I foråret 2001 udgravede museet en såkaldt stordysse på lokaliteten Ibjerg nordøst for Årslev.
I området foretages råstofudvinding i stor stil, og den aktuelle dysse var truet af nært forestående grusgravning. Så nært faktisk, at den østligste tredjedel af den allerede var gravet væk for år tilbage. “Dysse” forbinder vi normalt med de markante stenkamre, der heldigvis stadig står mange af rundt om i landskabet, men endnu flere er for længst fjernet fordi de lå i vejen for markarbejde og/eller fordi stenene skulle bruges som vejfyld og byggemateriale. Disse sløjfede gravanlæg ser ikke ud af meget, og fremstår ofte kun en svag højning i terrænet – eller er ganske usynlige – men der kan være gode informationer at hente i de bevarede rester alligevel. Derfor satte museet en udgravning i værk.
Forud for udgravningen havde museet opsamlet en del oldsager på stedet – mejsel, dolk og økse af flint samt lerkarskår – og allerede ved afgravningen af pløjelaget dukkede der endnu flere genstande frem. Da overjorden var fjernet viste det sig da også, at der endnu kunne suges fund og informationer ud af gravanlægget. Det kunne fastslås, at gravtypen var en stordysse, der med lidt god vilje kan betegnes som en mellemform i udviklingen fra de traditionelle dysser (ca. 3.500-3.300 f.Kr.) og jættestuerne (ca. 3.300-3.200 f.Kr.). Selve kammeret var væk, men i området omkring indgangen fremkom der et stort materiale af smukt ornamenterede skår fra oprindelig hele lerkar samt økser og mejsler af flint. Såvel skår som flintsagerne har sandsynligvis været ofret til guderne i forbindelse med forskellige døderitualer, hvis natur og indhold vi selvfølgelig ikke har den fjerneste anelse om i dag. Udgravningen gav tillige en række andre resultater, som i de kommende måneder vil blive struktureret og fremlagt i den udgravningsberetning, der er under udarbejdelse.
Overpløjede gravhøje og sløjfede dysser og jættestuer er således vigtige at udgrave. Selvom de ikke syner af meget, så gemmer de talrige informationer om oldtidens gravskik. I tilfældet her ved Ibjerg kunne vi oven i købet have fået endnu mere at vide, hvis blot ikke markens tildligere ejer havde givet efter for naboens brændende ønske om tilladelse til at grave i højen. Men det gjorde han desværre – “For godt naboskabs skyld!” som han forklarede arkæologerne.
