I efterkrigstiden voksede den feriekultur frem, som vi kender i dag. Ganske vist var ferierne var kortere og mere spartanske, men velstandsstigningen, som for alvor slog igennem i 1960’erne gav adgang til de eftertragtede ferier, som før havde været forbeholdt de få. En helt ny rejseform slog igennem, nemlig campingferien. Den var for alle, den var fleksibel og den var sjov.
Rejsende har der alle dage været – også besynderlige eksistenser som rejste af lyst, videbegær eller tidsfordriv. Alligevel blev ferie en af det 20. århundredes helt store opfindelser godt hjulpet på vej af øget velstand, ny teknologi, fossile brændsler og livet i byerne. Flere og flere flyttede fra land til by, og i byerne var tilværelsen på arbejdsmarkedet bundet af klokkens slag og en opdeling af tiden i arbejdstid, fritid og hvile. På den ene side var tiden strammere styret og skemalagt, men på den anden side foldede en helt ny tid sig ud – nemlig fritiden.
I 1888 da Dansk Turistforening opstod, bevægede turister sig rundt i sommerlandet ved hjælp af hestevogn, dampbåd og jernbane, og overnatningerne foregik fortrinsvist på hoteller – bl.a. tidens mange mondæne badehoteller
Strandbadets friske luft gav en velfortjent pause fra byens larm, røg og plagsomme hoster. Det var ikke blot fornøjeligt, men også godt for sundheden. De stive bykroppe skulle ud at røre sig i naturen, og omkring århundredeskiftet anbefalede sundhedsapostle sågar at smide kludene og lade hele kroppen få glæde af solen stråler.
I mellemkrigstiden fik gradvist flere arbejdere adgang til ferie via overenskomstaftaler. Ofte var der tale om ganske få dage, men de var alligevel med til at stadfæste tanken om, at ferie både var forventeligt og fornuftigt. Billigere ferieformer vandt frem. I 1920’erne blev det populært at tage på vandre- eller cykelferie og sove på vandrehjem, slå teltet op på en lejrplads eller helt derude i Guds frie natur. Feriernes helt store gennembrud blev ferieloven fra 1938, som sikrede ni dages ferie med løn.
Ferierevolutionens solbeskinnede efterkrigsbarn med det engelskklingende navn, Camping, var resultatet af mødet mellem den lidt ældre feriekultur og helt nye transportformer. Turene med toget og cyklen blev gradvist suppleret med og erstattet af egne motoriserede køretøjer, som kunne transportere hele den pukkelryggede og pakkenellikerne landet rundt.
“Som snegl med hus paa ryg at vandre”, sådan citerede Fyens Stiftstidende digteren B. S. Ingemann den 5. august 1956 i fascinationen over det nye campingfænomen. Ved Assens var ”Camping Willemoes” i fuld vigør, og i forventningen om flere gæster i de kommende år var vandrehjemmet blevet sat i stand, og lejrpladsen havde gennemgået en større udvidelse. På pladsen mødtes gammelt og nyt i gæsternes ferieforventninger. Der var sønderjyder med cowboyhatte, som havde krydset bæltet med færgen mellem Aarøsund og Assens. Familien Munkebo fra Odense nød godt af den friske luft, og familiens lille datter var næsten blevet kureret for sin kighoste i sommerblæsten. Avisens journalist fik også talt med skomager Melgaard Jensen og specialarbejder Vagn Kjær Hansen, som var kommet helt fra Aalborg med koner og børn. De var på vej Fyn rundt på motorcykel og vidste nøjagtigt, hvad den nye motoriserede ferieform havde at tilbyde.
”Vi har kun været her en nat, siger Vagn Andersen, og naar vi bryder op allerede nu, er det ikke, fordi vi har noget mod Assens – det er tværtimod en af de bedste lejrpladser, vi har været paa hidtil.
– Hvad har De saa noget imod?
– Blæsten!
– Det blæser lige saa meget paa Sydfyn.
– Det tror vi saaænd gerne, men vi foretrækker at blæse med vinden, naar vi har ferie, saa nu blæser vi altså sydpaa.”
Frigjorte af hverdagens tikkende ur, køreplaner og jernbanens fastlagte spor kunne familierne blæse lige hen, hvor de ville.
En lille bid af hverdagen fulgte nu alligevel med på turen. Husmoderens evighedsarbejde var ikke på samme måde som lønarbejde omfattet af ferieloven eller arbejderens idealdag opdelt i arbejdstid, fritid og hvile. Bilejernes blad Motor henvendte sig til et publikum, hvoraf mange nok ville have foretrukket badehotellernes komfort, men i 1957 kunne bladet alligevel anbefale campingferie. Og man behøvede ikke at lide afsavn, mente Motor:
”Ganske vist kan De hver morgen konstatere, at der kommer ingen stuepige med en bakke […] Men det kan jo være, at huset har et kvindeligt medlem, som rigeligt vil erstatte denne luksus og som laver morgenmaden lige sådan, som De vil have den.”
I Mikael Frausings bog Turistlandet – den kan lige være i en strandtaske.
Hvis du er til den lidt tungere lekture, så giver Julie Andersens ph.d.-afhandling fra 2019 et grundigt indblik i danske campinggæsters indtog i det tyske: ”Vi har saftsusme haft mange gode ferier i Tyskland.” Danske turister i Vesttyskland 1949-1970