Når arkæologer skal forsøge at rekonstruere, hvad der skete på et bestemt sted eller i en bestemt periode af Danmarks oldtid, er det oftest nødvendigt at sammenstykke et billede ved at inddrage data og oplysninger fra flere forskellige typer af kildemateriale. Som udgangspunkt er de bedste data dem, der stammer fra fagarkæologers udgravning af uforstyrrede anlæg, f.eks. en grav, der ikke har været åbnet i tidsrummet mellem gravlæggelsen og den arkæologiske undersøgelse. Sådanne uforstyrrede sammenhænge kaldes ”sluttede fund”, men de er desværre ikke altid til rådighed, og så kan arkæologen være henvist til også at inddrage arkæologiske levn, hvis fundoplysninger er mindre veldokumenterede.
I denne artikel skal der gives et eksempel på, hvorledes historien om en fynsk vikingetidsgravplads har skullet sammenstykkes med oplysningerne om en række genstande, hvis fundoplysninger desværre ikke er særligt veldokumenterede. Det gælder ikke mindst for den foreløbigt sidste brik i det arkæologiske puslespil, der skal lægges her. Den brik er nemlig dukket op på en internetauktion!
I 2014 modtog Odense Bys Museer og Nationalmuseet henvendelser fra flere amatørarkæologer, der havde bemærket, at auktionshuset Lauritz.com udbød to skålformede bronzefibler (brocher) til salg på en netauktion. Den korte, ledsagende tekst oplyste, at disse karakteristiske vikingetidssmykker stammede fra Fyn. Amatørarkæologernes henvendelser til museerne skyldtes, at de var indignerede over, at et auktionshus kunne handle med dét, som de opfattede som danefæ. Det er Nationalmuseet, der er myndighed i alle spørgsmål om danefæ, så herfra fik man standset auktionen for at undersøge forholdene nærmere. Det var en heldig disposition, for det viste sig, at relationen til Fyn kunne være god nok, idet skålspænderne havde tilhørt den odenseanske oldsagssamler Harald Viggo Holst. Dennes oldsagssamling var skabt især via opkøb rundt omkring på Fyn i mellemkrigsårene såvel som under 2. verdenskrig, og efter Holsts død blev genstandene spredt. Nogle oldsager, et håndskrevet katalog og et detaljeret kort var imidlertid tilgået Nationalmuseet. Det håndtegnede kort, der tydeligvis var baseret på et matrikelkort, indeholdt ikke specifikt oplysninger om arkæologiske fund, men det dækkede et område omkring stendyssen Rolfshøj, der ligger ved landsbyen Rolsted mellem Odense og Nyborg. Centralt på kortet var markeret omridset af en mindre grusgrav. Denne grusgrav ses ikke på moderne kort og luftfotografier, for den er for længst udjævnet, men derimod genfindes den på kortblade fra første del af 20. årh. og dermed på det tidspunkt, da Holst flittigt indkøbte oldsager.
Et kig i museernes arkiver afslørede ikke oplysninger om, at de to skålspænder skulle stamme fra denne grusgrav; til gengæld kunne det konstateres, at flere genstande fra Odense Bys Museers samling var oplyst at være fundet her i 1930’erne. Da disse genstande omfattede vikingetidssmykker, ville det ikke være usandsynligt, hvis de to skålspænder også skulle være opgravet i grusgraven ved Rolsted. Hermed kunne Nationalmuseet inddrage de to skålspænder som danefæ.
De to skålspænder er fremkommet på et tidspunkt, da det næsten kun var Nationalmuseet, der udførte arkæologiske undersøgelser i Danmark. Provinsmuseerne havde ikke arkæologisk bemanding, og det gjaldt også for Odense Bys Museers arkæologiske afdeling, Fyns Stiftsmuseum, der indtil 1940 næsten udelukkende måtte opbygge samlingen ved gaver fra private samt ved indkøb fra antikvitetshandlere og opkøbere.
I Fyns Stiftsmuseums protokol blev der den 31. oktober 1932 indført en trefliget (eller kløverbladsformet) bronzefibel, som var købt for kr. 90,00 af C. Wagner i Assens. Denne Wagner solgte jævnligt oldsager til museet, og genstandene havde han typisk opkøbt hos personer, der havde fundet dem ved mark- og gravearbejde rundt omkring i landet. Handlerne omfattede også genstande, der i dag ville være omfattet af danefælovgivningen; det gælder således også de her beskrevne smykker. Desværre var Wagner ikke særlig opmærksom på at få registreret fundsted og fundoplysninger på de genstande, som han opkøbte og videresolgte, og det er jo beklageligt, eftersom disse data er helt afgørende for forståelsen af oldsagernes sammenhæng og tolkning. I det konkrete tilfælde var fiblen blot ledsaget af en oplysning om, at ”Smykket siges at være fundet i Nærheden af Rolighedskroen Rolfsted pr. Langeskov” (fig. 1).
