Som man har kunnet læse i de seneste numre af museets årbog, har nye arkæologiske undersøgelser på vikingeborgen Nonnebakken givet en række opsigtsvækkende resultater.[1]
I 2019 blev nye, skelsættende erkendelser nået, ikke mindst ved inddragelse af den allernyeste teknologi. Det kan derfor være på sin plads med en opsamling på, hvad vi i dag ved, og hvilke perspektiver det giver for det fremtidige arbejde med borgen.
Nonnebakken ses på det ældste kort over Odense, det såkaldte Brauns prospekt fra 1593, som to halvkredsvolde med åbninger i øst og vest, og den samme situation ses på et kort fra 1785 (fig. 1). Også på senere kort og malerier optræder borgen, og helt frem til starten af 1900-tallet har voldene været synlige og markante i bybilledet. Allerede i 1100-tallets anden halvdel anvendes området til det nonnekloster, der gav stedet dets navn.
Siden anvendes området formentlig til marker og senere som lyststed for byen, før prokurator Rasmussen i 1835 køber området og bygger et hus centralt på stedet. I 1933 påbegyndes opførelsen af den bygning, som i dag ejes af Odd Fellow Logen, og hvori Rasmussens villa indgår.[2]
Med nutidens blik for beskyttelse af fortidsminder ville en så stor og væsentlig lokalitet som Nonnebakken aldrig være blevet bebygget. Men tiden var en anden, hvilket også kom til udtryk, da byrådet i 1908 besluttede, at en del af borgens volde skulle fjernes og anvendes til bl.a. opfyldning af en baggren af Odense Å. Fra arkiverne kender vi dette sigende citat fra et byrådsmedlem, etatsråd Kier:
”… men jeg vil og som medlem af Odense byråd have lov til at sige min mening om Nonnebakken, som den er nu, den minder meget om en jernbaneskråning; af dem har jeg set mange, men jeg har ikke kunne finde noget skønt og ideelt ved dem. Hvis det her gjaldt om at bevare en Ruin, så var det en anden sag. – men jeg synes snarere, at det er vandalisme at lade den ligge, som den er nu. Jeg kan ikke se, at det vil misklæde Nonnebakken, om der bliver foretaget denne afgravning; Bygningen vil komme til at ligge smukt og frit fra alle sider, …”.[3]
Afgravningen af volden blev foretaget af et større entreprenørhold i 1909 (fig. 2) og har helt frem til i dag været med til at tegne opfattelsen af, at Nonnebakken stort set er fjernet fra jordens overflade. Ganske vist havde en række mindre arkæologiske undersøgelser fra 1953 og frem påvist forskellige elementer, der kunne tilskrives borgen, såsom voldgrav, vold og enkeltfundne genstande m.v., og Nonnebakken kunne på den baggrund beskrives som cirkelrund med vold og voldgrav og med en ydre diameter på 180 meter og en indre diameter på 120 meter. Borgen menes opført af Harald Blåtand omkring år 980 som en del af hans system af meget ens ringborge, hvoraf de andre udgøres af Aggersborg og Fyrkat i Jylland samt Trelleborg og Borgring på Sjælland foruden muligvis den skånske Borgeby.[4]
Men oplysningerne om Nonnebakken var meget fragmenterede, og den dominerende opfattelse var altså, at borgen stort set var fjernet af de senere bymæssige aktiviteter (fig. 3). Sidstnævnte bl.a. illustreret ved, at Nonnebakken ikke var med i en større fællesnordisk satsning på vikingetiden som verdensarv i 2014.[5]
Nonnebakken er et fredet fortidsminde, og der skal søges om tilladelse til udførelse af alle jordarbejder ved Slots- og Kulturstyrelsen; det gælder også arkæologiske undersøgelser. Med afsæt i et forskningsprojekt om Odenses opståen[6] fik museet i 2015 mulighed for at foretage en mindre udgravning i den nordvestlige del af borgen. Undersøgelsen blev et regulært gennembrud for opfattelsen af Nonnebakken. For på dette sted var borgen langt bedre bevaret, end vi havde forestillet os. Den tørveopbyggede vold stod i næsten 1 meters højde, og borgfladen, hvor vikingerne har gået rundt, lå næsten 1,5-2 meter under nuværende terræn godt beskyttet af tykke opfyldningslag (fig. 4). De gode bevaringsforhold betød, at stolpehuller og andre anlæg stod meget tydeligt frem, og nye træk ved borgen kunne erkendes. Det gælder bl.a. en ringgade på indersiden af volden samt påvisningen af nye detaljer vedr. voldens opførelse.[7] Med ét var Nonnebakken gået fra at være et formodet, næsten totaldestrueret fortidsminde til at udgøre et anlæg med yderst stort forsknings- og formidlings-potentiale.
