For arkæologer ved Odense Bys Museer klinger navnet Lundsgaard som noget helt særligt. Det var nemlig her mellem Åsum og Bullerup øst for Odense, at Erling Albrectsen og Svend Larsen for alvor skød den fynske bopladsarkæologi i gang, da de i tiden umiddelbart før og under anden verdenskrig fandt og udgravede rester af huse fra romersk jernalder (0-375 e.Kr.).[1] Allerede efter disse indledende undersøgelser stod det klart, at her var tale om en særlig bebyggelse. Bopladslagene frembragte nemlig ikke alene hjemligt produceret keramik, som vi kender den fra de fleste bebyggelser. Nej, bopladsen ved Lundsgaard omfattede også talrige redskaber af bronze, flere fine dragtnåle/fibler og ofrede dyr, importeret romersk keramik (terra sigillata), en jernkam samt endelig en meget sirlig lille tyrefigur.[2] Særligt de tre sidstnævnte fundtyper knyttes almindeligvis til de højere sociale lag af samfundet i yngre romertid (175-375 e.Kr.). Senere detektorafsøgninger, forundersøgelser og egentlige udgravningskampagner på arealerne omkring Lundsgaard har yderligere underbygget opfattelsen af, at Lundsgaardbebyggelsen ikke alene er en speciel boplads, men at området endvidere skal ses som et omfattende bebyggelseskompleks. Ved Lundsgaard er der således fundet vægtlodder, en vægt, støbekegler og metalskrot af jern, bronze og sølv samt romerske denarer[3] og råemner/kronhjortetak til kamproduktion; genstande, der alle vidner om håndværk og handel i tilknytning til samfundets elite. De foreløbige undersøgelser tyder endvidere på, at Lundsgaardkomplekset har været delt i et østligt område med handel- og håndværksaktiviteter og en vestlig del koncentreret om den traditionelle landbrugsproduktion.[4] På fig. 1 ses en skematiseret oversigt over de hidtidige arkæologiske resultater i området mellem Åsum, Bullerup og Seden Syd.
Som det fremgår, bestod bebyggelsen i yngre romertid af to udstrakte ved hhv. Lundsgaardog Helstedgaard/Seden Syd. Foruden disse to meget dominerende bebyggelser lå enkeltgårde spredt i landskabet. Mellem de to hovedbebyggelser har de udstrakte engarealer været optimale som græsningsarealer til dyrene, mens de tungere jorder på morænen har været oplagt til kornproduktion. På engarealet ved Møllersminde har museet udgravet talrige brøndanlæg uden kontakt til bygninger og lign. Disse brøndanlæg kan meget vel have fungeret som drikkevandsressourcer til de græssende dyr.
I udkanten af bebyggelseskomplekset ved Seden Syd er der tidligere udgravet en gravplads med ca. 175 grave nær Hvenekildegård.[5] Yderligere er der omkring bebyggelserne ved hhv. Seden Syd og Lundsgaard udgravet få enkeltliggende grave. Tilbage er det spørgsmål, der har naget siden Albrectsens og Larsens udgravninger: Hvor og hvordan blev befolkningen fra Lundsgaardkomplekset gravlagt?
Det var de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med Ring 3,[6] der skulle løfte en smule af sløret for det længe stillede spørgsmål. Ved forundersøgelsen afdækkede museets arkæologer således urnegrave lidt syd for gården Toruplund, og det stod hurtigt klart, at gravene var fra netop yngre romersk jernalder, dvs. præcis den periode, hvor bebyggelseskomplekset ved Lundsgaard fremtræder størst og fundrigest. Tolv grave blev straks udgravet, mens den resterende del af udgravningen blev gennemført i sommeren 2004.
