I dag kan man dårligt besøge en god restaurant, uden at få havtorn på tallerken eller i glas. Besøger man turistshops og gårdbutikker ved den jyske vestkyst – eller kigger på helsebutikkernes hylder – mødes man af alt fra marmelade til helbredende eliksirer med havtorn. Det er ikke mindst det nye nordiske køkkens fokus på lokale råvarer, der er årsagen til ”opfindelsen” af havtorn som fødevare. Som arkæolog er det imidlertid svært at få øje på ”det nye” ved havtorn, for planten har groet her i måske 15.000 år.
Havtornens frugter angives at være de mest C-vitamin-rige i den danske flora. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Havtorn med det latinske navn Hippophaë rhamnoides er en busk, der kan optage kvælstof fra luften, og derfor kan den gro på meget mager, men gerne kalkrig jordbund. Derfor – og godt hjulpet af fugle, der spredte frugtkernerne – indvandrede planten til de nuværende danske landskaber, så snart iskappen var smeltet bort i slutningen af sidste istid.
Havtorn er meget tolerant overfor kulde og blæst, og derfor ses den nu især udbredt langs den jyske vestkyst, men også som pionérplanter i forladte grusgrave over store dele af landet. Da busken har mange og meget stride torne, bides grenene ikke ned af græssende dyr, og derfor kan der dannes regulære og helt uigennemtrængelige kratbevoksninger. På grund af disse egenskaber har havtorn været anvendt i bekæmpelse af sandflugt på Vestkysten, og nogle steder er busken plantet i hegn og vildtremiser, da fuglevildt er glade for frugterne. Det er mennesker også – og det har de nok altid været!
På den forblæste Rubjerg Knude i Vendsyssel danner havtornebuske et sammenhængende tæppe helt frem til klitfoden – Danmarks største havtornekrat. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Således har havtorn utvivlsomt været på spisekortet, da renjægere strejfede rundt i tundralandskabet for ca. 14.000 år siden. I et landskab uden mange spiselige planter, har de meget C-vitaminrige frugter fungeret som regulære vitaminpiller, der var et godt supplement til spidstegt ren og dalrype! Senere har man anvendt dem til fremstilling af vin og marmelade, men plukningen er stærkt besværet af tornene – samt af, at bærrene nærmest eksploderer, når man trykker på dem.
Rengevir fra Villestofte nord for Odense. Da dette prægtige dyr gik og græssede på kanten af Stavidsådalen for ca. 14.000 år siden, var det utvivlsomt i et landskab med masser af havtornebuske. Foto: Jens Gregers Aagaard.
De modne frugter er syrlige, lidt snaskede i konsistensen og egentlig ikke særligt velsmagende. Jeg har endnu også til gode at få serveret en gele, marmelade, yoghurt eller andet med autentisk havtornesmag, som begejstrer smagsløgene. Der er imidlertid én undtagelse, og det er, når havtornens bær anvendes som smagsgiver i kryddersnaps! Bærrene plukkes, når de er fuldmodne. Hvis man vil undgå for mange stiksår fra tornene, kan man forsigtigt klippe en enkelt gren af busken, lægge den i fryseren, og når bærrene er frosne, slås de let af. Herefter trækker de i vodka 2-3 måneder, før essensen filtreres gennem et kaffefilter og fortyndes efter smag. Den gyldne drik vinder ved lagring, for så får den en karakteristisk mild smag, der kan minde lidt om den græske brandy Metaxa. Skål – og nyd smagen af efterår – eller måske af sensommer på tundraen.
Hvis du vil vide mere
Brøndegård, V.J. 1979: Folk og flora. Dansk etnobotanik 3 (s. 31f). København.
Jørgensen, H. & F. Rune 2015: Træer og buske i Danmark. København: Gyldendal.
