Den kendte våbenfabrik Brobyværk kom istand som et forsøg på at gøre Danmark selvforsynende med våben. Under den uheldige Torstenssonskrig 1643-45 havde det åbenbart været følt som en alvorlig mangel, at alle våbenforsyninger skulle tilføres landet udefra. Efter krigen ønskede man at bøde på denne skavank. Landkommissarierne mente den 16. april 1646, at man kunne få betydeligt bedre våben gennem en indenlandsk produktion. Det ville være lettere at føre kontrol med kvaliteten, og pengene ville tilmed blive i landet, noget der tiltalte tidens merkantilistiske tankegang. Selve produktionen ville næppe skabe vanskeligheder, mente kommissarierne, „efterdi på mange steder udi provinserne findes synderlig god kommoditet (mulighed) og lejlighed på alle rekvisita (redskaber) til med gode midler alle materialer at forskaffe, hvorved gode værkmestre, som sådant af ny gøre kunne, kunne bevæges her ind i Riget at begive og nedsætte [sig] . . .“[1].
Landkommissariernes forslag blev taget til efterretning, og Rigets marsk Anders Bille dannede et interessentskab af fynske adelsmænd, der skabte våbenfabrikken Brobyværk i løbet af 1647. Allerede året efter opnåede den spirende virksomhed visse begunstigelser fra statsmagtens side. Der måtte således ikke anlægges andre konkurrerende fabrikker indenfor Rigets grænser, så længe Brobyværk var i gang. Kongen lovede også at afkøbe fabrikkens produktion, hvis den i øvrigt holdt målet med hensyn til pris og kvalitet. Han gav også interessenterne ret til toldfri import af visse kvanta råvarer (stenkul og jern) til produktionen. Derimod afviste han deres ønske om at opnå en fuldstændig monopolstilling[2].
Brobyværks produktion af commis-våben (menigmands våben) kom relativt hurtigt i gang. Der var vel også god brug for våbnene efter Tøjhusets sørgelige brand i 1647. Leverancerne synes at koncentrere sig til perioden 1649-52. Der blev i disse år leveret over 1000 14-lødige musketter, over 4000 kårder og næsten 2300 militære økser og entrebiler. Hertil kom mindre mængder af flinterør, karabiner og pistoler[3].
Produktionen af simple soldatervåben var vel nok den økonomisk betydningsfuldeste del af virksomheden. Der blev ialt leveret til Riget for 15.765 rdl. heraf. Der er desværre ingen påviselige rester tilbage af denne produktion. Den kulturhistorisk mest interessante del af produktionen er dog utvivlsomt de forholdsvis få luksusprægede ting, der blev fremstillet af Værkets mestre. Og i modsætning til de gængse brugsvåben er en del af disse finere ting endnu bevaret på vore museer[4].
I en privilegieansøgning af 18. nov. 1648 oplyste Værkets interessenter, at de havde „adskillige håndværksmestre ladet bestille og udi denne provins Fyn indføre med stor bekostning, hvilke skulle forfærdige harnisker, musketter, pistoler, degener (kårder), piker og andet gevær (= anden udrustning)“. Dette var ganske sandt, thi vi kender et par af disse folk og en del af deres arbejder[5].
Når talen er om kendte mestre fra Brobyværk, er der grund til først at nævne det unge menneske ved navn David Kohl. Han kom fra Sverrig, hvor hans far var den kendte klingesmed og stålætser Caspar Kohl, den første, der i Sverrig fremstillede „ætsede og forgyldte partisaner“. Caspar Kohls kendteste arbejde er dronning Christinas partisaner M/1646. Sønnen David havde åbenbart stået i lære hos faderen, der havde indført ham i både smede- og ætsekunsten. Det var ikke tilfældigt, at David Kohl rejste over Danmark og til Brobyværk, da han tiltrådte sin store udenlandsrejse i 1648. Formålet med David Kohls rejse var at blive dygtiggjort i såvel ætsekunsten som italiensk bogholderi. Måske skulle udøvelsen af den første færdighed finansiere studiet af den sidste[6].
