
Frivillige
Som frivillig ved Museum Odense bidrager du med din tid og viden – og hjælper med et værdifuldt stykke arbejde.
De frivillige medarbejderes ekstra arbejdskraft sætter museet i stand til for eksempel at lave langt mere formidling og langt flere registreringer, end hvis de fastansatte medarbejdere skulle klare det selv.
Mange frivillige kommer også til museet med en anden faglighed og andre kompetencer end dem, der i forvejen er repræsenteret i medarbejderstaben. Pensionerede smede, fingernemme håndarbejdskyndige og mennesker med erfaring fra mange timer bag metaldetektoren tilfører museet flere ressourcer både i form af tid, faglighed og personligt engagement.
Hvis du ønsker at blive frivillig ved Museum Odense og modtager offentlige ydelser, bør du være opmærksom på, at der kan gælde en række regler, når det kommer til mængden og typen af frivilligt arbejde, du må varetage. Du kan læse en fyldestgørende guide om reglerne for frivilligt arbejde, mens man modtager offentlige ydelser, her.
Der er flere steder du kan være frivillig ved Museum Odense
Læs mere her
Frivillig ved
I Den Fynske Landsby er der ca. 80 frivillige fordelt på følgende grupper: Bryggegruppen, Bigruppen, Kokkepigegruppen, Hørgruppen, Smedegruppen, Kniplegruppen, Huggehusgruppen, Vævegruppen, Høkergruppen, Uldgruppen, Håndarbejdsgruppen, Markgruppen, Fortællegruppen, Gårdgruppen og Kuskene.
Hvis dette fællesskab lyder som noget for dig, så kan du finder flere informationer på Den Fynske Landsbys hjemmeside:Læs mere.
Kontakt og tilmelding
Formidlingsinspektør og frivilligkoordinator, Dyveke Skov Larsen
Tlf. 21 15 50 11
Email: dysla@odense.dk
Læs om frivillige på Den Fynske Landsbys hjemmeside.
Som frivillig i Børnenes Baggård får du til opgave at hjælpe børnene med at indtage og opleve baggården, snedkerens værksted og snedkerfamiliens lejlighed. Eksempelvis ved at bage småkager i brændekomfuret, bygge små træskibe i snedkerværkstedet eller hækle og brodere i den fine stue. Som frivillig snakker og leger du med børnene, derfor skal du være glad for at have med børn at gøre. Din vigtigste opgave som frivillig er at sørge for, at aktiviteterne og dialogen er på børnenes præmisser.
Du kan også melde dig som frivillig sammen med dine børn og børnebørn. Som frivilligt barn i Børnenes Baggård skal du hjælpe til med de voksnes gøremål, men også vise gæsterne, hvordan man leger med de gamle legesager.
Kontakt
Formidler Christine Sonne-Jensen
Tlf. 21154979
Email: chson@odense.dk
Hjælp Museum Odense som amatørarkæolog og brug din hobby aktivt i en sjov professionel, uhøjtidelig atmosfære sammen med andre med samme interesse.
Kontakt
Museumsinspektør Mogens Bo Henriksen
Tlf. 65514645
Email: mbhe@odense.dk
Museum Odense har en stor samling af historiske genstande og fotografier. Vi arbejder løbende med at digitalisere samlingen.
I øjeblikket har vi alle de frivillige, vi har behov for indenfor dette område.
Kontakt
Museumsinspektør Ida-Marie Vorre
Tlf. 65514656
Email: iv@odense.dk
Er du glad for maskiner, elektronik, diesel og historie? Så har du mulighed for at dyrke din interesse i den frivillige forening ”Dieselgruppen” og samtidig hjælpe museet. Thriges Kraftcentral forsynede i mange år Thomas B. Thriges store fabrik med strøm og indeholder originalt interiør samt en 100 år gammel B&W-dieselmotor, som Dieselgruppen starter ca. 1 gang om måneden.
Vil du også være med til at starte og vedligeholde den gamle motor og fortælle besøgende om kraftcentralen i samarbejde med museet?
Kontakt
Udviklingschef Mette Stauersbøl Mogensen
Tlf. 20 90 13 12
Email: mslar@odense.dk

Donér en genstand til museet
Siden oprettelsen af Museum Odense i 1860 har rigtig mange privatpersoner, institutioner og virksomheder skænket genstande til museet. Det er vi meget taknemmelige for.
