Under læsningen af Andersens lidt bittert-ironiske digt “Tanker ved en ituslagen Jydepotte”, som ifølge fodnoten ikke blev optaget i “Gravblomster”, faldt det mig ind, at han måske har haft sin første bog, “Ungdoms-Forsøg”, 1822, og dens skæbne i erindring, da han skrev om den stakkels jydepottes sørgelige endeligt.[1]
Digtet blev første gang trykt i “Kjøbenhavns flyvende Post” 12.10.1827 under titlen “+++ Tanker ved en ituslagen Jydepotte – af h – – (Du er ei meer! -). ” [Motto:] minuentur atræ carmine curæ. Horats. [Fodnote:] Maa gjerne optages i Gravblomsterne.[2]
Tidligere på året (Jf. fru Wulffs breve af 8.3. og 1.4.1827), var Andersens smertensbarn fra 1822 netop blevet genudgivet, men med nyt titelblad og kaldtes nu “Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, en original Fortælling; og Alfsol, en original Tragedie. – Ungdoms-Forsøg af Villiam Christian Walter. ”
Bogens nyudgiver var boghandler P.T.Schovelin (for data: se Woel), og som tryksted blev angivet E.M.Cohens Enke, idet det var trykarkene fra 1822, der blev brugt ved genudgivelsen. Hvordan dette nærmere hang sammen, har især forfatteren Cai M.Woel (1895-1963) redegjort for i sit efterskrift, “H.C. Andersens første Bog. Lidt om Bogens Udgivelse og Skæbne”, til Christtreus Bogtrykkeri ‘s genudgivelse 1956 af “Ungdoms-Forsøg”.[3]
Det er imidlertid kun denne artikels ærinde, at pege på steder i Andersens forfatterskab, hvor bogen – eller snarere dens skæbne – har sat sig spor. Derfor skal dens i øvrigt noget dunkle ‘historie’ ikke gentages her. Specielt interesserede læsere henvises til Cai M.Woels interessante afhandling herom.
Andersen, som i foråret 1827 opholdt sig i Helsingør, hvor han gik i byens lærde skole, havde skrevet til bl.a. sin moderlige veninde, fru kommandørinde Henriette Wulff for at få hende til at besørge købet af et eksemplar af bogen til ham. Det fremgår indirekte af hendes svarbrev af 1.4.1827, som har særlig interesse i denne sammenhæng:
Gode Andersen!
Jeg maa dog gjøre Dem et Slags Regnskab for Deres Commission. Først sendte jeg mit Bud hen i Grønnegade for at begjære en “Alfsol”; man svarede mig, de havde ingen. Jeg tænkte: “Ere de alt udsolgte?” og bad min Mand tale til Schowelin, som er Boghandleren, om den, og han sagde, at den var trykket paa Begjæring, jeg troer 1821; men da De ikke var kommen og afhentet den – eller Den, De havde overladt det – havde han nu 3 Gange averteret den til Salg; men der var ikke solgt eet Exemplar af den; han havde derfor sendt den til en Kræmmer, som han leverede Maculatur, og som havde faaet hele Oplaget. For to Aar siden havde den ogsaa været averteret, da blev der heller ikke solgt et eneste Exemplar, hvorfor han allerede dengang havde solgt 150 Exemplarer til Maculatur og Resten nu. Besynderligt nok – et Par Dage efter kom vor Ungdom ind til en Kræmmer Cohen paa Østergade for at kjøbe Noget, og Det, de kjøbte, blev svøbt ind i et Stykke Papir, hvorpaa der stod “Alfsol”; men de tænkte dog ikke paa, det var Deres, førend min Mand kom hjem og fortalte os, hvad jeg nu har sagt Dem, og hvorfor jeg ikke har kunnet opfylde Deres Begjering. – – –[4]
Det er helt forståeligt, at den besked om sin ‘førstefødte’s kranke skæbne, som dette uskånsomme brev meddeler, må have været en sårende oplevelse for Andersens sarte digtersind. Udadtil ville han i sine yngre år gerne give det udseende af, at bogen ikke betød så forfærdelig meget for ham. Men han glemte aldrig, hvad der var sket med den. Først som noget ældre viste han – eller turde han vise – hvor nær denne ‘førstefødte’ egentlig altid havde stået hans hjerte. Det viser omtalen af “Ungdoms-Forsøg” i Mit Livs Eventyr 1855.[5]
Men det lettere tragi-komiske i, at hans dyrebare bog var endt som indpakningspapir om kræmmervarer, ansporede samtidigt Andersens ironisksatiriske sindelag og digterevne, og fik ham til at behandle emnet flere gange i løbet af sit fremtidige forfatterskab.
