Brev fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen til John S. Nelson, Carl Nielsens bror, der emigrerede til USA og der ændrede sit navn fra Johan Sophus Nielsen. Brevet er skrevet i sommeren 1891, da Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen er i Carl Nielsens Barndomshjem for at hjælpe Maren Kirstine og Niels Jørgensen med at pakke huset ned, før de emigrerede til USA i september samme år.
Anne Marie Carl-Nielsen har skrevet på to sider, Carl Nielsen har skrevet på to sider.
Genstanden er doneret til Odense Bys Museer i august 2011. Det er givet af enken efter George E. Nelson, der var barnebarn til John S. Nelson. Kassen fra Amerika med div. Nielseniana (plader, breve, fotos mm) ankom til Odense fra USA 13. oktober 2011.
Melanie Nelson skriver bl.a. i mail af 31.7.2011: "Sophus Nielsen, brother of Carl Nielsen emigrated to the USA and changed his name to John Nelson. In his last years he lived in Ironwood, Michigan and Mercer, Wisconsin with his wife Jenny. Their only child was a son George I Nelson. George's son George E. Nelson, is my late husband. George died of a heart attack May 17, 2006, near Munster, Germany where we were vacationing.
My George and his siblings, Johnny and Prudence, lived with his grandfather and grandmother, John and Jenny Nelson, for 2 years during The Great Depression, and I was told that although Sophus (John) was over 70 years old, he got up early every morning and made oatmeal for the children before they went to school. Johnny died in 1953 in Canada on a canoe trip, and Prudence died 2002 in Mercer Wisconsin of a rare cancer."
Carl Nielsen: "Kjære Broder!/ Tak for Hilsenen i Dit sidste/ Brev og Hilsen igjen til Dig og/ Din Kone fra os. Min Kone har/ skrevet til Dig og jeg har kun faaet/ Lov til at faa en lille Plads inden/ i hendes Brev. Kjære Sophus! Lov/ mig nu at I vil modtage vore gam-/ le forældre med aabne Arme og være/ gode imod dem. Husk paa hvad de/ har været for os og hvor meget vi/ skylder dem. Du kan tro det er/ svært at skulle sige farvel maaske/ for bestandig. Jeg er bange for at/ vi aldrig ser dem mere; thi Moder/ er jo ikke ret stærk og har ofte været/ syg i de sidste Aar. Men jeg behø-/ ver næppe at bede Dig kjære Broder/ at være god imod dem og gjøre alt/ hvad Du kan for dem, for Du har/ altid været en god Søn og en god/ Broder og Du kan ikke have foran-/ dret Dig, hvilket jeg ogsaa ser i/ Dine kjærlige Breve til fader og Moder./ Skriv snart til mig. Nu haaber/ jeg at naar de kommer til Jer, saa skal/ vi skrive oftere til hinanden. Mange/ Hilsner til Dig og Din Kone fra/ Eders hengivne Broder Carl"
Anne Marie Carl-Nielsen: "[?]/ Kjære Sophus. -/ Carl og jeg ere nu herovre i Eders gamle Hjem./ Det er jo nok noget underligt at tænke på at nu skal/ det Hele opløses og Svigerforældre og Julie på/ den lange Rejse over til Eder; - gid nu Rejsen/ ikke må blive for besværlig for dem og gid de/ så må kunne finde sig til Rette i alt det Nye./ Carl og Valdemar bliver jo de eneste der bliver/ tilbage af hele Familien. Og det bliver jo slemt/ tomt at komme her tilbage i Egnen. -/ Carl har jo fortalt en Hel Del om Eder alle sammen/ og nu have jeg jo fået Eders Billeder at se./ Anders ser grinagtig skallet ud han må endelig sende/ et andet Billede. Dine Øjne ligne noget Carls/ derfor skal jeg skrive noget med til Dig, nu Carl/ også skriver til Eder i America, får vi os/ fotographeret skal vi sende Billeder. Carl/ har sagtens forandret sig siden Du så ham./ Vi har nu været gifte en 3-4 Måneder allerede/ til September skal vi til Kjøbenhavn, Carls/ Ferie er da udløben, og først da få vi vort/ eget Hjem. Efter at vi ere komne hjem fra vores/ Rejse have vi været ovre i Jylland i mit Hjem./ Nu i de sidste Dage har vi været her, vi fik/ lige hilst på Anders'ses Svigerinde, hun rejste/ næste Dag om Morgenen tilbage til Lolland./ Vi får hver Dag Historier om den Tid I som store/ Drenge vare herhjemme, om hvad i bedrev/ og jeg kan jo nok få ud deraf, at Karl ikke/ var den allerskikkeligste, og det kunde/ jeg jo nok tænke mig til. Du får nu atter Ros/ både af Karl og Dine Forældre. - Svigerfor/ ældre har nu alligevel været så vante til Børn/ om sig at de ikke har kunnet undvære det og/ lille Torvald er en sand lille Øjesten for dem./ Han kan gjøre meget mere end hvad vi andre/ "nogen sinde Kunde" siger Karl, og så bal[??] han/ og Torvald omkring. Ud har de ikke rigtig/ kunnet komme for det har været et fortsat/ Bygevejr og meget vådt på i Dag[??]./ Hjertelig Hilsen til Dig og Din Kone/ Din Svigerinde Marie"
