I den danske museumsverden – og i Odense Bys Museer – drøftes, hvorledes vi placerer os i spændingsfeltet mellem at være en kulturinstitution med fokus på viden og samlinger, og at være en attraktion med forventning om høje besøgstal og stor synlighed. Er der plads til både viden og oplevelser?
Et udgangspunkt for den diskussion er, at vi forholder os mere aktivt til både museets mission og til de mennesker, der kommer i museerne. I Odense Bys Museer arbejder vi således med to kategorier af besøgende: gæster og brugere.
Odense Bys Museer er ét museum med fire statsanerkendte arbejdsområder og otte udstillingssteder underlagt museumslovens bestemmelser om ansvar for indsamling, undersøgelser, forskning, bevaring og formidling inden for arkæologi, historie, kunsthistorie og de to store danskere, H.C. Andersen og Carl Nielsen.
Museerne tynges generelt af stadigt vanskeligere økonomiske vilkår. Nogle i langt mere direkte forstand end andre. Nemlig dem, der ikke modtager støtte i et omfang, der kan finansiere den almindelige drift. Og det vil i praksis gælde alle danske museer – afhængig af ambitions- og opgaveniveau. Det bliver dyrere og dyrere at opfylde ikke blot omverdenens forventninger, men også – og måske især – vores egne.
Som de fleste andre kulturinstitutioner er vi afhængige af, at mennesker – ikke nødvendigvis alle – besøger os og lytter til vores budskaber. Opfatter os som autoritative på de områder, vi ifølge museumsloven og vores egne mål skal koncentrere os om.
Her er det på sin plads at se på, hvorledes omverdenen opfatter os. Er vi attraktioner, der skal være med til at sikre indtægterne for en lang række følgevirksomheder i turismebranchen, eller er vi støvede kulturpaver? Som i så mange andre sammenhænge ligger svaret et sted midt i mellem.
I museumsverdenen er samarbejde og udveksling af viden og erfaringer kodeord. Men vi må også erkende, at det bliver sværere og sværere at opbygge de nødvendige kompetencer – hvis alle skal kunne være med på et niveau, der spiller op til det, man kan se og opleve ude i den store verden og på tv.
På det utal af kanaler, der hentes ned via parabolen, leveres megen dårlig formidling, men også utroligt mange gode historiske programmer, der bedre end næsten hvilket som helst museum forklarer de store sammenhænge i tilværelsen.
Tænk blot på, hvad Matador gjorde ved forrige århundredes historieopfattelse, hvad Piet van Deurs ved sin blændende (selv-)iscenesættelse har lært os om vikinger og andre mærkelige sager. Eller sidste vinters tv-serie om en amerikansk eliteenheds vej fra Normandiets strande til erobringen af Hitlers ørnerede i Berchtesgaden – Kammerater i krig. Set i dette lys kan man spørge, om der egentlig er ret mange museer, der kan være med i perspektiveringen af historien?
Museumsverdenen er i opbrud. Forskellene mellem de helt store og resten bliver større. Den nye museumslov skitserer denne udvikling, hvor en række omkostnings- og teknologitunge opgaver inden for især arkæologi, magasin- og bevaringsforhold samt IT i fremtiden vil blive løst i større – regionale – enheder.
Mange museumsfolk slår korsets tegn, når de hører om kulturarvsarbejde i regionale enheder, oplevelsespræget formidling, turisme og attraktioner. Men mangler samtidig nogle bud på, hvordan museerne så vil definere os selv.
Hertil kommer, at udviklingen i de seneste 20-30 år med den forringede historieundervisning i folkeskolen har medført et ændret syn på museer som samfundsbærende element. Det er resultatet af denne historieløshed, vi lever med i dag. Heldigvis er der tegn på, at tingene er ved at ændre sig.
Enkelte museer herhjemme og især i udlandet har valgt at se opgaverne i et nyt lys og får bedre og bedre tag i publikum – brugerne. Og det kan noteres, at der ikke er tale om, at vi vender tilbage til tidligere tiders terperi i årstal og løsrevne genstandssamlinger. Der er tværtimod tale om en glubende appetit på at skabe sammenhæng, helheder og overblik over historiens store hjul. Begivenheder og personer indgår som det krydderi, der får de store perspektiver gjort nærværende og menneskelige.