Bogens skæbne eller endeligt, mindede ham om et af de store grundproblemer eller ‘modpoler’, som hans livsanskuelse svingede imellem: troen på sjælens udødelighed og tvivlen på samme. Troen havde han i sine optimistiske og lyse øjeblikke, og tvivlen og pessimismen kom over ham i de mørke stunder, som jævnligt overfaldt ham.
Han kunne i 1827 og senere også mindes dengang for år siden, da det for allerførste gang var lykkedes at få noget trykt, som han havde skrevet. Det var en scene af hans stykke Røverne i Vissenberg, der den 9. august 1822 stod at læse i tidsskriftet “Harpen”. Andersen skriver i Levnedsbogen, at det var det første trykte af ham med hans eget navn under. Han fortæller også, at han læste det igen og igen, og at han løb rundt i byen til venner og bekendte, for at lade dem læse det og glæde sig med ham:
Wullfs fik det ogsaa at see, Commandeuren laante det. Et Par Dage efter vilde jeg hente det. Det var ikke at finde! han sagde ganske rolig, da han ikke tænkte hvad Værd det havde for mig, “Det er gaaet Kjødets Gang!” – Jeg sagde ikke noget der til, men kunde knap skjule mine Taare, det var min hele Rigdom jeg havde tabt.[6]
Det var gået al kødets gang. Ja, det var gået i “bøtten”.
Han erindrede sig også engang omkring 1824, da han gik i Slagelse lærde Skole, at hans ofte uligevægtige og vredladne rektor og lærer, Simon Meisling, i en undervisningstime havde bemærket, at der var skrevet et dårligt vers udenpå bindet af en af Andersens skolebøger. Hvortil den ulykkelige Andersen fortvivlet sagde: “men det er ikke af mig, Skriften seer De, ligner ikke min Haand!” “Men Deres Aand!” svarede han. “De er en stupid Knægt der aldrig bliver noget af; – De vil nok jadske en Hob sammen naar De kommer ud paa Deres egne Been, men ingen vil læse hvad De skriver, det vil kjøbes som Maculatur hos Soldin. – Naa, skal De nu ikke græde! det lange Spektakkel! -”
Især Meislings nedvurderende bemærkning om makulaturen – formentlig en hentydning til hans elevs “Ungdoms-Forsøg”, om hvis skæbne i 1822 rektoren nok havde erfaret – sved og smertede den unge digtersjæl, som Meisling med tanke på Andersens bittesmå øjne, for øvrigt havde givet tilnavnet: “Shakespeare med Vampyrøjnene”.[7]
Det er formentlig også sin kære ‘førstefødte’s uheldige endeligt, Andersen har haft i tankerne, da han skrev 2. kapitel af sin “Fodreise”. Heri tager hans fodrejse fra Holmens Kanal til østpynten af Amager sin begyndelse, og idet han er nået over Holmensbro, møder han to digtermuser i form af to tilsyneladende almindelige kvinder. Den ene ligner en rødmosset og trivelig Amagerkone, og den anden en bleg og døende Heloise.
De to muser repræsenterer den unge digters øjeblikkelige dilemma. Derfor fritter de ham straks ud om, hvad vej han vil vælge at gå: over Knippelsbro ved Børsen eller over Langebro ved Druknehuset. Underforstået hvilken retning han vil følge som forfatter: Enten fornuftens dagklare klassiske dannelse eller føleriets og fantasteriets dunkle rædselsromantik. Amagerkonen, som taler snusfornuftens sprog, synes mest overbevisende i sine argumenter, for at få den unge forfatter til at følge sig. Og hun har en trumf i baghånden:
[…] tilsidst, efter at have forsøgt ethvert Middel, trak hun i Raseri en lille Bog op af Lommen, (det var min Fodreise); med et satanisk Smiil malede hendes spidse Pegefinger luende Ziffre paa Bogens Ryg. “Vaas ” stod der.
“Det skal der staae saalænge Bindet varer,” udbrød hun: “saaledes vil man benævne Din Bog; kaste den bort, naar man har læst halvandet Blad; snart vil Høkeren, som Prometheus’ Grib, sønderrive dens Indre, og om Sukker og Sæbe sende den ud i den store By. – […][8]
Hvilken skændsel! At se sit ‘hjertebarn’ brugt som indpakningspapir om sukker og sæbe, eller sin sjæl reduceret til fysisk, forgængelig materie!