De nye træk, som undersøgelsen i 2015 bragte for dagen, underbyggede ideen om, at Nonnebakken var en af Harald Blåtands ringborge. Disse træk er således også til stede ved Aggersborg, Fyrkat og Trelleborg. Men et meget afgørende træk ved ringborgene – portene i de fire verdenshjørner – var fortsat ikke erkendt på Nonnebakken. Hvorvidt de omtalte åbninger mod øst og vest på bl.a. Brauns prospekt afspejlede de oprindelige porte, var uvist. Desuden skulle der jo gerne være porte også mod nord og syd.
Selv om man siger, at portene på ringborgene ligger i verdenshjørnerne, er det faktisk ikke helt korrekt. For ved alle borge ses der en lille drejning mod enten vest eller øst. Ved Nonnebakken var det muligt at komme til at grave i området for den potentielle nordport. Ved at måle 90 grader ud fra øst- og vest-åbningerne på 1785-kortet blev det formodede sted for nordporten markeret. Her blev en maskingravet grøft trukket øst-vest, og i den orange råjord fremkom da også en række stolpehuller og andre anlæg (fig. 5). Desværre viste det sig, at selve volden var fjernet på dette sted; ja, faktisk genså vi her for første gang den afgravning, som entreprenørholdet fra 1909 havde foretaget. Afgravningen viste sig at have fjernet såvel selve volden som ca. 1-1,5 meter af jorden under denne. Til gengæld havde man holdt sig fuldstændig til området, hvor volden havde stået. Alle anlæg fra voldens inderside og ind mod borgfladen stod helt urørte.
Fraværet af volden på dette sted betød, at selve porten ikke var mulig at finde. Derimod fremkom der, præcis på det udmålte sted, fire kraftige stolpehuller, der stod i par mod øst og vest og flankerede et ca. 3,2 meter bredt tomrum. De 3,2 meter svarer til bredden af portene ved Aggersborg, Fyrkat og Trelleborg, og placeringen af de fire kraftige stolper skal ses som en særlig stærk fundering af stolperne på det sted, hvor porten møder de aksegader, som har forbundet nord- og sydporten. Meget tydede altså på, at vi havde fundet stedet for nordporten.[8] Det var et meget vigtigt resultat i sig selv, da endnu et markant træk ved Harald Blåtands ringborge hermed blev erkendt. Resultatet var også vigtigt ved, at det nu var muligt at orientere borgen og de karréer af huse, som ved de klassiske ringborge findes i hver af borgens fjerdedele.
Det kunne på sin vis være spændende at udgrave hele Nonnebakken for at se, hvad jorden reelt gemmer. Men borgen er fredet, så stedets landskabelige konturer samt de autentiske spor i jorden kan bevares. Det er vigtigt, at vi ikke fjerner alle arkæologiske levn, men derimod efterlader noget til nye generationer af arkæologer og de nye og formodentlig endnu bedre metoder, som fremtiden vil bringe. Hvem ved, hvilke informationer man kan udtrække af fundene i fremtiden? Aktuelle metoder som DNA, strontium m.v. giver blot et hint om, hvad der kan ligge forude.
Så for at balancere hensynet mellem at beskytte det nationale klenodie og samtidig få mere viden om borgen har museet i en årrække været på jagt efter eksperter og teknikker, som kan trække viden ud af stedet uden at skulle grave og dermed fjerne spor. I 2018 fik museet kontakt til grundforskningscentret Ludwig Boltzmann Institute for Archaeological Prospection and Virtuel Archaeology (LBI ArchPro) på universitetet i Wien. LBI ArchPro har specialiseret sig i såkaldt non-destruktive undersøgelser. Dvs. at de ved hjælp af den nyeste teknologi kan kigge ned under overfladen og få et indblik i, om der på stedet er spor af huse, grave eller andet fra tidligere tider. LBI ArchPro har stor erfaring fra undersøgelser på nogle af verdens væsentligste arkæologiske lokaliteter, bl.a. Stonehenge.
Nonnebakken var dog en særlig udfordring pga. de mange elementer fra den moderne by, såsom asfalterede veje, fortove, ledninger i jorden m.v. Men LBI ArchPro var med på at give det et forsøg. Dels fordi de så det som en særlig udfordring, hvor deres udstyrs potentiale kunne afprøves til det yderste, dels fordi vikingerne og deres ringborge har stor opmærksomhed ude i den store verden.
