Det er almindeligt kendt, at blandt dansk litteraturs mange rejsende forfattere var H.C. Andersen nok den ivrigste med i alt 30 udenlandsrejser; heraf førte hele syv ham til Italien i perioden 1833-72. Det er også en kendsgerning, at der snart ikke var dét europæiske land, Andersen ikke besøgte, og disse rejser fandt sted i en periode, hvor man ikke blot via internettet kunne bestille en billig chartereller ferierejse, men måtte skrumle afsted først med hesteforspændte diligencer hen ad hullede landeveje og dernæst – omkring århundredets midte – med damptog, der fløj afsted med 30 km i timen. Kendt er Andersens virtuose beskrivelse af hans første togrejse i 1840 fra Magdeburg til Leipzig i rejsebogen En Digters Bazar (1842), men endnu mere spontan er hans beskrivelse i dagbogen d. 10. november 1840:
Dampvogn[en] […] saae ud, som en Raket der i lige Linie susede hen ad Marken. Idag prøvede jeg det nu selv; […] Nu kan jeg tænke mig Trækfuglenes Flugt, saaledes [maa] de lade Byerne efter sig. Det var som om den ene By laae tæt ved den anden. Det har noget ret trolddomsagtigt ved sig; jeg syntes jeg var en Magier der havde spændt min Drage for min Vogn og foer nu forbi de stakkels Dødelige, der som jeg saae paa Sideveien krøb med deres Kjøretøi, som vare de Snegle.[2]
Det er ligeledes kendt, at Andersen elskede Italien over alt – ikke mindst når han ikke var der. Den 23. maj 1834 skriver han således i et brev sendt fra München under hjemrejsen efter det første Italiensophold 1833-34 til digtervennen Ludvig Bødtcher i Rom: “Alpetæppet er rullet ned mellem os, min smukke Drøm er forbi. Jeg har været i Italien! Nu kjender jeg Hjemvee, men ikke efter Norden, nei efter de uendelige blaae Hav, med sine svømmende Øer, Vesuv og Orangerne.”[3] Og den 2. juli sukker Andersen melodramatisk i dagbogen: “Jeg lever vist ikke længe, var jeg dog død i Italien! ”[4] Det er faktisk også i forbindelse med Italien, at trækfuglebilledet fra ovenanførte citat igen dukker op. Således udbryder han i et brev til vennen og digteren Bernhard Severin Ingemann d. 28. august 1845, skrevet på herregården Bregentved: “Søndagaften er jeg igjen i Kjøbenhavn, hvor jeg, dersom De vil glæde mig med Brev, er at finde til den 10 eller 12 [september], da gaar det til Augustenborg og derfra ud i den vide Verden. Vi mødes jo i Vatikanet? Vi maa mødes! […] det er lettere at reise til Italien, end til Jylland, derfor flyv!”[5] Og i et senere brev, også til Ingemann, skriver han: “Der er en underlig Trækfugl Natur i mig! […] Hvor mon jeg nu i det kommende Aar skal flyve hen?”[6] Ordene blev skrevet d. 24. december 1860 og allerede i april forlod Andersen København på vej til Rom via Sydfrankrig og Genua.
Det er naturligvis ikke tilfældigt, at Andersen elskede Italien, landet som alle danske – og skandinaviske – romantikere længtes efter: “Kennst du das Land, wo die Zitronen blüh’n” havde Goethe allerede sukket og selv givet svaret: “Dahin, dahin!” (“Mignons Sang” i dannelsesromanen Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-96). Og Italien, først og fremmest Rom, var målet for vore kunstnere, digtere, malere og billedhuggere – Bertel Thorvaldsen tilbragte som bekendt hele 41 år af sit liv i Rom fra 1797 til 1848. Senere sker der i øvrigt en bemærkelsesværdig forandring i Andersens opfattelse af skellet mellem det kolde og grå nord, som han flygtede fra, og det varme, farvestrålende og eksotiske syd. Hvor det tidligere var Alperne, der dannede denne grænse, bliver det i stigende grad de mellemitalienske Appenniner-bjerge, der for ham åbnede udsigten ind i det italienske paradis. Man kan med en vis ret påstå, at Napoli kom til at afløse Rom som digterens yndlingsby!
En nærmere beskæftigelse med Andersens biografi viser tydeligt, at Italien skulle blive mere end blot et rejseeventyr eller en isoleret personlig oplevelse. Det blev faktisk oplevelsen af Italien, konfrontationen med farverne og folkelivet her og med landets ufattelige mængde af kunstskatte, der lærte Andersen at se, at iagttage – og dermed for alvor gjorde ham til digter. Thorvaldsen har som kyndig guide i Rom bidraget til denne proces, men Andersens første læremester i at se har givetvis været den i Dresden bosatte realistiske norske landskabsmaler Johan Christian Dahl. Under Andersens første udenlandsrejse til Sachsen i 1831 har Dahl vist ham rundt i Dresdens enestående Gemäldegalerie og dermed indviet den unge provinsbo i verdenskunsten. Der var her, Andersen så Rafaels berømte Sixtinske Madonna, – velnok hans yndlingsbillede over alle! Processen kan i hvert fald følges i Andersens dagbogsoptegnelser fra opholdet i Dresden, der indeholder detaljerede beskrivelser og billedanalyser af en række af museets kunstværker – netop også af den Sixtinske Madonna – og det er bemærkelsesværdigt, at det så absolut er de italienske malere, der fascinerer Andersen med Rafael og Correggio i spidsen!
Det er sikkert heller ikke tilfældigt, at Andersens store gennembrud i 1835 med det første eventyrbind og romanen Improvisatoren fulgte netop efter hjemkomsten fra hans første, lange ophold i Italien 1833-34. Improvisatoren blev oven i købet påbegyndt i Rom og handlingen foregår i Italien, ikke udelukkende et romantiseret Italien, men netop samtidens Italien! Sammen med Carl Baggers roman Min Broders Levnet fra samme år er Improvisatoren dansk litteraturs første samtidsroman.
Som antydet var Andersen hverken den første eller den sidste danske kunstner, der rejste til Italien og til Rom – det berømte Caffé Greco i Rom var et veritabelt samlingssted for danske – og skandinaviske – kunstnere. Andersens store forbillede, Adam Oehlenschläger, havde også besøgt Rom i 1809 og Andersen kopierede oven i købet den store romantikers rejserute: Tyskland, Paris, Svejts og Italien.
Kendt er Andersens begejstrede skildring i selvbiografiens Mit Livs Eventyr (1855) af turen over Simplonpasset i Schweiz og ankomsten i det forjættede land d. 19. september 1833. Grundlaget for denne skildring – den direkte iagttagelse, selve råmaterialet – finder vi i dagbogsoptegnelsen fra samme dag med ordene: “Klipperne saae ud som Metal, de havde alle et spanskgrønt skjær; forskjællige Mosarter voxte rundt om og lige for os stod en mægtig Glætsche, som var den af grønt Glas med Snee paa.”[7] Der er mere litteratur og dramatik i selvbiografiens fremstilling, der naturligvis er tilrettelagt og skrevet i tilbageblik mange år senere i 1855, og for at fange det helt spontane og ikke mindst det dramatiske, må man gå til de linier, som Andersen d. 20. september 1833 ved Lago Maggiore skrev til veninden derhjemme Henriette Wulff:
Jeg er i Deres Canaans Land. Hør min Flugt! – Hvilken Vei over Simplon. […] Dybt nede i Afgrunden laae Skyer; Toppen af Bjergene vare indsvøbt i Skyer; jeg saae [fremhævet af SHR] ingen Grændse afjord og Himmel, kun de uhyre Klippeblokke. En Lavine havde revet et Stykke af Veien bort, vi maatte derfor over en gyngende Bjælkebroe. – Flere Stæder vare Klipperne sprængte […]. Gletscherne saae ud som grønne Glasbjerge, og Steenblokkene vare ærtsgrønne, Vandfald bruste ved Vandfald. – Uh, hvor jeg frøs![8]
Dette er personligt oplevet og sanset – hver detalje er med – som kun Andersen kan det!
