Lige gyldigt hvor umusikalsk man er, er det nok kun de færreste, som kan forestille sig et liv og en hverdag uden musik i en eller anden form. Sådan har det tilsyneladende været til alle tider, for de ældste sikre musikinstrumenter er 35-40.000 år gamle benfløjter fra Centraleuropa. Dem, der fløjtede på disse instrumenter, gik også på jagt efter mammut, uldhåret næsehorn og andre istidsdyr. Også på vore breddegrader er der fundet benfløjter, om end ikke helt tilbage fra istiden.
Benfløjte fra Næsbyhoved voldsted i Odense. Foto: Museum Odense.
I Museum Odenses samling indgår flere ret ens fløjter, der er lavet af rørknogler. De fleste er mellemhånds- eller mellemfodsknogler fra får eller ged, men kraftige rørknogler fra gæs kan også være anvendt. Fløjterne er lavet ved, at man har bortskåret det meste af knoglernes ledender, og dernæst boret 3-4 tonehuller samt udskåret et blæsehul på oversiden. To af stykkerne har kun blæsehul, hvilket viser, at fløjterne kan have haft forskellige funktioner. Ingen af dem har fingerhul på undersiden. I indblæsningshullet har der været indsat en nu forsvundet kile af træ eller voks – den såkaldte blok – for at styre luftstrømmen på dens vej mod blæsehullet og tonehullerne. Bortset fra disse enkle huller er overfladen på stykkerne kun let bearbejdet, så det har næppe taget lang tid at frembringe de simple instrumenter af måltidsrester eller slagteaffald.
En af fløjterne er fundet på middelalderborgen Næsbyhoved Slot ved Odense, og den kan derfor dateres til tiden mellem ca. 1200-1550. Nogenlunde samtidige er fløjter fra en brønd ved H.C. Andersens hus og fra Skomagerstræde i Odenses bymidte. Et eksemplar fra Ørsted på Vestfyn synes at være et par århundreder yngre.
Fløjte fra Refsvindinge på Østfyn. Foto: Museum Odense.
En fløjte fra Refsvindinge på Østfyn minder meget om stykkerne fra Odense, men som et løsfund er den vanskelig at datere præcist. Også den kan være fra middelalderen, men den kan også være langt ældre. Ved Vesterbølle nær Aars i Vesthimmerland har man i en grav fra sen førromersk jernalder (ca. 150-1 f.Kr.) fundet en lignende fløjte, men kun med tre huller. Den var skåret ud af en knogle fra et rådyr. Måske kan den østfynske fløjte også være helt tilbage fra jernalderen.
Fløjten fra Ørsted på Vestfyn er lavet af en overarmsknogle fra en gås. Foto: Nermin Hasic.
Fløjter har man utvivlsomt også lavet af træ – f.eks. simple pilefløjter – men sådanne er naturligvis for længst gået til. Vi kender dog få heldige fund af blæseinstrumenter af træ fra jernalderen. I moser og brønde har man fundet nærmest klarinetlignende instrumenter. Disse betegnes lurer, men skal ikke forveksles med bronzealderens snoede blæseinstrumenter af bronze. De to typer af instrumenter har dog det tilfælles, at variationer i den lyd, der kan frembringes, dannes af blæserens læber.
Fløjten fra området ved H.C. Andersens hus har kun et lydhul på oversiden. Foto: Nermin Hasic.
Avancerede melodier kunne man ikke fremtrylle på disse fløjter og lurer. Det var heller ikke nødvendigt, hvis formålet var at give et klart signal under jagt og på slagmarken, eller ved hyrdens arbejde med fåreflokken. Til at skabe et enkelt lydunivers ellersom rytme- og stemningsskabere ved ritualer og processioner var de simple blæseinstrumenterne også tilstrækkeligt – måske akkompagneret af trommer som vi kender helt tilbage fra bondestenalderen.
Fløjten fra området omkring Odense Rådhus gik måske i stykker under fremstillingen. Foto: Nermin Hasic.
Vi skal helt frem til vikingetiden, før vi møder mere avancerede instrumenter som sækkepiber og lyrer i det arkæologiske materiale. Hermed opstod også et mere raffineret melodiunivers – ja, man kan sige, at nu fik piben en anden lyd.
Hvis du vil vide mere
Ebbesen, K. 1974: Tragtbægerkulturens trommer. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1972, s. 187-194.
Ilkjær, J. 2002: Blæsehorn. Skalk 2002:4, s. 16-17.
Jensen, X.P. 2021: Fløjtespilleren og hans hund. Skalk 2021:2, s. 18-23
Rostholm, H. & E.A. Wessberg 1998: Gjallarhorn. Skalk 1998:6, s. 5-9.
