Fra midten af bronzealderen og gennem store dele af resten af oldtiden brændte ”fynboerne” deres døde og begravede de brændte ben i en urne, i en simpel nedgravning eller i en stenkiste. Det ved vi en del om, for i Den fynske Øgruppe er der udgravet ca. 6000 brandgrave fra tiden mellem ca. 1200 f.Kr. og 900 e.Kr.
Derimod har vi ikke hidtil vidst meget om, hvordan de døde blev brændt – og det skyldes især, at vi ikke ved, hvor det skete! I et forskningsprojekt, hvor arkæologer, retsmedicinere og fysikere forener kræfterne, skal mysterierne forsøges opklaret. Først er der foretaget en grundig analyse af gravenes indhold og konstruktion for at klarlægge, hvad gravgods og de brændte ben kan fortælle om brændingstemperatur, placering af liget på bålet mv. Dernæst er de få ligbrændingssteder, der hidtil er fundet, blevet nærstuderet for at se, om vi har overset spor, der kan bringe forskningen videre.
Fig. 1. Brandgrav fra tiden omkring 250 e.Kr. Rester fra ligbålet er hældt i en grube, og i toppen af denne har man placeret en urne med de brændte knogler fra afdøde og noget af hans personlige udstyr.
Som et led i projektet er der foretaget en række forsøg med brænding af hele svinekroppe såvel som af dyreknogler for at afklare, om man ad denne vej kan komme tættere på en forståelse af ligbrændingsprocessen. Forsøgene har bl.a. givet god indsigt i brændingens forløb samt især givet væsentlig ny viden om bålets påvirkning af lig, genstande og af den flade, som bålet blev anlagt på. En meget vigtig erkendelse, der er kommet ud af forsøgene, er, at et ligbål ikke afsætter tykke askelag, ligesom det ikke påvirker undergrunden særlig voldsomt.
Med denne viden kan det konstateres, at der i virkeligheden kendes ganske mange spor af ligbål fra yngre bronzealder, ældre jernalder og fra sen jernalder/vikingetid. Kremeringspladserne aftegner sig som lidt over mandsstore sorte plamager, der ofte er blevet sløret, fordi man har fjernet noget fra stedet efter brændingen – eller fordi man har fejet bålresterne sammen. I nogle tilfælde er der fundet aftryk af stolper, som har støttet bålkonstruktionen – og denne iagttagelse er særdeles vigtig. Den forklarer nemlig flere fund af stolpekonstruktioner med bålrester på jernalderens gravpladser. De er udgør den sidste rest af ligbrændingskonstruktioner – den del, der ikke er fjernet af landbrugsredskaber siden oldtiden.
Fig. 2. Dette er alt, hvad der er tilbage af ca. 1½ kubikmeter træ og en gris på ca. 55 kg, når bålet er brændt ned. Landmålerstokken er 1,6 m lang.
På nuværende tidspunkt kan det altså konkluderes, at ligbrændingen foregik på gravpladsen, og at bålene som regel blot var lidt over mandsstore og dermed ”brændselsøkonomiske”. Ved at kombinere iagttagelser fra brændingsforsøgene med fund fra oldtidens brandgrave er vi nu i stand til at se, hvilke ”komponenter”, der er et resultat af ligbålets fysiske påvirkning og hvilke, der skyldes forudgående og efterfølgende sortering og bevidst destruktive handlinger. Disse iagttagelser er helt centrale for en rekonstruktion af begravelsesritualerne og deres udvikling gennem oldtiden. Med denne forståelse kommer vi pludselig meget tættere på oldtidsmennesket og dets tankegang i forbindelse med livets ophør og hvad der skulle følge derefter.
Projektet er finansieret af Kulturstyrelsen og Odense Bys Museer, og det udføres i samarbejde med Antropologisk Laboratorium på Panum-Instituttet, Københavns Universitet, Institut for Fysik og Astronomi, Århus Universitet samt Sagnlandet Lejre.
