Vores kanin Filur elsker at grave huller, og den har et helt galleri af gange under sit bur. På trods af kræets lidenhed, kan det flytte ganske meget jord på kort tid. Da jeg forleden skulle ordne buret, havde Filur udvidet sin underjordiske hule, og jorden fra gravearbejdet var blevet skyllet af en regnbyge. På toppen af jordbunken lå et lillebitte lerkarskår, som fangede arkæologens opmærksomhed: Skåret var ikke meget større end et frimærke, men lermassens sammensætning og karsidens opbygning lod ingen tvivl tilbage om, at det var fra oldtiden – antagelig fra bronzealderen.
Filur – den firbenede Indiana Jones!
Hvor interessant kan en stump potteskår dog være for selv den mest nørdede arkæolog? I de fleste tilfælde ville det være uvæsentligt, men lige i dette tilfælde var fundstedet en have i et større parcelhusområde, som er udbygget, før museumsloven sikrede, at arkæologiske undersøgelser var en naturlig del af et anlægsarbejde. Filurs fund er derfor det første vidnesbyrd om oldtidsbebyggelsen i et af de ældre boligområder i Odense-forstaden Højby – og så alligevel ikke! Nabovejen hedder Syvhøjevej, og det vidner om, at der kan have ligget et betydeligt antal gravhøje i området. De er i så fald sløjfet, før de blev registreret af arkæologer. Måske kan disse høje være fra samme tid som potteskåret, for mange af vore gravhøje et netop fra bronzealderen. Pludselig har parcelhuskvarteret fra 1960’erne altså også en lang historie! Jeg tror Filur får en ekstra gulerod som ”danekrædusør”!
Det var denne lille stump potteskår, Filur gravede frem i arkæologens have.
Filur er imidlertid ikke det eneste firbenede dyr, der har hjulpet arkæologer. For 15 år siden blev jeg kontaktet på museet af en mand fra Balslev på Vestfyn, fordi han havde fundet en harpun af ben i toppen af et muldvarpeskud. Efterfølgende har en kulstof 14-datering af stykket vist, at harpunen er næsten 10.000 år gammel og dermed næsten lige så gammel som det ældste skelet vi kender – nemlig det fra Koelbjerg ikke langt fra Balslev.
Harpunen fra Tunebjerg ved Balslev. Måske er den knækket under jagt på elg eller urokse?
En muldvarp var også årsagen til, at den hidtil største fynske sølvskat fra vikingetiden blev fundet på den lille ø Iholm i Svendborgsund i 1853. I toppen af et muldvarpeskud lå en sølvmønt og blinkede i solen. Finderen gennemrodede jorden omkring muldvarpeskuddet, og sammen med udbyttet af en egentlig arkæologisk undersøgelse i 1989 har det vist sig, at en skat på ca. 2 kg sølv i form af mønter og ituklippede smykker blev gravet ned her i de allerførste år af 1000-tallet. Der er således ikke noget at sige til, at muldvarpen nærmest bliver betragtet som dyreverdenens svar på arkæologen!
Faktisk er der også eksempler på, at gravende dyr har fundet større ting. Således blev en hel urne fra bronzealderen med tilhørende stensætning omhyggeligt afdækket af en grævling ved Venslev Huse i Odsherred. Imidlertid havde det gravende dyr overset, at ”udgravningen” foregik i kanten af en fredet gravhøj; havde det været en tobenet graver, havde det udløst en klækkelig bøde!
En ræv har gravet en ”søgegrøft” ind i gravhøjen Drengehøj ved Voldtofte på Sydvestfyn. Heldigvis har den ikke forstyrret grave i højen.
Hvis du vil vide mere
Om harpunen fra Tunebjerg ved Balslev
Henriksen, M.B. 2003: Et muldvarpeskud. Aktuel Arkæologi nr. 2, september 2003, s. 16.
Henriksen, M.B. 2003: Muldvarp hjælper arkæologer. Fynske Minder 2003, s. 159-160.
Om sølvskatten fra Iholm i Svendborgsund
Skovmand 1942: De danske Skattefund fra Vikingetiden og den ældste Middelalder indtil omkring 1150. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1942, s. 90-92.
Thomsen, P.O. 1992: Sølvskatten fra Iholm. Tåsinge Årbog 1992, s. 21-27.
Om bronzealderurnen fra Venslev Huse
Kjærsgaard, E. (red.): Urnegrav fra bronzealderen. Nationalmuseets Arbejdsmark 1968, s. 186.
