Blandt de børn, til hvis fornøjelse H.C. Andersen udfærdigede sine billedbøger, var Rigmor Stampe (1850-1923) og hendes søskende; deres mor Jonna (g. m. Henrik Stampe) var datter af Ingeborg Collin i ægteskabet med Adolph Drewsen. Sidstnævnte samarbejdede med digteren om sådanne bøger og fortsatte på egen hånd, som det ses af et brev til Andersen (12.2.1857, BJC II 168) og af Rigmor Stampes erindringer. I oversigten over Andersens billedbogsproduktion bemærkedes det derfor, at der endnu kunne være overraskelser i vente (A-iana 2 IV 1957-61 347, jf. 2 V 85).
Ukendte Andersen-billedbøger er dog ikke kommet mig for øje, men to af de Drewsenske produkter i genren er også værd at kende. De nedarvedes på spindesiden: Rigmor Stampe (g. m. Victor Bendix), Karen Stampe Bendix (g.m. Olaf Forchhammer), Lilian Ellis (g.m. Mogens Lind). Efter redaktør Linds død blev bøgerne fundet hos en antikvitetshandler af nu afdøde professor Carl Faurholt og frue. For en virkelig kender og samler af børnebøger, dukker, dukkehuse etc. som fru Estrid Faurholt måtte det være et særdeles kærkomment fund, som jeg da også fik forevist, da jeg redigerede Bogvennen 1971 nr. 3: „42 bogsamlere præsenterer en yndlingsbog“. Da enquetens rammer ikke ydede Drewsenbøgerne retfærdighed, blev præsentationen af dem efter aftale med fru Faurholt udskudt til disse blade.
Begge bøger er i det gængse kvartformat c. 22 X 18 cm og i jævne samtidige halvbind. De er helt igennem skrevet af Adolph Drewsen, og deres bestand af billeder etc. svarer til hvad Andersen brugte: „religiøse, historiske og naturhistoriske serier og ark, glansbilleder, portrætter, soldater- og andre figurark, etiketter, indbydelseskort etc. foruden almindelige blad- og bogillustrationer, alt samlet fra flere lande“ – hvis jeg må citere sammenfatningen fra 1961. I anlægget er de to bind meget forskellige.
Det ældste har flg. titelblad i folkebogsstil: En ganske ny og lystelig Historie om Rigmor Stampe og Agnete Lind, samt hvordan det gik dem i [brevhoved: Kjøbenhavn seet fra Valby], da de skulde i [avisudklip: Hunde- og Abe-Theater i Silkegaden 46], beskreven af Morfaer til Nytte og Fornøielse for Rigmor Stampe. Januar 1856. – På højresiderne af de 48 blade følger nu en billedrig beretning – ikke ulig en af Andersens til Louise Collin og W. Linds datter Agnete f. 1849 – om hvordan Morfaer og hans Engle Rigmor og Agnete går ud i hovedstaden; „Astrid kunde ikke gaae med, for hun var saa bange for Hunde“. Man får i avisklip glimt af omnibussen Flora og flere gadebilleder og facader samt forlystelser som dyretæmmeren B. Gautier i Landemærket 180, Liphards Menageri på Vesterbro 73, en stor schweizer-kæmpeoxe udstillet af Henriette Chanteurs enke, den tredive tommer høje dværg admiral Piccolomini, hvem selv dronning Victoria har skænket opmærksomhed . . . men kun glimt, da de kommer for tidligt eller for sent til alt. Næste dag købes dog rettidigt billetter til Directeur Zanebonis romerske abe- og hundeteater i Silkegaden nr. 46. Originale reklamer for denne forlystelse, med træsnit og tidstypiske fremhævelsesskrifter, udgør derpå 1/3 af bogen, hvis slutning meget naturligt handler om børnenes egne forsøg på at afrette dyr, tilsidst en af grisene på Christinelund.