Og så kommer det typiske andersenske omsving, da han så – og senere genså – Italien, skiftet fra nord til syd, fra det dystre til det farverige, fra det kolde til det varme, hvadenten han rejste via Frankrig, Svejts eller Østrig: “Med Eet blev Naturen frodig. Kastanier og Figen voxte ved Landeveien; men Himmelen var graae som i Danmark.” Og nu taler romantikeren: “[…] men det er jo poetisk smukt, at jeg har Hjemmets Himmel med mig. Viindruerne hang saa store, Luften var saa mild og deilige Børn legede og sang ved de smaa Capeller. – I aftes kom jeg til Baveno og” – og her har vi så skiftet til realisten Andersen – “har i Dag for den skændige Priis 8 Frank (næsten 3 Rdlr) leiet en Baad til Isola bella, hvor jeg skriver dette. Søen ‘Magiore’ er smuk, men heller ikke mere! den staaer langt under min Forventning.”[9] Vi har i øvrigt præcist den samme overgang fra romantik til realisme i dagbogsoptegnelsen af samme scene d. 19. september 1833:
Vindruerne hang nu og dannede Løvsale, Børnene vare saa smukke, der passede Qvæget. Bjergene havde en indigoblaae Farve i Aftenen, inde i en Kirke hvor der var Lys hørte vi Barnestemmer synge; Klokken to kom vi til Baveno hvor jeg fik et daarligt Værelse og daarligt Thevand.[10]
Andersen rejste videre til Milano og ankom d. 20. september samme aften som de ovenfor citerede linier blev skrevet. I Mit Livs Eventyr læser vi kort og godt, at byen – og ikke mindst domkirken – er herlig og at “Alt blev besøgt og seet”.[11] Andersen havde åbenbart set, hvad han ville og i dagbogen læser vi seks dage senere, d. 26. september, blot disse ord: “Travede om. Nu er jeg træt og kjed af Milano.”[12] Langt mere begejstret er den oplagte brevskriver igen, da han d. 24. september fortsatte sit brev til Henriette Wulff og her fokuserer på opholdets højdepunkt, domkirken, Il Duomo, med den for Andersen så typiske sammenligning med et andet, tilsvarende bygningsværk:
Hvilken Kirke! det er et udhulet Marmorfjeld; Notre Dame i Paris falder reent igjennem ved Siden. Den er saa dunkel indvendig. Menneskene see ud som Myrer og Lyset dæmrer gjennem de brogede Ruder. Rundt om ere herlige Marmorbilleder; jeg har været oppe i det høieste Taarn, mod Norden stode Alperne indsvøbte i Skyer, mod Syden reiste Apeninerne sig i den rene Luft.[13]
Dette er et flot set panorama på 180 grader og præcist gengivet! Vi genfinder det i et brev til Kirstine Marie Iversen i Odense d. 14. november 1833 med en række yderligere oplysninger:
Fra Taarnets Spids nød jeg en Udsigt der mod Nord begrændses af Alperne, mod Syd af de lune, venlige Apeniner. – Theatret La Scala har 6 Etager indvendigt, det er efter Neapels det største i Verden. Jeg var der en Aften og travede ganske ene hjem Kl: 12 om Natten; Gaderne vare ganske øde, kun en Lazaroni snorkede paa Kirketrappen. Her skal være temmelig sikkert, derimod gaaer det ikke saa godt udenfor Byen, samme Aften jeg kom blev en Dame overfaldet af 10 stærktvæbnede Bønder og røvet Alt.[14]
Herligheden forstyrredes dog – som så ofte hos Andersen – af dårlige nyheder hjemmefra og digteren giver d. 24. september (se ovenfor) Henriette Wulff et vink med en vognstang, idet han hentyder til et brev, han har modtaget hjemmefra, skrevet af Edvard Collin d. 29. august:
Man skriver fra Kjøbenhavn om min Hjemvee, at den udtaler sig i Agnete![15] nei, nei, jeg kjender den endnu ikke og vil ikke heller; mine Venner ønsker jeg hos mig, men jeg længes ikke efter at sluge Taage, fryse og høre vrøvle, naar jeg kan drikke en Luft, jeg aldrig har kjendt, spise store Druer og høre de deilige Stemmer, som smælte Hjertet, men ikke med Hjemvee, nei snarere med Vee, for at forlade dette Paradiis! – Frankerig og Tydskland er dog kun lidet! nei, bag Alperne ligger Edenshave, med Marmorguder, Toner og Guds rene Himmel.[16]
Bitterheden, som Andersen følte over Edvard Collins afvisende holdning over for det dramatiske digt Agnete og Havmanden (1834), der især kommer til udtryk i et brev fra Collin, han modtog i Rom d. 6. januar 1834 og som ødelagde ikke så lidt af glæden ved opholdet her, er endnu tydeligere i Mit Livs Eventyr og i dagbogen. Men det er i brevene hjem, at Andersens medicin mod denne kritik hjemmefra tydeligst kommer til udtryk: han finder trøsten i en konstant modstilling af ude og hjemme, syd og nord, der for ham symboliserer henholdsvis konkret varme og hjertevarme og konkret kulde og følelseskulde. Paradiset ligger tydeligvis syd for Alperne.
Det citerede brev til Henriette Wulff er meget langt. Det påbegyndtes allerede i den svejtsiske by Brig d. 17. september, førend Simplon-passet blev krydset, og suppleredes hen ad vejen, idet det følger Andersens rejserute gennem Norditalien. Efter Milano rejste han videre til Genua og beretter herom til Henriette Wulff d. 1. oktober. Mens han føler sig blændet af Genuas prægtige arkitektur, er selve rejsen skildret med en kras realisme, der står i fuldstændig modsætning til den generelle lovprisning af – paradiset:
I Dag for fem Dage siden forlod vi Milano og gik hertil paa 2 Vi Dag med en Vetturin, prøvede alle de Plager og Skjændigheder Italien byder den Reisende, Alt gaaer her ud paa at bedrage ham, her er et Svinerie, hvorom De ingen Idee gjør Dem; vi har maatte true med Politie, vaaget over vort Tøi, seet Røvere blive slæbt afsted af Soldater etc. etc. – men jeg vil ikke spilde Papiret med alle de Ubehageligheder en Reise frembyder her, men kun holde mig til Lyspunkter.[17]
Den 5. oktober er Andersen i Pisa og indleder det nye brevafsnit spontant med: “Nei, nei, det er ogsaa for deiligt hvad vi have seet!” Den mundtlige stil skinner her igennem og sætningen kunne såmænd godt have indledt et af Andersens eventyr; andre afsnit er dateret “Livorno den 6 October” og “Florents den 12 October” – og så går rejsen videre til Rom, hvor Andersen ankommer d. 18. oktober.
Fra Rom skriver Andersen d. 4. november til en anden veninde, Signe Læssøe. Også dette brev lyser af begejstring over alt det, han på denne korte tid allerede har overkommet af sightseeing-aktiviteter: Colosseum, Kapitolium, Peterskirken – “Christiansborg Slot skal to Gange kunde staae derinde” — og selveste paven – “en kraftfuld Mand”.[18] Vatikanets kunstskatte har han endnu kun lige nået at snuse til, men til gengæld har han – den umættelige rejsende – været på en tre-dages udflugt op i Albanerbjergene, der skildres med en novelleagtig stemningsfylde og kvalitet, der kunne være Vilhelm Bergsøes kendte røverroman Fra Piazza del Popolo (1866) værdig.
Endnu et brev til Signe Læssøe fra Rom, dateret d. 1. januar 1834, indledes med digterens refleksioner over moderens død; igen fremhæver Andersen sit Agnete-digts (se ovenfor) kvaliteter og beklager sig over den hjemlige kritik, og så kommer han endelig til sin omtale af Rom, der for ham danner en tydelig kontrast til den hjemlige elendighed: “Nei, det Store i Rom, lader glemme det Smaae hjemme og Ansigt mod Ansigt glemmer jeg let Fornærmelser. […] Det er mig Alt som jeg var født her i Rom, havde levet her bestandigt, saa bekjendt synes mig nu hver Gjenstand. Selv Folkelivet”,[19] hvorefter han afslører planen om at skrive et prosaværk med italiensk emne – velnok den første spire til romanen Improvisatoren: “Bøtcher [digteren Ludvig Bødtcher] der har været 12 a 14 Aar her i Rom har hørt første Capitel og var ganske henrykt over den sydlige Luft, den romerske Natur.”[20] Overhovedet kommer Andersen langt omkring i dette meget udførlige brev til fru Læssøe, der også er illustreret med to af hans med rette berømmede tegninger. Thorvaldsen omtales, der følger en lovprisning af den nu glemte og også senere af Andersen ikke længere nævnte tyske maler Johann Friedrich Overbeck, og han beretter derefter om sine sightseeing-oplevelser.
