2019-11-22
I bronzealderen var barbering ikke kun et spørgsmål om at rage skægstubbene af. Den første barbering repræsenterede overgangen fra dreng til mand, og det omfattede indvielsen i en helt ny verden. Den unge mand blev bl.a. introduceret til samfundets religion og kosmologi. Her spillede skibet en stor rolle som transportør af solen på dens rejse under jorden fra aften til morgen – som modvægt til hesten, der sørgede for transporten fra morgen til aften. På ragekniven ses det bemandede skib i delvis sammenfoldet tilstand, samtidig med at grebet udgøres af et stiliseret hestehoved. Dermed er fortællingen om døgnets evige gang forenet i én genstand.