Den 4. juni 1934 indførtes i samme protokol endnu en trefliget bronzefibel, en skålformet fibel og nogle jerngenstande, som var overdraget til Fyns Stiftsmuseum af Ladbyskibets finder, den navnkundige apoteker og amatørarkæolog Poul Helweg Mikkelsen fra Odense.[1] Af protokolteksten fremgår det, at genstandene var en ”Gave fra Gaardejer Niels Eriksen, Davinge”. Det er ikke utænkeligt, at Helweg Mikkelsen havde fremskyndet overdragelsen med økonomisk bistand, for han købte jævnligt genstande for dernæst at give dem til Fyns Stiftsmuseum. Sådan øgede Mikkelsen i øvrigt også sin egen og meget betydelige oldsagssamling, som Fyns Stiftsmuseum modtog efter hans død i 1940.[2] Særligt interessant i denne sammenhæng er imidlertid protokollens oplysning om, at de to fibler og jerngenstandene var ”…. fundet i samme Grusgrav som B410 i Nærheden af Rolighedskroen, Rolfsted”. Genstanden med inventarnummeret B410 er identisk med den trefligede fibel, som museet havde købt af Wagner to år tidligere, så med denne oplysning kan det sandsynliggøres, at de tre bronzesmykker og jernsagerne stammer fra én og samme lokalitet.
Under en gennemgang af museets arkiv i 2000 blev jeg opmærksom på, at bronzesmykkernes præcise fundsted aldrig var registreret i museets arkiv eller i det landsdækkende register over arkæologiske levn og fortidsminder i Danmark. Smykkerne har ellers været omtalt og afbildet i flere artikler om vikingetidens gravfund, og den manglende præcisering af fundstedet har medført, at genstandene fra 1932 og 1934 fejlagtigt er opfattet som fundet i Davinde Sogn.[3] Da det var åbenlyst, at genstandene måtte stamme fra en vikingetidsgravplads, som der ikke kendes så mange af på Fyn, ville det imidlertid være interessant at få lokaliseret fundstedet mere præcist end ”i nærheden af Rolighedskroen”, og et opklaringsarbejde blev iværksat.
På målebordsbladene fra starten af 20. årh. ses det, at Rolighedskroen er en ejendom, der lå ved nordsiden af landevejen mellem Odense og Ørbæk – lige vest for sognegrænsen mellem Davinde og Rolsted sogne. På kortbladet ses en mindre grusgrav ca. 225 m vest for Rolighedskroen og dermed i Davinde Sogn, og en tilsvarende er aftegnet i Rolsted Sogn ca. 375 m sydvest for kroen. Sidstnævnte svarede præcis til angivelsen af en grusgrav på det kort, der var indgået til Nationalmuseet fra Harald Viggo Holst, men spørgsmålet var, om det kunne anses som et tilstrækkeligt tungtvejende indicium på, at både fiblerne fra netauktionen og genstandene fra Odense Bys Museer kunne knyttes til dette sted.
Det eneste spor, der kunne uddrages af protokolteksterne, var navnet på giveren af de genstande, der indkom til Fyns Stiftsmuseum i 1934, nemlig Niels Eriksen fra Davinde. Med et spinkelt håb om positivt svar blev der derfor straks rettet henvendelse til lokalhistorisk arkiv i Rolsted for at høre, om de havde arkivalier eller oplysninger, som kunne bidrage med flere oplysninger. Henvendelsen gav snart resultat, for kort efter modtog museet et brev fra en H.C. Eriksen, der viste sig at være Niels Eriksens søn. Afsenderen boede på den fædrene gård, Østerlundgård, lige over for Rolighedskroen. Med brevet fulgte et kortudsnit med en markering af en grusgrav, der havde hørt til faderens ejendom. Grusgraven lå ca. 250 m sydvest for Østerlundgård på matrikel 68d umiddelbart syd for Rolighedsvej, og dette sted er identisk med grusgraven på kortet fra Holsts privatsamling. Dermed peger alle spor på, at dette sted må regnes for vikingesmykkernes findested. At dømme ud fra det håndtegnede kort såvel som kortblade fra mellemkrigsårene, da smykkerne fremkom, har grusgraven haft en udstrækning, der næppe har oversteget 2000 m2; antagelig kan fundområdet derfor indsnævres til dette areal, som ligger umiddelbart syd for grænsen mellem Davinde Sogn i nord og Rolsted Sogn i syd (fig. 2). Spørgsmålet var nu, om der ved studier af genstandene selv kunne fremdrages flere oplysninger om deres alder og evt. om, hvorvidt nogle af dem kunne stamme fra samme begravelse. Forsøget skal gøres i det følgende, hvor genstandene gennemgås i den rækkefølge, de er registreret på Odense Bys Museer og Nationalmuseet.
Trefligede fibler kendes i stort tal fra vikingetiden, og denne smykketype er hyppigt blandt de genstande, der bliver fundet med metaldetektor. Med et tværmål på 9,7 cm er stykket, der i 1932 blev købt til Fyns Stiftsmuseum, dog større end de fleste trefligede fibler, og vægten er hele 90,42 gram (fig. 3). Smykket er støbt af bronze, men et tykt lag fortinning på bagsiden viser, at man har ønsket, at det skulle se ud, som om det var lavet af sølv.[4] I tinlaget ses tydelige filespor fra den sidste overfladebehandling, før stykket forlod smykkesmedens værksted. Forsiden er dækket af plastisk ornamentik i form af stiliserede planteranker, og ornamentikkens dybde har medvirket til at skabe skyggeeffekt; ved fortinning og forgyldning af mønstrene har man endvidere forstærket smykkets polykrome udtryk.[5] På bagsiden ses rester af den anordning, hvor en jernnål har siddet, samt rester af en lille bronzering, der har kunnet anvendes til dels at holde det tunge smykke fast til dragten og dels fungere som fastgørelse til en snor, hvori der kunne hænge perler eller en nøgle.