På fig. 3 ses hele det udgravede felt. Udgravningsfeltet fordelte sig over to moderne agre, der deler udgravningsfeltet i en syddel og en norddel. Langs markskellet ses aflange aftegninger, der skyldes gravearbejde ved anlæggelsen af jorddiget[7] samt senere tiders gentagne pløjning i eksakt samme rille år efter år. På oversigten ses tydeligt angivet de brede nord-syd gående agerrener i udgravningsfeltets syddel. Det kan ikke afvises, at agerrenerne kan have fjernet anlæg og dermed også grave. Agerrenerne er for norddelens vedkommende øst-vest orienterede, og det kan desværre heller ikke her afvises, at de kan have fjernet indtil flere grave eller andre anlæg. Som det fremgår af fig. 3, omfattede udgravningen foruden selve gravpladsen også et par gårdsanlæg. Gårdene er dateret til førromersk jernalder og er dermed ca. 3-500 år ældre end gravpladsen. Det er bemærkelsesværdigt, at gravpladsen respekterer beliggenheden af de gamle gårde, således at der ikke i et eneste tilfælde forekommer overlap mellem de gamle gårdstomter og de mange yngre grave. Man fristes derfor til at tro, at jernalderens skånsomme agerdyrkning har bevirket, at de senere generationer kunne skimte forfædrenes sammensunkne og formuldede gårdtomter, når de anlagde gravene – i den forbindelse var de gamle tomter måske betragtet som "brugt jord" og dermed uegnet til gravlæggelse?
Gravpladsen omfattede i alt rester af 93 helt eller delvist bevarede grave, hvoraf grav LS betragtes som en dobbeltgrav. Minimum 94 personer er altså blevet gravlagt over en årrække på ca. 200 år fra ca. 200-400 e.Kr.
Selv om etableringen af agerrenerne i middelalderen og den hårde pløjning i moderne tid må formodes at have fjernet grave, er der grund til at antage, at hovedparten af det oprindelige antal grave afspejles i det materiale, der fremlægges i det følgende. Gravpladsen var arrangeret i tre adskilte klynger (1-3, fig. 4), der hver omfattede grave fra hele gravpladsens brugsperiode i yngre romersk jernalder og ældste germanertid. Hver gravklynge bestod af et antal brandgrave dateret fra tidligt i yngre romersk jernalder til starten af ældre germanertid samt et betydeligt mindre antal jordfæstegrave, der, med enkelte undtagelser, alle synes anlagt omkring overgangen mellem yngre romersk og ældre germansk jernalder sidst i 300-tallet e.Kr. Som det fremgår af fig. 4, grupperer jordfæstegravene sig perifert i de enkelte gravklynger og har i flere tilfælde en tendens til at ligge parvis.
Gravpladsen har samlet set en langstrakt udbredelse og var placeret på det højeste punkt i nærområdet kun ca. 130 meter syd for bopladsområdet. Det er nærliggende at opfatte gravpladsens placering og udformning som et resultat af, at det netop her har været et synligt og markant sted på en af indfaldsvejene til selve Lundsgaardbebyggelsen.
Gravpladsens topografiske placering højt i landskabet har desværre medført, at senere tiders landbrugsdrift er gået hårdt ud over gravenes tilstand. Bevaringsgraden af de enkelte grave var således stærkt afhængig af, hvor dybt de har været nedgravet i oldtiden. Blandt de bedst bevarede grave var jordfæstegraven CM, der med skelettet af en ca. 40-årig mand og tilhørende oldsager skilte sig ud på gravpladsen. Andre jordfæstegrave som f.eks, grav JC, FH & HZ var kun bevaret i få centimeters dybde, og få års yderligere landbrugsdrift på stedet ville formentlig have fjernet anlæggene fuldstændigt.
Mens jordfæstegravene og de oldsager, der var medgivet heri, var nogenlunde bevarede, var sagen langt mere kritisk for en stor gruppe af brandgravene. Mens kun få urner blev fundet næsten intakte, var hovedparten meget hårdt medtaget af pløjningen; af enkelte var kun selve urnebunden bevaret, mens alt materiale i urnen i form af de brændte ligrester og gravgaver var pløjet væk.