Familien Kohl havde været i forbindelse med danske myndigheder allerede i 1640. Den danske gesandt i Stockholm, den energiske og antisvenske Peder Vibe oplyste i et brev den 3. nov., at sværdfegeren på Wira Bruk var utilfreds med forholdene og ønskede at komme bort. Denne sværdfeger var Caspar Kohl, der var blevet knyttet til Bruket i 1639, og som han efter store stridigheder måtte forlade ved årsskiftet 1643/44. Derefter blev han kompagnon med Hans Krusbart på Jäders Bruk fra marts 1644. Det var her, han ætsede og forgyldte dronning Christinas partisaner. Caspar Kohl var øjensynlig et stridbart gemyt, thi allerede i 1646 opstod der en bitter uenighed mellem de to kompagnon’er, og det medførte et fuldstændigt brud mellem dem i 1649[7].
På dette tidspunkt var sønnen allerede taget til Danmark. Hans mål var fra starten våbenfabrikken på Brobyværk. Den danske gesandt i Stockholm, Peder Juel, omtaler nemlig i et brev til Anders Bille den 16. sept. 1648, at han tidligere havde givet klingemageren Caspar Kohl’s søn (må være David) et brev med til ham. David Kohls produktion siger da også uomtvisteligt, at han arbejdede på Brobyværk i året 1648. På den anden side viser et sværd i Livrustkammaren, at han endnu i 1648 arbejdede på Jäders Bruk. Da sværdet er leveret til ingen ringere end dronning Christina, må David allerede nu have været anset for en fremragende klingeætser[8].
David Kohls tidligste arbejder på Brobyværk er givetvis to blankvåben, begge fremstillet til Frederik III. Det ene er et såkaldt ceremonisværd med to bemærkelsesværdige puder, anbragt på parerstangen i stedet for parer-plader eller -bøjler, (fig. 1). Det ejendommeligste ved dette sværd er dog klingedekorationen i stålætsning (fig. 2). Den minder i sin disposition om de såkaldte kalenderklinger, der var inddelt i felter fra klinge-bryst til -spids. De havde været på mode i det foregående århundrede, men ideen toges op af Kohl påny. I stedet for en kalenderinddeling finder man her felter, motiverede med landskabsvåben fra det danske rige. Tættest ved parerstangen har David Kohl sat sit navn, Broby [værk] og årstallet 1648. Derudover er der et felt med Christian IVs valgsprog: Regna Firmat Pietas Lavs Deo under et ovalt rigsvåben og et portræt af Chr. IV. Derefter følger landskabsvåbnene efter hverandre: Cimbria (3 løver), Sjællandia (en lindorm), Delmenhorst (en grif), Stormaria (en svane), Ditmaria (en væbnet rytter), Mæonia (en lindorm), Islandia (en stokfisk), Fimmaria (en krone).[9]
På klingens anden side finder man en dekoration, der er disponeret på ganske lignende måde. Sentensen under det komplette danske rigsvåben lyder her: Concordia Res Parvo Crescunt, Discordia Magno Dilabuntur. Den havde Kohl fra sit sværd til dronning Christina. Det kan virke som en taktløshed, men har selvfølgelig ikke været sådan ment, så meget mere som ætseren næppe har forstået meningen. Over rigsvåbnet ses her et portræt af Frederik III. Rækken af landskabsvåben begynder med Norvegia (løve med økse), Sleswiga (to løver), Wandali (en løve og ni hjerter), Lollandia (tre kroner), Gothorum (et lam), Oldenburgia (et kors), Holsatia (et nældeblad) og Falstria (to bjælker).[10]