I forhold til det ovenfor beskrevne smykke er denne fibel mere undseelig med et tværmål på ca. 6,4 cm og en vægt på 39,33 gram. Også dette stykke består af massiv bronze, og igen viser et tykt tinlag på bagsiden, at det har skullet ligne et sølvsmykke (fig. 4). Forsiden er dækket af en dybtskåret, fladedækkende rankeornamentik, så her har man også udnyttet skyggeeffekten, der yderligere har været fremhævet af forgyldning, hvoraf der nu kun er bevaret sparsomme rester.[6] Centralt på forsiden ses et forhøjet, trekantet plateau, og over hver af plateauets tre spidser gaber et dyrehoved. På bagsiden ses en anordning til fastgørelse af jernnålen, som endda er delvis bevaret, ligesom også denne fibel har rester af en fastgørelses- og ophængningsøsken. I rustudfældninger fra jernnålen ses svage aftryk af lærredsvævet tekstil.[7]
De trefligede fibler kan have været båret enten enkeltvis eller som en del af et smykkeudstyr, hvor de har været kombineret med et sæt skålformede fibler. I hvert fald stykket fra 1932 må dog på grund af vægten og størrelsen antages at have været båret alene. Fra fagmæssigt undersøgte gravfund ved vi, at de har været båret midt på brystet, hvor de har holdt dragten sammen. På en sølvfigur fra Revninge på Østfyn ses imidlertid en trefliget genstand på det sted, hvor man ville forvente at finde et bæltespænde, så det kan ikke udelukkes, at smykketypen kan have været båret på flere måder.[8]
Trefligede fibler har været anvendt fra tiden omkring 800 og knap 150 år frem og dermed i store dele af vikingetiden, og på baggrund af ornamentikken må de to østfynske stykker placeres omkring midten eller sidste halvdel af 9. årh.[9]
Den 9,7 cm lange skålformede fibel, der kom til museet i Odense i 1934, udgør den ene halvdel af et sæt af to ens smykker, som man ved hjælp af en jernnål på bagsiden kunne fæstne til dragten. Fra sluttede gravfund ved vi, at typen blev båret parvis på brystet, hvor de på én gang har haft en praktisk funktion ved at holde dragten sammen samt evt. danne fæste for en perlekæde og så være smykker, der afspejlede bærerens sociale position. Om fiblens makker blev overset i grusgraven, om den blev knust under skovlen under fremdragelsen, eller om den blev solgt til anden side, er uvist; måske ligger smykket i en privatsamling et sted og venter på at blive genfundet!
Fiblen er støbt i relativ tyndt gods, og der har oprindeligt været fastnittet pynteknopper på de seks pæreformede indramninger, der ses langs stykkets sider. Hvorvidt disse har været af bronze eller organisk materiale – f.eks. ben – kan ikke afgøres. For sidstnævnte kunne tale, at der sjældent er bevaret knopper på denne smykketype. På de to rektangulære felter langs stykkets midte ses blankt, skinnende metal, og en analyse af sammensætningen har vist, at det er sølv, der skinner. De to felter har således været dækket af påloddet sølvblik eller snarere forsølvning (fig. 5).
Mellem de geometriske elementer i udsmykningen ses dyrehoveder med store, strittende ører og legemsdele, der griber ind i hinanden og i fiblens andre ornamentale elementer. Disse såkaldte gribedyr repræsenterer ikke racer, som vikingerne mødte i stalden eller i den vilde fauna; det er rene fantasidyr, der har en ornamental funktion, men som givet også har en indbygget og ikke længere forståelig symbolik (fig. 6).
På fiblens bagside er anordningen til fastgørelse af nålen bevaret, og rester af selve nålen ses også som en rustklump. Bevaret heri er ganske små aftryk af lærredsvævet tekstil.[10]
Fiblens form og udsmykning viser, at den er fra ældre vikingetid, nærmere betegnet første halvdel af 9. årh., og det er en form, der er fundet over store dele af Skandinavien. I Hedeby og Ribe har man fundet støbeformsfragmenter til smykker med lignende, men dog ikke identisk udformning, så det er ikke utænkeligt, at også dette stykke kommer fra en bronzestøber i en af disse to vikingetidsbyer.[11]
Sammen med de to bronzesmykker, der kom til museet i 1934, fulgte ca. 25 forrustede jernstykker, og de har kun været nævnt sporadisk i forbindelse med nogle af de tidligere omtaler af fundene fra Rolsted-grusgraven. Det er tydeligt, at jernsagerne har været udsat for hårdhændet håndtering ved fremdragelsen, og ingen af stykkerne er i dag bevaret i mere end 11 cm længde, og de fleste er langt mindre. Jernsagerne omfatter fragmenter af mindst én kniv, der ser ud til at være stærkt opskærpet. Sådanne er meget almindelige i vikingetidens grave (fig. 7).
Et 4,8 cm langt stykke snoet, kraftig jerntråd danner en løkke, og det kan være indgået i en kæde, f.eks. til en hundelænke, som det kendes fra et vestfynsk kultanlæg og fra Ladby-graven (fig. 8).[12] Endnu et jernstykke kan stamme fra et simpelt remspænde, og en nitte måske fra remudstyr, mens nogle beslaglignende stykker kan have siddet på et skrin. De øvrige fragmenter er for små og ukarakteristiske til, at deres funktion kan bestemmes.