Det er bemærkelsesværdigt, at alle gravene respekterer hinanden, trods det, at de er anlagt over et rimeligt langt tidsrum. Det antyder, at der har været gravmarkeringer ved de enkelte grave. Men, hvordan kan denne markering så have set ud; kan der have været tale om stendynger, pæle, gravsten eller jorddynger? Dette spørgsmål kan umiddelbart synes næsten umuligt at besvare med tanke på gravpladsens nedpløjede karakter. Når vi alligevel har en god fornemmelse af markeringerne, skyldes det de to muldrester, der er angivet på fig. 4. Disse muldrester markerer nemlig områder, hvor et ekstra tykt muldlag har beskyttet undergrunden og dermed gravene mod den moderne pløjning. Som det tydeligt fremgår, er en væsentlig del af gravklynge 1 og 2 således dækket af dette muldlag. Forklaringen på den ekstra muldjord må være, at der over de små urnegrave har været anlagt små gravhøje/-tuer, formentlig med en diameter på omkring 1 meter el.lign. Det syn, der har mødt handelsmanden eller jernalderbonden i slutningen af yngre romertid, når han kom til bebyggelseskomplekset ved Lundsgaard fra syd, var således små grupper af helt tætliggende og meget små gravhøje arrangeret i mindre familieklynger. Enkelte dage har et ligbål sågar brændt i den umiddelbare nærhed. Det har ikke alene været lugten fra ligbålet og forsamlingen af pårørende, der har kunnet gøre indtryk på beskueren. Nej, mængden og kvaliteten af gravgods kunne også imponere, hvis det var hensigten! Hvad fortæller gravgodset fra Toruplund så om de gravlagte?
Lad det være sagt med det samme; der er hverken nogen fyrstegrave eller entydige stormandsbegravelser repræsenteret i materialet fra Toruplund. Før jeg vender tilbage til at beskrive gravgodset for hhv. brandgravene og jordfæstegravene, er det dog værd at bemærke, at ikke én eneste af de næsten 100 gravlagte personer på gravpladsen havde en kniv med som gravgods. Dette er i sig selv bemærkelsesværdigt, da kniven gennem det meste af jernalderen fremstår som det mest almindelige gravtilbehør – antagelig fordi en kniv har været en meget personlig genstand.
Gravgodset var generelt sparsomt (se fig. 10). Når gravene indeholdt gravgaver, var det oftest i form af et begrænset antal glasperler samt evt. en benkam som afbildet fig. 8. I seks tilfælde fandtes de sønderbrændte rester af en fibula/dragtnål. Enkelte undtagelser fra dette noget sparsomme og ensartede fundbillede forekommer dog. Særligt fremhæves skal urnegrav BD, der indeholdt en tofarvet glasperle, en trelagskam samt et deformeret glasskår – antageligt stammende fra romersk glasservice. Yderligere omfattede den nært beliggende grav BA to glasperler, en benkam, en jernkam samt kantjern, der evt. kan stamme fra et futteral til jernkammen eller en knivskede. Jernkammen er interessant, da den fuldstændig modsvarer den jernkam, der 65 år tidligere blev fundet ved Larsen og Albrectsens udgravninger på bopladsområdet (se fig. 7). Jernkammene findes i Danmark særligt ofte på Fyn, og de tilknyttes almindeligvis et elitært miljø. Der har længe været tvivl om kammenes egentlige funktion. Da jernkammene findes i grave sammen med tidens almindelige trelagskamme, har de nok ikke været anvendt som almindelige hårkamme. Det foreslås da også, at kammene er anvendt i forbindelse med bearbejdning af uld eller hør.[8] En anden mulighed er dog, at jernkammene har været anvendt til at holde fint pelsværk rent for jord/mudder og lign., dvs. som en form for personligt garniture. Enkelte af brandgravene har vist sig at indeholde rester afbrændte dyreknogler. Der er i disse tilfælde sikkert tale om rester af mad medgivet de afdøde til ligfærden – ganske som vi kender det fra jordfæstegravene. I ét enkelt tilfælde var urnegraven (LW) forsynet med et lille fint bikar (fig. 9). Også dette må formodes at have indeholdt mad eller drikke til ligfærden.