Alt synes vidunderligt og alligevel gribes Andersen pludselig af den typiske hjemve, han ellers gerne fornægter, især når han nærmer sig fædrelandet, og igen er det Signe Læssøe han skriver til nogle dage senere, d. 7. januar: “O, gid jeg ved et Trylleslag en Søndag kunde flytte Deres lille Stue her til, med alle Beboere!” og disse nævnes nu og sættes alle med stor viden om byen og virtuost – ja med en malers øjne – i forbindelse med Rom:
Christian kunde som vordende Geistlig aflægge St Peder en Vesit der sover paa samme Sted hvor Romulus fik Ro og Hvile. Viggo førte jeg til Piazza Navone for at see det lystige Folkeliv, Munkene paa Æsler og Frugtpigerne skjult bag Bjerge af Apelsiner og saa et lille Slagsmaal mellem Bønderne, hvor Kniven blinker og Fruentimmerne mægle Fred. […] De, kjære Frue Lessøe, De skulde see Gallerierne, Himlen, Pinierne og Marmorguderne. O gid De var her blot 12 Timer. Alt er malerisk, ja hvor jeg seer, selv min Gjenboe, Spechøkerens Boutik; jeg vil ridse den af! det er Ballier med Citroner og Apelsiner De seer udenfor Døren, en Gryde med kogende Kastanier, men Boutikken selv er decoreret med Pølser omvunden med Laurbærblade, Oste lavede i Blærer, saa de ligne Strudsæg, Skinker, alt i Laurbærguirlander og saae er Lofte og Væg derinde ligesaa rigt og ligesaa grønt. Store Metallamper brænde og Madonnabilledet hænger mellem Pølser og Roser. Det skal være en Capuciner som daglig tigger Pølse her, jeg har sat i Døren, paa denne er klistret en Madona, Kjødmad hænger ved Siden.[21]
Andersen fortsatte naturligvis også i den flg. tid sin korrespondance med Henriette Wulff med to breve fra Rom og tre fra Napoli – alle ganske udførlige. Der er endvidere et brev fra d. 14. november til Kirstine Marie Iversen også af sightseeing-typen, der fremhæver Roms eksotiske folkeliv, men forinden skildrer Andersen rejsen dertil med ord, der udgør en yderst realistisk korrektur til digterens øvrige romantiske Italiensbegejstring:
Den 13 tage vi fra Florents til Rom; 6 Dage varede denne Kjøre-tour og var den piinligste jeg har oplevet, mine to Reisekammerater have ogsaa besluttet at tage til Søes hjem, for ei at døie disse Lidelser. Italien er med al sin Deilighed en sand Svinestie at bereise!
Vi maatte for Reenligheds Skyld tye ned i Staldene, bleve dog selv opædre af de bkejndte brune Springlus, desuden vare Fluernes Anfald utaaleligt, og da vi ikke som i Italiens større Byer, sov under Flor bleve vi saaledes stukne at vort Ansigt ophovnede og jeg talte hundred og nogle Stik paa min ene Haand. Fluerne ere formeligt giftige som Myg hjemme. Vi fik kun raaden Æg, syltede Oliven og Hanekamme kogt i Olie til at spise, saa kan De tænke Dem Levemaaden. Vi saae imidlertid alle Perugias Kunstskatte, Peruginos deilige Madonnaer, seilede paa Tracymenes Søen, hvis Bredder saae Hannibals Seir. – Vi lagde Veien over Terni for at see Italiens høiste Vandfald, men det, tog sig ikke ud efter at have seet Schweits’s; dog Omgivningen her, er ganske forskjellig, vi gik gjennem tætte Olieskove, havde en Alen paa 12 italiensk Miil, med de deiligste Oranger, hvor Frugten hang stor, men græsgrøn; rundt om Vandfaldet nogle Laurbær, Rosmarin og Myrter.[22]
Endvidere skrev Andersen d. 5. december et langt mere formelt brev til Hans Christian Ørsted og d. 10. februar 1834 et fortroligt til vennen cand.theol. Ludwig Müller, igen med beklagelser over modtagelsen af Agnete og Havmanden, men også med en virtuos skildring af det romerske karneval. Karnevalet nævnes også i Mit Livs Eventyr, men her blot med et par linier – og det dukker op igen i Improvisatoren – men det er i brevet til Ludwig Müller, vi faktisk får den kunsterisk fineste skildring – et øjebliksbillede med digteren selv som øjenvidne i centrum:
Fra alle Vinduer i Corsoen hang grønne, røde og brogede Tæpper, paa Fortougene vare Stole, og paa Gaden kjørte een Række Vogne op, en anden ned, og mellem disse bevægede sig med Livs-Fare flere Tusinde Mennesker. Den Ene kastede den Anden over med Confetti, en Art Kugler af Kalk, saa store som en Ært. Fra Vogne og Vinduer strømme der hele Kasser fulde, saa at det er som i det stærkeste Hagelveir. Folk gaae udklædte med og uden Maske, snakke Alle i Munden paa hverandre, og det Hele varer fra 3 til 6 om Aftenen og endes hver Dag med et Løb af 8 Heste. […] I Aften er det den sidste Carnevals-Aften, da møde alle Folk med brændende Lys i Gaderne, og den Ene slukker den Andens; naar da det sidste slukkes, ringe Klokkerne, og Fasten begynder.[23]
Det samme brev indeholder flere for Andersens biografi ikke uvæsentlige oplysninger, således flg.:
Rom er sikkert Centrum for det Hele [dvs. den “hele Kunstverden”]. Af dens 600 og nogle Kirker har jeg besøgt de halve, været i Catacomberne, ved Scipionernes Grave, ude mellem Bjergene, tumlet mig i de laveste Krostuer og i de rolige Klostre, ja, selv i eet Nonnekloster; Bøger har jeg derimod ei læst mange af, den store Natur-Bibel forekom mig vigtigere.[24]
Andersen meddeler også Ludwig Muller sine planer om at fortsætte rejsen sydpå til Napoli. Den 12. februar 1834 forlod han Rom sammen med flere landsmænd, bl.a. digteren Henrik Hertz, og som bekendt blev mødet med Napoli for Andersen et møde ikke blot med Vesuv som vulkan, men også med Vesuv som en metafor for hans egen erotiske lidenskab, der vaktes til overflod, og som man skal til dagbøgerne for at læse nærmere om.
Mødet med Syditalien, da Andersen dagen efter på Via Appia ved Terracina krydsede grænsen mellem Pavestaten og Kongeriget Napoli, føltes næsten ligeså intensivt som rejsen over Alperne i september måned året før. Herom skriver Andersen ganske kort og faktuelt i Mit Livs Eventyr. “Over Albanerbjergene og Sumpene, i deiligt Foraarsveir, naaede vi Terrazina, hvor Orangerne groe, hvor de første Palmetræer sees i Haverne nær ved Veien.”[25] Men i et brev til Edvard Collin fra 23. februar 1834 får vi en langt livligere beskrivelse af digterens møde med Syditaliens eksotiske natur:
I Haverne her, der vare Skove med Citroner og Oranger var Herts [Henrik Hertz], og vi alle, som ude af os selv. Tænk dog, det deilige Hav og hele Skove med Oranger og Citroner, Jorden som oversaaet med disse; Receda og Levkøier voxe som Ukrud! – O Gud, o Gud! hvor vi dog i Norden er stedmoderligt behandlet; her, her, er Paradiset![26]
Det er ellers især Henriette Wulff, der nyder godt af Andersens ophold i Napoli. Han skriver i alt fire breve til hende, d. 23. februar, 25. februar, 10. marts og 18. marts, mens Signe Læssøe må nøjes med ét enkelt brev d. 18. marts. “Nu veed jeg først hvad Italien er! ja: ‘vedi Napoli e poi muori!’” – med denne fanfare forkynder Andersen sin begejstring for Henriette i sit første brev til hende d. 23. februar, der er ledsaget af en tegning af en palme: “O Gud, jeg kan græde over, at De ikke er her!”[27] Og herefter giver Andersen en flot beskrivelse af sine indtryk og kan ikke undlade at gøre opmærksom på, at her “er mit Fædreneland, thi her føler jeg mig hjemme!”[28]
Overalt under opholdet i Napoli er Vesuv i centrum og brevet d. 25. februar består da også af den beskrivelse af bestigningen af vulkanen med rejsekammeraten, digteren Henrik Hertz, der også kendes fra dagbogen og fra den gennem-komponerede skildring i Mit Livs Eventyr med Andersen i centrum som den tapre bjergbestiger. Skildringen i brevet er naturligvis tættere på og endnu mere dramatisk og digterens angst for forehavendet er her tydeligt: “Det var rædselsfuldt”,[29] skriver Andersen.
Andersens breve fra Napoli er fascinerende dokumenter om den letbevægelige digter, der er på nippet til at falde for de kødelige fristelser – og det er nu engang damer, det drejer sig om! Endvidere bygger Andersen den sædvanlige kontrast op mellem nord – denne gang Rom, Firenze og Venedig – og det ubeskriveligt dejlige – og farlige – Syditalien: “[…] men om fire Uger skal jeg bort, da er min smukke Drøm forbi! Da gaar det mod Norden! Dog, Norden er Rom, Florents og Venedig. Naar jeg døer engang vil jeg spøge i Neapel, her er især Natten saa uendelig [smuk].”[30]
Rejsen gik d. 20. marts hjemad via Rom – vi har ingen breve herfra – og først i et brev skrevet i München d. 16. maj til Ludwig Müller fortæller Andersen om denne hjemrejse via Bologna, Padua og Venedig – for øvrigt den eneste italienske by, som han ikke kunne forlige sig med. Således anes allerede i dette brev til Müller den senere kendte metafor af Venedig som en smuk men død svane, der flyder på vandet. Men for den hjemvendende Italienskender Andersen begynder Italien nu ikke længere ved Lago Maggiore, men først når man har krydset Appenninerne:
Jeg savner de kjæmpehøie Cypresser, de stolte Pinier og Olietræerne, hvis blade, om Aftenen lignede sort Fløiel, som dryppede Nat.
Jeg savner det sælsomme blaae Hav, Palmer og Cactus og fremfor Alt de smukke Mennesker (der i Grunden vare Kjæltringer) og den levendegjørende Luft, saa friskt og dog fyldt med Duft af Oranger og Citroner. O Gud, mon jeg dog aldrig mere skulde komme til Neapel?”[31]
-sukker Andersen i brevet.