De to skålformede bronzefibler, som kom til Nationalmuseet via netauktionen, er næsten identiske smykker, og de har været fremstillet som et samlet sæt.[13] De er medtaget af den medfart, de har fået ved den usagkyndige fremdragelse – og måske ved håndtering i tiden mellem fremkomsten og overdragelsen til museet. Fiblerne er dobbeltskallede, hvilket betyder, at de består af en inderskål med glat overflade, og herpå har været nittet en ornamenteret yderskål i gennembrudt gods. På det bedst bevarede smykke ses i alt ni pynteknopper, hvoraf fire kun er bevaret som aftryk, idet de har været nittet på, men er faldet af. Pynteknopperne er forbundet af et geometrisk rammeværk, og fladerne herimellem er udfyldt af plante- og dyreornamentik. Rundt langs overskallens kant ses en bort med geometrisk ornamentik, og skallen afsluttes af en fortykket, ribbesnoet kant. De ovale fibler har været ca. 11,5 cm lange, og deres størrelse og vægt har medført, at der skulle en ganske stor nål til at fastgøre dem til dragten; rester af denne er bevaret som rustklumper på begge inderskaller. Heri ses små aftryk af tekstil fra dragten; disse er imidlertid ikke undersøgt af tekstilspecialister, så vævemønstret kendes ikke. På indersiden af inderskallerne ses også aftryk af tekstil, men de stammer fra fremstillingsprocessen, hvor en voksmodel var dækket af et stykke stof. Disse aftryk siger dermed intet om den dragt, som ejeren bar (fig. 9).[14]
De to skålfibler er for nedbrudte til, at det kan afgøres, hvilken finish overfladen har haft. På et meget lignende, men meget bedre bevaret fibelsæt fra Køstrup på Nordvestfyn er ornamentikken fremhævet med fortinning og forgyldning, og det kan også antages at have været tilfældet på de østfynske stykker.[15] Dette i kombination med den skyggeeffekt, som de gennembrudte overskaller har givet, har resulteret i, at fiblerne er fremstået med en tilstræbt flerfarveeffekt.
De to dobbeltskallede smykker tilhører den mest almindelige type af skålfibler fra vikingetiden og samtidig den type, der har haft den største geografiske udbredelse. Typen kendes således fra store dele af Skandinavien, og den kan henføres til en fremskredet del af vikingetiden, hvilket vil sige slutningen af 9. årh. og hovedparten af 10. årh.[16]
Det er særdeles ærgerligt, at genstandene fra gravpladsen ved Rolsted er nået til museerne med så sparsomme fundoplysninger, så vi nærmest er nødt til at gætte os frem til en sammenhæng ved at sammenligne med fundene fra andre samtidige begravelser.
Da Johannes Brøndsted i 1936 fremlagde de da kendte danske jordfæstegrave fra vikingetiden, skrev han, at den trefligede og den skålformede fibel fra 1934 skulle være fundet i samme grav, som ydermere indeholdt en jernkniv og et skelet, ligesom det oplyses, at der var fundet flere skeletter på stedet.[17] Ingen af disse oplysninger finder imidlertid opbakning i de arkivalier, der findes på Odense Bys Museer eller Nationalmuseet. Det er derfor lidt af et mysterium, hvorfra Brøndsted har sine oplysninger, og han bemærker da også den tidsmæssige forskel mellem de to fibler. Det kan da heller ikke udelukkes, at der er tale om en forveksling, for Brøndsted var heller ikke klar over, at fundstedet lå i Rolsted og ikke i Davinde Sogn. Fakta er derfor, at vi ikke har nogen viden om, hvorvidt nogle af genstandene overhovedet er fundet i samme grav; der kan dog næppe være tvivl om, at de to skålspænder fra netauktionen stammer fra samme begravelse. Eftersom der foreligger tre skålspænder, må der imidlertid have været mindst to grave, og ydermere repræsenterer de to trefligede spænder også to forskellige grave, idet denne type aldrig forekommer i mere end et enkelt eksemplar i en grav. Vurderet ud fra ornamentikken kan hver af de trefligede fibler godt have været kombineret i hvert fald med det dobbeltskallede fibelsæt, og samlet set kan det antages, at smykkerne repræsenterer mindst 3-4 grave. Kronologisk dækker fundene en væsentlig del af vikingetiden, dvs. det meste af 9. årh. og i hvert fald den første halvdel af 10. årh.