| Grav | Type | Klynge | Datering | Gravgods |
|---|---|---|---|---|
| M | U | 3 | C | |
| N | U | 3 | C | |
| O | U | 3 | C | Fibel, trelagskam |
| P | UBG | 3 | C | Fibel |
| Q | U | 3 | C | |
| R | U | 3 | C2 | Perle/service? |
| S | U | 3 | C | |
| T | U | 3 | C1 | Trelagskam, 6 glasperler |
| U | U | 3 | C | |
| W | U | 3 | C1 | Glasperle |
| X | U | 3 | C | |
| AG | U | 3 | C | Fibel, trelagskam |
| AX | U | 3 | C | |
| AY | U | 3 | C | |
| BA | U | 3 | C1 | 2 glasperler, jernkam, futteral, trelagskam |
| BB | U | 3 | C | Trelagskam |
| BC | U | 3 | C | |
| BD | U | 3 | C3 | Trelagskam, glasservice, glasperle |
| BE | U | 3 | C | Trelagskam |
| BF | U | 3 | C | Glasperle |
| BG | U | 3 | C1 | |
| BH | U | 3 | C | Glasperle |
| BJ | U | 3 | C | |
| BK | U | 3 | C | Trelagskam |
| BL | U | 3 | C | Trelagskam |
| BM | U | 3 | C | |
| BN | U | 3 | C3 | |
| BO | U | 3 | C | Glasperle |
| BP | U | 3 | C | |
| CZ | U | 3 | Datering | Glasperle |
| DZ | B? | 3 | C-D | |
| AS | UBG | 2 | C1 | Fibel, glasperle |
| EX | U | 2 | C | |
| EY | U | 2 | C-D | |
| EZ | U | 2 | C3 | |
| FA | U | 2 | C | 2-3 glasperler, trelagskam |
| FB | U | 2 | C-D | |
| FC | U | 2 | C | |
| FD | U | 2 | C-D | Trelagskam, 6 glasperler |
| FE | U | 2 | C-D | |
| LU | U | 2 | C-D | Fibel |
| PP | BP | 2 | C-D | |
| FL | U | 1 | C | |
| FM | U | 1 | C | |
| FN | U | 1 | C | Fibel, trelagskam |
| FO | U | 1 | C | |
| FP | U | 1 | C | Trelagskam |
| FQ | U | 1 | C | |
| FS | U | 1 | C | |
| FT | U | 1 | C | Glasperle |
| FU | U | 1 | C | 2 glasperler, trelagskam |
| FW | U | 1 | C | |
| FX | U | 1 | C | |
| FY | U | 1 | C1 | Trelagskam |
| FZ | U | 1 | C | |
| GA | U | 1 | C | |
| GB | U | 1 | C | |
| GC | U | 1 | C | |
| GE | U | 1 | C | |
| GF | U | 1 | C | |
| GG | U | 1 | C | |
| GH | U | 1 | C | |
| GJ | U | 1 | C | Glasperle |
| GK | U | 1 | C | |
| GL | U | 1 | C | |
| GN | U | 1 | C | |
| GO | U | 1 | C3 | |
| GP | U | 1 | C | Glasperle |
| GQ | U | 1 | C | |
| GR | U | 1 | C | |
| GS | U | 1 | C | |
| GT | U | 1 | C2-D | |
| GU | U | 1 | C | 4 glasperler |
| GW | U | 1 | C | Glasperle |
| GX | U | 1 | C | |
| GY | U | 1 | C | Trelagskam |
| GZ | BG | 1 | C | |
| HB | U | 1 | C | |
| HC | BP | 1 | C-D | |
| LQ | U | 1 | C | |
| LW | U | 1 | C | |
| MN | U | 1 | C |
Mens brandgravsskikken var meget hård ved gravgaverne, står det lidt bedre til med gravgaverne i jordfæstegravene.
De mest almindelige gravgaver var også for jordfæstegravenes vedkommende perler af glas og rav. Mens ravperlerne med stor sandsynlighed er lavet af nordisk rav, er glasperlerne importeret fra de romerske provinser i det nuværende Tyskland.
Særligt grav FF var i den henseende fornemt udstyret med en perlekæde bestående af i alt 45 perler af glas og rav.
