I H.C. Andersens levetid udkom der tre (eller måske endda flere) franske udgaver af „Sneedronningen“, som han rimeligvis aldrig fik noget at vide om. Gerningsmændene var D. Soldi, Alexandre Dumas père og L. Léouzon-Leduc. Lad os tage dem i kronologisk orden.
Om D. Soldi, eller, som han egentlig hed, David Soldin, har jeg fortalt alt hvad jeg vidste, da jeg i 1952 skrev en artikel om H.C. Andersen og Frankrig (Anderseniana, 2. Rk., Bd. II 169-176). Jeg omtalte dér at han foruden sine temmelig kendte oversættelser fra 1856 og 1862, også havde udsendt en fransk oversættelse af „Sneedronningen“ på et tysk forlag, nemlig Wolfgang Gerhard i Leipzig, og at den stod som appendix til en roman af Scribe: Le filleul d’Amadis ou les amours d’une fée, roman de chevalerie I—II. Den stod opført i de kendte bibliografier fra tiden. Men hvor skulle man nu finde den?
Ved forespørgsel i Statsbiblioteket i Østberlin fik jeg den oplysning at der var et eksemplar i Halle an der Saale, i Landes- und Universitätsbibliothek. Dette bibliotek har været så elskværdigt at udlåne klenodiet til Det kongelige Bibliotek i København, hvor „Sneedronningen“ er blevet mikrofilmet for nylig, sådan at jeg har kunnet læse den.
Det var ingen sensation. Oversættelsen ligner hans øvrige. Den holder sig nogenlunde tæt op ad originalen. Men ligesom de andre tåler den dårligt at blive gået efter i sømmene.
Det må indrømmes at begyndelsen er vanskelig. Hvordan gengive den gemytlige introduktion af en af hovedpersonerne: „for det var en ond Trold! det var en af de Allerværste, det var „Dævelen“?
Troldene, vores snart ondskabsfulde, snart hyggelige trolde, mangler jo i den franske mytologi – franskmænd der har sat sig ind i nordiske forhold bruger nu undertiden un troll, på sin norsk eller svensk. Un sorcier er kun en troldmand. Om „Dævelen“ selv, le diable, er der ganske vist også mange franske eventyr. Men det er i vide kredse ikke velset at gøre grin med ham, mindst af alt da i eventyr for børn af fromme familier.
Soldi har valgt at sige:
un sorcier bien méchant, le plus méchant de tous, … Satan.
Alle de, som gik i Trold-Skole, for han holdt Trold-Skole bliver til: Tous ceux qui allaient à l’école, car il tenait une école.
Det er ingen god betegnelse for denne fornøjelige institution. Det er gået bedre for en senere oversætter Ernest Grégoire, som fortæller at djævelen était professeur de diablerie.
Det er heller ikke helt nemt at klare: for den gamle Kone kunde Trolddom, men en ond Trold var hun ikke, hun troldede bare lidt for sin egen Fornøielse. — Det hedder hos Soldi: La vieille se connaissait en sorcellerie, mais l’exerçait sans faire de mal à personne et seulement par distraction.
Der mangler nogle mellemtoner: det bagatelliserende „bare lidt“ og især det snurrige ord at trolde, der jo er forskelligt fra at trylle.
En enkelt gang har Soldi, der dog havde dansk som modersmål, ikke forstået H.C. Andersens spøg: I det Kongerige, hvor vi nu sidde, boer en Prinsesse, der er saa uhyre klog, men hun har ogsaa læst alle Aviser, der ere til i Verden, og glemt dem igjen, saa klog er hun. Det sidste kalder han blot: Quel savoir! Hvis han endda havde kaldt det: Quelle intelligence!
Han giver op over for kragens bemærkning: „jeg skal fortælle saa godt, jeg kan, men daarligt bliver det alligevel.“ – Han stryger hele den sidste sætning med et af H.C. Andersens narrerier.
Det er mere tilgiveligt at Soldi ikke har forstået Sneedronningens spørgsmål til Kay: „men er det at fryse? kryb ned i min Bjørnepels. Han tror at det betyder „fryser du?“ (as-tu froid?). Men meningen er jo: „hvad skal det til at fryse? hvorfor fryse? Udtrykket er muligvis specielt for H.C. Andersen. Han bruger det også i „Den lille Idas Blomster“: „Er det at bilde Barnet saadant Noget ind!“ sagde den kjedelige Cancelliraad.
