I foråret 2019 udgravede arkæologer fra Odense Bys Museer en nedpløjet gravhøj ved Bellinge syd for Odense. Højen viste sig at være opført over et ca. 7 kvadratmeter stort lag af trækul, og heri fandtes stumper af brændte knogler fra et menneske. Jorden under og omkring bållaget bar præg af varmepåvirkning, og der var således ikke tvivl om, at lagets massive indhold af trækul stammede fra et bål, der havde brændt på stedet. Og så er det nærliggende at tro, at bålet brændte her for at kremere en person en gang i oldtiden.
Bållaget under udgravning. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Ligbrænding har været særdeles udbredt i Danmarks oldtid, og det gælder ikke mindst i yngre bronzealder, hvor vi antager, at dette anlæg er fra. I forhold til de tusinder af grave, hvor vi har fundet kremerede fynboer, er sikre ligbrændingssteder meget sjældne. Netop fra tiden omkring 800 f.v.t. kendes flere ligbrændingssteder fra den sydlige del af Fyn, Langeland og øerne syd for Sjælland samt Bornholm. Karakteristisk for disse anlæg er, at de blev dækket af en høj, kort tid efter, at kremeringen havde fundet sted, og det er årsagen til, at lagene har kunnet bevares frem til i dag.
Den tilspidsede aftegning er aftryk af en af støttepælene i ligbålet – nu fyldt med trækul. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Bellinge-bållaget blev udgravet meget omhyggeligt, og i laget fandtes spor af ni pæle, der dannede en rektangulær figur på ca. 145×55 cm. Pæleaftrykkene var spidse nedadtil, så der var tale om tilspidsede pæle, der havde været hamret ned i den oprindelige overflade. Under kremeringen brændte pælene over ved jordoverfladen, og med tiden rådnede pælespidserne bort og dele af bållaget sank ned i hullet. I et forskningsprojekt, hvor fortidens ligbrændingsprocesser er undersøgt, har det vist sig, at nedbankede pæle udgør en vigtig støtte for bålopstablingen i den første fase, da opstablingen ellers kan risikere at kollapse – og liget falde ud af bålet!
Ved udgravningen fandtes kun var meget få stumper af brændte knogler i bållaget, men hvis det var et helt lig, der var blevet brændt på stedet, skulle man forvente, at der lå det meste af et par kilo benstumper. Lignende iagttagelser er gjort i andre ligbrændingssteder, og vi må derfor konstatere, at de efterlevende var meget omhyggelige med at sortere bållaget, da bålet var brændt ud. Iagttagelserne modsvares af, at urnegravene fra yngre bronzealder indeholder store mængder af brændte knogler – men det er faktisk ikke er tilfældet i alle dele af oldtiden.
Bållaget blev spulet gennem et finmasket net fora at bjærge indholdet af trækul, brændte knogler og andre rester fra ligbrændingen. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Bortset fra en opløst bronzegenstand indeholdt bållaget ikke genstande, der kan betegnes som gravgods – desværre – for det er jo dette udstyr, vi kan bruge til at tidsfæste anlægget præcist og til at vurdere afdødes køn og sociale status. Til gengæld har den omhyggelige udgravning givet os et sjældent detaljeret indblik i en ligfærd i tiden omkring 800 f.v.t. Lad os prøve at se, hvad der skete:
2700 år gamle trækulsstykker trækker ikke overskrifter i aviserne som ”sensationelle fund”. De kan imidlertid give meget information, som man ikke kan trække ud af selv den største guldklump! Foto: Mogens Bo Henriksen.
På en jævn terrænflade nord for nutidens Bellige – og antagelig blot et par hundrede meter fra bebyggelsen – samledes en gruppe mennesker for at sige farvel til et vigtigt medlem af slægten. Vedkommende blev anbragt på en opstabling af brændsel med en udstrækning på ca. 3×2 m. Liget blev antagelig placeret oven på bålopstablingen, så man kunne følge kroppens henfald, og for at sikre, at det hele ikke skred ud, blev brændslet stabiliseret med ni nedbankede pæle. Efter 7-9 timer var bålet helt brændt ned, men først næste dag var det så afkølet, at man kunne påbegynde en sortering for at finde de hvidbrændte skeletrester. Med et dyreskind viftede man i bållaget, så de lette aske- og trækulspartikler blev ”blæst” væk, mens de tungere knoglerester lå tilbage. Dem kunne man let samle sammen og putte i et lerkar – en urne. De nu noget spredte bållag blev straks dækket af græstørv i mange lag, således at man til sidst havde skabt en gravhøj med en diameter på ca. 23 m. Denne blev omgivet af en fodkrans af store sten. Urnen med de brændte ben anbragte man i gravhøjen et stykke over bållaget. På et senere tidspunkt, måske en gang i 1800-tallet, gravede man et hul i højens centrum, utvivlsomt på jagt efter oldsager, som kunne sælges. Man ramte urnen med de brændte ben, som man ikke tog notits af, og gravede ned gennem bållaget uden at finde noget værdifuldt. Til gengæld fik gravrøverne ødelagt en del af de sammenhænge, som kunne have givet os vigtig viden, bl.a. om afdødes køn og alder.
Omtrent sådan kan ligbrændingsprocessen ved Bellinge have taget sig ud. Billedet stammer fra et forsøg med forhistorisk ligbrænding, hvor en gris dog repræsenterede et menneskelig. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Udgravningen af ligbrændingsstedet har allerede afsløret mange detaljer om bronzealderens begravelseshandlinger, og forhåbentlig kan kommende analyser af trækullet give os endnu mere viden. Valgte man brændslet ud fra, hvad der var lettest tilgængeligt i lokalområdet, eller udsøgte man bestemte træsorter, som man tillagde en særlig betydning for afdødes overgang fra de levendes til de dødes rige? Selv om udgravningen for længst er afsluttet, er det først nu, vi for alvor kan begynde at afdække nogle af hemmelighederne fra Bellinges bronzealder.
Hvis du vil vide mere
Henriksen, M.B. 2019: Opslugt af bål. – et forskningsprojekt om oldtidens ligbrændingspraksis. Årbogen Odense Bys Museer 2019, s. 74-87.
Henriksen, M.B. 2019: Experimental cremations – can they help us to understand prehistoric cremation graves? I: A. Cieśliński & B. Kontny (red.): Interacting Barbarians. Contacts, Exchange and Migrations in the First Millennium AD. Neue Studien zur Sachsenforschung Band 9, s. 289-296. Warszawa.
Madsen, C. & H. Thrane 1992: Udgravninger af sydfynske gravhøje fra yngre broncealder. Fynske Minder 1992, s. 23- 42. Odense.