For museer ER jo en del af attraktionsbilledet. Uden kulturinstitutionerne – museerne – er turismebranchen ilde stedt – eller sagt på en anden måde: Med kulturarven i centrum kan Danmark for alvor markere sig ude i verden, fordi vi som få kan dokumentere og visualisere flere tusinde års historie og udvikling frem til det, der af mange opfattes som en ideel samfundsmodel. Hvis vi ikke går ind i debatten og påtager os et ansvar for at få folk i tale, vil museerne miste yderligere terræn til den hoved- og indholdsløse show-formidling.
En forudsætning for den nødvendige fornyelse er engagement og produktudvikling. Museerne skal være vedkommende. Vi skal dyrke interessen for kulturarven i en større sammenhæng – med udgangspunkt i det, der interesserer allermest: os selv.
Vi kan være med til at kvalificere debatten på en lang række områder. Men det kræver, at vi får vendt historien på hovedet – og får den trukket ud i et længere, men sammenhængende perspektiv. Tager afsæt i vores egen tid og allerede ved indgangen får forklaret, hvorfor historien er betydningsfuld. Dette sker i dag alt for sjældent. Museerne er ganske enkelt ikke vedkommende nok.
I en verden, hvor vi bevæger os på tværs af grænser og fysiske barrierer, stilles der i stigende omfang krav til både oplevelser og indsigt.
Terrorangrebene mod World Trade Center og Pentagon blev en brat opvågnen til en tid, hvor grundlæggende religiøse og kulturelle værdier vil få stigende betydning. Flere og flere vil efterspørge tid til fordybelse. Og i museerne kan fordybelse og indsigt godt være en forudsætning for store oplevelser.
Hvad skal der så til, for at vi kommer videre? Mit forslag skulle være noget så banalt som en opdeling af attraktioner og seværdigheder på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt niveau. Med den i hånden kan der meldes ud, at vi samarbejder med nogle "lokomotiver", der er med i beslutningsprocessen, når opgaverne skal fordeles og feriedestinationen vælges. I forlængelse af lokomotiverne findes en række mindre og mellemstore museer, der er med til at fuldende paletten. Sikre, at hele familien, alle målgrupper, føler sig velkomne, informerede, berørte og underholdt ved besøget i Danmark.
Store fordele kan opnås, hvis vi lader være med at tro, at selv det mindste museum skal være både forskningsinstitution og international attraktion, men i stedet lader os inspirere af engagementet de små steder og glæder os over de gæster, der kommer forbi.
Den bedste målestok for succes er, hvorvidt det er lykkedes museet at få gæsten til at forlade huset med lysten til at vide mere. At museet giver stof til eftertanke.
Der skal ikke nødvendigvis være færre museer, men vi skal være langt bedre til at erkende, hvad der har betydning for hvem. Og jeg mener, vi skal styrke de nationale strategier for, hvad Danmark står for. Hvad gør os særlige, hvor har vi bidraget til verdenshistorien? Ingen er vel i tvivl om, at Mozart kom fra Salzburg og Shakespeare fra Stratford. Vikingerne er fra Danmark, ligesom velfærdssamfundet og Niels Bohr.
Når vi taler om besøgsmæssigt volumen, er der jo ingen grund til at tro, at fly efter fly af gæster fra USA, Japan og Kina – eller Tyskland og Italien for den sags skyld – skal komme til Danmark, hvis ikke det var for at se det mærkelige, lille land, hvor H.C. Andersen var født. Men han gør det jo ikke alene. Der skal være noget til om eftermiddagen og om aftenen – og til børnene.
Samtidig skal vi holde op med at tro, at vi skal konkurrere på de elementer, der kan ses bedre og flottere andre steder. Vi skal i stedet dyrke det, vi er gode til; det, der gør os særlige, og det, vi gerne vil huskes for. Kvalitet, ro og fordybelse er nøgleord for mange og vil som tidligere nævnt blive det for endnu flere i de kommende generationer.
Offentligt ansvar og medfinansiering på kulturområdet er der en lang og god tradition for i Danmark. Konger, fyrster – og senest folkestyret har ydet støtte til kulturen. Plejet historien som et billede på succes og fremgang. Denne udvikling kulminerede i velfærdssamfundets tidlige år med oprettelsen af et selvstændigt kulturministerium i begyndelsen af 1960’erne.
Der ligger noget helt grundlæggende i vores første kulturminister, Julius Bomholts, motto: Nok støtte, men ikke dirigere.
