I flere uger har medierne været præget af historien om Prins Henriks sygdom og død. Der har været gisnet om, hvorledes begravelseshandlingen skulle foregå – og ikke mindst om, hvor prinsen skulle begraves. Ingen havde vist forudset, at prinsen havde besluttet, at han ville kremeres, og at dele af levningerne skulle spredes over danske farvande, mens andet skulle nedsættes i en urne i haven ved Fredensborg Slot. Kongehuseksperter kalder da også valgene som højst usædvanlige for et medlem af kongehuset, men er de nu også det?
På denne side af rejsningen af den store Jellinge-sten er ingen medlemmer af den kongelige familie blevet kremeret, men i århundrederne forud må det antages at have været gængs praksis for samfundets elite. Under den store gravhøj Grydehøj ved Lejre har man således afdækket et omfattende bållag, der var rester af et enormt ligbål, hvorpå en af 600-tallets fyrster blev kremeret. Desværre er den gravlagte anonym, men der kan sagtens være tale om en af de konger, hvis bålfærd omtales i sagaer og heltekvad. Legendarisk er således Saxos fortælling om den danske konge Harald Hildetand, der blev kremeret på bål med skibe som brændsel.
Det at fordele ”asken” på flere lokaliteter i stedet for at placere levningerne fra krematoriet samlet i én urne, som nedsættes i et gravsted, kan forekomme fremmedartet. Set i et historisk perspektiv er der imidlertid masser af eksempler på denne fremgangsmåde. I Danmarks oldtid var det nok reglen, snarere end undtagelsen, at de brændte ben blev fordelt på flere steder efter kremeringen, og den ovennævnte Grydehøj i Lejre er et godt eksempel herpå. Bållaget indeholdt nemlig kun få rester af den kremerede, og hovedparten må være placeret andre steder, måske i relation til lokaliteter, der havde særlig betydning for den afdøde og dennes slægt. I historisk tid har det ikke været ualmindeligt blandt Europas fyrster, at hjertet blev taget ud og begravet et selvstændigt sted. Som jeg tidligere har skrevet om i denne blog, var det således også tilfældet, da Prins Henriks berømte landsmand, komponisten Chopin, døde i 1849. Komponistens hjerte blev indmuret i en søjle i en kirke i Warszawa, mens resten af kroppen blev jordfæstet i Paris (http://blog.museum.odense.dk/mogens-bo-henriksen/2016/06/).
Når Prins Henrik har ønsket, at en del af levningerne fra kremeringen, skal nedsættes i en urne i haven ved Fredensborg Slot, ligger det i naturlig forlængelse af hans ønske om at sove ind på slottet. Det afspejler individets og ikke slægtens ønske, men især afdødes tilknytning til et sted, der har haft særlig betydning i afdødes liv. I Danmark er det ikke almindeligt, men dog heller ikke umuligt, at blive begravet på privat ejendom, hvis det sker efter forudgående kremering. Der er dog også eksempler på jordfæstebegravelser i private haver og parker; således ligger forfatteren Karen Blixen begravet bag ejendommen Rungstedlund, men også i den kongelige familie er der fortilfælde. I 1874 blev Frederik VIIs hustru Grevinde Danner jordfæstet i parken ved Jægerspris Slot.
Prinsens ønske om at en del af de brændte knogler (som forinden er knust til en størrelse som riskorn) skal spredes over havet, afspejler et stadigt hyppigere valg i den danske befolkning. Ikke mindst på Østsjælland er der hvert år mange askespredninger på havet, så mon ikke frøet til den idé er sået ved Prins Henriks færden i sejlermiljøet på Øresund? Ønsket afspejler således prinsens kærlighed til havet og sejlads – en interesse, som han netop har fået her i Danmark.
Set i et kort perspektiv vil der givet være meget fokus på, at Prins Henriks begravelse er et brud med århundredgamle traditioner i det danske kongehus. I et længere perspektiv vil man snarere se tilbage på prinsens fravalg og valg og betragte dem som et udtryk for, at han var nært knyttet til det danske land- og vandskab – og at han i sin tankegang var tættere forbundet med den danske befolkning og mere fremadskuende, end man ofte har set det udtrykt i medierne. Det er i sandhed en prins af tiden, vi nu siger farvel til!