Jordfæstegravene ved Toruplund skiller sig lidt ud i fynsk sammenhæng ved at have rimeligt store lerkaropsætninger. Således ses i fem tilfælde 4-5 lerkar medgivet den døde (eks. fig. 19). Lerkaropsætningerne omfatter mange kartyper; kopper, flasker, hankekar m.m. og har antagelig indeholdt såvel tørt som vådt til den lange rejse hinsides.
| Grav | Kammergrav | Plyndret | Alder | Lerkar | Trelagskam | Perler | Fibula | Sølvprydelse | Remspænde |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| BQ | |||||||||
| BR | x | x | Juvenil | 5 | 3 (3 glas) | ||||
| BU | x | 5 | 3 (3 glas) | 1 | Hægte/malle | ||||
| BW | x | x? | Juvenil | 4 | 11 (1 glas, 10 rav) | 2 sæt hægte/maller | 1 | ||
| CM | Adultus (min. 40) | 4 | 1 | 1 | Sølvmanchetter | 1 | |||
| FF | 1 | 45 (26 glas, 19 rav) | |||||||
| LS | x | Juvenil + adultus | 2 | 1 | 4 (3 glas, 1 rav) | 2 | |||
| FH | x | 1 | |||||||
| MQ | Infant | 1 | 1 (guldfolieperle) | 1 | |||||
| HZ | 5 | Sølvmanchetter? | |||||||
| JC | 1 |
Som omtalt ovenfor indeholdt urnegrav BD et fragment af importeret romersk glasservice. Der fandtes intet glasservice i jordfæstegravene. At de lokale beboere imidlertid udmærket vidste, hvorledes de prægtigt slebne romerske glas så ud, vidner et lerkar fra grav BR om (fig. 14). Her er tale om en lokalt produceret efterligning af et slebet romersk glas – udført i ler!
Foruden perler og lerkar indeholdt gravene også benkamme, bronzefibler og jernspænder, som tilfældet var for brandgravene. De gravlagtes ligklæder har i to tilfælde (BU & BW) været lukket med hægter/maller af sølv, ganske som vi kender dem fra vore dages tøj (fig. 19). Sølvprydelse af klædedragten fandtes også i tilknytning til mandsgraven CM. Her er formentlig tale om en fin udsmykning af en skjortes manchetter.
På fig. 15 ses et røntgenbillede taget af en håndledssektion samt et billede af de små pånittede sølvskaller. Som man svagt aner, har de fine små sølvprydelser siddet på to parallelle rækker, og de har antagelig dækket den umiddelbart synlige del af manchetten. Sølvkuglerne må have været pånittet et stykke læder eller lign. Vi kender ikke direkte paralleller til denne fine klædeprydelse, men fra det store våbenofferfund fra Illerup Ådal ved Skanderborg er der fundet Skjold og seletøjsudstyr, der er udsmykket med pånittede sølvkugler ganske som de her fundne. Manchetter kendes ligeledes fra oldtiden – f.eks, fra det berømte vikingetidsfund fra Mammen. De mest direkte paralleller synes dog at stamme fra gravpladsen Sejlfod ved Aalborg, hvor der i flere grave er fundet pånittede kantprydelser i form af små sølvskiver.[9]
På gravpladsen var der ingen specielt rige grave, omend hyppigheden af f.eks. glasperler synes høj. Gravmaterialet bærer dog samlet set tydeligt præg af befolkningens kendskab til importerede romerske oldsager, og det afsløres således, at selv ganske jævne folk ved Lundsgaardkomplekset har haft tilgang til fremmedartede genstande, der i andre områder kun var eliten forundt.
Selv om gravgodset i såvel brandgravene som jordfæstegravene udviser variation, er der ikke belæg for en egentlig socialstratigrafisk analyse. De registrerede udsving i gravgodsets omfang og kvalitet kan således ikke direkte antages at afspejle reelle hierarkiske niveauer – hertil er forskellene for små. Det faktum, at hovedparten af de trods alt mest veludstyrede grave er tilknyttet gravpladsens senere brugsfase i 300-tallet, skyldes nok nærmere brandgravsskikkens destruktive karakter og jordfæstegravenes langt bedre bevaringsgrad end reelle økonomiske forskelle. At gravklynge 1 derimod udskiller sig ved en meget begrænset anvendelse af gravgods, kan enten have rod i familietraditioner eller en regulær forskel i økonomisk formåen.