Ved Nonnebakken-undersøgelsen anvendtes jordradar (fig. 6). Radaren scanner jorden i 5 cm tykke lag ned til ca. 3 meters dybde og kan påvise nedgravninger, større sten og andre elementer, som kan tænkes at være skabt af mennesker. Undersøgelserne foregår ved, at man kører over området i en traktorlignende maskine med en række antenner spændt foran eller går rundt med antennerne foran en mindre, plæneklipperlignende maskine. Undersøgelserne genererer en række sort/hvide billeder, hvor forskellige anomalier tegner sig, og via særlig software og eksperternes viden kan resultatet tolkes sammen til strukturer som huse, grave, volde m.v. [9]
Jordradarundersøgelserne blev foretaget i marts måned, hvor de større jordstykker på den nordlige del blev scannet, og igen i september måned, hvor de private haver langs Allégade i borgens sydlige del scannedes. Undersøgelserne vakte stor opmærksomhed blandt forbipasserende og i den lokale og nationale presse, og museet er meget taknemmelig for den store opbakning og imødekommenhed fra de berørte lodsejere.
Nogle måneder efter scanningerne mødtes artiklens forfattere i Wien for at tolke resultaterne. Koblingen mellem museets kendskab til de lokale arkæologiske og nutidige forhold og LBI ArchPros specialviden viste sig særdeles værdifuld, og efter et par dages intenst arbejde kunne en række elementer sættes ind i en sammenhæng med borgen. Det var bl.a. muligt, da skabelonen fra vikingeborgen Fyrkat kunne lægges ned over Nonnebakken og på den måde hjælpe med at forstå, hvilke af de mange sorte, hvide og grå pletter som var relevante (fig. 7).
Volden og dens træfacader kunne ses, voldgraven ligeså, og placeringen af den nordlige port kunne underbygges ud fra et større område, end udgravningen i 2017 kunne påvise (fig. 8). Men mest interessant var det, at der på borgfladen kunne ses spor af formodede huse, der placerede sig i karréer som på Harald Blåtands andre ringborge. Dette var en decideret sensation, for siden det for ca. 70 år siden blev foreslået, at Nonnebakken var en af Haralds ringborge, har man uden held jagtet den markante karrébebyggelse på borgfladen. Nu stod vi pludselig med gode indikationer på, at husene havde været der.
Jordradaren gav altså en række nye informationer om Nonnebakken. Men metoden kan ikke erstatte en egentlig udgravning, simpelthen fordi den ikke kan se alt, og fordi der indgår et ganske stort fortolkningsarbejde, når man kigger på scanningerne. For at være sikker er det derfor nødvendigt at sætte skovlen i jorden, og på baggrund af scanningerne er det relativt let at udpege i tre dimensioner, hvor man skal kigge. Dermed kan man nøjes med at lave en lille nålestiksoperation og kun beskadige fortidsmindet minimalt.
På den baggrund søgte museet om tilladelse til at udlægge to mindre udgravningsfelter i borgens nordvestlige del. Såvel lodsejer, Odd Fellow Logen, som Slots- og Kulturstyrelsen var imødekommende over for ansøgningen. Udgravningen blev foretaget i august 2019 og gav flere væsentlige resultater.
For det første blev de gode bevaringsforhold på Nonnebakken endnu en gang bekræftet. Borgfladen lå på dette sted således næsten 2 meter under nuværende terræn, og også her er der altså sket en kraftig påfyldning af jord efter borgens funktionsperiode. En anden væsentlig erkendelse var, at man har foretaget en nivellering af det naturlige terræn, før borgen er blevet anlagt (fig. 9). Terrænet har oprindeligt skrånet ganske kraftigt fra øst mod vest, og dette har man udlignet ved at lægge et mod vest gradvist tykkere lag af jord ud før borgens opførelse. En sådan terrænnivellering kendes også fra Harald Blåtands andre ringborge og understreger, at placeringen og udformningen af borgene har været fastlagt på et overordnet niveau for at dominere det samlede rige som markante symbolske og faktuelle udtryk for magt. En sådan magt blev bedst effektueret ved, at borgene lå i nærheden af de mest markante trafikstrøg, og hvis de lokale landskabsforhold ikke passede, måtte man altså justere herpå.[10]
Et tredje væsentligt resultat var fremkomsten i nordfeltet af enkelte stolpehuller, der svarede til dem, som på scanningerne tolkedes som dele af vestgavlen i et øst-vest-orienteret hus i den omtalte karrébebyggelse. Med den nye viden fra scanningerne kunne enkelte markante stolpehuller fra udgravningen i 2015, umiddelbart øst for 2019-feltet, nu også anvendes i konstruktionen af huset. To af disse stolpehuller er C14-dateret til perioden omkring 980 e.Kr.; altså borgens formodede anlæggelsestidspunkt. Ligeledes kunne en lille sølvskat fra 2015, dateret til anden halvdel af 900-tallet, med den nye viden indplaceres ved nordsiden af huset; en typisk placering af et skattefund i en bopladssammenhæng. Et par stolpehuller i sydfeltet kan muligvis udgøre dele af østsiden af et andet hus i karrébebyggelsen, men her er sporene så få, at en entydig tolkning ikke er mulig (fig. 10). Overensstemmelsen mellem jordradarens og udgravningens resultater betyder, at de øvrige spor, som scanningerne viste, med stor sandsynlighed også må formodes at være korrekte.
