglemosekultur. Rituelle skudskader på skulderblade finder vi i store dele af perioden. Sandsynligvis starter hensættelser af kar i moserne allerede i sen Ertebøllekultur. Samtidig er det slet ikke sikkert, at de fund, vi ofte opfatter som affald, dvs. udsmidslag, er kasseret med den samme ligegyldighed, som vi i vores materialistiske kultur har over for udtjente ting.
Nedlæggelsen af hjortetaksøkserne er endnu et element i offerskikken, og det er en skik, der på tværs af voldsomme kulturændringer, agerbrugets indførelse og senere metallets fremkomst, fortsætter helt op i bronzealderen. Betydningen og rammen for nedlæggelserne af hjortetaksøkserne blev dermed en helt anden fra jægernes til agerbrugernes samfund, men selve skikken forblev som en rest fra et helt andet og meget ældre samfund. Det synes ikke kun at gælde for hjortetaksøkserne; skikken med at ofre i moserne, eller måske nærmere at give noget af det lånte tilbage til naturen, synes at starte allerede i jægerstenalderen og fortsætte det meste af oldtiden ud. Hvor mange gamle skikke lever den dag i dag videre i vort samfund, uden at vi er klar over det?
Naturfolk har oftest et verdensbillede, hvor religiøsiteten er indarbejdet i alting, også i deres deponering af affald. Det er derfor særdeles sandsynligt, at de hjortetaksøkser, der var ophuggede og derfor blev kasseret, samtidig indgik i en rituel handling, når de blev smidt i mosen. Det er meget sandsynligt, at jægeren kun havde øksen til låns fra kronhjorten, og at han derfor returnerede den efter endt brug. Tak for tak!