Til trods for mange af urnegravenes nedslidte karakter, var der alligevel flere spændende informationer knyttet til denne gravgruppe. Blandt det mest interessante var tilsynekomsten af dødehuset i tilknytning til brandgravene i gravklynge 1.
Som det fremgår af fig. 16, har dødehuset bestået af otte stolper organiseret i et tilnærmet kvadrat med dimensionerne 2,55 m (nord/syd) samt 2,75 m (øst/vest). Tæt omkring dødehusets sydlige og vestlige afgrænsning ligger urnegrave og en brandplet. Inde i dødehuset fandtes brandgrube GZ, der ved sin form, størrelse og mængde af brændte knogler adskilte sig markant fra lokalitetens andre brandgrave. Urnegrav GY, der på tegningen er markeret umiddelbart ved siden af GZ, bestod udelukkende af en urnebund. Det er usikkert, hvorvidt GY oprindeligt har været placeret i dødehuset, eller om den er bragt til ved senere pløjning! Organiseringen af brandgravene omkring dødehuset tolkes således, at dødehuset allerede meget tidligt i udviklingen af gravklynge 1 er blevet anlagt med GZ som en centralgrav. Her omkring er de resterende urnegrave så nedsat efterfølgende. Hvor lang tid dødehuset har stået, er det imidlertid svært at sige, men ligesom tilfældet var med de gamle tomter fra førromersk jernalder, synes også tomten af dødehuset at blive respekteret i hele gravpladsens ca. 200-årige levetid.
Ca. 4 meter sydøst for dødehuset fandtes et dybt og kraftigt stolpehul LX (fig. 4). Stolpen havde et fint stolpespor og en ellers stenpakket fyld. Der er ikke andre stolpehuller i området bortset fra dødehusets helt anderledes stolpespor. LX er qua sine kraftige dimensioner tolket som en selvstændig "monokonstruktion" tilhørende aktiviteterne omkring gravpladsen og antagelig især dødehuset. Det kan således ikke afvises, at der her 4 meter sydøst for dødehuset har stået et vippeanlæg el.lign. med relation til aktiviteterne ved dødehuset eller gravpladsen generelt. Dødehuse som det her fundne kendes fra flere fynske gravpladser. Dødehuset fra Toruplund ses dog i en meget direkte kontakt med et større antal grave.[10]
Hvor stor en befolkning kan vi egentlig regne med, at gravpladsen har betjent? Set i forhold til hele Lundsgaardkomplekset er dette spørgsmål selvsagt uhyre interessant, da det vil antyde, hvorvidt vi bør påregne yderligere gravpladser i nærområdet. Hvis vi tager udgangspunkt i, at gravpladsen har været benyttet over en ca. 200 år lang periode fra ca. 200-400 e.Kr., og at den gennemsnitlige levealder var ca. 40 år, betyder de 94 registrerede gravlæggelsen at der gennemsnitligt har levet ca. 19 personer med tilhørsforhold til gravpladsen. Sammenholdes dette med gravpladsens tre påståede familieklynger, betyder det, at hver familie i gennemsnit har bestået af ca. seks personer. Ser vi mere detaljeret på de tre klynger, er det imidlertid tydeligt, at der er væsentlig forskel på gravklynge 1, 2 og 3. De hhv. 44,14 og 36 gravlæggelser modsvarer således indbyggertal på de enkelte gårde svarende til ca. 9,3 og 7 personer i gennemsnit. Her er det selvfølgelig vigtigt at holde sig den relativt høje børnedødelighed for øje.[11] Tillægges her, at der med stor sandsynlighed er "forsvundet" grave qua middelalderens etablering af agerrener samt senere tiders hårde pløjning, er det nok realistisk at antage, at hver klynge repræsenterer en levende befolkning på mellem 7 og 12 personer. Dette tal synes rimeligt set i forhold til gårdsenhedernes størrelse og bygningsmassens karakter på de udgravede gårdstomter ved Lundsgaard.[12] De tre gravklynger antages altså at repræsentere tre gårde/familier.
