Artiklen er baseret på projektet “TV 2 – et nationalt medie i provinsen” finansieret af Kulturministeriets Forskningspulje.
TV 2 er både en Odense-historie og en ikke-Odense-historie. Godt nok kom stationen efter lange overvejelser, forhandlinger og skænderier til at ligge i det gamle kvægtorv i Odense, men der, hvor stationen i virkeligheden skulle placeres, var i provinsen. Det var vigtigt for de politikere, der tog beslutningen om at oprette TV 2, og det blev centralt for stationens egen selvbevidsthed.
Provinsen i Danmark er alle de steder, der ikke lige er København. Måske er det endda sådan, at provinsen findes i en fortættet version vest for Storebælt, og at den ‘helt derovre’ i Jylland bliver endnu tykkere og mørkere. Provinsen findes dog ikke blot fjernt fra statens pulserende urbane magtcentrum, men er lige siden Grundtvigs tid blevet anset for nationens hjerte. Det er der, ‘solen står med bonden op’, og det er der, de rigtige almindelige mennesker bor. Selvom provinsen på denne måde fylder det meste af Danmark, så ligger den på samme tid ikke rigtigt noget sted – i hvert tilfælde ikke et bestemt sted. Steder er lokale og fyldt med lokale kulturer, skikke, udtaleformer, landskaber, begivenheder, personligheder osv., der understreger det partikulære og forskelligartede frem for fællespræg og fællesskab. Og der i provinsen skulle TV 2 ligge. Her skal vi se nærmere på den politiske beslutning om, at TV 2 skulle placeres i provinsen og følge, hvordan TV 2 forholdt sig til denne placering.
En ny kanal blev sat på den politiske ønskeliste allerede i slutningen af 1960’erne. Det var der flere grunde til, men vigtigst var at tilbyde danskerne mere dansk tv. Det syddanske forbrug af tysk tv blev set som et problem på Christiansborg. For det første var tysk tv tysk, dernæst var det mere kulørt og underholdende end det, man var vant til fra Danmarks Radio, og sidst – men ikke mindst – indeholdt det reklamer. Tyskerne havde desuden udsigt til at få farve-tv før danskerne, hvilket ville gøre tysk tv endnu mere attraktivt. Ude i horisonten svævede satellitterne, som også ville betyde mere udenlandsk tv-kiggeri i Danmark. Radiokommissionen, der blev nedsat i 1967, anbefalede derfor, at der som det første skulle investeres i at tilbyde farve-tv, og at der på sigt skulle oprettes endnu en kanal for dansk tv. Idéen om TV 2 var født.[1]
Kommissionens medlemmer overvejede også, hvordan en ny kanal kunne komme til at se ud. Langt de fleste mente, at kanalen skulle være en del af Danmarks Radio, men der var også udbredt stemning for, at kanalen skulle tilbyde en ny vinkel i dansk tv. Provinsen skulle på en eller anden måde repræsenteres bedre. Det kunne gøres med regionale kanaler, med et hovedkontor i Aarhus eller noget helt tredje. Den regionale vinkel var meget vigtig for venstrefolk og radikale, mens de konservative på den anden side ikke følte noget særligt for den sag.
Som bekendt skulle der gå mange år endnu, før TV 2 blev en realitet. Det skyldtes både de politiske uenigheder om en kanal 2 eller et TV 2’s karakter og en usikkerhed omkring, hvilken teknologi infrastrukturen bag den nye kanal skulle bygge på. Der var ingen tvivl om, at satellitter i fremtiden ville blive brugt til at udsende tv-signaler, men var de en økonomisk overkommelig og teknologisk realistisk mulighed for dansk tv? Og ny teknologi skulle der under alle omstændigheder til, hvis man valgte at oprette en selvstændig station. Danmark havde nemlig internationalt forpligtet sig til at udsende signaler fra en eventuel ny tv-station via UHF-sendere i stedet for de VHF-sendere, som udsendte Danmarks Radio. UHF-senderne havde den fordel, set med politiske øjne, at deres sende-rækkevidde var kortere. Det betød, at tv-signaler udsendt med UHF i højere grad respekterede nationale grænser. Det var nemlig ikke kun i Danmark, at udenlandsk tv vakte politisk bekymring. Både nationale interesser som beskyttelse af sprog og kultur og den kolde krigs angst for uønsket fremmed politisk propaganda spillede ind her.