Til Napoli kom Andersen dog først i 1840-41 i forbindelse med den store Orientrejse, den, som var inspirationen for hans fineste rejsebog, En Digters Bazar. I mellemtiden havde Andersen haft sit internationale gennembrud og var nu ikke længere den unge, ukendte digter, men en europæisk berømthed, der gerne lod sig genkende og fejre. Via Leipzig rejste han til München – hvor han mødte digteren Hans Peter Holst, med hvem han skulle være rejst videre til Italien. Imidlertid forlængede Holst sit ophold i München og Andersen fortsatte alene og misfornøjet over Innsbruck og Brenner til Italien, “min Længsels og kjæreste Tankes Land”, skriver han i Mit Livs Eventyr.[32] Han kørte over Brenner-passet med diligencen d. 4. december 1840 og i et brev til veninden Henriette Hanck i Odense, skrevet nogle dage senere, d. 8. december i Mantua, anvender Andersen igen kontrasten nord-syd: “Reisen over Brenner var ikke slem; der var ikke meget Snee, men saare koldt. Karreet-Vinduerne frøs aldeles til.” Og så sker omsvinget: “I Botzen var alt mildere Klimat og der spiiste jeg de første Druer; hele syd Tyrol, eller som det kaldes det italienske Tyrol, viiste sig meget nøgent; men Solen var varm som hos os i Mai”[33] – vi befinder os i december! Brevet fortsættes i flere etaper – Andersen holder Henriette Hanck så at sige ajour med rejsens forløb – d. 9. december skriver han fra Bologna og d. 11. fra Firenze, som han allerede havde besøgt 1833, og derfor nu kan prale således:
[D]et er det første Sted jeg i hele Italien ret føler mig hyggelig efter min Indtrædelse i dette Land; jeg boer i et prægtigt, vel indrettet Hotel (del Europe), hvor Alt er storartet og paa fransk. […] Jeg har i Dag seet de bekjendte Steder, Alt synes mig, som havde jeg kun været nogle Dage herfra, jeg har samme Følelse, næsten som ved at komme til Odense, jeg kjender jo hver Plet”.[34]
Den 19. december ankom Andersen i Rom og ventede her utålmodigt på Holsts ankomst. Mønstret fra den første Italiensrejse gentager sig. Som den nysgerrige turist han var, besøgte Andersen igen kirker, gallerier og kunstskatte, men – og dette fremgår af et brev til Edvard og Henriette Collin d. 20. januar 1841 og et brev til Henriette Hanck d. 22. januar – også denne gang overskyggedes opholdet af dårlige nyheder hjemmefra: hans nye skuespil Maurerpigen (1840) havde ikke gjort lykke på Det kgl. Teater. Interessant nok omtaler Andersen i dagbogen kun ganske kort denne affære, der ramte ham hårdt, men af et brev til Henriette Wulff d. 10. februar fremgår det, hvor fortvivlet han var, selvom hun havde gjort sit bedste for at trøste ham. Endvidere udtrykker Andersen sin bekymring, om Kong Christian VIII efter Maurerpigens fiasko nu alligevel vil tildele ham den rejseunderstøttelse, han havde ansøgt om: “Resultatet er at jeg maaskee ikke engang faaer Sicilien at see men kan paa min høie Fødselsdag begynde min Hjemreise”,[35] sukker han.
Men hermed hørte plagerne ikke op, selvom Andersen – ligesom i trods – forsikrer Henriette Wulff om, at Rom “er bleven mig dobbelt kjær”. Ikke mindst beklager han sig over den voldsomme tandpine, der skulle plage ham resten af livet. Ydermere er vejret dårligt og da Andersen d. 15. februar modtog et brev fra Signe Læssøe, der berettede om Johan Ludvig Heibergs satiriske portræt af ham i dennes versdrama En Sjæl efter Døden (1841), var Andersen nærmest på selvmordets rand. Men så dukkede Holst gudskelov op d. 7. februar og alt ser lysere ud for vores plagede digter. Det romerske karneval muntrede ham op lige som i 1834 – og får et helt kapitel i En Digters Bazar – men det var først, da han d. 1. marts sammen med Holst rejste videre til Napoli, at Andersens depressioner syntes overvundet. Allerede d. 10. februar havde han i et brev til Henriette Wulff gjort status, som han så ofte gjorde, når han var i færd med at bryde op fra ét sted på vej til et andet. Her gælder det opholdet i Rom:
Nu vel da! jeg har det ikke godt! og dog er jeg i Rom, er i den By, som nu ved mit andet Ophold er blevet mig dobbelt kjær, den By, som ved hver Dag der gaaer fængsler mig fastere. Jeg var sjælesyg da jeg forlod Danmark, Reisen gjorte mig godt, men jeg kom til Ro igjen i Rom.[36]
Men humøret bedredes med vejret: “Dog have vi ogsaa enkelte skjønne Dage; smukkere end vore Sommerdage. Da er jeg meest i Villa Mils hvor Roser, Receda og Levkoier blomstref,] alle Træer ere grønne og jeg føler: her er Italien.” Alligevel sporer man en vis melankoli, også når Andersen søger trøst i kunsten:
Theatret har jeg kun besøgt en eneste Gang; jeg har ingen interesse for den Art for Øieblikket; den bedste Sang hører jeg i Santa Maria supra Minerva, hvor Munkene synge overordenlig deilig. Hver Søndag hører jeg Nonnerne i den franske Kirke og hver Middag sidder jeg i del’ Apostoli for at høre paa Orgelet, der spilles smukt, men det er som om det var en bedrøvet Aand der græd i disse Toner; det er Melodier, som Bellini havde følt dem.[37]
Af endnu et brev til Henriette Wulff, skrevet d. 2. marts, fremgår det, at det ikke så meget var gensynet med det nu vinterlige Napoli og med Vesuv, der var skyld i det gode humør, Andersen var kommet i efter ankomsten til denne by, som nyheden hjemmefra om, at kongen alligevel havde bidraget med 300 specier til den i øvrigt allerede velfyldte rejsekasse. Hertil kommer – igen typisk for Andersen – forventningen om den videre rejse til Grækenland, der påbegyndtes d. 15. marts. Og hermed forlod Andersen det italienske fastland og hans reaktion over at opleve Grækenland er igen typisk for vor digter. I et brev fra Konstantinopel til Signe Læssøe d. 28. april skriver han: “Bjergenes Former og Farver overgaae Italiens”,[38] hvorefter den troløse digter med en overstrømmende begejstring lovpriser Grækenland ud over alle grænser – og så er han allerede i Tyrkiet. Ja, “Dort, wo du nicht bist, dort ist das Glück”,[39] kunne romantikeren Andersen have sukket.
Andersen besøgte Italien igen i 1846 og denne gang forløb rejseruten via Berlin, Weimar og Wien til Trieste, hvor han ankom d. 20. marts 1846. På den tid var Trieste endnu en del af det østrig-ungarnske monarki og Andersen følte sig da heller ikke rigtig i Italien endnu. Dette gjorde han først, da han med dampskib “i et deiligt Veir” sejlede videre til Ancona, for her “skinnede den varme Sommersol, Træerne blomstrede, Alt var Italien!”[40] Dette skriver han til Henriette Hanck d. 23. april i et brev fra Rom, hvortil han var ankommet d. 31. marts. Ellers beretter Andersen mest om opholdet i Wien og beskæftiger sig særdeles åbenhjertigt med gensynet med Jenny Lind i Weimar nogle måneder tidligere og det hjertelige forhold til Arvestorhertugen og formaner adressaten: “[M]it Brev lader De jo kun Deres Nærmeste læse, og sørger for at ikke et Ord bliver trykt”[41] – som om Henriette Hanck overhovedet havde skænket dette en tanke!
Andersen tilbragte sin fødselsdag, d. 2. april, i Rom og i den anledning skriver han flg. til sin velgører Jonas Collin:
[J]eg feirer min Fødselsdag ved tredie Gang at være i Rom, hvor faae Mennesker opnaae sligt! O jeg er gjennemtrængt af min Lykke! – Jeg føler mig denne Gang saa glad, saa tilfreds i Rom, denne sidste Reise er jo ogsaa, ja det lyder forfængeligt at sige, Triumphtog, nu vel da, denne sidste Reise fra Hjemmet har været og er et deiligt solbelyst Eventyr.[42]
Om byens seværdigheder skriver Andersen ikke meget – det er som om han denne gang ikke føler sig helt hjemme i Rom – men til gengæld fortæller han i sine breve med stolthed – eller snarere praler om – hvordan han automatisk denne gang var blevet midtpunktet i kredsen af skandinaviske og tyske kunstnere. Betydeligt interessantere er et brev til H.C. Ørsted fra d. 26. april, hvori Andersen beklager sig over, i hvilken grad Rom har forandret sig i forhold til det første besøg i 1833-34: “Dengang var det meer eiendommeligt folkeligt, dengang var der endnu ikke pyntet saa meget paa Ruinerne; nu ere de saa understøttede med Mure, Græsset [er] luget, og jeg ved ikke, hvor net!” Og desuden:
Andagten er heller ikke som da. Jeg veed, hvor det greb mig, da Paaskedag ved Pavens Velsignelse den store Menneskemasse paa Peterspladsen faldt paa Knæ, – det var saa gribende! Denne Gang var det saa godt som kun Soldaterne, der paa given Commando sank paa Knæ, selv Bønderfolk bleve staaende! Hvor er dog den ‘Forstandighed’ kommen ud paa Campagnen? Jeg synes ikke om det! I Rom skal man dog knæle, knæle paa en saadan Fest. Jeg veed, jeg havde gjerne gjort det! Jeg var vred paa flere Koner inde i Kirken, der sladdrede og loe under Ceremonierne, og jeg var ordenligt Politi og bad dem huske paa, de vare i Kirke, og at det var Paaske; de saae meget forundrede paa mig og troede vist neppe, at jeg var Protestant. Enhver Religions Maade er mig hellig, og jeg bliver alvorligt stemt i Jøders Synagoger og Tyrkers Moskeer som i vore christne Kirker.[43]
-Det er en flot passage!