Det må have været i et af sine lyse og optimistiske øjeblikke, at Andersen skrev sit livs- og udødelighedsbekræftende eventyr om “Hørren” (1848), som véd, at trods alle forandringer og omskiftelser, – og det må der til – så er “visen aldrig ude” eller livet aldrig forbi, og som derfor er den allerlykkeligste af alle. En dag sker det uundgåelige, at de beskrevne manuskriptark, som bogen er blevet sat efter, bliver lagt væk på en hylde:
[…] “Det er meget godt at hvile paa sin Gjerning!” sagde Papiret. “Det er meget rigtigt at man samler sig og kommer til Eftertanke om hvad der boer i En. Nu først veed jeg rigtigt, hvad der staaer i mig! Og kjende sig selv, det er det egentlige Fremskridt. Hvad mon der nu vil komme? Noget fremad skeer der, det gaaer altid fremad!” –
En Dag blev alt Papiret lagt paa Skorstenen, det skulde brændes, for det maatte ikke sælges til Spekhøkeren og komme om Smør og Puddersukker. […)[9]
Nogle få år senere, i 1852, tager Andersen temaet op igen. Det sker i eventyret “Nissen hos Spekhøkeren ”, hvori digteren rigtig tager personlig revanche for alle forsmædelser i forbindelse med sin ‘førstefødte’ og sit forfatterskab, og samtidig ‘hævner’ sig på alle filistre og smålige kritikere:
Der var en rigtig Student, han boede paa Qvisten og eiede Ingenting; der var en rigtig Spekhøker, han boede i Stuen og eiede hele Huset, og ham holdt Nissen sig til, for her fik han hver Juleaften et Fad Grød med en stor Klump Smør i! det kunde Spekhøkeren give; og Nissen blev i Boutiken og det var meget lærerigt.
En Aften kom Studenten ind fra Bagdøren for selv at kjøbe sig Lys og Ost; han havde Ingen at sende, og saa gik han selv; han fik hvad han forlangte, han betalte det og der blev nikket “god Aften” af Spekhøkeren og af Madamen, og det var en Kone, som kunde mere, end nikke, hun havde Talegaver! – og Studenten nikkede igjen og blev staaende midt i Læsningen af det Blad Papir, der var lagt om Osten. Det var et Blad, revet ud af en gammel Bog, der ikke burde rives istykker, en gammel Bog, fuld af Poesi.
“Der ligger meer af den!” sagde Spekhøkeren, “jeg gav en gammel Kone nogle Kaffebønner for den; vil De give mig otte Skilling, skal De have Resten!”
“Tak,” sagde Studenten, “lad mig faae den istedetfor Osten! jeg kan spise Smørrebrødet bart! syndigt var det, om den hele Bog skulde rives i Stumper og Stykker. De er en prægtig Mand, en practisk Mand, men Poesi forstaar De Dem ikke mere paa, end den Bøtte!”
Og det var uartigt sagt, især mod Bøtten, men Spekhøkeren loe og Studenten loe, det var jo sagt saadan i en Slags Spøg. Nissen ærgrede sig, at man turde sige sligt til en Spekhøker, der var Huusvert og solgte det bedste Smør.
Derefter fortsætter denne perle af et eventyr med at fortælle om, hvordan Nissen låner Madammens mundlæder, for det bruger hun jo alligevel ikke, når hun sover, og lader alle tingene og genstandene i butikken udtale hver deres mening om livet. Nissen spørger bøtten, om den ikke ved, hvad poesi er?:
“Jo, det veed jeg,” sagde Bøtten, “det er saadant Noget, som staaer paa Nederdelen af Aviserne og klippes ud! jeg skulde troe, at jeg har Mere af det inden i mig, end Studenten, og jeg er kun en ringe Bøtte imod Spekhøkeren!”
Og Nissen satte Mundlæderet paa Kaffemøllen, nei, hvor den gik! og han satte det paa Smørfjerdingen og Pengeskuffen; – alle vare de af Mening, som Bøtten, og hvad de Fleste ere enige om, det maa man respectere.