Det er interessant at mærke sig, at David Kohl havde fremstillet et ganske tilsvarende sværd til dronning Christina, lige før han forlod Sverige i 1648. Det har Gustaf II Adolfs portræt på den ene side og hans datter Christinas på den anden side. Over dem var der så på hver klingeside en række på 15 landskabsvåben. Der er således ingen tvivl om, at det svenske sværd har været et forbillede for det danske, hvad den benyttede sentens jo også understreger. Men medens landskaberne i Sverige havde egne våben langt tilbage i tiden, synes dette i Danmark kun at have været tilfældet for de landskaber, der lå udenfor selve riget. En ændring af dette forhold skete først i 1664 i forbindelse med en reorganisation af det nationale fodfolk. Jylland, Sjælland og Fyn forsynedes da med symboler fra Rigsvåbnet, således at Jylland fik Goternes våben (løve over ni hjerter), Sjælland fik Danmarks våben (tre løver uden hjerter) og Fyn fik Vendernes våben (en lindorm). Møn, Lolland og Falster fik derimod ikke særlige symboler, da det ikke var aktuelt. Når Kohl greb til symboler fra Rigsvåbnet, ligger der heri en understregning af, at disse landskaber stod uden ældre landskabsvåben. Kohl så sig således nødsaget til selv af fastsætte de manglende gammeldanske landskabsvåben. Han har da grebet til symboler i Rigsvåbnet uden smålig hensyntagen til deres betydning. Og han udvalgte landskaberne meget vilkårligt, idet han jo f. eks. ikke fik Fyn med, skønt det var der, han opholdt sig.[11]
Som bemærket fremstillede David Kohl endnu et blankvåben til Frederik III. Det er en såkaldt sørgekårde. Navnet hentyder til, at fæstet er sortanløbet. Kårdefæstet er ganske karakteristisk i sin form, da det har en meget kort parerstang med fortykkede ender. Hertil slutter sig en lille vandret parerring, der fortil er tilsvarende fortykket. Grebet er forsynet med en meget kompliceret bevikling, hvori tykke og tynde snoede tråde er lagt i mønster mellem tynde glatte tråde. Beviklingen afsluttes forneden og foroven af såkaldte tyrkerhoveder (tykt snoet fletværk). Fæstet ender i en glat rund knap (fig. 3). Typen er lidet egnet som kampvåben og brugtes da også mest som dragtkårde. Den var ret almindelig i midten af 1600-tallet også i Kohls hjemland Sverige.[12]
Klingen er dekoreret med ens ætsninger på begge sider (fig. 4). Nederst mod fæstet er der en høj blomsterudsmykning, omgivet af bogstaverne D og K, hvis udlægning ikke er til at tage fejl af. Ovenover er der på den ene side en indskrift sålydende: Auf gott/und gutte/glück hoffe/ ich alle stund/und augenblick. På den anden side står der: Im unglück froo/wer kan al/so. Derudover ses Den norske Løve og bogstaverne F[ridericus] R[ex] D[aniæ] under en kongekrone. Endeligt slås det fast, at klingen er fremstillet på Brobyværk 1648: Fecit in Broby 1648.[13]
Ceremonisværdets ætsninger kunne meget vel hentyde til regeringsskiftet i 1648, selvom det svenske forbillede viser, at det ikke nødvendigvis behøver at være tilfældet. Christian IV døde den 28. februar 1648, men han blev først bisat i Roskilde Domkirke den 18. november. Frederik III blev valgt til konge i de første dage af maj 1648, hyldet som sådan den 6. juli og kronet den 23. november. Det er alt taget i betragtning, herunder David Kohls sandsynlige ankomst til Danmark i sensommeren 1648, rimeligst at antage, at de to våben er blevet bestilt samtidigt og har været brugt under henholdsvis begravelsen (og efterfølgende sørgetid) og kroningen eller umiddelbart derefter. De to blankvåben opbevares nu på Rosenborg Slot.[14]
Der har åbenbart ved Hove været tilfredshed med David Kohls arbejder, thi endnu samme år modtog Brobyværk en ny fornem bestilling fra København. Det var atter Kongen selv, der gennem sin hofmarskal Adam Frederik Pentz lod bestille nogle partisaner hos værkets daværende agent Ludvig Lorents. Ordren lød på 30 drabantpartisaner, hvis „knopper foruoven og forneden foruden [blad] spids var forgyldt med dukatguld.“ Hertil kom, at klingens ætsninger viste „Kongl. Mayt.s Krones Våben og navnet Broby“. Der blev ikke fastsat nogen afleveringsfrist, og Ludvig Lorents var letsindig nok til heller ikke at betinge sig en bestemt pris.[15]