Selv om børnedødeligheden var stor i jernalderen, og døden derfor en helt integreret del af dagligdagen, har tabet af børn selvfølgelig også dengang berørt forældre og pårørende dybt. At der ligger reelle skæbner bag gravene, stod derfor også meget klart, da grav MQ skulle udgraves.
Gravanlægget målte kun 57×87 cm, og der var fra starten ingen tvivl om, at her var tale om en barnegrav. Barnet har sikkert været svøbt i et stykke stof, som har været lukket med den lille bronzefibel, vi fandt ved udgravningen. Som halskæde var medgivet en fin guldfolieperle, og lidt madvarer var øjensynligt lagt i det medfølgende hankekar. Da vi pludselig stod med en tandkrone fra en kun maks. 10 måneder gamle baby i hænderne, var det ikke svært at forestille sig sorgen hos den familie, der måtte lægge deres yngste i jorden omgivet af gravene fra slægtens ældre medlemmer.
Babyen i grav MQ er helt klart den yngst gravlagte, vi har kunnet finde. Men at gennemsnitslevealderen i jernalderen generelt ikke var særlig høj, fremgår med al tydelighed af de andre jordfæstegrave. Som det ses på fig. 11, kunne alderen bestemmes på 6 personer. Af de seks var kun to personer voksne/adultus, dvs. over 16 år. Tre personer var juvenile, dvs. mellem 12 og 16 år, mens den sidste, som vi lige har hørt, var maks. 10 måneder. To tredjedele af de aldersbestemte personer fra jordfæstegravene var således børn, mens kun én tredjedel var voksne. Analyseresultatet af de gravlagtes alder kom egentlig lidt som en overraskelse. Med udgangspunkt i beliggenheden af gravene BW & BU, BR & BQ, LS & FF, FH & MQ kunne man nemlig umiddelbart forvente, at her var tale om en form for par-begravelser. Mens FH &MQ i så tilfælde åbenlyst ville udgøre et par i form af f.eks, mor og barn, var det nærliggende at se de tre resterende par som regulære ægteskabelige begravelser. Med baggrund i aldersbestemmelserne synes dette dog ikke særlig sandsynligt, og måske er her nærmere tale om søskendebegravelser el.lign?
Jordfæstegravene fra Toruplund har foruden de relativt store lerkaropsætninger endnu et særtræk set i en fynsk sammenhæng. Af de i alt 11 jordfæstegrave er der hele fire kammergrave[13]. Der er som tidligere anført ikke tale om egentlige stormands- eller fyrstegrave ved Toruplund, men i stedet om betydeligt mindre kammergrave, der ikke hierarkisk bør adskilles fra de andre grave. Når det alligevel er interessant at fremhæve kammergravene, skyldes det, at der hidtil kun er registreret én enkelt kammergrav fra Fyn i samme periode.[14]
På fig. 19 & 20 ses kammergrav BU i to forskellige udgravningsstadier. Selve kammerkonstruktionen er opført ved at nedhamre seks (i de andre kammergrave dog kun fire) tilspidsede pæle op til 52 cm. ned i undergrunden. Pælene er sat på to parallelle linjer, hvor de midterste pæle er let forskudt i forhold til rækkernes to andre pæle. Herved opnås, at der mellem de nedbankede pæle i hver side kan lægges tilhuggede planker med en bredde af ca. 2 cm holdt i spænd af de tre pæle. På fig. 20 illustrerer to tommestokke gravkammerets bredde og de tilhuggede plankers placering i kammerkonstruktionen.
Præcis som tilfældet var med brandgravene, har jordfæstegravene også med stor sikkerhed været overflademarkeret. Et særligt synligt bevis herpå fremkom ved udgravningen af jordfæstegravene BR og LS. Begge disse grave var nemlig blevet plyndret i oldtiden!
