Når man som geograf og bebyggelseshistoriker dagligt arbejder med arkæologiske data og arkæologernes opmålinger, er det ofte slående i hvor høj grad den forhistoriske bebyggelse har indrettet sig efter det fysiske landskab. De arkæologiske udgravninger på tværs af hele landet, der foretages før Baltic Pipe rørlægningen (https://energinet.dk/Anlaeg-og-projekter/Projektliste/BalticPipe#Milepaele), giver en sjælden mulighed for at dokumentere dette. For en gang skyld skal der ikke kun foretages udgravninger, hvor byerne eller infrastrukturen skal udvides. Vi får med udgravningerne en smal og sammenhængende linje af arkæologiske observationer gennem Danmark.
Foto af et langstrakt udgravningsfelt (søgegrøft) med en maskinskovls bredde. Gravemaskinen og en arkæolog ses i baggrunden.
Jeg sidder typisk og kortlægger opmålinger fra to-tre arkæologiske udgravninger hver dag, om end det nu her typisk er fem-syv udgravninger, da der er godt gang i byggeriet og i større anlægsarbejder på Fyn for tiden. Hver dag får jeg rådata om placering og udstrækning af fx stolpehuller fra fortidens huskonstruktioner samt arkæologiske fund, som jeg konverterer til kort, så museet kan dokumentere observationerne, og så arkæologerne bedre kan tolke på alle observationer.
Dataene og kortene viser tydeligt, at den fortidige bosættelse og den fortidige brug af landskabet langt fra var jævnt fordelt. I nogle områder finder vi sjældent spor efter bosættelse eller tegn på menneskelig aktivitet, mens genstande, stolpehuller og andre efterladenskaber fra fortiden næsten vælter frem i andre områder. Måske var alle områder, fra menneskerne først satte fod i vores egn af verden, i et eller andet omfang udnyttet af fortidens mennesker om ikke andet ved jagt og ved indsamling af naturens ressourcer. Men intensiteten af brugen af områderne varierede meget. Det var primært i nogle landskabstyper, at man valgte at have selve bebyggelsen, og agrene blev primært lagt, hvor jorden var mest brugbar til agerdyrkning.
Hvor menneskene valgte at bosætte sig afhang selvfølgelig af en lang række parametre. Til alle tider har det fx været afgørende at have adgang til ferskvand, og landskabernes værdi afhang af hvilke udnyttelser af landet, der var dominerende. Nogle landskabstyper og nogle placeringer var gode til fiskeri, andre til jagt, andre var særligt egnet til kreaturavl og andre igen særligt egnet til agerbrug. Nogle områder lå strategisk godt i forhold til handel og i forhold til magtstrukturer. Selvom mange faktorer således spillede ind, så er det dog vigtigt at holde sig for øje, at agerbruget på vores breddegrader var af helt afgørende betydning for langt hovedparten af befolkningen fra og med begyndelsen af bondestenalder ca. 4.000 f.Kr. og frem til vores tid. Det er derfor ikke overraskende, at de vigtigste enkeltfaktorer til at forklare variationen i de regionale forskelle er topografien og jordbundsforholdene: hvor kuperet er terrænet, og hvor frodigt er jorden ud fra det datidige agrarteknologiske niveau?
Hvilken jord, der er bedst til agerbrug, afhænger bl.a. af afgrødevalg og hvilke landbrugsredskaber, der er tilgængelige. Hvilke jorder, der er anset for den bedste, kan derfor skifte fra periode til periode. På Fyn er der dog en stor og vedvarende forskel mellem bundmorænelandskaber og dødislandskaberne, der begge er skabt og formet under den sidste istid. Bundmorænelandskaber er svagt bakkede eller flade landskaber skabt ved, at gletsjerne skubbede morænejord (blandet og delvist lerede jorder) foran sig. På grund af det jævne terræn og de moderat lerede jorder var sådanne landskaber ofte gode til agerbrug, da bearbejdning er let, og da leret holder på næringsstoffer. I de områder, hvor gletsjerne afsmeltede til sidst som tilbagestående dødis, kom et mere kuperet terræn med en jord, der både kan være enten ekstremt leret eller sandet. Jorden her var ofte mere kompliceret at dyrke pga. større terrænvariationer, og udbyttet på mange af jordene var lavere end ved de gode moderat lerede morænejorder.
Den fynske geomorfologi, dvs. kortlægning af hvordan landskaberne er dannet. Bearbejdet efter GEUS’ kort Geomorfologi 1:200 000.