Alligevel blev Andersen i Rom en hel måned, inden han d. 1. maj rejste videre til Napoli. Ifølge dagbogen – men ikke ifølge Mit Livs Eventyr – følte han sig syg og elendig i Rom, selv hans fødselsdagsfest d. 2. april forløb ikke helt som han havde ønsket: “[…] de Øvrige især Svenskerne elskværdige … udbragte min Skaal; een Dansk blev siddende uden at drikke med, Herre Gud, hvad har jeg gjort ham den Bøffel”[44] – hvilket nok erklærer den sparsomme korrespondance herfra – tre breve til Edvard og Henriette Collin fra d. 1. april og d. 26. april handler om alt muligt andet end Rom. Rejsen til Napoli tog tre dage og fulgte ruten fra den tidligere rejse i 1841. I et brev til storhertug Carl Alexander i Weimar, skrevet d. 17. maj i Napoli, skildrer Andersen sit ophold i Mola di Gaëta således, idet han direkte henviser til Goethes Mignon-digt: “[W]ir […] gingen unter den Citronen-Bäume und Laurbeeren; hier fängt eigentlich Italien an, ‘das Land wo die Orangen glüht’.”[45]
Og fra Napoli – “Ich wohne mit ein wundervollen Aussicht ueber dem Golf gegen Vesuv”,[46] får storhertugen at vide – hvor Andersen opholdt sig i næsten to måneder frem til d. 23. juni, inden han rejste videre med skib til Marseilles, findes blot to breve til Danmark, et til Edvard Collin d. 31. maj – et kort forretningsbrev – og et til dennes fader Jonas Collin d.æ., d. 19. juni. Men vi ved fra Mit Livs Eventyr og fra dagbogsoptegnelsen d. 9. juni, at det var under indtryk af den voldsomme hede her, op til 40 grader celcius, at Andersen blev inspireret til mesterværket, eventyret “Skyggen” (1847), der netop begynder med en suggestiv – men politisk ukorrekte – beskrivelse af denne hedebølge:
I de hede Lande, der kan rigtignok Solen brænde! Folk blive ganske mahognibrune; ja i de allerhedeste Lande brændes de til Negre, men det var nu kun til de hede Lande, en lærd Mand var kommen fra de kolde; der troede han nu at han kunde løbe om, ligesom der hjemme, jo det blev han snart vant fra.[47]
I dagbogsoptegnelsen d. 18. juni får vi yderligere oplysninger om opholdet i Napoli:
Her er en rædsom Larm i Gaderne, evigt Ringen af Køer med Klokker paa, Gjeder med mindre Klokker; en Skrigen og Skraalen og saa har jeg ligeover for Een, der øver sig i Generalbas, eller stemmer Claveer for hele Byen; det er en angribende susende skrigende, sønderrivende Malstrøm for Hørelsen, Smede hamre, Vogne rulle, Drenge skrige, og Folk der tale stille om husEge Sager, synes at slaaes.[48]
Og i brevet til Jonas Collin d.æ., skrevet d. 19. juni, præsenteres vi for endnu et brillant, førstehånds snap-shot af gadelivet i Napoli under hedebølgen:
[V]i have daglig i Skyggen mellem 25 og 27 Grader, tænk Dem saa i Solen! – […] her er hele Neapels Støi; tænk der sidde ikke færre end 17 Skomagere lige under mine Vinduer og arbeide og snakke; Kaffeværten maler Bønner, Smeden hamrer, Vogn ruller paa Vogn, tusende Mennesker skrige i Halsen paa hinanden, henad Gaden, ned af Husene og saa har jeg en Mand tæt ved, som hele Dagen øver sig i at spille Skala; tyve Skridt fra mig er en Kirke og der ringe, omtrent hver Time, alle Klokkerne, nei det er til at blive gal over.[49]
Den 23. juni forlod en træt og udmattet Andersen Napoli med dampskib og sejlede via Livorno og Genua med de sædvanlige beklagelser over toldvæsnets chikane og pasproblemer til Marseilles og hermed sluttede hans tredje Italiensrejse.
I den sidste dagbogsoptegnelse fra Rom, d. 30. april, skrev eller rettere klagede Andersen: “Rom er mig dog ikke ret god! – Lad mig flyve bort, neppe kommer jeg mere til denne herlige Stad.”[50] Helt så galt skulle det dog ikke gå! Allerede i sommeren 1852 var Andersen tilbage i Italien, men denne gang dog ikke i Rom. Han blev ledsaget af Jonas Collins barnebarn, den 22-årige Viggo Drewsen, og rejseruten gik via Weimar, München og Schweiz. Vore to rejsende krydsede Splügen-passet d. 1. juli, hvilket Andersen på sædvanlig dramatisk vis beskriver i et senere brev til Mathilde Ørsted skrevet i Frankfurt d. 14. juli: “Touren over Splügen er særdeles storartet; man kjører som igjennem Jordens Ribbeen. Via mala snoer sig langs Rhinens svimlende Dyb. Veien er sprængt gjennem Klipperne, og det ene prægtige Vandfald ved det andet glider man forbi.” Og så genså Andersen endelig igen sit elskede Italien: “Ved Comosøen hilsede jeg igjen paa de kjære, kjendte Cypresser og Pinier; vel ere de kun smaa mod dem ved Neapel; men det var dog et Stykke Italien, lige til Varmen, den djævelske Deel af Landet.” Og igen led han under de høje temperaturer, hvilket dog ikke forhindrede ham i den sædvanlige sightseeing, der skildres delvis ved genbrug af tidligere indtryk (se ovenfor), delvis får tilsat et typisk element af dramatik:
Ja, Luften var som en Flamme, og i Milano laae jeg næsten som død den hele Dag; kun Morgen og Aften vovede jeg mig ud. Ved SolOpgang stod jeg paa Milanos Dom [dvs. domkirkens tag], dette underlige Fee-Slot, ligesom formet af Snee og smykket i al Kunstens Herlighed, med hele den sneedækkende Alpekjæde mod Norden, og Apenninerne mod Syd. Den Morgen, jeg kom, bleve sex Røvere hængte; de havde, i Selskab med sex andre, faa Dage forud plyndret de Reisende med Diligencen, og det tæt udenfor Byens Port.[51]
Også i dagbogen, d. 1. juli, sporer man Andersens begejstring over at gense Italien: “Nu blev Egnen med Kastannietræer, en brusende Flod, Luften varmere. Folk talte italiensk”.[52] Men som på alle de senere rejse, hvor Andersen ikke rejste alene, opstod der gnidninger undervejs. Viggo ville sove længe om morgenen og var mere interesseret i at spise og drikke end at nyde kunstskattene, så de to herrer kom aldrig længere end til Milano, hvor de blot opholdt sig i to dage vel både pga. den dårlige stemning, men nok også pga. en voldsom hedebølge. Dagbogen indeholder en prægtig beskrivelse af domkirken i Milano og ordlyden herfra genkendes i Andersens brev til Mathilde Ørsted fra Frankfurt (se ovenfor):
Det er som et Phantasieslot, skabt af Snee, formet i Billeder, Basrelief, gothiske Taarne, Statuer, Blomster og Frugter springe frem overalt paa denne uhyre Bygning; ikke er det for at gjøre en Virkning paa Beskuerne nede, men det overvælder Een i det man vandrer om deroppe i disse aabne Marmorhaller, gjennem Døre og Buer, med den blaa Luft under sig; neden under ligger Byen som en stor udbredt Dynge af røde Tagsteen Brokker, rundt om det frodige grønne Land til Apeninerne der løfte sig i Dunst og mod Nord de høie Alper med evig Snee.[53]
Dette er præcis det samme panorama, som Andersen havde skildret i det tidligere citerede brev til Henriette Wulff fra d. 24. september 1833. Andersen var som bekendt yderst økonomisk med det materiale, han indsamlede undervejs, og han anvendte det igen og igen! – “Genbrug” kaldes det i dag!