Museum Odense er et statsanerkendt museum, som skal leve op til museumslovens bestemmelser og strenge krav i forbindelse med erhvervelse af museumsgenstande. På Museum Odense er det derfor alene faguddannede museumsinspektører, der tager stilling til, om en tilbudt genstand skal indlemmes i samlingerne, eller om vi må takke nej, fordi:
- museet i forvejen har en eller flere tilsvarende genstande
- genstanden er i for ringe bevaringsmæssig stand
- genstanden ikke hører til inden for et af museets ansvarsområder
- oplysninger om brug og hvor genstanden stammer fra er for dårligt oplyst
Vi ønsker ikke at afholde folk med spændende genstande fra at henvende sig til museet, men vil blot at signalere, at vi er nødt til at se kritisk på tilbudte genstande.
Museet skelner i sin indsamling mellem ”museumsgenstande”, der bevares for eftertiden og ”rekvisitter”, der bruges i den den daglige formidling.
Genstande
Når en genstand modtages af museet som museumsgenstand, registreres genstanden elektronisk med alle relevante
oplysninger, herunder dens placering. Således vil vi til enhver tid kunne henholdsvis identificere og fremfinde alle museets genstande.
Museumsloven kræver, at museer tager vare på deres genstande. Vi skal sørge for at opbevare dem sikkert med hensyn til såvel brand, tyveri og klimatiske forhold, hvad enten genstandene udstilles eller opmagasineres.
Museum Odense har langtfra plads til at vise alle sine genstande, men vi gør brug af genstande fra magasinerne i forbindelse med særudstillinger og anden form for formidling samt i forskningsøjemed. Dertil kommer, at museet har et stort udlån af genstande til andre museers særudstillinger.
Ifølge museumsloven kan en erhvervet genstand ikke sælges eller kasseres, og den kan ikke udskilles af samlingerne uden tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen. Populært sagt ”erhverver museer for evigheden”. Da museernes budgetter og pladsforhold generelt er begrænsede, tvinges vi til at være omhyggelige i udvælgelsen af nye erhvervelser. Alle genstande skal have en formidlings- eller forskningsmæssig værdi. Museet køber kun i helt ekstraordinære tilfælde museumsgenstande.
Museerne i Danmark har fået tildelt hver deres del af kulturarven at tage vare på. Således prøver man at sikre, at indsamlingen på landsplan bliver så bred som mulig samtidig med, at museerne bliver så forskelligartede og interessante som muligt for vore gæster. Herudover har museerne ansvar for den lokale kulturarv.
Da museumsgenstande skal bevares for eftertiden, må de normalt ikke bruges. Det kan derfor være relevant for museet også at have rekvisitter, altså genstande der må benyttes og slides i forbindelse med praktisk formidling og brug. Sådanne genstande vil derfor på sigt gå tabt i modsætning til de registrerede museumsgenstande.
En genstand skænket til museet som rekvisit registreres derfor ikke i museets genstandsdatabaser. Museum Odense forpligter sig ikke til at bruge de donerede rekvisitter, og en rekvisit kan blive brugt i andre sammenhænge end den oprindeligt tilsigtede eller blive omdannet til anden brug. Hvis rekvisitten alligevel ikke kan anvendes i formidlingen eller er slidt op, har museet ret til at kassere den.
Vi modtager også meget gerne film og billeder, der dokumenterer den lokale historie og kulturarv. Visuelt materiale som film og billeder er underlagt forskellig lovgivning, vi som museum må forholde os til, når vi hjemtager disse til vore offentlige samlinger. Materialet kan være beskyttet i henhold til lov om ophavsret, det vil sige, at kunstneren eller fotografen stadig besidder rettigheder til materialet. Du bør derfor være opmærksom på, om du selv har rettighederne til det materiale, du ønsker at aflevere. Materialer kan også være underlagt lov om persondata. Du bør derfor være opmærksom på, om materialet indeholder følsomme oplysninger og om du skal have tilsagn fra de personer, som er afbilledet. Spørg gerne os til råds, hvis du er i tvivl.
Museum Odense har en stor samling af historiske genstande og fotografier. Vi arbejder løbende med at digitalisere samlingen.
I øjeblikket har vi alle de frivillige, vi har behov for indenfor dette område.
Hvis du vil forære museet en genstand
Tag kontakt til museet forud for afleveringen. Genstande modtages kun efter en faglig vurdering af en af museets inspektører.
Kontakt museum@odense.dk