Dette blogindlæg er blevet til på baggrund af et speciale fra Syddansk Universitet i 2019. Specialet er udarbejdet i samarbejde med den arkæologisk afdeling på Odense Bys Museer. Specialets titel er: ”Sko, skomageri og skomagere i middelalderens Odense – et billede på håndværkerens rolle i byens liv”
Dronning Christine holdt i begyndelsen af 1500-årene selvstændigt hof i Odense i kraft af sit såkaldte livgeding på Fyn – i begyndelsen på Næsbyhovedgård og siden 1504 i den såkaldte ”Dronningegård” i Klaregade ned mod Odense å.
Her holdt hun et hof, der – når man ser nøjere på hendes efterladte hofregnskaber – ikke var så beskedent endda. Hun havde op mod 100 ansatte og brugte f.eks. i 1505 ikke mindre end 369 mark blot på at klæde sine folk i passende ”borgeklæder”. Et beløb der på den tid svarede til 10 års løn for en håndværkersvend. Dronningen havde medlemmer af nogle af landets fineste slægter i sit brød: Marsvin, Daa, von Ahlefeldt, Bryske, Bild, Rantzau osv. og dermed selvstændige kontakter til magtfulde medlemmer af aristokratiet.
En kulturhistorisk tilgang til udforskningen af fortiden, som bestræber sig på at udforske det daglige liv, værdier og normer for den del af byernes befolkning, der ”ikke rager op”, må nødvendigvis inddrage disse menneskers materielle efterladenskaber – idet det, for de flestes vedkommende, er det eneste, de har efterladt sig.
Denne indsigt forpligter til en tværvidenskabelig tilgang til materiale og problemstillinger – at inddrage både traditionelle historiske kilder, arkæologiske fund og etnografisk og sociologisk tænkning.
I mange tilfælde vil en sammenholdelse af materielle levn og historiske kilder medvirke til at nuancere eller forstærke teorier og konklusioner, men det kan også føre frem til interessante modsigelser. Som det siges af den amerikanske etnolog Henry Glassie: ”Documents and unsubscribed artefacts want separate analysis, followed by comparison to locate their point of complement and conflict.”
Et nærliggende eksempel på, hvordan man kan sammenholde arkæologiske fund med historiske kilder, er studiet af de fund af sko og læderfraskær, der er gjort ved de seneste udgravninger ved Thomas B. Thriges Gade i Odense i forbindelse med byomlægningsprojektet ”Fra gade til by”. Disse fund kan sammenholdes med en analyse af Dronning Christines Hofholdningsregnskaber, der stammer fra perioden 1497-1521 – med særlig intensitet fra 1504-1511. Her kan indkøb af sko og andet fodtøj identificeres og analyseres.
Når man ser nærmere på forbruget af sko, viser det sig, at dronningen havde et massivt indkøb af sko: omkring 120 par sko om året – især til de yngste medlemmer af hofholdningen – en analyse viser, at det især har været til de 16-18 yngste og lavest placerede i hoffets hierarki: småsvende, jomfruer, stalddrenge og køkkenpiger. Skoene har, sammen med kost, logi og hofbeklædning, fungeret som en vigtig del af folkenes aflønning.
Det viser sig også i regnskaberne, at udskiftningsfrekvensen på de spinkle sko i gennemsnit har været ikke mindre end syv gange om året. Denne frekvens understøttes også af nyere eksperimentalarkæologiske forsøg foretaget af arkæologen Vivi Lena Andersen fra Københavns Museum. Det udelukker naturligvis ikke, at almindelige borgere har haft et lidt mindre forbrug af sko.
Dette store skoforbrug kan naturligvis ikke umiddelbart udledes af de arkæologiske fund, men kan derimod fungere som en god forklaring på den meget store forekomst af sko og fraskær af læder, der findes ved byarkæologiske udgravninger – ikke bare i Odense – men også ved tilsvarende udgravninger i Svendborg, København, Oslo, Stockholm, London, Dordrecht etc.
Vendsyet sko fra 13-1400 tallet fra den første etape af udgravningerne.
Den type sko, der i middelalderen er den almindeligst forekommende, er den såkaldte vendsyede sko: en enkeltsålet sko, der blev syet på vrangen, udblødt og vendt, så sømmene lå beskyttet inde i skoen. Denne skotype har i al sin enkelthed været den dominerende helt fra slutningen af jernalderen og frem til de forandringer, der indtræffer omkring år 1500.