Det var vel det sidste, der gjorde, at Ludvig Lorents måtte vente meget længe på sine penge. I 1660 må hans tålmodighed dog være bristet. I Skatkammeret noterede man i september, at Lorents forlangte 360 rdl. for de 30 partisaner. Det kom imidlertid ikke til nogen udbetaling, da der ikke forelå noget bevis for, at drabantchefen havde modtaget partisanerne. Lorents måtte altså have fat i chefen, kaptajn Antoni Reedtz. Til ham henvendte han sig den 5. juni 1661. I dette brev hed det, at partisanerne havde kostet 12 rdl. stykket, når han (leverandøren) ikke medregnede de rejseomkostninger, der var løbet på, da kaptajnen i sin tid havde villet have dem i største hast. Men der kom bare ikke noget svar fra modtageren. Dette har vel foranlediget, at Lorents påny henvendte sig til Skatkammeret med et bønskrift i 1664. Heri oplyste han blandt andet, at han for at fremskynde leverancen i sin tid havde ladet „guldet, hvormed de blev forgyldt, her udi Sct. Peders Stræde af gode dukater . . . slå“. Dengang havde både hofmarskallen og drabantchefen „tilsagt [mig] min tilbørlige betaling men sådant til dato derved forblevet“.[16]
Skatkammeret synes derefter at have sendt den efterladende drabantchef en rykkerskrivelse. Det hjalp åbenbart. Thi den 12. juni samme år bekendte og attesterede kaptajn Reedtz, at han havde modtaget „til højst be. te K. Mt.s kroning anno 1648 tredive halvforgyldte partisaner til drabanterne, som de endnu har“. Denne kvittering blev ikke uden virkning. Den 7. marts noterede Skatkammeret, at det havde afregnet med Ludvig Lorents „for 30 halve forgyldte partisaner à 12 rdl.“[17]
I drabantchefens kvittering fik vi noget nyt at høre. For det første, at partisanerne kun var halvforgyldte, dvs., at kun de glatte dele af bladene var guldbelagte. Hertil kommer så, at han hævder, at partisanerne blev bestilt til kroningen. Det er beklageligt at måtte sige, at drabantchefen fører usand tale, forstået på den måde, at de ikke nåede frem til tiden. Hans udsagn er jo også afgivet 16 år efter begivenheden. Alle partisanerne er nemlig på een undtagelse nær dateret 1649, hvad der udelukker denne anvendelse. Og de ni tiendele af bestillingen er bevaret. En bekræftelse på forfatterens opfattelse må vel også ligge deri, at Frederik III under kroningsoptoget var flankeret af „24 hellebardirer udi sorte slette (glatte) fløjlsklæder og -kapper“; de stod under kommando af drabanthauptmand Thønne (Antoni) Reedtz og løjtnant Mathias Budde. Optoget afsluttedes af 30 adelknaber eller lakajer og 80 drabanter – også de i sorte klæder.[18]
For en nutidig beskuer virker det mærkværdigt, at de 26 bevarede partisanblade ikke er ganske ens, skønt de hører til samme bestilling. Som man vel måtte vente, er bladet fra 1648 det, der ligger det svenske forbillede nærmest (fig. 5-6). Ja, det ligner det så meget i den ydre form, at man vil være tilbøjelig til at tro, at David Kohl har bragt et ud-smedet blad med sig fra Sverige. Dette har han så ætset i overensstemmelse med den nye bestillers ønsker. På begge bladsider har han i stedet for det svenske rigsvåben ætset det danske, medens løverne er blevet bibeholdt som skjoldholdere. Under løverne ses på den ene side en vandret indskrift: BROBY.BRVK 1648. På den anden side BROBY. BRVK IN. FYNEN. På bladets klinge er C[arolus] R[ex] S[veciæ] blevet erstattet af F[redericus] R[ex] D[aniæ], hvert bogstav under sin kongekrone. Baggrunden for den omtalte dekoration er på det danske blad blevet dækket af en „ulden“ stregætsning, der ikke findes på det svenske forbillede. På begge bladsider af vort eksemplar ser man stålætserens signatur D[avid] K[ohl]. Partisanbladet er nittet til en dølle forneden, der er prydet med et gitterværk mellem 2 sekskantede plader, ganske som på dronning Christinas partisan.[19]
