Med knap et års mellemrum har jeg besøgt komponisten Frédéric Chopins grav i to forskellige europæiske hovedstæder – nemlig Warszawa og Paris! Hvordan det kan lade sig gøre, skal beskrives i det følgende.
Chopin blev født i en landsby tæt vest for Warszawa i 1810, og hans mor var polsk, mens faderen var fransk. I Warszawa blev Chopin uddannet som komponist og pianist, men i 1830 flyttede han til Paris. Her døde den allerede da berømte musiker i 1849 – kun 39 år gammel.
Chopin følte varmt for sit fødeland og havde som en symbolsk handling ønsket, at hans hjerte skulle begraves der. Det blev derfor udtaget af hans krop, lagt i alkohol og transporteret den lange vej til den polske hovedstad. Her blev krukken med hjertet indmuret i en søjle i barokkirken Kościół św. Krzyża (Helligkorskirken) på det prangende hovedstrøg Krakowskie Przedmieście, der fører til kongeslottet knap en km herfra. Chopins legeme blev derimod stedt til hvile i en grav på Père-Lachaise-kirkegården i det, der den gang var den østlige udkant af Paris. Det var således forklaringen på, at jeg har kunnet besøge Chopins grav i to hovedstæder!
Begrebet grav og spørgsmålet om, hvordan man håndterer og begraver et lig er under evig forandring. I middelalderen og helt op mod vores tid har tanken om at opsplitte et lig været noget nær utænkelig; det var meget vigtigt, at hele kroppen var samlet ved dommedag. Der er endog eksempler på, at man gemte amputerede lemmer for at kunne få dem med i kisten! Graven – det sted, hvor man placerede det afsjælede legeme i ubrændt tilstand – var et definitivt lukket rum, der blev betragtet som noget ukrænkeligt. Her skulle den døde hvile i fred til genopstandelsen.
I oldtiden, derimod, var det langt fra ualmindeligt, at den døde krop blev delt op og fordelt, eller at graven blev åbnet med henblik på, at man udtog knogler herfra – eller måske tilførte nye elementer! Især bondestenalderens dødekult har omfattet en bred vifte af aktiviteter, hvori menneskeknogler indgik – det kunne være i storstensgrave, på særligt indhegnede pladser, i offermoser og på bopladserne. I bronze- og jernalderen, hvor ligbrænding var udbredt, var det også almindeligt at fordele de brændte ben på flere forskellige steder; måske blev portioner fordelt ud i de elementer, som man mente kosmos bestod af: Jord, vand og luft. Ved undersøgelsen af forhistoriske brandgrave kan vi således konstatere, at de som regel kun indeholder en lille del af den afdøde. Det fænomen kaldes pars pro toto, altså ”en del af helheden”. Tanken bag fordelingen af den døde krop har sikkert været – som den også var det på Chopins tid – at den afdødes krop skulle være, om ikke komplet til stede, så symbolsk repræsenteret på flere steder. Således kan en død jernaldermand have haft ikke blot to, men mange grave.
Læs mere om pars pro toto-begravelser i jernalderen i denne artikel: https://www.academia.edu/19668072/Henriksen_M.B._1998_Pars_pro_toto_-begravelser_i_romersk_jernalder_-_et_aspekt_af_jernalderens_begravelsesritualer._I_A.L._Sommer_and_A.L._Ballegaard_red._D%C3%B8dens_Rum_s._99-112._Odense