Kragerne er, grammatisk set, hunkøn på fransk. Derfor tør Soldi ikke gøre de to krager til kærestefolk. Han siger at de er søstre. Vi vil få at se at Dumas (som var „rigtig“ franskmand) ingen betænkeligheder havde ved kragerne (men nok ved bolden og svalen!).
Helt umotiveret er det at gøre den lille Røverpige til en sigøjnerpige: la petite bohémienne.
Nok står der på titelbladet at fortællingen er oversat frit; men efter vor mening er frihedens grænse overtrådt en del gange.
Er det, for eksempel, tilladeligt at springe ca. 4 sider helt over, som han gør i slutningen af 3. historie, hvor Gerda spørger alle blomsterne: ildlilien, convolvolus, sommergækken og alle de andre, som er ganske udeltagende i Gerdas sorg over lille Kay?
Det er forståeligt at den oversættelse aldrig er blevet optrykt.
At Dumas og H.C. Andersen var gode venner, i hvert fald for nogle dage i Paris 1843, er almindelig bekendt. Og at Dumas senere havde den frækhed at servere nogle af H.C. Andersens eventyr i sin egen frie bearbejdelse, har jeg fortalt tidligere i Anderseniana (1952).
For nylig er jeg imidlertid, takket være en engelsk Dumas-bibliografi af F. W. Reed (Middlesex 1933), blevet opmærksom på at Dumas, før han udgav dem i bogform, havde holdt generalprøve på dem i et af ham selv redigeret ugeblad ved navn Le Monte-Cristo, som udkom fra 1857 til 1862. Bladet bestod næsten udelukkende af hans egne produkter.
Så snart jeg efter denne opdagelse igen kom til Paris, fordybede jeg mig i de fem digre bind i kæmpeformat, som heldigvis fandtes i Bibliothèque Nationale.
Da der undertiden er nogle afvigelser mellem denne første version og den anden, der står i samlingerne L’homme aux contes (1857), Contes pour les grands et les petits enfants (1859) og Le père Gigogne (1860), synes jeg at jeg igen må fortælle danske læsere noget om hele affæren.
I første årgang nr. 11 af Le Monte-Cristo, 2. juli 1857, stod der i rubrikken CORRESPONDANCE et brev fra en dreng ved navn Adolphe Ballet, som bebrejdede Dumas at bladet kun var for voksne. Han fortæller at han til nytår har fået Le Casse-Noisette og La bouillie de la reine Berthe (begge af Dumas, den første (Nøddeknækkeren) var en bearbejdelse af E. T. A. Hoffmanns eventyr „Nussknacker und Mausekönig“). Nu vil han gerne have nogle flere. Han har sparet 11 francs op af sine ugepenge (10 sous), og vil nu abonnere for et halvt år (4 francs) – hvis der også kommer historier for børn.
Dumas svarer i samme rubrik. Adolphe skal få bladet gratis hvis han vil give sine 4 francs til 4 fattige mødre. Dumas roser hans sparsommelighed og beklager at han ikke selv var lige så fornuftig i den alder.
Det er jo meget rørende – og nok også en god reklame.
Og lige efter svaret følger så den første fortælling, eller rettere sagt indledningen til serien.
Deri fortæller han at han i 1838 foretog en rejse i Tyskland og derunder opholdt sig en måned i Frankfurt hos en fransk ven.
Familiens to drenge på 7 og 5 år tiggede Dumas om at fortælle historier; men hans repertoire slap hurtigt op. Så stillede han dem i udsigt at Gérard de Nerval, som kunne en masse historier, kom om et par dage. Det gjorde han også. Dumas forestillede ham som „historiemanden“ (Voilà l’homme aux contes!) Han fortalte historier hver aften i en uge og fik stor succes.
De to første historier var „Den standhaftige Tinsoldat“ og „Lille Claus og Store Claus“ (Le soldat de plomb et la danseuse de papier – Petit-Jean et Gros-Jean).
„Tinsoldaten“ er en meget fri genfortælling med mange udvidelser, men rigtignok også med en del udeladelser af det som danske læsere finder særlig godt.