Omvendt kan det dog også konstateres, at mange gode penge i de senere år er lagt ud i en stribe nye museer og seværdigheder i kølvandet på Arbejdsmarkedets Feriefond og andre ordninger. Det er der kommet en masse godt ud af, men man kan samtidig stille spørgsmålet, om ikke nogle af pengene kunne være brugt bedre på udvikling af eksisterende institutioner. Det er min opfattelse, at en del af disse midler og støtteordninger er udtryk for det modsatte af Bomholts motto. Ubevidst og indirekte, er jeg sikker på. For mange af de nye attraktioner hviler på et alt for spinkelt fundament. Det kan således konstateres, at uden et solidt videns-, ide- og forretningsmæssigt grundlag lader det sig nok gøre at etablere, men vanskeligt at drive og udvikle. Nogle af de nye tilskudsordninger er i alt for høj grad med til at udhule grundlaget for de etablerede institutioner. Manglen på nationale strategier i et langsigtet perspektiv er med til at forstærke denne udvikling.
Det er uheldigt, at vi er så mange, der så ukoordineret og ureflekteret konkurrerer om så få midler – og ikke i tilstrækkeligt omfang får skelnet mellem stort og småt.
En måde at komme ud over problemet på er, at vi på museer og attraktioner – i forlængelse af de nationale strategier – foretager en langt skarpere definition af målsætning, værdi- og arbejdsgrundlag, end det er tilfældet de fleste steder i dag. Definition af kerneydelser og periferi-ydelser er sammen med en varefaktaordning – forbrugervejledning – med til at sikre et bedre grundlag for samarbejde og arbejdsdeling.
Det skal i denne varefaktaordning defineres, hvad det enkelte museum vil levere, hvad gæster og brugere kan forvente af museet. Og så skal vi i museer og attraktioner vide, hvad der rent faktisk kommer ud af besøget. Forskellen mellem de to faktorer findes ved hjælp af brugerundersøgelser, publikumsanalyser og andre målinger.
Alternative regnskabsformer supplerer økonomiske nøgletal og besøgstal. Samlet indgår disse målinger i ledelsens strategiske planlægning: Hvor skal vi hen?
Hvad kan vi byde på? Kravet til at kunne optræde i varefaktaordningen er, at vi rent faktisk gør noget ved det. Får rettet op på fejl og mangler, eller får nedjusteret forventningen.
I museerne har vi generelt haft et meget ambivalent forhold til besøgstal. Når de er for opadgående, glæder vi os berettiget, men når tallene er negative, er der en tendens til at bortforklare og henvise til udefrakommende faktorer som kulde eller varme og andre meteorologiske fænomener.
Besøgstal er og vil fortsat være et succeskriterium. Omvendt er det også nødvendigt at opstille alternativer. Det ligger i Odense Bys Museers brug af begrebet "Fra gæst til bruger", at vi for en del af vores tilbuds vedkommende åbner mulighed for en anderledes vurdering af museets arbejde. Vi ønsker i fremtiden at kunne vurdere vores besøgende i tre kategorier:
For den første gruppes vedkommende er målet som allerede nævnt, at gæsterne skal gå herfra med ønsket om at vide mere. Museumsbesøget har givet gæsten lyst til at gå hjem og selv læse Andersen – søge yderligere information om vores rod i 1800-tallets landbosamfund osv. Der er tale om en opfyldelse af museets mission som kulturbærende faktor udmøntet i en form for illustreret videnskab, hvor gæsten føler sig på én gang underholdt og får pirret sin nysgerrighed. Man kan eksempelvis stille spørgsmålet om, hvem der bedst får sat læsningen af H.C. Andersen i gang: Museets udstillinger eller teateraktiviteterne i museumshaven og i Den Fynske Landsby?
Det ideelle må være en kombination, hvor museets seriøse udstillinger og tilbud på lige fod med de underholdende indslag sætter de behandlede emner på dagsordenen hos museumsgæsten og dermed i vores omverden, men gør det i tidens sprog. Jo flere gæster, der går herfra med en god og tankevækkende oplevelse, jo bedre.
Brugerne af vores historiske tilbud opnår ikke samme volumen, men kan ses som en umiddelbar forlængelse af den "eye-opening", der foregik på attraktionen. På denne måde kan en fremtidig regionshistorisk udstilling måske opnå en status på lige fod med attraktionerne. Men: Antallet af brugere af arkiv, bibliotek og af databaserne via vores hjemmeside har lige så stor betydning som antallet af gæster i huset. De første har måske allerede set vores udstillinger og har der fået lyst til at gå mere i dybden.