På fig. 21 ses dobbeltgraven LS under udgravning. På billedet er markeret grænsen for plyndringshullet, der ganske præcist er placeret over bryst/hovedregionen. Ved plyndringen af grav LS blev der gravet direkte ned gennem et lerkar sat langs gravens østlige langside. Det kan på baggrund af dette lerkar godtgøres, at gravrummet i grav LS var jordfyldt, da graven blev plyndret. Dette faktum kan pege på to forskellige ting. En mulighed er, at plyndringen først er sket, efter gravkisten var brudt sammen, og jorden derfor havde fyldt gravrummet. En anden og nok mere sandsynlig forklaring er, at der aldrig har været en egentlig gravkiste i grav LS – jordpåkastelsen er så at sige sket direkte på de to gravlagte. Anderledes stod det til med grav BR. Her var et lerkar blevet flyttet/væltet i hel stand ved plyndringen. Dog havde bunden af lerkarret sat sig fast i den klæbrige undergrunds-ler, hvorfor det løsrevne bundskår stod lige så fint ved siden af det omvæltede lerkar; nu uden bund. Sidstnævnte må betyde, at plyndringen af denne grav er sket, før selve låget til kammergraven var brudt sammen, og jorden derved trængt ind i gravkammeret. Graven må således være plyndret relativt kort tid efter anlæggelsen.
Der er flere, der har gjort sig tanker om, hvorfor plyndringer af jernaldergrave har fundet sted.[15] Dels er der den mulighed, at regulære gravrøvere har været bekendt med store værdier, som har været medgivet enkelte særligt fornemme personer. En anden mulighed er, at her er tale om en rent symbolsk handling. En tredje og i dette tilfælde måske mere plausibel forklaring er, at plyndringerne har forbindelse med nedlæggelsen af gravpladsen. Som allerede anført udgør netop jordfæstegravene jo de absolut yngste grave på lokaliteten. Man kan således forestille sig, at de efterladte i forbindelse med en flytning og etablering af en ny gravplads eller gravskik har medbragt og ombegravet dele af de sidst døde, evt. netop deres kranier.
Til trods for gravenes varierende type samt indhold af gravgaver synes gravpladsen primært at afspejle Lundsgaardkompleksets mere jævne sociale klasser. Det er meget sandsynligt, at gravene repræsenterer de nærtliggende vestlige dele af Lundsgaardkomplekset, der netop i fundmateriale og gårdsstrukturer fremtræder som almindelige landbrugsejendomme fra yngre romersk jernalder.
Til trods for, at der således ikke umiddelbart er noget, der peger på, at de hér gravlagte har udgjort nogen elite, er det helt tydeligt, at folkene har været bekendte med importerede genstande fra romerriget. Ikke alene i kraft af de i gravene medgivne glasperler og det enkelte drikkeglasfragment, men formentlig også i form af romerske denarer, terra sigillata m.m., som vi ved, florerede på bopladsarealet. Kendskabet til de romerske prestigegenstande har ligefrem været så indgående, at den knap så velstillede del af befolkningen kunne udføre detaljerede kopier af de kostbare romerske drikkeglas i det hjemlige (og knap så prangende) materiale ler! Det er nok Lundsgaardkompleksets handels- og håndværksfunktion, der trods alt har bevirket, at romerske varer som f.eks. glasperler ikke var noget særsyn hér i modsætning til andre mere afsidesliggende områder.
Men hvor ligger så de personer begravet, der gennem to hundrede år drev handel og håndværk fra Lundsgaardkompleksets østlige del? Der findes for så vidt mange områder, hvor disse grave kunne tænkes at ligge, men helt konkret er det interessant, at der i Rævskov (se fig. 1) i kompleksets østlige udkant findes tre fredede gravhøje; Trehøje.[16] Gravhøjene er ikke daterede, men den mulighed foreligger, at stormændene fra Lundsgaardkomplekset kunne ligge begravet i, eller i tilknytning til, disse gravmonumenter kun ca. 400 meter fra gravpladsen ved Toruplund.