De to drenge, Charles og Paul, afbryder af og til fortælleren med bemærkninger som: „Det tegner godt!“ og „Sådan no’en uniformer har mine soldater også“ eller „Hvad betyder vice-versa?“
Fortælleren tilføjer om danserinden at det var som om hun var elev af både Marie Taglioni og Fanny Elssler, to af tidens berømteste danserinder; hun kunne danse både cachucha’en af „Le diable boiteux“ og abbedissens dans af „Robert le Diable“.
Efter eventyret står der i Le Monte-Cristo:
„Det var den historie Gérard fortalte os, idet han viste os et lille tinhjerte han havde hængende som dingeldangel ved sit ur, mellem en siddende hund og et dødningehoved.“
Han påstod at han havde købt det dagen før af barnepigen, fra hvem han havde historien.
Det var ikke den eneste, han fortalte, og hvis jeg kommer i tanker om de andre, kære børn, skal jeg fortælle jer dem, som jeg har fortalt jer denne her.“
Alexandre Dumas.
Som fodnote står der:
„Jeg har siden erfaret, at fortællingen var af H.C. Andersen.“
-Det er det eneste sted Dumas har nævnt H.C. Andersen.
Han udelod hele efterskriften – inklusive fodnoten – da han i 1857 optrykte eventyret i samlingen „L’homme aux contes“.
Den 23. juli 1857, altså 3 uger efter Tinsoldaten, stod der i Le Monte-Cristo:
„Børnene havde været meget glade for historien, eller rettere sagt eventyret (le conte) om Tinsoldaten og Danserinden. Den næste aften trak de Gérard i ærmet og bad ham om: – Et eventyr, et eventyr!“
Og så begynder Gérard på
PETIT-JEAN ET GROS-JEAN. FØRSTE AFTEN.
Også i denne historie afbryder de to drenge af og til Gérard.
I dette nummer får han lige begyndt på ANDEN AFTEN. Men så slutter Gérard af fordi klokken er slået ni. Drengene protesterer. Men Gérard lover højtideligt at fortsætte næste aften. Han slår kors for sine læber og spytter på tommelfingeren, som tegn på at løftet er ubrydeligt.
Der har nok manglet nogle linier på siden. Dumas stryger den slags fyldekalk i optrykket i „L’homme aux contes“.
Men ikke en lang udtværing på en hel side om den hidsige kromand og hans upålidelighed i pengesager. H.C. Andersens tre linier er dog langt at foretrække.
Også optrinet med Store Claus og apotekeren er trukket ud over alle bredder, for slet ikke at tale om en endeløs og åndløs snak mellem Lille Claus og Store Claus inden slutningen.
Vi bliver heller ikke sparet for den happy ending, at Lille Claus bliver gift med landsbyens kønneste pige samt for den moral at den der graver en grav for andre falder selv i den.
I den følgende tid oversatte Dumas forskellige eventyr, bl.a. fire af Grimm (Bord dæk dig, Guldæselet og Knippelen i Sækken, Snehvide, Den tapre lille Skrædder, De to Brødre (guldsmeden og kostebinderen)).
Først i september 1859 forgreb han sig igen på H.C. Andersen. Denne gang var det Sneedronningens tur.
Det der straks springer i øjnene er at første kapitel hos Dumas hedder De hvide Bier (Les abeilles blanches). Det svarer til H.C. Andersens „Anden Historie – Et lille Dreng og en lille Pige“, dog kun første halvdel, dertil hvor Kay siger: „Jeg tror, det er borte! men borte var det ikke.“
Dumas tilføjer: „Lad os sige hvad det var.“ Og så begynder han på kapitel II Troldespeilet (Le miroir du diable).
Dumas lider af en usalig trang til at lave om – formentlig for at gøre det bedre!
Han har været klar over at det var umuligt for ham at hamle op med H.C. Andersen i anslaget med den onde Trold! en af de allerværste, „Dævelen“ ?
Dumas har valgt at kalde de menige småtrolde for dæmoner (démons) og „Dævelen“ Satan eller le diable. For at præsentere ham for børnene fortæller han ganske kort om den faldne engel Satan og belaver dem på at de, når de bliver en 18-20 år, kommer til at læse „en stor digter der var blind som Homer, ved navn Milton!“ (Det er for resten ikke det eneste sted hvor Dumas spiller højlitterær; han ynder at stille alle sin lærdoms reminiscenser til skue, også med hensyn til geografi, zoologi og botanik).