At vores billede af gravpladsen som helhed kan være noget fortegnet, afspejler sig i de ovenfor beskrevne smykker, der repræsenterer et relativt højt socialt niveau i vikingetidens samfund. Måske har de tilhørt storbøndernes koner, men man kan dog ikke alene med udgangspunkt i disse smykker konkludere, at gravpladsen har været forbeholdt dette segment af samfundet. På de fleste vikingetidsgravpladser – og det gælder også på Fyn – udgør den persongruppe, der fik skålformede og trefligede fibler med i graven, kun en mindre del af samtlige begravelser. De fleste blev gravlagt uden udstyr eller evt. blot med en kniv, et remspænde, et par perler eller en hvæssesten. Hvis disse sager lå alene i gruset, og hvis der ikke var bevaret skeletter, ville genstandene let blive overset eller kasseret som uinteressante. Til sammenligning rummer Fyns største vikingetidsgravplads, Galgedil ved Otterup, mindst 54 grave, mens et større antal kan være bortgravet forud for den arkæologiske undersøgelse.[18] Kun tre af gravene herfra indeholdt smykker, der matcher fundene fra den øst-fynske gravplads. Set i det lys er det nok ikke usandsynligt, at gravpladsen i Østerlundgårds grusgrav også kan have rummet over et halvt hundrede begravelser, og dermed har den tilhørt en i fynsk sammenhæng lille gruppe af store vikingetidsgravpladser.
Vikingetidsgravpladsen ved Rolsted ligger på den sydligste del af en udstrakt og jævn terrænflade, der ca. 200 m syd for grusgravssignaturen på kortblade fra mellemkrigsårene falder ned til en ca. 150 m bred ådal, hvori Vindinge Å flyder med afløb mod øst. Dette landskab har tilsyneladende været tæt bebygget i bondestenalderen, for på terrænfladen er der registreret flere storstensgrave, hvoraf kun en enkelt, Rolfshøj, der ligger 300 m nordøst for gravpladsen, stadig er bevaret (fig. 10). I 1890 besøgte Nationalmuseets medarbejdere området for at registrere de fortidsminder, som på dette tidspunkt hastigt forsvandt som følge af et stadig mere intensivt landbrug og øget efterspørgsel på råstoffer. Ved den lejlighed blev der i hegnet ud til Rolighedsvej registreret rester af en delvis forstyrret langdysse. Den lå således i nordkanten af det område, hvor grusgraven blev etableret engang i første del af 20. årh., og i hvert fald kunne dyssen ikke genfindes, da museumsinspektør Erling Albrectsen fra Fyns Stiftsmuseum besøgte stedet i 1947 (fig. 2 nr. 2).[19]
Samtidig med at Nationalmuseets medarbejder registrerede langdyssen, noterede han også, at der lidt over 100 m nord herfor og dermed inde i Davinde Sogn lå to højtomter, kaldet Hunnehøje. Disse er imidlertid også fjernet ved grusgravning, før en arkæologisk undersøgelse blev iværksat, men de er afsat på udskiftningskortet, der er opmålt 1794, så sløjfningen må have fundet sted i løbet af 19. årh. Ved berejsningen blev det endvidere noteret, at man ca. 10 år tidligere – altså omkring 1880 – havde fundet to skeletter på den sydlige del af marken og dermed umiddelbart nord for Rolighedsvej, der er anlagt på sogneskellet. Desværre er hverken skeletter eller evt. genstande, som måtte være fundet ved disse, nået til museets kendskab, så strengt taget kan vi ikke sige noget om dateringen af dét, der sagtens kan have været fladmarksgrave fra vikingetiden. Hvis det var tilfældet, kan gravpladsen have dækket fladen både syd og nord for den sløjfede langdysse og dermed hen over det senere skel mellem Rolsted og Davinde sogne.
Da vikingetidsgravpladsen blev anlagt i begyndelsen af vikingetiden, skete det i et fladt landskab i tilknytning til et markant punkt i form af en storstensgrav og måske også to rundhøje. I hvert fald dyssen havde på dette tidspunkt ligget på stedet i mere end 4000 år. Flere andre steder på Fyn[20] såvel som i resten af landet anlagde vikingerne gravpladser ved foden af eller endog i storstensgrave eller rundhøje fra sten- og bronzealder. Det er foreslået, at denne praksis var et udtryk for ønsket om at legitimere retten til jord og ressourcer, eller fordi man har opfattet de eksisterende monumenter og deres omgivelser som et ”helligt” område. En anden forklaring kan være, at monumenterne lå ved vigtige færdselsårer i landskabet, og at man ved at anlægge gravpladsen i tilknytning hertil opnåede, at mange passerede forbi de døde forfædres sidste hvilested.[21] Der er talrige eksempler på, at også den sene bronzealders og tidlige jernalders fladmarksgravpladser blev anlagt ved og endda i ældre gravhøje, og i den forbindelse er det foreslået, at man slet og ret har anvendt de eksisterende gravmonumenter som ”scener” i forbindelse med ritualer, der blev praktiseret som en del af begravelsen.[22] Noget sådant kan måske også have været tilfældet i vikingetiden, og det er næppe utænkeligt, at de efterlevende kan have stået på langdyssens stenkamre og styret begravelsesceremonien, herunder spillet musik og måske ligefrem fremført skuespil eller holdt ligtaler.
Der er ikke registreret bopladser fra vikingetiden i gravpladsens umiddelbare nærhed, og syd for gravpladsen – på det skrånende terræn ned mod ådalen – har der næppe ligget en bebyggelse. Derimod er det nærliggende at tro, at en sådan kan have ligget på det jævne plateau nord, øst eller vest herfor. Her var der adgang til de udstrakte engområder langs åen, og høet herfra har udgjort en vigtig ressource, når der skulle skaffes vinterfoder til dyrene. Desværre må det dog konstateres, at særdeles omfattende grusgravning på disse terrænflader effektivt forhindrer, at det nogensinde kan opklares, om der har ligget vikingegårde her. Det er foreslået, at vikingerne havde præference for at placere bebyggelse og gravplads således, at de var adskilt af et vandløb eller et vådområde. Dette kunne symbolisere floden Gjoll, der i den nordiske mytologi adskiller de levendes og de dødes rige, ganske som floden Styx gør det i græsk mytologi.[23] Hvis dette skulle være tilfældet her, kunne bebyggelsen have ligget på et næs syd for Vindinge Å og den her ret brede ådal, som åen løber i. Afstanden mellem grav- og boplads ville i så fald være mere end 500 m, men før der foretages arkæologiske undersøgelser på sydsiden af åen, kan spørgsmålet ikke besvares.
