Den 2. april 2000 – på H.C. Andersens 195-års fødselsdag – havde filmen Snedronningen verdenspremiere i Odense under stor festivitas. Dronningen og prins Henrik var til stede, da verdenspremieren fandt sted i Odense Koncerthus, og da filmen var til ende, rejste publikum sig spontant, og klapsalverne ville ingen ende tage. Hvor var det festligt.
Det var mit filmselskab, JJ Film, der stod bag filmen, som var blevet til i tæt samarbejde med HM dronning Margrethe II, dramaturgen Per Brink Abrahamsen og grafikeren Kristof Kunzewicz. Hendes Majestæt havde skabt decoupagerne, som dannede filmens enestående univers, og hun lagde tillige stemme til fortællingen – både i den danske og i den engelske version af filmen.
Det var i forbindelse med den festlige filmfremvisning i Odense Koncerthus, at jeg mødte museumschef Torben Grøngaard Jeppesen første gang. I anledning af premieren på Snedronningen havde Torben og museets medarbejdere skabt en meget fin udstilling med dronningens smukke decoupager i H.C. Andersens Hus. Her kom jeg tættere ind på livet af Torben. Det blev til et nært venskab, der udviklede sig over årene – og ofte med dronningen som omdrejningspunkt.
Personligt har jeg arbejdet sammen med dronningen siden 1991. Det hele begyndte med, at jeg skulle lave en lille film om de kongelige stalde, Sadler og Seletøj fra de kongelige stalde. Filmen blev vist på TV2 og blev så populær, at TV2 efterfølgende gerne ville have, at jeg lavede nogle flere film. Det var netop på det tidspunkt, da dronningen og prinsen skulle holde deres sølvbryllup, og her var der i sagens natur et oplagt emne til den næste film. På den måde lærte jeg folkene bag hoffet at kende fra kælder til kvist, og en spændende og fascinerende verden åbnede sig for mine øjne. Det gav mig ideen til at lave serien Årstider i Kongehuset (1995), hvor jeg fulgte de kongelige i halvandet år. Og det var faktisk i forbindelse med dette arbejde, jeg blev klar over, at dronningen var en meget dygtig decoupage-kunstner.
Da jeg arbejdede med filmen, bemærkede jeg, at dronningen lavede nogle meget kreative ting i form af papirkurve og bakker, hvor hun brugte decoupage-teknikken. Det havde jeg aldrig set før. Det var noget, hun var meget begejstret for at lave, og vi snakkede derfor om, at det kunne være skægt at prøve at lave noget tilsvarende på film. I serien Årstider i Kongehuset så man i indledningen et af dronningens abstrakte malerier. Med filmteknik gled man så at sige ind i billedet. Det blev et landskab, som man fløj ind i. Dronningen var meget begejstret og fascineret af denne form for filmteknik. “Det kunne være spændende at lave noget om H.C. Andersen”, sagde dronningen og fortalte, at hun altid havde ønsket at arbejde med eventyret “Sneedronningen” – “Det er et af de mest righoldige eventyr”, sagde hun. “Så fantastisk billedskabende”. Sådan begyndte vores samarbejde om filmen, hvor dronningen skulle lave hele scenografien og alle kostumerne. Jeg var utrolig fascineret af dronningens decoupager, fordi de for mig skabte de bedste muligheder for at komme ind i et eventyrunivers på. Decoupagen er et fantastisk værktøj i en film, for her er der jo ikke bare tale om en aftegning af et genkendeligt scenisk kulisserum. Dronningen har med sine decoupager sammenstykket en række motiver, klippet ud af én sammenhæng og sat sammen i en anden og ny sammenhæng – det er en masse ting, der er lagt sammen med forskellige slags dybder, vidder og elementer. Det er i mine øjne faktisk en ægte eventyrscenografi, som samtidig også er krævende rent filmisk og udfordrende, fordi der stilles store krav til teknikken, når computeranimationer, grafik, levende skuespillere og musik skal mikses til et nyt univers.
Det blev en succes, og efter succesen med Snedronningen ønskede dronningen at forfølge ideen og erfaringerne gennem en større H.C. Andersen-produktion, der ligesom med Snedronningen tog udgangspunkt i decoupagerne og de muligheder, der lå i denne kunstform. Valget faldt på “De vilde Svaner”. Det eventyr stod for dronningen som det rette eventyr at tage op til behandling, da det havde noget af det samme episke flow, som vi finder i eventyret “Sneedronningen”. Det var i 2004; vi satte os ned og påbegyndte arbejdet – igen med Per Brink Abrahamsen og Kristof Kunzewicz omkring arbejdsbordet. Og ambitionerne voksede. Vi ønskede at integrere dronningens decoupager stærkere i filmmediet, og med keying og green-screen-teknologi – og selvfølgelig en masse dygtige folk – lykkedes det os at skabe en 3D-dybde i decoupage-universet og gøre oplevelsen af denne abstrakte og surrealistiske verden levende og intens. Det var et krævende arbejde, som strakte sig over fem år, men resultatet blev virkelig flot.