“Nu skal Studenten faae!” og saa gik Nissen ganske sagte ad Kjøkkentrappen op til Qvisten, hvor Studenten boede. Der var Lys derinde, og Nissen kiggede gjennem Nøglehullet, og saae at Studenten læste i den pjaltede Bog nedefra. Men, hvor var der lyst derinde! der stod ud af Bogen en klar Straale, der blev til en Stamme, til et mægtigt Træ, som løftede sig saa høit og bredte sine Grene vidt ud over Studenten. Hvert Blad var saa friskt og hver Blomst var et deiligt Pigehoved, nogle med Øine saa mørke og straalende, andre saa blaa og forunderlig klare. Hver Frugt var en skinnende stjerne, og saa sang og klang det vidunderligt deiligt! […][10]
Det er lige før, at Nissen bliver fortryllet af alt det dejlige, han ser, og derfor er ligeglad med, at studenten jo ikke har nogen grød med smørklat i. Men helt opgive det ‘solide’, vil Nissen dog ikke. Han føler sig derfor splittet mellem grød og poesi, mellem den jordnære borgermand, spækhøkeren, og den himmelnære poet, studenten.
Andersen berører også lidt af den samme problematik i eventyret “Det nye Aarhundredes Musa”, 1861, hvor det indledningsvis blandt andet lyder om “vor travle tid, hvor Poesien næsten staaer En i Veien”:
Poesien maa tage et Tag i med, idetmindste give Forladning i Partikampene, hvor Blod eller Blæk flyder.
Det er eensidig Tale, sige Mange; Poesien er ikke glemt i vor Tid.
Nei, der gives endnu Mennesker, som paa deres “fri Mandag” føle Trang til Poesien og da ganske vist, naar de fornemme denne aandelige Knurren i deres respective ædlere Dele, sende Bud i Bogladen og kjøbe for hele fire Skilling Poesi, den bedst anbefalede; Nogle lade sig vel nøie med den, de kunne faae i Tilgift, eller ere tilfredsstillede med at læse en Stump paa Kræmmerhuset fra Urteboden; den er billigere, og Billigheden i vor travle Tid maa der tages Hensyn til. Trangen findes til hvad vi har, og det er nok! Fremtids Poesi, som Fremtids Musik, hører til Donquixotiaderne; tale om den, er som at tale om Reiseopdagelser i Uranus.
Tiden er for kort og kostbar til Phantasielege, og hvad er, skulle vi engang tale ret fornuftigt, hvad er Poesi? Disse klingende Udslyngninger af Følelser og Tanker, den er kun Nervernes Svingninger og Bevægelser. Al Begeistring, Glæde, Smerte, selv den materielle Stræben er, sige de Lærde os, Nervesvingninger. Vi ere Enhver – et Strængespil.[11]
Det, Andersen her er inde på, er den dengang tiltagende naturalisme og materialisme, som han så ofte havde vendt sig imod i sit forfatterskab, men som han selvfølgelig lige så lidt som andre forfattere, kunne komme til livs. Det er først i vor tid, at der viser sig tendenser i kultur og videnskab, som går i retning af det, Andersen – og andre med ham – håbede på ville ske: Retningen bort fra materialismens reduktionisme.
Men i Andersens tilfælde, blev hans ungdoms forsøg på forstandsviden, i manddommen til udødelighedshåb, sådan som han har udtrykt det adskillige steder i sit dejlige forfatterskab, eksempelvis i eventyret “Psychen”, fra 1861. Det er atter frygten for “bøtten”, som går igen i denne fine fortælling om en ung kunstner, der har trukket sig tilbage til klosterlivet, for om muligt at blive fri for sin nagende tvivl på psykens, sjælens, udødelighed:
Og Gudskraften i ham led og stred.
“Herre! Herre!” udbrød han i Fortvivlelse, “vær barmhjertig, giv mig Tro! – Din Naadegave kastede jeg fra mig, min Sendelse i denne Verden! jeg manglede Kraften, Du gav mig den ikke. Udødeligheden, Psychen i mit Bryst, – bort, ned! – aldrig opstaaer den af Graven!”
Stjernen i den rosenrøde Luft lyste, Stjernen, der tilvisse skal udslukkes og henveires, medens Sjælene leve og lyse; dens sittrende Straaler faldt paa den hvide Væg, men ingen Skrift satte den der om Herligheden i Gud, om Naaden, om Alkjærligheden, den der klinger i den Troendes Bryst.
“Psychen herinde aldrig døe! – Leve i Bevidsthed? – kan det Ufattelige skee? – Ja! ja! ufattelig er mit Jeg. Ufattelig Du, o Herre! hele din Verden ufattelig; – et Underværk af Magt, Herlighed – Kjærlighed!” –[12]
Til slut skal omtales et af Andersens allerseneste eventyr, “Tante Tandpine” fra 1872, hvori den famøse makulatur-historie tages op for sidste gang i hans forfatterskab:
Hvorfra vi har Historien? –
– Vil Du vide det?