De nærmeste spor af aktiviteter i vikingetiden stammer fra området øst for Rolsted Kirke, hvor der ved detektorafsøgning i 2016-17 er gjort flere fund fra vikingetiden.[24] Disse omfatter bl.a. to fragmenter af trefligede fibler, hvis datering ligger meget tæt op ad de hele stykker fra gravpladsen. Afstanden mellem disse fund og gravpladsen er ca. 1300 m, så detektorfundene skal nok snarere knyttes til en tidlig fase af landsbyen Rolsted end til den bebyggelse, hvis døde blev begravet på fladen nord for Vindinge Å.
Hvis man ser på det arkæologiske fundmateriale fra de kirkesogne, der støder op til Rolsted, har vi kendskab til en række fund fra vikingetiden. Knap 2 km sydvest for gravpladsen – på Tarup Mark i Sdr. Nærå Sogn – er der fundet en sølvskat med smykker og 112 mønter, og den er lagt i jorden efter 971 og dermed i den sene del af vikingetiden.[25] Mod nordøst er der flere steder i Rønninge Sogn gjort fund fra vikingetiden. Ved kirken i Rønninge er der således undersøgt bebyggelse fra vikingetiden, og det samme er tilfældet ved Bytoften og i industriområdet ved Langeskov.[26] Under motorvejen lige nord herfor er der fundet en vikingetidsgravplads, som omfattede en rigt udstyret mandsgrav. Den døde var gravlagt med bl.a. hund, hest og våbenudstyr (fig. 11).[27] Endelig skal det nævnes, at den runesten, der nu står i våbenhuset i Rønninge Kirke, stammer fra nærområdet. På den nævnes en person – ”Asgot med det røde skjold” (eller ”den rødskjoldede” – altså med et modermærke), og den er rejst omkring år 900.[28] Flere af disse fund må være samtidige med de yngste begravelser på gravpladsen ved Rolsted. Der er derfor ikke tvivl om, at de personer, der blev begravet ved storstensgraven nord for Vindinge Å, har boet i et landskab, hvor afstanden til de nærmeste bebyggelser har været kort.
I 1993 var der på selve Fyn registreret knap 20 mere og især mindre veldokumenterede vikingetidsgravpladser; hertil kom en række fund af hele fibler, der kunne antages at stamme fra forstyrrede grave. Tilsammen rummede disse pladser knap 90 grave. Fra Langeland var der til sammenligning fremlagt 17 gravpladser med mere end 140 grave – og det på trods af, at Langeland er langt mindre end Fyn.[29] En anden markant forskel, der kunne iagttages, var, at det største antal grave, der var registreret på én lokalitet på Fyn, var ca. 30, mens det på Langeland var 83. På Fyn er der siden 1993 fremkommet en god håndfuld lokaliteter med vikingetidsgrave, en enkelt er dukket op på Tåsinge, og flere langelandske pladser er i mellemtiden blevet fremlagt.[30] Ydermere er der i de forløbne år præsenteret resultater fra bearbejdning af flere ældre gravfund.[31] Eftersom det i 2018 er 25 år siden, der sidst blev fremlagt en oversigt over de fynske vikingetidsgrave og -gravpladser i denne årbog,[32] er det relevant at præsentere en kort, opdateret oversigt her.
I dag kendes der 27 mere eller mindre sikre vikingetidsgravpladser på Fyn, og de rummer i alt ca. 190 grave, og på Langeland udgør de samme tal 23 og ca. 350. Hertil er der fremlagt en enkelt lokalitet med vikingetidsgrave fra hver af øerne Ærø, Tåsinge og Avernakø.[33] Nogle af de fund, der indgår i tidligere fremlagte oversigter over vikingetidens gravpladser, kan ikke længere betragtes som gravanlæg, men snarere som rituelle anlæg, der ikke nødvendigvis skal ses i relation til begravelser af mennesker. Det gælder således nogle gruber ved Stavrby på Vestfyn, der med et indhold af heste og hunde har nogle fælleselementer med de samtidige grave; imidlertid mangler de spor af menneskelig.[34] Hertil kommer nogle grave, der er fejldaterede eller for usikkert daterede, og som derfor ikke er medtaget på oversigtskortet fig. 1.[35]
På selve Fyn kendes der nu to gravpladser med 50 eller flere grave,[36] mens de to største gravpladser, der er afdækket på Langeland, rummer henholdsvis 83 og 94 grave.[37] På Fyn er der siden 1993 foretaget totaludgravning af flere gravpladser, og i hvert fald et par af disse har vist sig kun at rumme en håndfuld eller lidt flere grave.[38] Våben- og ryttergrave, som dominerer de ældre fund – ikke mindst på Langeland – er kun sparsomt repræsenteret i det sidste kvarte århundredes fund, og på selve Fyn er det således kun en enkelt mandsgrav med en økse fra Galgedil, der tilhører denne kategori (fig. 12-13). Hvad denne skævhed skyldes, er blot et af de mysterier, som er knyttet til vikingetidens grave.
