Sidst i maj 2015 kan man erfare i alverdens nyhedsudsendelser, at der er indtruffet uforklarlig massedød blandt saigaantiloperne i Kasakhstan. 120.000 – eller ca. en tredjedel af landets bestand – skulle være døde af endnu uklare årsager. Og det er en biologisk katastrofe, da landet rummer langt hovedparten af verdens saigaantiloper. Jeg antager, at kun de færreste danskere har hørt om dette dyr – og langt færre set det! Det gælder i øvrigt også undertegnede, der kun har set et dårligt udstoppet eksemplar på Zoologisk Museum i Prag for mange år siden. Efter sigende skulle der være levende eksemplarer i Berlins berømte zoo, hvis man skulle få lyst til at se dette særprægede, lidt fåre-lignende dyr med de karakteristiske proptrækkersnoede horn.
Derimod har jeg flere gange holdt et sagiaantilopehorn i hånden – for kernen af et sådant er udstillet på Ringe Museum – og det er lidt af en palæozoologisk sensation! Dette stykke er årsagen til, at saigaantilopen har interesseret mig i mere end 30 år, og jeg har således haft lejlighed til at skrive om dyret et par gange.
Hornet i Ringe Museums samling blev fundet ca. 11 m nede i blåleret ved brøndgravning i Boltinggård Skov lidt uden for Ringe i 1924. Det kan vist bedst beskrives med metaforen om nålen og høstakken – og fundet af hornet vakte da også stor opmærksomhed i den zoologiske verden, for det er det eneste fund af dette dyr fra området nord for Østersøen. Der er foretaget to kulstof 14-dateringer af hornet, som har vist sig at være knap 17.000 år gammelt! Når man sammenholder dateringen, fundstedet og funddybden, er der ingen tvivl om, at dyret har levet i en af de perioder under sidste istid, hvor det var så varmt, at der opstod steppe-lignende forhold med græsser og småplanter. Her græssede saigaen i store flokke sammen med rensdyr, steppebison, vildheste – og mammutter. Da dyret døde – måske efter en af de kampe, der dræber mange hanner i forbindelse med parringsritualer – blev det dækket af ler, som ismasserne fra det allersidste fremstød transporterede med. Kulstof 14-dateringen af saigaen fra Boltinggård Skov har således vist, at det såkaldte ungbaltiske isfremstød, der fra Østersøområdet masede sig hen over Fyn, kom blot få årtusinder før afsmeltningen var så fremskredet, at der igen kunne leve dyr på disse breddegrader. Det er derimod ikke muligt at sige, at dyret levede på Midtfyn; isen kan have samlet knoglerne op et godt stykke mod sydøst. Omvendt kan det heller ikke udelukkes, at Boltinggård Skov-saigaen rent faktisk har græsset et sted på Midt- eller Sydøstfyn!
Lad os håbe, at sygdommen blandt saigaerne i Kasakhstan snart raser ud, for verdens samlede population er truet. Det ville være skrækkeligt, hvis dette spøjse væsen uddør fra dets sidste leveområde, for det er i høj grad med til at berige verdens faunaen. Faktisk er det jo et af de sidste istidsdyr, der stadig går omkring på jorden i denne del af verden!
Saiga-hornet på Ringe Museum. Foto: Mogens Bo Henriksen
Læs mere om saiga-antilopen fra Boltinggård Skov:
Henriksen, M.B. 1987: Historien om saiga-antilopen på Ringe Museum – og dyret bag. Ræthinge-Posten 1987, s. 20-25.
Aaris-Sørensen, K., K. Strand Petersen & M.B. Henriksen 1999: Late Weichselian Record of Saiga (Saiga tatarica (L.)) from Denmark and its Indications of Glacial History and Environment. Quartär, Band 49/50, 1999, s. 87-94.