Verdenspremieren på De Vilde Svaner fandt ligesom med Snedronningen sted i fødebyen for eventyrdigteren. Det var den 4. september 2009 – sjovt nok på 190-årsdagen for H.C. Andersens afrejse fra Odense i 1819. Det var kulturnat, kongeskibet lagde til i Odense Havn, og festlighederne i Odense Koncerthus nåede nye højder, da dronningen efter filmforestillingen modtog stående ovationer for sit overbevisende kunstneriske arbejde. Det var meget bevægende at overvære. Til De Vilde Svaner havde dronningen grebet arbejdet anderledes an, end tilfældet var med Snedronningen. Tidligt i arbejdsprocessen lavede hun en liste over alle de decoupager, der skulle til, for at filmen kunne have nok af sceniske rum: slotsinteriører, slotseksteriører, bondehus, landskaber, himmel, skyslotte mm. Hertil kom designet af de eventyrlige kostumer, som skuespillerne blev iklædt. Det var en overvældende kunstnerisk produktion, som man måske ikke tænker så meget over, når man fortrylles af den filmiske fortælling og gribes af den voldsomme handlingsgang.
Under arbejdet med filmen besluttede dronningen, Torben og jeg, at dette store kunstneriske arbejde, som dronningen havde udført, absolut måtte præsenteres for offentligheden i form af en udstilling, således at verdenspremieren på filmen kunne følges op af en udstilling af dronningens decoupager og kostumer. Dronningens usædvanlige kunstarbejde påkaldte sig og fortjente særlig opmærksomhed. Det ideale udstillingssted for sådan en udstilling måtte være H.C. Andersens Hus; en udstillingsgruppe blev nedsat, og i samråd med dronningen blev de overordnede linjer ligesom detaljerne i udstillingen gennemgået og diskuteret, og det blev til slut besluttet at udstille 43 decoupager og 12 kostumer i et scenografisk arrangement med fokus på eventyrets handlingselementer. Det var endda et beskedent udpluk af majestætens fulde arbejde!
Udstillingen var stort anlagt og så omfattende, at dronningen denne gang var på besøg i Odense forud for premieren for at følge med i opbygningen af udstillingen på museet. Det var en meget smuk udstilling, som passede perfekt til stemningen i huset med det fantastiske lys, der var lagt, og de mange fine effekter. Ja, decoupagerne blev næsten et eventyr i sig selv.
Arrangementerne med udstillingerne af dronningens værker og verdenspremiererne på filmene var et fænomenalt udtryk for et vellykket samarbejde mellem kongehuset, Torben og mig. Udstillingen De Vilde Svaner i H.C. Andersens Hus blev en mægtig stor publikumssucces – gæster fra nær og fjern strømmede til museet for at se dronningens smukke værker. Interessen voksede sig stor.
Det blev indledningen til et endnu tættere samarbejde mellem de implicerede parter, for nu skulle udstillingen om De Vilde Svaner rundt på hele jordkloden med kongelig deltagelse. En verdensturné. Lad mig sige det med det samme: Det blev en stor succes – dels på grund af de eventyrlige decoupager, og dels fordi H.C. Andersen er vanvittig populær i hele verden, bl.a. i Kina, hvor de på mange måder endda kender ham langt bedre, end vi gør i Danmark.
Netop i Kina – i Prince Gong’s Palace i Beijing – blev det en fantastisk spændende udstilling – måske lidt for spændende i starten, for det var ikke helt nemt at arbejde sammen med kineserne. Vi havde sendt alle udstillingstingene af sted i god tid i nogle meget fine kasser, som vi selv havde lavet, men udstillingen var tilbageholdt af den kinesiske told, da vi ankom. Tiden gik, og til sidst havde vi kun 24 timer til at sætte udstillingen op, førend den officielle åbning, der skulle foretages af prins Joachim den 25. september 2010, skulle finde sted. Gode råd var dyre, men efter mange forhandlinger og megen parlamentering frigav tolden langt om længe kasserne med hele udstillingen. Desværre viste det sig i lettelsen, at de ikke havde det rigtige værktøj til at åbne kasserne med, så de måtte brække kasserne op. Og bagefter smed de alle kasserne ud! Kasserne havde kostet omkring 80.000 kr., så det var et meget specielt samarbejde, vil jeg sige. Men det hele lykkedes jo, og det blev en fantastisk spændende udstilling. Jeg tror, der kom mere end 100.000 og så den. Tænk engang …
Før Kina havde De Vilde Svaner været i Mexico City i det smukke Franz Mayer Museum (marts – maj 2010) og Meridian International Centre i Washington (juni – juli 2010). Efter Kina fløj svanerne til Japan, hvor udstillingen blev vist på Hillside Terrace i Tokyo (oktober – december 2011). Ved alle udstillingsåbningerne var der royal tilstedeværelse. Når dronningen ikke kunne være til stede, så var kronprinsen der, som i Washington, eller prins Joakim, som også åbnede udstillingen i Japan – i øvrigt med meget fin deltagelse af den japanske kejserfamilie. Udstillingen kom sidenhen også til Vinterpaladset i Skt. Petersborg. Det var nøje koordineret.