Det er nærliggende at forestille sig, at dette partisanblad fra 1648 har været indsendt til godkendelse ved hove. I hvert tilfælde sker der visse ændringer med form og dekoration efter årsskiftet 1648/49 (fig. 7-8). Brystet med rigsvåbnet bliver bredere, og spidserne bliver mindre fremtrædende. Til gengæld vokser nogle af vulsterne både foroven og forneden. Den „uldne“ baggrund er forsvundet, mindst på det formodede tidligste blad af 1649-produktionen. Ser man på det midterste blad, vil man bemærke, at indskriften under de skjoldbærende løver lyder: BROBY .BRUK .IN .FYNN. Den lyder lige så sært som på bladet fra 1648 – den er simpelthen svensk. Bruk er det samme som værk, men ordet er ubrugeligt på dansk. Det har David Kohl åbenbart også fået at vide, da alle de øvrige blade bærer den mere acceptable indskrift: BROBY IN FYN. Alle disse blade er dateret 1649. De kan i modsætning til det foregående skrues på (og af) døllen, som foroven har fået en rundagtig fortykkelse i stedet for det tidligere gitterværk.[20]
Der er imidlertid også sket en anden væsentlig ændring. Medens de to bladflader var ens dekorerede på 1648-partisanen, så er dette ikke længere tilfældet i 1649 – overraskende nok. På den ene side ses et ganske almindeligt rigsvåben i elleve felter. På den anden side finder man derimod et originalt udformet rigsvåben, der er udviklet af de kredsstillede våbenskjolde, som Christian IV indførte. Våbnene er anbragt i en feltdelt oval omkring det danske våben. Det skal bemærkes som en pudsighed, at det kredsstillede skjold har ialt 12 felter, idet vi her finder tilføjet stokfisken for Island. Under det kredsstillede skjold er der yderligere anbragt et rektangulært felt med Frederik IIIs valgsprog: DOMINUS PROVIDEBIT (Herren være mit forsyn).[21]
David Kohl har heller ikke glemt sig selv. På den første 1649-partisan har han anbragt sin signatur på begge sider af de største nedadvendte vulster. Det skal muligvis betyde, at han både har smedet og ætset dette partisanblad. Denne tolkning vil lette forståelsen af de følgende blades signatur. Her møder vi nemlig kun D.K. på den ene side, mens der står I.H. på den anden. Desværre kender vi ikke manden bag denne signatur, men vi antager som antydet, at han har været klingesmed på Brobyværk.[22]
Hermed er partisanernes historie imidlertid ikke afsluttet. De blev brugt af Frederik IIIs drabanter både før og efter Enevældens indførelse. Men Christian V ønskede dem åbenbart afløst af andre, der var uden produktionsstedets navn og fremstillingsår. Vi tager næppe fejl, når vi mener, at denne mere moderne partisan blev udformet og smedet på Hammermøllen af Hans Kessler i 1685. Derefter blev de Kohlske partisaner sat i magasin på Tøjhuset, hvor de har været opbevaret siden. De har således været gemt, men ikke glemt. Ved Christian IXs castrum doloris i 1906 var officersvagten udrustet med de smukke gamle partisaner – og sådan har det været siden ved kongelige begravelser (fig. 9).[23]
Vor udmærkede stålætser har muligvis efterladt sig endnu et våben, nemlig Hans Svanes spyd. Dette blev i 1838 meget uhøjtideligt indleveret på Oldnordisk Museum (det senere Nationalmuseum) af hr. student Hornbek, hvis eventuelle familieforbindelse med familien Svane er os ubekendt. At spydet trods sin uklare proveniens har tilhørt den kendte kirkemand og biskop Hans Svane er tydeligt dokumenteret af spydbladets indskrift, (fig. 10). På den ene side er der nemlig ætset følgende:
DOCTOR JOHANNES: SVANINGIUS: THEOLOGUS: HAFNIENSIS. Hertil føjer sig så den for os ligeså betydningsfulde oplysning: BROBY. IN FIONA 1651. Alle indskrifter er omgivet af net tegnede blomsterornamenter[24].
