Da Lars Friis Olsen for et par uger siden, som så ofte før, gik tur med sin hund langs stranden på vestsiden af Helnæs, var blikket som sædvanligt rettet mod strandbreddens mange sten. Her vidste han, at man kunne være heldig at finde vandrullede oldsager fra stenalderen – eller måske et stykke rav. Det var dog ikke nogen af disse ting, der fangede opmærksomheden denne dag, men derimod en mørk brun genstand med kraftige takker i begge sider. Var det en spydspids, en nål til at bøde garn – eller noget helt tredje? Heldigvis var nysgerrigheden efter et svar så stor, at billeder straks blev lagt på Facebook, hvorefter flere amatørarkæologer omgående ”pingede” museumsinspektøren. Og hans øjne trillede nærmest ud af hovedet, for det var virkelig et sjældent fund, Lars havde gjort.
Helnæs-harpunens forside. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Lars havde fundet en såkaldt toradet harpun – dvs. den har to rækker af modhagere – og så er dens afslutning bagtil skjold- eller hjerteformet. Harpuner med disse karakteristika kendes der ca. halvanden håndfuld af fra hele Danmark, og ingen af disse er fundet på Fyn. Det nyfundne stykke er 12,9 cm langt, og det er lavet af et stykke, der er udspaltet af en kraftig rørknogle, antagelig en skinnebensknogle fra elg eller kronhjort. Selv om overfladen er grundigt poleret, ses stadig spor af de flintredskaber, som man i sin tid har anvendt til at tilskære harpunen.
Og bagsiden. Bemærk de langsgående furer, der er lavet med et flintredskab.
Alle de toradede harpuner fra Danmark er løsfund som Helnæs-harpunen, men flere er tidsfæstet ved hjælp af kulstof 14-metoden – og med en alder på ca. 12.000 år er de fra slutningen af istiden og tiden umiddelbart herefter. I Nordtyskland, nærmere betegnet i Hamburg-området, har man fundet tilsvarende harpuner på bopladser fra den såkaldte Ahrensburg-kultur. De nordtyske bopladser er samtidige med de danske fund. Det samme viser enkelte andre løsfund fra denne tid. Ved Arreskov Sø og ved Løgeskov på Sydfyn samt i det område, hvor Odense Havn nu ligger, er der fundet slagvåben, der er lavet af rengevir. Disse er lavet af rentak, og to er sikkert tidsfæstet vha. kulstof 14-dateringer til Ahrensburg-kulturens tid. En pilespids af flint fra Sydlangeland stammer utvivlsomt også fra denne kulturgruppe.
Den stolte finder med Helnæs-harpunen på findestedet. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Egentlige bopladser kender vi imidlertid fra Sydsjælland, Lolland og Sønderjylland, men i ingen af disse tilfælde er der bevaret knoglemateriale. Derfor er det ”nye” fund fra Helnæs vigtigt, fordi det – sammen med de andre løsfund – viser, at Ahrensburg-kulturens jægergrupper i det mindste strejfede rundt i det fynske landskab. Faktisk kan man ikke tale om Fyn, når vi er tilbage ved istidens slutning, for det nuværende fynske landskab var en del af et større landområde, der strakte sig helt til Englands nuværende vestkyst. Gik man mod nord for at søge til kysten, skulle man langt op i Nordjylland. Når harpunen blev fundet på en strandbred, skyldes det derfor ikke, at den er mistet under sæljagt. Den er derimod endt flyttet til stranden fra det sted, hvor den blev efterladt omkring istidens slutning.
Enradet harpun med skjoldformet basis fra Ejby Mose. Foto: Nermin Hasic.
I opklaringen af, hvor harpunen kommer fra, kan man starte med at kigge på dens overflade. Den viser, at den har ligget godt beskyttet i et iltfattigt, kalkrigt miljø, og der kan ikke være tvivl om, at det har været på bunden af en af de søer, som fandtes overalt i senistidens landskab. Her er den næppe endt ved et tilfælde, men snarere fordi den er gået tabt under jagt. På de nordtyske bopladser fra Ahrensburg-kulturen er der fundet knogler fra rensdyr, og de ser ud til at være nedlagt med harpuner, der har ramt dyrene skråt oppefra. Da man ikke kunne sidde på ”Hochsitz” i senistiden, al den stund, at der ikke var nogle træer, må vi antage, at dyrene blev harpuneret, når de var i vand. Ren er – ganske som elg, der også hørte til datidens jagtvildt – en glimrende svømmer, og de søger gerne i vand, hvis de føler sig truet. Det har man utvivlsomt udnyttet, for fik man først omringet en svømmende ren, var det som at skyde siddende ænder. Antagelig har man haft skindkanoer til at foretage jagten fra.
Rentakslagvåben fra Løgeskov. Foto: Nermin Hasic.
Hvis man skal forsøge at rekonstruere harpunens biografi, skal vi altså tænke os tilbage til et åbent landskab med mange søer. På en bakketop – måske en af de højdepunkter, der ligger på den sydlige del af Helnæs – sidder en gruppe jægere og spejder efter rensdyr. De ved, at dyrene kommer trækkende her forbi i store flokke i efteråret på vej mod mildere klima mod syd. Jægerne rejser sig, laver larm, og får jaget et par dyr ud i en sø, der ligger i det flade landskab vest for nutidens Helnæs. En harpun på træskaft bliver kastet mod et rensdyr, men jægeren rammer forbi, og harpunen forsvinder i det iskolde vand og indlejres i mudder på bunden. Ingen rensdyrkølle i denne omgang! Da istiden for alvor slipper sit tag i landet, stiger temperaturen drastisk, og den iskappe, som er bundet ved polerne, begynder at smelte og verdenshavene stiger drastisk. Mange tusinde år efter den mislykkede jagt bliver Fyn skabt, da havet trænger ned og danner nutidens bælter og Det sydfynske Øhav. Landskabet vest for nutidens Helnæs ”druknede” også i verdenshavet, og mange søer, bl.a. det ca. 20 m dybe søbassin, der udgør bunden i den sydlige del af Lillebælt, blev overskyllet af saltvand.
Sådan har situationen været i 7000-8000 år, og undervejs har storme flyttet rundt på havbundens sand og sten. Antagelig en gang i vinteren 2019-20 har havet gnavet sig ned i de gamle søaflejringer, og harpunen så dagens lys for første gang i 12.000 år. Højvande og bølger transporterede forsigtigt harpunspidsen ind på stranden, hvor den mirakuløst undgik at blive knust mellem forstrandens store sten. Og det næste mirakel indtraf, da Lars Friis Olsen gik en tur med sin hund og fik øje på harpunen mellem tang og pinde. Det var vist det bedste påskeæg, han nogensinde har fået!
Hvis du vil vide mere
Henriksen, M.B. 1996: Den ældste jægerstenalder på Fyn. I: J. Holm, H. Jørgensen & J. Raun (red.): Harja 1971-1996, s. 108-135. Odense.
Petersen, P.V. 2009: Stortandede harpuner – og jagt på hjortevildt til vands. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2005, s. 43-54.
Stensager, A.O. 2006: Odense Kanal – et af Danmarks ældste fund. Fynske Minder 2006, s. 125-133.
Aaris-Sørensen, K. 2016: Danmarks pattedyr fra Istid til Nutid. København.