I de nordiske lande opstod et ønske om at gå sammen om et satellitprojekt. Selvom satellitteknologien var tillokkende, så var den også meget dyr, men et nordisk sammenskudsgilde kunne få udgifterne ned på et acceptabelt niveau. Samtidig var det tanken, at man kunne gøre nabolandenes kanaler tilgængelige for alle nordiske seere. Der var i høj grad en opfattelse af, at adgangen til mere nordisk tv ville styrke den nordiske samhørighed og øge kendskabet til de nordiske sprog. Af flere årsager blev den nordiske løsning ikke til virkelighed, men særligt den danske interesse i at få provinsen bedre dækket spændte ben for satellitdrømmene; det var nemlig ikke teknisk muligt at få plads til dansk regional-tv i den nordiske satellitløsning.
Fra denne omvej over Norden, ud i rummet og tilbage igen tog diskussionerne om TV 2 igen fart i 1980’erne. Selvom der inden for DR’s rammer var blevet oprettet en provinsafdeling i Aarhus, og der blev eksperimenteret med regional-tv i form af TV Syd, så var ønsket om et tv-alternativ til DR placeret vest for Valby bakke ikke blevet mindre. Allerede i 1972 havde Erhard Jakobsen dannet foreningen Aktiv Lytterkomité, der mente, at DR’s dækning lænede for meget mod venstre. Ønsket om et uafhængigt TV 2, der skulle danne alternativ til DR, blev stærkere blandt borgerlige politikere, og det blev da også Poul Schlüters (K) borgerlige regering, der i 1980’erne endelig fik vedtaget loven om TV 2.
Da TV 2-loven blev fremlagt i Folketinget i 1986, var regeringens bud på stationen på den ene side et udtryk for kompromisets kunst, men på den anden side bar det også tydeligt præg af de borgerlige ønsker om et klart anderledes tv-tilbud til danskerne end det, DR kunne præstere. Særligt de konservative, men også politikere i Venstre, ville gerne have en station, der skulle fungere på kommercielle vilkår, hvilket betød reklamer. Og netop reklamerne var den helt store kamel at sluge for venstrefløjen. Socialdemokraterne var sådan set meget interesserede i, at der kom et TV 2, men frygten for reklamernes uheldige indflydelse både direkte på befolkningen, men også indirekte på programmernes indhold afgjorde, at partiet kom til at stå helt uden for kompromiset om TV 2. Kristeligt Folkeparti og de radikale havde det også meget svært med reklamerne. Venstre-socialisterne og Fremskridtspartiet var som de eneste partier helt imod et TV 2 ud fra hver deres logik. VS mente, at danskerne allerede så for meget fjernsyn og så hellere, at pengene gik til at forbedre kvaliteten på Danmarks Radio. I Fremskridtspartiet mente man ikke, at staten skulle stå for noget som helst, og samtidig var tanken om regional-tv i et land så lille som Danmark latterlig. Kristen Poulsgaard (Frp), der er gået over i historien som ophavsmand til det fabelagtige citat: “Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet”, stillede i denne sammenhæng det beslægtede spørgsmål: “Tror man virkelig, man har talentmasse til at kunne lave regional-TV?”
Der var altså rigeligt grundlag for uenighed, og helt op til lovens vedtagelse var det usikkert, om den overhovedet ville gå igennem. De reklamekritiske radikale blev som så ofte før og siden en afgørende brik at få på plads i kompromiset, og her blev TV 2’s regionale dimension afgørende for, at en del af partiets medlemmer valgte at stemme for. Store dele af Venstre og det Radikale Venstre delte værdifællesskab med udgangspunkt i partiernes jyske bagland og højskoletradition. Sådan opsummerede Helge Sander fra Venstre alt det, som var godt ved TV 2 i hans øjne:
“Vi er tilfredse, fordi vi får et TV 2 uafhængigt af Danmarks Radio og dermed et alternativ til den bestående kanal og de mange udenlandske TV-tilbud fra nabolandene og satellitterne. […] Vi har forventninger til, at den decentrale struktur med regionale virksomheder vil betyde, at TV 2’s nyhedsavis kommer længere ud i krogene. Det er sandelig vigtigt, at vi er orienteret om situationen i Mellemøsten og i Mellemamerika, men nogle gange har man følt, at aftenens TV-avis var for København og udlandet”.[2]
Den endelige TV 2-model bød på en uafhængig tv-station med regionalkanaler, hvoraf TV Syd blev den ene. Kerneopgaven for stationen blev at producere nyheder og ellers at købe programmer ind i entreprise. Økonomisk skulle TV 2 både basere sig på indtægter via reklamesalg og licens.[3] De regionale kanaler skulle sammen med indkøb i entreprise sikre diversitet i synspunkter og indhold, og tanken var, at der med tiden ville blomstre en tv-branche op uden for København. Organisationen skulle være slankere og mindre bureaukratisk end hos DR og i højere grad minde om en privat virksomhed. TV 2’s første bestyrelse kom til at bestå af fem medlemmer: Professor Jørn Henrik Petersen (formand indtil 1994), direktør i Tivoli Niels-Jørgen Kaiser, direktør i Danish Fancy Food Group Jolanta Buch Andersen, docent på konservatoriet i Esbjerg Anette Faaborg og chefredaktør på Information Torben Krog. Det var nu op til dem at gøre TV 2 til virkelighed.
