Der oprulles forbløffende perspektiver, når man betragter de broderier, som fynske bønderkvinder har syet igennem tiderne. Vi må tilbage til 1300årene for at finde forbillederne til nogle af dem, og de yngste rækker helt op mod slutningen af forrige århundrede, en henved 600årig tradition. De blåsyede og blårandede håndklæder (fig. 1) kendes fra middelalderen og man har f. eks. på Lyø syet traditionsprægede ting op mod århundredskiftet.
Ved festlige lejligheder pyntede man himmelsengens omhæng med broderede håndklæder. Så langt erindringen går tilbage har de kun været til pynt, men oprindelig var de rigtige håndklæder beregnet til at tørre hænderne i. Inden gaflen kom i brug (den første gaffel i Danmark blev købt af Christian den fjerde i 1624), da man endnu spiste med fingrene, hørte det med til god bordskik at vaske hænder før og efter måltidet. I fornemme huse gik bordsvendene rundt til gæsterne med vaskefade, „mollinger“, og håndklæder. Hvor det gik noget mindre stilfuldt til, var der anbragt en vandkande, et fad og et håndklæde på bordet, eller der hang en „fontæne“ d.v.s. en vandbeholder med kumme under væggen, og håndklædet hang ved siden af. I tidens løb ændredes håndklæderne til rene pyntegenstande, som hos bønderne blev hængt op på himmelsengens omhæng til fest.
Overalt på Fyn finder man håndklæder, der består af to halvdele, syet sammen midtpå med en såkaldt „falsk hulsøm“ eller med en smal knipling. De er prydet med smukke trendfletninger og har en strop midt på den ene langside – til ophængning (fig. 1).
Undertiden – og især på Horneland – træffer man på en udsmykning af blå striber, der enten kan være vævede eller syede (se fig. 1). Det er de blårandede og blåsyede duge og håndklæder, hvis oprindelse går tilbage til middelalderen, måske endnu længere. Et mønster af striber er så elementært i vævekunsten, at det meget vel kan stamme fra vævningens oprindelse. Blårandede tekstiler afbildes til stadighed på middelalderlige kalkmalerier, de nævnes i inventarfortegnelser fra 15-1600-årene og i det følgende århundrede findes de på Horneland i bevarede eksemplarer, altså en 6-700årig tradition. (Se: Elna Mygdal „Om Tekstilornamenters Levetid“. Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1934. Og: Ellen Andersen „Lidt om håndklæder“ Budstikken 1963).
1700årenes håndklæder er udelukkende broderet i blåt (og hvidt). Først i begyndelsen af det følgende århundrede dukker den røde farve frem. Det ældste kendte eksempel er et lagen fra Horne dateret 1806.
Foruden håndklæderne pyntede man himmelsengen med broderede lagner og pudevår ved festlige lejligheder (fig. 2). På Fyn har lagnerne hulsømme og usædvanlige smukke navnetræk i røde og blå korssting (fig. 3). – Undertiden finder man lagner med stropper i hjørnerne, der viser, at de har været brugt til at pynte loen med, de såkaldte „klæ-sals-lagner“. Lyø, som har sin helt specielle broderitradition, har brudelagner med pragtfuldt franskbroderi.
Her finder vi også det ældste og de yngste almuepudevår, som kendes her i landet. Det ældste er mærket IID 1733 i blå korssting. Senere er tilføjet IHID 1868. De yngste pudevår er syet i 1890’erne.
Alle gamle pudevår har mellemværket siddende på den ene kortside, der skulle vende ind mod stuen, når sengen var redt til stads. På Lyø stod puderne på højkant (se fig. 2), andre steder lå de ned og udfyldte åbningen mellem omhængene. De allerfleste mellemværk er gennemsigtige. Pudens olmerdugs betræk havde som regel en rød stribe på kortsiden, som skinnede igennem det åbne mellemværk. Man kunne også anbringe et stykke faconsyet rødt silke- eller uldstof over pudens kortside. Sådanne understykker er første gang påtruffet på en udstilling i Ejby.
På Drejø finder vi meget fine bomuldspudevår med tyllsbroderet eller kniplet mellemværk og overordentlig fint korsstingsbroderi. I det hele taget er lagen- og pudevårsbroderierne rigere på øerne end på selve Fyns land. Og man holdt sine ting i hævd. På Drejø findes et par pudevår, der har været brugt til bryllup i 1857, sølvbryllup 1882, guldbryllup 1907, diamantbryllup 1917 og krondiamantbryllup i 1922. Om et pudevår med tyllsbroderet mellemværk fra Avernakø fortælles det, at man bar børnene til dåb, liggende på dette pudevår.
I broderitimen i skolerne lærte småpigerne at sy navneklude. De fik dog kun lov til at deltage i undervisningen, dersom de havde bevist, at de kunne deres salmevers til punkt og prikke. På lærekluden fandtes alle de tal, bogstaver og ornamenter, som pigebarnet senere i livet kunne anvende på sine broderier.