Kl. 10 om morgenen d. 5. juli påbegyndtes hjemrejsen først med tog og senere med diligence via Como, Lugano, St. Gotthard-passet – hvor Andersen, der igen havde forsonet sig med Viggo Drewsen, kastede med snebolde – Zürich og Frankfurt.
Andersen vendte tilbage til Italien i 1854, denne gang ledsaget af Viggo Drewsens yngre broder, Einar. De forlod København d. 8. maj, men heller ikke denne rejse var ifølge Andersens dagbog uden problemer denne gang pga. Einar Drewsens temperamentsfyldte opførsel.
Ligesom i 1846 havde Andersen valgt at rejse ind i Italien via Østrig og ruten gik via Hamburg, Dresden og München. Han og Einar Drewsen ankom til Wien d. 24. maj og Andersen traf her igen sin ungdomskærlighed, den svenske sangerinde Jenny Lind (siden 1852 gift med den tysk-engelske pianist og komponist Otto Goldschmidt). Efter fem dage fortsattes rejsen – i modsætning til 1846 – med tog hele vejen til Trieste. I sin selvbiografi udtrykker Andersen i et ganske opstyltet litterært sprog sin glæde ved at se Italien igen: “Bedrøvet og dog glad, underlig tankefuld [naturligvis pga. mødet med Jenny Lind] – fløi jeg mod Illyrien, Landet hvor Shakspeare har henlagt saa mange ved ham udødelige Scener, Landet hvor Viola [fra Twelfth Night] finder sin Lykke.”[54]
I sin dagbog, derimod, beklager Andersen sig også denne gang over manglende rejsekomfort, togkupeen var for primitiv, maden og betjeningen i Ljubljana (vore dages Slovenien), hvor han og Einar overnattede, elendig. Men d. 31. maj om aftenen ankom toget til Trieste – “deiligt og storartet Skue ud over Byen hvor Gaslygterne vare tændte og Lyret”[55] – et godt hotel blev fundet og Andersens humør steg omgående flere grader.
Næste morgen gik Andersen og Einar Drewsen om bord i et dampskib med det forjættende navn “Roma”, der – efter en stormfuld overfart der varede seks timer – bragte dem til Venedig. Andersen, altid den ivrige guide, slæbte, selvom han følte sig sløj og svagelig, straks Einar med ud på en sightseeing-tur, der omfattede Markuspladsen, Markuskirken og Dogepaladset: “Einar meget tilfreds”,[56] slutter Andersen sin dagbogsoptegnelse d. 2. juni – endnu et udtryk for hans stadige behov for forsoning efter skænderier med rejsekammeraten.
I Mit Livs Eventyr kan man læse Andersens sammenligning med det første ophold i Venedig i 1833:
“Et sørgende Vrag paa Vandet” var Indtrykket, det gjorde paa mig, da jeg første Gang 1833 var her, nu kom jeg her igjen, søsyg fra Døningerne paa Adriaterhavet, det forekom mig, som jeg slet ikke slap i Land, men kun fra et mindre over i et større Fartøi, det eneste Hyggelige syntes mig kun det, at nu ved Jernbane-Moloen var den tause By bleven forenet med det levende Fastland.[57]
Denne negative opfattelse af Venedig kommer også til udtryk både i dagbogen og i et senere brev til vennen Ingemann dateret d. 30. juni. Her beklager Andersen sig også over vejret: “I Venedig leed jeg slemt af den brændende Scirocco og Byen selv er og bliver mig som et Vrag i Havet.”[58]
Ikke desto mindre nød Andersen byens mange seværdigheder, hvilket han fortæller Einars moder, Ingeborg Drewsen, i et brev dateret Trieste d. l. juni, men sendt fra Venedig – blandt disse Rialtobroen og kirken Santa Maria dei Fratri med billedhuggeren Antonio Canovas og maleren Tizians gravmæler. Mens Einar, der “i høieste Grad [var] overrasket ved Markuspladsen”,[59] som Andersen skriver, vendte tilbage til hotellet for at hvile sig, fortsatte den utrættelige Andersen sin sightseeing, der beskrives i dagbogen, og besøgte d. 4. juni sammen med den noget træge Einar Dogepaladset, flere kirker, bl.a. Markuskirken, og maleren Wilhelm Marstrand og dennes familie: “Einar vilde naturligviis ikke med derop, men laae nede i Gondolen.”[60]
Dagen efter, d. 5. juni, fortsattes rejsen via Vicenza til Verona, og ifølge Mit Livs Eventyr var det med en vis lettelse, at Andersen forlod Venedig efter først at have ytret sin voldsomme kritik af byen blandet med en vis fascination:
Venedig, seet i Maaneskin, er et deiligt Skue, en underlig Drøm, værd at kjende, de lydløse Gondoler glider som Charons Baade mellem de høie Paladser, der speile sig i Vandet, men ved Dagen er her uskjønt, Canalerne have et smudsigt Vand, hvori flyder Kaalstokke, Salatblade og alskens Ting, Vandrotterne komme fra Husenes Revner, Solen brænder hedt ned ad Murene. Glad fløi jeg paa Dampen fra den vaade Grav, henover det uendelige Dige, omgivet af skimlet grønne Vandstriber og Sandflader; paa Fastlandet hang Viinløvet i festlige Guirlander, den sorte Cypres pegede mod den blaa Luft, Verona var Reisens Maal den Dag.[61]
Opholdet i Verona, som Andersen havde besøgt helt tilbage i 1834, var ganske kort og den flg. morgen rejste han og Einar Drewsen videre med toget til Trento, hvor de først ankom omkring midnat. I Verona var Andersen blevet bidt i kinden af en skorpion og dette var for ham anledningen til i selvbiografien igen at drage en parallel til det tidligere ophold i Venedig i 1834:
Under mit første Besøg i Venedig fik jeg der et Skorpionstik i Haanden, nu i Nabobyen, som Verona er bleven det ved Jernbanen, skulde jeg friste samme Skjæbne, jeg fik et Stik paa Hals og Kind, det brændte, det hovnede, jeg var meget lidende, og saaledes saae jeg Garda-Søen, det romantiske Riva med sin frodige Viinløvsdal, men Smerte og Feber drev mig afsted.[62]
I det førnævnte brev til Ingemann d. 30. juni dramatiserer Andersen, som han jo gerne gjorde, denne episode:
Da jeg siden en Morgen i Verona vaagnede, var jeg stukket paa Kinden og to Steder paa Halsen, jeg troede af Myg, men det maa have været endnu giftigere Dyr, thi det svulmede smerteligt op og paa Reisen over Garda-Søen og gjennem hele Tyrol i otte Dage tog det til, saa jeg fik stærk Vunde-Feber og kom høist lidende til München, hvor Kongens [Maximillian II. af Bayern] Læge, Geheimeraad [Franz Xaver] Gieti strax tog mig i Cuur, og i en heel Uge maatte jeg Nat og Dag have varme Omslag og leed meget.[63]
Og den utilfredse Andersen afslutter beretningen om sin femte Italiensrejse med blot denne ene lakoniske og neutrale bemærkning i Mit Livs Eventyr. “Over Brenner, gjennem Innsbruck, naaede vi München.”[64]
Den 4. april 1861 rejste Andersen igen til Italien – hovedårsagen til pausen på fire år var givetvis de italienske frihedskrige i de mellemliggende år. Denne gang var han ledsaget af Edvard Collins søn, den 21-årige Jonas. Rejsen foregik med tog via Frankfurt og Basel til Marseilles og derfra med diligence til Nice og Genua, en by som Andersen ikke havde set siden 1833. Hans glæde ved at køre over grænsen til Italien d. 21. april synes denne gang lidt mere dæmpet end ved tidligere lejligheder, men Andersen kan dog ikke undlade at bemærke det frodige planteliv, “med Cacter og Aloer, Orangehaver. […] Ved Montone hang Citroner og Roser i Mængde over Murene. Vi kom til næsten en heel lille Palmeskov”.[65] Fra Genua fortsatte Andersen og Jonas Collin med dampskib til Civitavecchia og ankom i Rom den 28. april. Med stolthed fungerede den kyndige Andersen som den utaknemlige Jonas’ guide: “Utak for sin gode Villie det er nu engang saa”,[66] sukker han – mens Jonas selv mente, at Andersen pylrede for meget om ham. I et brev skrevet dagen efter ankomsten, d. 29. april, til Jonas’ mor, Henriette Collin, omtaler vor hykleriske digter Jonas som “god og særdeles fornuftig! ”[67] og i senere breve, f.eks. til faderen Edvard d. 5. maj fremstilles Jonas som det rene dydsmønster, hvad han absolut ikke var:
Han er saa aandelig sund, saa opfyldt af hvad han seer, og den første Aften betroede han mig, at da han mod Solnedgang, alene kom op af den spanske Trappe og saae Rom under sig, kom Taarene ham i Øinene. Jeg har ham meget kjær og jeg haaber at hans Venskab til mig vil voxe i Fasthed og Varighed. De har stor Grund til at være glad ved ham, Gud bevare og udvikle hvad der er lagt af Godt i ham.[68]
Andersen traf som altid i Rom en række danske og udenlandske kunstnere og forfattere, blandt dem den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson og den engelske digter Robert Browning og dennes hustru Elizabeth Barrett Browning. Herom giver naturligvis selvbiografien og dagbogen fin besked, men vi har desuden et flot brev til vennen Ingemann, skrevet i Rom d. 1. maj, hvis indledning er så andersensk som noget: “Kjære Ven! Jeg er i Rom, er her for fjerde Gang, hvor dog vor Herre er mig kjærlig og god, har forundt og forunder mig saa megen Glæde, Synet af saa mange Herligheder.” Og så følger en opremsning af alle disse herligheder:
Allerede har jeg besøgt Peters Kirken to Gange, den var mig langt større end min Erindring gjemte den, jeg har været i Colosseum, i Lateran og Vatikan, det er som Vinden bar mig, som fløi jeg afsted, man undrer sig over mine Kræfter til at gaae, jeg som hjemme har Skræk for at gaae, først om Aftenen mærker jeg hvor Legemet dog er medtaget.[69]
Andersen beretter også om en opførelse af Verdis nyeste opera, In Ballo di Maschera (1859), som han havde set i Genua, “der ikke betyder stort”,[70] tilføjer operaelskeren Andersen kritisk. Han nævner også gensynet i Rom med vennen fra den første Italiensrejse, den danske maler Albert Küchler, der i 1844 var konverteret til katolicismen og i 1851 indtrådt i Franciscanerordenen som Fra Pietro.