Selvom antallet af vikingetidsgrave på Fyn og omliggende øer er øget betragteligt siden 1993, er et samlet antal grave på lidt over 550 stadig meget begrænset, når det sammenholdes med, at begravelserne dækker perioden fra slutningen af 8. årh. og frem til midten af 11. årh. – altså knap 300 år. Når man samtidig tager i betragtning, at der i de sidste årtier er gennemført meget udstrakte og systematiske arkæologiske undersøgelser i forbindelse med store anlægsarbejder på kryds og tværs af det fynske landskab, er tilvæksten slet ikke markant. Tværtimod er manglen på vikingetidsgrave og -gravpladser mere påfaldende end nogensinde, og det bliver især tydeligt, når vi sammenligner med den tæthed, som vi på baggrund af udgravede bebyggelser, detektorfund og stednavne kan se, at bebyggelsen har haft i vikingetiden. Til sammenligning er der fra de første fire århundreder af vor tidsregning registreret knap 5000 grave, der er fordelt på mere end 200 gravpladser på Fyn og omliggende øer.[39] Dette skal holdes op mod en velbegrundet formodning om, at bebyggelsen har været tættere, og at befolkningstallet har været større i vikingetiden, end den var et halvt årtusinde tidligere.
Det er vanskeligt at tolke den markante forskel mellem det store antal grave fra romersk jernalder og det langt mindre antal vikingetidsbegravelser som udtryk for andet, end at vi har problemer med at lokalisere eller identificere gravene fra vikingetiden. I de første fire århundreder blev de fleste fynboer kremeret som et led i begravelseshandlingen, og gravene blev som regel anlagt i en nedgravning, der var mere end 30 cm dyb. Det har sikret et stort antal grave fra denne tid mod at blive ødelagt af plovskæret. Fra tiden omkring eller kort efter 400 e.Kr. falder antallet af grave til noget nær nul, og fra århundrederne frem til vikingetidens begyndelse kendes kun meget få grave fra Fyn og omliggende øer. Det skal ses i forhold til, at bebyggelser, skattefund og ikke mindst enkeltfund viser, at bebyggelsen var tæt i de samme århundreder.[40] De tusinder af fynboer, langelændere og ærøboere, der døde i tiden mellem ca. 400 og ca. 800, må således være begravet på en måde, så vi ikke kan spore gravene med arkæologiske metoder. Det gælder således også en utvivlsomt betydelig del af dem, der blev begravet i de to sidste århundreder frem mod årtusindskiftet – altså i vikingetiden. Udstrækningen af de arkæologiske undersøgelser i det åbne land har i de sidste årtier haft et omfang, så vi ikke længere kan bortforklare de manglende grave fra disse århundreder med manglende undersøgelsesaktivitet, eller at vi har gravet de ”forkerte” steder. Det må afspejle en virkelig situation, der kun kan tolkes som et udtryk for, at man blev begravet på en måde, der ikke omfattede nedgravning til en dybde, hvor graven var i sikkerhed for ploven. I den forbindelse er det nærliggende at se på ligbrændingsskikken som en forklaring på de manglende grave.
Især på den nordlige del af Den jyske Halvø kendes der et stort antal grave fra de århundreder, da de savnes på Fyn og omliggende øer. I det nordjyske er gravene ofte fundet under forseglende sandflugtslag eller i områder, der først er opdyrket i begyndelsen af 20. årh. Gravene fra århundrederne efter 400 udgøres ofte blot af et få centimeter tykt bållag med en udstrækning på 2-3 m, og det repræsenterer et ligbrændingssted, som blev tildækket med en lav tue, kort efter at ligbålet ved brændt ud. Hvis tuen ikke blev beskyttet af sandflugt, overgroning med skov eller andet, ville alle spor af gravanlægget være fjernet, da området blev opdyrket.[41] I et særdeles intensivt dyrket landskab som det fynske kan ploven således have fjernet tusinder af tuedækkede ligbrændingssteder fra tiden mellem slutningen af 4. årh. og 10. årh. (fig. 14), og kun gravene fra den begrænsede, men i vikingetiden tiltagende del af befolkningen, som blev begravet i ubrændt tilstand, er bevaret til i dag.[42] Det er derfor nærliggende at tro, at ligbrændingsskikken har været dominerende i den tidlige og mellemste del af vikingetiden, og at de jordfæstegrave, vi kender fra den tid – i hvert fald i Den fynske Øgruppe – faktisk udgør undtagelser fra den gængse begravelsespraksis. Fra området kender vi dog enkelte sikre
brandgrave fra vikingetiden, og de udmærker sig ved blot at bestå af en lav nedgravning med indhold af trækulsholdig jord, en begrænset mængde brændte ben og evt. lidt gravgods.[43] Disse grave er netop bevaret, fordi de er placeret mere end ca. 30 cm under overfladen, men samtidig har de en karakter, så de meget let ville blive overset, hvis de ikke blev lokaliseret i forbindelse med en egentlig arkæologisk undersøgelse.
