Til alle tider og alle steder har mennesket reageret på kriser ved at praktisere ritualer, der kunne bringe orden i kaos. Ritualer kan være forbundet med religiøse handlinger, som man f.eks. ser det ved gudstjenester, men de kan også være knyttet til profane aktiviteter – altså aktiviteter uden for en religiøs sammenhæng. Det kender vi fra mange gentagne handlingsmønstre, som sætter system på vores hverdag. Ydermere kan ritualer være forbundet med overtro, f.eks. når man vil imødegå potentielle farer i forbindelse med, at en sort kat passerer vejen foran en eller, hvis man kommer til at gå under en stige, eller når et hus skal indvies.
Corona-stenkast – næsten bogstaveligt talt på afgrundens rand! I foråret 2020 opstod et stenkast på en lille, flisebelagt flade under en skraldespand ved det meget besøgte udsigtssted Afgrunden nær Vissenbjerg. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Under den igangværende coronapandemi er der flere steder opstået samlinger af småsten på steder, hvor mange mennesker færdes. Nogle af stenene er forsynet med malede motiver, ligesom der kan være skrevet navne eller små tekster på dem. De små stendynger kan være suppleret med stearinlys eller blomster – næsten som et alter – men ellers bærer de præg af at være etableret spontant.
Glade farver og glade budskaber præger motiverne i stenkastet ved Afgrunden. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Ser man nærmere på motiverne, går kraftige farver, f.eks. regnbuer, og glade emojis igen. Det tyder på, at det først og fremmest er børn, der har malet og skrevet på stenene, der i mange tilfælde må antages at være bragt med hjemmefra i færdiglavet tilstand. Der er i så fald tale om en planlagt og forberedt handling, som også har et vist kollektivt præg. Tekster og motivernes farverighed udtrykker på en gang bekymring over coronapandemien, men også håb om, at den må forsvinde. ”Det bliver godt igen”, har man kunnet læse på flere sten – og det udtrykker jo et håb om, at verden igen må blive som før.
Teksten på denne sten afslører, at det er et barns håb, der udtrykkes her. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Vi kan således betragte stendyngerne som små, symbolske ”ofre”, der bliver nedlagt for at opnå eller afværge noget – i dette tilfælde at man ikke rammes af corona, eller at pandemien forsvinder. Med vores fornuft ved vi godt, at stendyngerne ikke hindrer spredningen af virus, men ritualerne omkring udsmykningen af stenene og selve deponeringen (”ofringen”) frembringer en følelse af at have gjort noget – og udtrykker en fællesskabsfølelse: Lad os stå sammen mod corona! Man kan således sige, at stendyngerne på én gang repræsenterer afværgeriter og fællesskabsstiftende riter.
”Det bliver godt igen” – et udtrykt ønske, vi alle kan blive enige om. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Beslægtede stendynger – ofte kaldet stenkast eller blot kast – er utroligt velkendte i hvert fald tilbage til middelalderen og over store dele af verden. Baggrunden for stendyngerne kan være mange. De kan afspejle et sted, hvor en dramatisk begivenhed har udspillet sig, f.eks. en ulykke eller et drab. De kan også være opstået overgangssteder, hvor man passerede fra en ”sfære” til en anden, f.eks. fra fællesejet til privat jord, eller hvor vanskeligt passabelt terræn begyndte. Over tid kan betydelige stenbunker være vokset frem, og i nogle tilfælde kan de være suppleret med grene – eller blot bestå af grene (grenkast) eller andet organisk. Der er etnografiske eksempler på, at man ofrer til og på stenkast for at sikre sig lykke på farten forud for passage af vanskeligt terræn.
Mon ikke man også kan forestille sig, at der har eksisteret stenkast i oldtidens Danmark – sten er der jo rigeligt af i de fleste landskaber? Vi kender til såkaldte røser – ophobninger af sten, der i nogle tilfælde er grave fra bronze- eller jernalder, i andre blot et resultat af rydninger af marker. Blandt disse kan der dog også skjule sig stenkast som de ovenfor beskrevne, men det er vanskeligt at tolke baggrunden for en konkret stenbunke.
På Samuel Adams (1722-1803) grav på Granary Burying Ground i Boston lægger forbipasserende småsten for at hylde en af USAs ”founding fathers”. Stenkast på grave er bl.a. udbredt på jødiske begravelser. Foto: Mogens Bo Henriksen.
I mange danske – og ikke mindst fynske – moser er der fundet nedlægninger af dyre- og menneskeknogler samt lerkar fra ældre jernalder (ca. 500 f.v.t.-200 e.v.t.). Hyppigt ses disse nedlægninger placeret i tidligere tørvegrave, og vi antager, at der er tale om en slags taksigelsesofringer, fordi man havde taget af mosens ressourcer – især tørv, men også myremalm, fisk eller fugle m.v. I forbindelse med ganske mange af disse nedlægninger finder man også håndstore sten, ofte i lyse farver, således at stenene har kunnet skimtes i det mørke mosevand. Stenene kan være dumpet i vandet i forbindelse med ofringerne, men det kan også være sket længe efter, dog før tørven igen lukkede tørvegraven. Det må antages, at disse sten kan have haft en funktion, der afspejler nogle af de samme tanker som middelalderens og senere stenkast. Når man passerede landsbyens offermose, medbragte man lige en sten, som røg ned i det mørke vand på det sted, hvor slægten måske i generationer havde nedlagt offergaver. På den måde kunne man sikre sig, at man kunne passere uskadt gennem den uhyggelige sump – eller at trusler fra ufred, hungersnød eller at sygdom ville drive over. Også jernalderdrengen udtrykte således et håb om, at det ville blive godt igen!
En anden helt fra de nordamerikanske koloniers frigørelse fra England var John Hancock (1737-1793), der blev begravet tæt ved Samuel Adams. På Hancocks gravmæle ses en større stensamling, småpenge – og naturligvis Stars and Stripes. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Hvis du vil vide mere
Hansen, J. 2006: Offertradition og religion i ældre jernalder i Sydskandinavien – med særlig henblik på bebyggelsesofringer. KUML 2006, s. 117-175.
Henningsen, G. & J. Laursen 2006. Stenkast. KUML 2006. s.243-278.