Med scanningerne og den lille efterudgravning er det nu, trods de usikkerheder i tolkningerne som så små felter altid vil give, meget sandsynligt, at der reelt har været karrébebyggelse på Nonnebakken. Dermed har Nonnebakken nu alle de kendetegn, som karakteriserer Harald Blåtands ringborge.
De nye undersøgelser ved Nonnebakken har givet en række nye informationer om vikingeborgen, som over de kommende år skal anvendes i forskellige sammenhænge. Forskningsmæssigt vil der, med en bevilling fra Kulturministeriets Forskningsudvalg som afsæt, blive udført et større arbejde med at samle alle kilder til Nonnebakken i en samlet bogudgivelse og analysere de andre lokale magtforhold, som borgen har spillet op mod. Projektet udføres i samarbejde med Nationalmuseets afdeling for Miljøarkæologi og Materialeforskning, der vil rekonstruere det oprindelige landskab, hvori vikingeborgen har været placeret.
Formidlingsmæssigt arbejdes der på flere fronter. For det første er det vigtigt, at borgen formidles i størrelsesforholdet 1:1 på stedet. Arkitekten Erik Brandt Dam har givet et bud herpå, som kredser om en markering af voldens forløb med en 5 meter bred cortenstål-konstruktion placeret på græsfladen i borgens nordvestlige del. Andre steder foreslås volden markeret som en variation i belægningerne. Nord for borgen er det tanken, at der placeres en formidlingsstation formet som en ringborg og med en diameter på 9 meter. Her vil man kunne fortælle borgens historie og via den nyeste computerteknik vise, hvordan borgen reelt har set ud (fig. 11). Forslaget er endnu ikke endeligt vedtaget og ej heller finansieret, men det giver en fornemmelse for mulighederne for at formidle stedet på en mere markant måde, end tilfældet er i dag.
Borgens historie og de arkæologiske fund herfra skal også have en øget synlighed i museets udstillinger på Møntergården. Ligeledes er der planer om at forbinde museet og borgen via en såkaldt vikingerute, der starter på Møntergården og bevæger sig forbi andre af byens mest markante spor af den tidligste by, herunder ikke mindst krypten under Skt. Knuds Kirke, hvor skeletterne af Danmarks sidste vikingekonge, Knud den Hellige, og dennes bror, Benedikt, ligger i fornemme skrin med fantastiske tekstiler. Knud blev dræbt i den daværende Albani Kirke umiddelbart øst for den nuværende Skt. Knuds Kirke i 1086.[11] Odense har en markant vikingebaggrund, som også afspejles i byens navn, der kommer af Odins Vi og hentyder til et offersted til hovedguden Odin. Knud den Hellige er en markant person i byens tidligste historie, og derfor samles de formidlingsmæssige vinkler også under konceptet Knuds Odense – vikingernes by.[12]
Vikingeborgen på Nonnebakken har med de nye undersøgelser og en stor lokal opbakning fået nyt liv. Hvor borgen tidligere var nærmest gemt og glemt, er den nu byens mest markante fortidsminde med et kæmpe forsknings- og formidlingsmæssigt potentiale og noget, som byen og dens borgere er stolte af. Og stolte kan vi odenseanere sagtens være, for Nonnebakken er så væsentligt et fortidsminde, at det nu – sammen med Harald Blåtands øvrige ringborge – er nået op i kategorien ‘verdensarvspotentiale’. En kategori, som kun ganske få danske lokaliteter, såsom Jelling-monumenterne, Kronborg og Roskilde Domkirke, har nået. Går alt, som det skal, vil en endelig udpegning kunne komme tidligst i sommeren 2022. Fra museets side arbejder vi ufortrødent videre på sagen!
