Vi fynboer mener selv, at vi er så fredelige, og på grund af vores dialekt lyder det nærmest latterligt, når vi skændes – eller trættes, som vi siger. Højtråbende konflikter på fynsk er direkte komiske, og det kan være vanskeligt at opfatte selv voldsomme verbale udfald fra en fynbo som særligt truende eller farlige. Ikke desto mindre har et friskt arkæologisk fund afsløret, at i oldtiden kunne konflikter udvikle sig så drastisk, at det en gang i mellem kunne ende med regulære voldelige sammenstød.
I sommeren 2014 fandt en kajakroer et velbevaret kranium med et hul i baghovedet på stranden ved Føns på Vestfyn. Politiet blev kontaktet, da man troede det drejede sig om et nutidigt drabsoffer, men en efterfølgende kulstof 14-datering af to tænder viste, at man næppe ville have en mulighed for at finde morderen. Drabet var nemlig sket omkring 1700 f.Kr. og dermed i den tidligste del af bronzealderen. Afdøde var død efter et meget hårdt slag ovenfor og bag højre øre, muligvis med en kølle, der var lavet af et gevir fra en kronhjort. Slaget er påført, mens offeret stod med ryggen til eller lå på maven og dermed var værgesløs.
Når morder og offer ikke har mødtes ansigt til ansigt, kan det antyde, at der var tale om et overraskelsesangreb – måske som et led i en fejde mellem rivaliserende stammer. De arkæologiske fund fra denne tid indikerer, at man levede i høvdingesamfund, hvor krigeren havde høj status. Store slag med mange dødsofre har man næppe kastet sig ud i, men derimod hit-and-run-raids, hvor det ikke gjaldt om at slå mange ihjel, men derimod at hævde sin anseelse ved at vise mod. Det kunne man f.eks. gøre ved at vove at ramme fjenden der, hvor han var mest sårbar – nemlig på hjemmefronten. Derfor kan den døde f.eks. være dræbt ved et natligt overfald i en bygd i Føns-området, og måske kom drabsmanden fra en af nabofjordene, eller måske fra den nærliggende jyske østkyst.
Vi kan ikke vide, om manden med hullet i hovedet var det første offer i en eskalerende konflikt, eller om han rent faktisk blev dræbt som revanche for et overfald mod drabsmandens frænder. Et er dog helt sikker: Den dræbtes frænder har været nødt til at hævne drabet, og hævntogtet kan være indledt ved, at en vestfynsk kriger af sin lungers fulde kraft har skreget ud over bæltet, at ”Jæ ve ha blohæun”!
Læs mere om kraniet fra Føns i Odense Bys Museers netop udkomne årbog: https://www.academia.edu/24064598/M.B._Henriksen_J._L._Thomsen_and_D.D._Pedersen_Den_d%C3%B8de_mand_og_havet_om_et_kranium_der_var_%C3%A6ldre_end_f%C3%B8rst_antaget._%C3%85rbogen_Odense_Bys_Museer_2016_s._103-_121
