en

Galgedil – en gravplads fra vikingetiden

De seneste 3 år har der været udgravning i Otterup. På en lille bakketop vest for byen, som nu inddrages til byggegrunde, lå der i det 9.århundrede en gravplads, hvor vikingerne begravede deres døde. Indtil nu er der fundet godt 40 grave. Vikingerne var hedninge og derfor finder vi en del gravgaver – typisk dagligdagens redskaber i form af knive og nøgler eller finere ting som perler, fibler og våben.

Grave er et førsteklasses materiale til at belyse vores forhistorie – den tid, hvor vi ikke kan hente viden fra skriftlige kilder eller billeder. En gravplads kan for det første fortælle om sundhed og sygdom. Vi måler de døde og kan derigennem få et billede af ernæringstilstanden. I vikingetiden var den gennemsnitlige højde ikke meget anderledes end nu hvilket betyder, at maden har været god og varieret. Skeletterne bliver også undersøgt på Panuminstituttet i København, hvor antropologer ser efter tegn på sygdom, så vi får viden om dødsårsager og -alder. For det andet kan en gravplads fortælle om sociale forhold. Det sker gennem analyser af gravgavernes art og fordeling i graven. Herigennem kan vi bl.a. se, om der var stor forskel på rig og fattig, eller vi kan lokalisere de lokale høvdinge. Som noget helt specielt har vi på Galgedil fået et lille indblik i de efterladtes tanker omkring livet efter døden. I flere af gravene ligger rester af madofre lige fra et fragment af en kokæbe til knoglerne fra en forfjerding af en pattegris. Livet har ikke været slut med døden – der var stadig behov for mad !

Barnegrav

cc by-sa
Barnegrav fra Galgedil–udgravningen.

Fotoet er fra en af de mindste grave; den døde var et barn mindre end 1 m høj, som var begravet uden gravgaver. Udgravningen af gravpladsen er ikke færdig endnu. Vi har pakket sammen for vinteren, men kommer tilbage til Galgedil til foråret. Efter endt udgravning vil fund og resultater fra undersøgelserne blive samlet og analyseret for at få så stor viden som muligt om vikingerne i Otterup.

Emner: Vikingetid

Mere 'Arkæologiske fortællinger'

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...