Udviklingen afspejles også i de arkæologiske fund: her findes de vendsyede sko i kulturlag fra tidlig middelalder og høj- og senmiddelalder, mens de mere avancerede dobbeltsålede sko og de ejendommelige såkaldte ”komulesko” ses i lag fra 1500-tallet.
Detalje fra Odense-skindernes altertavle fra begyndelsen af 1500-tallet, der tydeligt viser overgangen fra det sene 1400-tals spidse sko til 1500-årenes bredsnudede komulesko. Altertavlen, som stammer fra Vor Frue Kirke i Odense kan nu ses på Møntergården.
I de aktuelle fund fra Odense ses ikke tydelige eksempler på de sko med dobbelte såler, der blev ”moderne” i det tidlige 1500-tal – som det f.eks. ses af en regnskabspost fra 1508: ”skoo met dublede sale”. Et enkelt fund kunne dog være et eksempel på dobbelte såler – men også en mulig avanceret reparation – under alle omstændigheder et eksempel på den nye form for skokonstruktion.
Sko med indsyet ”dobbeltsål” – eller avanceret reparation – fra anden etape af udgravningerne.
Dronningen selv og nogle af de kvindelige medlemmer af hoffet gik ifølge regnskaberne i de såkaldte ”pantofler”. Det er en form for tøfler, der er brede og rundede over forfoden, symmetriske og med en smal sål. Om der er tale om en decideret indesko – eller fodtøjet også har været brugt udendørs – måske endda som oversko er uklart – men de forekommer ofte som kvindeligt fodtøj i den periode, hvor komuleskoen også har sin storhedstid dvs. første halvdel af 1500-tallet.
Detalje fra altertavlen i Nr. Broby Kirke udgået fra Claus Bergs værksted. Her ses tydeligt de moderne højstatus-komulesko – også til børn.
Et fund af en sål af denne type fra området ved Albanigade er en fin repræsentant for denne fint dekorerede form for fodtøj.
Sål fra komuletøffel fundet ved Albanigade – fra anden etape af udgravningerne.
Men også et ældre fund af en næsten hel pantoffel er interessant. Tøflen er fundet i den såkaldte ”Byens grav” i det nuværende Store Gråbrødre Stræde. Lokaliteten er umiddelbart i nærheden af det daværende Gråbrødrekloster og den tilhørende kirke. Et kloster hvor dronningen og hendes folk havde deres gang – som det fremgår af regnskaberne og andre kilder – der kan naturligvis kun gisnes om, hvorvidt der er en sammenhæng.
Komuletøffel med fint dekoreret overlæder fra ældre fund i ”Byens grav”.
Denne type af højstatusfodtøj udviklede sig efter dronningens tid til en anden form for tøfler med plateausål af kork og opslidset overlæder. Sådan en tøffel er fundet i opfyldet til voldgraven ved den gamle bispegård i lag fra den periode, hvor gården fungerede som kongsgård.
Plateautøffel fundet i opfyldet i bispegårdens voldgrav (ved det nuværende Adelige Jomfrukloster) fra sidste halvdel af 1500-tallet, hvor gården fungerede som kongsgård.
I den modsatte ende af den sociale stratifikation ses der i regnskaberne en tydelig prisforskel på sko til dronningens egne ansatte og de sko, der indkøbes som mildhedsgaver til de fattige. Det kan i lyset af fund fra andre byer tolkes som en mulig produktion af billige sko fremstillet af genbrugsmaterialer fra fraskær eller dele af brugte sko – eller sko, der er ”frisket” op, så de kan bruges lidt endnu.
Fraskær med tegn på slidt læder og udskæring til genbrug.
Denne tese kan sandsynligvis ses understøttet i det fundne lædermateriale i Odense, hvor en del produktionsfraskær bærer præg af tidligere brug – altså genbrugt materiale og ikke nyt læder.
Der er med andre ord interessante korrelationer, nuancering og tolkningsmæssig berigelse at hente ved en interdisciplinær tilgang til materielle fund og historiske kilder.
Læs mere her om sko fra middelalderen og renæssancen: Ny afhandling fortæller 500 års københavnsk skohistorie.
