I efteråret 2004 påbegyndtes den sidste af fire udgravninger i tilknytning til Ring III-projektet. Lokaliteten ligger mellem Toruplund og Lundsgaard nord for Åsum. Da vi nåede jul var ca. halvdelen af det planlagte, 450 x 50 m (22.500 m2) store område udgravet. Ved forundersøgelsen var konstateret kulturlagsaflejringer og bebyggelsesspor fra jernalderen, og det stod klart, at her var tale om en del af et meget stort bebyggelsescenter.
Beboelsesområdet er afgrænset af et aktivitetsområde med brønde og gruber på et lavereliggende engområde mod nord (OBM 8690) og af en gravplads (OBM 8685) mod syd; begge disse pladser er omtalt i andre artikler her på hjemmesiden. Mod øst og vest kendes afgrænsningen af bopladsen stadig ikke, men det står klart, at bopladsområdet måler adskillelige hundrede meter også i disse retninger.
Ved udgravningen er hidtil fundet spor efter fortidens bønder og huse fra ca. 600 f.Kr til ca. 500 e.Kr. På billede 1 til højre ses en tegning af udgravningsfeltet, efter vi med gravemaskine har fjernet det moderne pløjelag. Det fremgår her tydeligt, at aktiviteten har været stor, men der skal i den forbindelse også tænkes på, at aktivitetssporene er akkumuleret over en 2600 årig periode (indtil i dag)! Således fremstår et moderne dræningssystem tydeligt på oversigtsplanen som grøfter, der mod syd danner et ternmønster, mens der mod nord kun er tale om parallelle grøfter.
På billede 2 ses en tolket version af samme oversigtsplan. Der er på dette areal tale om spor efter 16 treskibede huse. Enkelte af disse kan imidlertid repræsentere flere faser af samme hus. Husene varierer meget i både størrelse og alder. Der er således grund til at tolke bebyggelsesbilledet på denne udtegning som resultatet af ca. 1100 års landbebyggelse fra sen bronzealder til starten af yngre jernalder; ca. 600 f.Kr. til 500 e.Kr. Om det udgravede areal repræsenterer udviklingen af én enkelt gårdsenhed, eller om der er tale om flere forskellige, kan endnu ikke besvares.Yderligere ses spor efter to staklader (dvs. fire stolper i en kvadrant). Sådanne er relativt almindelige på jernalderens bopladser.
Brønden på billede 2 stammer fra slutningen af bronzealderen og er således bopladsens hidtil ældste element. I brønden er fundet flere spændende sager. Store mængder blåmusling viser tydeligt, at havet/fjorden har udgjort en del af fødegrundlaget. Yderligere har fund af kronhjortetak vist, at jagt formentlig også praktiseredes. En kastet tak var blevet tildannet til en flot økse, der ses på billede 3 til højre. Ellers var her tale om fund af landbrugets almindelige affaldsprodukter som f.eks knogler fra de traditionelle køddyr og et godt brugt flintsegl til høst af kornet; flintseglet ses på billede 4 til højre. Der har ikke med sikkerhed kunne knyttes et hus til denne brønd, men det er sandsynligt, at en af de nærliggende bygninger bør ses i dette lys.
Den primære del af bopladssporene knytter sig til perioden omkring 150-450 e.Kr., dvs. yngre romertid men også lidt af ældre romertid og ældre germanertid. Fra denne periode er fundet huse men også kogegruber, hvori der er blevet tilberedt mad. På billede 5 ses en sådan kogegrube. Kogegruben fungerede således, at man i bunden af nedgravningen påførte et lag sten, hvorpå man anlagde et bål. Når stenene var godt varme, lagde man maden ned herpå samt yderligere et lag varme sten. Til sidst dækkedes hele herligheden med tørv eller lignende. I gruben på billede 5 ses en tydelig rødbrænding af siderne. Ovenpå stenlaget fandtes knoglerne fra dele af et måltid, der af en eller anden årsag aldrig blev spist. Gruben lå lige ved væggen til et hus, og man kan overveje, om der her ses spor efter et ritual i tilknytning til opførelsen af huset, eller om der slet og ret er tale om en glemt steg?
På billede 6 ses et udsnit af bopladsen. Ved disse fem huse fandtes lokalitetens hidtil bedste fund i form af en koncentration af rituelle deponeringer. Her er der ikke tvivl om, at det vi ser, er et billede på bondebefolkningens tro og forestillinger i tiden 2-5 årh e.Kr.
På billede 7 er afbildet et miniature-lerkar fundet i en nedgravning langs den nordlige væggrøft af et langhus. Få meter øst for denne nedgravning fandtes yderligere en nedgravning af lignende karakter, indeholdende et forstenet søpindsvin (se billede 8). Som det ses på billede 6, var det almindeligt at deponere et søpindsvin i tilknytning til huset. Man kunne imidlertid også vælge at deponere bronzegenstande eller større lerkar i husene; et eksempel på et deponeret lerkar stående på hovedet i en grube ses på billede 9.
Sidst men ikke mindst, deponeredes i særlige tilfælde dyr eller væsentlige dele af dyr. Ved årets udgravninger fandtes to eksempler herpå. Det drejede sig om menneskets bedste ven, hunden, men også hesten (menneskets næstbedste ven?) blev ofret. På billede 10 ses, hvorledes de fire underben, kraniet og et halestykke af en hest var deponeret i en lille grube sammen med et større stykke keramik. Hvordan skal man tolke alle disse små og store offerhandlinger i tilknytning til husene?
Som det var skik og brug helt op i moderne tid, har de forstenede søpindsvin formentlig tjent som værneofringer mod lynnedslag og lignende ildrelaterede farer. Hesten og hunden har formentlig beskyttet boligens indbyggere mod onde ånder. På samme måde som en levende hund kan beskytte mod uønskede gæster, forestillede man sig, at hundens og hestens ånd kunne beskytte mod onde ånder i den anden verden.
Lerkarrene kunne repræsentere ønsket om ikke at komme i en situation, hvor mangel på mad var et problem, og bronzenålen kunne repræsentere ønsket om velstand.
Hvorvidt sådanne specifikke tolkninger overensstemmer med de forhistoriske forhold, er svært at afgøre, men at der her er tale om en stor koncentration af offerfund er entydigt; dette understreger Lundsgårdbebyggelsens rituelle karakter. Samtidig er det sjovt at bemærke, hvorledes de markante ofringer af dyr knytter sig til småhusene, og man kan spekulere over, om ikke disse små huse fra tid til anden bla. kan have tjent et religiøst formål.
Om de mange rituelle fund skal ses i tilknytning til stednavnet Åsum, der af nogle tolkes som Bebyggelsen viet til aserne/guderne, er tvivlsomt, men at kontakten til det hinsides har været en integreret del af dagligdagen, er utvivlsomt og tydeliggjort ved disse udgravninger.