Måske har han også været bange for at virke blasfemisk; man måtte jo ikke støde de uskyldige børns fromme bedstemødre.
Men efter at have genfortalt indledningen om troldespejlet, vender han tilbage til Kay (som han kalder Peters) og fortæller:
„Det var en af disse splinter lille Peters havde fået, ikke blot i øjet, men i hjertet.“
I begyndelsen af den første episode med Sneedronningen bemærker vi at Dumas, som ikke havde korthedens nådegave, ikke forstår at tilspidse den herlige sætning:
„Han vilde læse sit Fader vor, men han kunde kun huske den store Tabel“.
Den sidste halvdel er blevet spundet ud til følgende:
„men siden den dag da han havde følt smerte i øjet og hjertet havde han glemt alle sine bønner, og kunne aldrig huske andet end denne aritmetiske sætning: 2 og 2 er 4“.
Det skal jo netop være den groteske panikreaktion.
Efter at Kay har pralet med sine kundskaber, lader Dumas Sneedronningen spørge ham om han kan sine bønner eller i det mindste korsets tegn. Det kan han ikke. Så ler hun og siger: „Se, se; så tilhører du bestemt mig, min dreng.“
Det er klart at meningen med H.C. Andersens morsomt formulerede sætninger også er at Kay har mistet sin fromhed og kun har sit intellekt i behold. Men det siger han ikke udtrykkeligt.
Der tilføjes yderligere en halv sides samtale som ikke står i originalen, og som udmærket kan undværes.
Faunaen i polaregnene udmales udførligt. Dumas kan ikke nøjes med at „Ulvene hylede“. Nej, der er både isbjørne, sæler, hvalrosser og søløver. Børnene skal jo lære noget.
I det følgende kapitel viser Gerda sig som artig lille pige der underretter dem derhjemme om hvor hun går hen med sine røde sko. Bedstemor siger: „Lad hende bare; det er måske en Vor Herres indskydelse“.
Da Gerda forlader den gamle „Kone som kunde Trolddom“, nøjes hun med at spørge roserne om de har set Peters. De andre blomsters selvoptagne snak springer Dumas, mærkeligt nok, over. Så hun kommer nogenlunde hurtigt til kragerne i kapitlet „Prinds og Prindsesse“ og videre igen til „Den lille Røverpige“.
Her noterer vi bl.a., at „de store bulbidere (. . .) havde fået skåret tungen ud, for at de ikke ved deres gøen skulle røbe hvor røverborgen lå“.
I originalen står der en noget anden forklaring på deres tavshed, nemlig, „men de gjøede ikke, for det var forbudt“.
Men lad os springe de følgende kapitler over og komme til slutningen, ja ikke den, vi kender, men Dumas’s:
„En måned efter ringede klokkerne, hvis lyd de havde genkendt længe før de så byen, til deres bryllup.“
Og Dumas er ikke færdig endnu! Hør!
„Ti måneder efter ringede de samme klokker til dåb for to kønne små tvillinger – den ene hed Peters, som sin far, og den anden: Gerda, som sin mor.“
Bryllup og tvillinger! – Ønskebørn: dreng og pige!
Mindre kan ikke gøre det – for Dumas.
Foruden det jeg nu har fortalt (og meget som jeg springer over), er der en ting til der særlig har interesseret mig, nemlig noget der har ført mig på sporet af Dumas’s kilde.
Jeg har ofte tænkt over hvordan han egentlig kan have båret sig ad. Det han fortæller om Gérard de Nerval kan i hvert fald ikke være sandt.
Det er ganske vist rigtigt at Dumas var sammen med ham i Tyskland i september 1838 (Se derom Aristide Marie: Gérard de Nerval, Le Poéte – L’Homme (Paris 1914) p. 135 og Les Nouvelles Littéraires, 10. August 1967).
At han har fortalt eventyr for børnene, er troligt nok. Men han kan da kun have kendt „Lille Claus og Store Claus“, som er fra 1835, og kun forudsat at han kunne dansk, hvad jeg aldrig har hørt det svageste rygte om. Derimod kunne han tysk. „Lille Claus og Store Claus“ udkom første gang på tysk i 1839, oversat af G. F. von Jenssen. Altså kan han ikke have læst det i 1838.
