Forskningscentret Centrum ved Odense Bys Museer står i årene 2017-20 bag forskningsprojektet ”From central space to urban place”, hvor udviklingen fra jernalderens centrale områder til middelalderens byer undersøges. Forskningsprojektet er finansieret af en bevilling fra Velux Fondens museumssatsning.
I et samarbejde mellem Odense Bys Museer, Østfyns Museer og Nordjyllands Historiske Museum er omkring 26.000 metalfund fra Odenses og Aalborgs opland blevet analyseret, og langt hovedparten af genstandene er fundet med metaldetektor af amatørarkæologer gennem de sidste ca. 15 år. Ved at kombinere detektorførerens registreringsdata fra afsøgningerne med arkæologernes vurdering af de enkelte genstandes datering og funktion, har vi kunnet udskille en række særligt metalrige pladser i området omkring den sydlige del af Odense Fjord og omkring den østlige del af Limfjorden.
Analyserne har vist, at de metalrige pladser næsten uden undtagelse repræsenterer områder, hvor man i perioden fra ca. 600-1200 udførte intensive håndværksaktiviteter og i en række tilfælde tillige drev handel. Efter ca. 1200 aftog aktiviteterne i de fleste områder – antagelig fordi håndværk og handel nu primært var knyttet til de fremvoksende bysamfund. En meget væsentlig iagttagelse er, at næsten alle pladser ligger i tilknytning til større vejforløb, som vi kender fra det ældste kortmateriale – og ikke mindst ligger de i tilknytning til steder, hvor veje krydser hinanden eller vandløb. De mange detektorfund viser således, at hovedlinjerne i vejforløbene fra 1700-tallet har ligget fast siden ca. 600 e.v.t. – altså siden yngre jernalder.
Fundkoncentrationerne dokumenterer også, at da Aalborg og Odense opstod som bysamfund i vikingetiden, skete det ikke på jomfruelig jord, men i landskaber, hvor der allerede lå en række mindre ”kraftcentre”. I løbet af tidlig middelalder overtog byerne mange af de funktioner, der havde været knyttet til den sene jernalders ”kraftcentre”. Disse blev dog ikke forladt, men fortsatte med at eksistere, nu blot som landsbyer, hvor landbrug var hovedbeskæftigelsen. Den udvikling fortsatte op til nutiden, for de fleste af landsbyerne eksisterer endnu – og de ligger stadig ved landeveje og vejkryds, som de har gjort det i op mod 1500 år.
De tusinder af metalgenstande udgør et meget solidt datagrundlag for forskningsprojektets konklusioner, og kun på grund af den overvældende og veldokumenterede mængde af data har vi med så stor sikkerhed kunnet belyse den tidsmæssige dybde i bebyggelsen og infrastrukturen i det kulturlandskab, der omgiver den tredjestørste og fjerdestørste by i Danmark.
Forskningscentret Centrum står bag en helt ny udgivelse af et katalog, hvor analyser af metalfundene fra Odenses og Aalborgs opland er fremlagt. Publikationens titel er ”Fynske og nordjyske lokaliteter med metalfund 400-1100 e.Kr.”, og den kan frit downloades fra Centrums hjemmeside. I kataloget finder man beskrivelser af de enkelte fundområder – og masser af fotos af de genstande, der udgør arkæologernes vigtigste data, når Danmarkshistorien skal nyskrives.