prev_slide
next_slide

Billedbog: Billedbog til Marie Henriques, som H.C. Andersen p...

Billedbog til Marie Henriques, som H.C. Andersen påbegyndte den 21. december 1868. I vinteren 1868/69 lavede H.C. Andersen en billedbog til sin lille veninde, Marie Henriques, der som toårig havde erklæret sig som digterens kæreste og forlovede. Billedbogen er med sine 182 collage-sider en af de mest omfangsrige H.C. Andersens billedbøger, vi kender til. Som den eneste billedbog er de mange collager ledsaget af en helstøbt fortælling om den lille Marie, der får en mægtig rejselyst og foretager en verdensrejse sammen med den noget strikse barnepige, Sidse, indtil hun til sidst får hjemve og sammen med Sidse rejser tilbage til Danmark. Billedbogen forener H.C. Andersens digte- og billedkunst i et illustreret eventyr, som rejseeventyrets hovedperson, Marie Henriques, modtog på sin treårs fødselsdag i 1869. Den lille Marie var yngste barn af vekselmægler Martin R. Henriques og Therese, f. Abrahamson, et kunstelskende ægtepar, der kærligt åbnede deres hjem for Andersen o. 1860. Marie Henriques blev selv som Andersen kunstner, og var elev på første årgang af Kunstakademiet, da det i 1888 åbnede dørene for kvindelige elever. Hun var stærkt påvirket af impressionismen og vandt stor anerkendelse for sine akvareller og litografier. Marie Henriques forblev som H.C. Andersen ugift og døde som 77-årig i 1944. Bogen er lagt i en silkeforet helskindskasette, hvis låg er prydet med et farvebillede af en lille pige på en svane. Billedet er tegnet af billedkunstneren Albert Naur (1889-1973) og broderet af Fru Walter Henriques.

H.C. Andersen var 64 år gammel, da han lavede denne billedbog til den 3-årige Marie Henriques. Blandt billedbøgerne er denne usædvanlig, fordi billedbogen side for side udgør en helstøbt og morsom rejsefortælling. Den lille Marie bliver ført rundt i verden af H.C. Andersen, og med sig har hun sin hårdt prøvede barnepige Sidse. Billedbogen har da været til dobbelt underholdning – både for Marie og for Sidse, der som barnepige har læst bogen højt for den lille pige utallige gange. På dette opslag ses de to damer portrætteret af Andersen: Marie som et lyserødt ansigt omkranset af svaner og Sidse som et grønt hjerte, for hun ”fortrækker det grønne”, skriver Andersen.
Datering: 1868-12-21 - 1868-12-21
Ophavsmand:
Motiv:
Sted:
Fremstillingsteknik:
Størrelse: højde: 20 centimeter, bredde: 17 centimeter, vægt: 5 kilo
Materiale:
Farver:
Genstandsnummer: HCA/2017/34
Samlinger: H.C. Andersen-samlingen, H.C. Andersen: H.C. Andersens billedbøger og collager
Sag:
Sagsbeskrivelse:
20/01/2018 - 30/05/2021
30/06/2021 - 01/01/2100
30/06/2021 - 01/01/2100