Odenses kulturinstitutioner er nok lokale, men de kan ofte ses som udtryk for både nationale og internationale udviklingstræk. Tag for eksempel Den Fynske Landsby. Den blev åbnet i 1946, men de ideologiske rødder ligger ca. 100 år forud for den tid.
Frilandsmuseer er kulturelle ‘hybrider’ dvs. blandinger af to ‘forældrearter’.
Den ene forælder er de kongelige kunst- og raritetssamlinger, der indeholdt allehånde mærkelige genstande med geologisk, naturmæssig eller kulturel baggrund. Kunstig kunne i ældre tid betyde ‘mærkelig’, og ofte indeholdt kunstkamrene ‘etnografika’ – altså mærkelige genstande fra mærkelige folkeslag, mærkelige steder på Jorden. Det Kongelige Kunstkammer i København er den direkte forgænger for Nationalmuseet (200 år i år), og dermed også for landets andre genstandsbaserede museer.
Den anden forælder skal søges i industri-, lands- og verdensudstillinger, som er fænomener, der havde deres storhedstid i 1800-tallets anden halvdel. Disse udstillinger var på én gang tekniske fremvisninger og nationale manifestationer. Sagen var nemlig den, at 1800-tallets nye borgerlige stater havde behov for dels at præsentere sig selv udadtil og indadtil. Statsborgerskab bygges op på baggrund af national selvforståelse og enhed og dermed afgrænsning i forhold til andre stater.
I det spil var fx verdensudstillinger velegnede. Hvert land fik sin egen stand. I 1867 i Paris fik østrigerne den lyse ide at give standen lidt kulturel kolorit ved at genopføre nogle typiske bondehuse. Frilandsmuseet var skabt!
Siden fik hvert land sit nationale frilandsmuseum. Danmarks blev grundlagt som Dansk Folkemuseum i København i 1880erne og flyttede til Sorgenfri i 1901. At temaet blev bøndergårde og landbrugshistorie kan ses som et resultat af at bønderne i 1800-tallet fik frihed, magt, selvværd og behov for anerkendelse. Næsten alle tidens provinsmuseer opstod som bondestuer.
I 1907 vedtog Odense Byråd, at der skulle etableres en ‘Plads til Folkeforsamlinger’ (et udslag af det borgerlige samfunds vægtning af forsamlings- og ytringsfrihed) i Fruens Bøge. Herefter var udviklingen af en ‘Folkepark’ i Fruens Bøge til løbende diskussion i årtier.
I 1919 fremsendte arkitekt og kongelig bygningsinspektør Knud Lehn Petersen og ingeniør Jørgen Gustav Poulsen et forslag om oprettelse af et bindingsværksbygnings-museum sammen med folkeparken. Der var stadig mere end tusinde bindingsværksgårde på Fyn. Hverken museet eller parken blev dog til noget dengang.
I 1940erne blev der igen stort behov for nationale manifestationer og desuden var ledigheden blandt håndværkere høj. Derfor besluttede kommunen at skabe Den Fynske Landsby i Fruens Bøge. Grundstenen blev lagt den 12. september 1942. Siden blev der bygget ihærdigt. I slutningen af 1950erne var ledigheden fortid, og byggeaktiviteterne blev stærkt indskrænket. I dag rummer museet ca. 26 gårde og enkeltbygninger. – Og en festplads! Amfiscenen er jo oprindelig anlagt til national manifestation.