Andersen og Jonas forlod Rom d. 28. maj og i et senere brev til Ingemann, skrevet på hjemrejsen i Montreux d. 27. juni, gør Andersen status over det fire uger lange ophold i Rom med den for digteren typiske blanding af kritik og melankoli:
Det var mig tungt at forlade Rom, hvor jeg maaskee aldrig mere kommer, en heel Maaned blev jeg der, men Heden tog i den Grad til at jeg kun Morgen og Aften kunde vove mig ud; kun een Gang fik jeg Paven at see, det er en corpulent smuk Mand, som saae meget tankefuld og forstemt ud; de mange franske Soldater har givet Rom et livligere Præg end før, Musiken klinger lysteligt, men Folkeliv, Moraspil, Saltarello-Dands saae jeg ikke noget til. Alle den gamle Tids Reiseplager, Prælleri og Pas Vrøvl, har man da uforandret og just nu føleligt i Pavestaten, medens man i hele det nye Italien reiser ugeneert, som hjemme og i England.[71]
Brevet indeholder også en status over det digteriske udbytte – “jeg skrev en lille Historie: ‘Psycken’ og et Eventyr: ‘Sneglen og Rosentræet’, dem skal De høre, naar Gud vil vi sees” – samt et kritisk indblik i Andersen som passioneret brevskriver:
Hvad jeg som altid savner ude, og saa særdeles sætter Priis paa, er Breve fra Hjemmet, man skriver mig saa lidt til, De hører til Undtagelserne, Dem faaer jeg altid Svar fra, men tænk af 38 Breve har jeg kun faaet 9 Breve igjen, – det er ikke retfærdigt Mageskifte, ni Breve for 38; men saaledes ere Vennerne.[72]
I endnu et brev, skrevet i Schweiz d. 10. juli til Henriette Scavenius, læser vi flg. om Rom-opholdet – Andersens sidste – med et nydeligt lille praleri som afslutning:
Jeg blev i Rom en Maaned, længer kunde jeg ikke udholde den brændende Scirocco, den trykkende Hede, men dog var det med tungt Hjerte, jeg reiste bort; jeg forudfølte, at det var sidste Gang, jeg besøgte Rom, Byen for alle Byer. Denne Gang levede jeg der meest med Englændere og Amerikanere, som Alle viste mig megen Venlighed.[73]
Hjemrejsen forløb først med skib fra Civitavecchia til Livorno og derefter d. 30. maj med tog videre til Pisa. Først besøgtes det berømte skæve tårn og domkirken, “der er stor og smuk, med prægtige Coloner, Glasmalerier. Der var stor Messe og Musik”. Derefter spadserede Andersen og Jonas ind på den nært liggende kirkegård Camposanto, “en Deel Antikke Sarkophager & et Basrelief af Thorvaldsen”.[74]
Næste eftermiddag fortsatte togrejsen til Firenze, hvor de to rejsende opholdt sig til d. 4. juni: “Hele Veien som en Have, Viinrankerne hang i Guirlander, Bjergene mod Nord løftede sig, hist og her lidt Snee.”[75] Naturligvis besøgtes både kunstsamlingerne i Palazzo Pitti og Uffizierne og d. 4. juni gik rejsen så videre til Lucca, en by som Andersen syntes om pga. dens arkitektur og stille atmosfære. Rejsen forløb derefter via Pisa tilbage til Livorno og herfra videre med skib til Genua, hvor overfartens besvær med drama rapporteres i et brev til Henriette Collin d. 7. juni sendt netop fra Genua: “Jonas og jeg sad uden for den store Kahyt og fik i mellem en Styrtesøe, vi vare begge søesyge, jeg i særdeleshed, det var den ubehageligste Nat jeg længe har prøvet; i Dag kan jeg neppe gaae, Alt seiler, mit Hoved er ørt og der er ikke Tanke til Appetit”,[76] jamrer Andersen. Rejsen fortsatte til Turin: “Turin er et sandt Italiens Paris, der var en Livlighed, der var noget saa deiligt ungdomsfrisk, som dog Paris ikke har”,[77] skriver kosmopolitten Andersen i et brev sendt fra Brunnen i Schweiz d. 6. juli hjem til den danske provins – denne gang til Therese Henriques.
Endelig ankom vore to rejsende d. 10. juni til Milano. Første besøg gjaldt posthuset, “hvor der intet Brev fandtes til mig, men hvor Jonas fik en heel Deel; det er ikke smukt at jeg ikke faaer Brev!”[78] klager Andersen i sin dagbog. Men Milano bragte dog et efterfølgende kærkomment gensyn med den elskede domkirke. Andersen måtte gå alene, for zoologen Jonas lå enten og snuede på divanen i hotelværelset eller rodede efter biller i en grøftekant. Herom læser vi naturligvis intet i den officielle selvbiografi, men kun i dagbogen, hvor Andersen opsummerer: “[…] jeg blev keed og bedrøvet over ham”.[79] To dage senere fortsattes rejsen via Lago Maggiore og dermed forlod Andersen og Jonas Collin Italien og var tilbage i Schweiz.
Igen forløb en række år inden Andersen i 1872 – og nu for sidste gang – genså sit elskede Italien. Denne gang blev han ledsaget af den 27-årige William Bloch og denne gang havde han en mere medgørlig rejsekammerat på slæb, der taknemligt lod sig vise de europæiske kunstskatte. Via Dresden ,Wien og Brenner-passet, der blev krydset med tog d. 10. maj, gik rejsen til Venedig og igen bemærker vi i dagbogen Andersens glæde over gensynet med bella Italia, en åbenbaring – nordlændingens møde med syden – og hans beskrivelse bygger på den sædvanlige kontrast: “Fra Brenner gik Veien ned ad, snart smeltede Sneen, der kom grønne Strækninger. […] ved Brixen talte Conducteuren Italiensk til os. I Botzen saae Bloch de to første store Cypresser”,[80] læser vi i dagbogen d. 10. juni. Skildringen af denne modsætning findes også i et brev til Therese Henriques’ mand, Martin Henriques, d. 20. maj, skrevet på tilbagevejen i Innsbruck, og den er langt mere kontrastrig og levende: “Oppe paa Brenner laae Sneen næsten en Alen over Skinnerne, Folk skovlede, isnende koldt var her, men alt som vi nærmede os Brixen smæltede Sneen, Bøge og Birke stode grønne og ved Botzen var det deiligt sommerligt, vi saae Cypresser og Citrontræer.”[81] Og næsten samme ordlyd anvender den økonomiske Andersen i endnu et brev dateret d. 12. maj og sendt fra Riva ved Gardasøen til Dorothea Melchior:
Sneen faldt i store Fnokke og blev, alt som vi steeg opad Alperne stærkere og stærkere, Bjergene næsten skjultes, Floderne brusede; vi foer gjennem Tunnel paa Tunnel og da vi endeligt naaede Brenner, det høieste Punkt, laa Sneen næsten een Alen høi over Jernbaneskinnerne, mange Bjergboer maatte skaffe den bort; det var bitterligt koldt, dog saa snart det atter gik nedad, blev Luften mildere og ved Brixen var ingen Snee, Markerne laae grønne, Løvtræerne stode saa vaarfriske og da vi endeligt naaede Botzen følte vi en heel Luftning fra Italien. Igaar morges tog vi afsted i deiligt varmt Solskinsveir; det italienske Sprog blev talt, Markerne prangede med Morbærtræerne og yppigt Viinløv.[82]
Endnu et flot eksempel på brev- og sprogkunstneren Andersen!