Det er nok løgn, det hele.
Grimms eventyr kunne Gérard de Nerval nok have læst og genfortalt. Men kunne Dumas så have husket dem så godt, at han kunne gengive dem på en måde, der følger teksten meget nøje? Umuligt.
Der må have været noget trykt eller skrevet, sandsynligvis på tysk. Dumas kunne, så vidt vides, ikke ret meget tysk. Men han kan have haft en sekretær til at oversætte fra tysk til fransk, og så har han selv redigeret på grundlag af en sådan rå-oversættelse.
Af de tyske oversættelser, jeg har set, kan kun Reuschers oversættelse passe. Den kom hos Lorck i Leipzig nytår 1849.
Det mest afslørende er det „kragemål“, der forekommer i „Fjerde Historie – Prinds og Prindsesse“ i begyndelsen:
„Kra! kra! – go’ Da! go’ Da!“
Reuscher gengiver det således:
„Kra! Kra! – gu’Tag! Gu’Tag!“
Og Dumas:
„Krrra! Krrra! … B’jour! B’jour!“
De k’er Dumas bruger i stedet for c’er ser meget germanske ud.
Det samme gælder duernes sprog i „Femte Historie – Den lille Røverpige“: „Kurre, kurre!“; uforandret på tysk; Dumas: „Kourrou! kourrou! kourroukou!“
På fransk heder „at kurre“ roucouler. Det indeholder altså de samme lyde i anden rækkefølge.
Jeg har en trumf tilbage. Brorsons (let ændrede) salmevers
„Roserne voxe i Dale,
Der faae vi Barn Jesus i Tale”
gengives af Dumas sådan:
„Les roses déjà se fanent et tombent,
Nous verrons bientôt le petit Jésus“.
Versene er ikke videre kønne, selvom fødderne er i orden. Ordvalget viser tydelig afhængighed af Reuschers:
„Die Rosen sie blüh’n und verwehen,
Wir werden das Christkindlein sehen“,
(som kan synges på vor sædvanlige melodi!).
Det samme nummer af Le Monte-Cristo, som bragte slutningen af „Sneedronningen“, indeholdt også Kjærestefolkene: La balle ambitieuse et le sabot philosophe.
Dumas havde åbenbart brug for en kort fortælling. Men han har dog fundet den for kort: han starter med en tilføjelse på en snes linier om bolde og toppe i bred almindelighed. Skønt han ikke havde skrupler ved at lade de to krager i „Sneedronningen“ være kærestefolk, har han ikke vovet at lade bolden være forlovet med en svale (une hirondelle). Han gør derfor svalen til en mindre god og mindre poetisk flyver, nemlig til en spurv – un moineau.
Slutningen var for kortfattet for Dumas. Han fortæller, at drengen til jul fik en tysk snurretop – une toupie d’Allemagne – altså en „rumlepotte“ af dem der lavede en slags musik når de snurrede rundt, sådan som ældre mennesker husker dem fra Kaalunds fabler.
Den bliver toppen nu gift med. Men rumlepotten kommer ulykkeligt af dage tre år efter; den støder imod et hjørne af muren og går i stykker. Nu er toppen blevet enkemand, og drengen maler den sort.
Til slut står der:
„Af denne begivenhed opstod det tyske ordsprog som siger:
– En bold som vil ægte en spurv risikerer at rådne op i tagrenden.“
Det har Dumas da vist lavet selv.
Han har dog nok ikke været særlig tilfreds med dette eventyr. Han lod det ikke trykke op i sine eventyrsamlinger. Så det kan ikke have gjort nævneværdig fortræd.
Så lod han H.C. Andersen i fred i et par numre for i oktober 1859 at slutte af med Den lille Havfrue – La petite sirène. Den strakte sig over 4 numre ialt og endte den 17. november 1859.
En gennemgang af dette eventyr ville ikke føje noget nyt til. Det er præget af samme hang til udvidelser og overspringelser. Dog knap så mange som i de foregående, måske fordi det er et alvorligt eventyr.