Til bogens københavnske glimt hører et hoved af „Kjøbenhavns flyvende Post“ og Vilh. Pedersens kendte tegning til Hyldemoer. Rigmor vil nemlig flyve og ved, at Heiberg har ladet et postbud flyve, og „at Andersen havde ladet to rigtige Børn uden Vinger flyve paa en Kjæp, og flyve vilde hun“. Morfaer afleder flyvetankerne ved at give hende en menu fra kongens taffel (15.4.1847), og man læser med interesse de femten retter og mange drikkevarer. Interessante er prøver af J.-J. Grandvilles kompositioner med tegnede „menneskenoder“; denne fabulerende kunstners mulige påvirkning af Andersen er ikke undersøgt, og her skærer ihvertfald deres cirkler hinanden.[1] Hovedstykket i bogen kan dog siges at være to typiske Andersenklip, et rødt og et orange. „For ret at gjøre dem glade, lovede Morfaer at vise dem nogle af Andersens udklippede Engle, når de kom hjem.“
Betydelig mere omfattende er den anden bog: Ole eller Soldatens Eed. Samlet og tillavet for Rigmor Stampe. Faaes i alle Boglader [to udklip: For 3 Skilling. Kjøbenhavn]. Februar 1857. Trykt hos Morfaer. 72 fulde sider er beskrevet og illustreret med en digressionsrig men dog sammenhængende historie om Ole, og utallige exemplarer af een og samme lille soldat fra et billedark tillader Ole at optræde med urokkelig standhaftighed i mange omskiftelser.
Kapitlerne hedder: Oles Barndom. Ole bliver Soldat. Oles Drøm. Slaget. Ole paa Slottet. Bibliothek [trykt udsnit af titelfrise]. Ole og Mette-lille. Oles Prøvelse. Oles Bryllup. – Man skønner deraf historiens forløb: Krigen med prøjserne var i frisk erindring, opholdet på slottet er en rekonvalescens, og den derboende dejlige Mettelille og en skinsyg kammerjunker er forudsætninger for henholdsvis brylluppet og de forudgående prøvelser, mens slotsbiblioteket og prøvelserne giver anledning til højst pittoreske indfald. Og dagens København dukker op undervejs i hentydninger til Carstensens Alhambra, tryllekunstneren professor Døbler, firmaet Sten-Møller og Comp. og en etiket fra „C. A. Been, Hof-Urtekræmmer Norgesgaden No. 191, ligefor Garnisonspladsen, København“, der imidlertid i texten omtales som „Urteboden Nr. 191 i Bredgade“ – navnene brugtes dengang side om side. Litografier fra en tysk bog om indisk religion og kosmogoni udgør en modpol hertil.
Et direkte Andersensk glimt fås i forbindelse med brylluppet, da det holder hårdt at få den ivrige soldat til at opgive uniformen: „Mettelille havde ladet Fleron sye elegante Klæder til ham efter Mønster af H.C. Andersens, som dengang endnu ikke var gaaet fra Fleron, men Ole kunde endnu ikke beqvemme sig til at tage dem paa.“ For alteret genser Mette dog sin Ole „i Klæderne fra Fleron efter H.C. Andersens Mønster!“ Alt ender således vel, og
„Snip, snap, snude, – nu er Eventyret ude.
Tip, Tap, Tønde, – nu kan H.C. Andersen begynde!“
Det var ikke Oles bryllupstøj alene, der var efter H.C. Andersens mønster, og morfar Drewsen udtrykte det klart, da han sendte en hjemmelavet bog – det er jo altså den sidstnævnte – til „den store Gartners“ kritik. Den er som sammenhængende fortælling langt større end de andre billedbøger, men det er nok cirkusturen, der er den fornøjeligste. I begge anes genspejlinger af det københavneri og den fabuleren, der var levende hos Andersen, også når det ikke gjaldt digtning med kort eller evig livskraft, og hvis sprogtone er en del af historien om digteren og byen og især om Andersen og det Collinske Huus.