Opholdet i Italien varede frem til d. 19. maj. Det begyndte i højt humør i Riva, men snart skiftede vejret, hvilket Andersen ligeledes meddeler Martin Henriques i brevet sendt d. 20. maj:
Vi fik gode Værelser i Hotellet ud til Søen, der som et grønt solbelyst Glas laae op til Terrassen. Maven vil ogsaa have sin Ret, vi gik fra Skue til prosaisk Nydelse, det vil sige kogte Foreller, Asparges og Jordbær, men da vi reiste os var Solskinnet borte, Skyer sænkede sig ned i Søen, Regnen strømmede ned, vi bleve til tredie Dag, altid Regn, saa reiste vi og saae store Haver med Citron og Apelsin-Lunde, men dryppende af Regn det var Udbyttet af Lago di Garda.[83]
Andersen plagedes igen af sin sygdom og efter nogle få dage meldte depressionerne sig: “Føler mig febril og angest for at blive syg i Venedig, ønsker jeg var borte herfra”, skriver han i sin dagbog, hvorefter han søgte trøst i bordets glæder, men intet i Italien kunne trøste vores syge digter: “Vandrede der paa til Tratoria og tog Frokost: Fisk og Asparges, to Slags Viin”[84] uden at dette traktement dog hjalp på humøret. Ikke desto mindre besøgte Andersen igen Dogepaladset og spadserede over Sukkenes Bro og næsten som i trods hyrede han en gondol for flere timer og, som han havde gjort under sine tidligere ophold, opsøgte en række seværdigheder, således kirken Santa Maria dei Fratri for at vise Bloch Antonio Canovas og Tizians gravmæler, som Andersen også under sit ophold 1854 havde vist Einar Drewsen (se ovenfor).
Den 17. maj forlod Andersen og Bloch Venedig og rejste via Padua til Verona. Efter at have hvilet sig, viste Andersen sin medrejsende det romerske amfiteater, domkirken, kirken Santa Anastasia og Scaliger-familiens gravmæler. Næste morgen – efter en nat med stærke brystsmerter – besøgte Andersen igen de to kirker, men vendte tilbage til hotellet træt og med feber og søgte igen trøst i bordets glæder: “Spiist Frokost. Bloch Boefsteeg og Jordbær, jeg Asparges med megen Olie, dem jeg elsker i Italien.”[85] Andersen fortæller endnu mere i et brev til Dorothea Melchior, skrevet i Innsbruck d. 20. maj, i hvilket han også gør det helt klart, at den eneste årsag til, at han endnu engang besøgte Venedig, “dette for mig tunge Steen Vrag af mægtige Paladser”,[86] udelukkende var for at vise William Bloch denne by. Selv Verona bliver genstand for hans beklagelser: “Luften var gloheed og det var højst besværligt i den Varme at bestige Amphitheatret, men derop maatte vi! Solen skinnede stærkt.”[87] Næste dag ved middagstid fortsatte så rejsen nordover via Innsbruck, München og Leipzig.
På hotelværelset i Innsbruck skete det uheldige, at Andersen om natten med natpotten i sin hånd faldt ud af sin seng og forslået og med et blodigt ansigt måtte hjælpes tilrette af Bloch. Om dette beretter digteren i sin dagbog og han skriver også dramatisk herom – uden at nævne natpotten, men dog med nogen selvironi – i et senere brev til Dorothea Melchior, skrevet i Augsburg d. 26. maj:
[…] min Seng var ikke godt reedt, Madratsen laae skjævt og jeg var ved at glide ud; det var aldeles mørkt i Værelset; jeg reiste mig halvt op for at løfte og lette lidt paa den underste Madrats, tog imidlertid ud for mig efter en Stol til at støtte mig paa, der var ingen, jeg strakte uforsigtigt Haanden for langt ud, fik Overbalance og foer paa Hovedet langt ud paa Gulvet, væltede Bord og Lysestage, faldt meget tungt, det var en Rabalder, saa Naboerne vaagnede der ved og Bloch skreeg høit, “for Guds Skyld hvad er det!” han sprang op, fik tændt Lys, jeg laa nede paa Gulvet, havde faaet en Skramme over Næsen som der flød Blod fra og som smertede mig meget. Bloch badede Stedet med koldt Vand og fik mig i Seng, men snart fornam jeg Smerter paa mange Steder, jeg havde slaaet Knæskallen saa denne fik Form af en Orange omgivet med blaa, grønne og sorte Ringe, Skulderen, Hoften og Tindingen var slaaet.[88]
Således sluttede Andersens sidste rejse til Italien ikke helt så positivt, som man kunne have ønsket sig, og det var faktisk ikke førend han var ankommet til München, at han faldt lidt til ro. Hertil bidrog også, at Andersen i de fire dage han tilbragte i Bayerns hovedstad før tilbagerejsen til Danmark endnu engang blev fejret som en europæisk berømthed, hvilket ikke var sket i Norditalien. Her var han ukendt – det var i Rom han havde sine venner og bekendte! Ligesom det også havde været tilfældet på Andersens rejse i 1861, nævnes Italien ikke en eneste gang i dagbogen undervejs hjem til Danmark.
Imidlertid omtaler Andersen i sit brev til Dorothea Melchior fra d. 26. maj (se ovenfor) William Blochs positive reaktion på Italien undervejs: “München synes ikke at have tiltalt Bloch, han var mere glad ved Alt paa Udreisen end nu ved hvad han seer paa Hjemreisen. Venedig og Tyrols Bjerge, fordunkle Alt for ham, eller rettere straale med saadan Giands i hans Erindring at alt andet Nyt bliver farveløst”[89] – dette er faktisk en karakterisering, der som hånd i handske kunne passe til den unge Andersen. Men nu, i 1872, var han tydeligvis mæt af dage og længtes efter fred og ro.
Allerede d. 5. oktober 1869 havde Andersen i et brev betroet sig til Therese Henriques med flg. ord, der tydeligt viser et interessant skift i digterens psyke – og med en nydelig cadeau til Wien, Østrigs smukke hovedstad:
Jeg befinder mig ret vel, legemlig, men skal jeg være ærlig, det er første Gang jeg ude paa Reise, synes at jeg har det ligesaa godt hjemme, jeg har ikke den glade Følelse jeg tidligere havde ved at reise i Tydskland, Alle komme mig venligt og hjerteligt imøde men – jeg var gladere i Holland, Frankrige og Portugal. Jeg tænker stadigt paa at jeg er blevet ældre, at dette Jordliv snart er faret hen. – Dog maaskee i det folkelivlige Wien, naar Solen skinner varmt en Dag, eller jeg hører smuk Musik, løfter Sindet sig igjen til Ungdom.[90]
Andersen var som bekendt en uhyre flittig brevskriver – i alt haves over 11.000 breve til og fra ham – men han krævede sandelig også at få svar: “Lev nu vel!”, slutter han sit lange brev til Henriette Wulff fra Firenze d. 12. oktober 1833. “Dette Brev skal De give mig et ret langt et for, thi De seer hvor jeg har tænkt paa Dem!”[91] – Noget for noget!
Som det fremgår af ovenanførte er det ikke mindst i Andersens breve, at vi får de mest levende og samtidigt også – i modsætning til de spontane og uretoucherede dagbogsoptegnelser – de kunstnerisk finest forarbejdede skildringer af hans rejseoplevelser. At Andersens selvbiografier derimod er skrevet med et blik i bakspejlet og med henblik på at grundfæste hans internationale renommé er en kendt sag.
Hvordan var Andersen nu som brevskriver? Ud fra det citerede udvalg af breve fra og om Italien er det tydeligt, at han også i denne genre kunne være en sprogets og stilens mester – undtagelsen er de mange forretningsbreve hjem til Edvard Collin – der forstod at tilrettelægge en situation med alle dens dramatiske muligheder, men også kunne give lyrisk henåndende beskrivelser af de naturoplevelser, han havde undervejs. Vi møder ham som den begejstrede rejsende, den nysgerrige turist og den skarptsansende rejsejournalist, kundskabstørstig og lærevillig. Og selvom Andersen kan svømme over af umiddelbar begejstring, især ved gensynet med Italien, er der også plads til kritik og afvisning. Andersen er både romantiker og realist!
Vi oplever den rejsende Andersen som den kritiske og kyndige kunstekspert, men også som den omsorgsfulde ven, taknemlig for hvert anerkendende og trøstende ord. Vi møder ham som den vankelmodige, sensible og bekymrede digter, den rastløse Andersen, der vil videre og videre: “Dahin, dahin! ” – som Mignon havde sunget hos Goethe – den evige opdagelsesrejsende på vej udad mod nye oplevelser og samtidigt på vej indad mod sin egen sjæl og sit eget sind. Denne dobbeltbevægelse foretog han for at finde sig selv eller rettere i et torsøg på at finde sig selv. For hvem er H.C. Andersen? Brevene, dagbøgerne og i mindre grad Mit Livs Eventyr hjælper os utvivlsomt på vej – disse kilder er skattekister for Andersen-forskningen og vi kommer utroligt tæt på digteren – men finder vi ham nogensinde?