Noget af det første, den nyudnævnte TV 2-bestyrelse gjorde, var at beslutte sig for, at den allerhelst så TV 2 placeret i København! Pligtskyldigt lod man sig beværte med smørrebrød af borgmestre i en lang række danske provinsbyer som Fredericia, Odense, Middelfart, Aarhus, Herning osv., men hovedstaden blev betragtet som den ‘sagligt rigtige placering’. Alle andre placeringer af TV 2 ville blot tilgodese politiske formål, mente bestyrelsen. At TV 2 netop var en politisk konstruktion, syntes bestyrelsen et øjeblik at have glemt. Efter nogen tids tøven og en udarbejdelse af en længere begrundelse afgav bestyrelsen i januar 1987 indstilling til kulturministeren vedrørende placeringen af TV 2. Selvom drømmen om København under stort rabalder særdeles hurtigt blev punkteret, er det værd at se lidt nærmere på bestyrelsens begrundelser. De beskriver nemlig ganske godt de overvejelser, der blev gjort om hele det fundament, TV 2 kom til at hvile på.
Den vigtigste bekymring for bestyrelsen var konkurrenceforholdet til DR, hvilket afspejlede sig i langt de fleste beslutninger, bestyrelsen tog. Ambitionerne var tårnhøje, og der var en underliggende angst for at snuble i det provinsielle, det uprofessionelle og det uvedkommende. Til kulturministeren skrev bestyrelsen bl.a.:
“Det, der i den offentlige debat kaldes ‘københavneri’, ligger på en anden dimension, nemlig savnet af en fjernsynsmæssig dækning af de begivenheder, der faktisk finder sted i provinsen og i indfaldsvinklen til bearbejdelsen af andet stof; men det bør ikke give anledning til at udvikle et ‘provinsfjernsyn’.”[4]
København var ifølge bestyrelsen ubestrideligt landets informationsmæssige centrum, både hvad angik skabelsen af nyheder med interesse for hele landet, og hvad angik talentmasse og arbejdsmarked. Desuden var det vigtigt, at det landsdækkende TV 2’s placering ikke kom til at betyde, at en region blev tildelt en særlig fremtrædende status i forhold til de øvrige. Hovedstaden var altså på en eller anden måde mere neutral grund end et bestemt sted i provinsen. TV 2 måtte med andre ord ikke blive en Aarhus- eller en Odense-station, men skulle afspejle det nationale hele. Det var ikke, fordi bestyrelsen havde glemt Vestdanmark, men den forestillede sig, at der med den regionale struktur efterhånden ville vokse en TV 2-familie frem, hvor den landsdækkende station ville fungere i tæt samarbejde med de regionale stationer. Når en vigtig begivenhed fandt sted, ville man altid have en reporter tæt på. Også entreprisedelen ville sikre en ‘omfattende dækning af det kulturelle og folkelige liv uden for København.’
Da bestyrelsen fik politisk kontraordre, faldt valget hurtigt på Odense. Byen var noget af det nærmeste, man kunne komme København vest for Storebælt. I Odense husede Brandts Klædefabrik i marts 1987 et pressemøde for TV 2’s bestyrelse. Borgmester Verner Dalskov og rådmand Edwin Witwed var efterfølgende værter ved en frokost i rådhusets gæstekantine, og mulige placeringer af stationen blev vist frem under en bustur. Af de muligheder, man så, var Kvægtorvet den bedste. Kristian Isager, som også havde ombygget Brandts Klædefabrik, blev foreslået som arkitekt, og sådan blev det. Bygningerne kunne stationen købe til den offentlige vurdering, hvilket var en favorabel pris, men på den anden side blev der heller ikke foræret noget væk. TV 2 måtte betragtes som en spændende ny virksomhed i byen, men også som en virksomhed på lige fod med andre.
Både kommunen og Jørgen Schleimann, der var blevet ansat som direktør for TV 2, var tilfredse med byggeriet, da det stod færdigt blot syv måneder efter lukningen af Kvægtorvet. Schleimann erklærede ligefrem, at Odense med dette hus havde fået en international attraktion.[5] Bygningerne var smukke, og de udgjorde også en god historie, som TV 2 flittigt brugte, når stationen skulle fortælle om sig selv. Med Ove Sprogøs fortællerstemme præsenterede TV 2 sig selv i programmet “Kvægtorvet i centrum” den 2. oktober 1988 – dagen efter man var gået i luften. Her blev der i rigelige mængder leget med mødet mellem det gammeldags, hyggelige og provinsielle kvægtorv og de moderne, dynamiske og fremadstormende TV 2’ere.