Gennem de sidste årtier har fagmæssige og detaljerede undersøgelser af vikingetidsgravpladser vist, at disse kan rumme spor af komplekse ritualer, der kan have strakt sig over et længere tidsrum. Ritualerne har ikke sjældent omfattet genåbning af graven med henblik på fjernelse eller anbringelse af ”nye” lig eller knoglemateriale.[44] Det gør sig således også gældende på de fynske og langelandske gravpladser, hvor der i flere jordfæstegrave er fundet spor af genåbning og omarrangering af tidligere gravlagtes skeletter.[45]
Påfaldende er det også, at mange jordfæstegrave rummer brændte knogler, som i nogle tilfælde har kunnet bestemmes at komme fra dyr, i andre fra mennesker.[46] Om de brændte knogler udtrykker, at der er tale om dobbeltbegravelser, ofringer eller kremerede (dele af ) skeletter fra personer, der oprindeligt har været begravet i jordfæstegrave, kan man endnu ikke sige noget om. De efterhånden ganske udbredte iagttagelser understreger imidlertid, at ligbrændingsskikken har været langt mere udbredt i vikingetiden, end man får indtryk af i beskrivelser af periodens gravskik. Ydermere understreger disse fund, at man skal være meget forsigtig med at tolke vikingetidens grave alene som et sted, hvor man deponerede et helt lig af en afdød, med henblik på at det skulle blive liggende der til evig tid.
Det er ikke usandsynligt, at de små, stolpebyggede konstruktioner, der er afdækket på flere vikingetidsgravpladser i Danmark, herunder på Tåsinge,[47] skal ses i forbindelse med komplekse begravelsesritualer, der kan have omfattet flere faser. Eftersom der er fundet brændte knogler i stolpehuller i flere af disse konstruktioner – også selvom gravpladserne i øvrigt ikke nødvendigvis rummer brandgrave – er det nærliggende at sætte dem i forbindelse med nogle af de ritualer, der kan være gået forud for deponering af brændte knogler i jordfæstegravene. Kan konstruktionerne være en slags dødehuse, hvor den døde henlå i en overgangsfase før begravelsen, eller var det konstruktioner, der var særligt forbundet med ligbrændingsskikken? Forhåbentligt kan fremtidige udgravninger hjælpe til at afklare disse spørgsmål.
Hvis man sammenligner vikingetidens grave og gravpladser med de tilsvarende fra f.eks. romersk jernalder, er forskellene markante. Mens gravene fra ældre jernalder generelt har fulgt forholdsvis standardiserede ”regler” over flere århundreder, præges begravelserne fra tiden omkring skiftet fra hedenskab til kristendom nærmest af det modsatte. Brugen af birituel begravelsesskik – altså at man har begravet døde i både ubrændt og brændt tilstand – kendes fra begge perioder, men gravene fra vikingetiden udviser langt større variation med hensyn til orientering, indretning, indhold mv. På gravpladser fra ældre vikingetid – bl.a. på Galgedil og Stengade II – kan man se gravorienteringer, der svinger næsten hele kompasrosen rundt. Derimod er orienteringen af gravene på gravpladser fra sen vikingetid – bl.a. Kirstinebjerg og Kildehuse II og dele af Vindeby-gravpladsen på Tåsinge – konsekvent orienteret øst-vest. Selvom vi ikke kan sætte et bestemt religiøst prædikat på nogen af de begravede, er det nærliggende at se dette som et udtryk for påvirkning fra kristne begravelsesritualer.
Det er tankevækkende, at disse grave må være nogenlunde samtidige med de mange langelandske og få fynske ryttergrave samt de rigt udstyrede kammergrave, som på Fyn er repræsenteret med fundene fra Ladby, Møllemosegård, Søllested og Rosenlund. Indtil for et par årtier siden har man set en snæver sammenhæng mellem grave, der var konstrueret i et tømmerbygget kammer, og vikingetidens absolutte elite. Udgravninger på Langeland og på den fynske Kildehuse-gravplads har imidlertid vist, at man også kunne konstruere komplicerede kammergrave i 10. årh. uden at medgive rideudstyr, våben eller andre udprægede højstatusgenstande.[48] Igen viser vikingetidens grave altså, at der ikke er regler uden undtagelse, og kammergravene med såvel som uden højstatusudstyr skal måske ses som en særlig manifestation i en tid, der har været præget af opgør mellem hedenske og kristne tanker og ritualer (fig. 15). Skellet mellem sene hedenske og tidligt kristne gravpladser er således slet ikke så entydigt, som man gerne har villet se det.
I dag ved vi meget mere om vikingetidens grave og gravpladser i det fynske landskab, end vi gjorde for 25 år siden, og det skyldes ikke mindst, at der er foretaget systematiske undersøgelser af en række gravpladser. Endvidere er vi på grund af et eksplosivt voksende antal detektorfund fra vikingetiden langt bedre i stand til at sætte gravfundene ind i en større sammenhæng. Måske kan udgravninger på nogle af de lokaliteter, hvor detektorafsøgning har ført til fremkomsten af mange smykker fra vikingetiden, også lede os på sporet af flere gravpladser og dermed yderligere perspektivere begravelsesritualerne i den sene hedenske tid. Om det sker, må vi vente med at få svar på, til det igen er tid til at gøre status over vikingetidens gravpladser på Fyn og omliggende øer.