Efter mine mange kritiske bemærkninger må jeg billigvis bemærke at man ofte hos Dumas finder særdeles gode og rammende udtryk der kunne bruges i en ny fransk oversættelse. Denne bemærkning gælder i øvrigt mange andre oversættelser: man finder det gode og det dårlige side om side.
Louis Léouzon-Leduc, hvis navn næppe siger læserne noget, er født i Dijon 1815 og død i Paris 1889. Pra 1840 til 1842 var han huslærer i Finland. Senere rejste han en del i politiske missioner, og i 1886 skrev han en bog om sine rejser: Souvenirs et impressions de voyage dans les pays du nord de l’Europe (Suède, Finlande, Danemark, Russie).
Han har endvidere oversat en del svenske bøger (bl.a. af Tegnér), ja sågar den finske Kalevala, og påbegyndt en nordisk litteraturhistorie, hvoraf dog kun noget af 1. del udkom, nemlig afsnittet om Tegnér (1850) (Se: Maurice Gravier: Tegnér et la France (disputats) (Paris 1943).
To af hans publikationer handler specielt om Danmark, nemlig Le Congrès et le conflit dano-allemand (1864) og Le château de Christiansborg (1884) (i anledning af branden).
I 1875 udgav han en oversættelse af en dansk bog: Marie, histoire d’une jeune fille. Han siger at bogen var udkommet anonymt i 1860. Forfatteren brugte det beskedne pseudonym „I“ til en lang række bøger, hvoraf den første var „En ung Piges Historie“. Disse velmente guvernanteromaner har aldrig været noteret ret højt på den litterære børs. Forfatteren hed i øvrigt Cornelia von Lewetzow (1836-1921). På bagsiden af „Marie“ (som jeg ikke fik læst færdig på Bibliothèque Nationale i Paris) bebudes at der vil komme: Nouveaux Contes d’Andersen i serien Bibliothèque Nilsson.
I øvrigt har jeg set et længere dramatisk digt (oversat efter Karl August Nicander): Le glaive runique. Også det måtte jeg løsrive mig fra.
I Holger Laage-Petersens samling, som nu tilhører Det kongelige Bibliotek i København, findes en årgang af et fransk børneblad fra 1862— 63: La Semaine des Enfants. Deri står Léouzon-Leducs oversættelse af Sneedronningen. Den står i numrene fra 28. februar og 4. marts 1863.
I dette noget gudelige børneblad tør man ikke tage „Dævelens“ navn forfængeligt. Han er reduceret til en ond troldmand, som dog har lærlinge der vil flyve op med spejlet og friste englene dermed. Naturligvis holdes Vorherre uden for dette. Men spejlet, som først kaldes „det forheksede spejl“ (le miroir enchanté), hedder dog længere henne „det djævelske spejl“ (le miroir diabolique); det kan vel lige gå an.
„Den gamle Kone, som kunde Trolddom“ viser sig her at være en fe. Det er beroligende.
Léouzon-Leduc udelader, ligesom Soldi, alle blomsterhistorierne, men overgår ham i den henseende. Han springer hele historien om „Prins og Prinsesse“ over! Den er der, efter vor mening, intet anstødeligt i. Men han har måske syntes at hele kragehistorien er for pjanket.
Trækket med Kay, der „vilde læse sit Fadervor, men kun kunde huske den store Tabel“ udlægger franskmanden omtrent som Dumas: „Det stakkels barn vilde fremsige sit Fadervor, men, ak! han havde glemt alle sine bønner, han kunde kun huske sin tabel.“
De passager der handler om Kays forsøg på at danne nøgleordet „Evigheden“ med forstandsspillets isstykker, om friheden han skulle opnå hvis det lykkedes, om belønningen „hele Verden og et Par nye Skøiter“, dem har oversætteren ikke begrebet og derfor udeladt.
„Sneedronningen“ slutter dog omtrent som vi kender den. Og vi synes at den moral er klar nok.
Men en redaktør (L. D’Altemont) tilføjer en moral for de kære børn. De må ikke ensidigt dyrke de eksakte videnskaber(!) og de abstrakte studier(!). Det kan man blive følelseskold af. Nej, de skal bevare troen, Etc. Sådan prækede H.C. Andersen ikke.
Det er ingen ulykke at denne oversættelse har været så godt gemt i over hundrede år.