Programsætningen i TV 2’s første tid afspejlede klart de mange interne overvejelser om TV 2’s rolle og karakter. TV 2’s første tid bliver bestemt ikke beskrevet som konfliktfri, men alligevel fremdyrkede stationen en distinkt og genkendelig stil. Tolkningen af stationens hjem i provinsen tog først og fremmest udgangspunkt i hverdagslivet og i den almindelige dansker. Ulla Therkelsens nyheder indeholdt et krav om nærhed og bestod ofte af konsekvensjournalistik, der handlede om at undersøge virkningerne af den førte politik for almindelige mennesker langt fra Christiansborg. Det skulle være tv i øjenhøjde, hvor folk selv kom til orde frem for eksperter, diagrammer og højpandede analyser. Det skulle vise sig at være en særdeles effektfuld opskrift på godt tv, som man kan genkende i mange af de succesfulde programmer på TV 2. Tænk blot på programmerne om Morten, Peter og Anna, der første gang kunne ses på skærmen i “Er jeg da helt gak, mor?” i 1991. I al sin enkelhed viste programmet handicappede menneskers egne perspektiver uden at blive kommenteret og udlagt af sagkundskaben. Endvidere kunne man i det populære “Lykkehjulet” vinde ‘dejlige præmier til almindelige mennesker’, i STV’s version af TV 2-vejret deltog seerne ved at måle badevandstemperaturen, og Nils Højlund stod for en moderne version af forsamlingshuset, hvor noget, der nærmest mindede om avisernes læserbrevsspalter, kom ud på tv.
En mere regionalistisk tolkning af ‘provinsen’ beskæftigede TV 2 sig kun med i lille omfang. På den allerførste sendedag løb et TV Syd-produceret program over skærmen om dialekt, hvor det ligefrem var lykkedes at slå et par gloser af Poul Schlüter på æ sproch. Anmelderen i Jyllands-Posten, der i dagens anledning var tidehvervspræsten Jesper Langballe, var begejstret og mente, at TV Syds program lignede ‘en programerklæring’.[6] Det var det måske, men det blev ved erklæringen. I det hele taget fik de regionale stationer sværere ved at komme til orde på den nationale sendeflade, end der i første omgang var blevet lagt op til. De interne diskussioner drejede sig først og fremmest om sendetid og sendetidspunkt, men regionerne udtrykte også skuffelse over, at TV 2 ikke i højere grad benyttede regionerne som indholdsproducenter til hovedkanalens programmer.[7]
Samme problematik gjorde sig gældende for de eksterne producenter, der havde set frem til at blive en del af TV 2’s fødekæde. På den ene side lagde TV 2 de første sten til opbygningen af en næsten helt ny branche af tv-producenter, men på den anden side blev mange forventninger skuffede. TV 2 genererede hverken lokalt i Odense eller på landsplan så mange nye produktionsvirksomheder, som der var blevet lagt op til. Mange af de småproducenter, der bød sig til, producerede ikke i høj nok kvalitet, og ledelsen på TV 2 havde ikke tid til at vente på, at de fik faget lært. For at opnå forsyningssikkerhed for programmer af god kvalitet indgik TV 2 i de første år en rammeaftale med Nordisk Film, hvilken kun efterlod begrænset rum til andre producenter, der dermed fik svært ved at klare sig. Selv efter ti år var listen over eksterne producenter ikke imponerende, og særligt ikke hvis man isoleret så på producenter med hjem vest for Storebælt. I et Odense-perspektiv var René Szczyrbaks STV en væsentlig undtagelse fra den regel.
Ledelsen i TV 2 prioriterede først og fremmest at bryde DR’s monopol og fokuserede på at opbygge et levedygtigt alternativ. Allerede i 1991 havde TV 2 flere seere end DR og nød stor popularitet i alle dele af landet, dog med en smule større andel af vestdanske seere. Desuden kunne stationen bryste sig af at have leveret mange flere timers tv på dansk, end det man havde lovet. Den diffuse provins, der blev fremelsket på TV 2, betød først og fremmest et blik for det nære og det folkelige. TV 2’s provins blev ikke træskotrampende, men urban og kulørt. Og den lå i Odense, men også alle andre steder.
Andet materiale: kommissionsarbejder, folketingsdebatter, Jørgen Schleimanns privatarkiv, TV 2’s arkiv, interviews med centrale medarbejdere hos TV 2 m.m.