Allerede i Frederik den fjerdes rytterskoler, der oprettedes i 1700-årenes begyndelse, undervistes i broderi. En fynsk navneklud dateret 1730 kan meget vel – i hvert fald efter sin alder – være syet på en af disse skoler. Den er broderet med hør- og guldtråd, en reminiscens af 1600årenes læreklude, der ofte havde guldtråd i broderiet.
Endnu i 1800årene underviste degnekonerne i syning af læreklude. Jensigne Knudsdatter fra Bursø på Langeland havde i 1849 syet en læreklud hos degnens kone, Gunni Iversen. Da biskop Monrad kom på visitats og fik kluden forevist, sagde han: „Det er jo overmåde nydeligt, min gode madam Iversen, men sig mig, kan børnene også stoppe strømper?“ Navnekluden findes endnu.
På engelske navneklude træffer man ofte indsyede vers, som regel med moraliserende eller gudeligt indhold. De er sjældne i Danmark. Så meget mærkeligere er det at finde to af denne slags på Fyn, endda med samme vers:
Arbeid og bed, Saa skal Du faa
Hvad til Dit Vel Du maa attraa.
Den ene klud er syet af Ane Madsdatter fra Vantinge i 1803 (fig. 4), den anden af Mette Rasmusdatter fra Nørre Broby. Denne sidste er dateret 1807. Man kan måske tænke sig, at Mette og Ane har haft samme lærerinde, Vantinge og Nørre Broby ligger jo ikke langt fra hinanden.
Til en navneklud fra Bregnemose dateret 1847 findes endnu det mønster bevaret, hvorefter den er syet.
Fig. 5 viser en ligkiste fra Lyø fotograferet på Nationalmuseet. Ejeren havde alle tingene til kistens udsmykning liggende parat til brug. Han ønskede sin kiste udsmykket på gammeldags måde, og da ingen mere forstår at gøre det rigtigt, fandt han det klogest at få det ordnet inden sin død i 1959. I gamle dage var det to nabokoners privilegium at smykke kisten på denne måde. Inden kisten sænkedes i graven, skulle de tage pynten af.
Udsmykningen består af et blårlærreds lagen. I de to hjørner ved hovedenden er der broderet henholdsvis krans og navnetræk MMRHD i sorte korssting, samt blomstervase med to fugle og bogstaverne MKD i mørkeblå korssting. Det første navn er ejerens mor Mette Marie Hansdatter (egentlig hed hun Hansen, men på liglagnet har hun anvendt den gammeldags form Hansdatter). Det andet navn er ejerens bedstemor Maren Klausdatter. Over lagnet ligger et blåtrykt sengetæppe „saln“ mærket IHCD 1852, d.v.s. Johanne Christiansdatter, ejerens mormor. Øverst ligger et kisteklæde på langs ad kisten. Det er dateret 1881 og har tre kors i udskåren syning for enderne. Den røde farve i kransen er ikke korrekt til brug på kisten, der burde kun have været blåt broderi. Over kisteklædet ligger et håndklæde på tværs, så der dannes et kors. Det er dateret 1783, ejerens tipoldemors Inge Pedersdatters konfirmationsår. KSD 1786 er oldemorens Kirsten Svendsdatters konfirmationsår. MKD 1821 er bedstemoderens, Maren Klausdatters, og IHCD 1852 mormoderens Johanne Christiansdatters. Selv om dette håndklæde er syet med blå korssting, er dets brug ikke helt korrekt. Ejeren har oplyst til cand. mag. Ole Højrup, at der også her skulle have ligget et langt kisteklæde.
Udsmykningen inde i kisten bestod af pudevår, lagen og særk eller skjorte. Det er indlysende, at bevaret ligtøj er meget sjældent. Der har skullet ganske særlige forhold til for at bevare det. Det almindelige var naturligvis, at det blev sænket i graven. Det var kun den pynt, der lå ovenpå kisten, som blev taget af inden jordfæstelsen.
Ligesom andre steder i landet, finder vi på Fyn broderier på særke og skjorter, på huer og korsklæder, tørklæder, sjaler og brudeforklæder. Men desuden findes der også en del broderede livstykker, noget, der ellers kun forekommer meget sjældent andetsteds. Disse livstykker er alle af højrødt vadmel og syet med silke i lyse pastelfarver i spinkle Louis 16 mønstre. De har alle kort empireform.
Endnu så sent som i 1883 brugtes håndsyet brudgomsskjorte på Lyø, men derefter er skikken vistnok ophørt. Omtrent samtidigt er brudesærken gået af mode. På Drejø hedder det sig, at broderede skjorter hørte med til mandens udstyr, som han fik med fra barndomshjemmet. A. Fabricius fortæller fra 1880erne, at en kone på Drejø gav hver af sine tre sønner fyrretyve skjorter, da de nedsatte sig. De pragtfuldt broderede særke og skjorter, som vi finder på Sjælland, kendes ikke på Fyn. Her er de fleste blot smykket med stikninger og musetakker. Nogle af de ældste skjorter har dog tællesyning på „herdestykker og ruer“, som man sagde på Drejø med en gammel betegnelse for skulderstykker og håndlinninger. Mønstrene er enkle, men smukke (fig. 6). På Lyø finder man desuden fransk broderi på de yngre skjorter.