På spydbladets anden side er der øverst en bladornamentering, der ganske svarer til forrige sides (fig. 11). Under den står der med store bogstaver BROBY 1651. Den resterende del af udsmykningen udgør et hele. En utydelig indskrift synes at kunne udlægges som: INSI(G)NIA FIONIÆ. Hertil knytter sig en opretstående figur, der tydeligvis fremstiller en Lindorm, altså det senere vedtagne symbol for Fyn. Vi har altså her et fingerpeg i retning af, at Lindormen allerede nu var ved at fæstne sig som dette landskabs symbol[25].
Som man vil have bemærket, finder vi ikke nogen ætsersignatur i modsætning til, hvad der har været tilfældet på de tidligere omtalte våben. Det er grunden til, at vi indledningsvis tog et forbehold i henføringen af spydbladet til David Kohl. At Lindormen er benyttet som symbol for Fyn, og at netop Fyn er taget med på dette våben, kunne jo også pege bort fra David. Tanken om, at en anden kan have gjort spydet, er for så vidt realistisk, som hans far, Gaspar Kohl på denne tid opholdt sig på Brobyværk. Og han havde i modsætning til sønnen ikke for vane at signere sine ting[26].
I et brev til dronning Christina fra oktober 1651 fortalte Caspar Kohl om sit uheldige ophold i Danmark. Det var kommet istand, fordi Anders Billes fuldmægtig Lorenz Ludvig (= den tidligere omtalte Ludvig Lorents) havde været i Sverige for at hverve folk til Brobyværk. Det var herunder lykkedes ham at lokke Kohls folk til Danmark, fordi Kohl netop da havde brudt med sin kompagnon Krusbart på Jäders Bruk. Det var bittert for Kohl, fordi han selv havde uddannet dem på egen bekostning, så meget mere som han lå med en hel del halvfærdige ting. Lorents henviste Kohl til Brobyværk, hvor de kunne gøres færdige. Caspar Kohl rejste så til Danmark, hvor han beklagede sig til Anders Bille, som lovede at han ville „promovera“ ham ved Broby værk. Kohl rejste derefter til Fyn og færdiggjorde sine våben, der siden blev solgt til Kongens Rustkammer på Københavns Tøjhus. Da Anders Bille senere kom til Brobyværk, „giorde han migh till een factor offuer samma Werket“, hævder Kohl. Efter en tids forløb „wedh paess ett åhr“, blev Anders Bille mere pågående overfor Kohl. Han lagde tryk på ham for at få ham til at tvinge sine folk til at „giöra sin Eedh, att dhe aldrigh wille draga ifrån Werket, uthan der sammastädes stadeligen blifua“. Det hverken ville eller kunne Kohl, til Billes store fortrydelse. „Thå kastadhe han ett haat oppå migh, dreff migh ifrån Werket, lått taga ifrån migh alt thet, iagh igenom min anletz swet hafuer förwerfwat migh aff E.kongl. Mayt. och uti Sweriges Rycka“. Han bad nu sin dronning om hjælp til en retssag imod den danske rigsmarsk. Det drejede sig om et erstatningskrav på ca. 6000 rdl.[27]
Vi ved intet sikkert om, hvornår David Kohl forlod Brobyværk. Men der er god grund til at tro, at det er sket inden faderens ankomst. Og da Caspar må være dukket op i slutningen af 1649 eller begyndelsen af 1650, er der egentlig ganske god grund til at tro, at Svanes spyd er ætset, måske også smedet af en Kohl, nemlig Caspar og ikke David. Vi mener endda at kunne føje endnu et arbejde til af Caspar; det vil vi vende tilbage til om et øjeblik[28].