Museet flytter sig i fremtiden fra udelukkende at være en fysisk enhed – et hus – til også at være et element ude i landskabet og i cyberspace.
Satellitudstillingerne opbygger vi både i Odense og på Fyn. Det er en udstillingsform, der i stigende omfang vil finde anvendelse som markering af Odense Bys Museers mange samarbejdsrelationer i den fynske region.
Efterspørgslen efter museet kan lige så godt og måske bedre tilgodeses der, hvor publikum og brugere bor og arbejder. Der, hvor fundet blev gjort, og der, hvor begivenheden fandt sted. Ofte sker dette i samarbejde med lokalt engagerede aktører.
Af andre museale succeskriterier kan nævnes antallet af gennemførte og færdigbearbejdede udgravninger, antallet og karakteren af nyerhvervelser, der opfylder museets indsamlingspolitik, antallet af gennemførte foredrag og undervisningsforløb, antallet af publicerede udgivelser inden for både de populære og de videnskabelige genrer, deltagelse i nationale og internationale netværk, antallet af visninger af vandreudstillinger osv.
Fokus på events, særudstillinger og arrangementer er et gennemgående diskussionsemne i danske museer. Vi har i Odense med enkelte undtagelser afholdt store årlige særudstillinger ved siden af en løbende udstillings- og arrangementsaktivitet på en række af vores udstillingssteder gennem de seneste 15 år.
Set ud fra en besøgsmæssig betragtning kan det konstateres, at kun et fåtal af de store udstillingssatsninger har givet høje tal. For arrangementer og mindre udstillingers vedkommende gælder det, at der kan spores markant succes ved gennemførelse af historisk levendegørelse. "Levende historie" i Den Fynske Landsby giver omtale i medierne og er et yndet udflugtsmål. Tomme huse og udstillinger forstås af de færreste og appellerer kun i begrænset omfang til et større publikum. Men så snart udstillingerne "befolkes" af aktører, der er i stand til at føre en dialog med publikum, opnås en helt anden positiv respons.
Udstillingerne skal først og fremmest være udtryk for en kontinuitet i museets arbejde med viden og samlinger, og dernæst være særdeles spektakulære, før de retfærdiggør de store investeringer, som selvproducerede særudstillinger fordrer. Balancen mellem besøgstal og fokus på kulturarven bør på denne baggrund nøje overvejes.
Er særudstillingen et område, hvor formidlingen i tilstrækkeligt omfang udvikles med os selv som entreprenører, eller er vi nødt til at samarbejde med professionelle udstillingstilrettelæggere? En ramme for besvarelse af disse spørgsmål kan leveres i form af en intensiveret målsætningsdebat og udarbejdelse af en formidlingspolitik, der med udgangspunkt i museets forsknings- og undersøgelsesaktiviteter giver plads til omtaleskabende events, men først og fremmest skal være med til at sikre museets rolle i fremtidens samfund. Jeg tror, at vi får mere ud af at fokusere på sammenhæng og forklarende permanente udstillinger – suppleret med events, arrangementer, særudstillinger og dialog med udgangspunkt i samlinger og viden.
Vi bør ikke acceptere en svækket fokus på historien og en fortsat nedgang i besøgstal af de årsager, der allerede har været nævnt. For at fastholde og udbygge museets rolle er følgende faktorer af afgørende betydning:
Og så er vi fremme ved det, der er min pointe – at vi skal ikke være med – alle sammen! Simpelt hen fordi kun de færreste af os har økonomi endsige et budskab, der rækker ud over det lokale plan, og fordi vi efter min mening ikke er gode nok til at skabe en museal identitet, der adskiller os fra anden form for glimrende aftenunderholdning og tidsfordriv.
Der er nok en dybere mening med, at ordet historie kan dække både det store flerdimensionale overblik over livet – og den gode ditto, der fortælles mellem mennesker og kalder på både smilet og den lille tåre i øjenkrogen.
Vi skal arbejde med kvalitet og indhold – det, der hver især gør os særlige. Så følger succesen med i form af forøget synlighed, international vækst og økonomisk fremgang – hvis vi er gode nok. Museer er viden og oplevelser.
