I oktober 1990 udførte jeg et ligbrændingsforsøg i Sagnlandet Lejre. Det tog udgangspunkt i flere problemstillinger, som flittigt har været diskuteret i den arkæologiske litteratur: 1) Ville brændingen blive optimeret, hvis bålet blev bygget i en lav grube? 2) Ville bålopstablingen blive mere stabil, hvis der blev nedbanket træpæle omkring denne? 3) Ville man efterfølgende kunne påvise på ligets knogler, hvis dette havde været placeret under og ikke oven på bålet? 4) Ville placeringen af store mængder fåreuld på bålet resultere i, at der efterfølgende lå små slagger (kaldet ”clinkers”) tilbage i bålresterne. 5) Ville slukning af bålet med vand resultere i, at de brændte knogler ville sprænge i stumper og stykker?
En ca. 140×100 cm stor og 15 cm dyb grube blev gravet, og denne blev fyldt med kvas, grene og halm, og heri lagdes en 52 kg tung svinekrop. Oven på grisen blev der placeret træ, således at bålet fik en størrelse på 150x90x130 cm. Det hele blev stabiliseret af seks nedbankede pæle. Ved dyret anbragtes to kopier af lerkar og fem kopier af glasperler.
Efter optændingen blev bålet hurtigt omspændt af flammer, og efter syv timer var kremeringen afsluttet. 24 timer efter optændingen blev det ulmende bål slukket med vand, og en udsortering af de brændte knogler og ”gravgaver” blev iværksat. Der blev bjærget i alt 720 gram brændte og stærkt fragmenterede knogler, men det kunne ikke påvises, at slukningen med vand havde haft nogen særlig effekt; det samme gjorde sig gældende med placeringen under bålet. De nedbankede pæle havde sikret, at bålet ikke skred ud, og udstrækningen af det nedbrændte bål var således blot 190×170 cm. Der kunne ikke iagttages slagger fra den fåreuld, der var placeret i bålet, ligesom gruben ikke kunne ses at have nogen gunstig effekt for brændingen, snarere tværtimod, da der lå ufuldstændigt forbrændt træ på bunden. Efter opsamlingen af de brændte knogler, blev bålstedet tildækket med jord og græstørv.
Udgravningen af forsøgsbål 2 i 2013
I oktober 2013 blev det tildækkede forsøgsbål 2 udgravet med metoder, der helt svarer til, hvad man ville have anvendt ved undersøgelsen af et forhistorisk anlæg. Arkæologerne sigtede jorden og dokumenterede alt, hvad der blev iagttaget undervejs, således at man kan bruge resultaterne til at identificere forhistoriske ligbrændingssteder, hvis man skulle være så heldig at støde på sådanne!
Det var nu forbavsende, hvor lidt der var tilbage efter at det nedbrændte og sorterede bål havde været jorddækket i ret præcis 23 år. En diffus askeplet med en diameter på mindre end 1 m, spredte stumper af ildskørnet flint og få gram brændte ben var – sammen med højst 1 kg. trækul – de tydeligste spor. Hertil kommer to af de i alt seks pæle, som oprindeligt havde holdt bålopstablingen på plads.
Sorteringen af det nedbrændte bål i 1990 havde tilsyneladende været ret effektiv, for der var blot få og små stumper af brændte ben tilbage. Et par små og smeltede fragmenter af glasperlerne fandtes også – sammen med enkelte sodsværtede skår. Undergrunden var heller ikke ildpåvirket i nævneværdig grad, så alt i alt var det ikke mange spor, der var tilbage efter afbrændingen af mere end 1 rummeter træ og et slagtesvin! Så er det ikke så mærkeligt, at forhistoriske ligbrændingssteder kun meget sjældent lokaliseres ved arkæologiske udgravninger – de er nærmest usynlige!