Finalen på De Vilde Svaners vandring var Palazzo Massimo i Rom – et ualmindelig smukt museum. Her åbnede udstillingen den 13. april 2012, og i de smukke omgivelser fremstod udstillingen fantastisk eventyrligt og harmonisk. Den italienske præsident og dronningen var til stede ved den flotte premiere, og alting var så festligt arrangeret. Torben og jeg var inviteret ud på ambassaden til middag om aftenen, hvor også dronningen var til stede, og jeg havde den fornøjelse at få dronningen til bords. Efter en formidabel middag ville vi gerne videre i byen, så jeg ringede til min gode ven Leo, der har restauranten Der Belli i Trastevere – en af Roms skønneste restauranter. Vi var et større selskab, der tog derind og festede til kl. 3 om natten. Det var en forrygende aften, som understregede, at det aldrig er kedeligt at rejse sammen med Torben. Vi er rejsekammerater, og også i Rom var det en gylden fornøjelse.
Selve udstillingsturneen med dronningens vilde svaner fik sin finale i Rom. Men slut skulle det nu ikke være alligevel. Odense Bys Museer var begyndt at få en hel del udstillingsaktiviteter i Fjernøsten, og i 2014 arbejdede vi i fællesskab på en vandreudstilling i Kina. I forbindelse med det samarbejde fik vi også produceret nogle nye film sammen med filmkunstneren Morten Bartholdy. Vi har lavet to film inden for de sidste tre år – to animationsfilm med en varighed på hver fem minutter, som også er blevet vist på udstillingerne rundt omkring. Det var Torbens idé at få lavet H.C. Andersens “Den lille Havfrue” og “Den grimme Ælling” som ren animation uden tale, men med komponeret musik til. Filmene blev skabt med bagtanke på, at de skal kunne vises overalt i verden, uden at sprogbarrierer måtte være et problem – hvor der ikke behøver at være tale eller tekst på, men hvor folk får en følelse og oplevelse af H.C. Andersen og hans eventyr. Det grafiske udtryk i filmene er formet ligesom Andersens papirklip, meget enkelt og elegant. Filmene har virkelig også været ude at arbejde i verden. I vandreudstillingen i Kina i 2014 havde vi også et mindre udvalg af dronningens kostumer og decoupager med som et element i den store H.C. Andersen-udstilling. Vi udstillede syv forskellige steder, og udstillingen gik sin sejrsgang overalt, hvor vi var. Interessen for H.C. Andersen er kolossal i Fjernøsten, fordi han er elsket og savnet i deres kulturer.
Fra Kina gik udstillingen videre til Sydkorea i en anden version, hvor også filmen Snedronningen fra 2000 blev vist med koreanske undertekster. Udstillingen fandt sted i Seoul Museum of History, der ligger i centrum af hovedstaden, og i løbet af de tre måneder, udstillingen blev vist fra december 2015 til februar 2016, besøgte mere en 320.000 gæster museet. Det var det største besøgstal, museet nogen sinde havde haft!
Nu i 2017 – i anledning af 150-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan – vil en ny H.C. Andersen-udstilling – igen med fokus på dronningens decoupager og kostumer – blive vist i Tokyo. Derefter vil udstillingen blive vist fire forskellige steder i Japan. Det er ikke bare spændende, men også vigtigt at få udbredt kendskabet til H.C. Andersen, Danmark og kongehuset i udlandet. Kulturarbejde på tværs af grænser kan være ganske kompliceret, men det er også berigende. De Vilde Svaner og H.C. Andersen-udstillingerne har givet uvurderlig reklame for vores lille land og gavnet det danske erhvervsliv.
Man må sige, at De Vilde Svaner virkelig har bidraget til mit rejseliv. Torben og jeg har rejst sammen over hele kloden, og det har været fantastisk sjovt, for vi har oplevet så meget sammen og været rundt og set så mange spændende ting. Torben har altid været meget optaget af at få sat udstillingerne rigtigt op og har været med hele vejen på sidelinjen – også når det gjaldt de praktiske detaljer. Han er en vidunderlig mand at rejse sammen med. En mægtig rejsekammerat, altid meget humoristisk – og altid med fokus på, at der ikke er noget, der ikke kan lade sig gøre.