Udgravninger i forbindelse Baltic Pipe understøtter dette, og giver os mulighed for at udbygge og nuancere denne viden. Udgravningerne er ikke afsluttet, og der afventer stadig et stort tolknings- og afrapporteringsarbejde, men allerede nu kan vi begynde af se på dataene i et større perspektiv. Pr. 6. november 2020 er der inden for Odense Bys Museers ansvarsområde gravet knap 600 udgravningsfelter, fundet knap 7.000 anlæg og foretaget knap 800 snit. Dette er tre arkæologiske begreber, som må forklares nærmere:
Et udgravningsfelt er et mindre område, hvor den øverste jord forsigtigt er skrabet af med hjælp fra gravemaskiner, så arkæologerne kan søge nærmere efter arkæologiske spor. Ved Baltic Pipe er der typisk to striber af aflange udgravningsfelter, hver med en maskinskovls bredde, om end feltet dog udvides, hvis der findes fx spor efter menneskelig aktivitet.
Med anlæg menes her opmålinger efter fund og jordskifte, der er relevant for det arkæologiske arbejde. Nogle af anlæggene er således stolpehuller fra forhistoriske huse, mens andre er naturlige jordskifte fra fx vådbundsjorder eller nedgravninger af markdræn fra 1800- og 1900-tallet. I andre tilfælde kan anlæg ikke tolkes sikkert umiddelbart. Tolkning af de knap 7.000 anlæg er pt langt fra afsluttet, men allerede nu kan vi se på de regionale forskelle.
Et snit er her arkæologernes lodrette nedgravninger, typisk ved brug af spade, der foretages ved fx formodede stolpehuller. Hermed får de en lodret profil af stolpehullet, der bl.a. kan hjælpe med at bestemme bygningskonstruktionernes typer.
Udsnit af kort over udgravning foretaget i forbindelse med Baltic Pipe sydvest for Langeskov (OBM16112). Udgravningsfelterne er vist med røde stiplede linjer, anlæg med blå flader og snit med grønne linjer. Det skal fremhæves, at tolkningerne endnu ikke er afsluttet, men der er sandsynligvis fundet kogestensgruber øverst til højre, hvor udgravningsfeltet er udvidet, og hvor der er foretaget flere snit. De tre vestligste anlæg er sandsynligvis nedgravninger fra dræn fra 1800- og 1900-tallet, og de er dermed ikke så interessante for den arkæologiske tolkning i denne sammenhæng. Men også drænnedgravninger er nødvendigt at have klarhed over, da disse nedgravninger potentielt kan have fjernet ældre, forhistoriske anlæg.
I gennemsnit er der næsten registreret dobbelt som mange anlæg på bundmorænerne (289,4 anlæg pr. hektar) som i dødislandskaberne (154,6). Og tendensen bliver endnu tydeligere, hvis man frasorterer de større anlæg på mere 0,75 m2, der i overvejende grad er naturligt forekommende jordskifter samt nedgravninger fra nyere tids drænlægning. I så fald er det næsten det tredobbelte (145,0 mod 55,9 anlæg pr. hektar). Allermest tydeligt bliver det dog, når der kun ses på antallet af snit pr. hektar. Her er der foretaget mere end ti gange så mange på bundmorænefladerne (32,4 snit pr. hektar) som i dødislandskaberne (2,7).
Antal af felter, anlæg og snit efter landskabstype. Ved tallene for dødislandskabet er her medregnet issøbakker og issøflader. Udregnet fra data pr. 6. november.
Der er i sig selv ikke noget som helst nyt i den overordnede observation: Da vi primært har haft et agerbrugsorienteret samfund, vil vi i langt højere grad finde spor og anlæg i de landbrugsmæssigt gode bundmorænelandskaberne, om end vi også vil finde noget i dødislandskaberne. Men det fantastiske ved dataene og observationer – ikke mindst når vi engang har fået bearbejdet, undersøgt og så vidt muligt dateret det nærmere – er, at det på sigt vil give os bedre mulighed for at konkretisere de regionale og landskabsmæssige forskelle nærmere. Det er jo oplagt, at der kan være nuanceforskelle ved bebyggelsernes lokalisering og brugen af landskabet i henholdsvis bondestenalder, bronzealder, jernalder og middelalder. Og det er oplagt, at der er forskellige grader af ”gode” og ”dårlige” jorder på såvel bundmoræne som i dødislandskaber. Samtidigt kunne det selvfølgelig være særdeles interessant at sammenligne data for alle de arkæologiske museer, som har været med til at foretage arkæologiske udgravninger på tværs af Danmark.
De arkæologiske udgravninger, som får mest opmærksomhed i medierne, er naturligvis dem, som kan fremvise de mest spektakulære fund og de mest skelsættende bebyggelser. Men udgravninger som ved Baltic Pipe er på mange punkter mindst lige så fantastiske, da de giver en sjælden mulighed for at blive klogere på ”det almindelige”, ”det generelle” og ”det typiske”. Vi håber, at vi får tid og overskud til at behandle de store mængder af data i dybden i de kommende år.