Der er også bevaret dele af en skiveskydningsriffel, som er fremstillet på Brobyværk af en anden af de kendte håndværkere, det lykkedes rigsmarsken at lokke til fabrikken. Bøssemageren Andreas Neidhart omtales første gang den 2. august 1630, hvor han var svend hos Jochim Ammelburg i Helsingør. Han synes at have haft svært ved at enes med sine fagfæller, og heri ligger måske grunden til, at han hurtigt rejste bort fra Sundstaden. I et brev den 17. juni 1639 omtaler prins Christian (V) Andreas Neidhart som „sin bøssemager“, og han beder ham om at tage en dreng i lære og „undervise ham tro og flittigt i bøssemageri“. Måske har han fra starten haft bolig på og drevet slotsmøllen ved Nykøbing Falster, men sikkert er det, at han drev møllen i det besværlige krigsår 1645. Han var ikke blevet mildere med årene. I 1646 verserede der en bitter sag imellem vor bøssemager og sværdfegeren Marcus Kopfer, der ligeledes var i Prinsens tjeneste. Det skal dog siges, at sværdfegeren synes at have været den mest aggressive.[29]
Med prins Christian (V)’s død den 2. juni 1647 var det snart forbi med bøssemageriet på Nykøbing Slot. Det har vel derfor været Neidhart kært at blive kaldt til Brobyværk. Dette er senest sket i 1650, som det fremgår af den omtalte skiveskydningsriffel[30].
Som sagt, i 1650 fremstillede Andreas Neidhart en tung skiveskydningsriffel (fig. 12-13). Den var forsynet med en ganske almindelig, dog ret kraftig hjullås. Det bemærkelsesværdige ved riflen er pibens stempling og dekoration. Henførelsen til vor våbenfabrik er uomtvistelig, da der lige bag viseret er indgraveret BROBY. Foran viseret er piben dateret 1650. Men ikke nok med det. Under stedsbetegnelsen breder sig ud over de tre opadvendte flader det stolte Billevåben med hjelmtegn, holdt af to behårede vildmænd. Indskriften derunder præciserer ejerens navn; han var ingen ringere end værkets medejer: H[r]. ANDRES BILLE REICHMARSCHALK.[31]
Bøssemageren havde på ingen måde glemt sig selv. Under ejernavnet har han indgraveret et fuldstændigt ANDREAS NEITHARD og indslået to stempler med en springende hjort og signaturen A.N.
På pibens underside ses yderligere et stempel med bogstaverne I.P.; det må have været brugt af en pibesmed på Brobyværk. Vi kender desværre ikke hans navn, men der er i det mindste bevaret endnu fire af hans geværpiber. To der har været anvendt af Andreas Neithard i 1652, og to der har været anvendt af odenseanske bøssemagere. De to neithardske geværer mangler stedsbetegnelse, så vi kan ikke være sikre på, at de er fremstillede på Brobyværk, selvom det kunne synes troligt nok. Vi ved intet om, hvornår han forlod Brobyværk, vor viden indskrænker sig til, at han den 18. maj 1653 fik bestalling som bøssemager ved Københavns Tøjhus.[32]
Vi har grund til at dvæle et øjeblik ved riffelpibens figurdekoration. Der er nemlig tale om ætsninger i stålet. Foruden Billevåbnet med dets skjoldholdere finder man nederst på kammerenden en fugl, der er udlagt som „en flyvefærdig papegøje“. Et karakteristisk træk i figuren er vingernes og halefjerenes spidse, mangetakkede udseende, der ganske ligner lindeormens vinger på biskop Svanes spyd, men afviger stærkt fra de sikre Davidske Lindorme på ceremonisværdet. Det er næppe tilfældigt, såmeget mere som ingen andre end Kohlerne kan formodes at have udøvet ætsekunsten på Brobyværk. Efter alt at dømme er altså også Anders Billes skiveskydningsriffel blevet dekoreret af Caspar Kohl. Det var da også før Rigsmarsken kastede sit had på ham.[33]
Man kan måske undre sig over, at der ikke findes bevaret flere signerede ting fra Brobyværk end de her omtalte våben. I den forbindelse må man dog erindre sig, at fabrikken først og fremmest havde til opgave at levere gemene militære brugsvåben, og de blev naturligvis ikke signerede. Ved nærmere eftertanke må man vel snarere undre sig over, at Brobyværk nåede at fremstille så mange fine ting, som tilfældet er. I den henseende overgår det fynske værk i påfaldende grad Hammermøllen og Kronborg Geværfabrik trods deres flere hundredårige historie. Og Brobyværks produktion ophørte senest i 1658.