Kvindesærken kan have hulsøm og tællesyning. På Lyø og Drejø skulle „blomsten“, som var broderet fortil på „oppeln“ (d.v.s. oplodden, den korte oversærk) være fri, den måtte ikke dækkes af tørklædet. På Fyn ses endnu en del særke, hvis forbillede går tilbage til 1700årenes overklassesærke. De har en flæse af fint moll syet til den ret store halsudskæring. Denne slags særke eksisterer ikke i bondeeje andre steder i landet. Broderiet indskrænker sig til navnemærkning under flæsen. En sådan særk fra Horne er mærket IID 1810 i røde korssting. Dateringen viser, hvor meget længere en mode holdt sig hos bønderne end i de højere stænder. Her var den slags særke gået af brug allerede i 1790’erne.
– er på Fyn som andre steder syet i tamburering. En optegnelse fra Drejø siger, at man her også brugte tamburering til alters og til brudepiger. Dette er i modstrid med skikken i andre egne. Der er mange eksempler bevaret af usædvanlig smuk fynsk tamburering (fig. 7). En enkelt gang hører man, at brudedragtens forklæde er syet om til dåbsdragt til den førstefødte. Denne skik kan i hvert fald først være opstået, da den hvide dåbsdragt trængte igennem på landet, og det er først sket i anden halvdel af 1800årene. 1823 skriver F.C. Lund i sin beretning fra Tåsinge, at de stivede halstørklæder forvandledes til brogede silketørklæder. De har som oftest en hjørnebuket og eventuelt en rankebort langs kanten i løst og flygtigt silkebroderi. De er ikke specielt fynske, men findes overalt i landet og er sandsynligvis import sydfra.
Som overtøj brugte kvinderne i 1800årene store, uldne sjaler lagt i trekant og med broderi i hjørnet. De er en slags efterligning af de højere stænders franske sjaler, som var moderne på krinolinetiden. Men det er noget specielt for almuen at udsmykke sjalerne med broderi. Bunden er ofte violetbrun, sort eller blå og med broderi i rødt, gult etc. i det ene hjørne. Dette brugtes ved glædelige lejligheder. Det andet hjørne var syet i blåt, grønt og beige, som var sørgefarver. En ung pige fik sjal til sin konfirmation og det holdt – som eneste form for overtøj – livet ud.
Endelig er der broderierne på huerne. Også disse viser, som så meget andet fynsk broderi, meget gamle og meget unge typer. Huebroderi dukker først op ved midten af 1700årene og nogle af de fynske huer kan godt være fra denne tid. Disse gamle huer er syet på sort vadmel med løst tvundet silkegarn i blege pastelfarver. På Tåsinge har huerne et meget karakteristisk tredelt broderi, hvidt på sort til sorg. Til glædelige lejligheder har de broget metalfolie i broderiet i lighed med Sønderjyllands „beslagne høller“.
Meget specielt for Fyn er reliefbroderiet af en slags georgette med blade i chenillesyning (fig. 8). Denne slags broderi var meget yndet i de højere stænder på empiretiden, men er vist først trængt ud blandt bønderne i 1830-40erne. Også chenillebroderi var meget yndet, og på Drejø har vi stive sorte huer med perlebroderi, hvidt til sorg, broget til glæde.
Ovenpå huen sad korsklædet, et hvidt stykke knipling eller broderi. De ældste korsklæder, som kom på mode omkring 1810-20 var store og med virer i kanten, de kaldtes for spøg „stavær“ eller „ståtøj“. Specielt for Fyn er tamburerede korsklæder. Det samme gælder skyggesyning (fig. 9) det eneste kendte eksempel på denne teknik i dansk almuebroderi. Broderiet er en direkte imitation af en flamsk knipling fra empiretiden. Skyggesyningen efterligner lærredsslaget og sammentrækssyningen rosengrunden i kniplingen. Stykket er fra Horne omkring 1810-20. En anden kniplingsimitation er tylstrækningen, og i senere tid fransk broderi og applikation på tylsbund (fig. 10). Disse sidste er dog ikke en så direkte imitation af knipling som tylstrækningen. De er stærkt påvirkede af tyske mønsterforlæg. Denne sene type af broderi findes kun på Fyn (og Bornholm).
Der var enkelte koner, som syede i tyll, især var der en dygtig kone i Skovby på Ærø. Andre kunne selv brodere deres korsklæder. I Sdr. Broby skal pastor Ammentorps døtre have lært bønderpigerne at brodere. Men i det store og hele må det siges, at vi så godt som intet ved om, hvem der broderede huer og korsklæder. Det ville være af stor interesse, om nogen kunne give oplysninger om dette spørgsmål.