Vi har den fra Fjerdingen, den med de gamle Papirer i.
Mangen god og sjelden Bog er gaaet i Spekhøkeren og Urtekræmmeren, ikke som Læsning, men som Nødvendigheds Artikel. De maae have Papir til Kræmmerhuus for Stivelse og Kaffebønner, Papir om Spegesild, Smør og Ost. Skrevne Sager ere ogsaa brugelige.
Tidt gaaer i Bøtte, hvad der ikke skulde gaae i Bøtte.
Jeg kjender en Urtekræmmerdreng, Søn af en Spekhøker; han er gaaet tilveirs fra Kjelderen til Stue-Boutiken; et Menneske med stor Læsning, Kræmmerhuus-Læsning, baade den trykte og den skrevne. Han har en interessant Samling, og i den flere vigtige Actstykker fra een og Anden altfor beskæftiget tankespredt Embedsmands Papirskurv; eet og andet fortroligt Brev fra Veninden til Veninde: Scandale-Meddelelser, som ikke maatte gaae videre, ikke omtales af noget Menneske. Han er en levende Redningsanstalt for en ikke ringe Deel af Literaturen og har den i stort Omraade, han har Forældrenes og Principalens Bod og har der reddet mangen Bog eller Blade af en Bog, der nok kunde fortjene at læses to Gange.
Han har viist mig sin Samling trykte og skrevne Sager fra Bøtten, rigest fra Spekhøkerens. Der laae et Par Blade af en større Skriverbog; den særdeles smukke og tydelige Haandskrift tildrog sig strax min Opmærksomhed.
“Den har Studenten skrevet!” sagde han, “Studenten, som boede her ligeoverfor og døde for en Maaned siden. Han har lidt svært af Tandpine, seer man. Det er ganske moersomt at læse! Her er kun lidt endnu af det Skrevne, det var en heel Bog og lidt til; mine Forældre gav et halvt Pund grøn Sæbe for det til Studentens Værtinde. Her er, hvad jeg fik holdt tilbage.
Jeg laante det, jeg læste det og nu meddeler jeg det.
Overskriften var:
TANTE TANDPINE
Herefter berettes den herlige historie, hvis morale egentlig er, at fysisk smerte – her altså tandpine – “er mægtigere end Poesien, Philosophien, Mathematiken og hele Musiken!” Materien altså stærkere end ånden! Da tandpinen endelig efter en hel nats pine, lader den plagede digter i fred, så han kan falde i søvn, oplever han i en behagelig drøm, hvordan han flyder om i det bløde vand, og herunder har nogle syner, som han, Andersen, tidligere i livet ville have vist fra sig:
– “Døe, smelte hen som Snee!” sang og klang det i Vandet, “dunste hen i Skyen, fare hen som Skyen! –
Ned til mig gjennem Vandet skinnede store, lysende Navne, Indskrifter paa vaiende Seiers-Faner, Udødeligheds Patentet – skrevet paa Døgnfluens Vinge.[13]
I pagt hermed slutter Andersen derfor i første omgang eventyret “Tante Tandpine”, med at udtrykke tvivl på sin ellers så kære tanke om sjælens udødelighed:
Jeg nedskrev, hvad her staar skrevet. Det er ikke paa Vers og det skal aldrig blive trykt —.
Ja her holdt Manuskriptet op.
Min unge Ven, den vordende Urtekræmmersvend, kunde ikke opdrive det Manglende, der var gaaet ud i Verden, som Papir om Spegesild, Smør og grøn Sæbe; det havde opfyldt sin Bestemmelse.
Bryggeren er død, Tante er død, Studenten er død, han fra hvem Tankegnisterne gik i Bøtten.
Alt gaaer i Bøtten.
Det er Enden paa Historien – Historien om Tante Tandpine.[14]
Men i en senere redaktion, strøg Andersen den livspessimistiske sætning: “Alt gaaer i Bøtten”, der udtrykker den forgængelighed og udslettelse af sjælen og den personlige hukommelse, som han trods alt ikke troede på, når det kom til stykket. Da troede han på det, som han bl.a. har givet udtryk for i digtet “Tunge Timer”, skrevet cirka to måneder, før han selv gik i “bøtten”. Heri gentager han samme tema, som i digtet “Oldingen” fra 1874, men slut-versets overbevisning om sjælens udødelighed, er modereret til håbet om samme:
O evige Gud, bliv hos os! Bliv!
I Dig og ved Dig Alt er givet! Forund os i Naade “det evige Liv”
Og Erindring om Jordelivet![15]
