Energikrise er noget vi normalt forbinder med oliekrisen i 1973. Dengang steg brændselspriserne drastisk, og gaderne blev næsten blev bilfrie om søndagen. I dag har vi fokus på, at jordens brændselsressourcer ikke er ubegrænsede, og der udvikles til stadighed nye energiformer, som ikke er baseret på fossile brændselskilder som kul, olie, gas, brunkul eller tørv.
I årene omkring de to verdenskrige var der også energikrise, da krigshandlingerne medførte, at kul fra bl.a. England ikke kunne nå frem til danske industriovne eller hjemmenes komfurer og kaminer. Den gang blev løsningen mosernes tørvelag, og en veritabel tørvegravningsindustri blev opbygget, samtidig med, at mange skaffede brændsel fra private tørvelodder. Først langt ind i 1950erne var forsyningerne af kul og olie så rigelige, at tørvegravningen ophørte.
63 cm højt lerkar fundet ved tørvegravning i 1941 i moseområde lige syd for nutidens Odins Bro. Karret er fra ca. 100 f.v.t. Foto: Odense Bys Museer.
Fint dekoreret lerkar, der sammen med endnu et par kar blev fundet ved tørvegravning i en mose ved Brænde Lydinge nær Brahetrolleborg i 1940. Foto: Odense Bys Museer.
Under tørvegravningen fandt man ofte levn fra oldtiden; mest kendt er vel moseligene fra Tollund og Grauballe. Hyppigere stødte tørvegravernes spader på lerkar, men også på redskaber eller figurer af træ samt bunker af dyreknogler. I nogle tilfælde fik man tilkaldt arkæologer, der kunne iagttage, at genstandene lå i gravede gruber, som man tolkede som forhistoriske tørvegrave – og ikke så sjældent fandt man endda tørvegravernes træspader efterladt heri.
Det knap 170 cm lange trug af egetræ fandtes ved tørvegravning i Ørbæk Mose ved Vissenbjerg i 1945. Inde i karret lå øsen. Truget har muligvis været anvendt til at ælte løs tørv til briketter. Foto: Odense Bys Museer.
Øse som fandtes i truget fra Ørbæk Mose
Ved arkæologiske udgravninger i moseområder gennem de sidste årtier er der flere steder påvist omfattende spor efter tørvegravning. Ikke sjældent har man nedsat ofre i de tømte tørvegrave (eller rettere tørvegruber) i form af lerkar, bundter af hør, dele af dyr – og så altså i nogle tilfælde mennesker. Det ser sjældent ud til være almindeligt affald; snarere er der tale om takofre til den mose, der gav tørv til de mennesker, der boede omkring den? En stor del af fundene fra de forhistoriske tørvegrave dateres til førromersk jernalder (ca. 500-1 f.v.t.).
Gennem bronzealderen var presset på skovens træressourcer blevet stadig større. En stigende befolkningsgruppes opførelse af huse, hegn, bygning af vogne og både, men især hugning af brændsel til husholdning, bronzestøbning og ligbrænding krævede store mængder træ. Da man i begyndelsen af jernalderen begyndte at forvandle myremalm til jern, nåede skovens brændselsressourcer et kritisk punkt. Udvindingsprocessen såvel som smedearbejdet kræver enorme mængder af brændsel, og man måtte derfor finde nye energikilder. Mosernes tørv blev svaret på den efterspørgsel, og dateringen af fundene fra oldtidens tørvegrave viser, at der er et sammenfald i tid mellem de første spor af jernudvinding og intensiv tørvegravning. Det er derfor nærliggende at se de to fænomener i sammenhæng.
Ved udgravninger af jernalderens tørvegrave kan man iagttage, at fortidens tørvegravere gik målrettet efter de tørvelag, der havde den største brændselsværdi – det havde de helt styr på! Fundene viser også, at man både gravede tørv i ”klodser” – såkaldte klyner – samt i form af ”tørvevælling”, der blev æltet og tørret til briketter. Efter tørring kunne tørven enten anvendes som den var, eller den kunne forvandles til tørvekul, der især var anvendelig ved smedning.
Aske fra afbrænding af moseeg. Bemærk de karakteristiske farver, der afviger fra farvespektret på træaske. De hvide stykker er dyreknogler. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Afbrændingen af tørv efterlader en karakteristisk rødbrun aske, der adskiller sig fra den hvid-grå-sorte aske, der ligger tilbage, når man har brændt træ. Selv efter århundreder eller årtusinder i jorden ændres farven ikke, og derfor er man ikke i tvivl, når man støder på tørveaske i en affaldskule fra oldtiden. Og det gør vi ind i mellem på arkæologiske udgravninger – ikke sjældent i sammenhæng med myremalm eller jernslagger, der vidner om en tæt sammenhæng mellem jernudvinding og Danmarks første energikrise.
Ved udgravning af affaldskuler fra jernalderen ved Vester Kærby nær Odense fandtes ret omfattende spor af tørveaske – i øvrigt sammen med jernslagger og ristet myremalm. Det er næsten en rygende pistol i forhold til at dokumentere sammenhængen mellem tørvegravning og jernudvinding. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Hvis du vil vide mere
Albrectsen, E. 1952: Tørvegravning på Fyn i den ældre jernalder? Fynske Minder 1952, s. 79-82.
Becker, C.J. 1948. Tørvegravning i ældre jernalder. Nationalmuseets Arbejdsmark 1948, s. 92-100.
Christensen, C. & R. Fiedel 2003. Tørvegravning i forhistorisk tid. Nationalmuseets Arbejdsmark 2003, s. 85-99.
Hove, Th.Th. 1983. Tørvegravning i Danmark: fra håndgravning til moseindustri: udvikling og vilkår. Herning: Poul Kristensens Forlag.
Mortensen, M.F., C. Christensen, K. Johannesen, E. Stidsing, R. Fiedel & J. Olsen 2020: Iron Age peat cutting and ritual depositions in bogs – new evidence from Fuglsøgaard Mose, Denmark. Danish Journal of Archaeology 2020, Vol. 9, s. 1-30. https://doi.org/10.7146/dja.v9i0.116377
Olsen, A.-L. H., J.-H. Bech, S.T., Andersen, P.Bennike, K.Christensen, & D.E. Robinson 1996. Damsgård. En overpløjet høj fra ældre bronzealder periode III med stenkiste og ligbrændingsgrube. KUML 1993/94, s. 155-198.
